Pressemeddelelse om konference den 7. april fra 10-16.30 om forældremyndighe og samvær i fremtiden.

 

Landsforeningen Børn og Samvær arrangerer en konference om dette emne på torsdag i København. I den anledning udsender vi denne

 

PRESSEMEDDELELSE:

 

Forældremyndighed og samvær i fremtiden.

 

”Der er noget skævt i det retssystem, der omhandler menneskelige ting”, skrev en forælder på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside for nylig. Tendensen er, at man vil give konflikten tilbage til forældrene, som det romantisk udtrykkes af visse politikere og jurister i statsadministrationen.

 

Konfliktmægling – eller mediation – er et rigtig godt redskab til at løse konflikter, når forældreskabet skal sættes på skinner efter sammenbrud i parforholdet, siger talsmand i landsforeningen, advokat Viggo Bækgaard, Roskilde. ”Men man kan godt undre sig over, at en regering, der ellers er fortaler for at privatisere, ikke griber netop den metode, når konfliktmægling skal stå sin prøve for alvor”.

 

Børn og Samvær arrangerer en heldagskonference om fremtidens børnesager torsdag på ”Instituttet for blinde og svagsynede” i Hellerup. Foreningen ser politikernes udmeldinger som udtryk for en frygtelig naivitet, når man på det nærmeste ignorerer, at der altid vil være forældrepar, som er i så stor konflikt, at børnene kommer i klemme, og hvis konflikt man ikke kan ”snakke sig fra”.

 

Under store overskrifter lanceres noget, der kaldes en ”familieretlig strukturreform” lige i øjeblikket. Sandheden er imidlertid, at der fortsat vil være børn i Danmark, hvis basale behov for tryghed og gode opvækstvilkår tilsidesættes. ”Forældremyndighed fordeles efter noget, der til tider kan minde om lodtrækning, og samvær fastsættes skematisk uden omtanke”, fortsætter Viggo Bækgaard på foreningens vegne.

 

Foreningen stiller ikke spørgsmål ved, om samvær mellem forældre og børn generelt og teoretisk er godt. Det er det, men ”forældremyndighed bør ikke indebære ejendomsret til barnet, og forældreskabet bør ikke automatisk give ret til tid, som børn skal stille til rådighed i forhold til forældrene”, siger talsmanden til avisen.

 

Nogle børn skal bare stille sig til rådighed for forældrene på afstand fra deres hjem og kammerater, som de måske hellere ville være sammen med. ”Samvær kan til tider virke som en slags avanceret, legaliseret og automatisk stuearrest, børnene udsættes for uge efter uge”, siger Viggo Bækgaard. Han tilføjer, at han hermed endda går let hen over de virkelig vanskelige sager, hvor vold, druk og incest forpester livet til uudholdelighed for børnene.

 

Konferencen vil behandle statsamternes rolle i de fremtidige børnesager samt drøfte fremtidens forældremyndighedssager generelt. Konfliktmægling i børnesager samt generelle erfaringer om børnesager fra udlandet foruden psykologers rolle i børnesager er blandt temaerne, hvor aktuelle og fremtrædende fagfolk vil give oplæg til debatten, som kommer i det kommende år.

 

Der er tilmeldt ca. 100 deltagere - fortrinsvis advokater, statsamtsjurister og øvrige børnefagkyndige foruden selvfølgelig politikere og journalister, slutter Viggo Bækgaard

 

Med venlig hilsen

 

Viggo Bækgaard

talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær

www.boernogsamvaer.dk 

 

Nærmere oplysning kan indhentes hos undertegnede på følgende telefonnumre:

 

Viggo Bækgaard – 46 38 03 35 (direkte linje på kontoret)

 

Viggo Bækgaard – 38 33 12 20 (privat)

 

Viggo Bækgaard – 40 83 19 20 (mobil)