CivilRetsDirektoratet
Skarrildshus 1998
Skarrildhus 1998
Civilretsdirektoratet
Indhold
Denne beretning indeholder en gengivelse af manuskripter til de spørgsmål/svar og orienteringspunkter, der blev gennemgået på det familieretlige kursus, som blev afholdt på Hotel Christiansminde, Svendborg. Kurset blev arrangeret af Indenrigsministeriet i dagene den 21., 22. og 23. september 1998 for medarbejderne ved statsamterne, herunder Københavns Overpræsidium og Rigsombudsmanden i Grønland og på Færøerne.
Civilretsdirektoratet, marts 1999.
A. SEPARATION OG SKILSMISSE
Intet i år.
B. UNDERHOLDSBIDRAG
B.a.1.
Kan hustruen i forbindelse med udmålingen af hustrubidrag anses for at udnytte sin erhvervsevne i en situation, hvor hun overgår fra almindelig lønnet beskæftigelse til uddannelse med elevløn i en periode med henblik på en bedring af indtjeningsmulighederne efter endt uddannelse, der f.eks. kan være en overbygning på en tidligere uddannelse.
Svar:
Spørgsmålet om udnyttelse af erhvervsevnen er senest behandlet i Skarrildhusberetningen for 1994, side 14-17, samt i Skarrildhusberetningen for 1993, side 9-10.
Kriterierne for fastsættelse af ægtefællebidragets størrelse fremgår af ægteskabslovens § 50, stk. 2. Ifølge denne bestemmelse skal der tages hensyn til bidragspligtiges evne til at betale bidrag sammenholdt med bidragsberettigedes behov for bidrag. Herudover tages der hensyn til ægteskabets varighed, og der kan tages hensyn til om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende.
Begge parter skal udnytte deres erhvervsevne, men der stilles ikke krav om, at erhvervsevnen udnyttes i fuldt omfang. Erhvervsevnen skal altid udnyttes i rimeligt omfang. Ved bedømmelsen af dette forhold indgår en række faktorer: alder, helbred, muligheder på arbejdsmarkedet, hidtidig beskæftigelse, varigheden af bidragsevnen og den tid, der er gået, siden pligten blev pålagt.
Spørgsmålet om, hvorvidt uddannelse kan anses som udnyttelse af erhvervsevnen i rimeligt omfang, må bero på et konkret skøn i det enkelte tilfælde, hvor også følgende kriterier skal inddrages:
- Indtægtsforhold før, under og efter uddannelsen.
- Uddannelsens mulighed for at sikre eller forbedre allerede eksisterende ansættelsesvilkår.
I tilfælde, hvor bidragsberettigede opsiger en stilling, eller undlader at tage imod et tilbud om en stilling for i stedet at uddanne sig, må der lægges vægt på formålet med og baggrunden for ønsket om uddannelse.
En uddannelse, som hverken sikrer en ansættelse eller forbedrer jobsituationen, vil i almindelighed ikke kunne anses som udnyttelse af erhvervsevnen i tilstrækkelig grad.
Ovenstående kan illustreres med følgende to eksempler fra praksis:
1995-460-3341:
Statsamtet fastsatte et ægtefællebidrag til 1.200 kr. mdl.
M påstod nedsættelse bl.a. med henvisning til, at H ikke udnyttede sin erhvervsevne.
H var uddannet inden for detailhandelen inden ægteskabet, men havde ikke brugt denne uddannelse. Hun kom tilbage på arbejdsmarkedet under ægteskabet, men inden for ældre- og børneområdet.
Ca. 1 år efter skilsmissen mistede hun sit arbejde som pædagogmedhjælper, og sagde efterfølgende nej til en 20 timers stilling som pædagogmedhjælper for at uddanne sig til pædagog.
Under hensyn til, at der var 30% arbejdsløshed blandt pædagogmedhjælpere, men kun 1% arbejdsløshed blandt uddannede pædagoger, fandt Civilretsdirektoratet i lighed med statsamtet, at H udnyttede sin erhvervsevne.
1996-460-3845:
M blev af statsamtet pålagt et ægtefællebidrag på 3.500 kr. mdl.
M påstod nedsættelse under henvisning til, at H ikke udnyttede sin erhvervsevne.
H afsluttede inden ægteskabet en kontoruddannelse og arbejdede de første 14 år af ægteskabet som lægesekretær. De sidste 6 år var hun medhjælpende hustru i M’s virksomhed, idet hun passede kontorarbejdet.
Fra separationen og 2½ år frem var H arbejdsløs. H var i denne periode arbejdssøgende og gik samtidig på HF. Herefter blev hun optaget på den sociale højskole.
Under hensyn til oplysningerne om H’s uddannelse og beskæftigelsesforhold, herunder at hun i en længere periode havde været arbejdsløs (men arbejdssøgende), antog Civilretsdirektoratet i lighed med statsamtet, at H udnyttede sin erhvervsevne.
B.b.1.
De gældende retningslinier i forbindelse med behandling af ansøgningen om fastsættelse af beklædningsbidrag er, at bidraget skal fastsættes i forbindelse med en "konfirmationssituation", d.v.s. når klassekammerater skal konfirmeres.
I takt med, at udviklingen går i retning af, at flere med forskellig etnisk baggrund går i klasse sammen, samt at flere vælger at skifte til privatskole, hvor alle elever ikke nødvendigvis tilhører samme kommune eller kirkesogn, kan det ofte volde vanskeligheder at fastslå "konfirmationssituationen".
Retningslinier for disse situationer savnes.
Svar:
Efter børnelovens § 15, stk. 1, kan der som bekendt pålægges bidrag i anledning af barnets konfirmation eller, når barnet ikke skal konfirmeres, et bidrag til udstyr og beklædning. Efter stk. 2, kan bidrag normalt kun fastsættes, når begæring fremsættes for statsamtet inden 3 måneder efter udgiftens afholdelse.
Civilretsdirektoratets praksis ved beklædningsbidrag er fortsat som anført i Skarrildhusberetningen for 1992, side 15-16. Der bør ikke fastsættes beklædningsbidrag uden for konfirmationssituationen, der er det tidspunkt, hvor klassekammerater eller eventuelle venner bliver konfirmeret. Fristen for ansøgning regnes da fra dette tidspunkt.
Er det ikke muligt at benytte dette udgangspunkt, kan "konfirmationssituationen" søges fastslået ud fra en konkret vurdering, hvor bl.a. barnets alder, familietraditioner og omgangskredsens normer kan tillægges vægt.
Fra direktoratets praksis kan nævnes følgende sag:
96-460-4373:
Statsamtet havde afslået at fastsætte beklædningsbidrag under henvisning til, at 3-måneders fristen var overskredet.
H klagede, idet hun den 22. juni 1996 havde holdt en fest for B, der da var 14 år, og ansøgning om beklædningsbidrag var indsendt inden 3 måneder fra dette tidspunkt.
B gik på privatskole med en international afdeling, hvor klassen bestod af elever i aldersgruppen fra 12 til 16 år med forskellig nationalitet, religion og traditioner. På skolen blev der ikke talt om folks religion, ligesom religiøse fester og ritualer var private og blev regnet til hjemmets sfære.
Der kunne ikke oplyses noget præcist om klassekammeraters eller venners konfirmationer, dog var en af B’s klassekammerater vist nok blevet konfirmeret i pinsen 1996. Det var således ikke muligt at angive et generelt konfirmationstidspunkt.
H oplyste herudover, at der i omgangskredsen normalt blev holdt en fest som markering af en overgang til noget nyt, når børnene blev 14 år, og de ikke skulle konfirmeres. B skulle efter det pågældende skoleår på efterskole og således prøve at bo ude.
Civilretsdirektoratet fandt, at der kunne fastsættes beklædningsbidrag. Der blev lagt afgørende vægt på, at der blandt B’s klassekammerater ikke var tradition for at holde konfirmation, og at H havde søgt om beklædningsbidrag kort tid efter, at hun havde holdt en ungdomsfest for B, der da var 14 år.
Børnelovsudvalget overvejer i øjeblikket, om børnelovens regler om forsørgelse er rimelige og tidssvarende.
B.b.2.
Orientering om fremgangsmåden ved fastsættelse af børnebidrag, når der kun er søgt om normalbidraget.
Civilretsdirektoratet redegjorde i Skarrildhusberetningen for 1997, side 7-8, for den fremgangsmåde, der bør følges i forbindelse med fastsættelse af normalbidraget i situationer, hvor der udelukkende er søgt om normalbidraget, og hvor den bidragspligtige enten ikke svarer på statsamtets høringsskrivelse eller ikke indsender økonomiske oplysninger.
Flere statsamter har bedt Civilretsdirektoratet om på ny at overveje fremgangsmåden ved afgørelsen af disse meget standardprægede sager.
I den anledning kan Civilretsdirektoratet foreslå, at statsamtet i sådanne bidragssager, hvor der alene søges om normalbidraget, udformer sin høringsskrivelse til den bidragspligtige således, at den indeholder oplysninger om regelgrundlaget for sagens behandling og om hovedhensynene bag fastsættelse af børnebidrag, samt en tilkendegivelse af hvordan afgørelsen vil falde ud, hvis høringsskrivelsen ikke besvares og/eller dokumentation ikke indsendes.
Det bør således fremgå af høringsskrivelsen, at statsamtet ikke selv indhenter økonomiske oplysninger i sagen, og at der vil blive fastsat et børnebidrag på normalbidragets størrelse på det foreliggende grundlag, hvis statsamtet ikke modtager svar inden en nærmere angivet frist.
En "høringsskrivelse" kan f.eks. have dette indhold:
"Statsamtet har den ... modtaget en ansøgning fra X om fastsættelse af normalbidraget til B´s underhold fra den ..., jf. vedlagte ansøgning.
Vi skal meddele, at statsamtet agter at pålægge Dem at betale dette bidrag, der i dag er på .... kr. pr ..., uden nærmere undersøgelse af Deres økonomiske forhold. Er De ikke enig i at skulle betale normalbidraget fra den ansøgte dato, beder vi Dem om inden xx dage at fremkomme med Deres bemærkninger og indsende dokumentation for Deres aktuelle indkomst, d.v.s. lønsedler for de sidste 3 måneder og seneste årsopgørelse.
Vi har lagt til grund, at B bor hos X, at De ikke på anden måde forsørger B, og at B ikke har indtægter af betydning.
Vi kan oplyse, at normalbidraget betragtes som et minimumsbidrag for et barn, der bor i Danmark. Kun i helt særlige situationer, hvor den bidragspligtiges økonomiske forhold er så dårlige, at det er urealistisk, at vedkommende kan betale bidrag, og bidragsberettigedes økonomiske forhold samtidig er så gode, at der reelt ikke eksisterer noget behov for bidrag, kan bidragsfastsættelse forventes afslået af økonomiske grunde.
Afgørelsen vil blive truffet efter børnelovens §§ 13 og 14. En kopi af bestemmelserne vedlægges til Deres orientering.".
B.b.3.
Orientering om det offentliges indtrædelse i retten til børnebidrag.
Den 1. juli 1998 trådte lov om aktiv socialpolitik og lov om social service i kraft. Civilretsdirektoratet har på den baggrund drøftet reglerne om det offentliges ret til at indtræde i børnebidrag med Socialministeriet:
1) Børn, der bor hos eller på anden måde forsørges af en af forældrene:
Den tidligere regel i bistandslovens § 8 om det offentliges indtrædelsesret i børnebidrag findes nu i aktivlovens § 97. Denne indtrædelsesret har i dag reelt ingen betydning i relation til børn, der bor hos eller på anden måde forsørges af en af forældrene.
Baggrunden for dette er, at det offentlige - i praksis kommunerne - som udgangspunkt ikke overtager forsørgelsen af børnene, selvom der udbetales kontanthjælp til den af forældrene, der har børnene boende.
En kontanthjælpsmodtager, som har forsørgelsespligt over for børn, får ganske vist hjælp efter særlige satser efter § 25 i aktivloven. Hjælpen ydes i form af en forsørgersats, der er højere end kontanthjælpen til ikke-forsørgere. Forsørgersatsen er imidlertid ikke afhængig af antallet af børn, og kontanthjælpen reduceres ikke, i det omfang den af forældrene, der har barnet boende, modtager bidrag i henhold til børneloven. For så vidt angår den af forældrene, der har barnet boende, skal kontanthjælp med forsørgersats alene betragtes som hjælp til at dække kontanthjælpsmodtagerens egen forsørgelse af barnet. Udbetaling af hjælp efter forsørgersatsen indebærer således ikke, at det offentlige helt eller delvist har overtaget forsørgelsen af barnet.
Når det offentlige ikke forsørger barnet, kan det offentlige ikke kræve den af forældrene, der ikke bor sammen med barnet, sat i bidrag til barnet.
Dette forhold ændrer ikke det offentliges ret til indtrædelse i børnebidrag, der er blevet udbetalt forskudsvis efter børnetilskudsloven, jf. lovens § 18.
Der henvises til Skarrildhus-beretningen 1995, side 23ff.
2) Børn, der ikke bor hos eller på anden måde forsørges af en af forældrene:
a) Unge, der har egen bolig:
Hvis det offentlige helt eller delvist overtager forsørgelsen af en ung under 18 år, der har egen bolig, uden at dette har karakter af anbringelse, indtræder det offentlige i et allerede fastsat bidrag eller i retten til at søge bidrag fastsat, jf. aktivlovens § 97. Efter børnelovens § 18, stk. 2, har det offentlige desuden en selvstændig ret til at søge forældre sat i bidrag.
b) Børn, der er anbragt uden for hjemmet:
Civilretsdirektoratet har tidligere orienteret om forholdet mellem reglerne i børneloven og bistandsloven i relation til fastsættelse af bidrag til børn, der er anbragt uden for hjemmet. Betalingsbestemmelsen findes nu i § 52 i lov om social service. Ved servicelovens ikrafttræden er der ikke sket ændring i betalingsreglerne, bortset fra at de nærmere betalingsregler nu findes i bekendtgørelse nr. 959 af 12. december 1997 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge.
Efter Civilretsdirektoratets opfattelse er der dog fortsat nogle uafklarede punkter i samspillet mellem de to regelsæt, og direktoratet har taget dette op med Socialministeriet. Direktoratet vil orientere statsamterne om udfaldet af disse drøftelser.
Der henvises til Skarrildhus-beretningerne for 1986 (s. 13ff), 1987 (s. 72ff), 1988 (s. 25ff) og 1989 (s. 17ff), samt til 3 afgørelser refereret i T:FA98.70-72.
B.c.1.
Orientering om statsamternes internationale kompetence i bidragssager, primært EF-Domskonventionen, Luganokonventionen og Nordisk Ægteskabskonvention.
Indhold:
1. Indledning
2. EF-Domskonventionen/Luganokonventionen
2.1. Introduktion
2.2. De almindelige kompetenceregler (art. 2 og 5)
2.3. Specielle kompetenceregler
2.3.1. Værnetingsaftaler (art. 17)
2.3.2. Stiltiende værnetingsaftaler (art. 18)
2.3.3. Litispendens (art. 21)
2.3.4. Modkrav (art. 6)
2.3.5. Ansøgeren fremkommer under behandlin-
gen af sagen med nye oplysninger eller krav.
2.4. Nogle begreber
2.4.1. Bopæl/Opholdssted
2.4.2. Hvem er part i sagen ?
2.5. Ændring af afgørelser fra et konventionsland
2.6. Konventionernes anvendelsesområder
2.6.1. EF-Domskonventionen
2.6.2. Luganokonventionen
3. Nordisk Ægteskabskonvention
4. Uden for EF-Domskonventionen,
Luganokonventionen og Nordisk
Ægteskabskonvention.
5. Litteraturoversigt
1. INDLEDNING
Den stigende internationalisering medfører, at parterne i sager om bidrag oftere er bosat i eller har tilknytning til forskellige lande.
En række konventioner regulerer danske myndigheders kompetence til at behandle sager om underholdsbidrag, hvor den ene eller begge parter har tilknytning til et andet land end Danmark. Det drejer sig om:
Uden for konventionerne findes reglerne om danske myndigheders internationale kompetence i faderskabsbekendtgørelsens § 12 (børnebidrag), opløsningsbekendtgørelsens § 15 (ægtefællebidrag) og i cirkulære nr. 182 af 28. november 1925 (ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven).
De enkelte konventioner regulerer, hvilket lands myndigheder, der kan behandle sager om fastsættelse, forhøjelse og bortfald/nedsættelse af underholdsbidrag. Når det er konstateret, at myndighederne i et bestemt land har kompetence til at behandle sagen, afgøres det som udgangspunkt efter de nationale regler, hvilken myndighed i det pågældende land, der skal behandle sagen. I Danmark er dette reguleret i § 12 i faderskabsbekendtgørelsen (børnebidrag), i § 15 i opløsningsbekendtgørelsen (ægtefællebidrag) og i cirkulære nr. 182 af 28. november 1925 (ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven).
Når danske myndigheder har kompetence til at behandle sagen, træffes afgørelse efter dansk ret, både materielt og processuelt.
2. EF-DOMSKONVENTIONEN/LUGANOKONVENTIONEN.
2.1. Introduktion.
Danmark har været omfattet af EF-DK og LUG siden henholdsvis 1986 og 1996.
Konventionerne er udarbejdet med henblik på domsbehandling af civilretlige sager. I de fleste europæiske lande afgøres tvister om bidrag af domstolene. For at opnå ligestilling mellem landene er der i art. Va i protokollen til EF-DK og i art. Va i protokol nr. 1 til LUG bestemt, at konventionerne også omfatter statsamternes behandling af bidragssager.
Ifølge art. Va i sidstnævnte protokol gælder det samme de administrative myndigheder i Norge, Island og Finland.
Konventionerne er næsten enslydende, og forskellene berører ikke bidragssager.
I det følgende behandles de 2 konventioner under eet med forkortelsen KONV.
Konventionernes nærmere anvendelsesområder gennemgås nedenfor i pkt. 2.6.
Sager om familieretlig status (f.eks. adoption, faderskab, forældremyndighed, ægteskab, skilsmisse, værgemål o.lign.), falder uden for KONV, jf. artikel 1, stk. 2, nr. 1.
I det omfang de i pkt. 1 nævnte tre bekendtgørelser m.v. indeholder kompetenceregler, der ikke er i overensstemmelse med reglerne i KONV, har reglerne i KONV fortrinsret.
2.2. De almindelige kompetenceregler.
Indledningsvis skal nogle begreber defineres:
Sagsøger er i sager om fastsættelse/forhøjelse af et bidrag den bidragsberettigede. I sager om nedsættelse/bortfald af et bidrag er det den bidragspligtige, der er sagsøger.
Sagsøgte er i sager om fastsættelse/forhøjelse af et bidrag den bidragspligtige. I sager om bortfald/nedsættelse af et bidrag er det den bidragsberettigede, der er den sagsøgte. (Spørgsmålet om hvem der er bidragsberettiget i relation til børnebidrag, behandles nedenfor i pkt. 2.4.2.).
Sagsanlæg: Anmodning til statsamtet om fastsættelse/ændring af bidrag.
Sager om nedsættelse/bortfald af bidrag behandles under eet.
Status-sag: Sager om personers familieretlige status er:
Hvornår kan bidragsberettigede søge fastsættelse af bidrag eller forhøjelse af bidrag i Danmark ?
Den bidragsberettigede kan anlægge sag om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag i Danmark, når:
Selvom det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsens ordlyd, er det direktoratets opfattelse, at der også vil være kompetence i Danmark, hvis bidragssagen anlægges her umiddelbart efter statussagens afslutning. Dette skyldes, at en sag om børnebidrag eller ægtefællebidrag efter ægteskabsloven ikke vil kunne realitetsbehandles, før faderskabet henholdsvis bidragspligten er endeligt fastslået. Der kan ikke stilles krav om, at den bidragsberettigede på ansøgningstidspunktet bor eller opholder sig i Danmark. Der henvises til principperne i opløsningsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, 2. pkt., samt faderskabsbekendtgørelsens § 12, stk. 2, 2. pkt.
Det er uafklaret, om art. 5, nr. 2, 2. led, om status-sager kan give grundlag for værneting for en ansøgning om forhøjelse af et bidrag.
Hvis sagen kan anlægges i flere lande, har den bidragsberettigede som udgangspunkt fuldstændig valgfrihed til at bestemme, i hvilket land sagen skal behandles ("forum-shopping"), f.eks. ud fra en vurdering af hvor der vil være størst økonomisk fordel, eller hvor det processuelt er nemmest at få behandlet sagen. Undtagelser fra dette udgangspunkt gennemgås nedenfor i pkt. 2.5.
Når det offentlige har overtaget forsørgelsen af den bidragsberettigede og dermed indtrådt i retten til at kræve bidrag fastsat eller forhøjet, kan myndigheden ikke anlægge sag mod den bidragspligtige efter art. 5, nr. 2, jf. Schlosser-rapporten side 103, pkt. 97. Dette indebærer, at en dansk kommune, som har overtaget forsørgelsen af et barn, ikke vil kunne anmode et dansk statsamt om fastsættelse eller forhøjelse af børnebidrag, hvis bidragspligtige er bosiddende i et andet konventionsland. Sagen kan kun anlægges der, hvor bidragspligtige bor, jf. art. 2. Dette berører ikke kommunens adgang til at indtræde i et allerede fastsat bidrag og søge dette inddrevet.
Hvornår kan bidragspligtige søge bortfald/nedsættelse af bidrag i Danmark ?
Den bidragspligtige kan formentlig kun anlægge sag om nedsættelse af bidrag her i landet, hvis den bidragsberettigede har bopæl her, jf. art. 2.
Uanset ordlyden af art 5, nr. 2, 1. led, antages det, at pligtige ikke kan påberåbe sig denne bestemmelse, jf. Schlosser-rapporten, side 105, pkt. 107. Pligtige kan således ikke søge nedsættelse af bidraget, hvor berettigede opholder sig.
Art. 5, nr. 2, 2. led, om status-sager kan formentlig ikke give grundlag for værneting for en ansøgning om nedsættelse af et bidrag.
Det er uden betydning for kompetencen, om bidragssagen tidligere har verseret her i landet. Dette kan illustreres ved følgende eksempel:
H boede i Tyskland, og M boede i Danmark. Parterne blev skilt i Danmark, og i den forbindelse ansøgte H statsamtet om bidrag. Statsamtet havde efter art. 2 og art. 5, nr. 2, 2. led, kompetence til at behandle sagen. Nogen tid senere søgte H statsamtet om forhøjelse af bidraget. Også denne sag havde statsamtet kompetence til at behandle, men denne gang kun med hjemmel i art. 2. Efter afslutningen af denne sag søger M statsamtet om nedsættelse af bidraget. Selvom både skilsmisse- og bidragssagen hidtil udelukkende var blevet behandlet i Danmark, har ingen dansk myndighed kompetence til at behandle denne ansøgning, der ifølge art. 2 udelukkende kan anlægges der, hvor sagsøgte (H) bor, dvs. i Tyskland.
2.3. Specielle kompetenceregler.
2.3.1. Værnetingsaftaler (art. 17).
Efter art. 17 kan der indgås værnetingsaftale om, at en sag skal behandles i Danmark, selvom der ikke ville være værneting efter de almindelige regler. Dette er også tilfældet, selvom ingen af parterne har bopæl i eller har nogen anden tilknytning til Danmark. Blot skal én af parterne have bopæl på en kontraherende stats område.
En værnetingsaftale efter art. 17 kræver som en formel gyldighedsbetingelse, at den er indgået skriftligt, eller at der er tale om en mundtlig aftale, som er bekræftet skriftligt.
2.3.2. Stiltiende værnetingsaftaler (art. 18).
Indledningsvis er det her vigtigt at bemærke sig, at en myndighed ifølge art. 20 altid skal undersøge sin internationale kompetence ex-officio, hvis sagsøgte - med bopæl i en kontraherende stat - ikke besvarer stævningen (varslingen). Det er i så fald sagsøger, der skal godtgøre, at myndigheden er kompetent.
Art. 18 handler om stiltiende værnetingsaftaler. I nogle situationer er det dog så som så med aftalemomentet, idet bestemmelsen reelt åbner mulighed for, at en myndighed, der ellers ikke ville være kompetent, kan få kompetence på grund af sagsøgtes passivitet.
Bestemmelsen er efter sin ordlyd meget klar: Indeholder svaret fra en sagsøgt en protest mod det materielle krav, og protesterer sagsøgte ikke samtidig (dvs. i samme dokument eller møde) mod myndighedens internationale kompetence, er der indgået en stiltiende værnetingsaftale. Efter ordlyden nytter det ikke noget, at sagsøgte senere protesterer mod kompetencen. (Art. 16, som bestemmelsen henviser til, er ikke relevant i bidragssager).
Bestemmelsen må betragtes som værende meget indgribende overfor den sagsøgte, der ikke fra sagens start er opmærksom på kompetencereglerne og derfor ikke ved, at protesten mod kompetencen skal komme i det første svar.
Formålet med bestemmelsen må være at forhindre sagsøgte i at "forum-shoppe" eller trække sagen i langdrag. Hvis sagsøgte eksempelvis mener, at han kan vinde sagen ved den ret, hvor den - med urette - er anlagt, kan han undlade at protestere mod kompetencen. Hvis det under behandlingen af sagen viser sig, at han ikke står så stærkt, som han først troede, ville han uden reglen i art. 18 kunne protestere mod kompetencen og få sagen afvist. Sagsøger måtte herefter anlægge en ny sag. Dette ville kunne medføre forsinkelse af sagen og ofte også yderligere udgifter for sagsøger. Det ville måske endda kunne betyde, at sagsøger blev afskåret fra at forfølge sit krav, f.eks. fordi der var indtrådt forældelse under behandlingen af den første sag.
