Betænkning om Forældremyndighed og samvær.
af Viggo Bækgaard, talsmand Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)

Så kom den længe ventede betænkning om forældremyndighed og samvær. Overskriften er ”Barnets perspektiv”.

Betænkningen er afgjort spændende læsning. De følgende bemærkninger basere på en meget hurtig gennemgang af betænkningens forslag og en overfladisk læsning af betænkningens argumentationer ganske få timer efter dens offentliggørelse. Betænkningen har af samme grund selvsagt ikke været drøftet i bestyrelsen for Landsforeningen Børn og Samvær.

Min allerførste umiddelbare reaktion på betænkningen og de indeholdte forslag er, at ordene langt hen af vejen er ”gode nok” men også, at der hersker en betydelig naivitet blandt udvalgets medlemmer om, hvor let det er at få forældre i konflikt til at samarbejde.

Jeg er meget bekymret for at overlade så meget til statsforvaltningernes forgodtbefindende, som det sker med denne betænknings forslag. Det synes jeg ærlig talt ikke, at de hidtidige statsamter – eller Familiestyrelsen - har gjort sig fortjent til med deres hidtidige sagsbehandling. Det er svært at forestille sig, at en reduktion fra 14 statsamter til 5 statsforvaltninger og en samlet reduktion af medarbejdertimerne skulle skulle kunne give kunderne – forældrene – fuld tryghed.

Som minimum burde der være domstolsprøvelse af afgørelserne.

Helt ny forældremyndighedslov

Udvalget foreslår en helt ny forældremyndighedslov. De væsentligste hovedpunkter heri er følgende:

·            indholdet af forældremyndighedsbegrebet er stort set uændret

    ·            alle afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Selve betænkningens overskrift er ”bedst for barnet”, og det nævnte princip indsættes i et kapitel 1 om ”indledende bestemmelser”.

Det er en klar sproglig og forhåbentlig også reel ændring, når man ændrer fokus fra forældrene til barnet i sådan en indledende bestemmelse.

I lovteksten foreslår man alle eksemplificerende bestemmelser fjernet. Det betyder, at begreber som ”væsentligt forandrede forhold” og lignende udgår som kriterium f. eks. ved overførelse af forældremyndighed. Det samme gælder samværshindringer, men det gælder alle de steder, hvor der i den gældende lov er særlige forhold, som domstole eller statsamt skal forholde sig til.

Det betyder på den ene side efter min første vurdering, at man reelt styrker barnets bedste i hele grundlaget, men det gør det omvendt formentlig også langt sværere for de myndigheder, der skal træffe afgørelser – og for parternes rådgivere – at pejle sig frem til, hvordan en sag mere konkret vil ende.

Det er mit gæt, at man har været mere bevidst om den virkning, end det tilsyneladende står med direkte ord i betænkningen. Meningen er formentlig, at forældrene skal trues til at samarbejde. Det er fornuftigt i mange situationer, men det er også virkelig farligt i de højkonfliktfyldte sager, hvor der virkelig skal træffes afgørelser.

·            der skal i alle sager tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.

 Det betyder ikke, at børn skal høres i alle sager, men myndighederne tvinges til at overveje, om man nu også konkret hver eneste gang har tjek på, om barnets synspunkter nu også er indgået. Det kan ske på andre måder end direkte høring, f. eks. gennem børnesagkyndig undersøgelse.

 Om dom til fælles forældremyndighed som undtagelse – og om barnets bopæl.

    ·            som noget nyt foreslås, at fælles forældremyndighed vækkes til live igen, hvis et par med tidligere fælles forældremyndighed flytter sammen igen.

    ·            hvis forældrene ikke er enige om, hvem der skal have forældremyndigheden, afgøres det af retten. Retten kan kun træffe aftale om fælles forældremyndighed, hvis der er bestemte holdepunkter for at antage, at forældrene kan samarbejde om barnets forhold.

 Her sniger begrebet dom til fælles forældremyndighed sig ind. Når man læser betænkningen, kan man se, at fælles forældremyndighed ved dom skal være en absolut undtagelse og nærmest kun gælde situationer, hvor det kun er ganske enkelte forhold, som forældrene ikke kan blive enige om.

 Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med en anden nydannelse, nemlig

   ·            hvis forældre har fælles forældremyndighed og ikke er enige om, hos hvem af dem, barnet skal bo, afgøres dette af retten. Retten kan ændre en aftale eller afgørelse om barnets bopæl

·            hvis forældre har fælles forældremyndighed, kan den, som barnet har bopæl hos, træffe bestemmelse om alle forhold i barnets daglige liv. Væsentlige beslutninger kræver enighed mellem forældrene. Den, barnet har bopæl hos, afgør dog, hvor i landet bopælen skal være.

