1. Indledning

2. Afgørelsesgrundlaget

2.1. Generelt om afgørelsesgrundlaget

2.2. Anvendelse af børnesagkyndige erklæringer m.v.

2.3. Mangelfuldt afgørelsesgrundlag

2.4. Tilstrækkeligt afgørelsesgrundlag

2.4.1. Civilretsdirektoratet stadfæster statsamtets afslag på samvær

2.4.2. Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afslag på samvær og fastsætter samvær

3. Psykiske problemer hos barnet

4. Højt konfliktniveau mellem forældrene

5. Lang tids adskillelse/passivitet

6. Barnets mening

7. Misbrugsproblemer og psykiske problemer hos samværsforælderen

1. Indledning

Det overordnede formål med reglerne om samvær i lov om forældremyndighed og samvær er efter lovens § 16 at sikre barnets kontakt med den af forældrene, som barnet ikke bor sammen med.

Lovens udgangspunkt er således, at det anses for bedst for barnet at have kontakt med begge forældre. Det betyder, at der skal fastsættes samvær, medmindre hensynet til barnet gør det påkrævet at undlade dette, jf. lovens § 17, stk. 3.

Myndighederne kan kun meddele afslag på samvær, hvis der foreligger oplysninger vedrørende barnets forhold, der med vægt taler for dette. Ved udøvelsen af dette skøn er myndighederne ikke berettiget til at tage selvstændigt hensyn til eksempelvis bopælsforælderens interesse i, at der ikke er samvær.

Siden de nye regler om samvær trådte i kraft den 1januar 1996, har navnlig praksis for afslag på samvær været genstand for debat.

Civilretsdirektoratet har tidligere i Skarrildhus-beretningerne for 1996, side 47-48, 1997, side 50-51, 1998, side 48-50, og 1999, side 68-70, gennemgået praksis for afslag på samvær.

Nedenstående praksisgennemgang er primært koncentreret om afgørelser truffet efter Skarrildhus-beretningen for 1999.

2. Afgørelsesgrundlaget

2.1. Generelt om afgørelsesgrundlaget

Efter forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær skal der i videre omfang end tidligere foretages børnesagkyndige undersøgelser i sager om afslag på samvær for derigennem at styrke grundlaget for afgørelserne.

Det er Civilretsdirektorats erfaring, at det i de fleste sager om afslag på samvær er nødvendigt at foretage en børnesagkyndig undersøgelse. Dette gælder dog ikke, hvis der på anden måde kan tilvejebringes et forsvarligt afgørelsesgrundlag, f.eks. ved at indhente allerede eksisterende erklæringer. Er der tale om ældre børn, afholdes der normalt kun en samtale med barnet om dets mening om samværet, jf. § 29 i lov om forældremyndighed og samvær.

De problemer, der opstår i samværssager, er meget forskellige, og kravene til afgørelsesgrundlaget varierer derfor tilsvarende. I dette afsnit beskrives de krav, der stilles til afgørelsesgrundlaget i forskellige situationer samt myndighedernes reaktionsmuligheder, hvis kravene ikke er opfyldt.

Civilretsdirektoratets "Vejledning om behandling af samværssager" fra november 1999 indeholder en generel beskrivelse af børnesagkyndige undersøgelser, herunder nærmere retningslinier for hvordan de foretages, og hvilke krav der stilles til dem og til den erklæring, der udarbejdes på baggrund af undersøgelsen.

2.2. Anvendelse af børnesagkyndige erklæringer m.v.

Ved anvendelsen af alle typer børnesagkyndige erklæringer m.v. skal myndigheden undersøge, på hvilket grundlag erklæringen er udarbejdet, samt påse, at den er udformet på en hensigtsmæssig og fagligt forsvarlig måde. Der må således ikke kunne rejses tvivl om grundlaget for erklæringen og dens konklusioner.

Konklusionerne i børnesagkyndige erklæringer m.v. er altid genstand for vurdering. Myndighederne har således ikke pligt til at følge indstillingen i en erklæring, men den vil normalt blive tillagt betydelig vægt.

I dette afsnit gennemgås nogle af de momenter, der indgår i vurderingen af, hvilken vægt en børnesagkyndig erklæring skal tillægges, herunder om der er grundlag for at indhente yderligere oplysninger.

Civilretsdirektoratet har i "Vejledning om behandling af samværssager" understreget vigtigheden af, at undersøgelsens tema (kommissorium) præciseres ved iværksættelsen af en børnesagkyndig undersøgelse.

Når erklæringen foreligger, skal det undersøges, om dens konklusioner har fornøden støtte i de foretagne undersøgelser. Således bør psykologiske udtalelser kun indeholde konklusioner om personer, som har været direkte inddraget i undersøgelsen. Der bør derfor normalt ikke lægges vægt på udtalelser om personer, som ikke har været inddraget i undersøgelsen. Det bør samtidig overvejes, om undersøgelserne har haft et sådant omfang, at det er forsvarligt at fremkomme med de pågældende konklusioner.

Hvis der har været begrænsninger i undersøgelsen, skal erklæringen tillægges betydning i overensstemmelse hermed, jf. T:FA 2000.305. Uafklarede forhold bør afklares ved at stille supplerende spørgsmål til den børnesagkyndige. Undtagelsesvis kan det dog være nødvendigt at iværksætte en supplerende undersøgelse.

Hvis manglerne ved erklæringen skyldes, at samværsforælderen ikke har villet medvirke i undersøgelsen, kan dette efter omstændighederne tillægges processuel skadevirkning i forhold til den pågældende.

Betydningen af en erklæring svækkes, hvis det er længe siden, undersøgelsen blev foretaget, især hvis konklusionen kun indeholder et øjebliksbillede af barnets situation. I så fald bør det overvejes at indhente aktuelle oplysninger.

Det skal overvejes, om de omstændigheder, der lægges vægt på i erklæringen, efter lov om forældremyndighed og samvær kan begrunde et afslag på samvær. Som eksempel på dette kan henvises til T:FA 97.178.

Udtalelser fra barnets skole, daginstitution, praktiserende læge m.v. om at barnet er meget pirreligt, tryghedssøgende m.v. om mandagen efter et weekendsamvær, og at det derfor anbefales, at der ikke er samvær, er generelt ikke tilstrækkelig dokumentation for, at det er påkrævet at ophæve samværet. Sådanne udtalelser kan dog begrunde nærmere undersøgelser af barnets forhold.

Det forhold, at et barn er behandlingskrævende, giver ikke i sig selv grundlag for at afslå samvær. Det bør i stedet overvejes - gerne i samarbejde med behandlingsstedet - at fastsætte et samvær, der ikke skønnes at ville gribe ind i behandlingsforløbet. Er det påkrævet at afslå samvær, fordi det vil gribe forstyrrende ind i behandlingsforløbet, bør det søges oplyst, hvornår behandlingen forventes at være nået så langt, at der igen vil kunne være grundlag for at overveje at fastsætte samvær, således at samværsforælderen kan henvises til at ansøge om samvær på et senere tidspunkt.

Hvis der indhentes erklæringer om barnet, der ikke er udarbejdet med henblik på at undersøge forholdet mellem barnet og samværsforælderen, bør det klarlægges, til hvilken brug erklæringen er udarbejdet, da dette kan have betydning for vurderingen af denne.

2.3. Mangelfuldt afgørelsesgrundlag

I dette afsnit gennemgås nogle konkrete afgørelser, hvor statsamtets afgørelse har været truffet på et utilstrækkeligt grundlag, f.eks. hvis undersøgelsen/erklæringen ikke opfylder de krav, der er omtalt i afsnit 2.2.

Hvis ikke alle parter - herunder barnet - har været involveret i undersøgelsen, kan erklæringen normalt kun tillægges afgørende betydning, hvis det ikke har været nødvendigt at inddrage den pågældende. Fra praksis kan nævnes:

Sag 1:

BF søgte i 1998 om fastsættelse af samvær med B, der var født i juli 1994. Forældrene havde ophævet samlivet omkring februar 1995, og BF havde haft ganske få samvær med B indtil oktober 1996. Der havde siden da ikke været samvær.

Statsamtet iværksatte en børnesagkyndig undersøgelse, som blev afsluttet med en erklæring i februar 1999, der bl.a. konkluderede, at:

"I den fælles samtale med begge forældrepar viste det sig umuligt at få en positiv dialog dem imellem. Der er således ikke grundlag for et samarbejde omkring et eventuelt samvær.

Selv om et overvåget samvær ville kunne ske på betryggende vis for B, vurderer vi, at det ville være skadeligt for hende at skulle befinde sig i et så voldsomt spændingsfelt mellem sine forældre, som der her er tale om.

B blev af tidligere børnehave og psykolog beskrevet som en ukoncentreret og forvirret pige, der har brug for faste rammer. Hun vil højst sandsynligt kunne reagere på samme måde igen, hvis hun kommer i en ny og for hende stressende samværssituation. BM's angst ift. BF vil kunne få en afsmittende virkning på B og dermed gøre samværet konfliktfyldt for B. På baggrund af ovenstående skal det anbefales, at faderen ikke får samvær med B."

B var ikke blevet inddraget i undersøgelsen, og vurderingen af hende var derfor baseret på de nævnte tidligere udtalelser. B's hjemkommunes Børne- og Ungeafdeling havde således i 1997 udtalt følgende:

"B har haft en omtumlet tilværelse... Aktuelt er moderen flyttet til... for bl.a. at få mere ro i sin tilværelse. B skal så vænne sig til en ny børnehave, hvilket hun kan få svært ved.

Der bør ikke iværksættes samkvem med faderen, før hun har tilvænnet sig de nye forhold. Hvis/når der skal tages stilling til, under hvilke betingelser samkvemmet skal være, afhænger meget af hvilke forhold han lever under. (Kender ham ikke). Af hensyn til B bør et evt. samkvem til sin tid starte med at være overvåget, således at hun kan være mest tryg."

Statsamtet afslog i juli 1999 at fastsætte samvær, fordi den børnesagkyndige undersøgelse havde anbefalet, at der ikke blev fastsat samvær på grund af det høje konfliktniveau mellem forældrene og konfliktens mulige indvirkning på B.

