2003-04 - L 179 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love. (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)

L 179 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love. (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)

Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning
og forskellige andre love

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 365 af 6. juni 2002 og § 4 i lov nr. 387 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

»§ 10. Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den efterlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab eller registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis

1) der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere,

2) ægtefællerne eller de registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet,

Stk. 2. Den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan tillade, at stk. 1 fraviges.

»Stk. 3. Søges skilsmisse i medfør af § 31, stk. 1, eller § 31, stk. 1, jf. stk. 2, kan bevilling meddeles, når den anden ægtefælle ikke protesterer herimod, hvis

1) skilsmisse søges på vilkårene for separationen, og disse også gælder for tiden efter skilsmissen, og

»Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling, hvis

§ 58 a. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 50 og 53, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995, som ændret ved § 9 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

»§ 52 a. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6, og 8, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær, som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997 og § 2 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

»§ 9. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2. Er forældrene uenige, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.«

»§ 11. Forældremyndigheden kan ved aftale overføres fra den ene af forældrene til den anden. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til andre end en af forældrene. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.«

4. I § 19, stk. 1, 1. pkt., ændres »samt social- og sundhedsvæsenet« til: », social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger«, og i 2. pkt . ændres »eller institutionen« til: », institutionen, lægen eller tandlægen«.

»§ 31. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 14, stk. 1-4.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om forældremyndighed.«

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815 af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

»3) aftaler om forældremyndighed efter lov om forældremyndighed og samvær, bestemmelser om forældremyndighed og samvær, der er truffet af statsamtet, retsforlig om samvær samt aftaler om samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.«

»§ 483. Aftaler og bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478, stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt eller bestemt.«

4. I §§ 535 og 536 ændres »samværsret« til: »samvær«, og i § 536 ændres »samværsrettens« til: »samværets«.

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 228 af 2. april 2003, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »kan«: »bortset fra de i § 5 a, stk. 2, nævnte tilfælde«, og 2. pkt . udgår.

»§ 5 a. En ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn (stedbarnsadoption).

Stk. 2. Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere ægtefælles barn eller adoptivbarn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.«

3. I § 16, stk. 1, § 19, stk. 2, § 23, stk. 2, stk. 3, og stk. 4 , der bliver stk. 5, § 24, stk. 1 , og § 37, stk. 2 , ændres »virkelige« til: »oprindelige«.

»Stk. 2. Ved stedbarnsadoption efter § 5 a får den adopterede i forhold til ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller samme retsstilling, som om den pågældende var deres fælles barn.«

»Stk. 4. Er adoptivforholdet blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, kan justitsministeren eller retten efter anmodning fra den adopterede bestemme, at den pågældende genindtræder i retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis de oprindelige forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes oprindelige forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestemmes, at retsforholdet genopstår i forhold til denne slægt.«

»Stk. 2. Uanset stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.«

»§ 29 b. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren. Dette gælder dog ikke afgørelser efter §§ 9-10, der er indbragt for retten, jf. § 11.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagers behandling.«

I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, § 36 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, og lov nr. 360 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

»Ægteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17, § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2, være opfyldt.«

»Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«

»Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af justitsministeren.«

»Stk. 3. Hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her.«

»§ 6 a. Ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret partnerskab.«

I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 352 af 15. maj 2003, foretages følgende ændringer:

»§ 21. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsamternes behandling af sager om børnebidrag, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

»§ 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.«

2. I § 14, stk. 5, indsættes efter 2. pkt.: »Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2. § 1, nr. 1-2 finder anvendelse på afgørelser om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, der træffes efter den 1. oktober 2004.

Stk. 3. Bosondring efter § 38, nr. 4, i lov om ægteskabets retsvirkninger, som ophævet ved denne lovs § 2, nr. 2, kan meddeles på baggrund af en begæring indgivet til skifteretten før den 1. oktober 2004.

Stk. 4. Ansøgning om godkendelse af aftale om ophør af fælles forældremyndighed eller overførsel af forældremyndigheden til den anden forælder, der er indgivet før den 1. oktober 2004, og som ikke er færdigbehandlet af statsamtet, anses som en anmeldelse af aftale herom, hvis ansøgningen er indgivet af forældrene i fællesskab.

Stk. 5. Justitsministeren kan bestemme, at regler fastsat i medfør af § 31, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 6, § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven, som indsat ved denne lovs § 5, nr. 9, helt eller delvist skal finde anvendelse på ansøgninger og klager, der er indgivet inden de pågældende reglers ikrafttræden, men som ikke er færdigbehandlet.

Stk. 6. §§ 5, 5a, 16, stk. 2, 23 og 28 i adoptionsloven som ændret ved denne lovs § 5, nr. 1, 2, 4, 6 og 8 finder også anvendelse på ansøgninger om adoption, der er indgivet inden den 1. oktober 2004, og hvor der ikke er truffet afgørelse i sagen. Adoptionslovens § 28, som ændret ved denne lovs § 5, nr. 8, finder også anvendelse på udenlandske afgørelser om adoption, som træffes inden den 1. oktober 2004, hvis der ikke i adoptionssagen er udstedt en dansk adoptionsbevilling.

Stk. 7. § 14, stk. 5, 2. pkt., i børneloven, som ændret ved denne lovs § 8, nr. 1, finder anvendelse på børn, som fødes efter lovens ikrafttræden. For børn født før lovens ikrafttræden anvendes de hidtil gældende regler.

Stk. 2. § 42, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, finder også anvendelse på ansøgninger om skilsmisse efter § 31, stk. 1 eller stk. 1, jf. stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der er indgivet inden den 1. januar 2005, og som ikke er færdigbehandlet i statsamtet.

Stk. 3. Er en ansøgning om separation eller skilsmisse indgivet inden den 1. januar 2005, skal der afholdes vilkårsforhandling i overensstemmelse med de hidtil gældende regler i § 44 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, medmindre begge ægtefæller anmoder om, at vilkårsforhandling undlades.

Stk. 1. Lovens § 2, nr. 1, og § 7, nr. 1, træder i kraft den 1. april 2005.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at regler fastsat i medfør af § 58 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 6, § 52 a, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, som indsat ved denne lovs § 2, nr. 3, og § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 2, også skal finde anvendelse på klager over en bidragsafgørelse, der er indgivet før den 1. april 2005.

Stk. 2. §§ 1-3 og 5-8 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

1.1. Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række forenklinger af regler på det familieretlige område. Der er i det væsentlige tale om administrative lempelser for borgerne og det offentlige og om at gøre de gældende regler mere tidssvarende.

1.2. Som et led i regeringens handlingsplan om regelforenkling nedsatte Justitsministeriet i august 2002 en arbejdsgruppe for regelforenkling på det familieretlige område.

Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter for Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, Foreningen af statsamtmænd, Foreningen af statsamtsjurister samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Arbejdsgruppen skulle bl.a. analysere de forskellige forslag til forenklinger på det familieretlige område, som fremgik af Justitsministeriets handlingsplan om regelforenklinger samt de forslag, som kom fra bl.a. statsamter og kommuner som følge af det frihedsbrev, som indenrigs- og sundhedsministeren på vegne af regeringen i januar 2002 sendte ud til amter og kommuner. Herudover skulle arbejdsgruppen som led i det løbende arbejde med at sikre enkle, hensigtsmæssige og mere borgervenlige regler fremkomme med forslag til forenkling af den familieretlige lovgivning. Formålet med overvejelserne var ikke at foretage en gennemgribende revision af den familieretlige lovgivning, men alene at få justeret eksisterende bestemmelser på specifikke områder, som der i praksis havde været sat spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af.

Arbejdsgruppen afleverede sin rapport om regelforenkling på det familieretlige område i december 2003. Bortset fra de dele af lovforslaget, der vedrører orientering om børn og mindreåriges anerkendelse af faderskab samt enkelte mindre ændringer, jf. nedenfor, bygger lovforslaget i det hele på arbejdsgruppens rapport. Medmindre andet er anført, svarer de foreslåede ændringer endvidere til anbefalingerne i rapporten.

• Kravet om, at et tidligere fællesbo skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, foreslås ophævet i tilfælde, hvor ægteskabet er ophørt ved skilsmisse.

• Kravet om, at kommende ægtefæller skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med en anden mand eller kvinde, foreslås ophævet.

• Det foreslås, at statsamtet skal kunne meddele skilsmisse ved bevilling på uændrede vilkår efter forudgående separation i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser om, hvorvidt ægtefællen har bemærkninger til skilsmissen.

• Det foreslås, at der ikke længere skal afholdes obligatorisk vilkårsforhandling forud for bevilling af separation eller skilsmisse. Vilkårsforhandling skal dog stadig foretages, hvis en af parterne anmoder om det, eller statsamtet finder, at særlige omstændigheder taler for det.

• Kriteriet for, hvornår der kan ske ændringer i samvær, foreslås skærpet, således at der som udgangspunkt kun kan ske ændringer, hvis der er tale om væsentligt forandrede forhold. Herved tilskyndes forældrene til i højere grad selv at tage ansvaret for at få samværet til at fungere.

• Det foreslås, at aftaler mellem forældre om, at fælles forældremyndighed skal ophøre, eller at forældremyndigheden skal overføres fra den ene til den anden forælder, ikke længere skal godkendes af statsamtet, men blot anmeldes til statsamtet.

• Det foreslås, at skriftlige aftaler om samvær skal kunne tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i aftalen.

• Efter § 19 i lov om forældremyndighed og samvær har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger.

• Det foreslås, at det skal være lettere for voksne adopterede at genetablere retsforholdet til deres oprindelige slægt i tilfælde, hvor alle parter ønsker dette.

• Endvidere foreslås visse lempelser i adgangen til stedbarnsadoption af voksne. Hvis f.eks. et barn er vokset op hos sin mor og stedfar, skal det være muligt for stedfaderen at stedbarnsadoptere barnet, når det er blevet voksent, selv om han i mellemtiden er blevet skilt fra barnets mor.

• Adgangen til at anerkende udenlandske afgørelser om adoption, der er truffet i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993, foreslås udvidet. Det vil indebære en lettelse for forældre, som adopterer udenlandske børn, og hvor adoptionen gennemføres i barnets hjemland.

• Der foreslås nogle lempelser i adgangen for udlændinge til at indgå registreret partnerskab her i landet. Bopæl i et land med regler om registreret partnerskab, der svarer til de danske, foreslås sidestillet med bopæl her i landet.

• For at forenkle sagsgangen i klagesager foreslås det, at der skabes hjemmel til at fastsætte regler om, at statsamtet kan genoptage en sag, der er påklaget til Civilretsdirektoratet, når der foreligger væsentlige nye oplysninger eller nye ansøgninger, som statsamtet ikke har taget stilling til.

• Der foreslås indført bestemmelser, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den bidragsberettigede skal ansøge om børne- eller ægtefællebidrag for at få det fastsat eksempelvis fra parternes samlivsophævelse, og om fra hvilket tidspunkt en ændring af et bidrag skal have virkning.

• Hvis en af parterne er umyndig som følge af mindreårighed, kan anerkendelse af faderskab efter de gældende regler kun ske med værgens samtykke. Det foreslås ændret således, at kravet om samtykke alene skal finde anvendelse, hvis manden er mindreårig.

Den, som har været gift eller været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå nyt ægteskab eller registreret partnerskab, før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Det gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne, eller fritagelse for skifte er særligt hjemlet. Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, tillade, at de nævnte bestemmelser om skifte fraviges, jf. ægteskabslovens § 10, stk. 1.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at fællesboet i det tidligere ægteskab holdes adskilt fra de nye ægtefællers formue.

Fritagelse for skifte vil være særligt hjemlet, hvis den tidligere ægtefælle eller arvingerne i boet giver samtykke til, at ægteskab indgås, selv om det tidligere fællesbo ikke er delt. Hvis den ene af parterne sidder i uskiftet bo, betegnes dette samtykke »skifteafkald«.

Prøvelsesmyndigheden (kommunen) kan tillade, at bestemmelsen fraviges, dvs. tillade indgåelse af ægteskab, selv om fællesboet endnu ikke er delt eller taget under offentligt skifte. En sådan tilladelse betegnes »skiftefritagelse«. Afgørelser om skiftefritagelser kan påklages til justitsministeren (Civilretsdirektoratet), jf. lovens § 10, stk. 2.

De nærmere regler om dokumentation for skifte fremgår af § 11 i bekendtgørelse nr. 662 af 1. august 1995 om ægteskabs indgåelse med senere ændringer (indgåelsesbekendtgørelsen).

Praksis vedrørende skiftefritagelser er beskrevet i Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 14. december 2001 til samtlige kommuner om skiftefritagelse.

I tilfælde, hvor et tidligere ægteskab er opløst i parternes levende live, gives skiftefritagelse efter fast praksis, hvis der er gået mere end 1 år fra separationen eller skilsmissen, eller hvis ægteskabet er opløst i udlandet. Herudover kan skiftefritagelse efter et konkret skøn meddeles tidligere. Det kan f.eks. ske, hvis den tidligere ægtefælles modstand mod at give samtykke skyldes chikane, den tidligere ægtefælle er forsvundet, eller endelig bodeling alene beror på afhændelse af enkelte større aktiver eller på formalia.

Hvis det tidligere ægteskab er opløst ved død, gives skiftefritagelse, hvis dødsfaldet er sket i udlandet, og dødsboet skiftes der, mens der, hvis dødsfaldet er sket i Danmark, og dødsboet skiftes her, kun meddeles skiftefritagelse, når der foreligger helt særlige grunde. Civilretsdirektoratet har de sidste mange år ikke afgjort sager herom.

Indgår en person ægteskab, selv om betingelsen i ægteskabslovens § 10 ikke er opfyldt, medfører det ikke, at det nye ægteskab bliver ugyldigt, og det kan heller ikke omstødes efter ægteskabslovens § 24.

Langt de fleste formuefællesskaber, der ophører i parternes levende live, deles i mindelighed mellem parterne uden skriftlig dokumentation. Det vil blive noteret i skilsmissebevillingen eller dommen, hvis parterne under behandlingen af sagen oplyser, at fællesboet er delt. Endvidere kan boets deling dokumenteres ved parternes senere samstemmende erklæring herom. Der sker således ikke nogen prøvelse af, om fællesboet i realiteten er blevet delt, når parterne samstemmende oplyser eller har oplyst, at det er tilfældet.

I de situationer, hvor det ikke kan dokumenteres, at boet er delt, vil der i langt de fleste tilfælde kunne meddeles skiftefritagelse, idet nyt ægteskab kun sjældent søges indgået inden for et år efter separation eller skilsmisse.

Det er Civilretsdirektoratets vurdering på baggrund af henvendelser fra kommunerne, at ægteskabslovens § 10 giver anledning til ganske meget arbejde i kommunerne og er til ulempe for parterne, idet disse skal søge at dokumentere, at det tidligere fællesbo er delt, og at det relativt ofte giver anledning til tvivl i kommunerne, hvornår fornøden dokumentation er fremlagt.

Da delingen af det tidligere fællesbo ofte bliver dokumenteret alene ved parternes fælles erklæring herom, og da skiftefritagelse i praksis meddeles efter et års forløb, forekommer baggrunden for bestemmelsen ikke fortsat at kunne begrunde dens opretholdelse, når det drejer sig om ægteskaber opløst i levende live.

Reglen om, at et tidligere fællesbo skal være delt, før der kan indgås ægteskab eller registreret partnerskab, foreslås derfor ophævet i tilfælde, hvor det tidligere ægteskab er opløst i parternes levende live.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 9-11, og lovforslagets § 1, nr. 1.

Der foreslås ikke ændringer i den gældende regel om, at det ikke er muligt uden arvingernes samtykke at indgå nyt ægteskab, så længe et eventuelt dødsbo ikke er endeligt delt eller taget under bobestyrerbehandling, herunder så længe den efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo.

Baggrunden herfor er, at særlige forhold gør sig gældende i tilfælde, hvor et formuefællesskab ophører ved død. Der vil ofte være flere parter involveret i opgørelsen af dødsboets andel af fællesboet, og parterne vil ofte ikke have et klart billede af, hvilke aktiver der findes i boet. Der kan endvidere være mindreårige arvinger. I mange tilfælde sidder den efterlevende ægtefælle i uskiftet bo, og pligten til at skifte boet indtræder først ved indgåelsen af nyt ægteskab, jf. arvelovens § 17, stk. 2. Hvis arvingerne ikke er bekendt med det nye ægteskab, vil der være en risiko for, at de først mange år senere bliver klar over, at de havde krav på at få deres arv udbetalt.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør ægteskabslovens § 10 derfor ikke ændres på dette punkt, så længe kravet i arvelovens § 17 om skifte af et uskiftet bo ved indgåelse af nyt ægteskab opretholdes. Om der skal være en adgang til at indgå nyt ægteskab uden at skifte et uskiftet bo, overvejes for tiden af Arvelovsudvalget. En eventuel ændring af reglen i ægteskabslovens § 10 bør derfor for så vidt angår disse tilfælde afvente Arvelovsudvalgets betænkning.

Derimod foreslås det, at adgangen til at indgå nyt ægteskab uden at skifte, hvis samtlige arvinger samtykker, kommer til at fremgå direkte af loven.

For så vidt angår boer, der skiftes i udlandet, foreslås det, at reglen i ægteskabslovens § 10 ikke skal finde anvendelse. Det vil betyde, at den efterlevende altid vil kunne indgå nyt ægteskab, hvis boet efter den afdøde ægtefælle skiftes i udlandet, uden at skulle afvente afslutning af bobehandling, eller uden at skulle dokumentere, at skifte er sket.

I relation til boer, der skiftes her i landet, finder Justitsministeriet ikke at kunne udelukke, at der vil kunne opstå situationer, hvor et ægteskab ikke vil kunne indgås, hvis ikke der kan gives skiftefritagelse, f.eks. fordi den ene af parterne ligger for døden. Af denne grund foreslås den eksisterende dispensationsadgang opretholdt.

Med de foreslåede ændringer vil det være enklere for kommunerne at administrere lovgivningen på dette område, og den foreslåede nye formulering af ægteskabslovens § 10 vil give et mere retvisende billede af retstilstanden på området.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 11-13, samt lovforslagets § 1, nr. 1.

Ægteskab må ikke indgås, uden at hver af parterne over for den anden og den myndighed, der skal prøve ægteskabsbetingelserne, har afgivet erklæring om, hvorvidt den pågældende har eller venter børn med en anden mand eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn, som er bortadopteret, jf. ægteskabslovens § 11. Der skal ikke afgives erklæring om afdøde børn eller deres eventuelle livsarvinger.

Overtrædelse af bestemmelsen medfører ikke, at ægteskabet bliver ugyldigt. Ægteskabet vil som udgangspunkt heller ikke kunne omstødes, jf. ægteskabslovens § 24, men ægtefællen kan kræve bosondring efter retsvirkningslovens § 38, nr. 4. Endvidere kan afgivelse af urigtige oplysninger straffes i medfør af straffelovens § 163.

Baggrunden for bestemmelsen er, at oplysninger om børn skal gives, »da disses eksistens kan være af stor økonomisk og retslig betydning for parterne«, og det synes »i det hele taget at være et rimeligt krav, at parterne giver hinanden oplysninger om deres eventuelle børn«, jf. side 43 i betænkning nr. 369/1964 om ægteskabs indgåelse og opløsning samt forældremyndighed og samkvemsret afgivet af Ægteskabsudvalget af 1957.

Bestemmelsen kan efter Justitsministeriets opfattelse opleves som formynderisk og unødig indblanding i parternes indbyrdes forhold/kommunikation. Ægteskabslovens § 11 foreslås derfor ophævet.

Som en konsekvens heraf foreslås retsvirkningslovens § 38, nr. 4, tillige ophævet. Efter denne bestemmelse kan en ægtefælle inden for visse frister forlange bosondring, når den anden ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet havde et arveberettiget barn uden for ægteskab eller senere har fået et sådant barn.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 14-15, og lovforslagets § 1, nr. 2, og § 2, nr. 2.

En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation. Hvis ægtefællerne er enige om skilsmisse, har de dog ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, jf. ægteskabslovens § 31.

Bevilling til separation og skilsmisse kan kun meddeles, hvis ægtefællerne er enige om at ønske separation eller skilsmisse ved bevilling og enige om en række vilkår.

Ansøger kun den ene af ægtefællerne om skilsmisse på grundlag af en tidligere meddelt separation efter lovens § 31, sender statsamtet en blanket om skilsmisse på baggrund af separation til den anden ægtefælle. Statsamtet beder ægtefællen om at tilbagesende blanketten i udfyldt og underskrevet stand, hvis ægtefællen ønsker at medvirke til skilsmisse på de samme vilkår, som gjaldt for separationen (gennemgående vilkår).

Svarer den anden ægtefælle ikke, skal statsamtet normalt rykke for svar. Statsamtet kan også indkalde ægtefællerne eller en af dem til et møde om sagen. Besvarer den anden ægtefælle ikke henvendelserne fra statsamtet, eller ønsker den pågældende ikke skilsmisse på separationsvilkårene, afslås ansøgningen, jf. § 8 i cirkulære nr. 107 af 24. oktober 2002 om opløsning af ægteskab (opløsningscirkulæret). Ægtefællen vil derfor være henvist til at søge skilsmisse ved domstolene, selv om den manglende reaktion fra den anden ægtefælle blot skyldes sløseri eller chikane. I retten vil den »passive« part ofte enten erklære sig enig i skilsmissepåstanden eller udeblive, hvorefter parterne bliver skilt ved dom.

Den gældende ordning, hvorefter der ikke kan meddeles skilsmisse ved bevilling, når den anden ægtefælle ikke svarer på statsamtets henvendelser, opfattes som uhensigtsmæssig for såvel borgere som myndigheder, herunder domstolene.

Det er ikke i ansøgerens interesse at skulle anlægge en retssag for at opnå en skilsmisse, som ansøgeren i medfør af ægteskabsloven har krav på. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, at domstolene skal behandle sager, hvor den anden part straks erklærer sig enig i påstanden, eller hvor der blot skal afsiges dom i overensstemmelse med denne. Herudover kan det anføres, at parterne efter nogen tid må antages at have indrettet sig på og accepteret situationen, når der er meddelt separation på bestemte og gennemgående vilkår. Man må derfor kunne gå ud fra, at en part, som ikke ønsker at medvirke til skilsmisse på de tidligere aftalte eller fastsatte vilkår, eller som har reelle indvendinger mod ansøgningen om skilsmisse fra den anden part, vil protestere mod skilsmisse i disse situationer.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der derfor ikke væsentlige betænkeligheder ved at meddele skilsmisse ved bevilling, selv om en part ikke har reageret på en ansøgning herom, idet parten må antages stiltiende at samtykke i skilsmissen.

Justitsministeriet anser det imidlertid for nødvendigt, at der gøres en særlig indsats for, at den anden part bliver bekendt med sådanne ansøgninger. I den forbindelse har Justitsministeriet lagt vægt på, at domstolene normalt kun afsiger udeblivelsesdomme, når stævning er forkyndt for den pågældende personligt.

Efter de regler, som gælder i dag, skal statsamtet skrive til en part mindst to gange. Dette krav foreslås opretholdt. Herudover skal statsamtet sikre sig at få en kvittering for afleveringen/ modtagelsen af det andet brev. Herved undgås, at den anden part efterfølgende gør gældende, at han eller hun ikke har modtaget statsamtets breve. Hvis kvittering for aflevering/modtagelse ikke kan fås, kan der ikke gives skilsmisse ved bevilling.

Det skal endvidere fremgå tydeligt af statsamtets breve, at man vil lægge til grund, at parten ønsker at medvirke til skilsmisse på separationsvilkårene, hvis parten ikke protesterer over for statsamtet.

Det bør i øvrigt være en forudsætning, at der ikke i forbindelse med skilsmissen skal tages stilling til ægtefællepensionsordninger omfattet af § 54 i ægteskabsloven. Denne bestemmelse henviser til enkepensionsloven, efter hvilken enken kan bevare retten til enkepension, hvis ægteskabet har varet i mere end 5 år, og så længe der er aftalt eller fastsat bidragspligt. Retten til enkepension bortfalder, hvis den fraskilte hustru indgår nyt ægteskab. Hvis en af ægtefællerne har sådanne pensionsordninger, vil der dog kunne være taget stilling hertil under separationssagen.

Det er endvidere en forudsætning, at der ikke ved separationen er truffet bestemmelse om, at vilkåret om bidragspligt kun skal gælde for separationsperioden, jf. ægteskabslovens § 45, 2. pkt.

Da den foreslåede ordning hviler på en forudsætning om, at parterne reelt er enige om at ønske skilsmisse, foreslås det, at bevilling skal kunne meddeles efter 6 måneder.

Det bemærkes i øvrigt, at en separation bortfalder, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet, jf. ægteskabsloven § 30. Normalt vil begge parter i forbindelse med ansøgning om skilsmisse på baggrund af separation i dag skulle erklære, om samlivet har været genoptaget eller fortsat, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 875 af 24. oktober 2002 om opløsning af ægteskab (opløsningsbekendtgørelsen). Det udelukker dog ikke, at betingelsen om, at samlivet ikke har været genoptaget eller fortsat, kan anses for opfyldt, når ansøgeren erklærer, at samlivet ikke har været genoptaget eller fortsat, og den ikke-ansøgende ægtefælle ikke protesterer herimod. Det svarer til den måde, domstolene behandler denne problemstilling på i tilfælde af en parts udeblivelse. Statsamtet vil fortsat skulle undersøge, om parterne ifølge oplysningerne i CPR har fortsat eller genoptaget samlivet.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 17-19, og lovforslagets § 1, nr. 3.

Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles af statsamtet, skal der foretages vilkårsforhandling.

Hvis der ønskes skilsmisse på baggrund af separation efter ægteskabslovens § 31, og vilkårene for separationen også gælder for tiden efter skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig, jf. ægteskabslovens § 44, stk. 1. Statsamtet kan dog bestemme, at vilkårsforhandling skal foretages, hvis en af parterne anmoder om det, eller det findes hensigtsmæssigt, jf. opløsningsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, 2. pkt.

Hvis statsamtet finder det betænkeligt at meddele bevilling til separation eller skilsmisse, skal statsamtet afslå at meddele bevilling, jf. ægteskabslovens § 42, stk. 3.

Nærmere regler om vilkårsforhandling er fastsat i opløsningsbekendtgørelsens §§ 7-11 og opløsningscirkulærets §§ 2-7.

1) At sikre at betingelserne for at meddele separation eller skilsmisse er opfyldt, herunder at de omstændigheder, der efter lovens §§ 31-36 kan begrunde skilsmisse (forudgående separation, 2 års adskillelses som følge af uoverensstemmelser, utroskab, vold, bigami og international børnebortførelse), er til stede, og at der er enighed om vilkårene.

2) At yde parterne vejledning om forskellige spørgsmål i forbindelse med separationen/skilsmissen. Statsamterne yder ved vilkårsforhandlingen i vid udstrækning også vejledning om spørgsmål, der ikke er direkte relaterede til spørgsmålet om separation/skilsmisse, f.eks. om forældremyndighed, samvær og bodeling. Dele af denne yderligere vejledning er statsamtet pålagt at yde, jf. opløsningscirkulærets § 4. Herudover drøftes også ofte børnebidrag og størrelsen af et eventuelt ægtefællebidrag.

Vilkårene for separation eller skilsmisse vedrører i dag (1) pligten til at betale ægtefællebidrag (§ 49), (2) bevarelse af ret til enkepension (kun ved skilsmisse) (§ 54), (3) fortsættelse af fælles lejemål (§ 55) og (4) godtgørelse for eventuelt særeje (§ 56).

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at meddele separation eller skilsmisse er til stede, vil i langt de fleste sager kunne afgøres på skriftligt grundlag. Således vil dokumentation for skilsmissebetingelsernes opfyldelse som altovervejende hovedregel skulle fremlægges skriftligt i form af f.eks. en separationsdom eller –bevilling, lægeerklæring, 3. parts erklæring m.v.

Mange ægtefæller har indgået aftaler om vilkårene, inden de søger separation eller skilsmisse ved bevilling. Det kan skyldes, at de er blevet bistået af advokat eller selv har kunnet indgå aftalerne i mindelighed. I disse situationer er der ofte ikke behov for at gennemføre vilkårsforhandling. Mange parter oplever i disse tilfælde den obligatoriske vilkårsforhandling som en unødvendig bureaukratisk forsinkelse af separationen eller skilsmissen.

Der kan dog være situationer, hvor det vil være betænkeligt eller uhensigtsmæssigt at gennemføre separation eller skilsmisse ved bevilling uden vilkårsforhandling. Det vil først og fremmest være tilfældet, hvis det er tvivlsomt, om betingelserne for at meddele bevilling til separation eller skilsmisse er opfyldt, f.eks. fordi man ikke har kunnet eller forventer at kunne få tilstrækkelige oplysninger under en skriftlig behandling af ansøgningen. Endvidere kan det f.eks. være tilfældet, hvis parterne har aftalt et vilkår, der indikerer, at den ene eller begge befinder sig i en vildfarelse om deres rettigheder, eller at en af dem er udsat for et utilbørligt pres. I sådanne situationer vil statsamterne i dag vejlede ægtefællerne om gældende ret for på den måde at søge at undgå, at parterne aftaler urimelige vilkår.

Det bør derfor være muligt for statsamtet at indkalde parterne til vilkårsforhandling i sådanne situationer. Det foreslås derfor, at statsamtet skal kunne bestemme, at vilkårsforhandling skal foretages, hvis »særlige omstændigheder taler for det«.

Endvidere foreslås det, at der fortsat skal indkaldes til vilkårsforhandling, hvis en af ægtefællerne anmoder herom, f.eks. fordi ægtefællerne ikke kan blive enige om alle vilkår, eller ægtefællen eller ægtefællerne i øvrigt mener at have behov for vejledning.

Parterne bør i forbindelse med ansøgningen om separation eller skilsmisse gøres opmærksomme på, at der kan afholdes vilkårsforhandling i statsamtet, hvis en af dem ønsker det.

Bevilling må ikke meddeles, hvis den ene part nægter at deltage i en vilkårsforhandling, som den anden ægtefælle eller statsamtet ønsker gennemført. En ægtefælle, som har bedt om, at der afholdes vilkårsforhandling, skal dog have mulighed for at frafalde anmodningen med den konsekvens, at der kan meddeles separation eller skilsmisse alligevel.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 20-23, og lovforslagets § 1, nr. 4.

En del ægtefæller ønsker eller har behov for vejledning om emner, der ikke er direkte relateret til betingelserne eller vilkårene for separationen eller skilsmissen, f.eks. forældremyndighed, samvær, børnebidrag og bodeling. Når mulighederne for at få vejledning under vilkårsforhandlingen begrænses som foreslået ovenfor, vil der kunne opstå behov for at få vejledning af statsamtet om sådanne spørgsmål på anden måde.

I nogle situationer vil denne vejledning bedst kunne gives under et møde med begge parter, men generelt kan en del af denne vejledning gives i form af skriftlige vejledninger og pjecer. Også statsamternes og Civilretsdirektoratets hjemmesider vil være et velegnet forum for en sådan vejledning.

Disse pjecer bør indeholde orientering om muligheden for at få yderligere vejledning af statsamtet eller andre relevante myndigheder, f.eks. de sociale myndigheder og skattevæsenet. Dette bør også fremgå af det materiale, som parterne får udleveret i forbindelse med ansøgningen om skilsmisse.

Ønsker begge ægtefæller eller en af dem information i relation til separation eller skilsmisse eller de deraf følgende problemer, indkalder statsamtet dem således til et møde.

Endvidere vil statsamtet efter § 28 i lov om forældremyndighed og samvær kunne tilbyde ægtepar med mindreårige børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der skønnes at være behov herfor, selv om sagen om separation eller skilsmisse behandles på skriftligt grundlag.

Den beskrevne vejlednings- og mødeaktivitet m.v. svarer principielt til de tilbud, der i dag står åbne også for ugifte samlevende, der ønsker at flytte fra hinanden, især i relation til børn.

Ugifte forældre har i dag fælles forældremyndighed over deres fælles børn, hvis de efter børnelovens § 2, stk. 1, § 14, stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3, afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 5, stk. 1.

Forældre kan endvidere aftale, at de skal have fælles forældremyndighed over deres fælles børn. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 6, 1. pkt.

Skal fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten, jf. lovens § 9, stk. 1.

Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan også overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten, jf. lovens § 11.

Formålet med, at statsamtet skal godkende aftaler om ophør af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed, er, at statsamtet skal sikre, at der foreligger en reel enighed om, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet, og at aftalen er bedst for barnet.

I forbindelse med godkendelse af aftaler om ophør af fælles forældremyndighed indkalder statsamtet forældrene til et møde, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 874 af 24. oktober 2002 om forældremyndighed og samvær m.v. (forældremyndighedsbekendtgørelsen).

Ved anmodning om godkendelse af en aftale om overførsel af forældremyndigheden til den anden af forældrene eller til andre indkalder statsamtet parterne til et møde og vejleder om aftalens retsvirkninger, jf. forældremyndighedsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Mødet giver endvidere statsamtet mulighed for at vurdere, om aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Det må som udgangspunkt lægges til grund, at forældrene er de nærmeste til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn, og at de også disponerer i overensstemmelse hermed. På den baggrund kan det virke formynderisk og utidssvarende, at statsamtet skal godkende forældrenes aftale.

Når det drejer sig om aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed, kan det principielt set være vanskeligt at argumentere for, at det strider mod, hvad der er bedst for barnet, at tillægge forældremyndigheden til en forælder, der i forvejen har del heri - og fortsat vil have det.

På den anden side vil en ophævelse af godkendelseskravet ved aftaler om overførsel af forældremyndighed til den anden forælder medføre, at myndighederne ikke har mulighed for at vurdere, om aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Justitsministeriet har derfor overvejet, om anmeldelsesordningen alene skal gælde sager, hvor der er tale om ophør af fælles forældremyndighed (efter § 9), idet forældremyndigheden i sager om overførsel af forældremyndigheden (efter § 11) placeres hos en forælder, der ikke i forvejen har del i forældremyndigheden. Det vil dog næppe tjene noget formål. Det skyldes, at forældrene let vil kunne omgå et sådant godkendelseskrav ved først at anmelde en aftale om fælles forældremyndighed til statsamtet for derefter at anmelde en aftale om ophør heraf.

Det foreslås på den baggrund, at forældrenes aftaler efter §§ 9 og 11 i stedet for at skulle godkendes, alene skal anmeldes til statsamtet for at få gyldighed.

Det er vigtigt, at forældrene fortsat bliver vejledt om retsvirkningerne af aftalen. Denne vejledning vil dog som udgangspunkt kunne gives skriftligt. Hvis forældrene har behov for yderligere vejledning, har de mulighed for at anmode statsamtet om et møde, hvilket bør fremgå af vejledningsmaterialet.

Det gældende krav om, at aftaler om overførsel af forældremyndigheden til andre end forældrene skal godkendes, foreslås ikke ophævet.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 25-28, og lovforslagets § 3, nr. 1 og 2.

Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold, jf. § 17, stk. 2-3, i lov om forældremyndighed og samvær.

Det er således som udgangspunkt en betingelse for at ændre et samvær, at den, der anmoder om ændringen, kan påvise, at der foreligger nye oplysninger.

Bestemmelsen indeholder dog ikke et ubetinget krav om, at der skal foreligge forandrede forhold, før der kan træffes afgørelse om ændring af samværet. Omfanget af samvær skal således altid fastsættes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Kriteriet »navnlig på grund af forandrede forhold« kom ind i loven i 1995. Herved blev det fremhævet, at ændringssituationer adskiller sig fra førstegangsfastsættelser af samværet. Formålet med lovændringen var at medvirke til at mindske forældrenes incitament til at rette henvendelse til statsamtet for at få ændret allerede udfærdigede resolutioner eller aftaler om samvær. Dermed skulle der blive mere ro om besøgsspørgsmålet. Det skærpede kriterium skulle også give statsamterne mulighed for at skønne over, hvor grundig sagsbehandlingen ved gentagne henvendelser skulle være, jf. betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed mv., side 134.

»Forældremyndighedsudvalget anfører, at dette [det tidligere] kriterium giver forældrene mulighed for at kræve, at statsamtet tager samværsspørgsmålet op til fornyet behandling, selv om forholdene er uændrede siden sidste afgørelse om samvær. Statsamtet skal i princippet gennemføre en fuldstændig sagsbehandling ved hver ny henvendelse. Dette har i praksis i nogle sager givet anledning til gentagne henvendelser til statsamtet om forandringer af detaljer vedrørende samværet eller om indskrænkninger og udvidelse af samvær, som for nylig har været genstand for grundig sagsbehandling. Det skaber i nogle tilfælde lange perioder med uro og kan efter udvalgets opfattelse være ødelæggende for samværet og dermed stride mod, hvad der er bedst for barnet.

Forældremyndighedsudvalget foreslår på den baggrund, at adgangen til ændring af en samværsaftale eller -afgørelse reguleres i en særlig bestemmelse, og at kriteriet for at træffe ny afgørelse strammes, således at ændringen fremover skal være bedst for barnet, navnlig på grund af » forandrede« forhold. Herved fremhæves det, at der som udgangspunkt skal være tale om nye forhold, der kan begrunde en ændring af samværet. Dette kan medvirke til at mindske forældrenes interesse i hyppige henvendelser til statsamtet for at få ændret samværets omfang og dermed skabe mere ro om samværet.

… Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets betragtninger om praksis med hensyn til afgørelser om samvær.

Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at der kan være behov for at begrænse adgangen til at søge en aftale eller afgørelse om samvær ændret, og det foreslås derfor i overensstemmelse med udvalgets forslag, at kriteriet herfor fremover skal være, at » ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold« , jf. lovforslagets § 17, stk. 2. Dette indebærer, at den af forældrene, der anmoder om ændring af samværet, normalt vil skulle påvise, at der foreligger nye forhold, før der kan blive tale om en ændring af den tidligere afgørelse.«

Bestemmelsen er i praksis blevet fortolket således, at den navnlig retter sig mod gentagne ansøgninger om samme spørgsmål. Praksis er beskrevet i Skarrildhusberetningen for 1996 side 46f og 1997 side 51. Sådanne ansøgninger er imidlertid i praksis meget vanskelige at identificere. Ofte drejer ansøgningen sig om noget, der afviger fra det tidligere behandlede, eller om ad hoc ændringer. Bestemmelsen har derfor i praksis kun i begrænset omfang været i stand til at dæmme op for de »evigt verserende sager«.

Statsamterne oplever i øvrigt, at forældre i stigende omfang forventer, at der ved afgørelser om samvær skal tages hensyn til hensigtsmæssigheden heraf for forældrene, og at de skal afgøre selv relativt små uenigheder om samværet forældrene imellem. Endvidere opleves, at myndighederne forventes at tage stilling til spørgsmål, der ligger uden for begrebet samvær og vilkårene herfor, herunder f.eks. hvor meget tøj, barnet skal have med til samvær, hvad det skal have at spise, om det må se TV, og i givet fald hvilke udsendelser, og i øvrigt spørgsmål, der må anses at vedrøre barnets almindelige opdragelse m.v. I visse tilfælde, hvor forældrene har været ude af stand til at kommunikere om gennemførelsen af samværet, har statsamterne fungeret som »postkontor« for forældrene, ved at sende beskeder, breve m.v. mellem forældrene og nogle gange også gaver til barnet.

Det har medført, at afgørelser om samvær er blevet ganske deltaljerede, og at der derfor i en del tilfælde er behov for relativt hyppige ændringer i et fastsat samvær.

Denne udvikling har medført, at mange forældre føler, at samværet i højere grad er statsamternes ansvar end deres eget, og at de derfor ikke selv har et medansvar for, at samværet bliver gennemført på en hensigtsmæssig måde for barnet. Samtidig er det ofte belastende for barnet, at statsamtet hyppigt behandler sagen, med de konsekvenser for forældrenes samarbejde omkring samværet en sådan behandling har, og at der relativt ofte foretages ændringer i samværet, som mindst den ene af forældrene er uenige i.

Udviklingen er i de senere år gået i retning af i højere grad blandt andet gennem børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling at inddrage forældrene, således at disse sættes i stand til selv at finde løsninger på deres problemer. Også børnene høres oftere i disse sager.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at statsamterne som udgangspunkt alene skal tage stilling til spørgsmål, der har betydning for at fastlægge rammerne omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for samværets omfang, og om det overordnet set kan gennemføres. Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til at søge løst indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Der vil dog være tilfælde, hvor forældrene har behov for, at rammerne for samværet fastlægges mere detaljeret.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmål, der ligger uden for samværsbegrebet, ikke har betydning for den overordnede gennemførelse af samværet. Statsamterne bør derfor kunne afvise at behandle sager herom eller at tage stilling til sådanne problemer. Hvis spørgsmål af denne karakter og af en vis tyngde dukker op, bør forældrene henvises til at søge børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Gør forældrene sådanne spørgsmål gældende i forbindelse med en ansøgning om ændring af samvær, bør statsamtet vurdere, om forholdet har en så væsentlig betydning, at det kan begrunde en ændring af samværet. Er dette ikke tilfældet, bør forældrene henvises til selv at løse spørgsmålene.

Endelig er det ikke statsamternes opgave at fungere som »postkontor« for forældrene ved at sende beskeder, breve m.v. mellem dem, fordi de er ude af stand til at kommunikere om gennemførelsen af samværet.

Adgangen til at søge en aftale eller afgørelse om samvær ændret er i dag ret vidtgående, jf. ovenfor.

Justitsministeriet foreslår derfor, at kriteriet for at ændre et samvær skærpes sådan, at ændringer kan afslås, selv om der er tale om spørgsmål, som ikke direkte har været behandlet tidligere. Herved vil intentionerne bag lovens § 17, stk. 2, bedre kunne føres ud i livet. Ved ændringer forstås enhver ændring eller justering af eller fravigelse fra en eksisterende afgørelse eller aftale om samvær. Selv om forholdene har forandret sig, vil en skærpelse af ændringskriteriet kunne føre til, at et samvær ikke vil skulle ændres, nemlig hvis forandringerne ikke er væsentlige.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en skærpelse af kriteriet for at ændre et samvær skal gælde både for afgørelser truffet af statsamtet og for forældrenes aftaler om samvær. Det skærpede ændringskriterium tilsigtes navnlig at få virkning ved ansøgninger om konkrete fravigelser fra en samværsresolution (ad hoc ændringer), enten fordi konkrete samvær ikke ønskes gennemført eller ønskes udvidet, eller fordi der ønskes gennemført et ekstra samvær eller et samvær til erstatning for et ikke-gennemført samvær.

Sådanne ansøgninger om ad hoc ændringer er ofte begrundet i, at samværet falder i en weekend, hvor bopælsforælderen ønsker, at barnet skal deltage i noget andet, f.eks. bryllup eller fødselsdage i den nære familie. Endvidere kan situationen være, at bopælsforælderen ikke har mulighed for at deltage i afhentning og aflevering som forudsat i afgørelsen. Også samværsforælderen kan søge om ad hoc ændringer, f.eks. for at barnet kan deltage i familiebegivenheder på samværsforælderens side af familien.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at sådanne ønsker om ad hoc ændringer af samværet, f.eks. på grund af større familiebegivenheder, ikke er forhold, en myndighed skal involveres i. Det bør derfor normalt være overladt til forældrene selv at indgå aftaler om at bytte samværsweekender el.lign. Dette gælder uanset, om det er bopæls- eller samværsforælderen, der søger om at få samværet ændret. Parterne vil således have en gensidig interesse i at samarbejde om samværet på en fleksibel måde. Kan forældrene ikke blive enige, må de følge den samværsordning, som er fastlagt af statsamtet, eller som de tidligere har aftalt, og som de har mulighed for at indrette sig efter.

Ved at give statsamterne adgang til at afslå at træffe løbende afgørelser af justerende eller detailpræget karakter vil forældrene i højere grad skulle tage ansvaret for gennemførelsen af samværet. Har de behov for støtte og hjælp hertil, vil de kunne bede statsamtet om børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Statsamtet vil således kunne afslå at behandle en ansøgning om ændring af samværet uden at forelægge ansøgningen for den anden forælder, hvis det ikke er sandsynliggjort, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, eller at det fastsatte eller aftalte samvær ikke er til barnets bedste. Hermed kan det undgås, at den anden forælder oplever, at der konstant verserer en sag, som han eller hun skal forholde sig til, og som ofte belaster forælderen og ikke sjældent også barnet.

Justitsministeriet har i forbindelse med spørgsmålet om fastholdelse af forældrenes samværsaftaler overvejet, hvilken betydning det skal have, hvis forældrene har indgået aftaler om samværet, der ikke ville have været fastsat af statsamtet. Der kan f.eks. være tale om samværsaftaler, der strider mod, hvad der er bedst for barnet. I sådanne situationer vil statsamtet kunne ændre aftalen, jf. nedenfor. Der kan også være tale om aftaler, hvor barnet skal være lige meget hos begge forældre (»deleordninger«) el.lign., der falder uden for begrebet »samvær«. Hvis der er aftalt et sådant samvær, skal statsamtet efter ansøgning fastsætte et samvær, der kan rummes inden for lovens »samværsbegreb«. Derimod bør et aftalt udvidet eller begrænset samvær i øvrigt opretholdes, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet, eller forholdene væsentligt har forandret sig. Statsamtet er ikke bundet af parternes aftaler om overvågning af samværet eller om eventuelle undersøgelser af barnet i offentligt regi.

Justitsministeriet har ikke fundet anledning til at foreslå lovændringer vedrørende førstegangsfastsættelser af samvær. Sådanne afgørelser skal således træffes efter de hidtil gældende retningslinjer. I lyset af ovennævnte forslag om skærpelse af ændringskriteriet bør statsamterne dog tilstræbe, at samværsresolutionen efter sin ordlyd har en vis fremtidssikring, således at mindre ændringer af de faktiske forhold ikke bevirker, at resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Det bemærkes i den forbindelse, at det skærpede ændringskriterium også omfatter de tilfælde, hvor der søges om mindre ændringer i forhold til resolutionens ordlyd eller forældrenes aftale, hvis ændringen er uden betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.

F.eks. bør afhentnings- og afleveringstidspunkter som udgangspunkt fastsættes i rimelige intervaller, således at mindre ændringer i arbejdstider, køreplaner eller barnets fritidsinteresser samt forsinkelser ikke medfører, at resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Resolutionen vil således f.eks. kunne fastsætte, at barnet skal kunne afhentes i daginstitutionen hver anden fredag mellem klokken 14 og 16. Aflevering vil eksempelvis kunne fastsættes til i hjemmet søndag mellem klokken 17 og 18 eller i skole mandag morgen ved skoletids begyndelse. Afhentning og aflevering kan også fastsættes i forhold til objektive begivenheder, f.eks. første (tog)afgang efter kl. 16.

Justitsministeriets har herved forudsat, at sådanne resolutioner vil kunne tvangsfuldbyrdes. I den forbindelse bemærkes, at en sådan resolution anses for misligholdt, når samværsforælderen efter udløbet af det fastsatte interval ikke har kunnet få barnet udleveret. Det samme gælder ved aflevering af barnet efter samvær.

Barnet skal som udgangspunkt kunne afhentes i hele intervallet. Dette skal dog ikke være til hinder for, at barnet i visse situationer ikke kan afhentes i dele af intervallet f.eks. på grund af barnets deltagelse i aktiviteter i daginstitution el.lign.

Endvidere bør statsamterne ved afgørelserne være opmærksomme på, hvad der er deres opgave i forbindelse med fastsættelse af samvær og ikke fastsætte vilkår om forhold, der falder uden for det almindelige samværsbegreb. Dette betyder, at statsamtet ikke skal træffe afgørelse om spørgsmål uden betydning for den overordnede gennemførelse af samværet, f.eks. tøj, sengetider, legetøj el.lign.

Mange henvendelser til statsamterne skyldes, at et samvær af en eller anden grund ikke har kunnet gennemføres, hvorfor der søges om erstatningssamvær. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet har været sygt og derfor ikke har kunnet besøge samværsforælderen.

Som anført ovenfor, er det Justitsministeriets opfattelse, at erstatningssamvær som udgangspunkt ikke er et spørgsmål, der har overordnet betydning for gennemførelsen af samvær. På den anden side vil spørgsmålet i visse særlige situationer kunne være af væsentlig betydning. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis bopælsforælderen saboterer eller chikanerer samværet, hvis der kun er samvær i begrænset omfang, eller hvis samværet har været aflyst i et omfang, der kan svække forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen. I disse situationer bør der således fortsat kunne fastsættes samvær til erstatning for aflyste eller ikke gennemførte samvær.

Ved afgørelser om erstatningssamvær skal der således især lægges vægt på, om tabet af samværsdage har haft betydning for forholdet mellem barnet og samværsforælderen. Hvis der er et hyppigt og regelmæssigt samvær, vil tabet af nogle få dage i almindelighed ikke skade barnets forhold til samværsforælderen. I sådanne situationer bør der ikke fastsættes erstatningssamvær, idet det er vigtigt ikke at bryde den faste plan for samværet, som normalt må anses for at være bedst for barnet.

Der vil derfor normalt ikke blive fastsat erstatningssamvær, hvis samværsforælderen på grund af egne forhold må aflyse et samvær, eller hvis samværet må aflyses på grund af barnets sygdom.

Der vil normalt heller ikke blive fastsat erstatningssamvær, hvis samværet bortfalder, fordi den af forældrene, der har barnet boende, holder ferie med barnet. Baggrunden herfor er, at barnet skal have mulighed for at holde ferie i en længere sammenhængende periode sammen med den, som barnet bor hos. Hvis ferien ikke afholdes sammenhængende, eller hvis der afholdes væsentligt mere ferie end normalt, kan det dog efter et konkret skøn bestemmes, at samværet ikke skal bortfalde, at det kun skal bortfalde delvist, eller at der skal fastsættes erstatningssamvær.

Hvis der kun er samvær i begrænset omgang, vil der kunne fastsættes erstatningssamvær, når aflysningen ikke skyldes samværsforælderens forhold, og det er bedst for barnet, at der fastsættes erstatningssamvær. Der vil også kunne fastsættes erstatningssamvær, hvis samværet aflyses gentagne gange over en kortere periode, eller hvis aflysningerne har et sådant omfang, at det svækker forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen.

Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har chikaneret samværet, skal der dog som udgangspunkt fastsættes helt eller delvist erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det. Herunder skal erstatningssamværet vurderes i forhold til omfanget af det løbende samvær, og om samværet på afgørelsestidspunktet fungerer efter resolutionen eller aftalen.

Skærpelsen af ændringskriteriet har alene til formål at skabe mere ro om samværet og spare statsamterne for at bruge til tider ganske mange ressourcer på at behandle anmodninger om ændringer eller justeringer af samværet, der ikke kan forventes at føre til ændringer, eller som ikke har betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.

Det skærpede ændringskriterium kan derimod ikke føre til, at statsamtet afviser at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis der er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller det vil være bedst for barnet, at samværet ændres.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 30-35, og lovforslagets § 3, nr. 3.