 De nævnte forslag illustrerer de mange pæne ord men også de vanskeligheder, som virkeligheden vil indeholde.

 Hovedreglen synes nemlig i forslaget at være, at hvis man en gang har bestemt, hvor barnet skal bo, er det bopælsforælderen, som bestemmer bopælens nærmere placering inden for landets grænser. Det virker logisk og konsekvent. Det virker som en pil igennem den tendens, nogen har haft til at forestille sig, at vi skal have genindført stavnsbåndet for skilsmisseforældre.

 Men over for den hovedregel står, at domstolene særskilt skal kunne træffe afgørelse om bopælsspørgsmålet – og at sådan en afgørelse kan ændres. For mig står det usikkert, hvad gældende ret egentlig skal være efter udvalgets mening. Men jeg skal samtidig indrømme, at nærværende kommentar skrives meget kort tid (få timer) efter betænkningens udgivelse, og at jeg selvsagt ikke har nærlæst alle argumenter i betænkningen endnu. Sikkert er det imidlertid, at selve lovtekstforslaget giver anledning til usikkerhed på bopælsområdet.

 Man har haft diskuteret, om domstolene skulle kunne tage stilling til andre konkrete vilkår end barnets bopæl – og det er fravalgt.

 Der er nok ikke den store tvivl om, at netop bopælsspørgsmålet i mange situationer er årsag til en sag om forældremyndighed i dag. Jeg tror også, at det spørgsmåls konkrete løsning i mange tilfælde vil kunne få forældre til at acceptere fortsat fælles forældremyndighed.

 Set i det perspektiv er løsningen med ”tvungen fælles forældremyndighed” meget forståelig.

 Jeg har gennem flere år manduceret, at fælles forældremyndighed er uheldig. Mundtligt plejer jeg at sige, at det er noget, Fanden har skabt. Det ser lidt hårdere ud på tryk og virker da også pudsigt, når jeg samtidig fremhæver, at selve forældremyndighedsspørgsmålet er opreklameret og i virkeligheden mindre betydningsfuldt end det helt nødvendige fælles forældreansvar, som man har uanset den formelle placering af forældremyndigheden.

 Børns Vilkårs repræsentant i udvalget har sammen med mødrehjælpens repræsentant og forsker Mai Heide Ottesen udgjort et mindretal på dette område, som helt dækker de synspunkter, jeg og Landsforeningen Børn og Samvær står for, og jeg tøver derfor ikke med at gøre Børns Vilkårs repræsentants ord til mine, idet hun har udtrykt det sådan:

 ”Et flertal i udvalget mener, at der undtagelsesvist skal kunne idømmes fælles forældremyndighed, hvis man vurderer, at forældrene har ”samarbejdspotentiale”.

 Vi mener, at dette er en rest af den gammeldags tankegang, hvor børnenes bedste må underlægge sig systemets moralske krav til forældrene: Hvis forældrene burde kunne finde ud af at tale sammen, så bliver de dømt til at dele forældremyndigheden, og så må barnet finde sig i at leve i et spændingsfelt mellem to forældre.

 Den forskning, der findes på området, viser utvetydigt, at det værste for børn er, når forældre har store konflikter. Børn kan trives med varierede samværsordninger, hvis forældrene kan finde ud af det indbyrdes. Men når et forældrepar er nået derhen, hvor de går til en domstol for at få fastlagt forældremyndigheden, så er det et meget klart signal om, at de ikke kan finde ud af at samarbejde. De har smidt handsken. Derfor mener vi, at det vil være til stor skade for børn, at man dømmer til fælles forældremyndighed, for man kan ikke juridisk dømme folk til at samarbejde.

 Derfor risikerer vi med dette forslag, at et antal børn vil komme til at leve i et meget usundt konfliktfelt mellem to forældre, der har lige stor ”ret” til barnet, men som overhovedet ikke kan enes.”

 Det er anført i betænkningen, at den tvungne fælles forældremyndighed også kan bruges som led i forligsforhandlinger. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at den kan – af nøjagtig de grunde, som er anført ovenfor.

 Overførelse af forældremyndighed.

 Det er interessant, at der ikke længere knyttes særlige - skærpede -  betingelser til overførelse af forældremyndighed. Det virker ikke hensigtsmæssigt, fordi det giver basis for idelige konflikter i videre omfang end i dag. Begrundelsen er, at det for fremtiden kun skal være afgørende, hvad der er bedst for barnet. Pæne ord – men også lidt farlige, synes jeg.