Bestemmelsen har således klart sin berettigelse. Spørgsmålet er herefter, hvor håndfast bestemmelsen skal anvendes i administrativt behandlede bidragssager, hvor parterne oftest ikke er repræsenteret ved advokat - i hvert fald ikke ved den indledende skriftveksling - og hvor myndighederne fra sagens start bør undersøge deres internationale kompetence, jf. ovenfor om art. 20.
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at der - trods sagsøgtes uvidenhed om kompetencereglerne og trods myndighedens manglende påseelse af egen kompetence og manglende vejledning af parterne om reglerne - indgås en stiltiende værnetingsaftale, hvis sagsøgte svarer i sagen uden at protestere mod kompetencen.
Som eksempel kan nævnes afgørelsen 1998-550-589:
M og H, som begge boede i Tyskland, blev skilt ved bevilling i 1995, og det blev herved aftalt, at M havde tidsubegrænset bidragspligt overfor H, ligesom størrelsen af bidraget blev aftalt indtil videre. M søgte i 1997 statsamtet om nedsættelse/bortfald af bidraget, og oplyste samtidig, at begge parter fortsat boede i Tyskland. Statsamtet varslede H om ansøgningen uden at vejlede hende om de relevante regler om international kompetence. H besvarede varslingen uden at protestere mod statsamtets internationale kompetence til at behandle sagen. Statsamtet behandlede herefter sagen, og nedsatte bidraget. Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afgørelse, idet statsamtet efter direktoratets opfattelse havde haft kompetence til at behandle sagen efter EF-DK´s artikel 18 på trods af den manglende vejledning og undersøgelse af kompetencen fra statsamtets side.
Direktoratet begrundede bl.a. afgørelsen således:
"Problemet i nærværende sag er herefter, om manglende undersøgelse af kompetencen eller manglende vejledning om kompetencereglerne kan medføre, at (statsamtet) alligevel ikke havde kompetence til at behandle sagen.
Dette spørgsmål er efter vores opfattelse ikke afklaret i hverken retspraksis eller i den retsvidenskabelige litteratur. Vi vil i det følgende gennemgå det foreliggende materiale om rækkevidden af art. 18 i relation til denne problemstilling.
EF-Domstolen har om art. 18 generelt udtalt, at sagsøgte skal bestride kompetencen senest på det tidspunkt, der efter national ret betragtes som det første forsvar i sagen. Der henvises til dommen i Elefanten Schuh mod Jacqmain (sag 150/80, Saml. 1981,1671). Der er ikke i denne dom eller i senere domme om samme spørgsmål taget forbehold for tilfælde, hvor sagsøgte ikke har været repræsenteret af advokat og ikke er blevet vejledt om muligheden for at gøre indsigelse mod kompetencen. EF-Domstolen har dog heller ikke haft anledning til at tage stilling til disse spørgsmål.
For så vidt angå retssager er indholdet af art. 18 inkorporeret i retsplejelovens § 248, stk. 1, der har følgende ordlyd:
"Retten påser af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelser mod rettens kompetence i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen, anses retten for rette værneting.".
Retsplejelovens § 339, stk. 4, indeholder følgende regel om rettens vejledningspligt:
"Møder en part i en sag, der behandles ved byret, ikke ved advokat, vejleder retten parten om, hvad han bør foretage til oplysning af sagen og i øvrigt til varetagelse af sine interesser under denne.".
Rækkevidden af sidstnævnte bestemmelse i relation til art. 18 og retsplejelovens § 248, stk. 1, blev behandlet i dommen UfR 1993.792V. I denne sag havde sagsøgte, der boede i et andet konventionsland, protesteret mod det påstævnte krav i det første svarskrift, uden samtidig at gøre indsigelse mod den danske domstols internationale kompetence. Sagsøgte var på det tidspunkt ikke repræsenteret ved advokat, og sagen blev behandlet skriftligt. I det næste svarskrift protesterede sagsøgtes advokat mod rettens kompetence. Landsrettens flertal fandt, at denne indsigelse var rettidig i relation til artikel 18. Der blev herved lagt vægt på, at sagen var skriftligt forberedt, at sagsøgte ikke var vejledt om værnetingsreglerne efter retsplejelovens § 339, stk. 4, og at værnetingsspørgsmålet ikke var særskilt omtalt i stævningen. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgte ved første svarskrift ikke var repræsenteret ved advokat, og at indsigelsen blev fremsat inden forberedelsen af sagen var afsluttet.
Rigtigheden af denne afgørelse drages i tvivl af flere forfattere: Anders Martin Jensen og Peter Arnt Nielsen i UfR 1994 B 290 ff., Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 46 f., Erik Werlauff: Fælleseuropæisk Procesret (1997), s. 132 f., og Peter Arnt Nielsen: International privat- og procesret (1997), s. 211 f.
Vedrørende administrative myndigheders vejledningspligt kan der henvises til forvaltningslovens § 7:
"En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.".
I dansk forvaltningsret findes der ikke en definition af "første forsvar". Begrebet "giver møde" i artikel 18 må efter Civilretsdirektoratets opfattelse forstås som "første svar" i sagen, når den behandles på skriftligt grundlag, jf. princippet i retsplejelovens § 248, stk. 1.
Efter dansk ret medfører kun alvorlige sagsbehandlingsfejl som inhabilitet, manglende saglig kompetence, manglende partshøring o.lign., at en afgørelse erklæres ugyldig. Praksis synes ikke at indeholde eksempler på, at manglende vejledning af en part i en partstvist kan medføre, at en afgørelse betragtes som ugyldig. Konsekvensen af sådanne fejl synes i stedet at være erstatning.
Vi mener, at (statsamtet) havde international kompetence til at behandle sagen.
Vi har ved denne afgørelse navnlig lagt vægt på, at De på intet tidspunkt gjorde indsigelse mod (statsamtets) kompetence, at M har kunnet indrette sig på afgørelsen om nedsættelse af bidraget, fordi (statsamtet) efter ordlyden af art. 18 havde kompetence til at behandle sagen, og at mangelfuld vejledning i partstvister efter dansk ret i almindelighed ikke medfører ugyldighed.
Vi har endvidere lagt vægt på, at art. 18 efter sin ordlyd er meget klar, og at bestemmelsen ikke giver mulighed for at udskyde fristen for indsigelser, hverken på grund af ukendskab til kompetencereglerne, manglende vejledning eller lignende.
Vi mener ikke, at denne afgørelse strider mod ovennævnte dom (UfR 1993.792V), hvor indsigelsen mod rettens kompetence fremkom allerede i sagsøgtes andet indlæg og på et tidspunkt, hvor sagen endnu ikke var berammet til domsforhandling. Denne dom kan alene tale for, at en sagsøgt, der ikke er repræsenteret ved advokat, og som ikke er blevet vejledt om kompetencereglerne, kan have en vis yderligere frist til at gøre indsigelse mod kompetencen under forberedelsen af sagen i 1. instans.
Vedrørende spørgsmålet om virkningen af (statsamtets) manglende undersøgelse af sin kompetence bemærkes, at manglende international kompetence i almindelighed medfører, at den trufne afgørelse erklæres ugyldig. Dette princip kan imidlertid ikke finde anvendelse i nærværende sag, hvor kompetencereglen netop bygger på, at myndigheden som udgangspunkt ikke havde kompetence til at behandle sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at art. 18 efter sin ordlyd ikke er forbeholdt situationer, hvor myndigheden ikke har mulighed for at se, at den ikke har kompetence til at behandle sagen. Også set i relation til art. 20, stk. 1, hvorefter myndigheden skal påse sin kompetence, må det afvises, at manglende undersøgelse af egen kompetence i denne situation kan medføre ugyldighed.
Det skal understreges, at denne fortolkning af art. 18 i EF-Domskonventionen er behæftet med nogen usikkerhed, og at den endelige fortolkning af art. 18 henhører under domstolene, i sidste ende EF-Domstolen.".
Som det fremgår af ovennævnte begrundelse, kan det ikke udelukkes, at en protest mod kompetencen, der fremkommer kort tid efter sagens start og på et tidspunkt, hvor sagen ikke nærmer sig sin afslutning, vil kunne betragtes som rettidig, således at der alligevel ikke er indgået en stiltiende aftale.
Henset til at bestemmelsen kan være meget indgribende overfor sagsøgte, kan der ikke stilles store krav til, hvor udtrykkelig protesten skal være. Som eksempel herpå kan nævnes 1997-460-4728, (T:FA98.213 og Nyhedsbrev nr. 5, maj 1998, side 10):
BM og B boede i Østrig. BF, som var bosat i Danmark, blev ved Wiens Byrets dom af 23. september 1996 pålagt at betale ca. 1.500 d.kr. om måneden i børnebidrag. Ved brev af 24. maj 1996 anmodede BF statsamtet om nedsættelse af bidraget. Ansøgning blev via den danske ambassade i Wien forelagt for BM. Ambassaden oplyste, "... at man har bedt (BM) om en udtalelse. (BM) har imidlertid ikke svaret på ambassadens henvendelse, men hendes nuværende mand meddelte telefonisk til undertegnede, at man ikke vil udtale sig i sagen, idet denne bliver forvaltet af en "Sach-walter" ved "Bezirksgericht" Fünfhaus (Wiens Byret).".
Statsamtet ændrede ved afgørelse af 21. april 1997 den østrigske dom og nedsatte bidraget til normalbidraget. Civilretsdirektoratet ophævede statsamtets afgørelse, da ansøgningen om nedsættelse af bidraget ikke kunne behandles her i Danmark efter art. 2 og 5. Direktoratet fandt endvidere, at der ikke var indgået en værnetingsaftale efter art 18, da den telefoniske meddelelse ikke kunne opfattes som et "svar" i art 18´s forstand. Hvis meddelelsen skulle opfattes som et svar, måtte den forstås som en protest mod statsamtets kompetence.
Som det ses af ovenstående eksempler, er det meget vigtigt, at statsamtet undersøger sin internationale kompetence til at behandle sagen straks ved modtagelsen af en ny ansøgning, hvis en af parterne har en relevant tilknytning til udlandet. Hvis der er tvivl om kompetencen, skal kompetencespørgsmålet undersøges nærmere, inden modparten underrettes om ansøgningen. Statsamtet kan i den forbindelse kræve, at ansøgeren dokumenterer - eller i hvert fald sandsynliggør - at statsamtet har international kompetence. Kan ansøgeren ikke dokumentere/sand-synliggøre dette, bør ansøgningen afvises, eventuelt med orientering om muligheden for at indgå en skriftlig værnetingsaftale. Hvis det ikke kan udelukkes, at statsamtet har kompetence, må statsamtet anmode om modpartens bemærkninger til kompetencespørgsmålet. Modparten skal ved tvivl om kompetencen altid orienteres om kompetencereglerne, således at modparten kan undgå at blive fanget af reglen om stiltiende værnetingsaftaler i art. 18. Til illustration af dette kan nævnes følgende eksempel:
BF søger statsamtet om nedsættelse af børnebidrag. Han oplyser i ansøgningsskemaet, at BM og B har adresse i Frankrig. Dette er i overensstemmelse med oplysningerne i folkeregistret. På forespørgsel fra statsamtet oplyser BF, at BM arbejder i en fransk filial af et dansk firma. Han ved ikke, om arbejdet i Frankrig er permanent eller midlertidig. Statsamtet er herefter ikke i stand til at afgøre kompetencespørgsmålet uden nærmere undersøgelse af BM´s tilknytning til henholdsvis Frankrig og Danmark, hvilket kræver BM’s medvirken. Statsamtet må derfor varsle BM om ansøgningen og bede hende redegøre for hendes bopælssituation. Statsamtet skal samtidig orienterer hende om art 2, 5 og 18 og om det danske bopælsbegreb. Hun skal endvidere orienteres om, at spørgsmålet om hun har bopæl i Frankrig eller ej, skal vurderes efter fransk ret. (Se nærmere om dette spørgsmål pkt. 2.4.1.).
2.3.3. Litispendens (art. 21).
Litispendensreglen i artikel 21 skal modvirke, at der om det samme retsforhold føres parallelle retssager i flere kontraherende stater.
Hvis et dansk statsamt bliver opmærksom på, at en sag om samme bidragsspørgsmål verserer i et andet land, og at sagen er anlagt først i den anden kontraherende stat, skal statsamtet udsætte behandlingen af sagen. Når den første myndighed endeligt har afgjort, at den er kompetent, skal statsamtet afvise den senere anlagte sag.
Der kan i øvrigt henvises til pkt. 2.5. om adgangen til at ændre udenlandske afgørelser.
2.3.4. Modkrav (art. 6).
Ganske mange bidragssager er nærmest evigt verserende, fordi parterne fremsætter nye krav hele tiden.
Så længe sagen kun har tilknytning til Danmark, giver dette ikke problemer i relation til det materielle indhold af afgørelsen, idet sagen altid vurderes efter dansk ret. Hvis sagen derimod har tilknytning til flere lande, kan det få afgørende betydning for den materielle afgørelse, hvis en part kan fremsætte modkrav, som der ikke ville være værneting for efter de almindelige kompetenceregler. Det må derfor nøje overvejes, om myndigheden kan behandle modkrav, der fremsættes under behandlingen af en verserende sag.
Art. 6, nr. 3, giver en myndighed kompetence til at behandle modkrav, som myndigheden ellers ikke ville være kompetent til at behandle.
I overensstemmelse med almindelige processuelle regler skal der sondres mellem modkrav til kompensation og modkrav til selvstændig dom.
EF-Domstolen har fastslået, at bestemmelsen ikke omhandler modkrav til kompensation, men kun modkrav til selvstændig dom. Dette skyldes, at et modkrav til kompensation må betragtes som en indsigelse mod sagsøgers hovedkrav, og at adgangen til at fremsætte indsigelser alene reguleres i national ret.
I bidragssager er der i dansk ret ingen formelle regler, der begrænser sagsøgtes adgang til at fremsætte indsigelser.
Der er endnu ikke taget stilling til, i hvilket omfang der er værneting for modkrav til selvstændig afgørelse ("dom"), hvis et modkrav rejses i forbindelse med en verserende bidragssag.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel:
M bor i Danmark, og H bor i Tyskland. H søger statsamtet om forhøjelse af ægtefællebidraget. Statsamtet kan behandle sagen, jf. art. 2. M protesterer mod kravet om forhøjelse af bidraget. Han gør gældende, at H har mødt en anden mand i Tyskland og er flyttet sammen med ham. Der er her tale om modkrav til kompensation, dvs. en indsigelse mod H´s krav om forhøjelse. Statsamtet kan inddrage denne indsigelse i sagen, og hvis det findes godtgjort, at H har indledt tredjemandssamliv, kan statsamtet afslå at forhøje bidraget.
Hvis M ikke vil nøjes med at bruge oplysningen om H´s samliv med tredjemand til at undgå forhøjelse af bidraget, men han ønsker bidraget nedsat, er der tale om modkrav til selvstændig afgørelse ("dom"). Isoleret set har statsamtet efter art. 2 ikke kompetence til at behandle en ansøgning fra M om nedsættelse af bidraget, da den skal behandles der, hvor H bor, dvs. i Tyskland. Statsamtets kompetence i denne relation afhænger derfor af, om art. 6, nr. 3, giver statsamtet international kompetence til at behandle M´s modkrav. Som nævnt er dette spørgsmål uafklaret.
2.3.5. Ansøgeren fremkommer under behandlingen af sagen med nye oplysninger eller krav.
Beslægtet med ovennævnte spørgsmål om modkrav er spørgsmålet om inddragelse af nye oplysninger eller ansøgninger i sagen, når sagsøger fremkommer med de nye oplysninger eller ansøgninger på et tidspunkt, hvor myndigheden ikke ville have haft kompetence til at behandle sagen, hvis sagsøger først havde anlagt sagen på dette tidspunkt. Til illustration af denne problemstilling kan nævnes 1993-460-535:
Statsamtet afslog en ansøgning fra BF om nedsættelse af børnebidrag. Statsamtet var på tidspunktet for afgørelsen ikke bekendt med, at BM og børnene boede i England. BF påklagede afgørelsen til Civilretsdirektoratet. Under behandlingen af klagesagen blev det fastslået, at BM boede i England. BF, der var selvstændig erhvervsdrivende, sendte direktoratet et nyt regnskab som dokumentation for indtægtsnedgang. Direktoratet stadfæstede statsamtets afgørelse ud fra oplysningerne på tidspunktet for statsamtets afgørelse. Samtidig afviste direktoratet at tage stilling til, om bidragene på baggrund af de nye oplysninger skulle nedsættes for fremtiden, da fremsendelsen af de nye oplysninger måtte opfattes som en ny ansøgning om nedsættelse af bidragene. En sådan ansøgning kunne kun behandles af de engelske myndigheder, jf. art. 2.
2.4. Nogle begreber.
2.4.1. Bopæl/opholdssted.
Den internationale kompetence fastlægges efter forholdene ved sagens start. Sagen skal således behandles færdig der, hvor den med rette er startet, selvom en af parterne eller begge parter flytter under behandlingen af sagen, og selvom en status-sag afsluttes. Også klageadgangen bevares trods flytning.
Ifølge KONV art. 52, stk. 1, skal retten ved afgørelse af, om en part har bopæl i den medlemsstat, for hvis domstole sagen er indbragt, anvende sin egen lovgivning.
Hvis retten - efter at have foretaget denne prøvelse - finder, at parten ikke har bopæl i den stat, hvor sagen er anlagt, skal afgørelsen af, om parten har bopæl i en anden medlemsstat, træffes ud fra reglerne i den stat, hvor parten angiveligt har bopæl, jf. art. 52, stk. 2.
I dansk ret antages det, at bopælskriteriet i relation til KONV er det processuelle bopælsbegreb i retsplejelovens § 235, stk. 1-2 samt § 236. Det er således ikke domicilbegrebet, der anvendes.
En person har således kun bopæl i Danmark, hvis betingelserne i § 235, stk. 2, er opfyldt. (§ 235, stk. 1, har ikke selvstændig betydning, og området for § 236 er meget snævert). Denne fortolkning af art. 52 er i overensstemmelse med størstedelen af litteraturen, især Svenné Schmidt: "International person- familie- og arveret", side 105, og Peter Arnt Nielsen: "International privat- og procesret", side 155, mens Allan Philip i "EU-IP", side 38, mener, at også reglerne i § 235, stk. 3-4, om værneting på grund af ophold m.v. er omfattet af bopælsbegrebet i art 52.
Det danske bopælsbegreb i § 235, stk. 2, er nærmere beskrevet i Gomard: "Civil-processen", side 68-69.
Hvis en person ikke har bopæl her i landet efter § 235, stk. 2, og heller ikke har bopæl i et andet konventionsland, falder sagen efter art. 4, stk. 1, udenfor KONV, og spørgsmålet om kompetence i Danmark afgøres efter de øvrige værnetingsregler. I bidragssager vil det sige faderskabsbekendtgørelsen, opløsningsbekendtgørelsen og cirkulære nr. 182 af 28. november 1925.
Eksempel:
Bidragspligtige M bor i Danmark og søger her nedsættelse af ægtefællebidrag. Sagsøgte H bor ikke her i landet. Der er således efter art. 2 ikke international kompetence i Danmark til at behandle sagen.
Hvis sagsøgte i denne situation har bopæl i Tyskland (vurderet efter tysk ret, jf. art. 52, stk. 2), skal sagen anlægges i Tyskland efter art. 2, og der er ikke kompetence i Danmark.
Hvis sagsøgte derimod ikke har bopæl i noget konventionsland (vurderet ud fra reglerne i hvert enkelt land), falder sagen uden for KONV, også selvom sagsøgte har ophold i et andet konventionsland. Statsamtets kompetence til at behandle sagen skal herefter vurderes ud fra § 15 i opløsningsbekendtgørelsen. I den nævnte situation vil der efter § 15, stk. 1, 1. pkt., være kompetence til at behandle sagen her i landet.
Sager, hvor der opstår behov for at indhente oplysninger om udenlandsk ret, bedes forelagt for direktoratet.
2.4.2. Hvem er part i sagen ?
Ved ægtefællebidrag er det naturligvis ægtefællerne, der er parter i sagen. I det omfang det offentlige har overtaget forsørgelsen af den bidragsberettigede, bliver det offentlige part i sagen. (Se under pkt. 2.2. om værneting for ansøgninger fra det offentlige. Sag om nedsættelse af bidraget behandles, hvor myndigheden har "bopæl").
Ifølge børnelovens § 18, stk. 1, tilkommer børnebidrag barnet, mens det ifølge § 18, stk. 2, udelukkende er den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse ("den bidragssøgende"), der har ret til at kræve bidrag fastsat og til at indkræve dette.
Efter Civilretsdirektoratets opfattelse er det stadig forældrene (eventuelt den bidragssøgende eller det offentlige), der er parter i en dansk bidragssag, men det er barnet, der i relation til dansk anvendelse af kompetencereglerne i KONV må anses som den bidragsberettigede.
Efter art. 5, nr. 2, 1. led, vil en sag om fastsættelse eller forhøjelse af børnebidrag derfor kunne anlægges, hvor barnet bor eller opholder sig. Hvis den bidragssøgende bor eller opholder sig et andet sted end barnet, vil dette ikke kunne medføre, at der også er kompetence til at behandle sagen der. (Se pkt. 2.2. om værneting efter art. 2 og art. 5, nr. 2, 2. led).
Tilsvarende er det i relation til art. 2 i sager om nedsættelse af børnebidrag barnets bopæl, der er afgørende for kompetencen. Sag om nedsættelse af et børnebidrag kan således kun anlægges der, hvor barnet bor.
Dette vil sædvanligvis ikke give problemer, idet barnet og den bidragssøgende som oftest er bosiddende samme sted. I situationer, hvor bidragssøgende og barnet ikke opholder sig på samme sted, f.eks. hvis barnet er på efterskole, kostskole e.lign. i et andet land, skal det dog vurderes, hvor barnet har bopæl.
Til illustration kan nævnes følgende eksempel, idet der vedrørende bopælsbegrebet henvises til pkt. 2.4.1.:
Bidragssøgende BM bor i Tyskland, B er på efterskole i Danmark men har hidtil boet hos BM, og bidragspligtige BF bor i Danmark.
Hvis BF søger et dansk statsamt om nedsættelse af et fastsat børnebidrag, er B den berettigede og derved rette sagsøgte i medfør af art. 2. Sagen kan anlægges i Danmark, hvis B har bopæl her. Når B har adresse eller lignende i Danmark, skal statsamtet undersøge, om B har bopæl i Danmark i overensstemmelse med retsplejelovens § 235, stk. 2. Hvis dette ikke er tilfældet, f.eks. på grund af opholdets karakter, må det afgøres efter tysk ret, om barnet har opretholdt sin bopæl i Tyskland under opholdet i Danmark.
Hvis B fortsat har bopæl i Tyskland (efter tysk ret), skal sagen afvises, idet der i så fald ikke er kompetence i Danmark efter art. 2.
Hvis B derimod efter tysk ret ikke anses for at have opretholdt sin bopæl i Tyskland, har sagsøgte ikke bopæl i et andet konventionsland, og sagen falder uden for kompetencereglerne i KONV, jf. art. 4, stk. 1. Kompetencen skal herefter afgøres efter de øvrige danske værnetingsregler. I denne sag vil det være faderskabsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, 1. pkt., og efter denne bestemmelse vil sagen kunne behandles her i landet.
2.5. Ændring af afgørelser fra et konventionsland.
Dette afsnit handler ikke om international kompetence, men om begrænsninger for myndighederne i et konventionsland til at ændre størrelsen af et bidrag, der er fastsat i et andet konventionsland.
Ifølge art. 26-30 skal afgørelser om bidrag fra et konventionsland - med visse undtagelser - anerkendes i Danmark, dvs. tillægges materiel retskraft. Dette indebærer, at myndighederne i et land ikke må virke som klageinstans for afgørelser truffet i et andet land. Det forudsættes endvidere, at der ikke i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse kan ske "tilpasning" af det fastsatte bidrag.
Når der er truffet en endelig bidragsafgørelse i et andet land, vil en af parterne kunne anlægge en ny bidragssag i Danmark, såfremt der er værneting for sagen her.
På grund af den udenlandske afgørelses retskraft kan der imidlertid ikke i Danmark træffes afgørelse om nøjagtig samme forhold, som blev behandlet af den udenlandske myndighed. Dette medfører ved løbende bidrag bl.a., at en eventuel ændring i forhold til den udenlandske afgørelse tidligst kan tillægges virkning fra et tidspunkt, der ligger efter den udenlandske afgørelse. Endvidere medfører dette en indskrænkning i bidragsberettigedes mulighed for "forum-shopping", jf. pkt. 2.2.
Eksempel:
BM bor med B i Danmark, og BF bor i Norge. Parterne har ikke være gift, hvorfor kompetencen afgøres efter LUG. BM har søgt om børnebidrag i Norge, jf. art. 2, men de norske myndigheder har afslået ansøgningen på grund af BF’s dårlige økonomiske forhold. BM søger nu om bidrag i Danmark, jf. art. 5, nr. 2, 1. led. Hvis der skal fastsættes bidrag efter dansk ret, vil dette tidligst kunne ske med virkning fra ansøgningstidspunktet. Dette skyldes retskraften af den norske afgørelse om bidraget i den forløbne periode. Endvidere må BF siges at have en berettiget forventning om ikke at skulle betale bidrag for denne periode.