Efter § 19, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. En nægtelse af at give oplysninger kan påklages efter de almindelige regler om klageadgang, der gælder for vedkommende institution eller myndighed. Efter § 19, stk. 2, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. Statsamtets afgørelse har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.

§ 19 blev indført ved lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær og har til formål at styrke mulighederne for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, for at følge barnets opvækst og fremskridt og holde sig orienteret, hvis der er problemer eller lignende. Bestemmelsen regulerer skolers, børneinstitutioners og social- og sundhedsvæsenets ret og pligt til at videregive oplysninger også til forældre uden forældremyndighed. Bestemmelsen regulerer ikke aktindsigt og giver således ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet. Bestemmelsen pålægger en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger. Om indholdet af og baggrunden for § 19 henvises til bemærkningerne til L 176 af 22. februar 1995, Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, spalte 2187 ff., navnlig de almindelige bemærkninger pkt. 5.2 og bemærkningerne til lovforslagets § 19, samt pkt. 6 i vejledning nr. 214 af 20. december 1995 og Civilretsdirektoratets skrivelse af 8. december 1995 til samtlige kommuner m.fl.

Justitsministeriet har i praksis antaget, at udtrykket »social- og sundhedsvæsenet« udelukkende omfatter den offentlige del af sundhedsvæsenet. På den baggrund er det antaget, at bl.a. privat praktiserende læger ikke er omfattet af bestemmelsen.

Ved besvarelsen af spørgsmål 407 af 31. juli 2003 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 1248) tilkendegav justitsministeren, at der var grund til at overveje, om § 19 burde udvides til også at omfatte privat praktiserende læger og eventuelt også andre privat praktiserende sundhedspersoner. I svaret anføres, at dette i givet fald vil give den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, bedre mulighed for at få orientering om barnets forhold.

Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Tandlægeforening og Dansk Psykologforening har været hørt i anledning af Justitsministeriets overvejelser om at udvide § 19.

Den Almindelige Danske Lægeforening anbefaler, at § 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende læger, således at forældres ret til orientering bliver den samme hos henholdsvis sygehusansatte og privat praktiserende læger. Dansk Tandlægeforening anbefaler ligeledes, at § 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende tandlæger.

Derimod udtaler Dansk Psykologforening sig imod, at § 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende psykologer. Foreningen finder det stærkt bekymrende, hvis oplysninger om et barn, der konsulterer en psykolog, skal formidles til den forælder, der ikke har forældremyndigheden. Foreningen lægger vægt på, at personer, der henvender sig til privat praktiserende psykologer, har en forventning om, at de oplysninger, der formidles i forbindelse med behandlingen, ikke videregives uden samtykke. Foreningen anfører, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne arbejde som psykolog, at der kan etableres tillid og fortrolighed mellem klienten og psykologen. Forudsætningen herfor er, at klienten kan komme med oplysninger i berettiget tiltro til, at oplysningerne ikke vil blive videregivet, heller ikke i form af en orientering. Foreningen påpeger, at orientering i visse tilfælde kan være til skade for barnet.

En udvidelse af § 19 til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger vil efter Justitsministeriets opfattelse forbedre mulighederne for den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, for at følge barnets opvækst og fremskridt og holde sig orienteret, hvis der er problemer eller lignende. Oplysning om besøg og behandling hos læge eller tandlæge er efter Justitsministeriets opfattelse oplysninger, som det er naturligt for forældre at være bekendt med, for derved at kunne følge med i barnets forhold og trivsel. En sådan udvidelse vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være betænkelig, idet forældre allerede i dag har ret til orientering fra f.eks. offentlige hospitaler og skoletandlæger. Hertil kommer, at i de tilfælde, hvor en orientering måtte være til skade for barnet, vil det være muligt at nægte orientering, jf. § 19, stk. 1, 2. pkt.

På den baggrund foreslås § 19 udvidet til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om § 19 også bør udvides til at omfatte privatpraktiserende psykologer. For en sådan udvidelse taler bl.a., at bestemmelsen i forvejen omfatter offentligt ansatte psykologer, herunder skolepsykologer. Imod en sådan udvidelse taler imidlertid, at det som anført af Psykologforeningen ofte vil være en forudsætning for behandlingen, at barnet kan tale med psykologen i fortrolighed. En mulighed for, at oplysninger videregives som led i en orientering til forældrene, kan derfor modvirke barnets villighed til at tale med psykologen. Hertil kommer, at baggrunden for henvendelsen til den privat praktiserende psykolog og barnets tilstand ofte ville kunne begrunde en anvendelse af undtagelsen i § 19, stk. 1, 2. pkt., hvorefter det er muligt at nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet.

På den baggrund foreslås § 19 ikke udvidet til også at omfatte privat praktiserende psykologer.

§ 19 foreslås ikke i øvrigt ændret. Det betyder, at § 19 fortsat ikke regulerer adgangen til aktindsigt, ligesom § 19 fortsat ikke giver ret til at få udleveret kopier af sagsakter om barnet. § 19 pålægger alene en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at privat praktiserende lægers og tandlægers meddelelse af orientering ikke vil være sygesikringsydelser, som kan leveres af lægen eller tandlægen til udgift for den offentlige sygesikring. Eventuelle udgifter i forbindelse med en orientering vil derfor skulle afholdes af den, der anmoder om orientering.

Bestemmelser om udøvelse af samvær kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse, jf. retsplejelovens § 536, stk. 1, 1. pkt.

Tvangsfuldbyrdelse kan i sådanne sager efter lovens § 478, stk. 1, nr. 1-3, ske på grundlag af domme og kendelser afsagt af domstolene, retsforlig om samværsret samt forlig indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og bestemmelser om samværsret, der er truffet af statsamtet.

Aftaler om samvær kan således kun tvangsfuldbyrdes, hvis de er indgået under en retssag eller under en vilkårsforhandling eller nedfældet i en resolution fra statsamtet.

Den nugældende ordning indebærer, at forældre ofte retter henvendelse til statsamterne for at få deres aftaler om samvær fastsat i resolutionsform. Det gøres alene for at sikre, at aftalen kan tvangsfuldbyrdes i tilfælde af en eventuel senere uenighed.

Statsamtet vil som altovervejende hovedregel udstede en resolution på grundlag af indholdet af aftalen uden videre sagsbehandling, medmindre det er åbenbart, at aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1999 side 46ff.

Det vurderes at dreje sig om meget få sager, hvor der gives afslag på udfærdigelse af resolution i overensstemmelse med forældrenes aftale.

For forældrene må det opleves som betydeligt mindre bureaukratisk, hvis deres aftale umiddelbart - i tilfælde af senere opstået uenighed om samværet - vil kunne tvangsfuldbyrdes, uden at de behøver at rette henvendelse til statsamtet.

Det kan dog være et problem, at ikke alle forældre er opmærksomme på alle de overvejelser, de skal gøre i forbindelse med en aftale om samvær. Det kan f.eks. dreje sig om præcisering af afhentnings- og afleveringssteder eller klausuler om bortfald af samvær under bopælsforælderens ferier. Samværsaftalen vil (undtagelsesvis) kunne være i strid med, hvad der er bedst for barnet.

Disse problemer eksisterer imidlertid allerede i dag, når statsamterne udfærdiger resolutioner på grundlag af forældrenes aftaler.

Til dette billede hører, at mindst en af forældrene – måske begge – ofte vil rette henvendelse til statsamtet med henblik på at få samværet ændret i forbindelse med en senere opstået uenighed. I sådanne situationer vil den foreslåede ændring have som konsekvens, at der vil kunne tvangsgennemføres samvær, indtil statsamtet har afsluttet sagsbehandlingen eller truffet en midlertidig afgørelse i medfør af § 26 i lov om forældremyndighed og samvær.

Fuldbyrdelse af samvær i medfør af retsplejelovens § 536, stk. 1, kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

På den baggrund foreslås det, at aftaler om samvær bør kunne tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i aftalen, at dette skal være tilfældet. Dette kræver en ændring af retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 36-37, og lovforslagets § 4, nr. 2.

I praksis vil der ofte gå nogle måneder efter et udenlandsk adoptivbarns ankomst til Danmark, inden en dansk adoptionsbevilling kan udstedes. I den mellemliggende periode har barnet opholdstilladelse her i landet og opholder sig hos adoptivforældrene i henhold til en plejetilladelse.

Der er bl.a. i den sociale lovgivning i vidt omfang taget stilling til barnets og forældrenes retsstilling i denne periode. F.eks. har forældre til udenlandske adoptivbørn efter de almindelige regler herom ret til dagpenge, børnefamilieydelse, børnetilskud og orlov til børnepasning fra barnets ankomst til Danmark.

I nogle af de lande, som danske adoptanter adopterer børn fra, er det fastsat i den nationale lovgivning, at barnet først kan udleveres til adoptanterne, når adoptionsprocessen er endeligt afsluttet, og barnet derfor – i henhold til lovgivningen i det pågældende land – er adopteret af de danske adoptanter. Det indebærer, at der i perioden mellem adoptionsprocessens afslutning i det pågældende land og indtil den danske adoptionsbevillings udstedelse er retlig forskel på, hvordan barnet er stillet i henhold til lovgivningerne i henholdsvis afgiverlandet og Danmark.

Som følge af denne tidsmæssige forskydning er der risiko for, at der i den mellemliggende periode kan ske ændringer i barnets eller i de ansøgende adoptivforældres forhold, som kan få betydning for behandlingen af adoptionssagen i Danmark. Sådanne ændringer vil efter omstændighederne kunne betyde, at der ikke efter de gældende danske regler er mulighed for at udstede adoptionsbevilling.

Der har således i praksis været tilfælde, hvor danske ægtepar har ansøgt om adoptionsbevilling og efter den danske adoptionslov som ægtepar er blevet godkendt som adoptanter, hvor adoptionssagen er gennemført i et afgiverland, der i henhold til egen lovgivning træffer en endelig adoptionsafgørelse, og hvor den ene af ægtefællerne er død, inden dansk adoptionsbevilling er blevet udstedt.

I en sådan situation vil den afdøde ægtefælle i sagens natur ikke kunne få meddelt adoptionsbevilling, hvorfor den efterlevende ægtefælle – efter på ny at være godkendt (som eneadoptant) – vil være henvist til at gennemføre adoptionen alene. Det betyder bl.a., at barnet ikke retligt vil være i familie med den afdøde ægtefælle og dermed f.eks. ikke vil have legal arveret efter afdøde og dennes slægt, f.eks. bedsteforældre. Barnet vil således i retlig henseende blive stillet anderledes end eventuelle søskende, som parret f.eks. tidligere måtte have adopteret. Barnet vil (formentlig) heller ikke kunne få del i en eventuel livsforsikring, forsørgertabserstatning og børnepension, der udbetales som følge af dødsfaldet.

Der kan også opstå problemer, hvis det efter barnets ankomst til Danmark og inden udstedelsen af adoptionsbevillingen konstateres, at barnet lider af en sygdom eller et handicap. Hvis adoptanterne herefter ikke ønsker barnet, vil barnet stå uden forældre i Danmark, selv om det er bortadopteret i henhold til sit hjemlands lovgivning.

Justitsministeriet har i besvarelsen af spørgsmål nr. S 2827 af 21. maj 2001 oplyst, at ministeriet overvejer behovet og mulighederne for at præcisere retsstillingen for udenlandske adoptivbørn i forhold til arv, statsborgerskab m.v. i perioden fra børnenes ankomst til Danmark, og indtil dansk adoptionsbevilling er udfærdiget.

Efter adoptionslovens § 28, stk. 1, jf. § 1, anerkender Danmark ikke udenlandske adoptioner, hvis adoptanterne har bopæl i Danmark.

I andre tilfælde er det de uskrevne internationalprivatretlige regler, der er afgørende for, om udenlandske adoptionsafgørelser kan anerkendes i Danmark. Det følger heraf, at afgørelser om adoption, der er meddelt i det land, hvor adoptanterne har domicil, anerkendes i Danmark. Efter dansk ret forstås domicil som den stat eller det territoriale retsområde, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt varigt at forblive der, eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

Efter adoptionslovens § 28, stk. 2, er justitsministeren imidlertid bemyndiget til at bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

I forarbejderne til bestemmelsen er der om baggrunden for bestemmelsen bl.a. anført:

»Ifølge adoptionslovens § 28 kan personer med bopæl her i landet kun adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Adoptionsbevillingen skal efter lovens § 1 udstedes af statsamtet.

Konventionens artikel 28 sammenholdt med artikel 17 åbner imidlertid mulighed for, at afgørelse om adoption træffes i barnets oprindelsesland.

Den foreslåede bestemmelse i adoptionslovens § 28, stk. 2, indebærer, at der for personer bosat her i landet gives mulighed for at fravige adoptionslovens regler med hensyn til udstedelse af bevillingen. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, vil således kunne bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land. Bestemmelsen vil have betydning i de tilfælde, hvor Danmark forud for adoptionens gennemførelse i medfør af konventionens artikel 17 har godkendt, at afgørelsen om adoption kan træffes i barnets oprindelsesland.

Bestemmelsens baggrund og udvalgets overvejelser er omtalt i betænkningens pkt. 3.2., 6.4.3. og 8.1.«

Der henvises til betænkning 1323/1996 om Haager-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk adoptionslovgivning, pkt. 6.4.3., hvor det ligeledes anføres, at baggrunden for bestemmelsen er hensynet til så vidt muligt at undgå den situation, at Danmark bliver nødt til at afstå fra at modtage adoptivbørn fra lande, der stiller krav om, at barnet først overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført i oprindelseslandet.

Under behandlingen af lovforslaget blev der, som nævnt nedenfor, indsat en § 28, stk. 3. I Retsudvalgets betænkning af 20. februar 1997 blev der herved anført følgende om § 28, stk. 2:

»Efter forslaget til § 28, stk. 2, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført efter Haagerkonventionens regler. Hvis adoptionsbevillingen på grundlag af en sådan bestemmelse udstedes i barnets oprindelsesland, skal Danmark efter konventionens regler anerkende denne bevilling.

Træffes der derimod ikke bestemmelse om, at adoptionen kan bevilges i barnets oprindelsesland, skal adoptionsbevillingen i overensstemmelse med adoptionslovens almindelige ordning udstedes i Danmark.«

Som det fremgår, er bestemmelsen udtrykkeligt møntet på den situation, der er nævnt under pkt. 5.1.2, hvor oprindelseslandet stiller krav om, at barnet først overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført i oprindelseslandet.

På nuværende tidspunkt er bemyndigelsesbestemmelsen i § 28, stk. 2, endnu ikke udnyttet. Baggrunden herfor er, at det ikke har været nødvendigt at fastlægge, om kompetencen til at træffe den endelige afgørelse om adoption henhører under oprindelseslandet eller Danmark. I praksis har begge lande således formentlig anset sig for kompetente til at træffe den endelige afgørelse, uden at oprindelseslandet af den grund har nægtet at udlevere barnet til Danmark, jf. pkt. 5.1.1.1.

Efter adoptionslovens § 1, stk. 2, har bevilling til adoption af et barn fra et andet land virkning fra barnets ankomst her til landet.

Bestemmelsen blev oprindeligt indsat i adoptionsloven som § 28, stk. 3, under behandlingen af lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven (Ratifikation af Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner) og er senere ved lov nr. 358 af 2. juni 1999 flyttet til § 1, stk. 2, og udvidet til også at omfatte udenlandske adoptioner, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen af 1993.

Den nævnte § 28, stk. 3, blev ved 1997-ændringen foreslået af justitsministeren under Retsudvalgets behandling af lovforslaget. I bemærkningerne til forslaget i udvalgets betænkning af 20. februar 1997 anføres bl.a.:

»Efter praksis går der i dag en periode på ca. 3 måneder fra hjemtagelsen af et udenlandsk adoptivbarn, til adoptionsbevilling udfærdiges.

Ændringsforslaget indebærer, at denne mellemperiode bortfalder, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen. Efter ændringsforslaget skal en adoptionsbevilling i den situation udstedes hurtigst muligt med virkning fra barnets ankomst her til landet…«

I de specielle bemærkninger til 1999-forslaget (FT 1998-99, Tillæg A, sp. 765) blev det om baggrunden herfor bl.a. anført:

»Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven blev den såkaldte mellemperiode afskaffet i forbindelse med adoption af børn fra lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen. Mellemperioden er det tidsrum på ca. 3 måneder, der hidtil er gået, fra et adoptivbarn er ankommet her til landet, til adoptionsbevillingen er blevet udstedt.

… I forbindelse med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter Haagerkonventionen blev det på den baggrund i adoptionslovens § 28, stk. 3, fastsat, at en afgørelse om adoption (adoptionsbevillingen) har virkning fra barnets ankomst her til landet.

I forbindelse med den ændring af adoptionsbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. november 1997, er mellemperioden nu også afskaffet for adoptioner af børn fra lande, der ikke har tiltrådt Haagerkonventionen.

Med henblik på at opnå den samme retsstilling, uanset om adoptionen er omfattet af Haagerkonventionen eller ej, foreslås der i adoptionslovens § 1, stk. 2, indsat en generel bestemmelse om, at adoptionsbevillingen ved adoption af et barn fra et andet land har virkning fra barnets ankomst her til landet med henblik på adoption. Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28, stk. 3, der alene angår adoptioner efter Haagerkonventionen, ophævet...«

§ 28, stk. 2, synes efter sin ordlyd klart at forudsætte, at den danske beslutning om at bemyndige oprindelseslandet til at tillade adoption skal foreligge, inden myndigheden i det pågældende land træffer endelig afgørelse herom. Dertil kommer, at bestemmelsen efter forarbejderne klart forudsætter at skulle anvendes i den situation, hvor oprindelseslandet ikke ønsker at udlevere barnet, såfremt den endelige afgørelse ikke træffes i dette land. Den problemstilling, der er nævnt i pkt. 5.1.1.1., om ændringer i barnets eller de ansøgende adoptivforældres forhold i perioden, indtil den danske adoptionsbevilling er udstedt, opstår imidlertid ikke, fordi landet ikke ønsker at udlevere barnet, men fordi landet rent faktisk udleverer barnet.

Hensigten med adoptionslovens § 1, stk. 2, om tilbagevirkende kraft for den danske adoptionsbevilling, var at afskaffe den mellemperiode fra ankomsten til Danmark til udstedelsen af adoptionsbevilling, hvor adoptivbarnet retligt er uden forældre. Dette formål er imidlertid ikke fuldt ud opnået, fordi der kan ske ændringer i forældrenes eller barnets forhold, der gør, at en adoptionsbevilling ikke kan udstedes.

Hvis en af forældrene f.eks. dør i tidsrummet fra afgørelsen i oprindelseslandet og indtil, der udstedes en dansk bevilling, vil der ikke kunne udstedes en dansk bevilling, som kan tillægges tilbagevirkende kraft efter § 1, stk. 2.

Justitsministeriet finder, at den ovennævnte usikkerhed med hensyn til et udenlandsk adoptivbarns retsstilling i perioden indtil udstedelse af en dansk adoptionsbevilling bør afklares, således at adoptivforældrene så vidt muligt bliver barnets retlige forældre allerede fra tidspunktet for den udenlandske adoptionsafgørelse.

Den simpleste måde, dette kan ske på, vil efter Justitsministeriets opfattelse være at lovfæste en regel om, at udenlandske adoptionsafgørelser kan anerkendes i Danmark, hvis de er truffet i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993.

En sådan bestemmelse synes ubetænkelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om adoption er truffet med henblik på adoption af barnet direkte til Danmark. Herved vil de danske myndigheder efter konventionens artikel 17 (c) kunne sikre, at betingelserne for adoption er opfyldt på tidspunktet for adoptionens gennemførelse i det pågældende land. Dertil kommer, at det synes unødvendigt, at Danmark opretholder en ordning, hvorefter der udstedes dansk adoptionsbevilling i de tilfælde, hvor danske myndigheder m.v. har haft afgørende indflydelse på gennemførelsen af adoptionen i oprindelseslandet.

Hvor de danske adoptionsmyndigheder ikke har haft en sådan mulighed, bør det derimod fortsat for personer, der har bopæl i Danmark, kun være muligt at adoptere efter dansk lovgivning, jf. adoptionslovens § 28, stk. 1. Anerkendelse bør derfor kun ske, hvor adoptionen er gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen, eller hvor danske myndigheder har haft en tilsvarende indflydelse på gennemførelsen af adoptionen.

Retsvirkningerne af anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser vil være, at adoptionen er endelig, når den udenlandske afgørelse om adoption er truffet. Det indebærer, at adoptivforældrene er barnets retlige forældre allerede fra den udenlandske adoptionsafgørelse, og barnet er derfor bedre stillet end i dag, hvis en af forældrene dør. Det indebærer endvidere, at adoptionen er gennemført, også selv om det skulle vise sig, at barnet har en alvorlig sygdom, der ikke svarer til det, forældrene er godkendt til som adoptivforældre. Sådanne forhold vil således ikke - i modsætning til i dag - kunne føre til, at adoptionen ikke gennemføres, og at barnet derfor står uden forældre.

Justitsministeriet finder endvidere, at der bør indføres mulighed for at anerkende udenlandske adoptioner, der måtte være foretaget fra ikke-konventionslande, og hvor der har været en tilsvarende samarbejdsprocedure.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 42-45, og lovforslagets § 5, nr. 8.

Adoptionslovens § 1, stk. 2, der giver adoptionsbevillingen tilbagevirkende kraft fra barnets ankomst til Danmark, i de tilfælde, hvor der fortsat vil skulle udstede en dansk adoptionsbevilling, foreslås ikke ophævet. Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 45-46.

Reglerne om adgangen til ophævelse af adoption og retsvirkningerne heraf findes i adoptionslovens kapitel 3, §§ 18-24.

Udgangspunktet er, at adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, hvis adoptanten og den, der er adopteret, er enige herom, jf. § 18, stk. 1.

Retsvirkningen af ophævelse af adoption er som udgangspunkt alene, at retsvirkningerne af adoptionen mellem adoptivbarnet og adoptanten og dennes slægt bortfalder, jf. § 23, stk. 1. Ophævelsen af adoptivforholdet medfører således ikke, at de tidligere retsvirkninger i forhold til den oprindelige slægt genindtræder.

Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom, og ophævelsen er bedst for barnet, jf. § 18, stk. 2. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse ikke ske uden barnets samtykke, jf. § 18, stk. 3. Praksis er imidlertid restriktiv, og ophævelse tillades alene, hvor ophævelsen klart er bedst stemmende med barnets tarv.

Efter § 18, stk. 5, kan ophævelse endvidere ske efter begæring fra barnets biologiske forældre, når adoptanterne er døde, og ophævelsen er bedst for barnet. Bestemmelsen har navnlig betydning i de tilfælde, hvor barnet efter adoptanternes død har fået ophold hos de oprindelige forældre eller hos en af dem. Bestemmelsen er imidlertid i praksis også anvendt i tilfælde, hvor adoptivbarnet er over 18 år.

Ophæves adoptivforholdet efter § 18, stk. 2 eller stk. 5, genindtræder barnet i retsforholdet til den oprindelige slægt. Behandles sagen af domstolene, kan retten endvidere under hensyntagen til anledningen til ophævelsen, barnets alder samt de øvrige omstændigheder i forbindelse med en ophævelse efter § 19 bestemme, at retsforholdet mellem barnet og dets oprindelige slægt skal genindtræde.

Adoptionslovens anvendelse af begreberne »biologiske forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« om barnets oprindelige retlige forældre og slægt kan forekomme utidssvarende og i nogle sammenhænge uheldig. Det skyldes, at biologisk eller genetisk slægtskab ikke nødvendigvis er identisk med retligt slægtskab. Det afgørende også i forhold til, hvem der er barnets »virkelige slægt«, er det retlige faderskab og moderskab. Dertil kommer, at begrebet barnets »virkelige slægt« er egnet til at lede til den tanke, at forholdet mellem adoptivbarnet og adoptanten er mindre virkeligt end forholdet til den tidligere slægt.

På den baggrund foreslås terminologien i adoptionsloven ændres, således at der fremover i stedet anvendes begreberne barnets »oprindelige forældre« og »oprindelige slægt« om barnets oprindelige retlige forældre og slægt.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 47, og lovforslagets § 5, nr. 3 og 5.

I dag er det ikke muligt administrativt at genetablere retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis adoptionen ophæves efter, at barnet er fyldt 18 år, medmindre adoptanterne er afgået ved døden. Dette gælder - i modsætning til hvad der er tilfældet for børn under 18 år – også selv om den adopteredes oprindelige forældre ønsker en sådan genetablering af retsforholdet.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at denne retstilstand bør ændres. Justitsministeriet får jævnligt henvendelser fra voksne adoptivbørn, der har fået etableret kontakt til en af eller begge de oprindelige forældre, og hvor det voksne adoptivbarn og de oprindelige forældre ønsker at genetablere retsforholdet imellem sig. Justitsministeriet finder ikke, at der i disse tilfælde er hensyn, der taler imod dette.

Justitsministeriet finder således, at der bør kunne træffes afgørelse om genetablering af retsforholdet i situationer, hvor en adoption er blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, selv om adoptanterne ikke er afgået ved døden. Det er en forudsætning, at de oprindelige forældre samtykker i, at retsforholdet til adoptivbarnet genetableres.

Herved sikres en ensartet retsstilling for voksne adoptivbørn, der har opnået kontakt til den oprindelige slægt, og som ønsker genetablering af retsforholdet til denne, idet adgangen hertil ikke længere vil afhænge af, om adoptanterne er afgået ved døden.