Civilretsdirektoratet ændrede i februar 2000 afgørelsen og fastsatte samvær i en kortere periode. Samtidig bestemte direktoratet, at samværet skulle overvåges af en børnesagkyndig med henblik på afgivelse af en udtalelse om samværet.

Direktoratet fandt det ikke ud fra de foreliggende oplysninger tilstrækkeligt godtgjort, at det var påkrævet at afslå at fastsætte samvær. Ved vurderingen af betydningen af den børnesagkyndige erklæring fra februar 2000 blev der lagt afgørende vægt på, at undersøgelsen ikke havde omfattet en egentlig undersøgelse og vurdering af B.

(Om betydningen af et højt konfliktniveau mellem forældrene henvises til afsnit 4).

Hvis den børnesagkyndige erklæring åbner mulighed for fastsættelse af samvær i begrænset omfang eller lignende, skal dette undersøges nærmere:

Sag 2:

Statsamtet ophævede i september 1998 BF's samvær med B, der var født i oktober 1989.

Forud for denne afgørelse havde statsamtet i september 1997 afslået en anmodning fra BM om ophævelse af samværet. I den forbindelse havde der i juli 1997 været afholdt en samtale med B, og den børnesagkyndige, som gennemførte samtalen, havde svært ved at vurdere om B's modvilje i forhold til samværet skyldtes B's egen angst eller BM's negative holdning over for BF.

BM havde påklaget denne første afgørelse til Civilretsdirektoratet, der i januar 1998 havde hjemvist sagen på grund af nye oplysninger og samtidig bedt statsamtet om at overveje at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.

Statsamtet iværksatte herefter en undersøgelse, som blev afsluttet med en erklæring i juni 1998. Af erklæringens konklusion fremgik det bl.a., at:

"Der er intet i forholdet mellem B og BF, som berettiger til at afbryde kontakten. Når det alligevel kan blive resultatet skyldes det, at B ikke ser BF, som han er, men i stedet ser et forvrænget skræmmebillede, der låner energi fra BM's billede af BF. På mange måder fremstår BF som en skræmmende, utilregnelig og truende figur, der gennem sine handlinger kan påvirke hele familiens velfærd. Dette er naturligvis ude af proportioner, men synes at være et fasttømret billede, som bliver meget svært at rokke ved.

Jeg vil foreslå, at kontakten forsøges genoprettet gennem overvåget samvær. At samværet bør foregå overvåget skyldes ikke BF, men B, der er meget utryg og slet ikke kan se sin far som en almindelig mand."

I et tillæg til erklæringen udtalte psykologen:

"Jeg vil stadig fastholde, at B bør have kontakt til begge sine forældre. Men kontakten mellem BF og B bør behandles med forsigtighed og starte med overvåget samvær, således at trygheden for B kommer i højsædet".

Statsamtet ophævede herefter samværet bl.a. under hensyn til erklæringens oplysninger om B's syn på BF.

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen, sådan at BF i en periode skulle have overvåget samvær, hvorefter samværet skulle tages op til fornyet vurdering.

Direktoratet begrundede afgørelsen med, at der ifølge den børnesagkyndige var mulighed for at fastsætte samvær, blot dette skete på en måde, der var tryg for B.

Sag 3:

BM ansøgte om samvær med 2 børn på henholdsvis 4 og 6 år.

Statsamtet havde i forbindelse med en fornyet behandling af sagen efter Civilretsdirektoratets anmodning fastsat 4 overvågede samvær, hvorefter den børnesagkyndige skulle udarbejde en udtalelse. Efter anmodning fra den børnesagkyndige blev samværet udvidet med yderligere 2 gange.

Ifølge den børnesagkyndige havde det kun været muligt at gennemføre samværet i meget begrænset omfang. Ved 2 samvær havde børnene slet ikke set BM, og børnene havde højst været sammen med BM i ti minutter ad gangen. Som regel gik der kun 2 minutter, før de løb ud til deres far, som opholdt sig i et tilstødende lokale. Af den børnesagkyndiges udtalelse fremgik det, at:

"Det må vurderes, at begge forældre på hver sin måde har gjort det meget vanskeligt for børnene, at have kontakt med deres mor, hvilket er set ved de 6 møder, der har været. Moderen har svært ved at se ud over sine egne stærke følelser af savn og sårethed og indleve sig i børnenes følelser i forbindelse med samvær. Hun registrerer ikke de endda meget tydelige signaler, de giver om, at de ikke er parate til den overvældende kontakt i form af kys og kram, hun tilbyder dem. Moderen har brug for støtte i form af tydelige instruktioner i, hvorledes hun skal forholde sig til børnene, og hun har vist, at hun i nogen omfang er i stand til at gøre brug af en sådan støtte.

Faderen støtter ganske vist verbalt samværet ved at sige til børnene, at de skal samarbejde, men i handling viser han børnene, at han ikke støtter samværet og ikke fin der det godt for dem, at de ser moderen. Børnenes udtalelser, f.eks. om at de kan få en ny mor, tyder på, at børnene vælger side i loyalitetskonflikten til fordel for faderen.

På baggrund af denne erklæring afslog statsamtet at fastsætte yderligere samvær, idet statsamtet særlig lagde vægt på, at der under samværet ikke var blevet skabt en egentlig kontakt mellem BM og børnene.

Civilretsdirektoratet lagde ved sin afgørelse vægt på, at det i erklæringen endvidere var anført, at:

"Hvis samværet skal lykkes, vil det være nødvendigt, at forældrene ikke møder hinanden. Det vil ligeledes være nødvendigt, at faderen afleverer børnene og forlader stedet, da hans tilstedeværelse gør det umuligt for børnene at have blot det minimum af positiv indstilling, der skal til, for at de kan være i samme lokale som hende."

Civilretsdirektoratet ændrede herefter afgørelsen og bestemte, at der i en kortere periode fortsat skulle være overvåget samvær, hvorefter den børnesagkyndige skulle udarbejde en ny udtalelse om samværet. Der blev ved afgørelsen navnlig lagt vægt på, at den tidligere udtalelse om samværet ikke frarådede fastsættelse af yderligere samvær, men alene angav nogle forudsætninger for gennemførelsen af samværet, der ikke var blevet afprøvet.

Der henvises endvidere til sag 17, der er gennemgået neden for i afsnit 4.

2.4. Tilstrækkeligt afgørelsesgrundlag

2.4.1. Civilretsdirektoratet stadfæster statsamtets afslag på samvær

I størstedelen af de sager, hvor der er gennemført en børnesagkyndig undersøgelse eller indhentet oplysninger om barnet fra en sagkyndig med det fornødne kendskab til barnet, følger statsamterne og Civilretsdirektoratet den sagkyndiges udtalelser og anbefalinger.

I det følgende illustreres dette gennem en række konkrete sager:

Sag 4:

BF søgte om samvær med B, der var 5 år.

B var blevet tvangsfjernet fra hjemmet, da B var 4½ år. BM og B's morforældre havde samvær med B. B havde efter det oplyste begrænset interesse for og udbytte af disse besøg.

Kommunen vurderede, at B ikke kunne tåle flere belastninger, og at et eventuelt overvåget samvær derfor ikke kunne anbefales. Kommunens udtalelser var vedlagt rapporter fra hjemmeplejen, sundhedsplejersken samt B's børnehave. Statsamtet afslog på denne baggrund at fastsætte samvær.

Civilretsdirektoratet indhentede til brug for behandlingen af BF's klage nogle erklæringer fra den institution (I), hvor B var anbragt. Det fremgik heraf bl.a., at:

"Personlighedsmæssigt tegnes et billede af en dreng, der højst sandsynligt ikke er blevet mødt i sin tidlige følelsesmæssige udvikling. og derfor ikke har fået meget feedback og forklaringer på det, der sker i og omkring ham. Denne mangel på gensidighed gør, at B ikke har kunnet udvikle de første følelsesmæssige beredskaber og dermed starte på en selvstændighedsudvikling på normal vis. B er ensom med de tanker, B har. Dette giver stor angst og hjælpeløshed. der kan give sig udslag i regressionstilbøjeligheder. Det har givet sig udslag i, at B er dårligt integreret i sig selv, og at B er truet i sin personlighedsmæssige udvikling.

Således dannes der et billede af en dreng, der langtfra er alderssvarende udviklet, og som ikke har det personlighedsmæssige/følelsesmæssige beredskab at tage i brug i nogle pressede situationer. B skal betragtes som en dreng, der er truet i sin intellektuelle samt personlighedsmæssige udvikling."

I en nyere udtalelse oplyste I, at:

"B har under sit ophold på I udviklet sig til en mere glad og tryg dreng. B er på flere måder udviklet mere alderssvarende...

B er fyldt 5 år ..., og har derfor mulighed for at starte i børnehaveklasse. Vi vurderer, at B udviklingsmæssigt endnu ikke er klar til at komme i børnehaveklasse4 men i stedet har brug for et år mere i børnehave.

I forhold til B's fremtidsperspektiv, vurderer vi, at B vil kunne profitere af anbringelse i en god, kærlig og rummelig plejefamilie. hvor B kan få ro, tryghed og tæt voksenkontakt. En lille enhed, hvor B kan stimuleres i en alderssvarende udvikling...

Den fremtidige kontakt til B's familie skal være med større interval, og det vil være hensigtsmæssigt, at det foregår på L da det til tider kan være meget belastende for B, og at vi nu kender til de yderst aparte forhold."

Direktoratet stadfæstede statsamtets afgørelse og henviste BF til at søge om fastsættelse af samvær på et senere tidspunkt.

Sag 5:

Sagen omhandlede to børn født i henholdsvis marts 1990 og august 1992.

Civilretsdirektoratet ændrede i juni 1999 statsamtets afgørelse om suspension af samværet og bestemte, at der skulle fastsættes overvåget samvær under den fortsatte behandling af sagen, hvorunder der skulle foretages en børne-sagkyndig undersøgelse.

Statsamtet fastsatte herefter i juli 1999 overvåget samvær på et lokalcenter, men i september 1999 ophævede statsamtet dette, idet lokalcentret efter de første samvær ikke så sig i stand til at medvirke til gennemførelse af flere overvågede samvær.