Næste spørgsmål er, i hvilket omfang der ved ændring af den fremtidige størrelse af et bidrag stilles krav om, at der skal foreligge forandrede forhold i forhold til den tidligere, udenlandske afgørelse.
Dette problem er især relevant, fordi reglerne om fastsættelse af bidrag er forskellige i konventionslandene, og fordi man efter art. 2 og art. 5, nr. 2, kan risikere at gøre en bidragssag til en "evighedssag".
Eksempel:
M bor i A-land, hvor bidrag fastsættes væsentligt højere end i B-land, hvor H bor. H vil her naturligvis efter art. 2 søge bidraget fastsat i A-land. Efter art. 2 har M nu mulighed for at søge bidraget nedsat i B-land efter de lempeligere regler der. Hvis M får medhold heri - selvom parterne økonomiske forhold ikke har forandret sig - vil H søge bidraget forhøjet i A-land og så fremdeles.
En sådan retstilstand forekommer ikke hensigtsmæssig.
Det er uafklaret, i hvilket omfang der ved afgørelser om ændring af den fremtidige størrelse af et bidrag kan stilles krav om forandrede forhold. Det må dog antages, at en udenlandsk afgørelse vil kunne ændres, selvom de økonomiske forhold ikke er forandrede, når der er gået en vis tid, siden den udenlandske afgørelse blev truffet.
Den materielle retskraft af en udenlandsk afgørelse medfører formentlig, at en udenlandsk bidragsafgørelse ikke kan ændres, hvis afgørelsen er uforanderlig i afgørelseslandet.
Det skal understreges, at en ændringsafgørelse i en sag, hvor der tidligere er truffet afgørelse i et andet konventionsland, bør fremstå som en ændring af størrelsen af det bidrag, der er fastsat ved den udenlandske afgørelse. Dette kan f.eks. ske ved påtegning af det udenlandske bidragsdokument, eller ved at notere i den danske bidragsresolution at der er tale om ændring af en udenlandsk afgørelse. (Det i Skarrildhus-beretningen 1978, side 18, anførte opretholdes således ikke).
2.6. Konventionernes anvendelsesområder.
2.6.1. EF-Domskonventionen.
EF-DK har været i kraft i Danmark siden 1. november 1986.
EF-DK gælder for Danmarks vedkommende i forhold til følgende EU-lande:
Belgien, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxemburg, Portugal, Spanien, Storbritannien og Tyskland.
EF-DK gælder ikke for Færøerne og Grønland. For de øvrige medlemslande er den nærmere territoriale udstrækning af konventionen gennemgået i UfR 1992 B 378.
Konventionen gælder ikke i forhold til de nye EU-stater Sverige, Finland og Østrig. Disse lande er i stedet omfattet af LUG.
EF-DK har som hovedregel forrang i forhold til LUG, jf. artikel 54b i LUG, således at EU-staterne skal anvende reglerne i EF-DK. Som en vigtig undtagelse skal dog nævnes, at LUG´s regler altid skal anvendes på spørgsmål om kompetence, når sagsøgte har bopæl i en stat, der har tiltrådt LUG, men ikke EF-DK. Da kompetencereglerne i relation til bidragssager som nævnt i pkt. 2.1. er ens i de 2 konventioner, har dette ikke praktisk betydning.
2.6.2. Lugano-konventionen.
LUG er en parallelkonvention til EF-DK. LUG blev tiltrådt af Danmark pr. 1. marts 1996. LUG gælder for Danmarks vedkommende i forhold til følgende lande:
Finland, Frankrig, Holland, Irland, Island, Italien, Luxemburg, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Østrig (først fra 1/9-96).
Heller ikke LUG gælder for Færøerne og Grønland.
I relation til de nordiske lande bemærkes, at NÆK ifølge art. 57 i LUG har fortrinsret i forhold til LUG. Det betyder bl.a., at hvis der er kompetence til at behandle en sag i Danmark efter NÆK, så falder sagen udenfor LUG´s område.
Som eksempler på sager med relation til de nordiske lande, hvor kompetencen skal afgøres efter LUG og ikke efter NÆK kan nævnes:
NÆK gennemgås nedenfor i pkt. 3.
3. NORDISK ÆGTESKABSKONVENTION
Anvendelsesområdet for NÆK er sager, hvor begge ægtefæller er statsborgere i et nordisk land, og der gennem deres statsborgerskab eller bopæl (domicil) er tilknytning til mindst to af de nordiske lande.
I relation til børnebidrag gælder NÆK kun ved bidrag til ægtebørn.
De nordiske lande er: Danmark (incl. Grønland og Færøerne), Finland, Island, Norge og Sverige.
Hvornår kan bidragsberettigede søge fastsættelse af bidrag eller forhøjelse af bidrag i Danmark ?
En ansøgning om fastsættelse/forhøjelse af børne/ægtefællebidrag kan altid behandles, hvor den bidragspligtige ("den ... mod hvem kravet er rettet") bor. Det er uden betydning, om der tidligere er truffet afgørelse om bidragsspørgsmålet i et andet nordisk land.
Derudover kan en ansøgning om fastsættelse/forhøjelse af børnebidrag behandles samtidig med eller kort tid efter afslutningen af en sag om separation, skilsmisse eller omstødelse, hvor der også tages stilling til forældremyndighedsspørgsmålet, jf. artikel 8, stk. 1, og faderskabsbekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Endelig kan en ansøgning om fastsættelse af ægtefællebidrag fremsættes overfor statsamtet straks efter afslutningen af separations-, skilsmisse- eller omstødelsessagen, jf. artikel 8, stk. 1, og opløsningsbekendtgørelsens § 19.
I modsætning til art. 5, nr. 2, i EF-DK og LUG har bidragsberettigede ikke valgfrihed til at få ansøgningen behandlet, hvor den berettigede selv bor.
Som eksempel kan nævnes 1996-460-4379 (T:FA98.210):
H og M blev separeret ved dansk bevilling, hvor de aftalte, at M havde bidragspligt overfor H. Statsamtet fastsatte bidraget til kr. 0. H søgte senere om forhøjelse, hvilket statsamtet afslog på grund af M´s økonomiske forhold. H klagede, men Civilretsdirektoratet afviste at behandle sagen, idet M inden H´s ansøgning var flyttet til Norge. Statsamtet havde således ikke haft kompetence til at behandle ansøgningen. Direktoratet henviste H til at indbringe sagen for de norske myndigheder.
Hvornår kan bidragspligtige søge nedsættelse af bidraget i Danmark ?:
Ansøgning om nedsættelse af bidrag kan kun behandles i Danmark, hvis bidragsberettigede ("den ... mod hvem kravet er rettet") bor her.
-----
Det bemærkes, at der er udvalgsarbejde i gang vedrørende anvendelsen af NÆK, og udvalget overvejer bl.a., om sager om underholdsbidrag for fremtiden skal holdes uden for NÆK.
4. UDEN FOR EF-DOMSKONVENTIONEN, LUGANOKONVENTIONEN OG NORDISK ÆGTESKABSKONVENTION
Den internationale kompetence til at behandle sager om ægtefælle- og børnebidrag, der falder udenfor ovennævnte konventioner, behandles efter faderskabsbekendtgørelsens § 12 (børnebidrag), opløsningsbekendtgørelsens § 15 (ægtefælle-bidrag) og cirkulære nr. 182 af 28. november 1925 (ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven).
Når der efter disse regler er kompetence til at behandle sagen her i landet, gør det i relation til kompetencen ingen forskel, at der i udlandet tidligere er truffet en afgørelse eller indgået en aftale om bidraget, og at en dansk afgørelse vil indebære en ændring af det udenlandske bidrag.
Dette er i overensstemmelse med art. 2, stk. 2, i Haagerkonventionen af 2. oktober 1972 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt.
Hvis statsamtet har kompetence til at behandle en ansøgning om forhøjelse eller nedsættelse af bidrag, der er fastsat i et andet land, behandles sagen efter dansk ret. Dette indebærer bl.a., at afgørelsen skal fremtræde som en ændring af den udenlandske afgørelse eller aftale, jf. pkt. 2.5. En afgørelse om ændring af bidraget skal derfor som udgangspunkt først have virkning fra førstkommende forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Det er uden betydning, om den bidragspligtige bor i Danmark eller i udlandet. Det i Skarrildhus-beretningen 1978, side 18, anførte opretholdes således ikke.
Denne situation opstår typisk, når der i udlandet er fastsat et bidrag, der er lavere end det danske normalbidrag. Ofte vil den bidragsberettigede formulere sin ansøgning som en anmodning om fastsættelse af bidrag, men det korrekte er at betragte den som en anmodning om forhøjelse af det fastsatte bidrag. I disse sager fastholdes udgangspunktet om forhøjelse fra første forfaldsdag efter afgørelsen, medmindre forhøjelsen skal tillægges en vis tilbagevirkende kraft pga. lang sagsbehandlingstid som følge af f.eks. problemer med at få oplysninger fra udlandet. Den bidragsberettigede bør her orienteres om muligheden for at søge de forfaldne bidrag ifølge den udenlandske bidragsafgørelse inddrevet.
Som eksempel kan nævnes 1998-550-435:
BM og BF blev skilt ved dom i Tyrkiet i 1996, og BF blev pålagt at betale ca. 600 kr. om måneden til B. BM og B flyttede efterfølgende til Danmark, hvor BM i juli måned 1997 søgte om fastsættelse af børnebidrag. Statsamtet, der efter faderskabsbekendtgørelsens § 12 havde international kompetence til at behandle sagen, fastsatte børnebidrag med normalbidraget med virkning fra juli måned 1997.
Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen, således at BF først skulle betale bidraget fra den 1. november 1997, idet afgørelsen reelt var en ændring af den tyrkiske dom. Direktoratet lagde vægt på, at statsamtet kunne have truffet afgørelsen i oktober 1997.
5. LITTERATUROVERSIGT
Der findes ingen egentlige forarbejder til EF-DK og LUG, men P. Jenard har kommenteret den oprindelige konvention fra 1968 (optrykt i De Europæiske Fællesskabers Tidende, 1979, nr. C 59, side 1-70), mens dr. Schlosser har kommenteret bl.a. Danmarks tiltræden til konventionen (optrykt samme sted, side 71-151)
Derudover er konventionerne beskrevet følgende steder:
B.c.2.
Orientering om behandling af skattefri indtægter i 1999 (herunder DIS-indtægter) samt om den særlige pensionsopsparing.
I tidligere Skarrildhusberetninger har Civilretsdirektoratet til brug for behand-lingen af bidragssager orienteret om betydningen af, at sagens parter har lavt beskattede eller skattefri indtægter, herunder DIS-indtægter.
Der er endvidere i Skarrildhusberetningerne for 1994, 1995, 1996 og 1997 orien-teret om, hvilken betydning skattereformen, der trådte i kraft den 1. januar 1994, har for vurderingen af skattefri indtægter.
Omlægningen af skattesystemet som følge af skattereformen fra 1993 er nu tilendebragt.
I en stærkt forenklet form ser beskatningen af lønindtægter i 1999 således ud:
Af enhver lønindtægt betales et arbejdsmarkedsbidrag (ambi) på 8 % samt et særligt pensionsbidrag på 1 %. Herefter betales der af indtægter, der overstiger personfradraget på 32.300 kr., i gennemsnit 40,1 % i skat (Bund-, Kommune-, Amts- og Kirkeskat). Af indtægter over 151.000 kr. betales der et skattetillæg på 6 % (Mellemskat), og af indtægter over 258.400 kr. betales endvidere et skatte-tillæg på 15 % (Topskat).
Skatteloftet for 1999 er fastsat til 59 % excl. kirkeskat. Den gennemsnitlige kirkeskat i 1999 er 0,7 %, hvorfor den maksimale skatteprocent bliver 59,7 %, inkl. kirkeskat.
Civilretsdirektoratet har igen i år revideret det skema, som kan benyttes ved beregningen af, hvad en bestemt nettoindtægt svarer til som beskattet brutto-indtægt.
1999:
| Bruttoindkomst efter arbejdsmarkedsbidrag (kr.) | Marginal trækprocent i intervallet | Nettoindkomst efter arbejdsmarkedsbidrag (kr.) | Omregningsfaktor i intervallet |
| 0-32.300 | 0 | 0 - 32.300 | 1,0000 |
| 32.300 -151.000 | 40,1 | 32.300 - 103.401 | 1,6694 |
| 151.000 - 258.400 | 46,1 | 103.401 - 161.290 | 1,8553 |
| 258.400 - | 59,7 | 161.290 - | 2,4814 |
Når beregningerne er gennemført efter tabellen, skal der tillægges arbejdsmar-kedsbidrag (ambi):
Ved at dividere indtægten efter ambi med 0,92, fremkommer indtægten før ambi.
Eksempel:
| M har en skattefri indtægt på 200.000 kr. | |
| De første 161.290 kr. svarer til nettoværdien af | 258.400 kr. efter ambi |
| De resterende 38.710 kr. multipliceres med faktoren 2,4814 og svarer således til nettoværdien af | 96.055 kr. efter ambi |
| I alt svarer 200.000 kr. netto til | 354.455 kr. efter ambi |
| 354.455 kr. efter ambi divideres med 0,92 og svarer til en bruttoindkomst på | 385.277 kr. før ambi. |
Skemaet er alene et hjælpemiddel til brug ved skønnet over partens indtægtsniveau og dermed bidragets størrelse. Civilretsdirektoratet er opmærksom på, at anvendelsen af denne beregningsmetode i nogle situationer kan føre frem til en for høj bruttoindtægt, hvorfor tendensen i skønnet må være en nedrunding.
Fra praksis vedrørende behandling af skattefri indtægter, herunder DIS-indtægter, kan nævnes følgende sag:
1997-460-4892:
En DIS-lønmodtager modtog et såkaldt "skattereformtillæg". Dette tillæg var aftalt mellem organisationerne med henblik på at kompensere for, at almindelige lønmodtagere på grund af skattereformen skulle betale mindre i skat, hvilket sømænd med DIS-indtægt ikke havde glæde af. Tillægget betragtedes som et tillæg til hyren - en lønforhøjelse. Civilretsdirektoratet medregnede herefter tillægget ved omregning af DIS-indtægten til bruttoindtægt.
Med virkning fra 1999 og fremefter skal lønmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende og modtagere af forskellige offentlige ydelser indbetale til en ny, særlig pensionsopsparing. Samtidig bortfalder den midlertidige pensionsopsparing. Dette følger af lov nr. 468 af 1. juli 1998 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Til-lægspension. Ligesom den midlertidige ordning omfatter den nye ordning ikke personer med DIS-indtægter og personer, som ikke er skattepligtige i Danmark.
***
Civilretsdirektoratet kan i øvrigt henvise til Skarrildhusberetningen for 1987 (side 53-54), 1991 (side 37-39), 1994 (side 29-31), 1995 (side 30-32), 1996 (side 26-29) og 1997 (side 19-23).
***
Den særlige pensionsopsparing.
Ved udgangen af 1998 faldt den midlertidige pensionsopsparing bort og blev erstattet af en ny ordning, kaldet "den særlige pensionsopsparing".
Denne nye opsparing blev indført ved lov nr. 468 af 1. juli 1998 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, og den trådte i kraft den 1. januar 1999.
Opsparingen er delvis en videreførsel af den midlertidige pensionsopsparing. Den væsentligste forskel er, at ikke alle indbetalinger i henhold til den nye opsparing indsættes på indbetaleres konto hos Arbejdsmarkedets Tillægspension, der ad-ministrerer de indbetalte midler. Dette betyder, at en del af indbetalingerne fra de største indbetalere fordeles kollektivt blandt alle indbetalere. Der henvises til lovens § 17g.
Dette forhold kan betragtes som en beskatning af indkomsten.
Som bekendt tages der ved opgørelsen af parternes indtægter i bidragssager ikke hensyn til skat, da der er taget hensyn til de danske skatteregler ved fastlæggelsen af de generelle retningslinier for behandling af bidragssager. Den kollektive fordeling af indbetalinger til den særlige pensionsordning medfører ikke, at der er grundlag for at ændre de generelle retningslinier for behandling af bidragssager, da den "skattemæssige" virkning af indbetalingen kan indgå i det samlede skøn, som der altid anlægges ved udmåling af bidrag.
For så vidt angår den del af bidraget, der går til de pågældendes egen pensionsopsparing, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at bidraget ligesom andre bidrag til obligatoriske pensionsordninger ikke bør indgå i grundlaget for vurderingen af bidragsevne og bidragsbehov, jf. pkt. B.c.3. i Skarrildhusberet-ningen for 1996.
Der henvises således i det hele til cirkulæreskrivelse af 14. januar 1998.
C. FORÆLDREMYNDIGHED OG RÅDGIVNING
C.1.
En forælder beder om rådgivning for et (større) barn, den anden af forældrene har forældremyndighed over, men således at den anden forælder ikke får noget at vide - eventuelt først får besked efterfølgende. Må statsamtet medvirke hertil ?
Svar:
Efter § 28, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær skal statsamtet tilbyde rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og/eller samvær.
Efter § 28, stk. 2, kan statsamtet tilbyde rådgivning, hvis der skønnes at være særligt behov herfor, selvom der ikke er uenighed om forældremyndighed og samvær.
Tilbudet i § 28 gælder forældre og børn. Der skal fremsættes selvstændigt rådgivningstilbud til børn, der er fyldt 12 år under en samtale efter § 29.
Efter forældremyndighedsbekendtgørelsens § 12, stk. 4, kan forældre eller børn ved uenighed om forældremyndighed og samvær anmode om rådgivning, selvom statsamtet ikke behandler en sag. Der er herefter mulighed for åben rådgivning også efter anmodning fra et barn.
Uanset om initiativet til rådgivning tages af statsamtet i form af et tilbud til forældre og børn, eller af disse (eller af en af disse) i form af en anmodning til statsamtet om åben rådgivning, skal der ske indkaldelse af både forældre og børn til rådgivning, blot en af disse er positiv overfor rådgivning. Dette fremgår af forældremyndighedsbekendtgørelsens § 13, som også gælder den åbne rådgivning.
Reagerer forældrene ikke på indkaldelsen skal rådgivningen normalt gennemføres med barnet alene, hvis barnet ønsker rådgivning. Dette gælder, selvom forældremyndighedsindehaveren modsætter sig dette. Det samme gælder i tilfælde af eventuel uenighed mellem forældremyndighedsindehaverne om barnets deltagelse i rådgivningen.
Anmodning om rådgivning - som omtalt i spørgsmålet - kan ikke fremsættes af en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden.
Et rådgivningsforløb under de nævnte omstændigheder, hvor alene barnet skal modtage rådgivning, og hvor indehaveren af forældremyndigheden ikke bliver orienteret herom, omfattes ikke direkte af bestemmelsen i § 28 og formålet med denne rådgivning.
Svend Danielsen har i sin lovkommentar side 480-481 anført følgende om denne situation:
"Anmoder barnet ved henvendelse til statsamtet om, at forældrene ikke kontaktes, må statsamtet i almindelighed forklare barnet vigtigheden af, at forældrene inddrages i rådgivningen, og, så vidt det er muligt, opnå barnets tiltræden af, at forældrene kontaktes. Modsætter barnet sig en sådan kontakt til forældrene, og skønner statsamtet, at det er hensigtsmæssigt at lade en børnesagkyndig tale med barnet, kan statsamtet sikkert henvise barnet til en sådan samtale. Der bør, måske i nogen grad afhængig af barnets eller den unges alder samt af baggrunden for modstanden, i almindelighed kun gennemføres en enkelt samtale med barnet i disse tilfælde, og et længere rådgivningsforløb bør næppe indledes under disse betingelser. Det er normalt ikke nødvendigt at orientere forældrene om barnets henvendelse til statsamtet. Om fornødent kan barnet henvises til anden rådgivning."
D. SAMVÆR
D.1.
Orientering om samvær.
a. Orientering om praksis efter cirkulæreskrivelse af 12. november 1997.
I Skarrildhusberetningen for 1997, side 33-41, gennemgik Civilretsdirektoratet en række områder af praksis med henblik på at øge mulighederne for at fastsætte differentierede samværsordninger og for at øge omfanget af samvær inden for de i loven fastsatte rammer og under hensyn til, hvad der konkret må antages at være bedst for barnet.
På baggrund af denne gennemgang udsendte Civilretsdirektoratet cirkulæreskrivelse af 12. november 1997, som er optrykt som bilag til dette orienteringspunkt.
I det følgende gives på baggrund af udvalgte afgørelser en oversigt, der kan belyse de områder af praksis, der er nævnt i cirkulæreskrivelsen. De sager, som omtales i punktet, er endeligt afgjorte efter udsendelsen af cirkulæreskrivelsen.
1. Weekendsamvær.
Det taler for forlænget weekendsamvær, hvis der f.eks. på grund af store geografiske afstande, arbejdsmæssige forhold eller andre lignende forhold ikke kan være hverdagssamvær, eller hvis der er fastsat samvær sjældnere end hver anden weekend. Tilsvarende gør sig gældende, hvis alternativet til forlænget weekendsamvær er, at barnet opholder sig i institution.
1997-441-1531:
B er 5 år.
BF har samvær hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag aften. Statsamtet afslår at udvide weekendsamværet.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at weekendsamværet begynder fredag kl. 10.00, idet BF ikke har mulighed for at have hverdagssamvær på grund af den store geografiske afstand. Under hensyn til B’s alder fandt direktoratet ikke, at B’s mulighed for at gå til svømning fredag eftermiddag burde tillægges afgørende vægt.
1998-540-175:
B er 4 år.
BF har samvær hver anden weekend fra fredag til søndag. Statsamtet udvider BF’s weekendsamvær, således at det hver anden gang starter om torsdagen. Der er lagt vægt på, at B ikke går i skole, og at BF på grund af den geografiske afstand ikke har mulighed for hverdagssamvær.
BM klager.
Civilretsdirektoratet stadfæster afgørelsen.
1997-441-2906:
B er 5 år.
BF har samvær hver anden weekend fra fredag kl. 12.00 til søndag eftermiddag. BM anmoder om ændring af weekendsamvær, idet BM’s mor ikke længere kan medvirke til, at BF henter B hos hende kl. 12.00 om fredagen.
Statsamtet indskrænker samværet, således at BF skal hente B om fredagen kl. 17.00 på bopælen.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse således, at BF kan afhente B i børnehaven kl. 12.00, idet man finder, at det er bedre for B at være sammen med BF frem for at være længere tid i børnehaven.
1997-441-2892:
B er 2 år.
BF har samvær hver anden weekend fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Statsamtet afslår at udvide weekendsamværet.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at weekendsamværet starter torsdag eftermiddag, så længe BF på grund af sin arbejdsmæssige situation har mulighed for at have B hos sig hele dagen. Man lægger vægt på, at BF for tiden er arbejdsledig og derfor har mulighed for at have B hos sig i større omfang, og at det er godt for B at få en "fridag" fra institutionen, når det er praktisk muligt.
2. Julesamvær.
Det er nu udgangspunktet, at der fastsættes samvær hver anden juleaften, når der fastsættes samvær i nær forbindelse med forældrenes samlivsophævelse. Ved senere fastsættelser og ved ændringer lægges der vægt på, om der er skabt en tradition for, at barnet holder juleaften hos den, som barnet bor hos.
Afgørelsen af, om der skal fastsættes samvær hver anden juleaften, skal træffes udfra en konkret vurdering, hvor en lang række forhold kan indgå, eksempelvis omfanget af kontakten mellem barnet og samværsberettigede. Ved vurderingen af, om der kan være skabt en sådan juletradition, at den er til hinder for, at der fastsættes en vekselordning for juleaftenssamværet, skal også barnets alder tillægges betydning.
Direktoratet kan til illustration nævne følgende afgørelser:
1996-441-1894:
B1 er 7 år, og B2 er 8 år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær hver anden juleaften.
BF klager.
Parterne ophævede samlivet i 1991, og BF havde siden samlivsophævelsen kun haft børnene hos sig juleaften i 1993. BF har samvær hver tredje weekend fra torsdag til søndag.
Civilretsdirektoratet stadfæster afgørelsen, idet BM havde holdt jul alene sammen med børnene i 1991 og 1992 samt i 1994, 1995 og 1996.
1997-441-2823:
B1 er 8 år, og B2 er 3 år.
BF har samvær hver anden weekend fra fredag til søndag. Statsamtet afslår at fastsætte julesamvær.
BF klager.
Børnene havde indtil samlivsophævelsen i 1996 tilbragt hver jul sammen med begge forældre hos BM’s forældre.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at BF får samvær hver anden juleaften, idet man lægger vægt på, at samlivet mellem forældrene var ophævet ca. 1 ½ år før afgørelsen, og der således ikke er skabt nye traditioner efter forældrenes brud. Man finder ikke, at der kan lægges afgørende vægt på, at børnene er vant til at holde jul hos morforældrene.
1998-540-34:
B er 4½ år.
BF har samvær hver anden weekend fra fredag til mandag samt hverdagssamvær med overnatning hver anden uge. Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær hver anden juleaften med B.
BF klager.
BF havde holdt juleaften sammen med B frem til 1996, hvor parterne gik fra hinanden. B havde tilbragt julen sammen med BM i 1996 og 1997.