 Samvær.

 ·            barnets forbindelse til begge forældre sikres ved, at barnet har ret til samvær.

 Det skal ikke længere være forældres ret til samvær men barnets ret til samvær, der er det afgørende kriterium for samvær. Det er mit håb, at denne sproglige ændring, som jeg har været talsmand for som en central bestemmelse, vil få en realitetsbetydning for børn i samværssager.

 Men det bekymrer mig, at betænkningen er meget lidt kritisk omkring den eksisterende praksis på området. Afsnittene om det emne skal nærlæses i de kommende dage.

 Man har valgt ikke at lade bopælsforælderen kunne bede statsamtet fastsætte en samværsordning i situationer, hvor der ikke eller kun i begrænset omfang er samvær.

 Bopælsforælderen får alene en ”initiativret” i den situation, idet han kan anmode statsforvaltningen om at indkalde den anden forælder til et møde om samværet.

• hvis en af forældrene eller begge er død, kan der fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er nært knyttet til.

 Samvær med andre end forældrene er en nydannelse. Det er ikke tanken, at det skal være et samvær af samme omfang som det almindelige forældersamvær. Samvær skal også kunne tildeles andre end forældrene i situationer, hvor der er meget ringe samvær eller intet med en forælder. 

• samværsafgørelser træffes af statsforvaltningen, og en samværsafgørelse eller samværsaftale skal kunne ændres.

 Der er intet nyt i dette. Det nye er fortsat, at der ingen betingelser angives i selve lovteksten. 

• fastsættelse af samvær kan afslås, og en aftale eller afgørelse om samvær kan ophæves.

 Som i alle andre situationer i lovforslaget er der ingen betingelser angivet i lovteksten. Det er alene afgørende, at resultatet skal være bedst for barnet. Vi må håbe, at der ligger realiteter i det princip. 

• der kan fastsættes regler om overvåget samvær.

 Familiestyrelsen fortsat sidste ankeinstans.

 Det overrasker mig på en måde, at man fastholder det princip, at afgørelser om samvær kan indbringes for Familiestyrelsen, og at der fortsat ikke skal være domstolsprøvelse af Familiestyrelsens afgørelser.

 På dette sted vil det føre for vidt at gennemgå det relativt komplicerede juridiske princip, som handler om såkaldte endelighedsbestemmelser i den forvaltningsretlige lovgivning. Der er ikke ret mange bestemmelser af denne art tilbage i lovgivningen, og det ville have klædt udvalget, såfremt man havde gjort endeligt op med det princip, at afgørelserne ikke kan indbringes for domstolene.

 Personligt havde jeg foretrukket et system, der ligner det, der gælder på tvangsfjernelsesområdet, hvor man kan indbringe det sociale udvalgs afgørelser for Den Sociale Ankestyrelse, og at man derefter kan prøve ankestyrelsens afgørelser ved landsretten.

 Retssager om forældremyndighed.

 De foreslåede regler anbefaler, at retten udpeger en børnesagkyndig til at deltage i forberedende møder, ligesom retten kan anmode den børnesagkyndige om at afholde en samtale med parterne eller barnet samt om at indhente oplysninger, medmindre en part modsætter sig dette.

 Det sidste forekommer umiddelbart uheldigt, idet det i det mindste bør kunne give processuel skadevirkning, såfremt en part ikke vil medvirke til sagens oplysning.

 Som anført tidligere beklager jeg, at man ikke er langt mere dybtgående omkring spørgsmålet om gennemførelse af retssager om forældremyndighed, hvilket vi vil uddybe, når selve betænkningen og/eller lovforslaget kommer i høring.

 Fogedsager om samvær.

 Udvalget foreslår, at man fortsat skal kunne gennemføre afgørelser om samvær via fogedretten.

 Der er enkelte forbedringer i regelsættet, men hovedindtrykket er, at vi fortsat vil se ubehagelige fogedsager om gennemførelse af afgørelser om samvær.

 Sjovt nok har udvalget i hele regelsættet i forslaget til forældremyndighedslov bare skrevet, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, mens man i retsplejelovens fogedbestemmelse bibeholder det hidtil gældende princip, hvorefter man kan gennemføre en fogedforretning, med mindre den vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for alvorlig fare.

Afslutning.

Nu forestår en nærmere granskning af betænkningens mange forslag.

Viggo Bækgaard