Landsforeningen Børn og Samvær har afgivet nedenstående høringssvar til rapport om regelforenkling på det familieretlige område.

 

 

København, den 21. januar 2004

 

 

Justitsministeriet

Lovteknikkontoret

Slotsholsgade 10

1216 København K

 

 

 

 

Vedr. j. nr. 2002-7700-0002 - høring over en rapport om regelforenkling på det familieretlige område.

 

Landsforeningen Børn og Samvær skal hermed under henvisning til brev af 15. december 2003 afgive høringssvar til de dele af ovennævnte rapport, der vedrører foreningens interesseområde.

 

Jeg kan i øvrigt bekræfte, at foreningens officielle adresse er som ovenfor anført.

 

Indledende bemærkninger.

 

Vi har gennem nogle år været stærkt kritiske over for sagsbehandling og praksis på samværsområdet.

 

Tendensen har været, at man har været for utilbøjelige til at tage signaler om mistrivsel hos børnene, der kan have forbindelse med samværet, alvorligt.

 

Forældrenes ret er gået forud for børnenes tarv.

 

I øjeblikket synes ovennævnte forhold suppleret af omfattende sparekrav med personalereduktioner, der svækker retssikkerheden på området.

 

Vi er derfor overordnet set positive over for forslag, der har til formål at begrænse antallet af småsager på området. Det forudsættes, at der herved vil blive forøgede ressourcer til at behandle de tunge sager med store problemer.

 

Arbejdsgruppens rapport har i det lys afgjort positive elementer

 

Skærpelse af ændringskriteriet i samværssager.

 

a: vedrørende afgørelser

 

Landsforeningen Børn og Samvær ser det ligesom arbejdsgruppen som problematisk, at samværssager reelt ikke har retskraft. Der er mange sager, som indbringes ustandseligt. Selve dette at kunne indbringe sagerne for statsamtet uden skellig grund kan i sig selv medvirke til at optrappe konflikterne. I al fald giver det ringe muligheder for at skabe den ro omkring børnene, som de oftest har behov for.

 

Det er sympatisk at tage udgangspunkt i, at statsamterne alene skal tage stilling til spørgsmål, der har betydning for at fastlægge rammerne omkring samværet.

 

Imidlertid er der utvivlsomt situationer, hvor selv de såkaldte mindre spørgsmål giver anledning til kiv mellem de voksne. Der vil derfor efter vores opfattelse være behov for, at der udstedes nogle generelle retningslinjer, som har karakter af tillæg til den konkrete samværsresolution. Sådanne generelle regler kan indføres derved, at der i loven gives en hjemmel til justitsministeriet til at udfærdige en bekendtgørelse på området efter forhandling med relevante organisationer på området, herunder naturligvis Landsforeningen Børn og Samvær.

 

Vi forestiller os, at der fastsættes generelle bestemmelser om samværsfrihed respektive ekstraordinære samvær ved nærmere afgrænsede familiebegivenheder med videre, ligesom der bør fastsættes klare regler for, hvilke forpligtelser forældrene har f. eks. vedrørende tøj med videre, og angivelse af konsekvenser af misligholdelse.

 

Hovedforslaget fra arbejdsgruppen indeholder tilføjelse af et enkelt ord i forældremyndighedslovens § 17 stk. 2; nemlig ordet ”væsentligt” (forandrede forhold).

 

Hvis alt var ideelt, ville vi i Landsforeningen Børn og Samvær kunne tilslutte os forslaget næsten ubetinget.

 

Arbejdsgruppen har lagt til grund som fuldstændig ubestridt, at sagsbehandlingen og afgørelsesgrundlaget har en sådan validitet, at det har formodningen for sig, at der er truffet en materielt rigtig afgørelse på et ordentligt oplyst grundlag. Henset til, at arbejdsgruppen alene har bestået af personer, der må konstateres at have medansvar for den aktuelle situation på området, kan forudsætningen ikke undre os.

 

Den opstillede forudsætning er imidlertid ikke korrekt.

 

Samværsområdet er et af de meget få tilbageværende områder, hvor der ikke er domstolsprøvelse. Endvidere foregår sagsbehandlingen på det rene forvaltningsretlige grundlag, hvor blandt andet høringsreglerne kan medføre en overordentlig langstrakt sagsbehandling endda uden sikkerhed for, at relevante oplysninger er indhentet f. eks. fra andre myndigheder, herunder de kommunale, institutioner, skoler med videre.

 

Det er vores opfattelse i Landsforeningen Børn og Samvær, at end ikke de vejledninger, som CivilRetsDirektoratet har udsendt, bliver fulgt. Der er en udpræget uvilje til at foretage undersøgelser, som den ene af forældrene anmoder om endsige at rette henvendelse til relevante kontaktpersoner med konkret kendskab til børnene og deres situation.

 

Endvidere ser vi med nogen bekymring på, at alvorlige samværssager med angivne problemer behandles på rent skriftligt grundlag.