CD ændrer statsamtets afgørelse, således at BF får samvær med B hver anden juleaften. Man lægger vægt på, at B kun har holdt jul hos BM i to år, og der således ikke er skabt en tradition for B, som kan forhindre, at der er samvær hver anden juleaften.
3. Feriesamvær.
a) Omfang.
Som det fremgår af Civilretsdirektoratets pjece "Med barnet i centrum" er udgangspunktet for feriesamvær 1-2 uger i sommerferien, nogle dage i julen og nogle dage i påsken. Ved cirkulæreskrivelsen af 12. november 1997 er der endvidere i højere grad end tidligere åbnet op for feriesamvær i efterårsferien eller i vinterferien.
Det kan tale for udvidet feriesamvær, at der tidligere har været en aftale herom, en hidtidig vid samværsordning, begrænset mulighed for weekendsamvær, eller at alternativet til feriesamvær er institutionsophold.
Vedrørende udvidet feriesamvær kan nævnes følgende sager:
1998-540-295:
B1 er 7 år, og B2 er 5 år.
BF har samvær hver anden weekend fra torsdag eftermiddag til mandag morgen og 2 ugers sommerferiesamvær. Statsamtet afslår at udvide BF’s sommerferiesamvær til 3 uger.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at BF i år får 3 ugers sommerferiesamvær. Der bliver lagt vægt på, at alternativet til feriesamvær er, at B skal i institution.
1996-441-1794:
B er 9 år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær i efterårs-/vinterferien.
BF klager.
I forbindelse med samlivsophævelsen i 1995 indgik parterne en aftale om en deleordning, der dog kun blev praktiseret i kort tid. BF har herefter haft samvær hver anden weekend fra torsdag eftermiddag til mandag morgen, hverdagssamvær med overnatning hver anden uge og 2 uger i sommerferien.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at BF fremover har ret til samvær i enten efterårs- eller vinterferien. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at der tidligere havde været en aftale om, at B skulle være lige meget hos begge parter.
1996-441-2301:
B er 7 år.
Statsamtet afslår at fastsætte feriesamvær i efterårsferien.
BF klager. BF har 2 ugers samvær i sommerferien. Han anmoder om, at der fastsættes en ekstra uges sommerferie samt samvær i efterårsferien.
Ved samlivsophævelsen i februar 1992 og frem til august 1994 var der samvær i et omfang, der næsten svarer til en deleordning. BF har herefter haft samvær hver anden weekend fra fredag til tirsdag.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at BF får yderligere én uges ferie om året enten i sommerferien eller efterårs-/vinterferien alt afhængig af, om B skal i institution. Man lægger vægt på, at BF’s løbende udvidede samvær bør føre til, at BF også i ferieperioderne ser B i større omfang.
1998-540-198:
B er 4 år.
BF har efter aftale med BM samvær hver anden weekend fra fredag til mandag samt hverdagssamvær med overnatning hver uge. Hertil kommer 2 sammenhængende uger i sommerferien. Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær i efterårs- og vinterferien.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at BF fremover har ret til samvær i efterårs- og vinterferien skiftevis hver andet år. Man lægger ved afgørelsen vægt på, at BF’s løbende udvidede samvær bør føre til, at BF også i ferieperioderne ser B i større omfang.
b) Placering.
For så vidt angår sommerferiens placering i tilfælde, hvor forældrene ønsker at holde ferie i samme periode, er det hensigtsmæssigt, at begge parter anmodes om at indsende dokumentation for, at ferien ikke kan flyttes.
1998-540-544:
B er 6 år.
Begge forældre ønsker samvær i de samme 3 uger, og begge har fremlagt dokumentation fra arbejdsgiver for, at de ikke kan flytte deres ferie.
Statsamtet deler ferien mellem parterne, således at begge får 1½ uges ferie med B.
Civilretsdirektoratet stadfæster afgørelsen.
1998-540-401:
B1 og B2 er 8 år.
Statsamtet placerer sommerferiesamværet således, at BM får 2½ uges ferie, og BF får 1 ½ uges ferie.
BF klager.
BF har ret til 2 ugers sommerferie, og forældrene ønsker ferie i den samme periode.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at ferien deles ligeligt mellem parterne. Man lægger vægt på, at begge parter har fremlagt dokumentation for, at de ikke har mulighed for at flytte deres ferie.
4. Søskendeforhold.
I sager om ophævelse og afslag på samvær er det nu udgangspunktet, at det skal vurderes særskilt for hvert af børnene, om der er grundlag herfor.
1993-441-312:
B1 er 10 år, og B2 er 8 år.
Statsamtet ophævede indtil videre BF’s samvær med begge børn.
BF klager.
Det fremgår af sagen, at B1 havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede at se BF. Under hensyn til loyaliteten over for storesøsteren og de konflikter, et samvær ville skabe mellem de to søstre, blev det i en børnesagkyndig undersøgelse vurderet, at der ikke burde etableres samvær med B2 alene.
Civilretsdirektoratet stadfæster vedrørende B1. Efter en samlet vurdering skønnes det dog, at der forsøgsvis skal etableres et overvåget samvær med B2. Der bliver navnlig lagt vægt på, at B2 ifølge den børnesagkyndige udtalelse ikke selv frygtede faderen og isoleret set godt kunne have samvær med BF.
5. Samvær med mindre børn.
Omfanget af samvær med små børn (under 2½ år) foretages efter en mere konkret vurdering end tidligere, idet den hidtidige kontakt er et afgørende kriterium for omfanget.
1998-540-105:
B1 er 2½ år, og B2 er 1 år.
Under en midlertidig forældremyndighedssag træffer statsamtet afgørelse om, at BF har almindeligt weekendsamvær samt hverdagssamvær uden overnatning.
BM klager.
Civilretsdirektoratet stadfæster, idet der lægges vægt på, at der er tale om en midlertidig afgørelse under en forældremyndighedssag, og at BF har boet sammen med børnene frem til samlivsophævelsen 2 måneder før afgørelsen. Endvidere er der lagt vægt på, at BF tidligere har haft børnepasningsorlov, og at børnene således er vant til at blive passet af ham.
1997-441-2874:
B er 1½ år.
BF har samvær uden overnatning hver anden fredag og søndag. Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær med overnatning.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at BF får samvær med overnatning efter statsamtets nærmere bestemmelse. Der bliver lagt vægt på, at parterne har boet sammen, indtil B var ca. 1 år, og at BF hurtigt efter samlivsophævelsen søgte om samvær, samt at BF siden samlivsophævelsen har haft samvær med B hver uge.
1998-540-158:
B er 1½ år.
BF har samvær ca. 2 gange om ugen uden overnatning. Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær med overnatning.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at der fastsættes samvær med en enkelt overnatning. Begrundelsen er, at B gennem sin hidtidige kontakt med BF er vant til at være sammen med og blive passet af BF, og at det anses for bedst for B, at der er samvær med overnatning, således at der kommer mere ro over samværet.
b. Orientering om overvåget samvær.
I henhold til § 17, stk. 4, i lov om forældremyndighed og samvær, er det i § 19a i bekendtgørelse nr. 535 af 19. juni 1996 bestemt, at statsamtet skal sikre, at der er mulighed for overvåget samvær, når det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt.
Pligten til at sikre muligheden for overvåget samvær skal ses i sammenhæng med forarbejderne til lovens § 17, stk. 4, hvoraf det fremgår, at det er "hensigten at fastsætte nærmere regler om etablering af overvåget samvær som et offentligt tilbud overalt i landet".
Ved cirkulæreskrivelse af 28. juni 1996 orienterede direktoratet om overvåget samvær, herunder at overvåget samvær skal etableres på den måde, der er bedst for barnet. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at cirkulæreskrivelsen beskriver forskellige muligheder for etablering af overvåget samvær.
Direktoratet finder anledning til at fremhæve, at overvåget samvær alene fastsættes, når det efter en konkret vurdering findes nødvendigt, idet et vilkår om overvågning normalt vil stride mod, hvad der er bedst for barnet.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at samvær overvåget af en børnesagkyndig i visse situationer kan træde i stedet for en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.
Civilretsdirektoratet kan orientere om følgende afgørelser vedrørende overvåget samvær:
1996-441-2104:
B er knap 2 år.
BF ansøger om samvær, og statsamtet fastsætter overvåget samvær, men beslutter, at ansøgningen indtil videre ikke kan imødekommes, idet der ikke for tiden er mulighed for at etablere overvåget samvær.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ophæver statsamtets afgørelse og fastslår, at statsamtet skal drage omsorg for, at der etableres overvågning i henhold til §19a i bekendtgørelse af 19. juni 1996 om ændring af bekendtgørelse om forældremyndighed og samvær.
1997-441-3104:
B er 5½ år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær.
BF har ikke haft kontakt med B, siden B var ½ år.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter samvær, der i en indkøringsperiode skal være overvåget.
1998-540-448:
B er 4 år.
Statsamtet afslår samvær. BF var dømt for vold mod 3. mand og havde ifølge BM været voldelig over for hende. Statsamtet havde iværksat en begrænset børnesagkyndig undersøgelse, hvor den sagkyndige undersøger bl.a. udtrykte betænkelighed ved, hvordan BF ville reagere over for B i pressede situationer.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer afgørelsen og fastsætter overvåget samvær. Samværet skal overvåges i en periode af en børnesagkyndig, hvorefter samværet skal vurderes på ny efter udtalelse fra den børnesagkyndige.
1997-441-3124:
B er 4 år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær. Samtidig meddeler statsamtet, at man ikke har fundet grundlag for at fastsætte samvær med overvågning, idet der på længere sigt ikke er udsigt til, at der kan etableres et samvær uden overvågning.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter overvåget samvær. Civilretsdirektoratet udtaler, at det forhold, at der på nuværende tidspunkt ikke er umiddelbar udsigt til, at der senere vil kunne etableres samvær uden overvågning, ikke kan føre til afslag på samvær.
1995-441-1620:
B er 4 år.
Statsamtet fastsætter overvåget samvær på grund af bortførelsesrisiko.
BM klager, idet hun ønsker samværet ophævet.
Civilretsdirektoratet stadfæster. Man lægger vægt på, at der er fastsat overvåget samvær, og at der herved er taget hensyn til bortførelsesrisikoen.
c. Orientering om adgangen til at afslå eller ophæve samvær.
I Skarrildhusberetningen for 1996, side 44-57, orienterede Civilretsdirektoratet blandt andet om § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær.
Som bekendt fremgår det af forarbejderne til loven, at der skulle ske en lempelse i adgangen til at afslå eller ophæve samvær, hvis det i det enkelte tilfælde må anses for påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt.
Direktoratet har efter en gennemgang af praksis imidlertid ikke konkrete eksempler, der kan dokumentere, at der er sket en lempelse af adgangen til at afslå eller ophæve samvær.
Dette skal efter Civilretsdirektoratets opfattelse blandt andet ses i sammenhæng med, at overvåget samvær pr. 1. juli 1996 er blevet et generelt offentligt tilbud, jf. nærmere ovenfor.
Det er således direktoratets vurdering, at der i dag ofte fastsættes samvær med overvågning i sager, hvor samværet tidligere ville være blevet afslået eller ophævet.
Ophævelse og afslag på samvær er meget indgribende afgørelser, og der stilles derfor store krav til begrundelsen herfor. Ofte vil det være påkrævet, at en børnesagkyndig erklæring indgår i vurderingen.
Som eksempel på, at det anses for påkrævet at ophæve samvær, kan nævnes følgende afgørelse:
1998-540-185:
B er 10 år.
Statsamtet ophæver BF’s samvær indtil videre. Der er udarbejdet en børnesagkyndig udtalelse, der bl.a. efter samtale med B anbefaler, at der i et stykke tid ikke er samvær, idet B er meget presset af forældrenes indbyrdes konflikt.
Af psykologerklæringen fremgår det, at forældrene har en meget forskellig opfattelse af forhold, der vedrører B, og at de ikke er i stand til at samarbejde.
BF klager.
Civilretsdirektoratet stadfæster. Det understreges, at BF på et senere tidspunkt på ny kan søge samvær.
Ved cirkulæreskrivelse af 23. april 1997, punkt 6, vedrørende langvarig adskillelse, meddelte direktoratet, at sabotage fra den, som barnet bor hos, bør tillægges betydelig vægt ved vurderingen af, om samvær bør afslås eller ophæves som følge af lang tids manglende kontakt.
For så vidt angår begrundelseskravet i sager om afslag på og ophævelse af samvær på grund af langvarig adskillelse har Folketingets Ombudsmand i forbindelse med sin gennemgang af en sag, hvori Civilretsdirektoratet havde truffet afgørelse, udtalt følgende: "En langvarig adskillelse kan også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for, at der ikke fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale om passivitet fra Deres klients side - foreligge særlige forhold, der taler imod samværsret."
I forlængelse heraf har direktoratet fundet anledning til at gennemgå praksis vedrørende langvarig adskillelse og kan til orientering nævne følgende afgørelser:
1998-540-489:
B er 5½ år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær. Der bliver lagt vægt på, at BF og B aldrig har haft kontakt, og at B, siden han var ganske lille, har levet i et stabilt familieforhold med BM og dennes samlever.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter samvær. Der er modstridende oplysninger om varigheden af samlivet mellem BM og samleveren, men det fremgår af sagen, at BM og samleveren kun har været registreret på samme adresse i et år og tre måneder på statsamtets afgørelsestidspunkt. Direktoratet finder herefter ikke, at BM og samleverens familieliv er af en sådan varighed, at der ikke skal fastsættes samvær. Endvidere bliver der lagt vægt på, at BF ikke havde udvist passivitet, idet han løbende havde søgt om samvær med B.
1997-441-3009:
B er 9 år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær.
BF klager.
BM oplyser, at hun for tiden kender en anden mand, som hun ikke bor sammen med, og som B har et godt forhold til, men som han dog endnu ikke kalder "far".
Civilretsdirektoratet fastsætter samvær på trods af næsten 6 års adskillelse under hensyn til, at BF ikke har forholdt sig passiv i forhold til B, idet han havde sendt gaver til fødselsdag og jul, og at B via gaverne hele tiden har kendt til BF’s eksistens. Endvidere har B opretholdt en vis kontakt med farforældrene, som B blandt andet havde været på sommerferie hos i 1996.
1993-441-30:
B er 5½ år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær.
BF klager.
Der havde ikke været kontakt i næsten 5 ½ år. BM havde boet sammen med en anden mand de sidste 2 år. B anser ifølge BM denne mand for sin far.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter samvær. Der bliver lagt vægt på, at BF ikke havde udvist passivitet. Han havde søgt om samvær efter fødslen og havde fået afslag fra såvel statsamtet som direktoratet, og han havde ansøgt på ny umiddelbart efter, at han var blevet bekendt med lovændringen pr. 1. januar 1996.
D.2.
Civilretsdirektoratets Vejledning om forældremyndighed og samvær nævner under punkt 3, i afsnittet om "Samvær ved fælles forældremyndighed", at en anmodning om en samværsresolution kan indgives til statsamtet, når blot det ligger fast, hvem barnet skal bo hos i en kortere eller længere tid. Spørgsmålet om barnets bopæl kan bero på en aftale eller de faktiske forhold.
Det bedes uddybet, hvilke faktiske forhold, der kan indikere barnets bopæl.
Direktoratet bedes endvidere oplyse, om statsamtet kan fastsætte midlertidigt samvær for den af forældrene, der ikke har barnet boende, efter anmodning fra den, som barnet bor hos, hvis barnets bopæl alene beror på de faktiske forhold. Det forudsættes, at der er fælles forældremyndighed og uenighed om barnets bopæl.
Svar:
Spørgsmålet synes at have som forudsætning, at statsamtet har kompetence til at træffe afgørelse i en tvist mellem forældremyndighedsindehavere om barnets bopæl.
I modsætning til, hvad der gælder for formueretlige spørgsmål, jf. værgemålslovens § 3, stk. 5, er der ikke hjemmel til at indbringe konflikter om egentlige forældremyndighedsspørgsmål for statsamtet.
Det er derfor Civilretsdirektoratets opfattelse, at en konflikt mellem forældrene om barnets bopæl ikke kan løses ved, at statsamtet - efter en vurdering af barnets bopælsforhold - udfærdiger en samværsafgørelse efter anmodning fra en af forældrene.
Der kan næppe udfærdiges en afgørelse om samvær, hvis forældrene er uenige om, hvem der har barnet boende, faktisk eller efter aftale.
D.3.
I rådgivnings- og forhandlingssituationer omkring samvær indgår det som et naturligt led at inddrage hensyn til nye ægtefæller/samlevere og deres eventuelle børn ved drøftelsen om fastlæggelse af weekendsamvær og feriesamvær.
I hvilket omfang kan/skal hensyn til "papfamilie" tillige inddrages i afgørelsessagerne?
Hvis der kan/skal tages hensyn, hvornår er der så tale om et fast samlivsforhold, der kan/skal indgå i afgørelsesgrundlaget - efter 1 år eller?
Svar:
Ifølge § 17 i lov om forældremyndighed og samvær træffes afgørelsen om omfanget og udøvelsen af samvær efter, hvad der er bedst for barnet. Der er som bekendt tale om en konkret individuel vurdering.
En lang række forhold kan tillægges vægt ved den konkrete vurdering. Som eksempler herpå kan nævnes barnets alder, barnets hidtidige forbindelse med ansøgeren, barnets daglige liv og fritidsinteresser og afstanden mellem forældrenes bopæle.
Der kan nævnes følgende eksempler fra praksis, hvor spørgsmålet om "pap-familier", som det betegnes i spørgsmålet, har været inddraget.
1998-540-438:
BF klagede over, at han kun havde fået sommerferiesamvær med B, som var henholdsvis 9 og 11 år gamle, i 2 af de 3 ønskede uger. Statsamtet havde ved afgørelsen taget hensyn til BM’s samlevers ferie. Statsamtet havde endvidere givet udtryk for, at der måtte være tale om et fast samlivsforhold, idet forholdet havde varet knap 2 år.
BF’s og BM’s sommerferieønsker var sammenfaldende.
BF havde ifølge samværsresolutionen 3 ugers sommerferiesamvær. BF’s sommerferie kunne ikke flyttes.
BM var førtidspensionist og kunne derfor holde ferie når som helst. BM ønskede at holde ferie med barnet sammen med samleveren, som havde ferie i de samme 3 uger som BF, og hvis ferie ikke kunne flyttes.
Civilretsdirektoratet stadfæstede afgørelsen bl.a. under henvisning til, at der kan lægges en vis vægt på barnets kontakt til sin stedfar/mor.
1998-540-159:
BF klagede over, at statsamtet havde fastsat hans feriesamvær med B, som var ca. 4½ år gammel, til uge 27 og 28.
BF ønskede ugerne 29 og 30.
Såvel BM som BF havde ferie i ugerne 28-30, og ingen af dem kunne flytte deres ferie.
BM ønskede 2 ud af de 3 mulige uger, uden angivelse af hvilke.
BM’s samlevers børn var på ferie hos BM og samleveren i uge 28 og 29.
Civilretsdirektoratet meddelte BM, at direktoratet agtede at dele ferien ligeligt mellem BF og BM. Foreholdt dette ønskede BM, at BF fik ferie med B i halvdelen af uge 29 og uge 30, idet B på den måde kunne tilbringe 1½ uge sammen med BM’s samlevers børn.
Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen således, at BF fik ferie med B i halvdelen af uge 29 og uge 30, idet der bl.a. henvistes til, at hvis hensynet til barnet taler for det, kan forældrenes nye familieforhold inddrages som moment ved fastsættelse af feriesamværet, således at barnet - i hvert fald for en del af ferieperioden - kan holde ferie med de personer, som er en del af barnets hverdag.
1998-540-279:
BM klagede over, at der var fastsat samvær mellem BF og B, som var 6 og knap 8 år gamle, i de ulige weekender. Samværet havde i de sidste 3-4 år været i de lige weekender.
BM’s samlever arbejdede i de lige weekender, hvorfor han kun havde mulighed for at være sammen med BM’s børn i de ulige weekender. Samlivsforholdet havde bestået i ca. 3½ år.
BF protesterede mod en eventuel ændring, idet hans samlevers børn var hos deres far i de ulige weekender, hvorfor han i de disse uger ville have bedre mulighed for at tilgodese B’s specielle behov.
B havde været igennem flere psykologiske og børnepsykiatriske undersøgelser.
Civilretsdirektoratet stadfæstede under henvisning til statsamtets skøn samt under henvisning til, at der ikke kunne bortses fra BF’s påstand om, at han i højere grad ville kunne tilgodese B’s særlige behov under samværet, hvis samværet var i de weekender, hvor BF’s samlevers børn sædvanligvis var hos deres far.
1997-441-2645:
BM klagede over, at statsamtet havde fastsat sommerferiesamvær for BF i uge 28 og 29.
BM ønskede, at B, som var henholdsvis 8 og 10 år gamle, var hjemme i uge 28 og 29 eller, at BF’s ferie med B i det mindste blev afbrudt i forbindelse med BM’s bryllup midt i ferieperioden.
BF’s ferie kunne ikke ændres. BF ville dog acceptere, at B deltog i brylluppet.
Civilretsdirektoratet afslog at placere BF’s ferie i nogle andre uger, under henvisning til, at virksomheden, hvor han arbejdede, holdt lukket i uge 28 og 29, og da BM for tiden var arbejdsløs. Det blev dog bestemt, at BF’s ferie med B skulle afbrydes i forbindelse med brylluppet.
1997-441-3023:
BM klagede over, at statsamtet havde afslået at ændre BF’s samvær med B, som var ca. 3½ år gammel, fra lige til ulige weekender. Der var gået 4 måneder mellem forældrenes aftale om weekendsamværets placering til BM’s ansøgning om en ændring af weekenderne.
BM’s brors barn var på samvær hos broren i de lige weekender. BM samt hendes bror og morforældrene var kede af, at B og dennes jævnaldrende kusine aldrig kunne være sammen i weekenderne.
Fastlæggelsen af, hvilke uger BF havde samvær med B, beroede på en tilfældighed.
BF protesterede mod at bytte weekender og oplyste, at B i de lige weekender hos BF legede med venners samværsbørn, som B kun kunne se i de lige weekender.
Civilretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse således, at BF fremover fik samvær i de ulige weekender under henvisning til, at hensynet til, at B fortsat havde tæt kontakt til sin familie, herunder sin kusine, burde veje tungere end hensynet til samvær med venners børn.
Det er således Civilretsdirektoratets opfattelse, at der efter omstændighederne bør tages hensyn til "pap-familier". I vurderingen heraf kan bl.a. spørgsmålet om det nye forholds varighed, eventuelle halvsøskende og omfanget af den hidtidige kontakt mellem barnet og "pap-familien" indgå.
D.4.
I afgørelsessagerne lægges der afgørende vægt på det samvær, forældrene hidtil har praktiseret. I nogle sager er der tale om et midlertidigt aftalt eller fastsat udvidet samvær, der på grund af sagsbehandlingstiden kommer til at fungere relativt længe. I andre sager kan der være tale om aftalt eller fastsat udvidet samvær, der påberåbes ikke at fungere for barnet.
I hvilket omfang bør det udvidede samvær "smitte af" på det fremtidige? Barnet er på den ene side blevet vænnet til samvær i udvidet form og på den anden side kan det oprindelige formål alene have været at sikre begge forældre god kontakt med barnet, mens forældremyndighedssag verserer ved retten.
Svar:
Hjemlen til at fastsætte midlertidigt samvær fremgår af § 26 i lov om forældremyndighed og samvær.
Der kan fastsættes midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag, og mens en samværssag verserer.
Som omtalt i Skarrildhusberetningen for 1996, side 50-51, er de to situationer forskellige.
Ifølge forarbejderne vil omfanget af et midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag, under hensyn til hovedsigtet med en sådan ordning, kunne fastsættes ud over det, der i øvrigt ville være muligt inden for rammerne af sædvanlig praksis for fastsættelsen af samvær.
Omfanget af et midlertidigt samvær under en verserende samværssag vil derimod ofte på grund af sagens karakter blive fastsat indskrænket i forhold til det, der i øvrigt ville være muligt inden for rammerne af sædvanlig praksis.
I begge situationer er det udgangspunktet, at omfanget af samværet skal reguleres inden for rammerne af sædvanlig praksis, når den endelige afgørelse skal træffes.
Afgørelser om midlertidigt samvær træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. På grund af tidsperspektivet for sådanne afgørelser træffes de ofte under en mindre omfattende sagsforberedelse. Under behandlingen af en ansøgning om et endeligt samvær skal alle relevante, aktuelle forhold belyses. Heri indgår også oplysninger om barnets forhold under en eventuel midlertidig samværsordning.
Har der i lang tid været et udvidet samvær under en midlertidig ordning, kan det ikke udelukkes, at det efter en konkret vurdering vil være bedst for barnet, at samværet fortsat er udvidet i forhold til rammerne af sædvanlig praksis. Der lægges bl.a. vægt på baggrunden for ønsket om indskrænkning af samværet.
Hvis et udvidet samvær har været gældende i henhold til parternes aftale eller været fastsat af statsamtet efter § 17, stk. 1, skal spørgsmålet om en ændring, der betyder mindre samvær, vurderes efter § 17, stk. 2. Hovedkriteriet er, at der skal kunne påvises forandrede forhold.
Civilretsdirektoratet kan henvise til følgende eksempler fra praksis.
1998-441-3150:
BM klagede over, at BF havde fået samvær med B, der nu var 2½ år gammel, fra fredag eftermiddag til tirsdag aften.