Det blev herefter aftalt at forsøge at gennemføre overvåget samvær, hvor den psykolog, der forestod den børnesagkyndige undersøgelse, skulle være tilstede. Dette samvær forløb imidlertid på en sådan måde, at psykologen ikke fandt det forsvarligt for børnene at arrangere flere samvær før afslutningen af den børnesagkyndige undersøgelse.

I december 1999 afgav psykologen sin erklæring, der bl.a. indeholdt følgende:

"Men børn enes forestillinger om, hvad der kan ske, når de er sammen med deres far, har nu i flere år været en belastning for dem og er tiltaget i en sådan grad, at det nu er skadeligt for deres sundhed og velfærd. Deres psykiske og psykosomatiske reaktioner belaster deres hverdag således, at de ikke kan passe deres skole, men ofte må hentes hjem af moderen.

Det er min vurdering, at... (børnene)... har et udtalt behov for behandling, således at deres psykiske og somatiske sundhed kan støttes ind i en mere harmonisk udvikling. Forventningerne om, at der iværksættes behandling med henblik på, at samværet kan gennemføres, må i dette perspektiv komme i anden række."

Af erklæringen fremgik det endvidere, at BM så BF som en alvorlig trussel mod hele hendes integritet, og at hun ikke magtede at holde sin følelse af at risikere at blive et værgeløst offer for BF tilbage i forhold til børnene, hvilket skabte angst og utryghed hos dem. Efter psykologens opfattelse skyldtes BM's modstand mod samværet ikke, at hun bevidst chikanerede det.

Endelig anførte psykologen, at BF ikke havde forståelse for, at børnene var reelt i klemme i forældrenes konflikt. Der var i øvrigt ikke forhold hos BF, som var til hinder for samvær.

Statsamtet afslog herefter i marts 2000 at fastsætte samvær på fly, idet statsamtet særligt lagde vægt på oplysningerne om den alvorlige belastning af børnenes udvikling og sundhed som følge af forældrenes uforenelige virkelighedsopfattelse og konflikt. Endvidere fandt statsamtet ikke grundlag for at antage, at der ville ske en ændring i de forhold, der vanskeliggjorde børnenes kontakt med BF.

Civilretsdirektoratet stadfæstede afgørelsen under henvisning til statsamtets begrundelse.

Sag 6:

BF ansøgte statsamtet om fastsættelse af samvær med B, der var født i september l996.

I efteråret 1997 havde BF opholdt sig 3 måneder i Spanien med B uden BM's accept. Der blev i foråret 1998 fastsat 10 gange overvåget samvær, hvor BM også var til stede. Ifølge rapporten fra de overvågede samvær kunne B for tiden ikke håndtere samvær med BF uden BM's tilstedeværelse, og BM ønskede ikke længere at medvirke til overvåget samvær. På denne baggrund afslog statsamtet i juni 1998 at fastsætte samvær med B, hvilket Civilretsdirektoratet stadfæstede i juli 1998.

I efteråret 1999 blev der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse i forbindelse med BF's fornyede ansøgning om samvær med B. Under denne undersøgelse blev der tillige foretaget en personlighedstest af BF, som pegede på, at han havde en svigtende realitetssans vedrørende småbørn, ringe indlevelsesevne over for andre mennesker, og at der kunne ses affektudbrud og impulshandlinger.

Psykologen frarådede, at der blev fastsat samvær. Af erklæringen fremgik det bl.a. at:

"I betragtning af B's utryghed, samt faderens svage indlevelsesevne og tendens til affektudbrud og impulshandlinger, og det konfliktfyldte forhold mellem forældrene, skønnes det ikke tilrådeligt at iværksætte en samværsordning på nuværende tidspunkt."

Endvidere anførte psykologen, at B's utryghed særligt rettede sig mod BF, idet det var ham, der tidligere havde fjernet B fra BM, som var B's primære omsorgsperson. På tidspunktet for denne hændelse var B i en alder, hvor børn er meget sårbare for adskillelse.

Statsamtet afslog på baggrund af disse oplysninger af fastsætte samvær, og Civilretsdirektoratet stadfæstede afgørelsen.

Sag 7:

Sagen omhandlede to børn, født henholdsvis i juni 1988 og januar 1990. Børnene boede hos deres stedfar, idet moderen var død. Morfaren havde forældremyndigheden over børnene.

I februar 1999 begrænsede statsamtet BF's samvær og iværksatte samtidig en børnesagkyndig undersøgelse. Ved afgørelsen om begrænsningen af samværet lagde statsamtet vægt på, at der var et meget konfliktfyldt forhold mellem BF og børnenes stedfar og morfar.

Børnene gav under behandlingen af sagen udtryk for, at de ikke ønskede at besøge BF længere. De begrundede det bl.a. med, at BF hyppigt fremsatte trusler mod deres stedfar.

Den børnesagkyndige undersøgelse blev afsluttet i september 1999 med følgende konklusion:

"Konflikten opleves både voldsom og destruktiv, og det har været nødvendigt for begge [børn] at bruge mange kræfter på at beskytte sig - det vil sige både egen identitet og hinanden.

Begge [børn] er ikke stabile i deres identitetsudvikling og fungerer i følelsesmæssig henseende meget svingende.

Hos begge [børn] ses tegn på utryghed, ambivalens og regression.

Især angst for aggression og aggressive følelser (destruktionsangst) ser ud til at hæmme begge [børn] i deres udvikling i en sådan grad, at de begge - set i forhold til deres potentialer - er i alvorlig fare for at udvikle sig som jeg-svage børn - det vil sige børn, der ikke kan identificere sig med andres tanker, ønsker, fornemmelser m.m. uden samtidig at miste eller give afkald på sig selv.

Begge har tydeligvis brug for forudsigelighed, tryghed, omsorg og nærhed. Også for at kunne udvikle og differentiere deres følelsesmæssige beredskab.

På baggrund af den samlede undersøgelse er der således klare tegn på, at begge [børn] er følelsesmæssigt knyttet til deres morfar, stedfar og biologiske far.

Der er dog ingen tvivl om, at konflikterne de voksne imellem har belastet begge [børn] voldsomt - således at det umiddelbart er svært for begge [børn] at udfolde sig frit og spontant - når samtalen omhandler disse konflikter.

På baggrund af mine observationer af drengene hos morfaderen, af [børnene] hos stedfaderen, dennes samlever og nyfødte fællesbarn samt af [børnene] hos biologiske far, dennes kone og deres 3 fællesbørn og fra indtrykket fra samtalerne og undersøgelserne af [børnene] alene - vurderer jeg, at [børnene] fungerer mindst presset hos stedfaderen, dennes samlever og nyfødte barn.

På baggrund af den samlede undersøgelse vurderes det derfor, at begge [børn] i en periode bør bevare kontakten til deres far under mere beskyttede former (med overvåget samvær eller lignende) med henblik på at give begge [børn] størst mulig tryghed i en omsorgssituation.

Såfremt konflikterne omkring udøvelsen af samværet fortsætter med uformindsket styrke og intensitet, vurderes det, at det kan blive nødvendigt - for en periode - med en midlertidig ophævelse af samværsretten af hensyn til [børnenes sjælelige og legemlige sundhed."

På baggrund af erklæringen ophævede statsamtet i oktober 1999 samværet, idet statsamtet fandt det nødvendigt at befri børnene fra den stærkt belastende loyalitetskonflikt, som de befandt sig i. Statsamtet understregede samtidig, at der ved afgørelsen ikke var taget stilling til, hvem af parterne, der var skyld i konflikten.

Civilretsdirektoratet stadfæstede afgørelsen under henvisning til statsamtets begrundelse.

I nogle erklæringer konkluderes det, at barnet ikke for tiden kan magte at have kontakt med samværsforælderen, f.eks. fordi barnet er ressourcesvagt og midt i et behandlingsforløb eller har behov for ro og trygge rammer. Dette kan begrunde afslag på samvær for tiden, men man skal i så fald være opmærksom på konklusionens tidsmæssige udstrækning, herunder om den indeholder mulighed for at genoptage spørgsmålet om fastsættelse af samvær på et senere tidspunkt.

Sag 8:

BM og BF aftalte, at BM's samvær med B, der var 6 år, skulle ophæves. BM fortrød kort efter aftalen og bad statsamtet om at fastsætte samvær.

Børnerådgivning X var kort før aftalen fremkommet med en udtalelse på baggrund af en enkelt psykologsamtale med B. Heraf fremgik, at B var et ressourcefyldt barn:

"..., der aktuelt er i krise. B fremtræder kaotisk, fysisk urolig, og synes at være regredieret til det præødipale stadie. B er dårlig i kontakten og konstant grænseoverskridende med tenderende grænsepsykotisk adfærd.

Det er Børnerådgivningens vurdering, at B i hvert fald lige nu har behov for at være i ro i de forudsigelige rammer, som far og stedmor stiller op for B i hjemmet og også kan give under deres ferie sammen med B. Børnerådgivningen vil fortsætte den tætte kontakt og støtte til familien, og efter deres ferie vil der endvidere blive sat ind med et egentligt terapitilbud til B. I den forbindelse vil der indgå en samlet undersøgelse og vurdering af B's livssituation, hvilket tiltag også indebærer tilbud om samarbejde i forhold til B's mor. På det foreliggende ses en gennemførelse af samvær på nuværende tidspunkt ikke at være i overensstemmelse med B's velfærd."

Statsamtet afslog herefter midt i januar 2000 at fastsætte samvær, men henviste BM til at søge igen efter et par måneder.

Civilretsdirektoratet stadfæstede den 1. februar 2000 afgørelsen. Direktoratet lagde afgørende vægt på, at Børnerådgivningen i begyndelsen af februar 2000 ville påbegynde en nærmere undersøgelse af forholdene omkring B, og at denne undersøgelse ville indebære et tilbud om støtte til BM. Direktoratet bad på denne baggrund statsamtet genoptage sagen ultimo februar 2000.