Hertil kommer, at de beskyttelseshensyn, der taler for forsigtighed med hensyn til at ophæve en adoption (og dermed automatisk genetablering af slægtskabsforholdet) af et mindreårigt adoptivbarn, ikke gør sig gældende, når der er tale om voksne adopterede. Der kan navnlig peges på, at genetableringen af slægtskabet for et mindreårigt adoptivbarn indebærer, at de oprindelige forældre får forældremyndighed over barnet. Retsvirkningerne af at genetablere slægtskabet til et voksent adoptivbarn er således primært af økonomisk (arveretlig) og navneretlig betydning.

Justitsministeriet finder endvidere, at det bør være muligt at genetablere retsforholdet alene til én af de oprindelige forældre og dennes slægt, hvis den anden af de oprindelige forældre ikke ønsker at genetablere retsforholdet, er afgået ved døden eller ikke kan findes.

Kravet om samtykke fra de oprindelige forældre indebærer, at retsforholdet til en af forældrene og dennes slægt ikke kan genetableres, hvis den pågældende forælder er død. Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at foreslå, at det skal være muligt at genetablere retsforholdet til den afdøde forælders slægt.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 47-48, og lovforslagets § 5, nr. 6.

Adoptionslovens udgangspunkt er, at retsvirkningerne ved adoption er, at barnets retstilling i forhold til begge de (oprindelige) biologiske forældres slægt ophører, jf. lovens § 16, stk. 1, 2. pkt.

En undtagelse hertil findes i adoptionslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., der fastsætter, at en ægtefælle med den anden ægtefælles samtykke kan adoptere dennes barn eller adoptivbarn (stedbarnsadoption). Såfremt en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn, får barnet i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om det var deres fælles barn, jf. § 16, stk. 2. Adoptionsloven indeholder ikke herudover regler om stedbarnsadoption.

Ugifte samlevende har ikke efter adoptionsloven mulighed for at adoptere. Om baggrunden herfor anføres det bl.a. i adoptionsudvalgets betænkning 624/1971 om ændring af adoptionsloven, side 15, at udvalget ikke fandt det rigtigt at åbne for adgang til adoption for personer, der lever sammen uden at være gift, idet barnets interesser »kræver, at der er i hvert fald den betryggelse for forholdets varighed og den retlige regulering, som følger af, at adoptanterne er gift med hinanden.«

Som det fremgår, tager disse bemærkninger sigte på at sikre en vis stabilitet omkring et mindreårigt barn, ved at stille krav om ægteskab mellem parterne som forudsætning for adoption.

Hvis den ægtefælle, der er forælder til barnet, dør, uden at der er foretaget en stedbarnsadoption, kan hensynet til barnet tale for, at der bør kunne gennemføres adoption, uden at retsvirkningerne heraf skal være, at slægtskabet til den af barnets forældre, der har været gift med barnets stedforælder, derved ophører. I en sådan situation vil den længstlevende ægtefælles stedbarnsadoption således kunne bidrage til at bevare det barn, der har mistet den ene af sine forældre, i de vanlige familiemæssige rammer, herunder kontakt til eventuelle (halv)søskende.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det i en sådan situation urimeligt at stille krav om, at adoptionen skal medføre, at barnet mister sit retlige slægtskab til den afdøde forælder, idet det netop er den pågældendes ægteskab med den efterlevende, der begrunder barnets forbindelse til denne.

Dette er i overensstemmelse med den gældende retstilstand. I retspraksis er det således antaget, at det er muligt for en efterlevende stedforælder at foretage stedbarnsadoption, uden at barnet derved mister sin retlige tilknytning til den afdøde ægtefælles slægt, jf. Vestre Landsrets dom i UfR 1976, side 418 og 967.

Justitsministeriet finder imidlertid, at det bør præciseres, at der i en sådan situation kan ske stedbarnsadoption, uden at dette indebærer et familieskift i forhold til den afdøde forælder, hvis de almindelige betingelser for adoption i øvrigt er opfyldt.

Som nævnt ovenfor vil kravet om ægteskab som forudsætning for stedbarnsadoption afskære stedbarnsadoption efter en eventuel skilsmisse. Det gælder også, selv om stedbarnet er fyldt 18 år. Hvis de berørte parter i sådanne tilfælde er enige om, at f.eks. moderens tidligere ægtefælle, som i realiteten har fungeret som far i forhold til barnet, også retligt skal stilles som om, han var far til barnet, er det Justitsministeriets opfattelse, at lovgivningen ikke bør være til hinder herfor, medmindre væsentlige hensyn til barnet eller andre med vægt taler for dette.

Som ovenfor nævnt finder Justitsministeriet ikke, at de beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen, gør sig gældende i samme omfang, når den, der påtænkes adopteret, er myndig. Heller ikke andre forhold taler imod at tillade stedbarnsadoption i det nævnte tilfælde.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør indføres en mulighed for stedbarnsadoption i sådanne tilfælde.

De gældende regler om stedbarnsadoption berøres ikke af Justitsministeriets forslag til lempelse i adgangen til stedbarnsadoption. Det er således fortsat et krav for stedbarnsadoption, at den adopterede er opfostret hos stedforælderen.

Justitsministeriet har ikke fundet, at det bør være et krav til stedbarnsadoption i dette tilfælde, at der foreligger samtykke fra den forælder, som adoptanten tidligere har været gift med. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at der er tale om adoption af en person, der er myndig, og at den pågældende og adoptanten således i stedet for stedbarnsadoption kunne vælge at ansøge om almindelig adoption med fuldstændigt familieskift til følge, uden at dette efter § 7 ville kræve den tidligere ægtefælles samtykke.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør det heller ikke være et krav til stedbarnsadoption i dette tilfælde, at der foreligger samtykke fra stedforælderens eventuelle nye ægtefælle.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 50-51, og lovforslagets § 5, nr. 2 og 4.

Efter § 2, stk. 1, i lov om registreret partnerskab gælder der som udgangspunkt de samme betingelser for indgåelse af registreret partnerskab som for indgåelse af ægteskab.

Efter stk. 2 kan registrering af partnerskab dog kun ske, hvis (1) en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab, eller (2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Efter stk. 3 sidestilles statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab. Denne bestemmelse er udnyttet til at sidestille finsk og hollandsk statsborgerskab med dansk.

Kravet om bopæl antages at indebære, at den pågældende skal have domicil i Danmark. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det territoriale område, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

For så vidt angår de personer, der er nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, er det dog forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at der skal anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet, end hvad der gælder for nordiske statsborgere m.v., der i henhold til § 2, stk. 3, kan sidestilles med danske statsborgere. Baggrunden er, at de nordiske statsborgere m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk registreret partnerskab efter en tilbagevenden til deres hjemland, mens dette som udgangspunkt ikke kan antages at gælde de personer, som § 2, stk. 2, nr. 2, tager sigte på.

I tilfælde, hvor det måtte give anledning til tvivl, om en person efter stk. 2, nr. 2, har bopæl her i landet, anlægges en samlet vurdering. Efter bemærkningerne til bestemmelsen skal der bl.a.

»… lægges vægt på retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt - eller i hvert fald for en længere periode - at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. Personer, der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger to år, jf. den foreslåede bestemmelse), eller som i øvrigt må antages at ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen behandles.

I kravet om bopæl i Danmark i de sidste to år ligger også, at opholdet har været uden væsentlige afbrydelser. Således vil f.eks. et længere ophold i udlandet inden for to års-perioden, hvad enten det er i hjemlandet eller i et andet land, indebære, at lovens betingelser ikke er opfyldt. Det vil derimod være uden betydning, om den pågældende i perioden har foretaget kortere ferierejser m.v. til udlandet.«

De gældende regler indebærer således f.eks., at to danske statsborgere, som har fast bopæl i Malmø, ikke kan indgå registreret partnerskab i Danmark. Endvidere kan f.eks. en britisk statsborger, der har boet i Danmark i 10 år, ikke indgå registreret partnerskab med en britisk statsborger med bopæl i Storbritannien. En dansk (eller nordisk eller hollandsk) statsborger med bopæl i Danmark kan derimod f.eks. indgå registreret partnerskab med en iransk statsborger bosat i Iran, og to iranske statsborgere, der har boet i Danmark i mere end to år, kan indgå registreret partnerskab med hinanden.

Reglerne om indgåelse af registreret partnerskab er senest ændret ved lov nr. 360 af 2. juni 1999, hvor adgangen til at indgå registreret partnerskab blev udvidet til bl.a. også at omfatte nordiske statsborgere med bopæl i Danmark. Før denne ændring var det en betingelse, at mindst en af parterne var dansk statsborger og havde bopæl i Danmark.

Enhedslisten stillede den 21. januar 2003 ved lovforslag L 129 om ændring af lov om registreret partnerskab forslag om helt at ophæve det eksisterende krav om statsborgerskab eller bopæl her i landet forud for registreringen.

Under førstebehandlingen af dette forslag den 18. marts 2003 tilkendegav justitsministeren, at Justitsministeriets arbejdsgruppe om regelforenkling ville overveje, om de gældende regler om krav om dansk statsborgerskab eller bopæl er unødigt restriktive.

Det følger af lovens § 2, stk. 1, at det alene er §§ 12, og 13, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., i ægteskabslovens kapitel 2 om prøvelse af ægteskabsbetingelser og vielse, der finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab. Det fremgår bl.a. af disse regler, at der skal foretages prøvelse af ægteskabsbetingelserne, før ægteskab indgås, og prøvelsen skal foretages på det sted, hvor en af parterne bor.

At det alene er disse regler i ægteskabslovens kapitel 2, der finder anvendelse på registreret partnerskab, indebærer, at der efter de gældende regler ikke er mulighed for at foretage registrering, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af registreringsbetingelserne. Om den tilsvarende mulighed for at foretage »nødvielser« henvises til ægteskabslovens § 19, stk. 2. Efter ægteskabslovens § 21, stk. 2, kan justitsministeren (Civilretsdirektoratet) godkende en ugyldig vielse som gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor. Denne mulighed eksisterer ikke ved registrerede partnerskaber.

Retsplejelovens § 448 c indeholder regler om domstolenes internationale kompetence i sager om ægteskab og forældremyndighed. Uanset denne bestemmelse kan et registreret partnerskab altid opløses her i landet, jf. § 5 i lov om registreret partnerskab.

Baggrunden for de særlige krav om tilknytning til Danmark for at indgå registreret partnerskab her i landet er ifølge bemærkningerne til lovens § 2 bl.a. at undgå, at udenlandske par indgår registreret partnerskab her i landet, når registreringen ingen retsvirkninger vil have i deres hjemland (»haltende partnerskaber«).

Et »haltende partnerskab« indebærer bl.a., at den pågældende i sit hjemland lovligt vil kunne indgå ægteskab. Set fra dansk ret indebærer indgåelse af »haltende partnerskaber« således principielt en risiko for indgåelse af - hvad der efter dansk ret vil være - bigamiske ægteskaber.

I forbindelse med lovændringen i 1999 blev det overvejet at lempe betingelserne for at kunne indgå registreret partnerskab, således at der blev adgang til at indgå registreret partnerskab for personer, der ikke har bopæl her i landet, hvis en af dem er dansk statsborger. En sådan udvidelse blev dog ikke foreslået.

Baggrunden herfor var ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at der rundt om i verden findes mange personer, der har dansk statsborgerskab uden i øvrigt at have nogen tilknytning til Danmark eller planer om at vende tilbage hertil, at registreret partnerskab for disse ville være uden retsvirkninger i deres hjemlande, og at der ikke kan ses bort fra, at andre lande kunne opfatte det som krænkende, hvis Danmark søgte at lovgive for personer, der, selv om de er danske statsborgere, i realiteten kun er knyttet til de pågældende andre lande.

Betingelserne for at indgå registreret partnerskab i de øvrige nordiske lande er stort set identiske med de danske regler. Derimod er der i Holland adgang til at indgå registreret partnerskab for udlændinge, blot de pågældende har lovligt ophold.

Adgangen for udlændinge til at indgå ægteskab i Danmark er væsentligt lempeligere end adgangen til at indgå registreret partnerskab.

Ægteskab må efter ægteskabslovens § 11 a, stk. 1, indgås her i landet, hvis hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4 b eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 e.

Det indebærer, at enhver udlænding, der har opholdstilladelse i Danmark, opholder sig her på f.eks. turistvisum eller er visumfri, herunder nordiske statsborgere og EU-borgere, har adgang til at indgå ægteskab her i landet. Derimod kan f.eks. asylansøgere som udgangspunkt ikke indgå ægteskab i Danmark.

De hensyn, der ligger bag de særlige regler om tilknytning til Danmark ved indgåelse af registreret partnerskab, taler efter Justitsministeriets opfattelse fortsat for, at det ikke vil være hensigtsmæssigt fuldstændigt at ligestille kravene til indgåelse af registreret partnerskab med ægteskab. Det bør således ikke være muligt for et par uden tilknytning til Danmark at indgå registreret partnerskab i Danmark, hvis deres hjemland ikke anerkender registreret partnerskab.

Justitsministeriet har overvejet, om man kan lempe udlændinges adgang til at indgå registreret partnerskab i Danmark uden helt at ophæve kravet om, at parret skal have en vis tilknytning til Danmark eller til et land med tilsvarende regler om registreret partnerskab.

Justitsministeriet har for det første overvejet, om lovens § 2, stk. 3, bør ændres således, at bopæl i et land med regler om registeret partnerskab, der svarer til de danske, kan sidestilles med bopæl i Danmark.

En sådan ændring vil indebære, at f.eks. to danske statsborgere bosat i Sverige, kan indgå registreret partnerskab i Danmark. Også f.eks. to britiske statsborgere, som har haft bopæl i Sverige i to år, vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark, og en svensk statsborger bosat i Sverige vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden partners bopæl eller statsborgerskab.

Justitsministeriet finder ikke, at en sådan lempelse vil stride mod det grundlæggende hensyn til at undgå haltende partnerskaber.

I relation til personer omfattet af § 2, stk. 2, nr. 1, der er statsborgere i Danmark eller i et andet land, der har tilsvarende regler om registreret partnerskab, gælder det, at registreret partnerskab må antages at ville blive anerkendt i deres hjemland. Der er derfor ikke nogen særlig risiko for haltende partnerskaber i dette tilfælde.

Det samme gælder personer, der i de 2 sidste år før registreringen har haft bopæl i et land med en tilsvarende lovgivning om registreret partnerskab som den danske, da registreringen også må antages at blive anerkendt i det land, der er de pågældendes faktiske hjemland(e). Ligesom efter de gældende regler vil det være et krav, at der er tale om et ophold, som ikke kun er midlertidigt.

Justitsministeriet foreslår derfor, at bopæl i et land med regler om registreret partnerskab, der svarer til de danske, sidestilles med bopæl i Danmark i relation til adgangen til at indgå registreret partnerskab her i landet.

Justitsministeriet har ligesom arbejdsgruppen overvejet, om lovens § 2, stk. 2, nr. 2, bør ændres, således at det er tilstrækkeligt, at kun en af parterne har haft bopæl i Danmark i de seneste 2 år.

En lempelse af kravet om, at begge parter (som ikke er nordiske eller hollandske statsborgere) skal have boet i Danmark i to år, vil medføre en forøget risiko for, at parterne efter registreringen ikke vil have fælles bopæl i Danmark eller i et andet land med tilsvarende regler om registreret partnerskab. Dermed er der en forøget risiko for haltende partnerskaber, idet andre statsborgere end nordiske eller hollandske statsborgere m.v. ikke vil kunne forvente at få et dansk registreret partnerskab godkendt i deres hjemland. Hvis bopæl i de andre nordiske lande sidestilles med bopæl i Danmark, vil en sådan ordning endvidere indebære, at f.eks. en britisk statsborger, som har boet to år i Sverige, vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark med en udlænding, som ikke er nordisk eller hollandsk statsborger, og som ikke har bopæl i disse lande. Herved ville der kunne ske en betydelig udhuling af tilknytningskravet.

Justitsministeriet har derfor ikke fundet grundlag for at foreslå en lempelse af kravet i lovens § 2, stk. 2, nr. 2, således at det er tilstrækkeligt, at den ene part har haft bopæl i Danmark (eller i et land med tilsvarende regler) i to år for at kunne indgå registreret partnerskab her i landet.

I lighed med arbejdsgruppen finder Justitsministeriet endvidere ikke, at det forhold, at begge parter er danske statsborgere, bør føre til, at et registeret partnerskab kan indgås i Danmark, hvis ingen af parterne har bopæl her eller i et andet land med tilsvarende regler.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 55-58, og lovforslagets § 6, nr. 2.

Som nævnt under pkt. 6.1.1. er det en begrænset del af reglerne i ægteskabslovens kapitel 2, der finder tilsvarende anvendelse ved registreret partnerskab.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at flere af bestemmelserne i ægteskabslovens kapitel 2 som udgangspunkt bør finde tilsvarende anvendelse ved registreret partnerskab.

Da det efter den under pkt. 6.2.1. foreslåede ændring under visse betingelser bliver muligt at indgå registreret partnerskab her i landet, selv om ingen af parterne har bopæl her i landet, bør den del af ægteskabslovens § 13, der ikke allerede finder anvendelse på registrerede partnere, finde tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at parter, der ønsker at indgå registreret partnerskab i Danmark, men ikke har bopæl her i landet, på samme måde som parter, der ønsker at indgå ægteskab her i landet, skal betale 500 kr. for udstedelse af prøvelsesattest.

Adgangen efter ægteskabslovens § 19, stk. 2, til at foretage vielse, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne (»nødvielse«), bør endvidere finde tilsvarende anvendelse på registreret partnerskab. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ingen grund til, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på registreret partnerskab. Det samme gælder reglen i ægteskabslovens § 21, stk. 2, om efterfølgende godkendelse af en ugyldig vielse. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i de situationer, hvor parterne er blevet viet af en person, der ikke havde vielseskompetence.

Denne situation kan lige så godt opstå ved registrering af partnerskab som ved foretagelse af vielser, og der er efter Justitsministeriets opfattelse ingen grund til, at der ikke er mulighed for efterfølgende godkendelse af et registreret partnerskab.

I forbindelse med Justitsministeriets forslag til ændringer i adgangen til registrering af partnerskab har Justitsministeriet overvejet, om lovens § 5, stk. 3, hvorefter et registreret partnerskab altid kan opløses i Danmark, bør ændres, således at bestemmelsen i højere grad bringes i overensstemmelse med det, der gælder for opløsning af ægteskaber.

Bestemmelsen er indført på et tidspunkt, hvor det at indgå registreret partnerskab alene var muligt i Danmark. Det er imidlertid på nuværende tidspunkt muligt at indgå registreret partnerskab i en række lande, og det må antages, at et registreret partnerskab indgået i disse lande vil kunne opløses i disse lande. Dette indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at det som udgangspunkt bør være de almindelige regler om international kompetence efter retsplejelovens § 448 c, der bør finde anvendelse.

På samme måde som ved opløsning af ægteskaber bør det ikke være muligt for registrerede partnere at »forum-shoppe« efter det værneting, der passer parterne bedst. Registrerede partnere, der kan få deres partnerskab opløst i det land, hvor de har bopæl, bør således ikke uden videre kunne få partnerskabet opløst i Danmark, blot fordi eksempelvis det at få partnerskabet opløst i Danmark er hurtigere end en tilsvarende opløsning i det land, hvor de har bopæl.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at såfremt parterne bor i et af de lande, der er omfattet af § 2, stk. 3, dvs. for tiden Sverige, Finland, Norge, Island og Holland, finder de almindelige betingelser i retsplejelovens § 448 c anvendelse, hvorimod det fortsat altid vil være muligt at få opløst et registreret partnerskab i Danmark, hvis begge parter bor i et land, der ikke er omfattet af § 2, stk. 3.

Ægteskabslovens § 66 indeholder en bemyndigelse til, at der ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan fastsættes regler om dansk og anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse og opløsning. Bestemmelsen har været anvendt ved gennemførelsen af de seneste ændringer af den nordiske ægteskabskonvention fra 1931.

Da de øvrige nordiske lande og flere andre lande nu har indført regler om registreret partnerskab, kan det blive aktuelt at indgå overenskomster om bl.a. gensidig anerkendelse af registrerede partnerskaber eller at udvide den nordiske ægteskabskonvention til at omfatte registreret partnerskab.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør indsættes en bemyndigelse svarende til ægteskabslovens § 66 i lov om registreret partnerskab.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side 58-59, og lovforslagets § 6, nr. 1, 5 og 6. Forslaget om indsættelse af en bemyndigelse til at indgå overenskomst med fremmed stat om registreret partnerskab indgår dog ikke i arbejdsgruppens rapport.

Det forekommer ikke sjældent, at en klage over en familieretlig afgørelse truffet af et statsamt indeholder nye oplysninger eller nye ansøgninger. Endvidere henviser klagere ofte til oplysninger eller ansøgninger, som statsamtet ikke har taget konkret stilling til ved behandlingen af sagen. Endelig skyldes visse klager, at parterne, der tidligere under sagen var enige, efterfølgende er blevet uenige. Ifølge klagevejledningen opfordres klagere til at indsende klagen til statsamtet, der derefter videresender den til Civilretsdirektoratet.

En klager har krav på, at en klage over et statsamts afgørelse sendes til Civilretsdirektoratet. Statsamtet har således ikke mulighed for på eget initiativ at genoptage sagen i ovennævnte tilfælde. Dette fremgår af Folketingets Ombudsmands redegørelse af 30. maj 1998, (FOB 1998.194ff) og udtalelse af 30. maj 2001 (j.nr. 2000-1047-652). Det fremgår videre heraf, at det er Ombudsmandens opfattelse, at en egentlig adgang for den underordnede myndighed til at genoptage sagen i forbindelse med en klage til rekursmyndigheden bør have udtrykkelig lovhjemmel, jf. FOB 1998.200. Statsamtet er således nødt til at indhente klagerens samtykke, hvis man ønsker at genoptage en sag, der er påklaget til Civilretsdirektoratet. Kan samtykke ikke fås, skal sagen videresendes til direktoratet. Dette er beskrevet i Skarrildhusberetningen 1998, pkt. K.1. Det følger af det almindelige to-instans-princip, at sagens realitet som udgangspunkt skal kunne behandles mindst to gange. Det betyder, at Civilretsdirektoratet i de omtalte situationer normalt hjemviser sagen til fornyet behandling i statsamtet.

Det nuværende system fungerer efter Justitsministeriets opfattelse uhensigtsmæssigt for såvel borgere som myndigheder i de omtalte situationer.

Det er ikke i borgernes interesse, at en klage først skal sendes til Civilretsdirektoratet for derefter at blive hjemvist til ny behandling i statsamtet. Herved går tid til spilde. Endvidere kan det opleves bureaukratisk, at klageren skal spørges om, hvorvidt sagen kan genoptages, idet klageren normalt blot ønsker, at sagen behandles igen på baggrund af de nye oplysninger så hurtigt som muligt, uanset hvor dette sker. Tilsvarende kan det forekomme uforståeligt, at en klager – efter at være blevet spurgt – ønsker en sag indbragt for Civilretsdirektoratet for derefter at måtte konstatere, at direktoratet alligevel hjemviser sagen til statsamtet.

For myndighederne indebærer den gældende retstilstand unødvendige forespørgsler og postgange, inden den reelle sagsbehandling kan påbegyndes.

Endelig kan en hjemvisning give parterne den opfattelse, at myndighederne vil træffe en afgørelse med et andet indhold.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det vil være både i borgernes og myndighedernes interesse, at statsamtet i sådanne situationer kan genoptage sagen.

Det foreslås derfor, at der i lov om forældremyndighed og samvær, lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og adoptionsloven indsættes hjemmel for justitsministeren til i en bekendtgørelse nærmere at fastsætte regler om klageadgang m.v. Det vil således blive bestemt, at statsamtet kan genoptage en sag, når der foreligger nye oplysninger og ansøgninger, i situationer, hvor der ikke er taget konkret stilling til konkrete oplysninger eller ansøgninger, og ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsens resultat. Det er ikke hensigten at fastsætte klagefrister på det familieretlige område. Samtidig bør klageadgangen fra statsamterne til Civilretsdirektoratet udtrykkeligt fremgå af de respektive love.

Ved separation og skilsmisse tages der stilling til, om en ægtefælle i en kortere eller længere periode efter separationen eller skilsmissen fortsat skal have pligt til at forsørge den anden ægtefælle. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale om bidragspligten, afgøres spørgsmålet om bidragspligt ved dom, jf. ægteskabslovens § 50, stk. 1.

Når der er bidragspligt, fastsætter statsamtet efter ansøgning bidragets størrelse, medmindre parterne indgår aftale herom, jf. § 50, stk. 1.

I mange situationer, hvor der er fastsat eller aftalt bidragspligt, fastsættes der ikke ægtefællebidrag. Det kan f.eks. skyldes, at den bidragsberettigede for tiden har en så høj indtægt, at der ikke er behov for bidrag. Det kan også skyldes, at den bidragspligtige har så dårlige økonomiske forhold, at vedkommende ikke har mulighed for at betale bidrag.

Ægteskabsloven indeholder ikke regler om, fra hvilket tidspunkt statsamtet kan pålægge den bidragspligtige at betale ægtefællebidrag.

Ægtefællebidrag fastsættes normalt fra separationen eller skilsmissen, medmindre den bidragspligtige har bidraget til forsørgelsen af den tidligere ægtefælle i en periode derefter, f.eks. ved at fortsætte den fælles økonomi, ved frivillige betalinger eller ved efter aftale med den bidragsberettigede at afholde visse forsørgelsesudgifter vedrørende den anden ægtefælle. Det beror på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt eller delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt på denne måde.