BM ønskede, at samværet skulle slutte mandag.
Der havde været en aftalt deleordning i 5 måneder fra samlivsophævelsen. Denne deleordning blev forlænget under forældremyndighedssagen. i alt havde ordningen varet i 1½ år.
Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afgørelse under henvisning til, at BM og BF havde praktiseret en deleordning med B i 1½ år. Det tilføjedes, at direktoratet ikke mente, at den deleordning, der kom i stand under forældremyndighedssagen, kunne lægges til grund som en egentlig aftale om samvær. Ordningen var kommet i stand, efter at BF havde beholdt B i en periode på ca. 2 uger, hvor BM ingen kontakt havde med B. Direktoratet lagde især vægt på, at der forinden retssagen var aftalt en deleordning. Ordningen under retssagen talte ikke imod et udvidet samvær.
1997-441-2998:
BF klagede over, at han ved statsamtets afgørelse kun havde fået samvær med sine 3 børn på henholdsvis 8, 5 og 2 år fra torsdag eftermiddag til tirsdag morgen hver anden uge.
BF ønskede samvær fra onsdag til tirsdag.
BM og BF havde under og efter forældremyndighedssagen (i alt i ca. 13 måneder) haft en deleordning.
Civilretsdirektoratet stadfæstede afgørelsen under henvisning til, at BF over en 14-dages periode havde 5 overnatninger, hvorfor direktoratet fandt, at BF’s samvær var fastsat i betydeligt videre omfang end efter de sædvanlige retningslinier, og at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte statsamtets skøn over omfanget.
Det oplystes, at der ved afgørelsen var lagt vægt på, at der havde været praktiseret en deleordning både under og efter forældremyndighedssagen, men at der efter direktoratets opfattelse ikke er hjemmel i lov om forældremyndighed og samvær til at fastsætte en sådan ordning.
Hvis samværet midlertidigt er fastsat i et omfang, der er mindre end det, der i øvrigt ville være gældende, vil et samvær normalt blive fastsat inden for rammerne af sædvanlig praksis ved en efterfølgende endelig afgørelse uanset hvor lang tid, det indskrænkede samvær har fungeret. Baggrunden er, at det i almindelighed antages at stride mod, hvad der er bedst for barnet, at fastsætte samvær, der i omfang ligger under rammerne for sædvanligt samvær.
D.5.
Orientering om afholdelse af udgifter i forbindelse med transport under samvær.
I Skarrildhusberetningen for 1996, side 43, og i Skarrildhusberetningen for 1997, side 32, orienterede Civilretsdirektoratet bl.a. om afholdelse af udgifter i forbindelse med transport under samvær.
Det fremgår heraf, at den, som har barnet boende, i særlige tilfælde kan pålægges at deltage i transporten af barnet og på den måde i udgifterne i forbindelse med denne transport. Afgørelsen herom træffes efter en konkret vurdering, hvor det navnlig tillægges vægt, om det vil være uforholdsmæssigt besværligt for den samværsberettigede at hente barnet på dets bopæl. Når det undtagelsesvis bestemmes, at den, der har barnet boende, skal bringe og (eller) hente barnet, kan det samtidig bestemmes, at transportudgifterne for den, der har barnet boende, skal dækkes af den samværsberettigede. Ved afgørelsen herom kan der bl.a. efter en konkret vurdering lægges vægt på udgifternes omfang, og i hvis interesse afgørelsen om transport er truffet.
Der er ikke i loven om forældremyndighed og samvær hjemmel til at pålægge den, der har barnet boende, udgifter i forbindelse med den samværsberettigedes transport af barnet.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for undtagelsesvis at pålægge den, der har barnet boende, at deltage i transporten af barnet, kan det supplerende oplyses, at det også bør indgå, om den, der har barnet boende, er flyttet med barnet, således at afhentningen eller tilbageleveringen af barnet vil blive betydeligt mere tidskrævende for den samværsberettigede, end denne havde indstillet sig på. På tilsvarende måde kan det indgå i vurderingen om at lade den, der har barnet boende, forestå transporten og derved udgifterne ved transporten, hvis den pågældendes flytning vil medføre væsentlige merudgifter ved udøvelsen af samvær for den samværsberettigede.
D.6.
I sagen 1996-441-2311 bestemmer Civilretsdirektoratet, at det tillades den samværsudøvende, mod den anden forælders protest, at medtage børnene til religiøse sammenkomster i "Frikirken på Havnen".
Er dette ikke et brud mod den hidtidige forståelse af forældremyndigheds- og samværslovens § 2, i hvilken man har lagt en suveræn ret for forældremyndighedsindehaveren til at bestemme, hvilken religiøs påvirkning barnet skal udsættes for, herunder at det ikke må udsættes for nogen som helst religiøs påvirkning.
Svar:
Efter § 2 i lov om forældremyndighed og samvær træffer forældremyndighedsindehaveren afgørelser om et barns personlige forhold.
Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær. Mens samværet forløber, er forældremyndighedsindehaverens ret til at træffe afgørelse om barnets personlige forhold til en vis grad "suspenderet", idet der dog kan fastsættes vilkår for samværet, der er nødvendige af hensyn til barnet. Den samværsberettigede kan således foretage sig dagligdags og almindeligt anerkendte handlinger sammen med barnet, uanset at forældremyndighedsindehaveren er imod de pågældende handlinger. Som et eksempel kan anføres, at den samværsberettigede kan tage barnet med til en fodboldkamp, selvom forældremyndighedsindehaveren er imod dette. Ligger handlingerne klart udenfor det acceptable, kan der fastsættes vilkår om, at de ikke må finde sted. Dette må afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet efter en konkret individuel vurdering.
Barnets religion er et personligt forhold, som forældremyndighedsindehaveren træffer afgørelse om. Vedrørende medlemskab af folkekirken m.v. følger det således af lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, at det er forældremyndighedsindehaveren, der træffer beslutning for ugifte personer under 18 år.
Den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, og barnet kan dog under et samvær beskæftige sig med religion og f.eks. deltage i almindelige gudstjenester i Folkekirken, selvom forældremyndighedsindehaveren og barnet ikke er medlem af Folkekirken. Efter en konkret vurdering kan der imidlertid indsættes vilkår om forbud mod religiøs påvirkning, hvis det er klart nødvendigt af hensyn til barnet. Folketingets Ombudsmand har i 1989 i Civilretsdirektoratets sag 1988-441-569 blandt andet udtalt følgende herom:
"Loven og forarbejderne til bestemmelsen [den tidligere myndighedslov § 24, stk. 1, nu lov om forældremyndighed og samvær § 17, stk. 1] indeholder ingen nærmere afgrænsning af, hvilke bestemmelser - eller vilkår - der kan fastsættes. Der er for så vidt ikke noget til hinder for at fastsætte vilkår med hensyn til barnets religiøse forhold.
Det er dog en forudsætning, at vilkåret i det konkrete tilfælde er nødvendigt. Nødvendigheden må vurderes ud fra hensynet til, hvad der er bedst for barnet.
Hensynet til forældrenes religionsfrihed skal der naturligvis også lægges vægt på, men efter min opfattelse forhindrer det ikke, at der undtagelsesvis - når hensynet til barnet taler klart derfor - fastsættes vilkår, som griber ind i den samværsberettigedes religionsudøvelse i forbindelse med samværet."
Civilretsdirektoratets praksis belyses imidlertid også af den sag, der nævnes i spørgsmålet.
1996-441-2311:
BM og BF havde 3 børn, hvoraf BF havde forældremyndigheden over de 2 ældste børn, og BM havde forældremyndigheden over det yngste barn. BM ønskede ikke, at BF under samvær med det yngste barn kunne tage dette barn med til religiøse sammenkomster i den kirke, som BF og de 2 ældste børn kom i, idet BM fandt religionsudøvelsen for intensiv, og at barnet som følge heraf ville komme i en vanskelig loyalitetskonflikt.
BF var tilknyttet "Frikirken på Havnen", som er en kristen menighed. En konsulent for Københavns biskop i sager vedrørende frimenigheder udtalte bl.a. om menigheden, at den "ikke er ekstrem og overordnet ikke kan betragtes som fanatisk".
Det fremgår af sagen, at BM også havde været medlem af "Frikirken på Havnen" frem til samlivsophævelsen.
Civilretsdirektoratet ophævede vilkåret om, at BF ikke måtte tage det yngste B med i kirke under samvær.
Der bør således efter Civilretsdirektoratets opfattelse alene fastsættes vilkår om forbud mod religiøs påvirkning, hvis religionsudøvelsen må antages at have en sådan intensitet, at den efter en konkret, saglig vurdering er til skade for barnet.
Det tilføjes, at det i relation til større børn bør overvejes at høre barnets egen mening om eventuelle vilkår vedrørende samværet på grund af samværsberettigedes religionsudøvelse. I samme sag, som nævnt ovenfor, hvor Folketingets Ombudsmand fandt det berettiget, at der var indsat vilkår om religionsudøvelsen, har Civilretsdirektoratet truffet følgende afgørelse i 1998:
1998-540-506:
Civilretsdirektoratet ophævede et vilkår om, at B, der var 13 år og 9 måneder, ikke måtte oplæres i Jehovas Vidners tro under samvær, efter at barnet havde udtalt, at han fandt vilkåret overflødigt, og at han talte med samværsberettigede om alle emner, herunder religionsspørgsmål.
E. VÆRGEMÅL, HERUNDER UMYNDIGES MIDLER
E.1.
Idet der vedlægges kopi af kendelse af 25. marts 1998 fra Vestre Landsret, bedes det oplyst, i hvilket omfang statsamterne skal godkende et dødsbos salg af fast ejendom, når en af arvingerne er under værgemål.
Svar:
Af værgemålsbekendtgørelsens § 6 fremgår det, at værgen skal indhente statsamtets godkendelse ved bl.a. erhvervelse og afhændelse af en fast ejendom, som tilhører en person under værgemål. Denne bestemmelse finder også anvendelse under skiftebehandling af dødsboer, hvor en person under værgemål er arving eller legatar, jf. herved bekendtgørelsens § 11.
I den kendelse fra Vestre Landsret af 25. marts 1998, som der henvises til i spørgsmålet, antog landsretten, at det ikke var nødvendigt at indhente statsamtets godkendelse af et arveudlægsskøde, selvom én af boets arvinger var repræsenteret ved en skifteværge. Der var i den konkrete sag tale om et privatskiftet bo, der ved et arveudlægsskøde solgte og delvist arveudlagde en ejendom, som tilhørte boet, til en anden arving i boet.
Efter direktoratets opfattelse kan den omstændighed, at en arving i et dødsbo er under værgemål og således repræsenteret ved en værge, ikke føre til et andet resultat.
F. NAVNESAGER
Intet i år.
G. FRI PROCES
G.1.
Der anmodes om en redegørelse for direktoratets praksis for meddelelse af fri proces efter § 3 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 903 af 2. december 1997.
Svar:
Det er i § 2 i bekendtgørelsen om fri proces nærmere fastsat, hvornår en ansøger ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen, jf. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2.
Det fremgår af § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen, at udgangspunktet for denne vurdering er ansøgerens økonomiske forhold ifølge årsopgørelsen for indkomståret to år tidligere - i 1998 således årsopgørelsen for 1996.
Det fremgår imidlertid af bekendtgørelsens § 3, at såfremt ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger afviger væsentligt fra det, der er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 2, stk. 1, lægges de tilsvarende aktuelle indkomstforhold til grund. Det samme gælder, hvis der ikke er opgjort et indtægtsgrundlag for ansøgeren.
Det skal i almindelighed ikke undersøges nærmere, om ansøgerens indtægtsforhold har ændret sig i forhold til det, der fremgår af årsopgørelsen.
Oplyser ansøgeren, at hans indkomstforhold er ændrede, eller bliver man i øvrigt opmærksom på omstændigheder, der tyder på, at forholdene har ændret sig væsentligt - såvel til gunst som til ugunst for ansøgeren - skal spørgsmålet imidlertid undersøges nærmere. Sådanne omstændigheder kan f.eks. være, at det af sagen fremgår, at ansøger tidligere var studerende, men nu må antages at have afsluttet sin uddannelse, eller at ansøgeren for nylig er blevet afskediget, og derfor nu må formodes enten at have fået nyt job eller at modtage dagpenge eller lignende.
Som dokumentation for den aktuelle indkomst indhenter Civilretsdirektoratet normalt lønsedler eller lignende vedrørende de seneste tre måneder.
De aktuelle indkomstforhold opgøres på tilsvarende måde som ved anvendelse af oplysningerne i årsopgørelsen, således at indtægtsgrundlaget er summen af den personlige indkomst efter personskattelovens § 3 og kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4 med tillæg af aktieindkomsten efter personskattelovens § 4 a.
Ved opgørelsen af de aktuelle indkomstforhold må det således overvejes, hvilke poster på lønsedlerne, der ikke indgår i beskatningsgrundlaget eller som kan fradrages i den personlige indkomst. Det gælder bl.a. arbejdsmarkedsbidrag, ATP, det særlige pensionsbidrag til Arbejdsmarkedets tillægspension samt øvrige pensionsbidrag.
Er ansøger kontanthjælpsmodtager eller pensionist, vil der kunne være visse tillæg, der ikke er skattepligtige.
En ansøger kan også have fradrag i den personlige indkomst, der ikke fremgår af lønsedlen. Som eksempel kan nævnes indbetalinger til en privattegnet kapitalpensionsordning. Ansøgeren kan også have positiv kapitalindkomst.
Fremgår det af årsopgørelsen eller af sagen i øvrigt, at ansøger - eller dennes ægtefælle eller samlever - aktuelt kan have indtægter eller udgifter, som ikke fremgår af lønsedlen, men som har betydning for opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten, bør der derfor indhentes nærmere oplysninger herom.
Ifølge bekendtgørelsens § 3 skal der være tale om en væsentlig afvigelse i forhold til indtægtsgrundlaget efter årsopgørelsen. Der skal foretages en konkret vurdering heraf på grundlag af oplysningerne ifølge årsopgørelsen sammenholdt med de tilsvarende aktuelle indkomstforhold.
Har ansøgeren ægtefælle eller samlever, er det parrets samlede indtægtsgrundlag efter årsopgørelserne, der skal sammenholdes med parrets tilsvarende aktuelle indkomstforhold.
Ved vurderingen af, om der er tale om en væsentlig afvigelse, bør der blandt andet lægges vægt på, om ændringen skyldes en reel ændring i ansøgers (eller ægtefællens/samleverens) indtjeningsforhold, som f.eks. jobskifte, eller om der alene er tale om svingende indtægter. En ansøger med sæsonbetonet arbejde kan derfor ikke drage fordel af at søge om fri proces på den årstid, hvor indtægten er lavest. Der bør endvidere lægges vægt på, om indtægtsgrundlaget før ændringen lå tæt på den relevante beløbsgrænse i bekendtgørelsens § 2. Der kan således ikke angives en fast procentgrænse som målestok for, hvornår en afvigelse er væsentlig.
Som eksempler på sager, hvor afvigelsen blev fundet at være væsentlig, kan nævnes:
1997-803-7441:
Ansøger havde efter årsopgørelsen et indtægtsgrundlag, der lå ca. 10.000 kr. over grænsen i § 2 i bekendtgørelsen. Efter at have skiftet bopæl havde hun ikke længere mulighed for at tage skiftende vagter og overarbejde. På grundlag af tre måneders lønsedler fandtes ansøgers aktuelle årsindtægt at ligge ca. 27.000 kr. under indtægtsgrænsen. Der var tale om en afvigelse på godt 16 %. De økonomiske betingelser blev anset for opfyldt efter § 3 i bekendtgørelsen.
1998-12-650:
Ansøger havde efter årsopgørelsen et indtægtsgrundlag, der lå ca. 4.000 kr. over grænsen i § 2. Ansøger modtog imidlertid nu pension og havde en årlig indkomst, der lå ca. 26.000 kr. under indtægtsgrænsen. Der var tale om en afvigelse på knap 16 %. De økonomiske betingelser blev anset for opfyldt efter § 3 i bekendtgørelsen.
1998-12-574:
Ansøger havde ifølge årsopgørelsen et indtægtsgrundlag, der lå ca. 12.000 kr. under grænsen i § 2, men aktuelt godt 17.000 kr. over grænsen, svarende til en afvigelse på godt 19 %. Der blev givet afslag efter § 3 i bekendtgørelsen. Afgørelsen blev indbragt for Folketingets Ombudsmand, som ikke fandt grundlag for kritik af anvendelsen af de aktuelle indkomstforhold i forbindelse med vurderingen af, om ansøger uden at lide væsentlige afsavn kunne betale de omkostninger, der er forbundet med sagen.
Som eksempler på sager, hvor afvigelsen ikke blev fundet væsentlig, kan nævnes:
1997-803-7636:
Ansøger og dennes ægtefælle havde ifølge årsopgørelserne for 1995 et samlet indtægtsgrundlag, der oversteg grænsen i § 2 med ca. 7.500 kr. Efter de aktuelle indkomstforhold lå ansøger og ægtefællens samlede indtægtsgrundlag ca. 23.500 kr. under grænsen i § 2. Afvigelsen udgjorde ca. 13 %. Der blev givet afslag efter § 2 og § 3.
1997-803-8183:
Ansøger havde efter årsopgørelsen for 1995 en indtægt, der lå ca. 18.000 kr. over grænsen i § 2. Efter de aktuelle indtægtsforhold lå ansøgers årlige indkomst ca. 13.000 kr. under indtægtsgrænsen. Der var tale om en afvigelse på godt 15 %. Der blev givet afslag efter § 2 og § 3.
G.2.
Der ønskes en orientering om og en gennemgang af Civilretsdirektoratets seneste praksis vedrørende fri proces til indenretligt syn og skøn uden for retssag.
Svar:
Retningslinierne for behandling af sager om fri proces til isoleret bevisoptagelse er senest beskrevet i Skarrildhusberetningen for 1995, side 51, og det dér anførte er fortsat gældende praksis.
I det følgende refereres nogle sager, der er egnede til at belyse, hvorledes de nævnte retningslinier er anvendt i Civilretsdirektoratets seneste praksis.
1995-803-4359:
Rekvirenten søgte om fri proces til syn og skøn med henblik på at få fastslået, om den af ham erhvervede ejendom var opført af gasbeton, som oplyst af sælger, eller af andet materiale. Ansøgningen blev imødekommet, idet man på grundlag af en erklæring fra en murermester fandt, at syn og skøn ville kunne godtgøre en værdiforringende mangel, som kunne danne grundlag for forholdsmæssigt afslag.
1996-803-5626:
Rekvisitus søgte om fri proces til syn og skøn vedrørende råd i bindingsværk. I forbindelse med salget af ejendommen var der udarbejdet sundhedsattest, som ikke omtalte væsentlige mangler ved træværket, hvorimod et af rekvirenten efterfølgende indhentet overslag fra en håndværker omtalte væsentlige rådskader. Rekvirenten fandtes ikke i tilstrækkelig grad at have udsigt til et gunstigt resultat, og ansøgningen blev derfor imødekommet.
1997-803-7256:
Rekvisitus ansøgning om fri proces afslået under henvisning til, at modparten endnu ikke havde søgt retten om tilladelse til syn og skøn, jf. retsplejelovens § 343. Da rettens tilladelse forelå blev ansøgningen imødekommet, idet rekvirenten på det foreliggende grundlag ikke fandtes at have udsigt til et gunstigt resultat af syns- og skønsforretningen.
1998-12-153:
Rekvirenten søgte om fri proces til syn og skøn. Modparten syntes ikke at bestride, at der forelå mangler, men gjorde gældende, at rekvirenten havde udvist passivitet. Ansøgningen blev imødekommet, idet ansøger fandtes at have udsigt til et gunstigt resultat af syns- og skønsforretningen, der bl.a. vedrørte spørgsmål om, hvorvidt en sætningsskade kunne udbedres. Endvidere skønnedes rekvirenten ikke at have udvist passivitet, og havde derfor på det foreliggende grundlag udsigt til at vinde en senere retssag.
1998-12-236:
Statsamtet afslog rekvirentens ansøgning under henvisning til, at der ifølge sædvanlig praksis i almindelighed ikke gives fri proces i sager om udenretligt syn og skøn, når dette ikke er nødvendiggjort af, at beviset ellers ville kunne gå tabt eller blive særlig vanskeligt at føre. Ansøgningen blev imødekommet, idet rekvirenten fandtes at have udsigt til et gunstigt resultat af syns- og skønsforretningen, der vedrørte et utæt tag, som ansøger ønskede udbedret snarest for at forhindre yderligere følgeskader.
H. ADOPTION
Intet i år.
J. ANDRE ARBEJDSOMRÅDER, HERUNDER ANDRE MINISTERIER
J.1.
En thailandsk mor søgte børnebidrag fastsat fra barnets fader i Thailand. Civilretsdirektoratet oplyste i sagen, at det thailandske faderskabsdokument ikke indebærer bidragspligt, og at bidrag derfor ikke kan fastsættes.
Det bedes oplyst, i hvilke andre lande statsamtet tilsvarende ikke uden videre må lægge en faderskabsregistrering til grund i relation til børnebidrag.
Svar:
Anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser er nærmere reguleret i lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser og om ændring af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav. Af denne lovs § 1 fremgår det, at en retskraftig finsk, islandsk, norsk eller svensk dom (eller indenretligt forlig) om faderskab har bindende virkning i Danmark. Tilsvarende gælder efter lovens § 2 fastsættelse af faderskab på anden måde end ved dom i henholdsvis Finland, Island, Norge eller Sverige. I lovens § 3 er der dog opregnet en række situationer, hvor en nordisk dom eller fastsættelse af faderskab ikke har bindende virkning. Der henvises herom nærmere til bestemmelsen.
Loven fastlægger ikke retsvirkningerne af, at en nordisk faderskabsfastsættelse anerkendes her i landet. Såfremt en nordisk faderskabsafgørelse efter lov om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser har bindende virkning her i landet, vil afgørelsen imidlertid umiddelbart kunne lægges til grund ved fastsættelse af børnebidrag.
Bortset fra de nordiske lande er der ikke i øvrigt fastsat nærmere regler for anerkendelse af udenlandske faderskabsafgørelser. Efter fast praksis udtaler Civilretsdirektoratet sig imidlertid i sager, der forelægges direktoratet fra statsamterne, om, hvorvidt udenlandske faderskabsafgørelser efter direktoratets opfattelse kan anerkendes her i landet og herunder også om, hvorvidt de forelagte afgørelser efter direktoratets opfattelse kan lægges til grund ved fastsættelse af børnebidrag.
En udtømmende besvarelse af det stillede spørgsmål forudsætter, at direktoratet er i besiddelse af en fuldstændig oversigt over relevant lovgivning i en lang række andre lande. Dette er ikke tilfældet.
Direktoratet har derfor i stedet gennemgået praksis i sager vedrørende lande, hvor direktoratet har fået forelagt mere end 5 sager i perioden 1993-97. Det drejer sig om følgende lande: Tyskland, Thailand, Frankrig, det tidligere Jugoslavien, Polen, England, Holland, Spanien og Somalia.
Direktoratet har herefter i relation til de ovenfor nævnte lande ingen bemærkninger til, at gyldige og retskraftige faderskabsafgørelser fra Tyskland, Holland og Frankrig uden forelæggelse for direktoratet lægges til grund ved fastsættelse af børnebidrag.
K. GENERELLE SAGSBEHANDLINGSSPØRGSMÅL
K.1.
Orientering om statsamternes adgang til at genoptage behandlingen af en afgørelse, når den påklages til Civilretsdirektoratet.
Folketingets Ombudsmand har i en konkret sag (civ.dir. j.nr. 1996-460-4104) haft lejlighed til at tage stilling til statsamternes adgang til at genoptage behandlingen af en afgørelse, når den påklages til Civilretsdirektoratet.
I den konkrete bidragssag blev statsamtets afgørelse påklaget til direktoratet. Klagen blev på sædvanlig måde sendt til statsamtet. Klagen indeholdt efter statsamtets opfattelse nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen (særligt at modparten havde undladt at oplyse en større indtægt), hvorfor statsamtet valgte at genoptage sagen. Efter nye undersøgelser fastholdt statsamtet sin tidligere afgørelse, hvorefter afgørelsen på ny blev påklaget til direktoratet.
Ombudsmanden fremhævede, at en parts adgang til at påklage statsamternes afgørelser til direktoratet udgør en ulovbestemt administrativ rekurs som følge af, at direktoratet er overordnet myndighed. Den klageberettigede er tillagt en egentlig klageret.
Ombudsmanden udtalte videre:
"En sådan klageret kan ikke helt eller delvist ophæves fordi der foreligger en beslutning fra den overordnede myndighed (Civilretsdirektoratet) om "omvendt postgang". Ønskes der etableret en egentlig adgang for den underordnede myndighed til at genoptage sagen i forbindelse med en klage til rekursmyndigheden, bør ordningen efter min foreløbige opfattelse have udtrykkelig lovhjemmel. Det bemærkes i den forbindelse at det er uden betydning at rekursinstansens reaktion må forventes at blive hjemvisning. Afgørelsen om hjemvisning ligger således alene hos rekursinstansen.
Det er i den foreliggende sag utvivlsomt, at NN efter afgørelsen den 7. februar 1996 havde krav på, at Civilretsdirektoratet behandlede hans klage. Fra det tidspunkt hvor klagen blev modtaget hos statsamtet hørte sagen således kompetencemæssigt under Civilretsdirektoratet. Herefter var statsamtet - efter min foreløbige opfattelse - ikke berettiget til at genbehandle sagen og træffe en ny realitetsafgørelse, men burde have videresendt sagen til Civilretsdirektoratet."
