Politisk aftale mellem alle Folketingets partier om ændring af forældreansvarsloven

Se Landsforeningen Børn og Samværs bemærkninger til aftalen her

Selve aftalen i sin helhed:

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti

har den 8. februar 2012 indgået en aftale om en ændring af forældreansvarsloven. Aftalen

bygger på en omfattende evaluering af loven, som er foretaget på baggrund af den gældende politiske

aftale om forældreansvarsloven (aftale af 5. december 2006).

Med forældreansvarsloven ønskede partierne en grundlæggende ændring af området, så det fremover

var barnets ret til begge sine forældre – og ikke forældrenes ret til barnet – der skulle være

det bærende element for afgørelser. Forældreansvarsloven bygger på, at forældrene har et fælles

ansvar for deres barn – uanset om samlivet mellem dem er ophævet.

Aftalepartierne ønskede således med forældreansvarsloven at understrege, at begge forældre har

og skal påtage sig ansvar for, at barnet fortsat kan have en tæt kontakt til begge forældre. Dette

blev med forældreansvarsloven navnlig udmøntet i lovens klare udgangspunkt om fælles forældremyndighed.

Det er afgørende for aftalepartierne, at forældreansvarslovens grundlæggende princip om barnets

bedste er tydeligt.

Aftalepartierne ønsker at understrege, at begge forældre har et ansvar for barnet, selv om de ikke

lever sammen, og barnet har ret til, at forældrene påtager sig det fælles ansvar. At samarbejde

med den anden forælder er således et vigtigt element i at drage omsorg for barnet og dermed en

vigtig del af forældreevnen. Det er partiernes opfattelse, at dette fælles ansvar er et helt centralt

budskab og signal, som fortsat bør stå klart, hvorfor afsættet for eventuelle lovændringer fortsat

bør være et udgangspunkt om fælles ansvar for barnet. Aftalepartierne har således fokus på, at loven

i høj grad har betydning for den store gruppe af forældre, der finder ud at løse eventuelle konflikter

uden for systemet.

Aftalepartierne har noteret sig, at evalueringen peger på behovet for at skabe et større rum for en

skønsmæssig vurdering af, hvilken løsning der er bedst for barnet, og af om forældrene fremadrettet

kan og vil samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Aftalepartierne har i den forbindelse

hæftet sig ved, at fælles forældremyndighed ses at have en selvstændig positiv betydning for

forældres samarbejde, men også at der selv blandt disse forældre er en stor gruppe, der samarbejder

på et meget begrænset niveau. På denne baggrund er der i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed

med lovforslaget lagt op til en ændring, der balancerer de forskellige hensyn.

Med lovforslaget videreføres og styrkes intentionen om at sikre barnets bedste. Forslaget vil med

dette afsæt indeholde flere forskellige elementer, der har fokus på både at styrke barnets perspektiv

samt at skærme og støtte barnet i processen. Et forslag om at forbedre forberedelsen af forældrene,

inden et barn skal til samtale, skal således understøtte, at barnet ikke ansvarliggøres, og

forslaget om at sikre, at en samtale altid skal afholdes af en børnesagkyndig, skal ligeledes ses

som et udtryk for dette.

Med udgangspunkt i de bestående principper i forældreansvarsloven – men med fokus på i størst

muligt omfang at tilgodese barnet og dets perspektiv samt i størst muligt omfang at skabe ro om

barnets situation – er partierne enige om at ændre lovgivningen på følgende hovedpunkter:

• · Det sikres fremover, at der er et potentiale for et samarbejde mellem forældrene om barnets

forhold, når der dømmes til fælles forældremyndighed.

• · Det sikres, at en forælder ikke gentagne gange kan rejse en sag om forældremyndighed eller

barnets bopæl, uden at dette reelt er begrundet i forandrede forhold.