Separation, skilsmisse og ophør af forsørgelse betragtes således som bidragsudløsende begivenheder.

Ægtefællebidrag fastsættes kun, når den bidragsberettigede ansøger statsamtet om bidrag. Hvis bidraget ønskes fastsat med virkning fra den bidragsudløsende begivenhed, er det efter statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis normalt en betingelse, at ansøgningen er indgivet senest 1-2 måneder efter begivenheden.

Der fastsættes bidrag, selv om der ansøges senere end 1-2 måneder, men i så fald fastsættes bidraget normalt først fra den dag, hvor statsamtet modtog ansøgningen, eller fra den dag, hvor den bidragspligtige blev gjort bekendt hermed.

Baggrunden herfor er, at ægtefællebidrag ydes som hjælp til den løbende forsørgelse af den tidligere ægtefælle. Hvis den bidragsberettigede venter med at ansøge om bidrag, til der er gået mere end 1-2 måneder efter separationen eller skilsmissen, hvor bidragspligten blev fastsat, kan den bidragspligtige med rette have indrettet sig på, at den bidragsberettigede for tiden ikke ønsker bidrag fastsat, og derfor ikke regner med at skulle betale bidrag for den forløbne periode.

Selv om der først søges om bidrag på et senere tidspunkt, kan bidraget dog, hvis der konkret foreligger særlige omstændigheder, alligevel fastsættes fra den bidragsudløsende begivenhed, f.eks. hvis parterne i en periode har forsøgt at indgå en aftale om bidraget.

Efter ægteskabslovens § 53, stk. 2, kan statsamtet ændre et fastsat bidrag, hvis omstændighederne taler derfor.

Bestemmelsen indeholder ikke regler om, fra hvilket tidspunkt en ændring af bidraget (forhøjelse eller nedsættelse) skal have virkning.

Efter praksis tillægges en ændring (forhøjelse eller nedsættelse) af et bidrag som udgangspunkt først virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Det vil sige, at ændringen ikke har virkning for bidrag, der forfalder under statsamtets eller Civilretsdirektoratets behandling af sagen.

Baggrunden for dette er, at parterne skal kunne indrette deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse om bidrag. Den bidragsberettigede skal således kunne regne med at modtage forfaldne bidrag, mens den bidragspligtige ikke bør kunne mødes med krav om efterbetaling. Praksis bygger således i første række på indrettelsessynspunktet, men også rimeligheds- og risikovurderinger indgår i skønnet.

I praksis gælder der nogle generelle undtagelser fra udgangspunktet. En ændring kan således bl.a. i følgende situationer få virkning for forfaldne bidrag: (1) En part har givet urigtige oplysninger, eller har undladt at give relevante oplysninger. (2) En tidligere afgørelse om bidraget er åbenbar urigtig. (3) Sagsbehandlingen har trukket urimeligt længe ud på grund af den bidragsfastsættende myndighed eller en af sagens parter. Denne opregning er ikke udtømmende, men indeholder de mest almindelige undtagelsessituationer.

Ved siden af de generelle undtagelser forekommer der i praksis en række situationer, hvor der kan være grundlag for at lade en ændring af et bidrag få virkning fra et tidligere tidspunkt end første forfaldsdag efter afgørelsen.

Et almindeligt forekommende eksempel på dette er situationer, hvor den bidragspligtiges indtægt falder kraftigt på grund af uforskyldt arbejdsløshed. Her nedsættes eller bortfalder bidraget som udgangspunkt fra den første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor den bidragsberettigede er blevet orienteret om ansøgningen, dog tidligst fra første forfaldsdag efter at den bidragspligtige blev arbejdsløs. Dette skyldes, at den bidragsberettigede i disse situationer normalt ikke kan have en berettiget forventning om fortsat at modtage det hidtidige bidrag.

Som det fremgår ovenfor, er der ikke fastsat regler om frister for ansøgninger om ægtefællebidrag eller om begyndelses- og ændringstidspunkter i lovgivningen. I administrativ praksis opereres der imidlertid med relativt faste udgangspunkter herom.

For at styrke borgernes retssikkerhed og for at skabe øget gennemsigtighed og forudsigelighed i forvaltningen af reglerne foreslås det, at regler om frister for ansøgninger om ægtefællebidrag eller om begyndelses- og ændringstidspunkter fastsættes i en bekendtgørelse. Det foreslås derfor, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at udfærdige administrative forskrifter herom.

Justitsministeriet finder, at der bør indføres en egentlig »ansøgningsfrist« i sager om ægtefællebidrag, hvis bidraget ønskes fastsat fra den bidragsudløsende begivenhed, f.eks. separation, skilsmisse eller ophør af forsørgelse.

Disse regler bør som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området, dog således at »ansøgningsfristen« fastsættes til 2 måneder regnet fra den bidragsudløsende begivenhed. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, bør bidraget dog alligevel fastsættes fra den bidragsudløsende begivenhed, selv om »fristen« overskrides.

Ansøges der senere end 2 måneder, og foreligger der ikke særlige omstændigheder, fastsættes bidraget som udgangspunkt fra statsamtets modtagelse af ansøgningen.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør forfaldne ægtefællebidrag i overensstemmelse med gældende praksis normalt ikke kunne ændres, medmindre statsamtet undtagelsesvist bestemmer andet. Disse regler om ændringstidspunkter bør som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.

Efter § 2 i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven) har ægtefæller under ægteskabet forsørgelsespligt over for hinanden.

Forsømmer en ægtefælle under samlivet at opfylde denne forsørgelsespligt, kan statsamtet efter lovens § 5, jf. § 8, pålægge denne ægtefælle at betale bidrag til den anden ægtefælles underhold. Sager herom er yderst sjældent forekommende.

Hvis ægtefællerne på grund af uoverensstemmelse ikke lever sammen, kan statsamtet efter lovens § 6, jf. § 8, pålægge den ene ægtefælle at betale bidrag til den andens underhold.

Sådanne bidrag bortfalder ved separation eller skilsmisse, hvor der skal tages stilling til, om der fortsat skal være forsørgelsespligt, jf. pkt. 8.1.1.

Ægtefællebidrag under samlivet efter retsvirkningslovens § 5 fastsættes normalt fra det tidspunkt, hvor den ene ægtefælle under samlivet forsømmer sin forsørgelsespligt over for den anden ægtefælle.

Når samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelser, fastsættes bidrag efter lovens § 6 normalt fra samlivsophævelsen, medmindre den bidragspligtige har bidraget til forsørgelsen af den anden ægtefælle, f.eks. ved i en periode at fortsætte den fælles økonomi, ved frivillige betalinger eller ved efter aftale med den bidragsberettigede at afholde visse forsørgelsesudgifter vedrørende den anden ægtefælle. I sådanne situationer beror det på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt eller delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt.

Efter lovens § 8, stk. 2, kan bidrag kun pålægges for en tid, der ligger mere end 1 år forud for ansøgningen, når særlige grunde taler derfor.

Ligesom ved fastsættelse af ægtefællebidrag efter ægteskabsloven er det i praksis som udgangspunkt en betingelse for at fastsætte bidrag fra samlivsophævelsen eller fra ophøret af forsørgelsen, at den bidragsberettigede senest 1-2 måneder herefter ansøger statsamtet om fastsættelse af bidrag.

Selv om der først søges om bidrag på et senere tidspunkt, kan bidraget dog efter en konkret vurdering alligevel fastsættes fra den bidragsudløsende begivenhed, hvis der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. at parterne i en periode har forsøgt at indgå en aftale om bidraget.

Efter § 8, stk. 1, 2. pkt., i retsvirkningsloven kan statsamtet til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne ændre et ægtefællebidrag efter lovens § 5 eller § 6, når forholdene væsentligt har forandret sig.

Bestemmelsen indeholder ikke regler om, fra hvilket tidspunkt en ændring af bidraget (forhøjelse eller nedsættelse) skal have virkning.

Efter praksis tillægges en ændring (forhøjelse eller nedsættelse) af et ægtefællebidrag som udgangspunkt først virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Denne praksis og undtagelserne fra den er beskrevet nærmere oven for i pkt. 8.1.1.2.

Ligesom ved sager om fastsættelse af ægtefællebidrag foreslås det, at der indføres en egentlig ansøgningsfrist i sager om ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven. Justitsministeriet foreslår derfor, at retsvirkningslovens § 8, stk. 2, ophæves, og at der i stedet i loven indsættes en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.

Videre finder Justitsministeriet, at der i overensstemmelse med den foreslåede ændring af reglerne om ægtefællebidrag efter ægteskabsloven bør fastsættes nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt en ændring af et ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven skal have virkning. Justitsministeriet foreslår derfor, at der i retsvirkningsloven indsættes en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom. Som ved ægtefællebidrag efter ægteskabsloven vil reglerne som udgangspunkt blive fastsat i overensstemmelse med gældende praksis. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.

Efter § 13 i lov om børns forsørgelse er forældrene hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Opfylder den ene af forældrene ikke forsørgelsespligten, kan statsamtet efter ansøgning pålægge denne at betale bidrag til barnets underhold.

Den bidragspligtige pålægges normalt at betale børnebidrag fra det tidspunkt, hvor forældrene ophæver deres samliv.

Dette gælder dog ikke, i det omfang den bidragspligtige efter samlivsophævelsen har bidraget til barnets forsørgelse, f.eks. ved frivilligt at betale børnebidrag til den bidragsberettigede, ved efter aftale med den bidragsberettigede at afholde forsørgelsesudgifter vedrørende barnet eller gennem en deleordning, hvor barnet bor lige meget hos begge forældre. Det beror på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt eller delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt på denne måde.

Samlivsophævelse og andre former for ophør af forsørgelse betragtes som bidragsudløsende begivenheder.

Der fastsættes kun børnebidrag, når den bidragsberettigede ansøger statsamtet herom. Hvis bidraget ønskes fastsat med virkning fra den bidragsudløsende begivenhed, er det normalt en betingelse, at ansøgningen indgives inden en vis frist.

Dette er i dag reguleret i § 16, stk. 2, i lov om børns forsørgelse. Efter denne bestemmelse kan bidrag kun pålægges for en tid, der ligger mere end 1 år forud for ansøgningen, når særlige grunde taler derfor.

Bestemmelsen fortolkes ikke således, at bidrag altid fastsættes med virkning for 1 år forud for ansøgningen, selv om den bidragspligtige i denne periode ikke har deltaget i forsørgelsen af barnet. Dette skyldes, at den bidragspligtige med rette kan have indrettet sig på ikke at skulle betale bidrag for den forløbne periode, når den bidragsberettigede venter i længere tid med at ansøge om bidrag.

På den anden side må den bidragspligtige regne med at skulle bidrage til barnets underhold fra f.eks. samlivsophævelsen, selv om der går nogen tid, inden den bidragsberettigede ansøger statsamtet om bidrag.

Indgives ansøgningen først på et senere tidspunkt uden forbindelse med en bidragsudløsende begivenhed, fastsættes bidraget fra ansøgningens modtagelse eller fra det tidspunkt, hvor den bidragspligtige bliver bekendt med ansøgningen.

Det er i disse situationer statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis at fastsætte bidrag fra en bidragsudløsende begivenhed, hvis ansøgningen er indgivet inden 6-7 måneder herefter.

Børnebidrag kan først fastsættes, når det er fastslået, hvem der er far til barnet, f.eks. ved indgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring til statsamtet (børnelovens § 14), ved anerkendelse af faderskabet over for retten (børnelovens § 19) eller ved endelig dom i retten (børnelovens § 20).

Når faderskabssagen er afsluttet, fastsættes bidraget normalt fra barnets fødsel, medmindre faderen helt eller delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt. Ligesom ved samlivsophævelse forudsætter dette dog, at ansøgningen om bidrag indgives inden en vis tid efter faderskabssagens afslutning. Det er i disse situationer statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis at fastsætte bidrag fra barnets fødsel, hvis ansøgningen indgives inden 1-2 måneder efter faderskabssagens afslutning. Indgives ansøgningen senere, fastsættes bidraget først fra ansøgningen eller fra det tidspunkt, hvor den bidragspligtige blev gjort bekendt med ansøgningen.

Efter § 16, stk. 1, i lov om børns forsørgelse kan statsamtet til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer en begrundet ansøgning herom. Bidrag, der er forfaldet før fremsættelsen af ansøgningen, kan dog kun ændres, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Ligesom ved ændringer af ægtefællebidrag tillægges en ændring af et børnebidrag som udgangspunkt først virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse.

I lighed med forslaget om ændring af reglerne om ægtefællebidrag finder Justitsministeriet, at der også her er grundlag for at styrke borgernes retssikkerhed og for at skabe øget gennemsigtighed og forudsigelighed i forvaltningen af reglerne om fastsættelse og ændring af børnebidrag.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at udfærdige administrative forskrifter om ansøgningsfriser samt begyndelses- og ændringstidspunkter.

Ligesom ved fastsættelse af ægtefællebidrag findes der at burde fastsættes en »ansøgningsfrist«, som begge forældre kan indrette sig på.

Ordlyden af § 16, stk. 2, i lov om børns forsørgelse skaber ikke den fornødne klarhed og giver i øvrigt i praksis anledning til misforståelser, idet bestemmelsen kan lægge op til, at bidrag altid kan fastsættes med virkning op til 1 år forud for ansøgningen.

Derfor foreslås den gældende § 16, stk. 2, ophævet, og i stedet indsættes i loven en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.

Den fulgte praksis må anses som udtryk for en rimelig afvejning af den bidragsberettigedes og den bidragspligtiges interesser og bør derfor opretholdes. »Ansøgningsfristen« bør dog fastsættes til 6 måneder regnet fra den bidragsudløsende begivenhed og til 2 måneder regnet fra afslutningen af en faderskabssag. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.

Justitsministeriet forenklings- og moderniseringsforslag svarer til Børnelovsudvalgets forslag i betænkning nr. 1389/2000 om børns forsørgelse, side 179.

I overensstemmelse med den foreslåede ændring af reglerne om ægtefællebidrag bør forfaldne børnebidrag i overensstemmelse med gældende praksis normalt heller ikke kunne ændres, medmindre statsamtet undtagelsesvist bestemmer andet.

Derfor foreslås den gældende § 16, stk. 1, ophævet, og i stedet indsættes i loven en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.

Reglerne om ændringstidspunkter bør som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.

Justitsministeriets forenklings- og moderniseringsforslag svarer til Børnelovsudvalgets forslag i betænkning nr. 1389/2000 om børns forsørgelse, side 187.

Efter § 2, stk. 1, i børneloven kan en mand – i forbindelse med barnets fødsel – registreres som far til et barn født af en ugift kvinde, hvis moderen og den pågældende mand erklærer sammen at ville varetage omsorgen og ansvaret for barnet (omsorgs- og ansvarserklæring). Hvis faderskabet registreres på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, får forældrene samtidig fælles forældremyndighed over barnet. Det følger af § 2, stk. 2, nr. 2, at registrering af faderskabet ikke kan ske på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, hvis en af parterne er umyndig eller under værgemål. Det gælder, uanset om den umyndiges værge samtykker. Hvis faderskabet ikke registreres i forbindelse med fødslen, skal der rejses en faderskabssag i statsamtet.

I statsamtet kan en mand anerkende faderskabet, hvis han sammen med moderen afgiver en omsorgs- og ansvarserklæring, jf. § 14, stk. 1. I et sådant tilfælde får forældrene fælles forældremyndighed. Hvis parterne ikke ønsker at afgive en omsorgs- og ansvarserklæring, f.eks. fordi de ikke ønsker fælles forældremyndighed, kan manden anerkende faderskabet efter § 14, stk. 2, hvis moderen efter det oplyste ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev gravid, jf. § 14, stk. 2, nr. 1, eller hvis manden utvivlsomt er barnets far, jf. § 14, stk. 2, nr. 2, typisk fordi faderskabet er fastslået ved en DNA-undersøgelse. Hvis moderen har haft seksuelt forhold til flere mænd i den periode, hvor hun blev gravid, kan en mand anerkende faderskabet efter § 14, stk. 3, hvis han og moderen afgiver en omsorgs- og ansvarserklæring, og de andre mænd, som er parter i sagen, tiltræder anerkendelsen.

Det fremgår af § 14, stk. 5, at anerkendelse efter § 14, stk. 1-3, ikke kan ske, hvis en af parterne er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Det gælder, uanset om værgen samtykker, og sagen må i disse tilfælde indbringes for retten. Er der derimod tale om, at en af parterne er umyndig som følge af mindreårighed, kan der ske anerkendelse i statsamtet, hvis værgen (i praksis normalt forældremyndighedsindehaveren eller –indehaverne) samtykker i anerkendelsen. Bestemmelsen om værgens samtykke er ufravigelig. Det betyder, at statsamtet ikke har mulighed for skønsmæssigt at fravige reglen uanset begrundelsen for, at værgen ikke samtykker.

Hvis sagen ikke kan afsluttes ved anerkendelse i statsamtet, f.eks. fordi værgens samtykke af den ene eller anden grund ikke opnås, skal statsamtet indbringe sagen for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 4. Statsamtet har endvidere pligt til at indbringe sagen for retten, hvis eksempelvis en af sagens parter anmoder om det, jf. § 13, nr. 1, eller hvis det findes betænkeligt at fortsætte behandlingen af sagen i statsamtet, jf. § 13, nr. 2.

Hvis manden efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser utvivlsomt er barnets far, vil han i retten blive dømt som far, jf. børnelovens § 20, stk. 1. Værgen kan således ikke forhindre, at faderskabet bliver fastslået.

Når faderskabet er fastslået, kan forældrene opnå fælles forældremyndighed ved at anmelde en aftale herom til statsamtet, jf. § 6 i lov om forældremyndighed og samvær. En sådan aftale kræver ikke værgens samtykke.

Det følger således af de gældende regler, at det ikke er muligt at opnå registrering af faderskab på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring efter børnelovens § 2, hvis enten moderen eller faderen eller de begge er umyndige. Det følger endvidere af de gældende regler, at anerkendelse af faderskab efter børnelovens § 14, stk. 1-3, forudsætter værgens samtykke, hvis en af parterne er umyndige som følge af mindreårighed. Hvis værgen ikke samtykker, er det ikke muligt at anerkende faderskabet. Det gælder, uanset årsagen til at værgen ikke samtykker og uanset om den pågældende mand utvivlsomt må anses for far til barnet.

Der har været rejst spørgsmål om hensigtsmæssigheden af den beskrevne retstilstand.

Ved besvarelsen af spørgsmål nr. 425 af 21. august 2003 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del – bilag 1291) tilkendegav Justitsministeriet, at ministeriet var opmærksom på, at det kunne forekomme at være en unødig belastning af parterne, hvis en sag måtte indbringes for retten på grund af manglende værgesamtykke i et tilfælde, hvor der ikke var reel tvivl om faderskabet. Justitsministeriet oplyste samtidig, at ministeriet i forbindelse med gennemførelsen af arbejdsgruppens forslag til regelforenkling på det familieretlige område ville overveje, om der var behov for at forenkle reglerne om anerkendelse af faderskab i tilfælde, hvor en af parterne er mindreårig.

Børnelovens §§ 2 og 14 blev indført ved lov nr. 460 af 7. juni 2001, der samtidig ophævede de tidligere gældende bestemmelser i lov om børns retsstilling, herunder denne lovs § 11, der blev indført ved lov nr. 396 af 13. juni 1990.

§ 11 i lov om børns retsstilling indeholdt bestemmelser om, at faderskab kunne anses for fastslået ved, at den opgivne far i en skriftlig erklæring til statsamtet anerkendte faderskabet, jf. § 11, stk. 1, eller at den opgivne far under personligt møde for statsamtet anerkendte faderskabet, jf. § 11, stk. 2. Hvis den opgivne far var under 18 år, krævedes værgens samtykke til anerkendelsen, jf. § 11, stk. 3.

I modsætning til de nugældende regler stillede § 11 i lov om børns retsstilling alene krav om, at værgen skulle samtykke i tilfælde, hvor den opgivne far var mindreårig.

Børneloven, herunder §§ 2 og 14, bygger på betænkning 1350/1997 fra Børnelovsudvalget. Efter udvalgets forslag skulle bestemmelsen om registrering af faderskab på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring (§ 2 i udvalgets lovudkast) ikke finde anvendelse, hvis manden på erklæringstidspunktet var under 18 år (betænkningen side 185). På samme måde indeholdt udvalgets forslag til bestemmelse om anerkendelse af faderskab (§ 13 i udvalgets lovudkast) en bestemmelse, hvorefter værgen skulle samtykke, hvis den mand, som anerkendte faderskabet, var under 18 år (betænkningen side 188). Som begrundelse for kravet om, at værgen skulle samtykke i tilfælde, hvor manden var mindreårig, lagde udvalget vægt på, at manden påtog sig en forsørgelsespligt over for barnet (betænkningen side 220 og 241).

Det forslag til børnelov (L 2 af 4. oktober 2000, Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, side 27 ff.), som blev fremsat på baggrund af betænkning 1350/1997, afveg fra udvalgets forslag for så vidt angår krav om samtykke fra værgen, og svarer til den senere vedtagne § 2, stk. 2, nr. 2, og § 14, stk. 5, 2. pkt.

Anerkendelse af faderskab indebærer bl.a., at faderen får forsørgelsespligt over for barnet. Da en far således påtager sig en økonomisk forpligtelse ved at anerkende faderskabet til et barn, og da den umyndige part ikke altid vil kunne overskue konsekvenserne af en anerkendelse af faderskabet, er det efter Justitsministeriets opfattelse velbegrundet, at en mindreårig far kun kan anerkende faderskabet, hvis værgen samtykker. Hvis værgen ikke vil samtykke, må sagen indbringes for retten. Det gælder, uanset at den mindreårige utvivlsomt må anses for far til barnet.

De hensyn, der ligger til grund for kravet om, at den mindreårige fars værge skal samtykke i anerkendelsen af faderskabet, gør sig ikke på samme måde gældende ved en mindreårig mor. Efter Justitsministeriets opfattelse kan det derfor forekomme mindre velbegrundet, at en mindreårig mors værge skal samtykke i tilfælde, hvor faderen, med samtykke fra værgen hvis faderen også er mindreårig, ønsker at anerkende faderskabet, idet moderen ikke på samme måde som faderen påtager sig en økonomisk forpligtelse ved faderens anerkendelse af faderskabet. Hvis den mindreårige moders værge nægter at samtykke, vil statsamtet skulle indbringe sagen for retten, også selv om den mand, som moderen har oplyst som far til barnet, ønsker at anerkende faderskabet, hvilket kan anses som en unødvendig belastning for parterne. Kravet om samtykke fra moderens værge stemmer endvidere dårligt overens med, at moderen, hvis hun er myndig, ikke selv skal tiltræde faderens anerkendelse af faderskabet efter § 14, stk. 2. Hvis der afgives omsorgs- og ansvarserklæring efter § 14, stk. 1 eller 3, skal erklæringen afgives af både moderen og faderen. At moderens samtykke kræves i disse tilfælde, skyldes imidlertid navnlig, at forældrene samtidig får fælles forældremyndighed. Som anført ovenfor kan en mindreårig moder uden værgens samtykke indgå aftale med sit barns far om fælles forældremyndighed, og kravet om moderens værges samtykke ved afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring efter § 14 forekommer derfor ikke velbegrundet.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet børnelovens § 14, stk. 5, 2. pkt., ændret således, at kravet om værgens samtykke alene skal finde anvendelse i tilfælde, hvor manden er mindreårig. Det vil betyde, at en far, eller en far under 18 år med samtykke fra værgen, kan anerkende faderskabet til et barn i medfør af børnelovens § 14, stk. 1-3, selv om moderen er under 18 år.

Det kan ikke udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor moderens værge kan have gode grunde til at modsætte sig, at faderskabet anerkendes i statsamtet, f.eks. hvis den mand, som ønsker at anerkende faderskabet, ikke er barnets biologiske fader, og værgen skønner, at anerkendelsen ikke er til barnets bedste. Det følger imidlertid af børnelovens § 13, at statsamtet skal indbringe sagen for retten, hvis en part anmoder om det. Hvis moderen er mindreårig, vil værgen således på hendes vegne kunne forlange sagen indbragt for retten. Ophævelsen af kravet om moderens værges samtykke har derfor navnlig praktisk betydning i de tilfælde, hvor værgen forholder sig passiv.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om det også i tilfælde, hvor en af parterne er mindreårig, bør være muligt at få faderskabet registreret på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring afgivet i forbindelse med registreringen af barnets fødsel. Justitsministeriet finder imidlertid, at der i disse tilfælde er et særligt behov for vejledning af parterne, og at faderskabssagen derfor bør behandles af statsamtet. Der foreslås derfor ikke nogen ændring af børnelovens § 2, stk. 2, nr. 2.

Overordnet set medfører lovforslaget en række administrative lempelser for både borgerne og det offentlige på det familieretlige område.

Forslaget om, at anerkendelse af faderskab ikke skal kræve samtykke fra en umyndig mors værge, vil medføre visse lempelser for borgerne og det offentlige idet visse sager, der i dag indbringes for domstolen, fremover vil kunne afsluttes i statsamtet.

Forslaget om, at et fællesbo ikke skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, hvis det tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse, vil medføre lempelser for borgerne.

Forslaget om, at kommende ægtefæller ikke længere skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med en anden mand eller kvinde, vil medføre lempelser for borgerne.

Forslaget om, at statsamtet skal kunne meddele skilsmisse ved bevilling efter forudgående separation, selv om den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser, vil medføre lempelser for borgerne og for det offentlige, idet sagerne ikke skal indbringes for retten.