Civilretsdirektoratet har over for Folketingets Ombudsmand tilkendegivet, at man har taget hans opfattelse til efterretning.
Enhver klage over statsamternes afgørelser skal således fremsendes til Civilretsdirektoratet, medmindre klageren frafalder klagen overfor statsamtet. Statsamterne kan således ikke genoptage en klagesag på eget initiativ.
Som et led i behandlingen af en klage vil Civilretsdirektoratet som rekursinstans tage stilling til, om sagen skal hjemvises til ny behandling i 1. instans.
Det er fast antaget, at klageberettigede, i forhold til den underordnede myndigheds afgørelse, har ret til at påklage afgørelsen til den overordnede myndighed. Såfremt de processuelle betingelser er opfyldt, har den overordnede myndighed herefter pligt til at tage stilling til den påklagede afgørelse. Resultatet af denne efterprøvelse kan være, at sagen hjemvises til behandling i 1. instans.
En rekursinstans kan hjemvise en sag til behandling i 1. instans, såfremt der under klagesagen fremkommer nye påstande, anbringender eller oplysninger om, at der er sket en ændring af de faktiske forhold, som er af væsentlig betydning for sagen. Herudover kan der ligeledes ske hjemvisning i tilfælde, hvor den underordnede myndigheds afgørelse lider af formelle fejl. I visse tilfælde vil sådanne fejl dog kunne afhjælpes under rekursinstansens sagsbehandling, hvorefter hjemvisning ikke vil være nødvendig.
Om Civilretsdirektoratets praksis vedrørende hjemvisning kan det nærmere oplyses, at der normalt sker hjemvisning af en klage, hvis den alene eller hovedsageligt er begrundet i oplysninger om faktiske forhold, der er indtruffet efter statsamtets afgørelse, f.eks. hvis bidragspligtige i klagen oplyser, at han er blevet arbejdsløs efter statsamtets afgørelse.
Endvidere vil en klage, der indkommer mere end 3 måneder efter statsamtets afgørelse, som oftest blive hjemvist alene på grund af tidsfaktoren, der er afgørende i de fleste sager om samvær og om løbende underholdsforpligtelser.
Der kan endvidere ske hjemvisning, hvor der i klagen er spørgsmål eller oplysninger, som statsamtet ikke har taget stilling til, f.eks. at den bidragspligtige først i klagen gør gældende, at den bidragsberettigede lever i nyt ægteskabslignende forhold.
Hjemvisning kan også ske, hvis statsamtets afgørelse er truffet på et ufuldstændigt grundlag, f.eks. fordi modparten har givet urigtige eller ufuldstændige oplysninger om sine økonomiske forhold.
Som yderligere hjemvisningsgrund kan nævnes situationer, hvor der konstateres væsentlige sagsbehandlingsfejl (f.eks. partshøringsfejl), som kan føre til ophævelse af statsamtets afgørelse.
Det beror på en konkret vurdering, hvordan Civilretsdirektoratet reagerer på klager i disse situationer, da direktoratet har mulighed for at inddrage nyt processtof af både faktisk og retlig art ved realitetsafgørelsen af klagen. Det er derfor ikke givet, at behandlingen af klagen vil føre til hjemvisning i de ovennævnte tilfælde.
I nogle tilfælde vil det forhold, at statsamtet skal indsende klagen til Civilretsdirektoratet, der - efter gennemgang af sagen - konstaterer, at den skal hjemvises, bevirke en længere sagsbehandlingstid, end hvis klageren blot havde anmodet statsamtet om at træffe en ny afgørelse med virkning for fremtiden.
Det vil derfor efter Civilretsdirektoratets opfattelse være hensigtsmæssigt, hvis statsamterne i disse tilfælde - som led i den almindelige vejledning af parterne - kontakter klageren for at få afklaret, hvad den pågældende ønsker at opnå med sin klage.
Hvis klageren herefter tilkendegiver, at det ikke er hans hensigt at klage over den trufne afgørelse, men at han alene ønsker en ændring for fremtiden, kan statsamtet behandle sagen uden først at sende den til Civilretsdirektoratet. Statsamtet skal sikre sig, at klageren er klar over, om der sker førsteinstansbehandling eller rekursbehandling.
I tilfælde, hvor statsamterne bliver opmærksomme på, at der kan være grundlag for hjemvisning, bør statsamterne i forbindelse med fremsendelsen af klagerne oplyse dette til direktoratet.
Det tilføjes, at Civilretsdirektoratet kan beslutte at behandle klagesagen, samtidig med at sagen i øvrigt hjemvises til ny behandling i statsamtet på grund af nye faktiske forhold.
Beslægtet med ovenstående er de situationer, hvor en klage også indeholder en ansøgning, som statsamtet ikke tidligere har behandlet. Klageren kan f.eks. i en klage over fastsættelse af hverdagssamvær også anmode om fastsættelse af påskesamvær. Den del af klageskrivelsen, der således vedrører en ny ansøgning, kan statsamtet behandle uden at direktoratet inddrages. I tvivlstilfælde bør spørgsmålet drøftes med klageren.
Når statsamtet har udfærdiget en samværsresolution ud fra en aftale mellem parterne, og en af parterne fragår aftalen og anmoder om ændring af samværet, bør statsamtet træffe afgørelse uden at inddrage Civilretsdirektoratet, idet der ikke er nogen førsteinstansafgørelse i sagen.
BØRNS PARTSSTATUS I ADMINISTRATIVE FAMILIERETLIGE SAGER
Ved underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen
I en tidligere Skarrildhusberetning spørges, i hvilket omfang større børn i forældremyndigheds - og samværssager kan anses som parter i forvaltningslovens forstand. Svaret var ganske kort:
"Spørgsmålet er for tiden genstand for overvejelse i Justitsministeriets lovafdeling. Når resultatet af disse overvejelser foreligger, vil Civilretsdirektoratet orientere herom".
Lovafdelingen har nu afsluttet sine overvejelser.
Efter at vi er begyndt at udsende nyhedsbreve og derved til en vis grad overflødiggør spørgsmål/svarformen, som vi har haft som tradition i så mange år, har Jonna Waage og jeg med flere temmelig indgående diskuteret indholdet af vores fremtidige Skarrildhuskurser. En af de mange relevante muligheder kan være, at vi får lejlighed til at redegøre for problemerne på en sådan måde, at vi ikke koncentrerer os om, hvordan et mere specifikt spørgsmål skal håndteres, men i stedet ser tingene i en lidt større sammenhæng.
Jeg vil derfor forsøge at se på mere end bare problemstillingen om børns partsstatus i forældremyndigheds- og samværssager. Jeg vil også gøre rede for barnets retlige placering i økonomisk og personlig henseende.
I første omgang koncentrerer jeg mig om børns stilling i økonomiske anliggender.
Et barn har retsevne - det vil sige evne til at være part i egne retsforhold. Evnen indtræder allerede fra fødslen og i visse situationer har endda et foster (nascitu-rus) retsevne.
Det er derimod ikke givet, at et barn har handleevne, der ofte opdeles i kontraktshabilitet, testationshabilitet, deliktsevne, evne vedrørende andre retsstiftende kendsgerninger og proceshabilitet.
For så vidt angår mindreårige, således som disse nu er defineret i værgemålslovens § 1, er det efter stk. 2 hovedreglen, at mindreårige ikke selv kan forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue. Efter stk. 3 er det hovedreglen, at værgerne handler på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender. En mindreårig har således retsevne, men som hovedregel ikke kontraktshabilitet. En række af værgens dispositioner skal endvidere godkendes af offentlige myndigheder.
Den mindreårige har normalt heller ikke proceshabilitet, jf. retsplejelovens § 257, stk. 1, og har heller ikke testationshabilitet, jf. arvelovens § 39. Derimod har mindreårige allerede fra en tidlig alder deliktsevne og også evne vedrørende andre retsstiftende kendsgerninger.
Med andre ord kan en mindreårig ikke selv indgå aftaler eller anlægge sag ved retten, men den mindreårige kan godt være part i en aftale og være sagsøger eller sagsøgt i en retssag. På grund af mindreårigheden og den dermed formodede manglende udvikling, må den mindreåriges værger dog - eventuelt med hjælp af offentlige myndigheder - handle på den mindreåriges vegne.
Både hensynet til den mindreårige selv og hensynet til omverdenen medfører imidlertid, at disse udgangspunkter kan brydes.
Den første undtagelse ligger i en medindflydelsesret. Er den mindreårige 15 år, skal værgen efter værgemålslovens § 26 spørge den mindreårige, før der træffes beslutning i vigtigere anliggender. Det gælder dog ikke, hvis den mindreårige ikke forstår sagens betydning, eller hvis det ikke kan ske uden betydelig vanskelighed. Tilsidesættelse af reglen om medindflydelse vil imidlertid kun i grove og gentagne tilfælde kunne sanktioneres ved fratagelse af værgemålet.
Der er således ikke tale om medbestemmelsesret, hvorved jeg forstår, at den mindreårige skal samtykke i værgens dispositioner. Det er værgen, der handler på den mindreåriges vegne, eventuelt efter godkendelse fra statsamtet eller andre myndigheder.
På visse områder synes det imidlertid urimeligt af hensyn til den mindreårige, hvis den pågældende ikke selv har kontraktshabilitet. Også hensynet til omverdenen kan medføre, at den mindreåriges aftaler ikke bliver ugyldige på grund af mindreårighed.
I visse situationer er den mindreårige derfor tillagt ret til selvbestemmelse, men måske således at retten kan fratages af værgen eventuelt med samtykke fra statsamtet.
Jeg tænker herved bl.a. på selverhvervsreglen for mindreårige over 15 år, jf. værgemålslovens § 42, stk. 2, nr. 1. Også midler givet til den mindreårige til fri rådighed eller friarv ved testamente er omfattet. Den mindreårige kan minsandten også, hvis den pågældende er gift men stadig mindreårig, selv indgå sædvanlige retshandler til husholdningen med den virkning, at ikke blot ægtefællen, men også den mindreårige selv, bliver forpligtet.
En mindreårig kan endvidere på egen hånd indgå rent erhvervende retshandler uden værgens samtykke. Der er jo ikke her nogen risiko for den mindreårige, blot den pågældende har forståelse for forholdet. Om andre aftaler, f.eks. arbejdsaftaler, se forældremyndighedslovens kapitel 3 og om næring værgemålslovens § 43.
Endelig har ikke mindst hensynet til omverdenen gjort, at en række aftaler, som den mindreårige har indgået på egen hånd, ikke kan rammes af ugyldighed. Jeg tænker her på f.eks. pengereglen, men også andre formueretlige regler kan nævnes i denne sammenhæng, Gældsbrevslovens §§ 14 og 19, regler i Check- og Vekselloven m.fl.
Nu skal det her jo ikke være en personretsgennemgang, men jeg har foretaget denne korte gennemgang for at se, om den personretlige tankegang, hvor det drejer sig om den mindreåriges økonomi, kan overføres til systemet vedrørende mindreåriges personlige forhold.
Det forekommer at være en vis form for paradoks, hvis en mindreårig kan være part i en retssag, men ikke på samme måde være part i en sag om personlige forhold ved administrationen. Det synes for mig også at være et paradoks, hvis en mindreårig på forskellig måde er tillagt medindflydelse, medbestemmelse eller selvbestemmelse i økonomiske forhold, men ikke i personlige forhold, som jo alt andet lige ofte er lettere at overskue for en mindreårig.
Men er barnet da part ved administrationen af familieretlige sager, f.eks. vedrørende barnets navn, adoption af barnet, børnebidrag, samvær og forældremyndigheden over barnet?
Traditionelt har man sagt nej. Det er forældrene eller efter omstændighederne andre voksne, der kan rejse sag. Det følger ofte af særlovgivningen, se f.eks. børneloven om børnebidrag, men efter denne betragtning følger det vel også af § 2 i forældremyndighedsloven, hvorefter forældremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Det ligger heri, at forældremyndighedsindehaveren har adgang til at handle på barnets vegne. Barnet er således interessesubjekt og må ud fra denne synsvinkel betragtes som sagens genstand, som forældrene har "rådigheden" over. Barnets interesse er således ikke umiddelbar men alene middelbar.
Spørgsmålet om "barnets" aktindsigt efter den pågældendes fyldte 18. år i faderskabssager eller adoptionssager må således efter denne praksis afgøres efter offentlighedsloven og ikke forvaltningsloven. Praksis på dette område har efter min opfattelse været temmelig restriktiv og også for restriktiv, selvom der naturligvis også er et klart hensyn at tage til andre end barnet. Der er imidlertid igen tvivl om, at f.eks. adoptivbørn kan have en væsentlig interesse i at kende deres biologiske baggrund. Denne interesse er da også klart anerkendt i såvel Haager-konventionen om international adoption som i FN’s børnekonvention.
Vi har derfor gennem de senere år overvejet, om der skal gives adoptivbørn adgang til oplysningerne i deres adoptionssag - ikke mindst i forhold til oplysninger om deres biologiske slægt.
Disse overvejelser skal også ses i lyset af, at Kulturudvalget i forbindelse med en ændring af arkivloven i forsommeren 1997 understregede det ønskelige i, at adoptivbørn som hovedregel bør have adgang til deres sag, såfremt ikke andre hensyn afgørende strider herimod.
Resultatet af overvejelserne blev, at direktoratet i juli 1998 besluttede at lempe den hidtidige praksis med hensyn til at give adoptivbørn aktindsigt i adoptionssager - dog således at lempelsen kun sker inden for de rammer, som offentlighedsloven gav mulighed for. Med andre ord blev adoptivbørns aktindsigtsbegæringer fortsat behandlet efter offentlighedsloven. Grunden til, at vi ikke tog skridtet - at behandle sagerne efter forvaltningsloven - var, at Lovafdelingen fortsat overvejede spørgsmålet om barnets partsstatus. Vi mente derfor, at vi måtte afvente en formel afklaring af partsspørgsmålet, idet vi i modsat fald kunne komme til at udlevere flere oplysninger af personlig karakter, end vi var berettiget til.
Jeg har endnu ikke svaret på det spørgsmål, som jeg stillede tidligere. Er barnet part i vores familieretlige sager? Før jeg svarer herpå, vil jeg se på, hvad det umiddelbart synes at betyde, hvis vi fremover behandler barnet som part efter forvaltningsloven i vores familieretlige sager.
Barnet får en lang række beføjelser, f.eks.
Opregningen er ikke udtømmende.
Og lad mig så komme til svaret: Ja, barnet er efter Lovafdelingens opfattelse part efter forvaltningsloven i administrative familieretlige sager.
Henset til det stærkt øgede fokus på børn i f.eks. FN-konventionen om barnets rettigheder forekommer det nok ikke så overraskende, at et barn i familieretlige administrative sager er part i forvaltningslovens forstand. For at være part skal man have en væsentlig, retlig, direkte og individuel interesse i sagen. Er disse betingelser ikke opfyldt, når det bestemmes, at barnet skal adopteres, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet, når barnet skal opholde sig hos en anden end den, barnet bor hos, når barnet skal have en navn o.s.v.?
Den ændrede opfattelse medfører imidlertid ikke så radikale ændringer, som man skulle tro.
Uanset at opbygningen i forældremyndighedsloven i denne sammenhæng måske ikke er helt så stringent som i værgemålsloven, fremgår det, at det er forældremyndighedsindehaveren, der har adgang til at handle på barnets vegne. Barnet er part, men partsbeføjelserne tilkommer normalt forældremyndighedsindehaveren, jf. forældremyndighedslovens § 2.
En række dispositioner, som forældremyndighedsindehaveren vil foretage, kræver imidlertid som ved værgemål godkendelse af offentlige myndigheder, der jo ved afgørelsen skal se på, hvad der vil være bedst for barnet.
Som ved værgemål er den mindreårige imidlertid ikke ganske uden indflydelse i forhold til forældremyndighedsindehaverens råden og laden. Barnet har i nogle tilfælde medindflydelse, i andre tilfælde medbestemmelse og igen i andre tilfælde egentlig selvbestemmelse. Derimod er der ikke nogen regel svarende til værgemålslovens § 26 om, at forældremyndighedsindehavere skal rådføre sig med barnet (i vigtigere anliggender). Spørgsmålet blev overvejet i forbindelse med 86-ændringen af myndighedsloven men forkastet, da en regel herom alligevel kun ville være holdningspåvirkende og derfor ikke egnet til retlig regulering. Lovgivningsstilen er siden ændret, og det kan godt være, at resultatet bliver et andet ved næste ændring af forældremyndighedsloven. Det forekommer ved en umiddelbar betragtning mærkeligt, at en værge skal rådføre sig med den 15-årige i vigtigere økonomiske anliggender, mens forældremyndighedsindehavere ikke skal rådføre sig med den 15-årige i vigtigere personlige anliggender. Den meget begrænsede sanktionsmulighed overfor den værge, der ikke spørger den 15-årige i vigtigere økonomiske anliggender, synes ikke i tilstrækkelig grad at legitimere forskellen.
På nogle særområder er barnet dog blevet tillagt rettigheder. Den mindst vidtrækkende form set med barnets øjne er, at det har ret til at blive hørt. På denne måde sikres barnet medindflydelse, selv om der ikke er egentlig pligt til at følge barnets mening.
Den høringsbestemmelse, som vi i vores dagligdag nok kender bedst, er forældremyndighedslovens § 29. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed og samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen. En tilsvarende bestemmelse findes i værgemålslovens § 4 ved beskikkelse af værge for en mindreårig.
Andre 12-årsregler findes i anden særlovgivning, eventuelt med et vist andet materielt indhold. Således i en af bistandslovens afløsere, serviceloven, hvor der altid, når et barn er fyldt 12 år, skal finde en samtale sted med barnet i forbindelse med afgørelser om foranstaltninger efter lovens kapitel 12. Der er ikke som i forældremyndighedsloven undtagelser.
Der findes også høringsregler vedrørende børn under 12 år. Efter § 58 i serviceloven skal der foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. Der er således heller ikke her tale om en ubetinget høringsregel, og barnets mening er ifølge formuleringen af bestemmelsen ikke i forhold til andre omstændigheder tillagt særlig vægt ved afgørelsen.
I vores lovgivning findes nu mere vidtgående bestemmelser vedrørende børn under 12 år. I adoptionslovens § 6, stk. 3, og navnelovens § 14, stk. 2, skal der således foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring.
I en anden del af vores lovgivning - loven om børnebortførelser - opereres slet ikke med en 12 års grænse: Inden fogedretten afgør en sag om fuldbyrdelse af en afgørelse eller om tilbagegivelse af et barn, skal der finde en samtale sted med barnet, hvis det har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening. Loven finder i øvrigt kun anvendelse for børn under 16 år.
I nogle tilfælde er barnet tillagt en egentlig medbestemmelse, der går videre end medindflydelsesreglerne og altså tillægger barnet flere rettigheder end blot retten til at blive hørt. Det sker ved, at barnets samtykke skal foreligge, før der kan træffes beslutninger. Barnets medvirken er her i hvert fald som udgangspunkt en forudsætning for det påtænkte forhold. I nogle tilfælde er der dog adgang til at gå uden om barnet.
Inden for vores lovgivning er adoptionsloven og navneloven igen eksempler. Efter adoptionslovens § 6 må der ikke udfærdiges bevilling til et barn, der er fyldt 12 år uden den pågældendes samtykke. Det gælder dog ikke, hvis indhentelse af samtykke vil være til skade for barnet. Efter navnelovens § 14, stk. 1, kræves altid samtykke fra barnet, hvis det er fyldt 12 år, ved forandring af barnets navn.
Sådanne medbestemmelsesregler findes inden for en del af anden særlovgivning, f.eks. vedrørende religiøse spørgsmål og visse afgørelser efter folkeskoleloven.
Endelig har barnet inden for nærmere afgrænsede områder en egentlig selvbestemmelse, der altså går videre end det, som jeg tidligere har kaldt henholdsvis medindflydelse og medbestemmelse. Det er dog ikke altid givet, at forældremyndighedsindehaveren ikke skal samtykke.
Inden for vores lovgivning er loven om svangerskabsafbrydelse et eksempel. Er kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal forældremyndighedsindehaveren samtykke i anmodningen om svangerskabsafbrydelse. Den mindreårige kan altså selv rejse sagen. Forældremyndighedsindehaveren kan dog sættes ud af spillet. Samrådet kan nemlig, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke fra forældremyndighedsindehaveren ikke indhentes. Nægter forældremyndighedsindehaveren, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse. Der findes også andre eksempler på selvbestemmelsesret for personer, der ikke er fyldt 18 år, f.eks. vedrørende svangerskabsforebyggelse, lægebehandling og vedrørende begravelse.
Inden for statsamternes område springer ægteskabslovens § 4 i denne sammenhæng i øjnene. Efter § 2 skal forældrene samtykke i ægteskab, der agtes indgået af en person under 18 år.
Nægtes samtykke, kan statsamtet alligevel tillade ægteskabet. Hvem indbringer denne sag for statsamtet? Det kan ikke være forældrene, der jo er modstandere af ægteskabet. Det må være barnet selv. I sådanne tilfælde må den mindreårige have ikke blot partsstatus, men også sædvanlige partsbeføjelser, således som disse tidligere er gennemgået.
Allerede Eilschou Holm indtog dette standpunkt i den gamle lille kommenterede Offentlighedslov s. 130 i forbindelse med aktindsigt. Han skriver:
"Det må dog antages, at den, der har selvstændig partsstatus i relation til det underliggende retsforhold, også selvstændigt kan påberåbe sig bestemmelserne i § 10 (partsaktindsigt). I sager om tilladelse til at indgå ægteskab efter ægteskabslovens § 4 har ansøgeren således selv krav på aktindsigt efter § 10. I øvrigt må adgangen til aktindsigt kunne udøves af den, der handler på den pågældendes vegne".
Hvis jeg kort skal skitsere, hvad alt dette fører til, kan der vel opstilles en tretrinsraket.
3. Barnet er i særlovgivningen tillagt forskellige rettigheder. Det kan på forskellig måde have medindflydelse, medbestemmelse eller selvbestemmelse. Er barnet tillagt selvbestemmelse, skal den pågældende behandles efter forvaltningsloven, idet barnet ellers retssikkerhedsmæssigt ville blive stillet dårligere end andre i forbindelse med udøvelse af den ret, der er tillagt ved særlovgivningens bestemmelser om selvbestemmelsesret.
Det forhold, at man, når forældremyndigheden over de pågældende er faldet bort, nu skal behandle aktindsigtbegæringer efter forvaltningsloven og ikke offentlighedsloven, vil naturligvis bevirke nogle nye afgræsningsproblemer. Dem må vi så klare hen ad vejen, og eventuelt drøfte dem nærmere på næste års Skarrildhus.
Jeg synes imidlertid, at det er tilfredsstillende, at vi nu endelig har fået afklaret barnets partsstatus. Når man blader i særlovgivningen og ser, hvornår barnet er tillagt indflydelse i form af henholdsvis medindflydelse, medbestemmelse og selvbestemmelse, er det imidlertid meget vanskeligt at finde en rød tråd. Om det så skal løses gennem videreudvikling af særlovgivningen eller som foreslået af Børnerådet ved i forældremyndighedslovens § 2 at indsætte en bestemmelse, som giver større børn ret til sammen med deres forældre at træffe bestemmelse om deres personlige forhold, skal jeg ikke komme ind på i denne sammenhæng.
INDDRAGELSE AF BØRN UNDER 12 ÅR I ADMINISTRATIVE FAMILIERETLIGE SAGER
Ved underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen
Som bekendt blev der ved lov nr. 233 af 2. april 1997 indsat nye bestemmelser vedrørende børn under 12 år i adoptionsloven og navneloven.
Bestemmelserne, der er enslydende, er indsat i henholdsvis adoptionslovens § 6, stk. 3, og navnelovens § 14, stk. 2, og er formuleret således, at i sager med et barn under 12 år "skal der foreligge oplysninger om dets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring.".
En tilsvarende bestemmelse findes i servicelovens § 58, hvorefter der for børn under 12 år skal foreligge oplysning om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. Serviceloven har dog ikke medtaget tilføjelsen om, at der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption/navneforandring.
Det fremgår af bemærkningerne til ændringerne i adoptionsloven, at "lovforslaget har til formål at gennemføre Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner i dansk ret".
Videre fremgår det af bemærkningerne, at bestemmelserne om inddragelse af børn i beslutninger, der vedrører dem, må ses på baggrund af en udtalelse om barnets rettigheder i Danmark af 15. februar 1995 afgivet af en komité, som er oprettet i henhold til FN-konventionen om barnets rettigheder, som Danmark ratificerede i 1991.
Selvom komiteen udtrykte tilfredshed med den danske udvikling på en række punkter, gav komiteen udtryk for bekymring over, at konventionens artikel om børns mulighed for at blive hørt ikke tilstrækkeligt blev afspejlet i den danske lovgivning og planlægning. På den baggrund foreslog komiteen, at Danmark overvejer at etablere mekanismer, der sikrer, at børn får mulighed for at udtrykke deres synspunkter, og at disse tages i betragtning, når der skal træffes beslutninger.
Vi kan derfor utvivlsomt lægge til grund, at Folketinget på de nævn-te områder har ønsket at inddrage børn under 12 år i sager, der vedrører dem, og at dette bl.a. er begrundet i FN konventionen om barnets rettigheder.
