Du kan flere steder på siden få præciseret, hvad VI mener om de spørgsmål, der optager os. Udover i vores nyhedsbrevs leder, kan du på dette sted få et overblik over landsforeningen Børn og Samværs holdninger.
Samværet
generelt
Den grundløse anklage
Retssikkerhedens paradoks
Barnets tarv
Sagsbehandlingen i statsforvaltning og Framilestyrelsen
Ansvaret
i kommunerne eller statsforvaltningen
Samvær generelt
Vi mener, at samvær mellem et barn og begge dets biologiske forældre er godt og rigtigt. Man må huske på, at børn og forældre oftest har haft et harmonisk og godt samspil, og at årsagen til adskillelsen ligger hos de voksne.
Langt de fleste samvær fungerer godt og uproblematisk. Vi har ikke et fuldstændigt statistisk materiale, men meget tyder på, at de gode samvær uden problemer udgør over 90% af samtlige samvær.
Måske netop fordi de fleste samvær er problemløse, er der særlig grund til at fokusere på de få, der "går galt".
Vi håber, at forældreansvarsloven virkelig i praksis får sat fokus på barnet.
Vi tager skarpt afstand fra de forældre, der helt uden grund beskylder den anden part for grænseoverskridende handlinger.
At blive beskyldt for grænseoverskridende handlinger, er noget af det værste, der kan ske for et menneske. Alle normale mennesker i dette samfund tager dyb og inderlig afstand fra sådanne handlinger. Folk, der dømmes i sådanne sager, placeres nederst i fænglslernes hieraki og udsættes for den mest inhumane behandling af medfangerne.
Landsforeningen Børn og Samvær besynger retssikkerheden højt ved enhver lejlighed. Det er retssikkerheden, der i strafferetten sikrer, at ingen bliver dømt uden et kvalificeret bevisgrundlag. Enhver tvivl skal komme tiltalte til gode.
Vi vil ikke tøve et øjeblik med at ekskludere et medlem, der bevidst og i chikanøs hensigt beskylder den samværsberettigede forælder for grænseoverskridende adfærd.
En bopælsforælder, der ser sit barn mistrives, og som måtte være overbevist om, at der er "noget galt", kan ikke med god samvittighed udlevere et barn til samvær. Den voksne må opfatte sig som forræder over for barnet, hvis barnet udleveres..
Retssikkerhedens paradoks består deri, at Familiestyrelsen dekreterer samvær alt for maskinelt. De synger med på den beskyldtes typiske melodi, der går på, at man "jo er frikendt" af politiet, hvis politiet f. eks. har opgivet tiltale p.g.a. bevisets stilling i forbindelse med en incestanklage.
Det korrekte ville være i disse tilfælde, hvor der ikke er tale om åbenlys chikane, at lade enhver tvivl komme barnet til gode. Åbenlys chikane er langt sjældnere forekommende, end man skulle tro.
Hvad der er retfærdigt i forhold til forældrene er IKKE altid identisk med, hvad der er retfærdigt i forhold til børnene.
Loven åbner mulighed for at ophæve et samvær. Det er såmænd bare den mulighed, vi beder om, at man benytter sig af i videre omfang end i dag.
Barnets bedste - barnets tarv.
Menneskerettighedskonventionen og vores egen lovgivning slår fast, at alt vedrørende børn skal være "til barnets bedste". Mange bruger stadigvæk det gamle udtryk "barnets tarv". Reglerne siger i virkeligheden, at barnet er den svage, og at vi skal beskytte barnet i alle vore handlinger.
Landsforeningen Børn og Samvær udtrykker det på den måde, at vi skal se verden ud fra barnets præmisser.
Politikerne har behændigt valgt, at "barnets tarv" alene består i, at barnet skal kende dets biologiske rødder. Det turde være indlysende, at det ikke er det eneste saliggørende udgangspunkt.
Med forældreansvarsloven har vi fået sat fokus på, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er "bedst for barnet". Tendensen er, at man i stedet i virkeligheden ender på noget der er "OK for barnet" og i al fald helst ikke direkte skadeligt for barnet. Det er ikke godt nok.
Sagsbehandlingen i statsforvaltningen og Familiestyrelsen.
Sagsbehandlingen er facitliste-orienteret. Resultaterne er givet på forhånd. Forældrene (parterne) opfatter det i vidt omfang som en avanceret skueproces at komme igennem systemet. De kan ikke få støtte til advokatbistand, idet fri-proces-reglerne ikke gælder for den type sager.
Advokaterne må omvendt også ærligt sige til utrygge forældre, at man ikke kan gøre noget for dem. Tilstedeværelsen af advokat ved siden af parten sikrer kun en urban omgangsform. Det er "systemet" der dikterer "proces-gangen" og bestemmer "bevisførelsen", og det kan være rigtig svært at komme igennem med krav til undersøgelser m.v.
Ansvaret? - kommunen? - statsforvaltningen? - Familiestyrelsen?
Det diskuteres, hvem der har ansvaret - tilsynspligten - i forbindelse med børn under samvær. Spørgsmålet er relevant og interessant.
Systemet foregøgler sig selv og omverdenen, at deres sagsbehandling er sådan, at deres afgørelser bør kunne gennemtvinges i fogedretten, hvad de faktisk kan. De har jo "undersøgt sagen til bunds", hvad de ofte IKKE har.
Kommunerne har på den baggrund været særdeles tilbageholdende m.h.t. at gribe ind.
Det er kommunen på det sted, hvor forældremyndighedsindehaveren bor, der har tilsynspligten.
Kommunen har pligt til at foretage en undersøgelse af barnets forhold. Ministeren slår fast, at en afgørelse om samvær ikke ophæver eller indskrænker kommunens tilsynspligt.
Vi satser på det nuancerede.