Forslaget om, at vilkårsforhandling forud for bevilling af separation eller skilsmisse ikke længere skal være obligatorisk, vil medføre lempelser for borgerne og for det offentlige.

Forslaget om, at aftaler mellem forældre om, at fælles forældremyndighed skal ophøre og placeres hos den ene af dem, eller at forældremyndigheden skal overføres til den anden forælder, ikke længere skal godkendes, men kun anmeldes til statsamtet, for at være gyldige, vil medføre lempelser for borgerne og for det offentlige.

Den foreslåede skærpelse af kriteriet for, hvornår der kan ske ændringer i samvær, vil indebære, at forældrene selv vil skulle løse mere detailprægede spørgsmål vedrørende udøvelse af samvær, og vil formentlig medføre mindre lempelser for det offentlige.

Forslaget om anerkendelse af udenlandske adoptioner vil indebære, at et stort antal adoptionssager ikke længere vil skulle forelægges for Civilretsdirektoratet, hvilket vil medføre lempelser for borgerne og for Civilretsdirektoratet og statsamterne.

Den foreslåede ændring, hvorefter der skal betales et gebyr på 500 kr. ved prøvelse af betingelserne for at indgå registreret partnerskab, hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, vil medføre udgifter for de berørte personer og tilsvarende indtægter for det offentlige, men der skønnes ikke at være tale om indtægter af betydning.

Den foreslåede udvidelse af adgangen til orientering om barnet vil have visse konsekvenser for privat praktiserende læger og tandlæger, der vil skulle give orientering til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, men der skønnes ikke at være tale om konsekvenser af betydning. Privat praktiserende læger og tandlægers meddelelse af orientering vil ikke være sygesikringsydelser, som kan leveres af lægen eller tandlægen til udgift for den offentlige sygesikring. Eventuelle udgifter i forbindelse med en orientering vil derfor skulle afholdes af den, der anmoder om orientering.

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Rapporten om regelforenkling på det familieretlige område har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, AC Denmark International Børnehjælp, Advokatrådet, Adoption og Samfund, Aktive Fædre, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Børnemiljøråd, Bornholms Regionskommune, Bornholms Statsamt, Børnerådet, Børn og Samvær, Børns Vilkår, Danadopt, Dansk Psykologforening, Danske Kvinders Nationalråd, Danske Kvindesamfund, Den Danske Præsteforening, Familiens Forening, Familieretsadvokaternes Forening, Foreningen af offentlige chefer i statsamterne og Københavns Overpræsidium, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen Far & Børn, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Frederiksberg Kommune, Frederiksborg Statsamt, Fyns Statsamt, HK/Stat, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Københavns Overpræsidium, Københavns Statsamt, Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Mødrehjælpen, Nordjyllands Statsamt, Ribe Statsamt, Ringkjøbing Statsamt, Roskilde Statsamt, Storstrøms Statsamt, Sønderjyllands Statsamt, Vestsjællands Statsamt, Viborg Statsamt og Århus Statsamt.

Dansk Tandlægeforening, Dansk Psykologforening og Den Almindelige Danske Lægeforening har været hørt over den del af forslaget, der vedrører den foreslåede ændring af § 19 i lov om forældremyndighed og samvær.

Efter den foreslåede bestemmelse skal et eventuelt tidligere fællesbo ikke være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, hvis det tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse. Hvis det tidligere ægteskab er opløst ved død, er det fortsat et krav, at et tidligere fællesbo er eller har været under offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer, eller at et privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne, hvis ægtefællerne var separerede på tidspunktet for dødsfaldet, hvis samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab, eller hvis der ikke skal foretages dødsbobehandling her i landet. Endvidere kan prøvelsesmyndigheden (kommunen) bestemme, at bestemmelsen fraviges.

Dispensationsmuligheden forudsættes kun anvendt i ganske få tilfælde, f.eks. hvor vielse ikke senere vil kunne gennemføres, hvis ikke bestemmelsen fraviges. Prøvelsesmyndighedens afgørelser kan påklages til justitsministeren (Civilretsdirektoratet).

Hvis boet er eller har været under offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer, vil dette kunne dokumenteres ved erklæring fra skifteretten herom. Et privat skifte anses for afsluttet, når sagen er afsluttet i skifteretten, eller hvis samtlige arvinger eller disses fuldmægtige, værger eller skifteværger erklærer, at skifte er afsluttet. Hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne, kan dette dokumenteres ved skifteretsattest eller tinglyst ægtepagt, hvorefter alle ejendele i det tidligere ægteskab fuldt ud var omfattet af fuldstændigt særeje. Erklæringer fra skifteretten kan eventuelt gives telefonisk over for prøvelsesmyndigheden. Opregningerne af dokumentationsformer er ikke udtømmende.

Den foreslåede ændring medfører, at kommende ægtefæller ikke længere skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med en anden mand eller kvinde.

Den foreslåede ændring medfører, at statsamtet kan meddele skilsmisse ved bevilling efter forudgående separation, selv om den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser om, hvorvidt ægtefællen har bemærkninger til ansøgningen om skilsmisse. Bevilling kan meddeles efter 6 måneders separation.

Dette forudsætter, at skilsmissen søges på vilkårene for separationen, og at disse også gælder for tiden efter skilsmissen. Skal der ved skilsmissen tages stilling til ægtefællepensionsordninger omfattet af § 54 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, kan der ikke meddeles skilsmisse ved bevilling uden den anden ægtefælles aktive medvirken. Bestemmelsen henviser til enkepensionsloven, efter hvilken enken kan bevare retten til enkepension, hvis ægteskabet har varet i mere end 5 år, og så længe der er aftalt eller fastsat bidragspligt. Pensionsordningerne kan dog allerede have været behandlet i forbindelse med separationen. Det bør derfor under statsamternes behandling af separationssager tilstræbes, at der bliver taget stilling til sådanne eventuelle pensionsordninger. Det er dog ikke statsamternes pligt at undersøge, om der er sådanne pensionsordninger.

Endvidere kan det efter ægteskabslovens § 45, 2. pkt., ved separationen bestemmes eller aftales, at vilkåret om bidragspligt alene skal gælde i separationstiden. I så fald skal der ved skilsmisse på baggrund af separationen tages stilling til spørgsmålet om bidragspligt efter skilsmissen. I disse situationer vil der derfor ikke kunne meddeles skilsmisse ved bevilling uden den anden ægtefælles aktive medvirken.

Statsamtet skal, som efter de regler der gælder i dag, skrive til den anden ægtefælle to gange. Den anden henvendelse skal ske på en sådan måde, at statsamtet vil modtage en kvittering for afleveringen eller modtagelsen, således at der er sikkerhed for, at henvendelsen er kommet frem. Af henvendelsen skal tydeligt fremgå, at statsamtet vil lægge til grund, at ægtefællen ikke har bemærkninger til skilsmisse på separationsvilkårene, medmindre denne gør indsigelser herimod.

Hvis den anden henvendelse ikke bliver afhentet/modtaget, skal statsamtet afslå at meddele skilsmisse ved bevilling, jf. § 42, stk. 3, der bliver stk. 4, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

For at sikre en ensartet behandling af de situationer, hvor en ægtefælle besvarer statsamtets henvendelse, og de situationer, hvor dette ikke sker, indebærer ændringen, at statsamtet ikke kan kræve, at den anden ægtefælle afgiver erklæring om, hvorvidt samlivet har været fortsat eller genoptaget i situationer, hvor kun den ene ægtefælle søger skilsmisse efter forudgående separation. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at begge ægtefæller spørges herom.

Erklæring om, hvorvidt samlivet har været fortsat eller genoptaget, skal fortsat kræves, når begge ægtefæller ansøger om skilsmisse efter forudgående separation.

Ændringen betyder, at der ikke længere obligatorisk skal afholdes vilkårsforhandling forud for bevilling af separation eller skilsmisse. Prøvelsen af, om betingelserne for bevilling af skilsmisse eller separation er opfyldt, vil således ske på skriftligt grundlag. Vilkårsforhandling skal dog fortsat afholdes, hvis en af parterne beder om det, eller hvis statsamtet finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Statsamtet bør først og fremmest overveje at indkalde til vilkårsforhandling, hvis det er tvivlsomt, om betingelserne for at meddele bevilling er til stede, f.eks. fordi man ikke har kunnet eller ikke forventer at kunne få tilstrækkelige oplysninger under en skriftlig behandling af ansøgningen. Endvidere kan det f.eks. være tilfældet, hvis parterne har aftalt vilkår, der indikerer, at den ene eller begge befinder sig i en vildfarelse om deres ret eller er udsat for et utilbørligt pres. I sådanne situationer vil statsamtet som efter de gældende regler skulle vejlede ægtefællerne om gældende ret for på den måde at søge at undgå, at parterne aftaler urimelige vilkår.

Hvis parterne er uenige om spørgsmålet om separation/skilsmisse eller om vilkårene herfor, kan statsamtet tilbyde parterne en vilkårsforhandling og vejlede om, at sagen henhører under domstolene, hvis de ikke kan nå til enighed.

Statsamtet skal i forbindelse med ansøgningen om separation eller skilsmisse gøre parterne opmærksomme på, at de vil blive indkaldt til vilkårsforhandling, hvis de begge eller en af dem ønsker det.

Hvis der er indkaldt til vilkårsforhandling, må der ikke meddeles bevilling, før denne har været gennemført. Hvis der er indkaldt til vilkårsforhandling efter anmodning fra en af parterne, har parten mulighed for at tilbagekalde sin anmodning. Statsamtet bør i sådanne situationer være opmærksom på, om det herefter er betænkeligt at meddele bevilling, jf. § 42, stk. 3, der bliver stk. 4, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

I forbindelse med sagens behandling vil statsamtet i skriftlige vejledninger og pjecer kunne vejlede ægtefællerne om f.eks. forældremyndighed, samvær og børnebidrag og gøre opmærksom på, at de kan bede om et møde med henblik på at få vejledning samt eventuelt få afklaret spørgsmål herom.

Endvidere vil statsamtet kunne tilbyde ægtepar med mindreårige børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der skønnes at være behov herfor, selv om sagen om separation eller skilsmisse behandles på skriftligt grundlag. Det bemærkes, at den økonomiske bevilling til konfliktmægling i statsamterne udløber ved udgangen af 2004.

Hvis ægtefællerne eller en af dem beder om et sådant møde, vil bevilling kunne meddeles, selv om mødet ikke er afholdt, eller den anden ægtefælle ikke ønsker at deltage. En ægtefælle vil som hidtil kunne tilbagekalde sit samtykke til separation eller skilsmisse ved bevilling, indtil bevilling er meddelt.

Ophævelsen er en konsekvens af, at spørgsmålet om forældremyndighed ikke længere er et vilkår for separation og skilsmisse.

Stk. 1. lovfæster den almindelige klageadgang på det familieretlige område fra statsamterne til justitsministeren (Civilretsdirektoratet).

Stk. 2, første led, giver justitsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om klagesagers behandling og statsamternes adgang til af egen drift at genoptage behandlingen af en sag på baggrund af en klage (remonstration).

Bestemmelsen giver statsamterne mulighed for at genoptage en sag, hvis der i forbindelse med en klage bliver påberåbt væsentlige nye oplysninger, der kan have betydning for afgørelsens resultat, eller hvis klagen indeholder nye ansøgninger. Det tilsigtes endvidere at gøre det muligt for statsamterne at genoptage sagen i situationer, hvor der ikke er taget konkret stilling til bestemte relevante oplysninger eller ansøgninger. Endvidere kan sagen genoptages ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsens resultat.

Statsamterne vil således på egen hånd kunne genoptage sager i de tilfælde, hvor Civilretsdirektoratet normalt vil hjemvise sagen til fornyet behandling i statsamtet.

Når statsamtet vælger at genoptage en sag på baggrund af en klage, skal dette meddeles klageren med vejledning om, at klageren kan indbringe statsamtets afgørelse herom for justitsministeren (Civilretsdirektoratet).

Bestemmelsen har ikke til formål at give mulighed for at fastsætte klagefrister.

Formålet med bemyndigelsesbestemmelsen i det foreslåede stk. 2, andet led, er at give justitsministeren hjemmel til at fastsætte: (1) regler om hvornår den bidragsberettigede skal ansøge om bidrag for at få det fastsat fra separationen, skilsmissen eller ophøret af forsørgelsen, (2) regler om fra hvilket tidspunkt en ændring af et bidrag skal have virkning, og (3) de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelse af statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, f.eks. regler om til hvilket statsamt en ansøgning om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag skal indgives, samt regler om, hvornår statsamterne kan behandle sager om ægtefællebidrag (international kompetence).

Regler om ansøgningsfrister, begyndelses- og ændringstidspunkter for ægtefællebidrag forudsættes som udgangspunkt udformet i overensstemmelse med gældende praksis på området. Dog forudsættes »ansøgningsfristen« fastsat til 2 måneder regnet fra separationen, skilsmissen eller ophøret af forsørgelsen. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, bør reglerne dog indeholde mulighed for at fastsætte bidraget fra f.eks. skilsmissen, selv om »fristen« overskrides. Ansøges der senere end 2 måneder, og foreligger der ikke særlige omstændigheder, fastsættes bidraget normalt fra statsamtets modtagelse af ansøgningen. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der er behov for det.

Den foreslåede ændring indebærer, at den tidligere bestemmelse om fastsættelse af bidrag ophæves, og at der i stedet gives justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den bidragsberettigede skal ansøge om bidrag for at få det fastsat fra ophøret af forsørgelsen, og om fra hvilket tidspunkt en ændring af et ægtefællebidrag har virkning.

Endvidere indføres hjemmel til at fastsætte regler om statsamternes behandling af bidragssager og om klagesagers behandling.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6, og de almindelige bemærkninger, pkt. 8.3.2.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en ægtefælle ikke længere vil kunne forlange bosondring, når den anden ægtefælle uden ægtefællens vidende har et arveberettiget barn uden for ægteskab.

Ændringen betyder, at aftaler mellem forældrene om, at fælles forældremyndighed skal ophøre og placeres hos den ene af dem, eller at forældremyndigheden skal overføres til den anden forælder, ikke længere skal godkendes, men kun anmeldes til statsamtet for at være gyldige. Proceduren for anmeldelsen er den samme, som følges, når forældre anmelder aftaler om fælles forældremyndighed.

Ønskes forældremyndigheden overført til andre end den anden forælder, skal aftalen fortsat godkendes af statsamtet. Aftaler, hvorved forældremyndigheden overføres til den anden forælder og dennes nye ægtefælle eller til bedsteforældre, skal således fortsat godkendes.

Aftaler, hvorefter forældremyndigheden overføres fra andre end en af forældrene til (en af) forældrene, skal ligeledes fortsat godkendes.

Ændringen tager udgangspunkt i, at statsamterne normalt kun skal tage stilling til spørgsmål, der har betydning for at fastlægge rammerne omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.

Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til at søge løst indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle forældre har behov for, at rammerne for samværet fastlægges mere detaljeret.

Hvis spørgsmål af denne karakter gøres gældende som begrundelse for ændring af et samvær, skal statsamtet vurdere, om oplysningerne kan begrunde en ændring af samværet, jf. nedenfor.

Ændringen skærper kriteriet for, hvornår der kan ske ændringer i et samvær, idet ændringer som udgangspunkt alene kan ske, hvis der er tale om væsentligt forandrede forhold. Ved ændringer forstås enhver ændring eller justering af eller fravigelse fra en eksisterende afgørelse eller aftale om samvær, uanset om spørgsmålet konkret har været behandlet tidligere.

Ændringen vil navnlig få betydning ved ansøgninger om enkeltstående ændringer af samværet, og ved ansøgninger om mindre ændringer af aftalte eller fastsatte samvær, der ikke har betydning for samværets overordnede gennemførelse.

Ad hoc ændringer af samvær, f.eks. på grund af større familiebegivenheder, er ikke af overordnet betydning for gennemførelsen af samværet. Det vil derfor som udgangspunkt være overladt til forældrene selv – eventuelt gennem mægling og rådgivning – at bytte samværsweekender eller lignende. Det gælder uanset, om det er bopæls- eller samværsforælderen, der søger om ændringen. Det betyder, at en ansøgning om bortfald eller flytning af et samvær, f.eks. for at barnet kan deltage i en af forældrenes bryllup, bedsteforældrenes guldbryllup eller sted-/halvsøskendes barnedåb, fødselsdag eller konfirmation, kan afvises fra behandling, uden at ansøgningen forelægges for den anden forælder. Dette vil have som konsekvens, at samværsresolutionen er gældende, og at samværet skal gennemføres i overensstemmelse hermed, hvis forældrene ikke indgår en anden aftale.

Også situationer, hvor ansøgningen er begrundet i, at bopælsforælderen i enkeltstående tilfælde ikke har mulighed for at deltage i afhentning og/eller aflevering som forudsat i resolutionen, vil kunne afvises. Hvis forældrene ikke kan blive enige om en løsning, vil bopælsforælderen således skulle sørge for, at barnet kan blive afhentet og afleveret af samværsforælderen i overensstemmelse med resolutionen.

Ved afgørelser om erstatningssamvær skal der især lægges vægt på, om tabet af samværsdage har betydning for forholdet mellem barnet og samværsforælderen. Hvis der er et hyppigt og regelmæssigt samvær, vil tabet af nogle få dage i almindelighed ikke skade samværsforælderens forhold til barnet. I sådanne situationer bør der ikke fastsættes erstatningssamvær, idet det er vigtigt ikke at bryde den faste plan for samværet, som normalt må anses for at være bedst for barnet.

Der vil derfor normalt ikke blive fastsat erstatningssamvær, hvis samværsforælderen på grund af egne forhold må aflyse et samvær, eller hvis samværet må aflyses på grund af barnets sygdom.

Hvis der kun er samvær i begrænset omfang, vil der kunne fastsættes erstatningssamvær, når aflysningen ikke skyldes samværsforælderens forhold, og det er bedst for barnet, at der fastsættes erstatningssamvær.

Der vil også kunne fastsættes erstatningssamvær, hvis samværet aflyses gentagne gange over en kortere periode, eller hvis aflysningerne har et sådant omfang, at det svækker forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen.

Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har chikaneret samværet, skal der som udgangspunkt fastsættes helt eller delvist erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det. Herunder skal erstatningssamværet vurderes i forhold til omfanget af det løbende samvær, og om samværet på afgørelsestidspunktet fungerer efter resolutionen eller aftalen.

Ansøgninger om erstatningssamvær kan afslås uden sagsbehandling, herunder uden at forelægge ansøgningen for den anden forælder, hvis ikke ansøgeren sandsynliggør, at der er grundlag for at fastsætte erstatningssamvær.

Skærpelsen af ændringskriteriet gælder både for afgørelser truffet af statsamtet og for forældrenes aftaler om samvær. Den gælder også for afgørelser og aftaler fra før lovens ikrafttræden.

Det skærpede ændringskriterium fører ikke til, at statsamtet kan afvise at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis det sandsynliggøres, at der er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller at det vil være bedst for barnet, at samværet ændres. Forslaget tilsigter endvidere ikke at ændre ved statsamtets pligt til at søge sagen oplyst, hvis ansøgeren ikke har mulighed for at fremlægge relevante oplysninger eller dokumentation, som andre offentlige myndigheder er i besiddelse af, og som forælderen ikke har adgang til, eller hvis der i øvrigt foreligger oplysninger, der tilsiger yderligere undersøgelser af forholdene af hensyn til barnet.

Med væsentligt forandrede forhold tænkes navnlig på ændringer af forholdene, der kan begrunde ændringer i det overordnede omfang af samværet. Ansøgninger om mindre ændringer i samværet vil således normalt blive afslået. Det kan navnlig dreje sig om mindre ændringer af afhentnings-/afleveringssted eller –tidspunkt, medmindre spørgsmålet har betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.

Væsentligt forandrede forhold kan endvidere være, at afgørelsen er truffet eller aftalen indgået for lang tid siden, således at barnet nu er blevet ældre, eller at det oplyses, at et barn, der skal høres efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær, har en anden holdning til samværet end tidligere.

Der kan også være tale om flytning, jobskifte eller lignende, der medfører, at samværet ikke kan gennemføres som forudsat i den gældende aftale eller afgørelse.

Endvidere må spørgsmål, der har betydning for vurderingen af, om samværsforælderen fortsat er i stand til at tage vare på barnet under samværet, anses for at være væsentlige i forhold til en ansøgning om, at samværet skal ændres.

Oplysninger om, at samværsforælderen i betydeligt omfang ikke overholder afgørelsen eller aftalen, eller at barnet i vidt omfang bliver overladt til andre under samværet, kan også være væsentligt forandrede forhold.

Det kan også dreje sig om forhold, der bevirker, at samværet ikke kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde for barnet. Der kan f.eks. være tale om ændringer i barnets skolegang eller fritidsinteresser, eller en væsentlig forøgelse af konfliktniveauet mellem forældrene.

Omvendt vil der som udgangspunkt ikke være tale om væsentligt forandrede forhold, hvis der er opstået uenigheder mellem forældrene om den praktiske gennemførelse af samværet, opdragelse af barnet el.lign. Der vil som udgangspunkt heller ikke være tale om væsentligt forandrede forhold, hvis en ansøgning er begrundet i bekvemmelighedshensyn for en af forældrene. Forældrene bør derfor tilrettelægge deres dagligdag således, at der tages højde for deres aftale eller statsamtets afgørelse om samvær. Hvis sådanne spørgsmål rejses over for statsamtet, bør forældrene henvises til selv at finde en løsning på problemet, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Særligt vedrørende aftaler skal det bemærkes, at et aftalt udvidet eller begrænset samvær som udgangspunkt skal opretholdes, hvis ikke forholdene væsentligt har forandret sig. Hvis forældrene således har aftalt udvidet eller begrænset samvær, skal dette som udgangspunkt fastholdes. Dette gælder også, hvis den ene af forældrene oplyser ikke at have været bekendt med statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området ved aftalens indgåelse.

Aftaler, der strider mod, hvad der er bedst for barnet, skal dog altid kunne ændres. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis samværsforælderen ikke er i stand til at tage vare på barnet, eller hvis aftalen strider mod barnets ønsker. Der kan også være tale om, at forældrene ved aftalens indgåelse glemte ikke ubetydelige forudsætninger, som f.eks. barnets fritidsinteresser.

Hvis det aftalte samvær ligger udenfor, hvad der er hjemmel til at fastsætte – f.eks. en deleordning – bør statsamtet efter ansøgning fastsætte samvær, der kan rummes inden for »samværsbegrebet«.

Statsamtet er ikke bundet af forældrenes aftaler om overvågning af samværet eller om eventuelle undersøgelser af barnet i offentligt regi.

Det er ikke foreslået at foretage ændringer ved førstegangsfastsættelse af samvær. Sådanne afgørelser skal således træffes som hidtil. Statsamterne bør dog i forbindelse med førstegangsfastsættelse af samvær tilstræbe, at afgørelsen efter sin ordlyd har en vis fremtidssikring, således at mindre ændringer af forholdene ikke bevirker, at resolutionen efter sin ordlyd ikke kan gennemføres. F.eks. bør afhentnings- og afleveringstidspunkter således som udgangspunkt fastsættes i rimelige intervaller. Herved vil mindre ændringer i arbejdstider, køreplaner eller barnets fritidsinteresser eller forsinkelser ikke medføre, at resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Resolutionen vil således f.eks. kunne fastsætte, at barnet skal hentes i daginstitutionen hver anden fredag mellem klokken 14 og 16. Aflevering vil eksempelvis kunne fastsættes til i hjemmet søndag mellem klokken 17 og 18 eller i skole mandag morgen ved skoletids begyndelse.

Afhentning og aflevering kan også fastsættes i forhold til objektive begivenheder, f.eks. første (tog)afgang efter kl. 16, eller at barnet skal sendes med toget med børneguideordning henholdsvis fredag og søndag.

Endvidere kan feriesamvær placeres efter forskellige modeller, således at statsamtet ikke behøver at træffe afgørelse herom hvert år.

Det bemærkes i den forbindelse, at det skærpede ændringskriterium også omfatter de tilfælde, hvor der søges om mindre ændringer i forhold til ordlyden af resolutionen eller aftalen, hvis ændringen er uden betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.

Det centrale udgangspunkt for statsamtets afgørelser skal fortsat være hensynet til, hvad der er bedst for barnet. Ændringer kan derfor som i dag ske, hvis hensynet til barnet tilsiger det, selv om forholdene ikke eller kun i uvæsentligt omfang har forandret sig, eller spørgsmålet ikke har betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.

Det nye ændringskriterium giver statsamtet mulighed for at afslå at behandle en ansøgning om ændring af et samvær, hvis ansøgeren ikke sandsynliggør, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, eller at det eksisterende samvær ikke er til bedste for barnet. Der henvises til bemærkningerne ovenfor om, hvornår der foreligger væsentligt forandrede forhold.

Statsamtet kan endvidere afslå at behandle henvendelser om spørgsmål om f.eks. sengetider, tøj, TV og mad under samvær og opdragelse i almindelighed. I sådanne tilfælde bør parterne eventuelt henvises til børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Efter den gældende bestemmelse har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte private sygehuse, privat praktiserende læger – herunder privatpraktiserende speciallæger – og tandlæger. Det betyder, at også privat praktiserende læger og tandlæger vil skulle give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger, om barnets forhold til den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, og som anmoder om en sådan orientering. Bestemmelsen foreslås ikke i øvrigt ændret.

Lægen, tandlægen eller sygehuset vil efter § 19, stk. 1, 2. pkt., kunne nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. De pågældende vil endvidere efter § 19, stk. 2, i særlige tilfælde kunne anmode statsamtet om at fratage den pågældende forælder retten til at modtage orientering.