I relation hertil er det navnlig FN-konventionens art. 12, der er relevant. Bestemmelsen er forholdsvis bredt formuleret og fastslår, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, skal sikres retten til at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, og barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. (Herudover bestemmes det i stk. 2, at barnet med henblik herpå skal gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet).
Adoptionsudvalget foreslog da også i betænkning nr. 1323/1996 ("den gule"), at der vedrørende børn under 12 år skal foreligge oplysninger om barnets holdning til den påtænkte adoption, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Det skulle så endvidere fremgå af motiverne til bestemmelsen, at det vil være en følge af bestemmelsen, at barnets holdning til den påtænkte adoption inddrages i videst muligt omfang.
Centeret for Menneskerettigheder anførte ifølge bemærkningerne til lovforslaget i sit høringssvar, at en bestemmelse om, at barnets holdning til den påtænkte adoption bør inddrages i videst muligt omfang, burde indføjes i lovteksten som følge af den vægt, som Haager- og Børnekonventionen tillægger en hensyntagen til barnets ønsker og meninger. Lovforslaget blev udformet i overensstemmelse hermed, og en tilsvarende bestemmelse blev også indsat i navneloven.
Centeret for Menneskerettigheder har i øvrigt anført, at bestemmelsen om, at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt, indebærer, at der skal tages hensyn til karakteren af det spørgsmål, der skal afgøres og barnets interesse heri, såvel som til andre involverede interesser. Jo mere indgribende forholdet er for barnet, jo større vægt må der lægges på dets synspunkter.
Groft sagt betyder dette altså, at spørgsmålet om, hvilken vægt barnets mening skal tillægges, må bero på en konkret vurdering, afhængig af, hvor indgribende forhold, der er tale om. Men at barnets mening skal spille en stor rolle, hvis barnet høres, er der ingen tvivl om.
Man skal altså gøre sig klart, at såfremt barnet under 12 år høres om sin mening, skal barnets mening tillægges stor vægt. Men hvornår skal barnet så høres? Bemærkningerne til lovforslaget siger herom:
"Bestemmelsen forudsætter, at oplysningerne om barnets holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens omstændigheder. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i en situation, som det ikke kan overskue, og som det ikke har forudsætninger for at kunne tage stilling til. Der er således ikke tale om en ubetinget høringsregel.".
Der er som bekendt ikke indsat særlige bestemmelser vedrørende børn under 12 år i andre familieretlige love, f.eks. i § 29 i lov om forældremyndighed og samvær eller værgemålslovens § 4, stk. 2. Det har imidlertid altid været klart, at der ikke skulle sluttes modsætningsvist fra bestemmelsen om høring af børn, der er fyldt 12 år. Dette fremgår således allerede af forarbejderne til ændringen i 1986 af Myndighedsloven, se FT afd. A 1984-85 sp. 582. I praksis har man da også indkaldt børn under 12 år i visse sager om forældremyndighed og samvær til samtale, hvis de skønnes at have den fornødne modenhed.
Set i lyset af ændringerne i adoptions- og navneloven anførte vi i Skarrildhusberetningen sidste år, at der - afhængig af barnets modenhed og sagens omstændigheder - også i andre familieretlige sager skal foreligge oplysninger om holdningen hos et barn under 12 år, selvom de pågældende lovgivninger ikke indeholder udtrykkelige regler herom, f.eks. § 29 i lov om forældremyndighed og samvær samt § 4, stk. 2, i værgemålsloven. Vi tilkendegav samtidig på baggrund af reglerne herom i adoptionsloven og navneloven, at der ved afgørelsen i videst muligt omfang skal tages hensyn til barnets holdning.
Det er således min opfattelse, at vi på de områder, hvor der i forvejen gælder en høringsregel, som aldrig har været tænkt som en absolut grænse - og hvor der ikke er indsat særlige regler om holdningen hos børn under 12 år - naturligt må fortolke disse i lyset af
art. 12, således som Folketinget jo også gjorde ved ændringerne i
1997 af adoptions- og navneloven.
Hvis man i øvrigt sammenholder § 29 i lov om forældremyndighed og samvær og FN-konventionens art. 12, kan man se, at der i § 29 er indlagt to undtagelser i og med, at det er bestemt, at barnet ikke bør høres 1) såfremt det er til skade for barnet, eller 2) hvis det må antages at være uden betydning for sagen.
For så vidt angår kriteriet om, at barnet ikke bør høres, hvis det er til skade for barnet, kan dette også udledes af FN-konventionen. Baggrunden er, at art. 12 skal ses i sammenhæng med konventionens art. 3, hvoraf det følger, at barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger, der vedrører børn. Da en høring af et barn således ikke må stride mod barnets tarv, indeholder art. 12 ikke en ubetinget høringsregel.
Det Danske Center For Menneskerettigheder har i den førnævnte udtalelse anført, at Centeret er enig i, at art. 12 ikke er en ubetinget høringsregel, idet en høring ikke må stride mod barnets tarv, jf. FN-konventionens art. 3.
Kriteriet i § 29 om, at man kan undlade at høre barnet, hvis det er uden betydning for sagen, findes dog ikke i FN-konventionen - snarere tværtimod. Art. 12 bestemmer nemlig, at barnet skal have ret til at udtale sig om alle forhold.
En fuldstændig indførelse af art. 12 ville derfor kræve, at barnet skulle høres i alle sager om barnet. Dette vil skabe store problemer i relation i forældremyndigheds- og samværssager, idet barnet således også skulle høres i alle de sager, hvor forældrene er enige om forældremyndighed eller samvær.
Et eksempel på konsekvensen heraf vil være, at man skulle høre barnet i alle godkendelsessager, hvor forældrene er enige om ophør af fælles forældremyndighed eller overførelse af forældremyndigheden – for slet ikke at tale om anmeldelsessagerne om fælles forældremyndighed.
Eva Caspersen, der er juridisk konsulent ved Ålborg Kommune, har i Juristen i 1995 skrevet en artikel om FN-konventionen og dens efterlevelse i Danmark. Hun fremkommer med nogle interessante synspunkter - navnlig vedrørende art. 12´s betydning i relation til de situationer, hvor der er enighed mellem forældrene. Eva Caspersen anfører bl.a.:
"Efter Børnekonventionen har ethvert barn, der er i stand til at udtrykke sine synspunkter om egne forhold ret til at gøre det, og barnet har krav på, at der tillægges vægt på de synspunkter, barnet har, idet der dog skal tages hensyn til barnets alder og modenhed.
Den danske lovgivning har det stik modsatte udgangspunkt, idet personer under 18 år ikke har selvbestemmelsesret. Beslutninger om barnets forhold er henlagt til forældremyndighedsindehaveren eller værgen. Kun hvis forældremyndighedsindehaveren og værgen vil det, bliver der lagt vægt på barnets synspunkter. Dansk lovgivning indeholder undtagelser herfra, men det er og bliver undtagelser. Hertil kommer, at disse undtagelser oven i købet ofte fortolkes indsnævrende i forhold til barnets ret til at blive hørt. Et godt eksempel herpå er myndighedslovens § 26, hvorefter et barn, der er fyldt 12 år, skal høres, inden der træffes afgørelse i separations- og skilsmissesager om forældremyndighed og samværsret. Men i virkelighedens verden er det kun få procent af børnene, der bliver hørt. Barnet høres således ikke af myndighederne, hvis forældrene er enige om forældremyndigheden og samværsretten, og det er forældrene meget ofte. Denne praksis har hjemmel i en undtagelsesbestemmelse i § 26.".
Efter artiklen er myndighedslovens § 26 blevet overflyttet til forældremyndighedslovens § 29, og reglerne om indførelse af fælles forældremyndighed er blevet en anmeldelsesordning. Synspunktet må imidlertid føre til, at barnet også skal høres i f.eks. anmeldelsessager om fælles forældremyndighed, for det kunne jo være, at barnet synes, at kun mor eller far skal have forældremyndigheden.
Enhver kan sige sig selv, at det - som vores system ser ud i dag - ikke ville være muligt at høre barnet i alle de sager, hvor forældrene er enige om samværet eller i alle anmeldelses- eller godkendelsessagerne. Konsekvenserne heraf er simpelthen administrativt og økonomisk uoverskuelige. Det går jeg ud fra, at i hvert fald statsamternes personale vil være enige med mig i. Vi må derfor se i øjnene, hvis art. 12 skal gælde også i disse sager, må det ske ved en lovændring.
I forbindelse med lovændringen i 1986 anførtes det efter Retsudvalgets 2. behandling, at i alle tilfælde, hvor barnets mening er eller må antages at være af betydning for afgørelsen, skal der finde en samtale sted. "Hvor der er enighed mellem forældrene om afgørelsen i en sag om forældremyndighed, skal barnet ikke høres", jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg B, sp. 1632.
I familieretlige sager må vi derfor inkorporere art. 12, så langt vi kan. Og i relation til lov om forældremyndighed og samvær må det ske på baggrund af principperne i lovens § 29.
Folketinget har således bestemt, at der i uenighedssager skal finde en samtale sted med et barn, der er fyldt 12 år. Det kan ikke være rigtigt, at man i højere grad skulle høre børn under 12 år end børn, der er fyldt 12 år. Derfor skal der uanset barnets alder ikke afholdes samtaler med børn i alle de sager, hvor forældrene er enige om samvær eller fælles forældremyndighed samt i godkendelsessager om ophør af fælles forældremyndighed eller overførelse af forældremyndighed.
Et andet princip i § 29, som det er vigtigt at holde fast ved, er, at der ikke skal afholdes en samtale med barnet, såfremt det må antages at være til skade for barnet. Dette kan navnlig have betydning i forhold til de "evigtkørende sager", som vi jo alle sammen kender alt for godt. Det er således vigtigt at holde sig for øje, at barnet ikke ustandselig skal indkaldes til en samtale om dette og hint. Vi skal være opmærksomme på, at barnets ret til at blive hørt ikke får den virkning, at det i for høj grad bliver lagt over på barnets skuldre at afgøre alle forældrenes konflikter.
Efter denne gennemgang af reglerne for at inddrage børn under 12 år melder det naturlige spørgsmål sig - hvornår skal barnet inddrages, samt fra hvilken alder skal barnet inddrages?
I den forbindelse vil jeg indlede med at understrege, at det er meget vigtigt at holde sig for øje, at vi i relation til dette spørgsmål, er nødt til at tage udgangspunkt i et "gennemsnitsbarn".
Men det må ikke få os til at glemme, at børn er overordentlig forskellige, og at man derfor aldrig vil kunne komme med et fast svar på, hvornår børn generelt er modne til at tage stilling til et givent spørgsmål. Man er nødt til at vurdere barnets modenhed konkret i hvert enkelt situation og undgå at fokusere for meget på aldersgrænser.
Herudover afhænger spørgsmålet naturligvis af sagens omstændigheder.
På baggrund af bemærkningerne til ændringerne i adoptions- og navneloven, som jeg tidligere har citeret, kan det udledes, at barnet ikke skal sættes i en situation, som det ikke kan overskue. Herudover er der ikke megen vejledning eller hjælp at hente i forarbejderne. Dette gælder også for FN-konventionen.
Da vi i Civilretsdirektoratet i relation til dette spørgsmål må betragte os selv som lægmænd, har vi drøftet spørgsmålet med sagkyndige, bl.a. for at afklare, om det ud fra en udviklingspsykologisk synsvinkel er muligt at sige noget generelt om, hvilke spørgsmål man overhovedet kan byde et barn at tage stilling til, samt hvilke spørgsmål man kan forvente, at et barn vil have en kvalificeret mening om - navnlig set i forhold til "gennemsnitsbarnets" alder.
Jeg har forstået på børnesagkyndige, at et barns tidsfornemmelse ud fra generel udviklingsteori ændrer sig fra det konkret bundne til det mere abstrakte, og at de fleste børn i 7 - 9 års alderen udvikler en så abstrakt tænkning, at de begynder at kunne forstå tidens udstrækning. Fra denne alder kan børn således begynde at tage stilling til mere generelle spørgsmål, som ikke knytter sig til konkrete holdepunkter.
Spørgsmålet om fra hvilken alder man kan bede et barn tage stilling til forskellige spørgsmål, afhænger derfor overordentligt meget af sagens kompleksitet - navnlig om der er tale om konkrete forhold eller mere abstrakte forhold.
Der er ingen tvivl om, at sagernes forskellighed naturligt må føre til forskelle i, hvornår børn skal inddrages.
Lov nr. 233 fra 1997, der vedrører ændringerne af navneloven og adoptionsloven, er et illustrerende eksempel på, hvor forskelligartede de familieretlige sager kan være. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om større modsætninger end ændring af fornavn overfor spørgsmålet om adoption med alle konsekvenserne af en adoption.
Ændring af et barns fornavn må vel siges - set med barnets øjne - at være et af de familieretlige spørgsmål, som berører et barn mest direkte. Det er samtidig et overskueligt spørgsmål, som et barn kan forholde sig helt konkret til. Dette hænger sammen med, at et fornavn knytter sig til selve barnets identitet. Barnet kan derfor allerede fra en meget tidlig alder forholde sig til, om det ønsker fornavnet ændret - eller måske snarere - at det ikke ønsker navnet ændret.
Jeg har da også forstået på børnesagkyndige, at en navneændring er et spørgsmål, som et normalt udviklet barn meget tidligt kan forholde sig til.
Som lægmand får det mig til at rette blikket mod mine egne børn. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min søn Kasper på 9 år har en helt klar holdning til spørgsmålet om, hvorvidt hans fornavn skal ændres til Børge. Jeg er heller ikke i tvivl om, at han har haft en mening om dette i flere år. Cecilie på 5 år ved også godt, at hun er Cecilie.
Med hensyn til ændring af mellem- og efternavn har de nok ikke lige så tidligt haft en lige så klar mening.
Ændring af mellem/efternavn eller mere tekniske navneændringer - f.eks. Christopher med ph - er spørgsmål, som er sværere at forholde sig til. Jeg tror derfor nok, at barnet bør være lidt ældre for at tage stilling hertil, end hvis der er tale om en grundlæggende fornavnsændring. Jeg er dog overbevist om, at et barn forholdsvis tidligt har en mening også om disse spørgsmål.
En gennemgang af vores praksis på navneområdet viser, at vi ikke har eksempler på sager, hvor der er taget stilling til de nye bestemmelser i navnelovens § 14, stk. 2. I en række sager, hvor statsamtet har forelagt selve ansøgningen om navneændring for Civilretsdirektoratet, har vi dog af egen drift henledt statsamtets opmærksomhed på iagttagelse af navnelovens § 14, stk. 2. I disse situationer har børnene været 10-11 år gamle. I fredags henledte vi opmærksomheden på § 14, stk. 2, i et tilfælde, hvor barnet var 8 ½ år. Det drejede sig om en efternavnsændring. Endvidere har vi i et enkelt tilfælde gjort et statsamt opmærksom på, at der ikke bør udvikles en fast intern praksis (når barnet var 10 år) for, hvornår man hører et barn. Dette må som aftalt bero på en konkret vurdering.
Heroverfor står adoptioner, som navnlig på grund af de afledede virkninger af adoptionen er et meget mere komplekst og abstrakt spørgsmål. Sagens abstraktion betyder, at det er langt vanskeligere for barnet at forholde sig til dette spørgsmål end f.eks. til spørgsmålet om ændring af fornavn.
Da vi naturligvis bør sikre os, at børn forstår konsekvensen af det, som vi beder dem tage stilling til, skal man nok generelt være forsigtig med ikke at gå for langt ned, før man hører barnet i disse spørgsmål. Den umiddelbare virkning af en stedbarnsadoption er for barnet ofte ikke stor. Barnet bliver jo boende hos mor og stedfar. Men de afledede virkninger: forældremyndighed, værgemål, forsørgelse, navn, arveret og meget mere er svære at forstå. Kan et barn under 12 år virkelig forstå det? Svaret er ja - for det siger den nye regel i adoptionsloven, at de kan.
For mig at se er vi her på et af de mest abstrakte områder, og man kan vel ikke forvente, at barnet skal kunne overskue de vidtrækkende konsekvenser af en adoption. Man skal derfor nok være forsigtig med at inddrage børnene fra et tidligt tidspunkt på dette område. Er der derimod tale om familieskift, f.eks. fra et land til at andet (kultur-skiftesituation) er situationen omring dette forhold anderledes.
En gennemgang af vores praksis viser, at vi kun i meget begrænset omfang har haft lejlighed til at tage stilling til den nye bestemmelse i adoptionslovens § 6, stk. 3.
I nogle enkelte sager på adoptionsområdet har direktoratet dog lagt til grund, at der ikke er anledning til at høre barnet, hvis det i øvrigt af sagen fremgår, at adoptionen ikke vil kunne gennemføres. Dette er særligt klart, hvis adoptionsansøgningen må afslås, allerede fordi adoptionslovgivningens betingelser for at gennemføre adoptionen ikke er opfyldt. Som eksempler herpå kan nævnes, at forældremyndighedsindehaveren ikke vil samtykke til adoptionen, at adoptanten ikke opfylder adoptionslovens minimumsalderskrav på 18 år eller at den stedfar, som ønsker at adoptere sin ægtefælles særbarn, kun har samlevet med den biologiske mor i ganske kort tid.
At høre barnet i sådanne situationer vil ikke tjene noget fornuftigt formål og vil i givet fald kun påføre barnet en urimelig belastning.
Ud fra tilsvarende overvejelser kan man efter vores opfattelse også undlade at høre barnet i en situation, hvor det er klart, at adoptionen ikke kan gennemføres, fordi den af barnets forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, protesterer mod adoptionen i forbindelse med afgivelsen af en § 13-erklæring.
Efter adoptionslovens § 13 er det ganske vist ikke en ubetinget gyldighedsbetingelse for at gennemføre adoptionen, at den af forældrene, der er uden del i forældremyndigheden, er indforstået med adoptionen - i modsætning til hvad der som den absolutte hovedregel gælder i relation til forældremyndighedsindehaveren. Der skal imidlertid vægtige grunde til at se bort fra en protest fra en biologisk far eller mor, også selvom den pågældende alene skal afgive erklæring i medfør af adoptionslovens § 13.
Er det klart, at sådanne vægtige grunde ikke er til stede, er der efter vores opfattelse ikke anledning til at høre barnet.
Der er i den sammenhæng grund til at være opmærksom på, at den biologisk mor eller far vil have en selvstændig interesse i relation til spørgsmålet om bortadoption af den pågældendes barn. Også at denne interesse er anerkendt i og beskyttet af såvel børnekonventionens artikel 21 som menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Indholdet og rækkevidden af bestemmelserne i henholdsvis børnekonventionens artikel 21 og menneskerettighedskonventionens artikel 8 er et emne, som i sig selv kunne være et indlæg værd. Jeg vil imidlertid her begrænse mig til at fremhæve, at disse konventioner ikke udelukker, at der kan ske bortadoption af et barn, selv om en eller begge forældre protesterer. I forhold til menneskerettighedskonventionens artikel 8 må det dog antages, at der stilles relativt strenge krav til begrundelsen for en bortadoption, når en af forældrene protesterer, og at afgørelsen skal være udtryk for en rimelig afvejning af de modsatrettede interesser.
Direktoratet står i øvrigt foran at skulle afgive en udtalelse til Folketingets Ombudsmand bl.a. om betydningen af børnekonventionens artikel 21 og menneskerettighedskonventionens artikel 8 i en konkret sag, hvor man har tilladt en stedbarnsadoption på trods af den biologiske fars protester. I den konkrete sag er der tale om, at faderen og barnet ikke havde haft kontakt i en længere årrække, men at faderen flere gange havde søgt men fået afslag på samvær. Problemstillingen er meget interessant, og vi vil naturligvis sørge for at orientere statsamterne - formentlig gennem direktoratets nyhedsbrev - når ombudsmandens udtalelse foreligger.
Hvis barnet er blevet hørt i anledning af en påtænkt adoption og under samtalen har udvist den fornødne modenhed, opstår der herefter spørgsmål om, hvilken vægt barnets mening skal tillægges. Vi har endnu ikke haft lejlighed til at tage stilling hertil i forbindelse med behandlingen af konkrete adoptionssager. Udgangspunktet i adoptionslovens § 6, stk. 3, er imidlertid klart. Barnets holdning skal tillægges vægt i videst muligt omfang. På denne baggrund kan der ikke herske tvivl om, at der skal foreligge meget vægtige grunde for at påtvinge barnet en adoption, som barnet ikke ønsker. Centeret for Menneskerettigheder har da også anført, at barnets synspunkter vil kunne føre til en opgivelse af adoptionsprojektet.
Omvendt vil barnets indforståelse med en påtænkt adoption kunne understøtte adoptionsprojektet. Selvom barnet er indforstået med adoptionen, skal der dog stadig foretages en selvstændig vurdering af, om adoptionen er til gavn for barnet, jf. herved også børnekonventionens art. 3. - som jeg tidligere har været inde på. I denne sammenhæng vil barnets holdning kunne indgå med betydelig vægt, men helt bundet af barnets synspunkter er myndighederne ikke. Barnets holdning må således afvejes mod oplysninger, der måtte tale mod adoptionen.
Endvidere kan der også blive tale om at inddrage andre interesser i beslutningsprocessen. Her tænker jeg navnlig på forældrene. Og hensynet til disse interesser vil også efter omstændighederne kunne få afgørende betydning for afgørelsen.
"Gennemsnitbarnets" alder må også overvejes i relation til spørgsmålet om værgemål efter § 4, stk. 2. Hvem skal være barnets økonomiske værge? Problemstillingen synes temmelig abstrakt for et barn. Man kan næppe forvente, at et barn på 8-9 år skal kunne overskue, om onkel Sten eller onkel Frank er bedst til at varetage barnets økonomiske forhold. Jeg mener derfor, at man også på dette område bør være varsom med at inddrage barnet på et alt for tidligt tidspunkt.
I samværssagerne har vi i det sidste år ofte været i tvivl om, hvilken vægt man kan tillægge mindre børns mening. Og om hvor langt ned i alder man kan gå i disse ofte vanskelige sager.
Da der som tidligere nævnt ikke er så megen hjælp at hente - hverken i forarbejderne til ændringerne i navne- og adoptionsloven eller i selve FN-konventionen - synes jeg ikke, at det er så overraskende, at der måske nok har været en til tider uensartet praksis vedrørende høring af børn under 12 år.
Udgangspunktet må imidlertid tages i, at samværssager er utrolig forskelligartede. Nogle drejer sig om bittesmå petitesser og andre, om der skal være kontakt mellem et barn og en af barnets forældre.
Spørgsmålet om barnets inddragelse må derfor i høj grad afhænge af sagens omstændigheder.
Som nævnt tidligere må det være centralt for, hvornår barnet bør høres, hvor konkret et spørgsmål, der er tale om for det enkelte barn. Dette har betydning for, hvornår barnet kan forventes at kunne overskue konsekvenserne heraf.
Ved spørgsmål om f.eks. samvær juleaften, feriens placering og mindre ændringer i længden heraf samt afhentnings- og afleveringstidspunkter er det ifølge børnesagkyndige normalt ikke betænkeligt at tillægge barnets mening selvstændig vægt allerede fra 8 - 9 års alderen, netop fordi der er tale om så overskuelige spørgsmål.
Endvidere har børn generelt nemt ved at huske begivenheder som ferier og nok navnlig juleaften. Fordi der er noget konkret at tage udgangspunkt i, har de også relativt tidligt en holdning hertil. På grund af børns tidsfornemmelse kan det dog måske også have betydning, hvor lang tid der er til julen eller den begivenhed, som barnet skal tage stilling til.
I de situationer, hvor der er tale om et helt konkret spørgsmål eller to klare alternativer, som der ikke er tvivl om, at barnet kan forholde sig til, mener jeg som udgangspunkt, at man kan tillægge et barns mening selvstændig vægt fra et tidligere tidspunkt, end hvis der er tale om mere indgribende afgørelser.
Til brug for vores overvejelser om barnets mening har vi gennemgået vores praksis på området. Denne gennemgang har vist, at langt hovedparten af de sager, hvor der er afholdt en samtale med et barn under 12 år, drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet skal være samvær.
Det er således sjældent, at barnet bliver hørt om mindre spørgsmål, så som om barnet skal rejse alene, afhentnings- og afleveringstidspunkter, feriens længde, jul osv.
Man kan derfor overveje, om man i højere grad end tidligere bør indkalde barnet i forbindelse med disse spørgsmål, eksempelvis i sager med transportproblemer. Hvis en forældremyndighedsindehaver giver udtryk for, at et barn ikke bør foretage en tog eller busrejse alene, kunne det måske nok være relevant at spørge barnet, om det føler sig trygt.
Dette vil også - udover at være i god overensstemmelse med art. 12 - give os noget mere objektivt at træffe afgørelse udfra, idet der i vidt omfang kan lægges vægt på barnets subjektive mening i de situationer, hvor vi har frigjort os fra tidligere tiders formodningsregler til fordel for forældremyndighedsindehaveren.
Det må dog fortsat bero på en konkret vurdering, om der bør afholdes en samtale med barnet. I nogle tilfælde kan mindre spørgsmål - så som om afhentningstidspunktet i forbindelse med hverdagssamvær skal være kl. 17 eller kl. 18 - være en så integreret del af forældrenes magtkampe, at det vil være uhensigtsmæssigt at inddrage barnet også i dette spørgsmål. I andre tilfælde vil det være nærliggende at spørge barnet, om det helst vil til fodboldtræning mellem kl. 17 og 18, eller om det hellere vil være sammen med samværsforælderen fra kl. 17.