2.4.2. Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afslag på samvær og fastsætter samvær

I det følgende gennemgås nogle sager, hvor statsamtet har afslået samvær, mens Civilretsdirektoratet har fastsat samvær, fordi direktoratet har vurderet de foreliggende erklæringer anderledes end statsamtet:

Sag 9:

BM anmodede i foråret 1999 statsamtet om ophævelse af BF's samvær med B på 4½ år. Der var samvær nogle timer hver anden weekend under overvågning. 1juli 1999 anmodede hun endvidere om, at samværet blev suspenderet, indtil der var truffet endelig afgørelse i sagen.

Statsamtet havde iværksat en børnesagkyndig undersøgelse og modtog i juli 1999 den afsluttende erklæring herfra. På baggrund af erklæringen suspenderede statsamtet samværet, idet statsamtet særligt lagde vægt på følgende:

"Det fremgår af konklusionen på denne erklæring blandt andet, at et fortsat samvær på vilkårene, som de er pt. vil have alvorlige konsekvenser for B's følelsesmæssige og personlighedsmæssige udvikling."

BF klagede over afgørelsen. Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen og fastsatte overvåget samvær under sagens videre behandling, dog mindre hyppigt end hidtil. Direktoratet overlod det til statsamtet at bestemme hyppigheden.

Der havde indtil suspensionen i august 1999 været overvåget samvær hver anden søndag i 3 timer. Dette samvær havde været afbrudt i en periode på ca. 2 måneder, hvor statsamtet havde suspenderet det, men havde derudover kørt siden maj 1998. Ikke alle samvær var dog blevet gennemført, hvilket skyldtes både BF og BM.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at fem af disse overvågede samvær ifølge en udtalelse fra april 1999 fra overvågningsstedet var forløbet uden problemer. Det blev oplyst om BF og B, at de var glade for hinanden, og at B glædede sig til at se sin far.

Endvidere lagde direktoratet vægt på, at den psykolog, der havde gennemført den børnesagkyndige undersøgelse, havde udtalt følgende om samværets forløb:

"Det virker som om B gerne vil lege de vilde lege med BF, og BE er god til at lege med ham. B henvender sig til BF, når B skal have hjælp til noget. B bruger ikke de voksne, der er i rummet. B giver indtryk af at være glad for samværet og BF er god til at lege med i de 2'/2 time, som jeg ser dem sammen.

Af undersøgelsens konklusion fremgik det videre, at:

"Perspektivet med samværet vil således for B være at kende sit biologiske ophav og at få et positivt billede af sin far. Samværets hyppighed er således ikke væsentligt i forhold til, at der kommer mere ro omkring samværet. Et forslag kunne være at antallet af samvær nedsættes.

B samarbejder meget og viser i sit samvær glæde ved at være sammen med sin far, men samtidig er B usikker, ambivalent og B viser tegn på manglende tiltro til BF.

Hele situationen - den ustabile relation, konflikterne forældrene indbyrdes og den anspændte situation - påvirker B meget, og et fortsat samvær på vilkårene, som de er pt., vil have alvorlige konsekvenser for B's følelsesmæssige og personlighedsmæssige udvikling."

Direktoratet fandt herefter ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at suspendere samværet, men fandt at det var påkrævet af hensyn til B, at hyppigheden af samværsbesøgene blev nedsat.

Sag 10:

B, der var født i marts 1991, havde fra december 1995 ikke haft kontakt med BF. I september 1999 søgte BF om fastsættelse af samvær med B.

Under sagens behandling blev der fastsat 3 overvågede samvær, men kun 2 af disse blev gennemført. Overvågeren udtalte, at vurderingsgrundlaget derfor var spinkelt, men udtalte dog om forløbet af de gennemførte samvær, at henset til at B ikke havde haft kontakt med BF siden 1995, måtte det vurderes, at der var skabt grundlag for at opbygge et samvær til glæde både for B og BF.

Der blev efterfølgende afholdt rådgivning med B alene og dernæst med BF, BM og BM's ægtefælle. På baggrund heraf blev der i oktober 1999 udfærdiget sålydende udtalelse:

"Jeg oplever B som meget fastlåst i sin holdning til samvær med faderen. Hun udtrykker total afvisning og megen vrede omkring faderen, og det er i samtalesituationen umuligt at få øje på nogen form for nysgerrighed i forhold til at lære faderen at kende.

B's meget kraftige afvisning af kontakten med faderen hænger givetvis sammen med tidligere oplevelser samt den manglende kontakt igennem flere år, men samtidig er det mit indtryk, bl.a. ved gennemlæsning af diverse sagsakter samt udfra den børnesagkyndige rådgivning af B's forældre, hvor også stedfaderen deltager, at B givetvis er påvirket af moderens og stedfaderens negative holdning over for faderen. Med dette som udgangspunkt vurderer jeg det som værende særdeles vanskeligt og konfliktfyldt for B at skulle opstarte en kontakt til faderen imod egne og moderens/stedfaderens ønsker".

Statsamtet afslog på grundlag af disse oplysninger af fastsætte samvær.

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen, idet direktoratet efter en samlet vurdering ikke fandt det godtgjort, at det var påkrævet helt at afskære kontakten mellem B og BF. Direktoratet bestemte dog, at samværet i en periode skulle være overvåget på grund af den lange tids adskillelse mellem B og BF og på grund af oplysningerne om B's holdning til BF.

Sag 11:

BF søgte samvær med B, der på daværende tidspunkt var under 1 år.

Der fastsattes overvåget samvær i 3 måneder. Overvågningsstedet (O) udtalte herefter:

"Hvis X Statsamt beslutter sig for fortsat overvåget samvær, vil det være uhensigtsmæssigt, at dette fremover foregår i O's regi på grund af BF's negative holdning til O og O's medarbejdere."

O fandt, at BF under hele forløbet havde været meget negativ og usamarbejdsvillig. O udtalte endvidere, at det først under det sidste samvær var lykkedes for BF at skabe kontakt til B.

Statsamtet besluttede herefter at fastsætte overvåget samvær i yderligere 3 måneder. Herefter kom det nye overvågningssted (P) med en udtalelse, der bl.a. oplyste, at BF under hele forløbet havde været verbalt aggressiv og konfliktsøgende. Det fremgik af udtalelsen:

"Det er P's vurdering at samværet mellem far og søn kun kan finde sted på betryggende vis i rammer, som ligner de rammer, der har været til stede i P's samværslokaler. Sam været er afhængigt af at der er en person til stede, som dels har en tilstrækkelig indsigt i B's udvikling og behov til at kunne sikre, at samværet foregår på en for ham betryggende måde. Samtidig er et vellykket samvær meget afhængigt af at der hele tiden er en person tilstede, som kan fastholde BF i at han må koncentrere sig om B's behov. Som ovenfor beskrevet har faderen under hele forløbet optrådt aggressivt og konfliktsøgende, og han har i visse situationer ikke vist tilstrækkelig indfølingsevne overfor B til at kunne tilsidesætte sine egne behov for at tage vare på B. Konkret har dette blandt andet vist sig ved, at BF flere gange er begyndt at ville diskutere/skælde ud uden at bemærke at B er blevet bange over faderens stemmeføring."

Under det sidste samvær hos P var BF under samværet alene med B i det meste af de 2 timer samværet varede. P udtalte herom:

"Det var tydeligt, at faderen i løbet af de 2 timer løb tør for ideer til lege/samværsaktiviteter og at han havde brug for min hjælp til at holde B aktiveret."

Statsamtet afslog på baggrund heraf at fastsætte samvær. Statsamtet henviste særligt til, at det efter overvåget samvær i 6 måneder ikke var lykkedes for BF at skabe en sådan kontakt til B, at overvågning kunne undværes.

Civilretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse således, at der i en periode skulle være overvåget samvær, hvorefter der på ny skulle indhentes en udtalelse om forløbet af det overvågede samvær.

Direktoratet lagde vægt på, at det af udtalelsen fra P endvidere fremgik:

"F må udfra en samlet vurdering konkludere, at der igennem de 6 samvær er sket en udvikling i kvaliteten af far og barns samvær. Det var i starten overordentligt svært for faderen at opnå nogen kontakt overhovedet med B, men i løbet af perioden har det udviklet sig til, at de to har haft udbytte af samværet, og der har været en gensidig kontakt. Denne udvikling er kommet i stand på baggrund af en meget aktiv intervention og styring fra overvågerens side, og det har igennem forløbet vist sig, at BF har vist interesse for at modtage støtte til at udvikle kontakten til sin søn.

Direktoratet fandt ud fra sagens oplysninger ikke, at der var grundlag for helt at ophæve samværet. Direktoratet lagde afgørende vægt på, at det af udtalelsen fra F fremgik, at samværet mellem BF og B havde udviklet sig positivt, og at der i øvrigt ikke syntes at foreligge omstændigheder, der kunne medføre, at samværet burde afskæres.

Direktoratet udtalte i begrundelsen for afgørelsen, at det forhold, at samværet tidligere har foregået under overvågning, uden at dette har ført til, at der kan fastsættes uovervåget samvær, ikke i sig selv kan bevirke, at denne samværsform ikke fortsat kan benyttes.

Sag 12:

BF var blevet idømt 1 års fængsel for anden kønslig omgang end samleje med B1, da hun var 13 til 16 år.

BF havde under afsoningen overvåget samvær med B2-4, der var hhv. ca. 15, 9 og 5 år, hver 3. til 4. uge et par timer i hjemmet. Samværet var overvåget af en repræsentant for X Kommune. Dette samvær fortsatte i den et-årige prøveløsladelsesperiode. Der var herefter ikke samvær. Samværet med B2 ophørte tidligere. B2 var da omkring 15 år.

BF søgte herefter om samvær med B2-4, dog frafaldt han ansøgningen om samvær med B2. B3-4 var nu henholdsvis 10 og 6 år.

Til brug for sagen indhentede statsamtet en udtalelse fra kommunen. Af udtalelsen fremgik det:

"Sammenfattende kan siges, at BF gennem hele forløbet har samarbejdet med forvaltningen om de foranstaltninger, som er sat i værk, uanset om han har været enig heri. Han har således på ingen måde modarbejdet det overvågede samvær, når dette var foranstaltet på den måde.

...Det er i sagens natur ikke muligt for forvaltningen af bevise, hvorvidt der reelt er en risiko for nye krænkelser, men udfra BF's opvækst og baggrund må forvaltningen anbefale, at det overvågede samvær fastholdes.