Statsamtets afgørelser om at fratage retten til orientering kan påklages til Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). Klage over en læges eller tandlæges nægtelse af at give orientering om barnets forhold skal derimod ske efter de regler, der findes i sundhedslovgivningen om klage over sundhedspersonale.

Afgørelser efter § 14, stk. 1-4, i lov om forældremyndighed samvær kan efter lovens § 14, stk. 5 og 6, ikke indbringes for højere administrativ myndighed, men kan indbringes for domstolene.

Ændringerne giver mulighed for, at forældrene i forbindelse med indgåelse af en aftale om samvær kan aftale, at samværsaftalen skal kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

Aftaler med fuldbyrdelsesklausul forudsættes behandlet på samme måde som de aftaler og afgørelser om samvær, der efter de gældende regler kan fuldbyrdes af fogedretterne.

Fuldbyrdelse kan i medfør af retsplejelovens § 536, stk. 1, ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Som følge af, at aftaler om samvær kan forsynes med en fuldbyrdelsesklausul, fjernes den tidligere adgang til at tvangsfuldbyrde aftaler om samvær, der er indgået under en vilkårsforhandling. Aftaler om samvær, der bliver indgået under en vilkårsforhandling, vil herefter enten skulle påføres en fuldbyrdelsesklausul eller udfærdiges af statsamtet i resolutionsform, hvis de skal kunne tvangsfuldbyrdes. Det vurderes at dreje sig om meget få sager, hvor en aftale om samvær er tilført vilkårsforhandlingsprotokollen, uden at der er udfærdiget samværsresolution. De i bestemmelsens nr. 2 nævnte forlig under vilkårsforhandlinger omfatter således ikke længere aftaler om samvær. På denne måde undgås, at spørgsmålet om fuldbyrdelse bliver afhængigt af, i hvilket forum aftalen blev indgået, frem for aftalens indhold.

For at lette overskueligheden er alle aftaler om samvær herefter samlet i bestemmelsens nr. 3.

Endelig indeholder ændringerne konsekvensrettelser som følge af, at aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed til den anden forælder ikke længere skal godkendes af statsamtet, jf. lovudkastets § 3, nr. 1 og 2.

Ved indførelsen af lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær blev udtrykket »samværsret« i den gældende lov erstattet med »samvær« for at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er at bevare barnets forbindelse med begge forældre.

Den foreslåede ændring vil medføre den samme sprogbrug i lov om rettens pleje og i lov om forældremyndighed og samvær.

I nr. 1 ændres den gældende § 5, således at reglerne om stedbarnsadoptioner udgår af bestemmelsen, og at der i stedet indsættes en henvisning til reglerne herom i den nye § 5 a, der foreslås indsat ved nr. 2 .

Forslaget til § 5 a, stk. 1, svarer til den gældende regel i § 5, stk. 1, 2. pkt. Dog er kravet om ægtefællens samtykke udgået som overflødigt, idet hensynet til den pågældende må anses for varetaget med adoptionslovens almindelige regler om samtykke i § 7 og erklæring i § 13.

Efter den gældende bestemmelse i adoptionslovens § 5 kan stedbarnsadoption kun ske inden for rammerne af et bestående ægteskab. Baggrunden herfor er hensynet til at sikre en vis stabilitet omkring et mindreårigt barn. Forslaget ændrer ikke på vurderingen af dette grundlæggende hensyn ved stedbarnsadoptioner af mindreårige, mens begge forældre lever.

I forslaget til § 5 a, stk. 2, fastsættes, at det også skal være muligt at foretage stedbarnsadoption af en tidligere ægtefælles barn eller adoptivbarn. Hvis ægteskabet er ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan adoption dog kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.

Stedbarnsadoption ved en ægtefælles død vil navnlig være relevant, hvor den længstlevende ægtefælle får forældremyndigheden over barnet, der dermed får mulighed for at forblive i sine vante omgivelser. Forslaget er på dette punkt en præcisering af gældende ret, idet Vestre Landsret i en dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, side 418 og 967, har antaget, at bestemmelsen i adoptionslovens § 16, stk. 2, om retsvirkningerne af stedbarnsadoption fandt anvendelse i et tilfælde, hvor bevillingen til en stedfader til adoption af et stedbarn først var udfærdiget efter moderens død. Landsretten fandt derfor, at adoptivbarnet havde bevaret sin arveret efter en senere afdød søster.

Hvis barnet er myndig, indebærer bestemmelsen, at der kan ske stedbarnsadoption uanset, at stedforælderen er blevet skilt fra barnets mor eller far. Stedbarnsadoption kræver ikke samtykke fra barnets forældre. Efter adoptionslovens § 13 skal der dog indhentes en erklæring fra de oprindelige forældre. Der kræves heller ikke samtykke fra stedforælderens eventuelle ægtefælle.

Forslaget ændrer ikke i øvrigt ved betingelserne for stedbarnsadoption, herunder eksempelvis reglerne om opfostring, hvor der efter praksis stilles krav om, at ansøgeren skal have boet sammen med barnet i en vis tid, ligesom der skal være en vis aldersforskel mellem adoptanten og barnet.

I nr. 4 fastslås, at den adopterede ved stedbarnsadoption i forhold til ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller får samme retsstilling, som om den pågældende var deres fælles barn. Bestemmelsen svarer til den gældende § 16, stk. 2, med den ændring, at der som følge af bestemmelsen i den foreslåede § 5 a, stk. 2, er taget højde for, at stedbarnsadoption efter forslaget også kan ske af tidligere ægtefællers børn.

Til nr. 3 og 5 (§ 16, stk. 1, § 18, stk. 2, § 19, stk. 2, § 23, stk. 3-4, § 24, stk. 1, § 37, stk. 2)

Adoptionsloven anvender i en række bestemmelser begreberne »biologiske forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« om barnets oprindelige retlige forældre. Det foreslås, at terminologien i adoptionsloven ændres, således at der fremover i stedet anvendes begreberne barnets »oprindelige forældre« og »oprindelige slægt«. Ændringen er af sproglig karakter og ændrer ikke på den gældende retstilstand.

Baggrunden for forslaget er, at begreberne »biologiske forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« kan forekomme utidssvarende og i nogle sammenhænge uheldig. Det skyldes, at biologisk eller genetisk slægtskab ikke nødvendigvis er identisk med retligt slægtskab. Det afgørende - også i forhold til, hvem der er barnets »virkelige slægt« - er det retlige faderskab og moderskab. Dertil kommer, at begrebet barnets »virkelige slægt« er egnet til at lede til den tanke, at forholdet mellem adoptivbarnet og adoptanten er mindre virkeligt end forholdet til den oprindelige slægt.

Efter gældende ret er det i dag ikke muligt administrativt at genetablere retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis adoptionen ophæves efter, at barnet er fyldt 18 år, medmindre adoptanterne er afgået ved døden. Dette gælder – i modsætning til hvad der er tilfældet for børn under 18 år – også, hvis den adopteredes oprindelige forældre ønsker en sådan genetablering af retsforholdet.

Det foreslås, at beslutningen om genetablering af retsforholdet kan træffes, hvis adoptivforholdet er blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, selv om adoptanterne ikke er afgået ved døden . Endvidere foreslås det, at afgørelsen om genetablering af retsforholdet kan træffes selvstændigt efter en afgørelse om ophævelse af adoption. Det er således ikke en betingelse, at afgørelsen træffes i forbindelse med beslutningen om ophævelsen af adoptivforholdet. Herved bliver det muligt for et tidligere adoptivbarn, der først efter ophævelsen af adoptivforholdet får kontakt til sin oprindelige familie, på et senere tidspunkt at genindtræde i retsforholdet til den oprindelige slægt.

Efter den foreslåede bestemmelse vil genetablering af retsforholdet i den beskrevne situation kunne ske, uanset på hvilket grundlag adoptionen er blevet ophævet. Det er derfor præciseret, at beslutningen om genetablering af retsforholdet efter denne bestemmelse kan træffes både administrativt og af retten.

Kravet om samtykke fra de oprindelige forældre indebærer, at retsforholdet til en af forældrene og dennes slægt ikke kan genetableres, hvis den pågældende forælder er død.

Bestemmelsen giver mulighed for genetablering af retsforholdet til de »oprindelige forældre«. Om forståelsen af dette udtryk henvises til det, der er anført til forslaget til § 5, nr. 3 og 5.

Det følger heraf, at bestemmelsen giver mulighed for genetablering af retsforholdet til den slægt, der hidtil har været betegnet som adoptivbarnets »virkelige slægt«. I de formentlig yderst få tilfælde, hvor et barn flere gange har været adopteret, vil det derimod efter bestemmelsen ikke være muligt at genetablere retsforholdet til tidligere adoptivfamilier. Dette svarer til, hvad der følger af de øvrige bestemmelser om retsvirkningerne i forhold til den oprindelige (virkelige) slægt i den gældende adoptionslov § 23, stk. 2-4.

Af den gældende bestemmelse fremgår, at Adoptionsnævnets formand skal være jurist. I praksis har formanden været en dommer. Da der er tale om et hverv som formand for et nævn, der behandler tvister mellem borgere og forvaltningsmyndigheder, bør formanden efter justitsministeriets opfattelse være en dommer, og dette foreslås fastsat udtrykkeligt i loven.

Ifølge adoptionslovens § 28, stk. 1, kan personer med bopæl her i landet kun adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Adoptionsbevillingen skal efter lovens § 1 udstedes af statsamtet. I § 28, stk. 2, er det som en undtagelse til reglen i stk. 1 fastsat, at justitsministeren kan bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. I betænkning 1323/1996 om Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk adoptionslovgivning, pkt. 6.4.3., blev det bl.a. anført, at baggrunden for bestemmelsen er hensynet til så vidt muligt at undgå den situation, at Danmark bliver nødt til at afstå fra at modtage adoptivbørn fra lande, der stiller krav om, at barnet først overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført i oprindelseslandet.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 28, stk. 2, har endnu ikke været udnyttet. Baggrunden herfor er, at det ikke har været nødvendigt at fastlægge, om kompetencen til at træffe den endelige afgørelse om adoption henhører under oprindelseslandet eller Danmark. I praksis har begge lande således formentlig anset sig for kompetente til at træffe den endelige afgørelse, uden at oprindelseslandet af den grund har nægtet at udlevere barnet til Danmark.

Derimod har der i enkelte tilfælde vist sig at være behov for at kunne anerkende en udenlandsk adoptionsafgørelse, uden at denne er blevet erstattet af en dansk adoptionsafgørelse. Det drejer sig navnlig om tilfælde, hvor en af adoptanterne er afgået ved døden, efter at adoptionen er endeligt gennemført i oprindelseslandet, men inden den er afsluttet i Danmark. I praksis er den efterladte ægtefælle efterfølgende blevet godkendt som eneste adoptant med den virkning, at barnet – i modsætning til eventuelle andre (halv)søskende – ikke retligt har haft noget slægtskab til den afdødes slægt.

Dertil kommer, at det synes unødvendigt, at Danmark opretholder en ordning, hvorefter der udstedes dansk adoptionsbevilling i de tilfælde, hvor danske myndigheder m.v. har haft afgørende indflydelse på gennemførelsen af adoptionen i oprindelseslandet. En sådan indflydelse er således sikret for adoptioner gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen for adoptioner, der foretages med henblik på adoption af et barn til Danmark. Der henvises i den forbindelse til ovennævnte betænkning 1323/1996, side 68.

Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen ændres således, at det følger direkte af § 28, stk. 2, 1. pkt ., at udenlandske adoptionsafgørelser uanset stk. 1 anerkendes her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Efter 2 . pkt . foreslås det, at justitsministeren skal kunne fastsætte nærmere regler herom. Endelig foreslås det i 3. pkt ., at ministeren herudover skal kunne træffe afgørelse om anerkendelse af andre udenlandske adoptionsafgørelser.

Bestemmelsen er en undtagelse til reglen i stk. 1 om personer med bopæl (domicil) i Danmark. Der ændres således ikke ved gældende ret for anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser i de tilfælde, hvor adoptanterne ikke har domicil i Danmark.

Retsvirkningen af anerkendelse af en udenlandsk afgørelse vil være, at barnet anses for at være adopteret, uden at der udstedes en dansk adoptionsbevilling. Der vil herefter i forbindelse med hjemtagelse af barnet til Danmark alene kunne være behov for at træffe selvstændig afgørelse om barnets navn. I mange tilfælde vil det dog være overflødigt at træffe selvstændig afgørelse herom, da barnet allerede har fået det ønskede navn ved den udenlandske adoptionsafgørelse. Er der behov herfor, kan der efterfølgende ske en navneændring efter de almindelige regler herom i navneloven. Efter indfødsretslovens § 2A opnår barnet endvidere umiddelbart dansk statsborgerskab ved adoptionen forudsat, at barnet er under 12 år og mindst én af adoptanterne er dansk statsborger.

Den udenlandske adoption, der anerkendes her i landet, vil få retsvirkninger fra tidspunktet for den udenlandske afgørelse om adoption. Dette gælder f.eks. i relation til slægtskabet mellem barn og adoptant, indfødsret, arveret og navn.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 2, 1. pkt., er det som nævnt en forudsætning, at der foreligger en endelig afgørelse om adoption fra oprindelseslandets myndigheder, og at denne er truffet med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionens regler herom. Er en af disse betingelser ikke opfyldt, vil der efter de almindelige regler skulle udstedes en dansk adoptionsbevilling.

Kravet om, at adoptionsafgørelserne skal være truffet med henblik på adoption til Danmark skal ses i lyset af, at der er tale om en fravigelse af det almindelige princip i adoptionslovens § 28, stk. 1, hvorefter personer, der har bopæl (domicil) i Danmark, alene kan adoptere efter reglerne i den danske adoptionslov. Fravigelse af dette krav giver ikke anledning til betænkeligheder i de tilfælde, hvor Danmark er modtagerland i forhold til adoptionen, da det i disse tilfælde er en betingelse for at gennemføre adoptionen i oprindelseslandet, at Danmark efter konventionens artikel 17 (c) har accepteret, at adoptionen gennemføres. Det vil således være en betingelse for at anerkende adoptionen, at Danmark har accepteret adoptionen efter bestemmelsen. Herved sikres, at der alene bliver tale om anerkendelse af udenlandske fremmedadoptioner, hvor ansøgerne efter de danske regler er godkendt som adoptanter og tilmeldt en formidlende organisation. Bestemmelsen vil således ikke give mulighed for at anerkende udenlandske adoptionsafgørelser, hvor de danske adoptionsregler ikke er blevet fulgt. Det vil samtidig blive sikret, at de udenlandske adoptioner, der anerkendes, vil have de samme centrale retsvirkninger, som en dansk adoptionsbevilling, herunder at forholdet til den oprindelige slægt bortfalder, jf. adoptionslovens § 16, stk. 1 .

En adoption vil således være endelig, når den udenlandske adoptionsafgørelse er truffet. Det betyder, at efterfølgende ændringer i barnets eller adoptivforældrenes forhold ikke har betydning for adoptionens gennemførelse. Ud over at det som nævnt ovenfor indebærer, at barnet vil få arveret efter begge adoptivforældre fra tidspunktet for den udenlandske adoptionsafgørelse, indebærer det også, at eventuelle sygdomme hos barnet, som først opdages ved barnets ankomst til Danmark, ikke vil kunne føre til, at adoptionen alligevel ikke gennemføres. Ligeledes vil spørgsmål om fjernelse af barnet fra hjemmet skulle ske efter reglerne om tvangsfjernelse af børn. Det vil således ikke i modsætning til i dag kunne forekomme, at et barn, der fjernes fra hjemmet, inden den danske bevilling til adoption er udstedt, står uden forældre.

Som nævnt foreslås det, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser omfattet af § 28, stk. 2. Bestemmelsen tænkes udmøntet således, at Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) udarbejder og løbende opdaterer en liste over konventionslande, der træffer endelige afgørelser om adoption, og hvor der ikke er tvivl om, at de pågældende afgørelser træffes i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993. Adoptioner, der gennemføres i sådanne lande, kan anerkendes umiddelbart.

Hidtil har alle sager om udenlandske fremmedadoptioner skulle forelægges for Civilretsdirektoratet af statsamterne, før en dansk adoptionsbevilling kunne udstedes, idet samtykke til adoptionen er afgivet for en udenlandsk myndighed, jf. adoptionslovens § 8, stk. 5. Lovforslaget vil indebære, at et stort antal adoptionssager, der fremover automatisk vil blive anerkendt, ikke længere vil skulle forelægges for Civilretsdirektoratet. Dette vil medføre en administrativ lettelse for Civilretsdirektoratet og statsamterne, idet unødigt dobbeltarbejde undgås.

Der vil endvidere blive fastsat regler om, at der inden for en bestemt frist skal ske anmeldelse af adoptionen til de danske myndigheder med henblik på registrering af adoptionen i CPR-registret og ved andre relevante myndigheder.

Efter forslaget til § 28, stk. 2, 2. pkt. vil der være mulighed for at anerkende visse udenlandske adoptionsafgørelser, uanset at de ikke er truffet i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 . Formålet med denne bestemmelse er at gøre det muligt for Danmark at anerkende andre landes endelige adoptionsafgørelser, hvis disse er truffet efter tilsvarende procedurer som efter Haagerkonventionen. Herved sikres, at der alene bliver tale om anerkendelse af udenlandske fremmedadoptioner, hvor ansøgerne efter de danske regler er godkendt som adoptanter og er tilmeldt en formidlende organisation, og hvor adoptionen har de samme centrale retsvirkninger som en dansk adoption.

Afgørelser efter §§ 9-10 i adoptionsloven, der er indbragt for retten, jf. lovens § 11, kan ikke indbringes for justitsministeren.

Det foreslås, at hovedparten af bestemmelserne i ægteskabslovens kapitel 2 også skal finde anvendelse for registrerede partnerskaber.

Der er dels tale om konsekvensrettelser som følge af, at det foreslås, at der i visse situationer kan indgås registreret partnerskab, hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark, se herom bemærkningerne til nr. 2. Dette indebærer, at ægteskabslovens § 13 nu i sin helhed skal finde anvendelse på registreret partnerskab. Der skal således ved anmodning om prøvelse af betingelserne for at indgå registreret partnerskab betales 500 kr., hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark.

Dels indebærer udvidelsen, at ægteskabslovens § 19, stk. 2, om foretagelse af vielse, selv om der ikke er sket fuldstændig prøvelse af ægteskabsbetingelserne (»nødvielse«), vil finde tilsvarende anvendelse på registreret partnerskab. Det bliver således muligt at foretage registrering, selv om prøvelsesattest ikke er udstedt (»nødregistrering«).

Endelig indebærer forslaget, at justitsministerens (Civilretsdirektoratets) adgang til at godkende et ugyldigt ægteskab efter ægteskabslovens § 21, stk. 2, også skal gælde for registrerede partnerskaber.

Efter den gældende § 2, stk. 3, kan statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.

Det foreslås, at Finland på linje med de øvrige nordiske lande nævnes i lovteksten. Forslaget indebærer ingen realitetsændring, idet finske statsborgere allerede i dag sidestilles med danske statsborgere, jf. bekendtgørelse nr. 198 af 9. april 2002 om finske statsborgeres ret til at indgå registreret partnerskab i Danmark.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl i Danmark, og således at ministeren også kan fastsætte, at bopæl i andre lande end Danmark sidestilles med bopæl her i landet, såfremt det pågældende land har en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Ændringen har både betydning for personer, der ønsker at indgå registreret partnerskab i henhold til stk. 2, nr. 1, og stk. 2, nr. 2.

At bopæl i et land med tilsvarende regler om registreret partnerskab ligestilles med bopæl i Danmark i relation til betingelsen i stk. 2, nr. 1, indebærer, at f.eks. en dansk statsborger med bopæl i Sverige eller en svensk statsborger med bopæl i Finland kan indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden parts statsborgerskab eller bopæl.

I relation til betingelsen i stk. 2, nr. 2, betyder forslaget, at to års bopæl i et land med tilsvarende regler om registreret partnerskab sidestilles med to års bopæl i Danmark. Det indebærer, at f.eks. to britiske statsborgere, som har haft bopæl i Sverige i to år, kan indgå registreret partnerskab i Danmark.

Spørgsmålet om, hvorvidt et land har en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, må som hidtil bero på en samlet vurdering af, om den pågældende lovgivning i samme omfang som de danske regler ligestiller registreret partnerskab med ægteskab. I modsat fald ville det ikke være rimeligt at sidestille statsborgerskab eller bopæl i det pågældende land med dansk statsborgerskab. Bestemmelsen vil f.eks. ikke kunne anvendes i forhold til et land med en væsentlig mere restriktiv lovgivning på området.

Kravet om bopæl antages fortsat at indebære et krav om domicil i Danmark. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det territoriale område, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

Der vil fortsat skulle anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet i henhold til § 2, stk. 2, nr. 2, end hvad der gælder for nordiske statsborgere m.v., der er nævnt under § 2, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1. Baggrunden er, at nordiske statsborgere m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk registreret partnerskab efter en tilbagevenden til deres hjemland, mens dette som udgangspunkt ikke kan antages at gælde for de personer, som den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 2, tager sigte på.

Spørgsmålet om, hvorvidt en person, der ønsker at indgå registreret partnerskab her i landet efter stk. 2, nr. 2, opfylder bopælskravet, må fortsat afgøres efter en samlet vurdering, hvis dette kan give anledning til tvivl. Der må således bl.a. lægges vægt på retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt – eller i hvert fald for en længere periode – at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. En person, der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger to år, jf. stk. 2, nr. 2), eller som i øvrigt må antages at ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen behandles.

I relation til forbundsstater og lignende stater med flere forskellige retssystemer kan der opstå tvivl om, hvorvidt statsborgerskab eller bopæl i det pågældende land er tilstrækkeligt til at kunne sidestilles med dansk statsborgerskab eller bopæl her i landet, hvis ikke alle delstaterne har en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske ordning. Ved forslaget til ændringen i stk. 3 er det forudsat, at statsborgerskab eller bopæl i et sådant forbundsland kun opfylder kravet i stk. 3, hvis samtlige delstater har regler om registreret partnerskab, der svarer til den danske lovgivning.

Efter forslaget til stk. 3 skal den pågældende have haft bopæl i Danmark eller et land med en lovgivning, der svarer til den danske, i de sidste to år før registreringen. Afgørende er således, at vedkommende har en sådan fast tilknytning til et land, der har tilsvarende regler om registreret partnerskab. Såfremt den pågældende over en toårig periode har skiftende bopæl i flere lande, der alle har tilsvarende regler, vil betingelserne således ikke være opfyldt.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at forældremyndighed ikke længere er et vilkår ved separation og skilsmisse.

Efter den gældende bestemmelse kan et registreret partnerskab altid opløses her i landet. Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at kompetence til opløsning af et registreret partnerskab som udgangspunkt følger de almindelige regler i retsplejelovens § 448 c.

Det er imidlertid fundet nødvendigt fortsat at have en regel om opløsning af registrerede partnerskaber, der er indgået i Danmark, i de situationer, hvor begge parter bor i et eller flere lande, der ikke har en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Det skyldes, at de registrerede partnere i disse tilfælde ikke vil kunne regne med, at deres registrerede partnerskab kan opløses i de pågældende lande.

Efter den foreslåede bestemmelse kan regeringen uden Folketingets samtykke indgå overenskomst med fremmed stat om forholdet mellem dansk og fremmed stats regler om registreret partnerskab. Endvidere kan justitsministeren efter den foreslåede bestemmelse uden overenskomst fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre landes regler om registreret partnerskab. Bemyndigelsen til justitsministeren giver mulighed for administrativt at fastsætte regler af internationalprivatretlig karakter. Bemyndigelsen skal ses på baggrund af, at der mellem de nordiske lande er praksis for, at man i stedet for at indgå traktater søger at gennemføre ensartede regler enten ved lov eller ved administrativt fastsatte regler. Den foreslåede bestemmelsen svarer til § 66 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

Den foreslåede ændring indebærer, at tidligere bestemmelser om fastsættelse og ændring af børnebidrag ophæves, og at der i stedet gives justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den bidragsberettigede skal ansøge om børnebidrag for at få det fastsat fra samlivsophævelsen eller ophøret af forsørgelsen af barnet, og om fra hvilket tidspunkt en ændring af et børnebidrag har virkning.

Reglerne forudsættes som udgangspunkt udformet i overensstemmelse med gældende praksis på området. Der henvises til de almindelige bemærkninger herom. Dog forudsættes »ansøgningsfristen« fastsat til 6 måneder regnet fra samlivsophævelsen eller ophøret af forsørgelsen af barnet og til to måneder fra afslutningen af en faderskabssag. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der er behov for det.

Hvis der foreligger særlige omstændigheder, bør reglerne dog indeholde mulighed for at fastsætte bidraget fra f.eks. samlivsophævelsen, selv om »fristen« overskrides. Samtidig bør reglerne også tage højde for, at hensyn til den bidragspligtige efter en konkret vurdering kan tale for at stille strengere krav i relation til ansøgningens indgivelse, f.eks. hvis ansøgeren på et tidligere tidspunkt har været særligt tilskyndet til at søge om bidrag.

Ansøges der senere end 6 måneder, og foreligger der ikke særlige omstændigheder, fastsættes bidraget som udgangspunkt fra statsamtets modtagelse af ansøgningen.

Endvidere giver den foreslåede bestemmelse justitsministeren hjemmel til at fastsætte de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelse af statsamternes behandling af sager om børnebidrag, f.eks. regler om til hvilket statsamt en ansøgning om fastsættelse eller ændring af børnebidrag skal indgives, samt regler om, hvornår statsamterne kan behandle sager om børnebidrag (international kompetence).