Dette kan navnlig være relevant, når barnet når den alder, hvor fritidsinteresser og kammerater må antages at begynde at veje tungere for et barn end en fraværende forælder. Ifølge de børnesagkyndige begynder dette ved 9 - 10 års alderen, og fra omkring 11 år og opefter kan hyppigheden af samværet begynde at blive et irritationsmoment for barnet.
Det er imidlertid ikke nødvendigt at inddrage barnet, hvis barnets mening vil være uden betydning, f.eks. fordi problemet er forældrenes arbejdstider.
Ved mere vidtrækkende beslutninger – mere abstrakte forhold - så som om barnet ønsker samvær med den, som barnet ikke bor sammen med, er det efter min opfattelse langt mere kompliceret. Dette gælder navnlig i de situationer, hvor et barn giver udtryk for, at det ikke ønsker samvær.
Jeg er bekendt med, at mange børnesagkyndige er af den opfattelse, at man også ved disse vidtrækkende beslutninger kan tillægge barnets mening vægt helt ned til 8-9 årsalderen. Men jeg hørte også Kirsten Dreyer sige, at børn op til 10 år kan komme til at se således på det, at den, der flytter, må bære omkostningerne.
Jeg har ikke noget grundlag for som lægmand at betvivle, at børn i 8-9 årsalderen har en mening om også disse forhold. Men jeg må indrømme, at jeg personligt forholder mig tvivlende overfor, om et barn på 8 - 9 år kan overskue konsekvenserne af at fravælge den ene af sine forældre måske for en lang periode.
I relation hertil er det også et interessant aspekt, om folk generelt tror på, at dette er tilfældet. Man kan her drage en parallel til almindelige habilitetsregler om, at det ikke er nok, at man er habil - man skal også for omverdenen fremstå som habil.
Min personlige opfattelse er, at det er vanskeligt at få folk til at tro på og godtage, at et 8 - 9 årligt barn kan overskue konsekvenserne af at fravælge den ene af sine forældre. Få dem til at tro på, at det, som barnet giver udtryk for, er barnet egen mening - og ikke andres.
Indtil vores udmelding på Skarrildhus sidste år har vi som udgangspunkt ikke inddraget børn, hvis de var meget under 12 år, og vi lagde sjældent vægt på barnets mening, hvis det var under 11 år.
Inden for det sidste år er der sket en stor udvikling på dette område,
Vi har imidlertid bevæget os ind på et nyt område, og jeg ser det som et naturligt led i en sund udvikling, at vi nu efter et år overvejer, om vi har ramt rigtigt, eller om vi skal gå længere ned i alder, eller om vi måske er gået for langt.
Udover det anførte om at fremstå som habil, mener jeg også - selv om det måske umiddelbart lyder ulogisk eller ligefrem partisk - at man må kunne skelne mellem, om barnet giver udtryk for at ønske kontakt med begge sine forældre, eller om barnet giver udtryk for, at det ikke ønsker at have kontakt med den af forældrene, som barnet ikke bor sammen med.
Børn plejer – også i opbrudssituationer – at være meget loyale over for begge forældre. Formodningen må således være, at et barn ønsker samvær. Og der synes derfor at burde stilles større krav til barnets modenhed, hvis barnet giver udtryk for en mening, som afviger fra denne formodning.
Dette må imidlertid ses i sammenhæng med, at barnets mening skal tillægges stor vægt. Indkaldes barnet, og optræder barnet modent og afklaret, skal barnets mening i videst omfang følges, uanset om det siger ja eller nej til samvær.
Vi er i løbet af året gået forholdsvis langt ned i alder. Som eksempel herpå kan jeg nævne to sager.
I den første sag afslog statsamtet at fastsætte samvær under hensyn til, at BF kun havde set B umiddelbart efter fødslen. Vi stadfæstede i første omgang afgørelsen. Vi genoptog senere sagen, idet vi bad statsamtet om at afholde en samtale med B, der var ca. 8½ år for at få klarlagt hendes indstilling til samværet. B udtalte under samtalen, at hun gerne ville møde BF, men at hun ikke vidste, om hun havde lyst til at være sammen med ham mange gange. Herefter gav vi forsøgsvist BF samvær med B
Den langvarige adskillelse mellem et barn og dets far kan ikke i sig selv begrunde et afslag på samvær. I to sager har ombudsmanden udtalt kritik af vores begrundelser. Der skal således også godtgøres konkrete forhold, der gør det påkrævet at undlade at fastsætte samvær. Hvis man beslutter at høre barnet i sådanne situationer, skal der tillægges barnets mening betydning i videst muligt omfang, uanset om det siger ja eller nej til samvær. Måske er det rimeligt ved lang tids adskillelse, hvor der ikke kan være den samme formodning for etablering af samvær som ellers at høre og tillægge et barns mening vægt allerede i en forholdsvis tidlig alder.
I en anden sag ophævede statsamtet samværet på baggrund af en samtale med en 8 årring pige. Under samtalen gav hun udtryk for, at hun ikke glædede sig til samværet, selvom det var meget begrænset. Hun var ikke ked af det, når samværet aflystes, eller BF ikke dukkede op som aftalt, og hun syntes ikke, at hun havde det særlig godt sammen med BF.
Vi ændrede statsamtets afgørelse og fastsatte samvær som en prøveordning i ½ år hver anden lørdag uden overnatning. Der lagdes navnlig vægt på, at B ikke havde givet direkte udtryk for ikke at ville se BF, ligesom hun på tidspunktet for samtalen kun lige var fyldt 8 år.
Jeg mener, at disse sager til en vis grad illustrerer, at der kræves mere, før man tillægger et barns mening afgørende vægt, hvis barnet udtaler sig imod samvær, end hvis barnet ikke har noget imod samvær.
Dette må også ses i sammenhæng med, at afgørelser om ophævelse/ afslag på samvær er meget indgribende afgørelser, og at der derfor stilles store krav til begrundelserne for disse. I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær anbefales det da også, at der i højere grad end tidligere udarbejdes sagkyndige erklæringer, idet grundlaget for afgørelserne i disse sager herved kan styrkes. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis barnets mening suppleres med iagttagelser.
Skal samtalen alene være afgørende, må der stilles meget store krav til samtalen med børn i de sager, hvor spørgsmålet er, om der skal være samvær. Det er - uanset barnets alder - meget vigtigt at være opmærksom på, at der generelt må stilles meget større krav til en sådan samtale og referatet af den, end hvis der er tale om mindre betydningsfulde spørgsmål.
Hvis vi skal ophæve eller afslå et samvær på baggrund af en samtale med et barn, skal vi derfor være helt sikre på, at det er barnets egen holdning, der kommer til udtryk under samtalen, og ikke andres.
Det er således nødvendigt, at man får gravet sig helt ned bag barnets holdninger. Dette gør sig navnlig gældende, hvis barnet giver udtryk for ikke at ønske samvær med den, som barnet ikke bor sammen med.
Der må heller ikke være tvivl om, at barnet er tilstrækkeligt modent til at overskue konsekvensen af at fravælge den ene af forældrene.
Jeg er bekendt med, at mange børnesagkyndige er af den opfattelse, at man relativt let kan opfylde disse krav, og at man hurtigt kan vurdere barnets modenhed, samt om der er substans i barnets meninger.
Alt andet lige må det dog trods alt være sværere at opfylde alle disse krav, jo mindre barnet er.
Som endnu et eksempel på, at det kan være vanskeligt at lægge vægt på barnets mening, hvor barnet kun er 8 år, kan jeg nævne en noget kompliceret sag, hvor der under en midlertidig forældremyndighedssag blev afholdt to samtaler med barnet, der på daværende tidspunkt var ca. 8½ år. Den første samtale blev afholdt af en børnesagkyndig umiddelbart efter samlivsophævelsen. B gav under samtalen klart udtryk for, at han ikke ønskede at se BF. Han begrundede dette med, at BF ved forskellige lejligheder havde været voldelig overfor såvel ham selv som storesøsteren og moderen. B blev af den børnesagkyndige, der afholdt samtalen med B, beskrevet som lavmælt og trist, og som værende grådlabil, sitrende og meget bedrøvet over forholdene i hjemmet og forholdet til faderen. B gentog dette under en efterfølgende samtale ca. 1 måned senere overfor en jurist.
Vi stadfæstede afgørelsen, idet der lagdes vægt på B´s meget klare holdning til spørgsmålet om samvær.
Der verserede forældremyndighedssag. Til brug for forældremyndighedssagen blev der herefter udarbejdet en børnesagkyndig erklæring, der vurderede begge forældre til at have tilfredsstillende forældreevne. Det vurderedes samtidig, at en placering af forældremyndigheden hos BF ville give anledning til færrest konflikter. Undersøgelsen afklarede ikke fuldt ud, hvorfor B malede et meget negativt billede af faderen. Det fremgik, at selvom B nok reelt holdt mere af faderen, end han brød sig om at komme frem med, var han så fastlåst i forestillingen om, at han ville få det bedst hos moderen, at det måtte tilskrives intensive følelsesmæssige oplevelser i hans hidtidige liv. Ud fra en helhedsbetragtning, herunder B´s opfattelse af faderen, fandt psykologen det derfor mest nærliggende, at moderen fik forældremyndigheden.
BF havde i samme periode indgivet ny ansøgning om midlertidigt samvær til statsamtet. B havde i forbindelse hermed været til endnu en samtale hos psykologen og dér på ny givet udtryk for, at han ikke ønskede samvær med faderen. Som begrundelse angav B på ny, at faderen havde slået ham, tit havde skældt ham ud, samt at faderen ikke overholdt, hvad han lovede. Psykologen beskrev nu B som en glad og smilende dreng, der åbent og villigt fortalte om sine synspunkter på samvær med faderen.
I lyset af de divergerende børnesagkyndige erklæringer om B´s forhold til BF fandt vi herefter, at de grunde, der hidtil havde været for at afslå midlertidigt samvær, ikke længere var til stede i samme omfang. Vi fandt derfor, at der - trods B´s stærke indsigelser mod samværet - ikke længere forelå sådanne afgørende forhold, der talte imod, at der blev fastsat (midlertidigt) samvær.
For det første mener jeg, at sagen skal ses som udtryk for, at det er svært med den fornødne sikkerhed at lægge afgørende vægt på et 8-årig barns tilkendegivelser mod samvær. Dette gjaldt så meget desto mere, fordi der verserede forældremyndighedssag om placering af forældremyndighed, hvor samværet jo meget ofte vil være udvidet i forhold til udgangspunkterne. Ved at undlade at fastsætte samvær kan vi i realiteten komme til at afgøre forældremyndighedssagen - og mig bekendt hører landsretterne ikke 8 årige børn.
Herudover mener jeg også, at det giver stof til eftertanke, at en børnesagkyndig på baggrund af en enkelt samtale når frem til en vurdering, som afviger fra den vurdering, som en anden sagkyndig i stort set samme periode når frem til på baggrund af en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.
Alt andet lige må det minde os om, at der ikke findes én enkelt sandhed. I meget konfliktfyldte sager skal man derfor nok være påpasselige med ikke altid uden selvstændig refleksion at lægge sagkyndige erklæringer og udtalelser til grund. Hermed ikke sagt, at vi skal ændre på udgangspunktet om, at vi normalt bør følge en børnesagkyndigs vurdering, såfremt den ellers bygger på en undersøgelse, der opfylder de almindelige krav, vi stiller til børnesagkyndige undersøgelser.
Selv om jeg kommer til at foregribe dagen i morgen, kan jeg ikke lade være med at pege på den løsning i stedet for at ophæve et samvær på baggrund af et mindre barns udtalelser at lade samværet være overvåget i en periode, således at en børnesagkyndig kan få et dybere indtryk af problemerne. Der er som tidligere nævnt også i forarbejderne til loven forudsat udvidet brug af børnesagkyndige undersøgelser, inden fastsættelse af samvær.
Som eksempel fra praksis kan jeg nævne en sag, hvor B var 10½ år, og under en samtale i statsamtet gav udtryk for, at hun ikke ønskede samvær. Parterne gik fra hinanden i 1988, og der havde siden 1991 efter aftale mellem parterne været samvær hver 4. weekend fra fredag til søndag, 2 uger i sommerferien samt hver anden juleaften/ nytår. På baggrund af B´s mening og det konfliktfyldte forhold mellem forældrene ophævede statsamtet samværet.
Samtalen med barnet var afholdt med en jurist, og var i øvrigt særdeles kortfattet. Der var ikke gjort bemærkninger vedrørende B´s modenhed eller om baggrunden for, at B ikke ønskede at se BF - B´s mening kom dog utvetydigt frem. Vi ændrede statsamtets afgørelse og bestemte, at der i en periode skulle være overvåget samvær efter statsamtets nærmere bestemmelse, således at en børnesagkyndig kunne vurdere samværet. Der blev lagt vægt på, at samværet stort set havde fungeret siden 1991, og man fandt derfor, at B´s holdning burde belyses nærmere, inden samværet blev ophævet.
Denne sag viser også, hvor vigtigt det er, at en samtale med et barn ikke alene bør ledsages af en bemærkning om barnets modenhed, men også, om der er nogle særlige forhold, der gør sig gældende, herunder om det er indtrykket, at barnet giver udtryk for sin egen mening. Dette er som tidligere nævnt navnlig vigtigt, hvis barnet ønsker samværet ophævet.
Uanset hvilke spørgsmål barnet høres om, er det vigtigt, at notatet om samtalen er så klart og udførligt, at der ikke senere kan herske tvivl om barnets mening. Dette er der i og for sig ikke noget nyt i, idet vi tidligere har givet udtryk herfor i vores cirkulæreskrivelse af 18. maj 1987 om samtaler med børn og partshøring m.v. i samværssager. Cirkulæreskrivelsen er optrykt i Danielsen lovkommentar s. 504.
Såfremt et modent barn under 12 år giver udtryk for ikke at ønske samvær, kan det ofte være hensigtsmæssigt at understrege, at samværet kun er ophævet for tiden. Dette skal navnlig ses i sammenhæng med, at barnet kan have behov for ro, f.eks. efter en opbrudssituation, således at barnet senere, når forholdene har stabiliseret sig, eventuelt vil ønske samvær.
Endelig vil jeg endnu en gang understrege, at det er vigtigt hele tiden at gøre sig forskellen mellem rådgivning efter § 28 og samtaler afholdt efter § 29 klart.
Som bekendt er der "vandtætte" skodder mellem rådgivningen og den øvrige sagsbehandling, og parterne skal hele tiden være klar over, om der er tale om rådgivning eller samtale, så ingen på noget som helst tidspunkt er i tvivl om, hvilken kasket den sagkyndige har på. Det gælder også, hvis samtalen også bruges til at afgive den børnesagkyndiges vurdering af forholdene.
Kun hvis der er givet samtykke til, at oplysninger, der fremkommer under rådgivningen, noteres og indgår på sagen, eller hvis sagsbehandleren deltager, kan rådgivningen ændre karakter til en § 29-samtale. Såfremt dette er tilfældet, hvor et barn er til rådgivning, skal barnet klart gøres opmærksom på dette.
Sammenfattende vil jeg sige, at jeg godt ved, at jeg ikke kommer med helt præcise udmeldinger. Det ville jo være meget lettere, hvis vi kunne sige, at der skal afholdes samtale med et barn, hvis barnet er 10 år, 4 måneder 11 dage og nogle timer - og hvor den manglende præcise angivelse af timerne var legitimationen for udøvelsen af skønnet. Området er imidlertid uhyre komplekst og børns modenhed meget forskellige - og i statsamterne har man utvivlsomt langt flere erfaringer end vi har i direktoratet. Da jeg samtidig ikke vil hævde, at jeg på dette område har fundet de vises sten, er jeg meget interesseret i at høre jeres opfattelse af dette meget vanskelige - men bestemt også interessante område. I mange år var fokus rettet mod forældremyndighedsindehaveren og barnet. I de senere år har det været den forbedrede retsstilling for den, som barnet ikke bor hos, der har været i fokus. Og det har været gavnligt. Men måske har vi ikke i tilstrækkeligt omfang i lovgivningen og i administrationen koncentreret os om barnets retsstilling. Men det er tiden så kommet til nu, jf. også mit foranstående indlæg om børns partsstatus.
Ved kontorchef Jonna Waage
Overvåget samvær har fået en mere fremtrædende plads efter ikrafttræden af lov om forældremyndighed og samvær.
Det kan bl.a. ses i statsamternes virksomhedsregnskab 1997, hvor det fremgår, at der i 1996 blev etableret 138 overvågede samvær og i 1997 219.
Også under den tidligere lov kunne der fastsættes vilkår om overvågning, men de fleste statsamter havde ikke noget generelt tilbud om overvåget samvær. Når behovet for et sådan vilkår opstod, aftalte man sig som oftest frem med de sociale myndigheder eller i visse tilfælde med private organisationer.
I lov om forældremyndighed og samvær blev der indsat en bemyndigelsesbestemmelse om overvåget samvær, således at justitsministeren senere kunne fastsætte nærmere regler om etablering af overvåget samvær overalt i landet i form af et generelt offentligt tilbud.
Under forarbejderne til loven blev overvågning drøftet, bl.a. som en mulighed for at modvirke samværssabotage. Formodningen var, at det overvågede samvær kunne blive et alternativ til en fogedsag om tvangsfuldbyrdelse af samvær eller alternativ til en sag om overførsel af forældremyndigheden efter §§ 12 og 13 i loven. Overvåget samvær kan imidlertid også være alternativ til en ophævelse af samværet eller et stærkt begrænset samvær. Endelig kan overvåget samvær være led i en vurdering af, hvorvidt der skal være samvær og i givet fald, hvilke bestemmelser der skal træffes om omfanget og udøvelsen.
I Civilretsdirektoratets vejledning nr. 214 af 20. december 1995 blev overvågningernes form og indhold beskrevet, før bemyndigelsen var udnyttet til yderligere regler på området. Det blev nævnt, at overvågning kunne have meget forskellige former. Der kunne være tale om afhentning og aflevering, om en kort overgangsforanstaltning, om en støtte - tilkaldefunktion, eller om fuld overvågning.
Det blev tilkendegivet, at der normalt bør være en tidsbegrænsning ved overvågningen. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen udelukkes det dog ikke, at der kan være tale om en permanent ordning. Det må dog være undtagelsen.
Ved Civilretsdirektoratets ændring af 19. juni 1996 af forældremyndighedsbekendtgørelsen blev det bestemt, at statsamtet skal sikre, at der er mulighed for overvåget samvær, når det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt. Der foreligger herefter fra den 1. juli 1996 en egentlig pligt for statsamtet til at drage omsorg for, at der er mulighed herfor.
Overvågning skal som alle andre vilkår kun fastsættes, når det er nødvendigt af hensyn til barnet. Der skal således være konkrete, saglige grunde hertil.
Overvågning må ikke være mere indgribende, end situationen tilsiger. Derfor vil det som udgangspunkt være bedst for barnet, at overvågningen sker ved familie og venner og i kendte omgivelser.
I de tunge komplicerede sager kan det være nødvendigt at sørge for neutrale rammer og børnesagkyndige til at varetage overvågningen. Som eksempler kan nævnes sager, hvor samværsberettigede har psykiske lidelser, misbrugsproblemer, er voldelig eller mangler stabilitet og indfølingsevne i forhold til barnet.
Overvågning kan endvidere bruges i situationer, hvor der er mistanke om incest eller grænseoverskridende forhold, og i situationer hvor der er fremsat påstand om bortførsel, som ikke umiddelbart kan afvises.
Overvågning kan endvidere anvendes til at afhjælpe problemer ved etablering eller genetablering af samvær, hvor samværsberettigede og barnet er fremmede overfor hinanden.
Overvåget samvær kan i øvrigt træde i stedet for en større børnesagkyndig undersøgelse i de situationer, hvor overvågning sker ved en børnesagkyndig, som også har til opgave at fremkomme med en vurdering af samspillet mellem barn og samværsberettigede. Der vil her typisk være tale om et midlertidigt samvær.
Ifølge bekendtgørelsens § 19 A, stk. 2, skal forældrene ikke betale for overvågningen. Det er kun selve overvågningen, som forældrene ikke skal betale for. Transporten til og fra overvågningsstedet påhviler som udgangspunkt den samværsberettigede. Efter omstændighederne og sagens karakter vil det formentlig ofte blive bestemt, at det er den, som har barnet boende, der forestår transporten og dermed også afholder udgifterne herved.
Civilretsdirektoratet kan orientere om følgende afgørelser vedrørende overvåget samvær:
1996-441-2104:
B er knap 2 år.
BF ansøger om samvær, og statsamtet fastslår, at der er behov for overvåget samvær, men beslutter, at ansøgningen indtil videre ikke kan imødekommes, idet der ikke for tiden er mulighed for at etablere overvåget samvær.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ophæver statsamtets afgørelse og fastslår, at statsamtet skal drage omsorg for, at der etableres overvågning i henhold til §19a i bekendtgørelse af 19. juni 1996 om ændring af bekendtgørelse af forældremyndighed og samvær.
1997-441-3104:
B er 5½ år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær.
BF har ikke haft kontakt med B, siden B var ½ år.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter samvær, der i en indkøringsperiode skal være overvåget.
1998-540-448:
B er 4 år.
Statsamtet afslår samvær. BF var dømt for vold mod 3. mand og havde ifølge BM været voldelig overfor hende. Statsamtet havde iværksat en begrænset børnesagkyndig undersøgelse, hvor den sagkyndige undersøger bl.a. udtrykte betænkelighed ved, hvordan BF ville reagere overfor B i pressede situationer.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer afgørelsen og fastsætter overvåget samvær. Samværet
skal overvåges i en periode af en børnesagkyndig, hvorefter samværet skal vurderes på ny efter udtalelse fra den børnesagkyndige.
1997-441-3124:
B er 4 år.
Statsamtet afslår BF’s anmodning om samvær. Samtidig meddeler statsamtet, at man ikke har fundet grundlag for at fastsætte samvær med overvågning, idet der på længere sigt ikke er udsigt til, at der kan etableres et samvær uden overvågning.
BF klager.
Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter overvåget samvær. Civilretsdirektoratet udtaler, at det forhold, at der på nuværende tidspunkt ikke er umiddelbar udsigt til, at der senere vil kunne etableres samvær uden overvågning, ikke kan føre til afslag på samvær.
1995-441-1620:
B er 4 år.
Statsamtet fastsætter overvåget samvær på grund af bortførelsesrisiko.
BM klager, idet hun ønsker samværet ophævet.
Civilretsdirektoratet stadfæster. Man lægger vægt på, at der er fastsat overvåget samvær, og at der herved er taget hensyn til bortførelsesrisikoen.
Program for det familieretlige kursus 1998
Den 21. - 23. september 1998
på Hotel Christiansminde, Svendborg
Mandag den 21. september 1998
Kl. 12.00 - 12.30: Indkvartering
Kl. 12.30 - 14.00: Frokost
Kl. 14.00 - 14.05: Velkomst ved stiftamtmand H. Moltke-Leth, Ribe Statsamt
Kl. 14.05 - 15.00: Oplæg ved direktør Dorrit Sylvest Nielsen, Civilretsdirektoratet
Kl. 15.00 - 15.30: Kaffe/the
Kl. 15.30 - 17.45: "Samtaler med børn"
- Civilretsdirektoratet (juridisk del):
indlæg om børns partsstatus i administrative familieretlige sager samt indlæg om inddragelse af børn under 12 år i administrative familieretlige sager ved underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen, Civilretsdirektoratet.
- psykolog Kirsten Dreyer (teori og praksis)
Kl. 17.45 - 18.00: Pause
Kl. 18.00 - 19.30: Middag
Kl. 19.30 - 21.00 : Diskussion vedr. punktet samtaler med børn
Tirsdag den 22. september 1998
Kl. 08.00 - 09.00: Morgenmad
Kl. 09.00 - 10.00: Orientering, spørgsmål og svar fra Civilretsdirektoratet
Kl. 10.00 - 10.15: Kaffe/the
Kl. 10.15 - 11.00: "Generelt om samvær" ved kontorchef Ida Wille, Ribe Statsamt
Kl. 11.00 - 12.00: "Børnesagkyndighed i afgørelsesgrundlaget" ved psykolog Kristen Bruun Petersen
Kl. 12.00 - 13.30: Frokost
Kl. 13.30 - 14.00: "Overvåget samvær" ved kontorchef Jonna Waage, Civilretsdirektoratet
Kl. 14.00 - 15.30: "Konkret anvendelse af overvåget samvær" ved Thomas Hansen og Jan Drudedahl, Familieplejen i Kolding
Kl. 15.30 - 16.00: Kaffe/the
Kl. 16.00 - 17.30: "Sagsbehandling i krisetider" ved kommitteret Jon Andersen, Folketingets Ombudsmand
Kl. 17.30 - 18.30: Pause
Kl. 18.30 - 20.00: Festmiddag
Onsdag den 23. september 1998
Kl. 08.00 - 09.00: Morgenmad
Kl. 09.00 - 10.00: "Kommunikation" ved Lotte la Cour, Team Vision
Kl. 10.00 - 10.30: Kaffe/the
Kl. 10.30 - 11.30: Orientering, spørgsmål og svar fra Civilretsdirektoratet
Kl. 11.30 - 12.00: Evaluering og afslutning
Kl. 12.00 - 13.30: Frokost
Kl. 13.30 - : Afrejse