 

Det er efter vores opfattelse endvidere et fundamentalt – i virkeligheden statsretligt – problem, at vi har et afgørelsessystem, som er rent forvaltningsstyret. Det er f. eks. betænkeligt, at en afgørelsesmyndighed i appelinstansen er underlagt direkte instruktionsbeføjelser fra ministeren, ligesom det er betænkeligt, at samme afgørelsesmyndighed selv har instruktionsbeføjelser over for den underordnede instans på materielle spørgsmål af generel karakter.

 

Det er derfor vores opfattelse, at man bør ændre afgørelsessystemet temmelig fundamentalt, før man meget katagorisk indfører et retskraftprincip på området.

 

Vi kunne forestille os et system, hvor man skæver til reglerne på tvangsfjernelsesområdet. Her kan børne- ungeudvalgets afgørelser indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, hvis afgørelser videre kan indbringes for landsretten i første instans. Det bør i den sammenhæng også overvejes, om man i lighed med det socialretlige system bør have et folkeligt element i første instans.

 

En ændring som foreslået vil være udtryk for en regelforenkling af stor principiel betydning på det familieretlige område.

 

Statsamternes opgaver vil i denne sammenhæng ikke være væsentlig forskellige fra de nuværende.

 

Som nævnt er vi principielt positive over for en begrænsning af mulighederne for at få fornyet sagsbehandling ustandseligt. Vi tiltræder derfor som udgangspunkt, at samværet alene skal kunne ændres, hvis der foreligger væsentligt forandrede forhold.

 

Subsidiært i forhold til den egentlige sikring af retssikkerheden på området, som vi ønsker, bør det præciseres i regelsættet, at statsamterne skal indhente oplysninger fra kommunale myndigheder, institutioner, skoler, andre relevante myndigheder eller personer, såfremt en af parterne begærer det, med mindre det er åbenbart overflødigt.

 

b: vedrørende aftaler om samvær.

 

Arbejdsgruppens forslag indebærer, at der skal foreligge væsentligt forandrede forhold ved ændring såvel af aftalt som fastsat samvær.

 

Vi finder det betænkeligt at stille samme krav til ændring af samvær på baggrund af aftale og  afgørelse, såfremt kravet skærpes til kun at kunne ske, når der foreligger væsentligt forandrede forhold.

 

Det er vores oplevelse, at der i forbindelse med samlivsophør træffes aftaler om samvær, som tager udgangspunkt i nogle forventninger til gennemførelse af samværet, som senere viser sig at være urealistiske. Vi hører eksempler på, at der indgås aftaler først og fremmest for at nedtone den helt aktuelle konflikt, som der også er på andre områder end vedrørende børnene mellem de voksne ved et samlivsophør. Den ene af parterne presser i praksis samværsaftaler igennem, som ikke nødvendigvis er til børnenes bedste.

 

Ikke alle, som indgår aftale om forholdene, modtager i forbindelse hermed rådgivning om konsekvenserne af aftalen.

 

Førstegangsfastsættelse af samvær i statsamtet bør derfor være udtryk for sædvanlig førstegangsbehandling. Den hidtidige aftale om samvær skal i sådanne situationer alene indgå ved vurderingen generelt af forholdene omkring børnene.

 

Vi kan derfor ikke tiltræde, at kriteriet væsentligt forandrede forhold får betydning ved aftaler om samvær.

 

Fuldbyrdelse af samværsaftaler.

 

Vi kan tiltræde forslaget om, at samværsaftaler skal kunne fuldbyrdes på lige fod med samværsafgørelser.

 

I situationer, hvor rekvisitus modsætter sig samvær og samtidig indbringer sagen for statsamtet, jfr. de ovennævnte betragtninger vedrørende samværsaftaler, bør fogedretten skønne, om indsigelsen bør medføre udsættelse af fogedsagen. Denne vurdering vil svare til den beføjelse, fogeden har efter gældende ret.

 

Ændringen i retsplejelovens § 535 og 536 af ”samværsret” til ”samvær”.

 

Ændringen er betydningsløs og udtryk for, at man med ord forsøger at foregøgle omverdenen, at der ikke er tale om en egentlig samværsret.

 

Havde man ment noget alvorligt med de ord, som står i bemærkningerne på dette punkt, og som i øvrigt er forholdsvis gennemgående i rapporten, ville man have foretaget en meget vigtig ændring af forældremyndighedslovens § 16, således at man havde formuleret den således:

 

”Barnet har ret til samvær med den forælder, barnet ikke bor sammen med”.

 

Vi foreslår, at man som led i regelforenklingen foretager denne ændring, som vil placere barnet i centrum og dermed bringe regelsættet i overensstemmelse med FNs børnekonvention.

 

Med venlig hilsen

 

 

For Landsforeningen Børn og Samvær

 

Viggo Bækgaard

talsmand