Statsamtet afslog herefter at fastsætte samvær. Statsamtet lagde vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at der under et uovervåget samvær ville bestå en risiko for, at B3-4 ville blive udsat for overgreb. Statsamtet fandt ikke, at børnene burde bære denne risiko.

Statsamtet ville ikke fastsætte overvåget samvær, hvis der ikke var udsigt til, at samværet på et tidspunkt kunne overgå til at være uovervåget.

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen, således at det overvågede samvær skulle fortsætte. Efter dette skulle overvågeren udarbejde en udtalelse om samværets forløb, hvorefter statsamtet skulle tage stilling til sagen på ny. Direktoratet lagde navnlig vægt på, at BF under og efter afsoningen havde haft samvær med børnene og på oplysningerne om forløbet af dette samvær.

Sag 13:

BF havde kun set B nogle få gange, da B var lille. Da B var knap 4 år, søgte BF om samvær. B boede hos BM og dennes nye mand, M. B var ikke klar over, at M ikke var B's biologiske far.

Statsamtet lod gennemføre 3 overvågede samvær af I times varighed. BM havde betinget B's deltagelse i de overvågede samvær af, at B ikke fik oplyst, at BF var hans far.

Ifølge den rapport, der blev udfærdiget på baggrund af de overvågede samvær, havde kontakten mellem BF og B været god, om end den bar præg af, at B ikke kendte formålet med BF's tilstedeværelse.

Til brug for afgørelsen bad statsamtet den psykolog, P, der havde overvåget samværene, om en børnesagkyndig vurdering af, hvilket samvær der ville være bedst for B. P udtalte bl.a.:

"Under hele samværet er der en god kontakt mellem faderen og B. Det virker som om, at B kan genkende sin fader, men uden der er speciel følelsesmæssig kontakt fra B's side. B synes, det er meget rart, at der er en person, B kender, der vil lege med B, spille spil og lignende på B's præmisser. Men B er ikke et barn, der kravler op eller på anden måde søger tættere kontakt.

Umiddelbart virker det på mig som om den voksne kunne være hvilken som helst venlig person, der bruger al sin opmærksomhed på B.

Under hele samværet er B glad. B virker ikke på noget tidspunkt bange for faderen.

På et tidspunkt, hvor B skal ud på toilettet og ser moderen og stedfaderen i forhallen, vælger B alligevel at ville tilbage til faderen og lege videre."

P konkluderede på denne baggrund, at kontakten mellem BF og B var god nok til, at den ville kunne finde sted uden en tredje persons tilstedeværelse. Kontakten var ikke tæt og ville næppe kunne blive tættere, så længe B ikke var klar over, at BF var biologisk far til B. På den anden side var P ikke bekymret for, at BF ikke ville kunne håndtere kontakten til B på en fornuftig og ansvarlig måde.

Alligevel var P dybt bekymret for, at der skulle etableres samvær på daværende tidspunkt. Dette skyldtes, at P oplevede B som en følsom og sårbar dreng, der blev involveret i BM og M's konflikter i forbindelse med BF's samvær, og at BM og M's reaktioner ville påvirke B for meget i negativ retning. P konkluderede, at det ville være meget svært at forestille sig, hvordan et samvær, der tilgodeså B's behov, ville kunne effektueres på daværende tidspunkt. Efter P's opfattelse burde man vente med at etablere samvær, indtil B var i stand til at forstå, hvad der foregik omkring ham.

BM havde tilkendegivet, at hun var indstillet på, at B fik kontakt med BF, men først på et senere tidspunkt.

Statsamtet afslog på denne baggrund for tiden at fastsætte samvær med B, der nu var omkring 4½ år.

Civilretsdirektoratet fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at det af hensyn til B var påkrævet at afslå at fastsætte samvær på daværende tidspunkt. Direktoratet ændrede derfor statsamtets afgørelse og bestemte, at BF i en periode skulle have samvær med B under overvågning af en børnesagkyndig, der ville kunne hjælpe med at etablere kontakten mellem B og BF.

Inden dette samvær skulle begynde, burde BM have mulighed for at fortælle B, at BF var biologisk far til B.

Direktoratet lagde særlig vægt på, at der ifølge alle foreliggende erklæringer havde været en god kontakt mellem BF og B. Direktoratet mente ikke, at BM's modstand mod samvær burde berøve B muligheden for at have kontakt med begge sine biologiske forældre. Direktoratet var således opmærksom på, at etableringen af samvær ville kunne gribe forstyrrende ind i B's hverdag, men fandt ikke, at dette forhold gjorde det påkrævet at afslå at fastsætte samvær.

Der henvises endvidere til T:PA 97.178, der også er omtalt oven for i afsnit 2.2.

At myndighederne skal foretage en selvstændig vurdering af betydningen af de fremlagte erklæringer, er især klart, når der er udarbejdet flere erklæringer, hvis konklusioner peger i forskellige retninger. Dette kan illustreres af følgende sag:

Sag 14:

BF og BM ophævede samlivet en måned før B's fødsel i foråret 1993. Efter fødslen havde BF samvær med B hjemme hos BM hver søndag i et år, hvorefter statsamtet fastsatte overvåget samvær hver anden søndag i 2 timer.

Samværet blev i september 1996 ophævet. Dette skete på baggrund af en børnesagkyndig erklæring, hvori også var indgået udtalelser fra daginstitution, sundhedsplejerske og overvågningssted. Den børnesagkyndige erklæring var herudover udfærdiget på grundlag af en samtale med BF og BM samt hjemmebesøg og overvågning af et enkelt samvær.

Den børnesagkyndige anbefalede, at samværet blev sat i bero, indtil B kom i skolealderen, da B havde brug for en stabil og fast hverdag med rolige og tryghedsskabende voksne. Den børnesagkyndige mente endvidere, at overvåget eller uovervåget samvær ville have en skadelig virkning på B på grund af forældrenes indbyrdes destruktive forhold og på grund af moderens utryghed ved samværet.

Civilretsdirektoratet ændrede i januar 1997 statsamtets afgørelse og fastsatte overvåget samvær.

Der blev ved afgørelsen lagt særlig vægt på, at det havde været overvågningsstedets vurdering, at en udvidelse af samværet med et par timer ikke ville være i strid med B's tarv.

Overvågningsstedet havde endvidere udtalt, at BF havde været vedholdende i sin kontakt med B og på ingen måde grænseoverskridende.

Henset til den hidtidige kontakt mellem BF og B samt udtalelsen fra overvågningsstedet mente direktoratet således ikke, at det trods indholdet af den børnesagkyndige erklæring var godtgjort, at det var påkrævet at afslå samvær.

3. Psykiske problemer hos barnet

Afslag på samvær kan også være begrundet i, at barnet har så store psykiske problemer, at dette i sig selv gør det påkrævet, at der - for tiden - ikke er samvær. Dette kan være tilfældet, selv om der isoleret set ikke er noget at udsætte på samværsforælderen.

Inden der træffes en sådan afgørelse, skal der som udgangspunkt altid foreligge dokumentation for barnets psykiske problemer i form af sagkyndige erklæringer.

I disse situationer kan det være tilstrækkeligt at indhente udtalelser fra det hospital el.lign., der har barnet under behandling. Det er således ikke altid nødvendigt at få foretaget en børnesagkyndig undersøgelse. Fra praksis kan nævnes:

Sag 15:

BF og BM ophævede i 1998 samlivet, bl.a. fordi BF havde udøvet vold mod BM. Efter samlivsophævelsen blev BM dræbt af BF, der blev idømt en længere fængselsstraf for drabet.

BF's forældre søgte i konkurrence med børnenes moster og onkel om forældremyndigheden over B1 og B2, der var født i henholdsvis 1994 og 1996.

En børnesagkyndig afholdt samtaler med begge parter og anbefalede, at mosteren og onklen fik forældremyndigheden over børnene, da farforældrene skønnedes klart uegnede, idet de ingen forståelse havde for børnenes behov for at få bearbejdet deres traumer som følge af drabet.

Efter at være flyttet til mosteren og onklen påbegyndte begge børn psykologisk behandling. Især B1 havde store psykiske problemer.

BF søgte i august 1999 om samvær, hvilket statsamtet i februar 2000 afslog.

Civilretsdirektoratet stadfæstede i marts 2000 statsamtets afgørelse, bl.a. med henvisning til en psykologudtalelse med følgende indhold:

"Samkvem nu og i nærmest fremtid er overordentligt uhensigtsmæssigt for børnene og specielt for B1.

Jeg erindrer om, at B1 reagerede med stærke, nervøse reaktioner omkring de meget usædvanlige og tragiske begivenheder for godt et år siden. B1 var stærkt angstpræget dag og nat, kunne eksempelvis ikke tåle lukkede døre, var meget grådlabil, stærkt tryghedssøgende, havde stærk enuresis (ufrivillig vandladning).

Men specielt indenfor den sidste måned har det vist sig, at B1 endnu er særdeles sart og let at bringe ud af fatning. B1 har fået tilbagefald og [barnets] nervøse symptomer er genopstået, dog heldigvis ikke i samme styrke som for et år siden.

Til illustration af praksis kan herudover nævnes: sag 4, sag 5 og sag 8, der er refereret ovenfor afsnit 2.4.1.

4. Højt konfliktniveau mellem forældrene

I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær er det fremhævet, at afslag på samvær kan begrundes i, at samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold er eller vil blive meget konfliktfyldt.

Et meget højt konfliktniveau imellem forældrene kan dog ikke i sig selv begrunde en ophævelse af samværet. Det afgørende er således, om barnet påvirkes af konflikten i en sådan grad og på en sådan måde, at samværet af hensyn til barnet bør ophæves, eller at der er en alvorlig risiko for, at barnet vil blive påvirket af konflikten.

Afslag på samvær med en sådan begrundelse forudsætter normalt, at der foreligger dokumentation for, at barnet påvirkes af forældrenes konflikter i urimelig grad.