Det foreslås, at der indføres hjemmel til at sætte lov om børns forsørgelse i kraft for Grønland.

Det følger af børnelovens § 14, stk. 5, 2. pkt., at hvis en af parterne er umyndig som følge af mindreårighed, kan anerkendelse af faderskab efter børnelovens § 14, stk. 1-3, kun ske med værgens samtykke. Kravet om værgens samtykke gælder, hvad enten det er faderen eller moderen eller dem begge, der er under 18 år. § 14, stk. 5, 2. pkt., foreslås ændret således, at kravet om værgens samtykke alene skal finde anvendelse i tilfælde, hvor det er manden, der er mindreårig. Det vil betyde, at en myndig far, eller en mindreårig far med samtykke fra værgen, kan anerkende faderskabet til et barn i medfør af børnelovens § 14, stk. 1-3, selv om moderen er under 18 år. Den umyndige mors værge skal således ikke samtykke i anerkendelsen.

Det foreslås, at retsplejelovens § 257, 1, 2. pkt., skal finde anvendelse i tilfælde, hvor en mindreårig far ønsker at anerkende faderskabet til et barn.

Det følger af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven, at hvis værgemål udøves af forældre i forening, og den ene af forældrene udebliver i et retsmøde, mens den anden møder, optræder den mødte på den umyndiges vegne under retsmødet. Henvisningen til retsplejeloven vil indebære, at hvis værgemålet over den umyndige far udøves af forældrene i forening, men alene en af forældrene møder sammen med den mindreårig far i statsamtet og samtykker i anerkendelsen af faderskabet, anses lovens krav om, at værgen skal samtykke, for opfyldt.

Den foreslåede henvisning til retsplejeloven svarer til den tidligere § 11, stk. 3, 2. pkt., i lov om børns retsstilling.

Det foreslås, at hovedparten af de nye regler i loven træder i kraft den 1. oktober 2004. Enkelte af reglerne kræver længere tid til udarbejdelse af administrative forskrifter og vejledningsmateriale og træder derfor først i kraft senere, jf. § 10 og § 11.

Ifølge stk. 2 finder de nye regler i ægteskabslovens § 10 om, at der ikke stilles krav om skifte af fællesboet i et tidligere ægteskab, hvis det tidligere ægteskab er ophørt ved separation eller skilsmisse, eller hvis et dødsbo ikke skiftes her i landet, anvendelse på afgørelser, der træffes efter den 1. oktober 2004. Det samme gælder ophævelsen af ægteskabslovens § 11, der indebærer, at de kommende ægtefæller ikke længere skal oplyse hinanden om eventuelle børn. Det er således uden betydning, om anmodningen om prøvelse af ægteskabsbetingelserne er indgivet inden lovens ikrafttræden.

Ophævelsen af retsvirkningslovens § 38, nr. 4, indebærer, at et ægteskab ikke længere kan omstødes med den begrundelse, at en af ægtefællerne ikke har oplyst, at vedkommende har et barn. Efter § 9, stk. 3, kan omstødelse dog ske efter de hidtil gældende regler, hvis begæring herom er indgivet til skifteretten inden lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer af § 9 og § 11 i lov om forældremyndighed og samvær indebærer, at aftaler mellem forældrene om overførsel af forældremyndigheden til den ene af forældrene ikke længere skal godkendes af statsamtet, men blot anmeldes. Det foreslås derfor i stk. 4 at ansøgninger om godkendelse af en sådan aftale, der er indgivet før lovens ikrafttræden, men som ikke er færdigbehandlet, anses som en anmeldelse, hvis ansøgningen er indgivet af forældrene i forening.

I § 31, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær og § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven foreslås indsat hjemmel til at fastsætte regler om behandling af klager over statsamternes afgørelser. Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 7 er det hensigten, at anvende denne hjemmel til at fastsætte regler om, at statsamterne skal kunne genoptage en sag, hvor der er indgivet klage. Det vil kunne være hensigtsmæssigt for såvel klagerne som statsamterne, at disse regler også kan finde anvendelse på klager, der er indgivet før lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor i § 9, stk. 5, at justitsministeren i disse regler kan fastsætte, at de helt eller delvist også finder anvendelse på klager indgivet før lovens ikrafttræden.

De nye regler i adoptionsloven giver på en række punkter bedre mulighed for at gennemføre en adoption. Det foreslås derfor i § 9, stk. 6 , at reglerne også skal finde anvendelse på ansøgninger om adoption, der er indgivet før lovens ikrafttræden. Tilsvarende finder også den udvidede adgang til at anerkende udenlandske adoptionsafgørelser i den foreslåede bestemmelse i adoptionslovens § 28 anvendelse på udenlandske afgørelser, der er truffet før lovens ikrafttræden, hvis der endnu ikke er udstedt en dansk adoptionsbevilling.

Det foreslås i § 9, stk. 7, at de nye regler om, at anerkendelse af faderskab kan ske uden samtykke fra moderens værge, finder anvendelse ved anerkendelsen af faderskab til børn, der fødes efter lovens ikrafttræden.

Adgangen til at meddele skilsmisse ved bevilling i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser, jf. den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 42, stk. 3, og ophævelsen af den obligatoriske vilkårsforhandling i ægteskabslovens § 44, kræver tid til udarbejdelse af de nødvendige administrative forskrifter samt blanketter og vejledningsmateriale til parterne. Disse regler foreslås derfor først at træde i kraft den 1. januar 2005.

I stk. 2 foreslås det, at adgangen til at meddele skilsmisse i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser, også skal finde anvendelse på ansøgninger om skilsmisse, der er indgivet inden lovens ikrafttræden. Dette forudsætter selvsagt, at statsamtet som beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, har sikret sig, at den anden ægtefælle har modtaget et brev fra statsamtet, som vejleder om konsekvenserne af at undlade at svare.

Den foreslåede ophævelse af den obligatoriske vilkårsforhandling finder som udgangspunkt kun anvendelse for ansøgninger om separation eller skilsmisse, der indgives efter lovens ikrafttræden. I § 10, stk. 3, foreslås det dog, at vilkårsforhandling i disse tilfælde kan undlades, hvis begge parter anmoder om det.

For at få tid til at udarbejde de nødvendige administrative forskrifter, foreslås det, at ophævelsen af retsvirkningslovens § 8, stk. 2, og § 16 i lov om børns forsørgelse, som bl.a. skal erstattes af regler udstedt i medfør af de foreslåede bestemmelser i medfør af retsvirkningslovens § 52 a, stk. 2, ægteskabslovens § 58 a, stk. 2, og § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, først træder i kraft den 1. april 2005.

Som beskrevet i de almindelige bemærkninger pkt. 7 og 8 er det hensigten i medfør af de nævnte bestemmelser at fastsætte regler om bl.a. statsamternes adgang til at genoptage sager, hvor der er indgivet klage, samt regler om begyndelses- og ændringstidspunkter for børne- og ægtefællebidrag. De nye regler vil som udgangspunkt kun få virkning for ansøgninger, der indgives efter reglernes ikrafttræden, mens allerede indgivne ansøgninger skal færdigbehandles i overensstemmelse med hidtidig praksis. Dog vil det som anført ovenfor i bemærkningerne til § 9, stk. 5, kunne være hensigtsmæssigt for såvel borgere som statsamt, hvis statsamter kan genoptage sager, hvor der er indgivet klage, selv om klagen er indgivet før lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor, at de pågældende regler også skal kunne finde anvendelse på klager indgivet før reglernes ikrafttræden.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovens §§ 1-3, 5-8 (ændringer af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabs retsvirkninger, lov om forældremyndighed og samvær, adoptionsloven, lov om registreret partnerskab, lov om børns forsørgelse og børneloven) kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvist for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering		Lovforslaget
		§ 1
		I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 365 af 6. juni 2002 og § 4 i lov nr. 387 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

		1. § 10 affattes således:
§ 10. Den, som har været gift eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå nyt ægteskab, før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er påbegyndt eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller fritagelse for skifte særligt er hjemlet. Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, tillade, at 1. pkt. fraviges. Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1, 3. pkt., kan påklages til justitsministeren.		»§ 10. Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den efterlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab eller registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis 1) der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere, ægtefællerne eller de registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet, 3) samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke hertil, eller
		4) der ikke skal foretages dødsbobehandling her i landet.
		Stk. 2. Den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan tillade, at stk. 1 fraviges.
		Stk. 3. Afgørelser efter stk. 2 kan påklages til justitsministeren.«

§ 11. Ægteskab må ikke indgås, uden at hver af parterne over for den anden og den myndighed, der skal prøve ægteskabsbetingelserne, har afgivet erklæring om, hvorvidt den pågældende har eller venter børn med en anden mand eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn, som er bortadopteret.		2. § 11 ophæves.

§ 42. Separation og skilsmisse gives ved dom eller bevilling.		3. I § 42 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
Stk. 2. Bevilling kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er enige om at ønske separation eller skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 49 og 54-56 nævnte vilkår, jf. dog § 45. Spørgsmål om størrelsen af underholdsbidrag kan ægtefællerne henskyde til statsamtets afgørelse. Stk. 3. Findes det betænkeligt at meddele bevilling, skal bevilling nægtes.		»Stk. 3. Søges skilsmisse i medfør af § 31, stk. 1, eller § 31, stk. 1, jf. stk. 2, kan bevilling meddeles, når den anden ægtefælle ikke protesterer herimod, hvis 1) skilsmisse søges på vilkårene for separationen, og disse også gælder for tiden efter skilsmissen, og 2) der ikke skal tages stilling til pensionsordninger omfattet af § 54.« Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse efter § 31, og vilkårene for separationen gælder også for tiden efter skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.		4. § 44, stk. 1, affattes således: »Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der foretages vilkårsforhandling, hvis 1) en af ægtefællerne anmoder om det, eller 2) statsamtet finder, at særlige omstændigheder taler for det.«
Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.


§ 46. Om forældremyndigheden over børnene i forbindelse med separation eller skilsmisse gælder reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.		5. § 46 ophæves.

		6. Efter § 58 indsættes:
		»Kapitel 5 a
		Sagsbehandling m.v.
		§ 58 a. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
		Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 50 og 53, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

		§ 2
		I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995, som ændret ved § 9 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages følgende ændringer:

§ 8. Spørgsmål om underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 afgøres af statsamtet. Denne kan til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne ændre sin bestemmelse, når forholdene væsentlig har forandret sig.		1. § 8, stk. 2, ophæves.
Stk. 2. Underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for en tid, der ligger mere end 1 år forud for begæringen.

§ 38. En ægtefælle kan forlange bosondring:		2. § 38, nr. 4, ophæves.
- - -
4) når den anden ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet uden hans vidende havde et arveberettiget barn uden for ægteskab eller senere har fået et sådant barn. Kravet må i dette tilfælde fremsættes inden 6 måneder efter, at han er blevet vidende om forholdet, og kan ikke fremsættes, hvis barnet er afgået ved døden, medmindre det har efterladt sig livsarvinger.

		3. Efter § 52 indsættes:
		»§ 52 a. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
		Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6, og 8, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

		§ 3
		I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær, som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997 og § 2 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

		1. § 9 affattes således:
§ 9. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.		»§ 9. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 2. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.		Stk. 2. Er forældrene uenige, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.«

		2. § 11 affattes således:
§ 11. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.		»§ 11. Forældremyndigheden kan ved aftale overføres fra den ene af forældrene til den anden. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil. Stk. 2. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til andre end en af forældrene. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.«

§ 17. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.		3. I § 17, stk. 2, indsættes efter »navnlig på grund af«: »væsentligt«.
Stk. 2. Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.
Stk. 3. Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om overvåget samvær.

§ 19. Den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.		4. I § 19, stk. 1, 1. pkt., ændres »samt social- og sundhedsvæsenet« til: », social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger«, og i 2. pkt . ændres »eller institutionen« til: », institutionen, lægen eller tandlægen«.

Stk. 2. Statsamtet kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.		5. I § 19, stk. 2, indsættes efter »institutioner«: »m.v.«.

		6. § 31 affattes således:
§ 31. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed.		»§ 31. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 14, stk. 1-4. Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling.
		Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om forældremyndighed.«

		§ 4
		I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815 af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:
§ 478. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af		1. I § 478, stk. 1, nr. 2, udgår », retsforlig om samværsret«.
- - -
2) forlig indgået for de under nr. 1 nævnte myndigheder, retsforlig om samværsret samt forlig indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
- - -

§ 478. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af - - -		2. § 478, stk. 1, nr. 3, affattes således:
3) aftaler om forældremyndighed, der indgår som vilkår i separations- eller skilsmissebevillinger eller i øvrigt er godkendt af statsamtet, samt bestemmelser om forældremyndighed og samværsret, der er truffet af statsamtet,		»3) aftaler om forældremyndighed efter lov om forældremyndighed og samvær, bestemmelser om forældremyndighed og samvær, der er truffet af statsamtet, retsforlig om samvær samt aftaler om samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.«
- - -

		3. § 483 affattes således:
§ 483. Bestemmelser om forældremyndighed eller udøvelse af samværsret, jf. § 478, stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre fuldbyrdelsesfrist er fastsat af statsamtet eller indeholdt i vilkårene.		»§ 483. Aftaler og bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478, stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt eller bestemt.«

§ 535. Den, der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Tilsidesættelse af undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt tilsidesættelse af dommen.		4. I §§ 535 og 536 ændres »samværsret« til: »samvær«, og i § 536 ændres »samværsrettens« til: »samværets«.
Stk. 2. Sag efter stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves og fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i §§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt eller rekvisitus er idømt eller har udstået straf.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret.
§ 536. Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.
Stk. 2. Fogedretten kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværsrettens udøvelse.
Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.

		§ 5
		I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16. december 1999, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 228 af 2. april 2003, foretages følgende ændringer:
§ 5. Den, som er gift, kan kun adoptere sammen med sin ægtefælle, medmindre denne er forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt. Dog kan den ene ægtefælle med den andens samtykke adoptere dennes barn eller adoptivbarn.		1. I § 5, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »kan«: »bortset fra de i § 5 a, stk. 2, nævnte tilfælde«, og 2. pkt . udgår.
Stk. 2. Kun ægtefæller kan adoptere sammen.

		2. Efter § 5 indsættes:
		»§ 5 a. En ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn (stedbarnsadoption).
		Stk. 2. Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere ægtefælles barn eller adoptivbarn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.«

§ 16. Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn, og adoptivbarnet og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt.		3. I § 16, stk. 1, § 19, stk. 2, § 23, stk. 2, stk. 3, og stk. 4 , der bliver stk. 5, § 24, stk. 1 , og § 37, stk. 2 , ændres »virkelige« til: »oprindelige«.

		4. § 16, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Såfremt en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn, får barnet i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om det var deres fælles barn.		»Stk. 2. Ved stedbarnsadoption efter § 5 a får den adopterede i forhold til ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller samme retsstilling, som om den pågældende var deres fælles barn.«
Stk. 3. Med hensyn til adoptivbarnets navn gælder reglerne i lovgivningen om personnavne.

§ 18. Adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, når adoptanten og adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, skal erklæring fra værgen indhentes.		5. I § 18, stk. 2, og stk. 5 ændres »biologiske« til: »oprindelige«.
Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom og ophævelsen er bedst for barnet.
Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsamtet eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet skal gøres bekendt med ophævelsens betydning.
Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet.
Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan justitsministeren på begæring af barnets biologiske forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse.

§ 23. Ved ophævelse bortfalder retsvirkningerne af adoptionen mellem adoptivbarnet og adoptanten og dennes slægt. Når særlige grunde taler derfor, kan retten ved ophævelse efter § 19 bestemme, at adoptanten skal betale bidrag til barnets underhold. Stk. 2. Ophæves adoptivforholdet i medfør af § 18, stk. 2 eller 5, genindtræder barnet i retsforholdet til den virkelige slægt. Stk. 3. I de i § 19 nævnte tilfælde kan retten under hensyntagen til anledningen til ophævelsen, barnets alder og de øvrige omstændigheder bestemme, at retsforholdet mellem barnet og dets virkelige slægt skal genopstå.		6. I § 23 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: »Stk. 4. Er adoptivforholdet blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, kan justitsministeren eller retten efter anmodning fra den adopterede bestemme, at den pågældende genindtræder i retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis de oprindelige forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes oprindelige forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestemmes, at retsforholdet genopstår i forhold til denne slægt.« Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
Stk. 4. I øvrigt genindtræder ingen retsvirkninger i forhold til den virkelige slægt.

§ 25 b. Adoptionsnævnet består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være jurist. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5 medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Nævnets afgørelse træffes ved flertal. Justitsministeren fastsætter forretningsordenen for nævnet.		7. I § 25 b, stk. 1, 2. pkt., ændres »jurist« til: »dommer«.
- - -

§ 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov.		8. § 28, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.		»Stk. 2. Uanset stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser, der er truffet i et andet land, her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.«

§ 29 b. (Ophævet).		9. Efter § 29 a indsættes:
		»§ 29 b. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren. Dette gælder dog ikke afgørelser efter §§ 9-10, der er indbragt for retten, jf. § 11.
		Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagers behandling.«

		§ 6
		I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, § 36 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, og lov nr. 360 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

		1. § 2, stk. 1, affattes således:
§ 2. Ægteskabslovens kapitel 1 og § 12 og § 13, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, jf. dog stk. 2.		»Ægteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17, § 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2, være opfyldt.«
Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis
1) en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab eller
2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

		2. § 2, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.		»Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«
		3. § 2, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab, herunder prøvelse af, om betingelserne for registrering er opfyldt, fastsættes af justitsministeren.		»Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af justitsministeren.«

§ 5. Ægteskabslovens kapitel 3, 4 og 5 og retsplejelovens kapitel 42 finder tilsvarende anvendelse på opløsning af et registreret partnerskab, jf. dog stk. 2 og 3.		4. I § 5, stk. 2, udgår »og § 46«.
Stk. 2. Ægteskabslovens § 43, stk. 1, og § 46 anvendes ikke ved opløsning af et registreret partnerskab.

		5. § 5, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Uanset retsplejelovens § 448 c kan registrerede partnerskaber altid opløses her i landet.		»Stk. 3. Hvis ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens § 448 c altid opløses her.«

		6. Efter § 6 indsættes:
		»§ 6 a. Ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret partnerskab.«

		§ 7
		I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 352 af 15. maj 2003, foretages følgende ændringer:

§ 16. Statsamtet kan til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer grundet begæring herom. Bidrag, der er forfaldet før begæringens fremsættelse, kan dog kun ændres, når ganske særlige omstændigheder foreligger.		1. § 16 ophæves.
Stk. 2. Bidrag kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for en tid, der ligger mere end 1 år forud for begæringens fremsættelse.

		2. § 21 affattes således:
§ 21. Justitsministeren fastsætter de til lovens gennemførelse nødvendige forskrifter.		»§ 21. Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Bidragsresolutioner og overenskomster vedrørende de i loven omhandlede bidrag er fritaget for stempelafgift.		Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om statsamternes behandling af sager om børnebidrag, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

		§ 8
		I børneloven, lov nr. 460 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:
§ 14. En mand kan anerkende faderskabet til et barn, hvis han og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det gælder dog ikke, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel eller forventede fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret.		1. I § 14, stk. 5, 2. pkt., ændres »en af parterne« til: »manden«.
Stk. 2. En mand, som har haft seksuelt forhold til barnets mor i den periode, hvor hun blev gravid, kan anerkende faderskabet, hvis
1) moderen efter det oplyste ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd i denne periode eller
2) han utvivlsomt er barnets far.
Stk. 3. Har moderen haft seksuelt forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev gravid, kan en mand anerkende faderskabet, hvis han og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Anerkendelsen skal tiltrædes af andre mænd, som er parter i sagen.
Stk. 4. Anerkendelse efter stk. 1-3 skal ske skriftligt. Anerkendelse efter stk. 3 kan kun ske under et møde i statsamtet.
Stk. 5. Er en af parterne frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, kan der ikke ske anerkendelse efter stk. 1-3. Er en af parterne umyndig som følge af mindreårighed, skal værgen samtykke i anerkendelsen.		2. I § 14, stk. 5, indsættes efter 2. pkt.: »Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 6. Inden anerkendelse efter stk. 1-3 skal den mand, som anerkender faderskabet, være gjort bekendt med retsvirkningerne af anerkendelsen og med, at han kan kræve sagen afgjort ved retten.
Stk. 7. Faderskab kan ikke inden barnets fødsel anerkendes efter stk. 2, nr. 2, og stk. 3.
Stk. 8. Justitsministeren kan bestemme, at en anerkendelse afgivet i udlandet skal ligestilles med en anerkendelse for statsamtet.

1.	Indledning
2.	Ægteskabsloven
	2.1.	Ændring af ægteskabslovens § 10
		2.1.1.	G æ ldende ret
		2.1.2.	Justitsministeriets overvejelser
		2.1.2.1.	Formuefællesskaber ophørt i parternes levende live
		2.1.2.2.	Formuefællesskaber ophørt ved død
	2.2.	Ophævelse af ægteskabslovens § 11
		2.2.1.	Gældende ret
		2.2.2.	Justitsministeriets overvejelser
	2.3.	Skilsmisse ved bevilling efter separation på grundlag af stiltiende samtykke fra en af parterne
		2.3.1.	Gældende ret
		2.3.2.	Justitsministeriets overvejelser
	2.4.	Ophævelse af den obligatoriske vilkårsforhandling
		2.4.1.	Gældende ret
		2.4.2.	Justitsministeriets overvejelser
		2.4.2.1.	Den egentlige vilkårsforhandling
		2.4.2.2.	Den vejledende/mæglende funktion
3.	Lov om forældremyndighed og samvær
	3.1.	Aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed
		3.1.1.	Gældende ret
		3.1.2.	Justitsministeriets overvejelser
	3.2.	Skærpelse af ændringskriteriet i samværssager
		3.2.1.	Gældende ret
		3.2.2.	Justitsministeriets overvejelser
		3.2.2.1.	Statsamternes opgaver i samværssager
		3.2.2.2.	Ændringer i samværet
		3.2.2.3.	Førstegangsfastsættelse af samvær
		3.2.2.4.	Erstatningssamvær
		3.2.2.5.	Ændringer af det løbende samvær
	3.3.	Udvidelse af adgangen til orientering om barnet
		3.3.1.	Gældende ret
		3.3.2.	Justitsministeriets overvejelser
4.	Retsplejeloven (fuldbyrdelse af aftaler om samvær)
	4.1.	Gældende ret
	4.2.	Justitsministeriets overvejelser
5.	Adoptionsloven
	5.1.	Udenlandske adoptionsafgørelser
		5.1.1.	Gældende ret
		5.1.1.1.	Problemstillingen
		5.1.1.2.	Anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser efter dansk ret
		5.1.1.3.	Tidspunktet for virkningen af en dansk adoptionsbevilling
		5.1.2.	Justitsministeriets overvejelser
	5.2.	Genetablering af familiebåndet til den oprindelige slægt for adopterede, der er fyldt 18 år
		5.2.1.	Gældende ret
		5.2.2.	Justitsministeriets overvejelser
		5.2.2.1.	Terminologiske overvejelser
		5.2.2.2.	Betingelserne for genetablering af retsforholdet til den oprindelige slægt
	5.3.	Stedbarnsadoption
		5.3.1.	Gældende ret
		5.3.2.	Justitsministeriet overvejelser
		5.3.2.1.	Stedbarnsadoption efter en ægtefælles død
		5.3.2.2.	Stedbarnsadoption af voksne børn efter en skilsmisse
6.	Lov om registreret partnerskab
	6.1.	Gældende ret
		6.1.1.	Betingelserne for at indgå registreret partnerskab
		6.1.2.	Baggrunden for de særlige krav til indgåelse af registreret partnerskab
		6.1.3.	Betingelserne for at indgå ægteskab
	6.2.	Justitsministeriets overvejelser
		6.2.1.	Kravet om tilknytning til Danmark for at kunne indgå registreret partnerskab
		6.2.2.	Justitsministeriets overvejelser om øvrige mulige ændringer af lov om registreret partnerskab
7.	Adgang for statsamterne til at genoptage påklagede sager
	7.1.	Gældende ret
	7.2.	Justitsministeriets overvejelser
8.	Begyndelses- og ændringstidspunkter for ægtefælle- og børnebidrag
	8.1.	Ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse
		8.1.1.	Gældende ret
		8.1.1.1.	Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
		8.1.1.2.	Ændringstidspunkter
		8.1.2.	Justitsministeriets overvejelser
		8.1.2.1.	Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
		8.1.2.2.	Ændringstidspunkter
	8.2.	Ægtefællebidrag inden separation og skilsmisse
		8.2.1.	Gældende ret
		8.2.1.1.	Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
		8.2.1.2.	Ændringstidspunkter
		8.2.2.	Justitsministeriets overvejelser
	8.3.	Børnebidrag
		8.3.1.	Gældende ret
		8.3.1.1.	Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
		8.3.1.2.	Ændringstidspunkter
		8.3.2.	Justitsministeriets overvejelser
		8.3.2.1.	Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
		8.3.2.2.	Ændringstidspunkter
9.	Børneloven. Mindreåriges anerkendelse af faderskab
	9.1.	Gældende ret
	9.2.	Justitsministeriets overvejelser
10.	Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
11.	Hørte myndigheder m.v.

	Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis ja, angiv omfang)	Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Ingen af betydning.	Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	En række mindre lempelser.	Ingen.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet	Ingen.	Ingen af betydning.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet	Ingen.	Ingen af betydning.
Miljømæssige konsekvenser	Ingen.	Ingen.
Administrative konsekvenser for borgerne	En række mindre lempelser.	Ingen.
Forholdet til EU-retten	Ingen.