• · I en erkendelse af, at kredsen af forældre uden del i forældremyndigheden har ændret sig,

fjernes adgangen til, at disse forældre efter loven kan få orientering om og deltage i generelle

sociale aktiviteter på barnets skole eller institution.

• · Barnets position styrkes under behandlingen af en forældreansvarssag. Dette sker ved at

sikre, at alle børnesamtaler i en forældreansvarssag gennemføres af en børnesagkyndig, og

ved at forberedelsen af forældrene forud for samtalen forbedres. Samtidig tydeliggøres, at

det er muligt at udarbejde såkaldte forældreevneundersøgelser, hvor en forælders adfærd

giver anledning til dette.

• · På samværsområdet sker en tydeliggørelse af, at samvær fastsættes ud fra en konkret vurdering

af, hvad der er bedst for barnet. Det betyder, at løsningen ikke nødvendigvis er en

7/7-ordning.Samtidig lempes betingelserne for at fastsætte samvær med andre end barnets

forældre, og reglerne om transport i forbindelse med samvær forenkles i overensstemmelse

med, at også dette er forældrenes fælles ansvar.

• · Kompetencen i samværssager ændres, sådan at disse sager fremover alene kan behandles i

statsforvaltningerne.

De lovgivningsmæssige initiativer skal ses i sammenhæng med, at aftalepartierne er enige om at

mødes umiddelbart efter lovens vedtagelse for at drøfte mulighederne for i forbindelse med de

førstkommende satspuljeforhandlinger at foretage en yderligere prioritering af området. Aftalepartierne

er enige om i den forbindelse at drøfte mulighederne for en styrkelse af børnenes situation

i konflikten, herunder børnegrupper og en styrkelse af det børnesagkyndige element i sagsbehandlingen,

herunder øget brug af tværfaglige møder. Drøftelserne vil i den forbindelse endvidere

vedrøre en belysning af sagsbehandlingstiderne i statsforvaltningerne. Endelig er aftalepartierne

enige om at se på mulighederne for at få udviklet et særligt spor/procedure med relevante kompetencer,

som kan styrke behandlingen af ”højkonfliktsager”.

Aftalepartierne noterer sig, at der i Danmark i perioden fra 2006 og frem til 2013 været iværksat

to projekter med parrådgivning. Begge projekter udviser positive resultater i forhold til forældrenes

forståelse af barnets behov samt evne til at kommunikere med hinanden og har givet deltagerne

en øget viden om de psykiske reaktioner, som familiebrud fremkalder hos både børn og voksne.

Aftalepartierne er enige om fortsat at mødes for at følge lovens virkninger. Ministeren vil således

årligt indbyde partierne til en drøftelse heraf.

Aftalepartierne er opmærksomme på, at evalueringen af forældreansvarsloven peger på, at konflikterne

mellem forældre, der er gået fra hinanden, er de samme. På denne baggrund er der gode

argumenter for at gøre sig tanker om en tidlig indsats og dermed forebyggelse på området for familierelationer

og navnlig, når disse relationer brydes op.

Et gennemgående træk fra evalueringen ses i øvrigt at være et identificeret behov for en kommunikation

omkring lovens muligheder. Mange aktører har peget på, at der på området er opstået misforståelser omkring bl.a. fælles forældremyndighed og samværsdeleordninger, og at der også

er dannet en række myter.

Det er aftalepartiernes opfattelse, at lovens intention om, at barnet har ret til begge forældre, og at

forældre derfor har et fælles ansvar for barnet er vigtige signaler. Det er derfor helt centralt, at der

ikke utilsigtet sættes en dagsorden, hvor disse budskaber forvanskes. Derfor er partierne enige

om, at lovens budskaber skal kommunikeres ud til befolkningen for dermed at give det bedst mulige

afsæt for de overvejelser, som en familie står over for i en periode, hvor relationerne brydes

op. I en sådan kommunikationsindsats er det endvidere vigtigt, at der er et særligt fokus på børnene.