Det vil i sådanne situationer ofte være vanskeligt at fastslå, hvem af forældrene der bærer hovedansvaret for konflikten. Det er imidlertid ikke en betingelse for at afslå samvær, at det er godtgjort, at konflikten hovedsageligt skyldes samværsforælderens forhold. Det bør dog indgå som et moment i overvejelserne, om bopælsforælderen kan have en interesse i at optrappe konflikten med henblik på at få samværet ophævet.

Det bør altid overvejes, om hensynet til barnet i disse situationer kan varetages på en mindre indgribende måde, end ved at give afslag på samvær. For ikke direkte at udsætte barnet for forældrenes konflikter bør det eksempelvis overvejes at ændre afhentnings-/afleveringssituationen, således at forældrene ikke kommer i kontakt med hinanden. Det bør også overvejes kun at fastsætte samvær i meget begrænset omfang, ligesom det bør overvejes, om overvåget/støttet samvær vil kunne tilgodese hensynet til barnet.

Civilretsdirektoratet har bl.a. taget stilling til betydningen af forældrenes konflikt i følgende sager:

Sag 16:

BM flygtede fra hjemmet i efteråret 1997 med B, der da var 2 år. Der var herefter ikke kontakt mellem B og BF, før BF i 1999 ansøgte om samvær.

BM, BF og B havde boet sammen med BF's forældre samt BF's bror og svigerinde og deres 4 børn. BF havde overladt pasningen af B til BM, og han havde ofte boet hos venner eller en anden kvinde. Familiens situation var tilsyneladende præget af vold og terror mod BM udøvet af både BF og hans familie. Dette var dog ikke dokumenteret, men bl.a. havde naboerne indgivet anmeldelser til de sociale myndigheder om grov forsømmelse af såvel B som broderens og svigerindens børn. Der forelå endvidere udtalelser fra sundhedsplejerske og sygehuspersonalet, der i nogen grad bekræftede BM's oplysninger. BM havde ikke anmeldt forholdene til politiet.

BM frygtede for sit liv og holdt sig skjult på et krisecenter sammen med B.

Statsamtet afslog i september 1999 at fastsætte samvær, idet der efter stats-amtets opfattelse forelå så alvorlige forstyrrelser i parternes forhold, at det af hensyn til barnet var påkrævet, at der ikke blev fastsat samvær, heller ikke under overvågning.

Civilretsdirektoratet stadfæstede denne afgørelse. Direktoratet lagde endvidere vægt på, at såvel de sociale myndigheder som B's børnehave havde oplyst, at de var opmærksomme på, at B kunne have traumer fra tidligere episoder i sit liv, og at B til brug for bearbejdning af eventuelle tidligere oplevelser var indstillet til at modtage terapi.

Sag 17:

Sagen omhandlede et barn på 8 år, som frem til efteråret 1998 alene havde haft sporadisk kontakt med BF, hvis evne til at tage sig af B ikke var omtvistet. Således var samspillet med BF og B i en udtalelse fra et tidligere gennemført overvåget samvær beskrevet positivt.

Statsamtet ophævede i sommeren 1999 samværet. Statsamtets afgørelse byggede bl.a. på udtalelser fra en psykolog fra kommunens Pædagogiske og Psykologiske Rådgivning (PPR), der havde undersøgt B via samtaler m.v. over en længere periode. Det var psykologens opfattelse, at B's problemer skyldtes, at B var blevet kastebold mellem forældrene, og psykologen anbefalede, at der blev skabt ro omkring B. Statsamtet begrundede afgørelsen således:

"Statsamtet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at et fortsat samvær påfører B et uacceptabelt pres i ... dagligdag[en] til skade for B's psykiske udvikling.

Det lægges til grund, at B er et meget skrøbeligt barn, der igennem adskillige år er blevet belastet af i forskellige sammenhænge at skulle påtage sig et voksenansvar i forhold til sine biologiske forældre.

Bl.a. som følge af moderens skepsis overfor samvær er der skabt mange konfliktfyldte situationer for B i forholdet mellem forældrene.

Det vurderes således at være bedst for B, at der skabes størst mulig ro i B's dagligdag."

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen med følgende begrundelse:

"Vi ændrer statsamtets afgørelse, sådan at De får ret til overvåget samvær med B i en nærmere bestemt periode. Vi bestemmer samtidig, at der efter periodens udløb skal udarbejdes en vurdering af samværets forløb af en børnesagkyndig med henblik på fastsættelse af det fremtidige samvær. Vi har i dag bedt statsamtet om at fastsætte de nærmere retningslinier i anledning heraf.

Vi har endvidere lagt til grund, at psykolog P i sit brev af 7. april 1999 anbefaler, at samværet med Dem begrænses til et minimum for at give B ro, ligesom vi har lagt til grund, at P's udtalelser i brevet af 26. april 1999 for en stor del tager afsæt i konsultationer, som fandt sted i efteråret 1997.

Vi finder efter en samlet vurdering ikke, at det på det foreliggende grundlag er tilstrækkeligt godtgjort, at det af hensyn til B er påkrævet at ophæve samværet. Vi finder dog, at sagens omstændigheder taler for, at det undersøges nærmere, hvilken betydning fastsættelse af samvær vil have for B. Vi har ved denne afgørelse lagt vægt på psykolog P's udtalelser."

Sag 18:

BF fik i september 1999 samvær med B, der var født i begyndelsen af 1999.

Statsamtet suspenderede i december 1999 samværet under henvisning til, at der var et meget konfliktfyldt forhold mellem BF og BM.

Dette var kommet til udtryk ved, at BF bl.a. havde anmeldt BM til social-forvaltningen og politiet og endvidere havde anmodet om genoptagelse af faderskabssagen. Statsamtet tilkendegav at ville genoptage behandlingen af samværssagen, når der forelå en endelig afgørelse vedrørende faderskabet.

BF hævede i december 1999 faderskabssagen, hvorefter statsamtet fastsatte midlertidigt samvær 6 timer hver onsdag under den fortsatte behandling af samværssagen.

I juni 2000 ophævede statsamtet samværet med følgende begrundelse:

"Statsamtet ophæver Deres ret til samvær, idet fortsat samvær med Dem efter statsamtets vurdering ikke er til bedste for B.

Statsamtet har ikke fundet grundlag for at iværksætte en børnesagkyndig undersøge se, idet karakteren af det konfliktfyldte forhold mellem Dem og BM i sig selv vurderes at udgøre en meget alvorlig risiko for B's følelsesmæssige udvikling såvel aktuelt som på sigt.

Efter statsamtets vurdering har konflikterne sit udspring i Deres gentagne og massive anklager mod BM bl.a. for manglende forældreevne - anklager, som udfra de foreliggende oplysninger ikke har kunnet bekræftes.

Det er statsamtets vurdering, at omfanget og karakteren af de beskrevne konflikter - aktuelt og på sigt - udgør en risiko for B's følelsesmæssige udvikling. Udfra det hidtidige forløb finder statsamtet endvidere ikke forhold, der taler for, at De og BM vil kunne udvikle det nødvendige samarbejde omkring B og samværssituationen.

B vil efter statsamtets vurdering ved et fortsat samvær bringes i en alvorlig (og voksende) loyalitetskonflikt, der vil skade B's følelsesmæssige udvikling.

X kommunes dagplejekontor har ved brev af 17. maj 2000 overfor statsamtet udtrykt bekymring for B, der efter dagplejens vurdering fremstår som påvirket af forældrenes konflikter."

Statsamtet henviste i begrundelsen bl.a. til følgende forhold som udtryk for det høje konfliktniveau:

BF havde gentagne gange anmodet kommunen om at iværksætte hjælpe-foranstaltninger over for BM's børn, herunder B, fordi BM efter BF's opfattelse ikke kunne tage vare på dem. Kommunen havde afvist dette.

BF havde anmeldt BM for bedrageri og dyremishandling. Statsadvokaten havde stadfæstet politimesterens afvisning af anmeldelsen.

BF var dømt for ærekrænkelser mod BM. BF havde dog tilkendegivet, at han ville søge retssagen genoptaget.

BF var meddelt polititilhold mod at opsøge BM. Afgørelsen var påklaget til Justitsministeriet.

Fogedretten havde nægtet at fremme en anmodning fra BF om at pålægge BM at udlevere en barnevogn og en høj stol fra BM og samtidig pålagt BF at betale sagens omkostninger.

Civilretsdirektoratet bad statsamtet om at genoptage sagen og foretage en nærmere undersøgelse af forholdet mellem BF og B. Direktoratet bestemte samtidig, at samværet fortsat skulle være suspenderet under statsamtets behandling af sagen:

"Begrundelsen for vores afgørelse om, at De ikke for tiden har samvær med B, er den samme, som statsamtet har givet Dem. Henset til det meget høje konfliktniveau mellem Dem og BM, og at disse konflikter muligvis påvirker B, finder vi ikke grundlag for at tilsidesætte statsamtets skønsmæssige afgørelse.

Sidstnævnte forhold er efter vores opfattelse sandsynliggjort ved erklæringen af 17. maj 2000.

Vi er således enige med statsamtet i, at et meget højt konfliktniveau mellem forældrene kan begrunde ophævelse af samværet. Dette forudsætter dog, at konflikterne påvirker barnet, eller at der er en alvorlig risiko for, at dette vil ske.

I denne sag mener vi ikke, at det på det foreliggende grundlag er dokumenteret, at ophævelse af samværet er påkrævet af hensyn til B, f. eks. på grund af konflikterne mellem Dem og BM.

Vi mener derfor, at det bør undersøges nærmere, hvilken betydning sagens høje konfliktniveau har for B, og hermed hvilke muligheder der er for fastsættelse af samvær, eventuelt under overvågning i en periode.

Vi har herved lagt vægt på, at statsamtets afgørelse alene er truffet på baggrund af dagplejens udtalelse om, at B er påvirket af konflikten, og at denne udtalelse bygger på et relativt spinkelt grundlag.

Vi skal understrege, at det er op til statsamtet at beslutte, hvordan nævnte undersøgelser skal foretages. Vi har således ikke pålagt statsamtet at foretage en børnesagkyndig undersøgelse."

Til illustration af praksis kan i øvrigt nævnes sag 1, der er refereret i afsnit 2.3., samt sag 5 og sag 7, der er refereret i afsnit 2.4.1.

