Når teksten er lagt under "regler" skyldes det, at teksten har karakter af "cirkulære" fra CivilRetsDirektoratet uden at være det formelt.
Med gennemførslen af lov nr. 461 af 7. juni 2001 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ændringer som følge af børneloven) ændres § 29 i lov om forældremyndighed og samvær. Ændringen, der træder i kraft den 1. januar 2002, indebærer, at der i § 29 indsættes et nyt stk. 2 om samtaler med børn under 12 år.
Herefter har § 29 i lov om forældremyndighed og samvær følgende ordlyd:
”Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.
Stk. 2. Er barnet under 12 år, skal der finde en samtale sted som nævnt i stk. 1, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.”
I de generelle bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, s.88) er baggrunden for den nye bestemmelse beskrevet således:
“… Det fremgår af forarbejderne til § 29, at
der ikke skal sluttes modsætningsvis [fra 12 års aldersgrænsen], således at
det er udelukket at inddrage børn under 12 år. I overensstemmelse hermed
indkaldes i statsamternes praksis også børn, som er under 12 år - men som skønnes
at have den fornødne modenhed m.v. - til samtale. Spørgsmålet er bl.a. omtalt
i Civilretsdirektoratets Skarrildhusberetning for 1998, side 81 ff.
Bl.a. under hensyn til princippet om børns ret til
at blive hørt, jf. artikel 12 i FNs Konvention om barnets rettigheder, finder
Justitsministeriet, at det i selve loven bør præciseres, at der skal finde en
samtale sted med børn under 12 år, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder
tilsiger det.”
Indholdet af den nye bestemmelse er i de specielle
bemærkninger beskrevet således (Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, s. 92):
”Det foreslås udtrykkeligt fastsat, at der i sager
om forældremyndighed og samvær også skal afholdes samtale med børn under 12
år, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Samtale vil
– ligesom det gælder for børn over 12 år – kunne undlades, hvis det må
antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.
Bestemmelsen gælder både for statsamterne og
domstolene.
Om
der skal finde en samtale sted, må som efter gældende praksis i bl.a.
statsamterne afhænge af en konkret vurdering i hver enkelt sag. Der må således
anlægges en vurdering af det pågældende barns modenhed og af, om sagens omstændigheder
i øvrigt tilsiger, at der holdes samtale med barnet, jf. herved bl.a.
Skarrildhus-beretningen 1998, side 81 ff.
I forbindelse med vurderingen af barnets modenhed må det bl.a. tillægges betydning, hvad den pågældende sag drejer sig om. Et barn vil således som udgangspunkt i en yngre alder kunne udtale sig om helt konkrete spørgsmål af mindre indgribende betydning (som f.eks. tidspunktet for afhentning m.v. i forbindelse med samvær), mens barnet normalt skal være ældre for at kunne udtale sig om spørgsmål af mere vidtrækkende karakter (som f.eks. ophævelse af samvær eller hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden). ...”
Civilretsdirektoratet har i Skarrildhus-beretning 1999 (s. 65-75) og Nyhedsbrev nr. 13/2001 (s. 216-18) orienteret om praksis for inddragelse af børn i samværssager. Der henvises endvidere til beretningen for 1997 (s. 47-48) og 1998 (s. 81-101).
Under henvisning til forarbejderne til den nye bestemmelse er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at ændringen af § 29 er udtryk for kodificering af den praksis om inddragelse af børn i samværssager, som statsamterne og direktoratet allerede følger. Det er derfor direktoratets overordnede opfattelse, at lovændringen ikke giver grundlag for at ændre administrativ praksis.
Lovændringen indeholder derfor først og fremmest et signal om, at børn så vidt muligt skal høres i samværssager, således at det sikres, at barnet har en reel medindflydelse på samværet. Samtalen er derfor ofte et yderst vigtigt led i oplysningen af sagen. Samtidig skal der dog tages hensyn til barnet, så barnet ikke pålægges at udtale sig om spørgsmål, som det ikke kan forventes at kunne tage stilling til, ligesom samtalen naturligvis ikke må skade barnet.
Om der skal holdes en samtale med barnet, afhænger således altid af en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår følgende momenter:
Ved vurderingen af, om barnet har den fornødne alder og modenhed, lægges der bl.a. vægt på, hvad den pågældende sag drejer sig om. Et barn vil således som udgangspunkt i en yngre alder kunne udtale sig om helt konkrete spørgsmål af mindre indgribende betydning, f.eks. tidspunktet for afhentning m.v. i forbindelse med samvær, samvær i ferieperioder og samvær juleaften. Derimod skal barnet normalt være ældre for at kunne udtale sig om spørgsmål af mere vidtrækkende karakter, f.eks. ophævelse af samvær.
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at yngre børn - typisk fra 7-8 års alderen - som udgangspunkt vil kunne udtale sig om helt konkrete spørgsmål af mindre indgribende betydning (som f.eks. samvær i ferieperioder, på fødselsdage og i julen, tilrettelæggelse af samværet i forhold til fritidsinteresser, om barnet kan rejse alene til og fra samvær m.v.), mens barnet normalt skal være ældre for at kunne udtale sig om spørgsmål af mere vidtrækkende karakter (som f.eks. ophævelse af samvær).
Når et barn i en sag har en alder, hvor børn efter disse retningslinier som udgangspunkt bør indkaldes til en samtale, skal det altid overvejes, om der til brug for behandlingen af den konkrete sag skal afholdes en samtale med barnet. Hvis der ikke afholdes en samtale, skal begrundelsen for dette fremgå af sagen. Det kan f.eks. stå i afgørelsen eller fremgå af en beslutning truffet inden afgørelsen.
Er barnet eksempelvis fyldt 10 år i en sag om afslag på samvær, og er der ikke afholdt en samtale med barnet, skal det fremgå af sagen, hvorfor samtalen er undladt. I sager af mindre vidtrækkende karakter gælder det samme, når barnet er fyldt 7-8 år.
Disse aldersgrænser må ikke forstås således, at børn under henholdsvis 7-8 år og 10 år ikke må indkaldes til en samtale. Det beror fortsat på et konkret skøn, om der skal afholdes en samtale med et barn.
Efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamtet bl.a. undlade at afholde en samtale med et barn, hvis det er uden nogen betydning for sagen. Dette er eksempelvis tilfældet, hvis der er foretaget en børnesagkyndig undersøgelse, eller hvis barnets mening om samværet på anden måde fremgår af sagen, f.eks. at der i andet regi er afholdt eller skal afholdes en samtale med barnet herom.
Spørgsmålet om, hvornår og hvordan børn høres, er en af de væsentlige nye udfordringer ved behandlingen af samværssager. Direktoratet vil derfor løbende følge udviklingen på området og overveje, om de erfaringer, der indhøstes, vil kunne danne grundlag for nye initiativer på området.