5. Lang tids adskillelse

Civilretsdirektoratet har senest i Skarrildhus-beretningen for 1998, side 28-50 (D.1.), orienteret om adgangen til at afslå eller ophæve samvær, herunder praksis vedrørende langvarig adskillelse.

Hvis der i mange år - normalt over 5 år - ikke har været kontakt mellem den samværssøgende og barnet, bør det nøje overvejes, om etablering af kontakt på nuværende tidspunkt vil gribe forstyrrende ind i barnets tilværelse.

Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på barnets alder, sociale forhold og familiemæssige situation, herunder om barnet har etableret en social kontakt til en anden voksen, der kan træde i den samværssøgendes sted.

Endvidere skal der lægges særlig vægt på årsagen til, at der ikke har været kontakt med barnet, navnlig om adskillelsen skyldes passivitet fra den samværssøgendes side, eller om det er den af forældrene, der har barnet boende, der har forhindret kontakten.

Det forhold, at et barn ikke viser tegn på savn eller erindring om den af forældrene, som barnet ikke bor hos, giver efter forarbejderne til loven ikke tilstrækkeligt grundlag for ikke at fastsætte samvær.

Til illustration kan nævnes følgende afgørelser:

Sag nr. 19:

BF ansøgte i juli 1997 om samvær med B, født i foråret 1992.

BF oplyste, at han siden fødslen kun havde set B en enkelt gang ved et tilfældigt møde på gaden. BF havde søgt om samvær i 1992, 1993 og 1994, men efter den dagældende lovgivning havde han fået afslag på samvær, fordi han aldrig havde haft kontakt med B.

BM oplyste over for statsamtet, at hun siden 1993 havde levet sammen med en anden mand, som B opfattede som sin far.

Statsamtets afslog BF's ansøgning om samvær med følgende begrundelse:

"Statsamtet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at De aldrig har haft kontakt til B som nu er Ca. 5 1/2 år gammel. Endvidere har man lagt vægt på, at B siden B var ganske lille har levet i et stabilt familieforhold sammen med sin mor og hendes samlever."

BF klagede over afgørelsen.

Under behandlingen af klagesagen oplyste BM, at hendes samlever begyndte at komme i hendes hjem flere gange hver uge i 1993, og at de flyttede sammen sidst i 1995. Ifølge det centrale personregister blev BM og samleveren første gang registreret på samme adresse i august 1996.

Civilretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse og fastsatte samvær.

Direktoratet begrundede afgørelsen med, at der efter en vurdering af sagens oplysninger ikke fandtes omstændigheder, der gjorde det påkrævet at afslå at fastsætte samvær af hensyn til B. Direktoratet skønnede herved, at BM og samleverens familieliv ikke havde været af en sådan varighed, at etablering af samvær ville gribe så forstyrrende ind i B's liv, at der var det fornødne grundlag for at fravige lovens udgangspunkt om fastsættelse af samvær. Direktoratet fandt ikke, at BF havde udvist passivitet i forhold til at få kontakt med B, idet han i 1992, 1993 og 1994 søgte om samvær.

BM anlagde efter afgørelsen retssag mod Civilretsdirektoratet med påstand om, at afgørelsen var ugyldig.

Landsretten fri fandt direktoratet under henvisning til, at det af lov om forældremyndighed og samvær og forarbejderne til loven fremgår, at udgangspunktet er samvær, og at afslag herpå kræver en særlig begrundelse, også selvom samværsforælderen aldrig har haft kontakt med barnet. Retten anførte bl.a., at direktoratet havde foretaget en konkret vurdering af sagen og herefter ikke havde fundet grundlag for at tilsidesætte lovens hovedregel. Retten fandt ikke, at dette skøn var i strid med loven eller hensynene bag lovændringen i 1996. Retten var i den forbindelse opmærksom på, at etablering af samvær ville kunne forvolde forstyrrelse i B's familieforhold, især fordi BM fastholdt ønsket om, at B ikke skulle have kontakt med BF og ikke vide, at BF var hans far. Disse vanskeligheder ville dog efter rettens opfattelse kunne overvindes, hvis BM og hendes samlever loyalt og positivt ville medvirke til samværet. Det var efter rettens opfattelse ikke en sagsbehandlingsfejl, at der ikke var indhentet en børnesagkyndig undersøgelse, da dette beroede på direktoratets skøn.

Afgørelsen er gengivet i T:FA 2000.194 og i Nyhedsbrev nr.11, side 102.

Sag 20:

BF ansøgte i oktober 1998 om samvær med B, der var født i december 1989.

Der var under behandlingen af sagen afgivet modstridende oplysninger om, hvornår BF's kontakt med B var ophørt. BF oplyste, at kontakten ophørte, da BM og B flyttede til Jylland, hvilket ifølge folkeregistret var sket i november 1994. BM oplyste, at kontakten ophørte i marts 1994, hvor BM flyttede sammen med BF's bror. Der var endvidere afgivet modstridende oplysninger om omfanget af BF's kontakt med B indtil kontaktafbrydelsen.

BM havde siden februar 1996 boet sammen med en mand, som B ifølge BM betragtede som sin far.

Statsamtet afslog at fastsætte samvær under henvisning til, at etablering af samvær mellem BF og B ville gribe forstyrrende ind i B's liv. Statsamtet lagde navnlig vægt på, at BF ikke havde søgt kontakt med B i omkring 4 år, at det måtte antages, at B ikke vidste, at BF var B's far, og at B nu levede i en familie med en ny social far, som desuden var far til B's lillebror.

BF klagede over afgørelsen.

BM oplyste over for Civilretsdirektoratet, at B anså samleveren som sin far. BM ønskede derfor på ingen måde, at der blev etableret samvær, men hvis det blev bestemt, at der skulle være samvær, ønskede hun, at de første samværsbesøg skulle foregå i hendes hjem.

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen og fastsatte samvær, idet direktoratet ikke fandt, at det var påkrævet af hensyn til B at afslå at fastsætte samvær. Direktoratet fandt således ikke, at der i sagen var oplysninger, der talte afgørende imod at forsøge at etablere samvær mellem BF og B.

Der henvises også til sag 13, der er omtalt i afsnit 2.4.2.

Folketingets Ombudsmand har i forbindelse med gennemgangen af en sag, hvor Civilretsdirektoratet havde stadfæstet statsamtets afslag på samvær, udtalt følgende:

"En langvarig adskillelse kan også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for, at der ikke fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale om passivitet fra Deres side - foreligge særlige forhold, der taler imod samværsret."

Der henvises til Skarrildhus-beretningen for 1998, side 49.

I sagen udtalte Ombudsmanden endvidere:

"Det er min opfattelse - som jeg mener underbygges af Civilretsdirektoratets egen beskrivelse af praksis, herunder i forældremyndighedsvejledningens pkt. 5 - at der ikke udelukkende kan lægges vægt på varigheden af adskillelsen ved afgørelser om ophævelse af samvær på grund af langvarig manglende kontakt. I dette tilfælde, hvor der som tidligere anført ikke kan siges at foreligge passivitet, må der derfor efter min opfattelse foreligge yderligere grunde end varigheden af adskillelsen til at afslå at fastsætte samvær.

Det er således vigtigt at undersøge årsagen til, at samværsforælderen ikke har haft kontakt med barnet i mange år.

Hvis den manglende kontakt alene skyldes passivitet fra samværsforælderens side, taler dette som udgangspunkt afgørende imod at fastsætte samvær.

Til illustration kan nævnes følgende nyere afgørelser om betydningen af langvarig adskillelse på grund af samværsforælderens passivitet:

Sag 21:

B blev født i juni 1993.

BF ansøgte om samvær med B i juli 1998. Han havde på det tidspunkt ikke haft kontakt med B siden efteråret 1993. BF oplyste over for statsamtet, at han på grund af ukendskab til de nye regler om samvær ikke havde søgt om samvær tidligere. Han var under et møde i statsamtet i juni 1993 blevet orienteret om de dagældende regler om samvær.

BM og B havde boet sammen med BM's ægtefælle siden oktober 1996, og BM havde oplyst, at B betragtede BM's ægtefælle som sin far.

BM's ægtefælle havde i juli 1998 ansøgt om at adoptere B, og BF's ansøgning om samvær fremkom først, da han var blevet gjort bekendt med denne ansøgning og i forbindelse hermed blev bekendt med ændringen af samværsreglerne.

Statsamtet afslog BF's ansøgning om samvær med følgende begrundelse:

"Statsamtet har ved afgørelsen lagt vægt på disse forhold og har således på grund af den manglende kontakt i Ca. fem år ikke fundet, at der bør fastsættes samvær.

Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afgørelse.

Direktoratet fandt efter en samlet vurdering, at det var påkrævet af hensyn til B at afslå at fastsætte samvær. Der blev ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at der ikke havde været kontakt mellem BF og B siden efteråret 1993, og at den manglende kontakt efter direktoratets opfattelse til dels skyldtes passivitet fra BF's side. Endvidere havde B etableret en social kontakt til BM's ægtefælle, som B opfattede som sin far.

Sag 22:

B blev født i juni 1990.

BF ansøgte om samvær med B i juli 1998. Han havde på det tidspunkt ikke haft kontakt med B siden august 1992.

Statsamtet afslog ansøgningen. Statsamtet lagde vægt på, at BM var imod etablering af samvær bl.a. på grund af den langvarige adskillelse mellem BF og B og de problemer, der havde været i forholdet mellem hende og BF.

Statsamtet fandt herefter - uden yderligere uddybende bemærkninger - ikke grundlag for at fastsætte samvær.

Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afgørelse.

Direktoratet lagde vægt på, at der ikke havde været kontakt mellem BF og B siden 1992, og at adskillelsen efter direktoratets opfattelse skyldtes passivitet fra BF's side.

Direktoratet lagde desuden en vis vægt på, at B havde etableret en social kontakt til en anden voksen mand, da BM var blevet gift i august 1996 og havde boet sammen med ægtefællen i Danmark siden februar 1997. BM havde oplyst, at B betragtede denne mand som sin far. Desuden havde BF oplyst, at han ikke havde søgt om samvær på et tidligere tidspunkt, fordi han flere gange var blevet truet af BM's familie, og at han også var blevet udsat for vold. Ingen af disse forhold var dog blevet anmeldt til politiet.

Direktoratet fandt herefter, at det var påkrævet af hensyn til B at afslå at fastsætte samvær.

For så vidt angår begrundelseskravet i sager om afslag på og ophævelse af samvær på grund af langvarig adskillelse, finder direktoratet anledning til at orientere om, at Folketingets Ombudsmand - i forbindelse med gennemgangen af en sag, hvori Civilretsdirektoratet havde afslået samvær i august 1996 - har udtalt følgende:

"I begrundelsen for skønsmæssige afgørelser skal der efter forvaltningslovens §24, der er citeret under afsnit 1, angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt afgørende vægt. Såfremt afgørelsen er truffet på grundlag af myndighedens praksis, skal denne praksis nærmere beskrives. En begrundelse for en forvaltningsafgørelse skal endvidere fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. forarbejderne til forvaltningslovens, Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163 og Den kommenterede forvaltningslov v/John Vogter side 277.

Som begrundelse for ikke at etablere et samvær, har Civilretsdirektoratet - udover at henvise til det lange tidsrum uden samvær - henvist til moderens stærke modvilje imod samvær. Efter lovens forarbejder og praksis skal der - trods den forudsatte lempelse - imidlertid foreligge ganske alvorlige konflikter for at afslå en ansøgning om samvær, jf. vejledningen om forældremyndighed og samvær pkt. 3 under afsnittet "Afslag på og ophævelse af samvær". På den baggrund mener jeg ikke, at direktoratet i tilstrækkelig grad har anført, hvilke konkrete omstændigheder der efter direktoratets opfattelse udgør en risiko for, at Deres klients og BM's indbyrdes forhold ville gøre samværet med B meget konfliktfyldt.

Endelig har direktoratet henvist til, at etableringen af samvær vil gribe forstyrrende ind i B's forhold på nuværende tidspunkt. Direktoratet har imidlertid ikke nærmere angivet, hvilke forhold der bevirker, at etablering af samvær vil gribe forstyrrende ind i B's tilværelse. Jeg bemærker i den forbindelse, at etablering af samvær i en situation, hvor der ikke har været kontakt i en længere periode, altid må forventes at udgøre en relativ mærkbar ændring af et barns tilværelse uanset alder. Derfor burde Civilretsdirektoratet efter min opfattelse også have konkretiseret denne del af begrundelsen."

Opfyldelse af disse krav til begrundelsen forudsætter, at der - som foreslået af Forældremyndighedsudvalget - foretages nøje undersøgelser, inden der meddeles afslag på samvær. Dette gælder ikke kun i sager om betydningen af lang tids adskillelse mellem barnet og samværsforælderen, men i alle sager om afslag på samvær. Der henvises til afsnit 1.

6. Barnets mening

Civilretsdirektoratet har i Skarrildhus-beretningerne for 1998 og 1999 understreget vigtigheden af, at barnets mening inddrages i afgørelsesgrundlaget i samværs sager.

Beretningen for 1998 (s. 81-101) indeholder de overordnede retningslinier for inddragelse af børn under 12 år i administrative familieretlige sager, mens beretningen for 1999 (s. 68-75) indeholder en gennemgang af en række samværssager med henblik på at illustrere anvendelsen af disse retningslinier.

Emnet er endvidere behandlet i Civilretsdirektoratets "Vejledning om behandling af samværssager", side 23-31.

Barnets mening indtager en central rolle i sager om fastsættelse eller ophævelse af samvær, da der er tale om spørgsmål med vidtrækkende konsekvenser for barnet.

Det afgørende for, hvornår et barn skal høres i en samværssag, er barnets alder sammenholdt med dets modenhed og forståelse for sagens karakter og konsekvenser.

Det er derfor vigtigt, at denne vurdering foretages i forbindelse med samtalen, og at både indholdet af samtalen og vurderingen gengives så detaljeret som muligt i notatet fra samtalen. For en nærmere beskrivelse heraf henvises til Civilretsdirektoratets "Vejledning om behandling af samværssager", som udover at beskrive fremgangsmåden ved afholdelse af samtaler med børn, opstiller en række krav til de oplysninger, som et notat fra en sådan samtale som udgangspunkt bør indeholde.

I det følgende gengives nogle sager om afslag på samvær, der illustrerer nyere praksis på området.

Barnets alder er i referaterne oplyst på tidspunktet for samtalen, medmindre andet er anført.

Sag 23:

B var 10 år.

BF søgte om fastsættelse af samvær og var indforstået med, at dette blev fastsat under overvågning.

Samværet var suspenderet af statsamtet, efter at BM havde søgt om ophævelse, og fogedretten havde afslået at tvangsfuldbyrde samværet - navnlig på baggrund af en samtale med B i fogedretten.

B blev af statsamtet indkaldt til en samtale med en børnesagkyndig rådgiver. Under samtalen gav B klart udtryk for, at hun ikke ønskede at se BF. Af samtalenotatet fremgik følgende vurdering:

"Det er vurderingen, at B udfra alder og modenhed er i stand til at afgive en forklaring, der bør lægges vægt på. B kan ikke undgå at blive påvirket af forældrenes konflikt, men det vurderes, at de ting, hun giver udtryk for, er hendes egen mening og et reelt udtryk for angst. Hun er meget afklaret om, at hun ikke ønsker samvær, fordi hun er bange for sin far og tydeligt bekymret ved tanken om, at han pludselig kunne finde på at dukke op."

Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afgørelse og lagde navnlig vægt på B's holdning til samværet.

B var 8 år og 10 måneder og boede hos BF.

BM havde alene søgt om samvær i ferier, idet hendes nye mand af økonomiske og praktiske grunde ikke ville acceptere, at der blev gennemført et regelmæssigt samvær.

Statsamtet indkaldte B til en samtale med en børnesagkyndig rådgiver. Da der var et modsætningsforhold mellem B og BM's nye mand, var et af temaerne for samtalen, om samværet eventuelt kunne foregå et andet sted end i BM's hjem.

Ved samtalen udtrykte B uden tøven, at han ikke ønskede at besøge BM. Han oplyste, at BM og dennes nye mand slog ham, og han var afvisende over for tanken om at besøge BM et andet sted end på bopælen. Han oplyste dog også, at det sidste samvær hos BM "var gået lidt godt".

Den børnesagkyndige vurderede, at B havde givet udtryk for sin egen mening. Der var i notatet fra samtalen ikke foretaget en vurdering af B's modenhed.

Statsamtet afslog at fastsætte samvær under henvisning til de problemer, der havde været i BM's hjem i forhold til B, og til B's faste udtalelse om, at han ikke ville besøge BM. Statsamtet fandt ikke anledning til at betvivle, at B havde givet udtryk for sine egne ønsker ved samtalen i statsamtet.

Civilretsdirektoratet ændrede afgørelsen og bestemte, at der i en periode skulle være overvåget samvær med henblik på, at der blev foretaget en vurdering af dette til brug for den videre behandling af samværssagen.

Civilretsdirektoratet lagde særligt vægt på B's alder på tidspunktet for samtalen og fandt ikke, at der forelå oplysninger i sagen, der gjorde det påkrævet af hensyn til B helt at afskære kontakten.

7. Misbrugsproblemer og psykiske problemer hos samværsforælderen

Der er ikke tvivl om, at det kan påvirke et barn negativt at vokse op i et miljø, der er præget af misbrug af narkotika eller alkohol. Sådanne forhold kan derfor begrunde afslag på samvær.

Det samme gælder, hvis samværsforælderen har alvorlige psykiske problemer.

Misbrugsproblemer eller psykiske problemer hos samværsforælderen medfører dog ikke i sig selv afslag på samvær.

Der skal således altid foretages en konkret vurdering af karakteren af de pågældende problemer og disses indvirkning på barnet. Endvidere skal sådanne omstændigheder afvejes i forhold til konsekvensen af, at barnet eventuelt risikerer helt at miste kontakten til den ene forælder.

Det skal også altid overvejes, om det eventuelt vil være muligt at lade samværet foregå under overvågning som et alternativ til helt at afslå samvær. I andre tilfælde vil vilkår om f.eks. antabusbehandling kunne gøre et samvær trygt for barnet. Ligeledes vil et samvær kunne begrænses til kun at vare nogle få timer ad gangen, eller det kan begrænses til kun at finde sted med lange mellemrum.

Man bør endvidere holde sig for øje, at den forælder, der har barnet boende, naturligvis vil kunne nægte at udlevere barnet til samvær, hvis samværsforælderen ved samværets start viser sig at være påvirket af alkohol el.lign.

Fra praksis kan nævnes:

Sag 25:

BF søgte i januar 1999 om samvær med B, der var 7½ år.

Samværet havde siden februar 1997 været afbrudt/ophævet 2 gange på grund af BF's narkotikaproblemer.

BF var nu i et behandlingsforløb på en institution og havde på tidspunktet for statsamtets afgørelse været stoffri i Ca. 8 måneder. Institutionen anbefalede, at BF fik fastsat samvær med B, og institutionen ville gerne påtage sig at indgå i et samarbejde herom.

Statsamtet afslog i juli 1999 at fastsætte samvær for tiden med følgende begrundelse:

"På baggrund af de tidligere afbrydelser af Deres ret til samvær med B, og at De stadig er i en intensiv behandling for Deres misbrugsproblem, har statsamtet skønnet, at det ikke er godtgjort, at samværet kan fungere stabilt og kontinuerligt for tiden."

Civilretsdirektoratet indhentede supplerende oplysninger fra den behandlende institution og fastsatte herefter samvær efter statsamtets nærmere bestemmelse. Afgørelsen blev begrundet således:

"Vi kan hertil tilføje, at Y, leder af X behandlingscenter, over for Civilretsdirektoratet har oplyst, at man støtter Dem meget i, at De igen får samvær med B. De er ifølge Y inde i en positiv udvikling, og De kan godt tage Dem af B. Y har desuden oplyst, at der vil blive stillet et værelse til disposition, såfremt et eventuelt samvær skal udøves på behandlingscentret, men at der ikke er noget til hinder for, at De også vil kunne have samvær udenfor behandlingscentret.