Formandens beretning marts 2006

Det har været endnu et spændende og arbejdsomt år for Landsforeningen børn og samvær. Vi har løbet så stærkt som det har været os menneskeligt – og økonomisk muligt, og selv om jeg tror, at de fleste af os ofte bliver overfaldet af følelsen af ikke at kunne nå at gøre nok, så synes jeg, at vi i vores virke når meget vidt omkring. Desværre har 2005 været et år, hvor vi ikke har fået fondsmidler i samme størelsesorden, som vi har fået de tidligere år. Vi kan ikke spotte en enkelt årsag til dette, men håber, at det har at gøre med, at mange af de fonde, der hvert år, hver andet eller tredje år har givet os midler netop i år ikke har givet, men vil gøre det igen næste år. Samtidig er vi også klar over den nok mest effektive måde at få flere fondsmidler på er, at være så synlige som muligt i den offentlige debat. Det er oplagt et af de områder hvor vi i fremtiden skal forsøge at lægge flere kræfter.

Som sagt synes jeg, at vi den lille økonomi til trods, i vores virke kommer langt omkring. Vi har stadig en meget brugt telefonrådgivning, hvor mange  for meget gd hjælp og rådgivning og som også bidrager til at vi synes vi har et meget godt billede af hvordan livet med de hårde skilsmisser er for dem der stadig står midt i det. Vi har vores medlemsblad, der kommer fire gange årligt. Vi har vores hjemmeside, med tilhørende debatside, der månedligt har ca 10.000 hits (det er ikke så ringe endda). Vi har en voksengruppe i København og har forsøgt at få flere op at stå rundt omkring i landet. Det er ikke lykkedes og her må vi nok erkende, at netop de mennesker, der har brug for os, måske også ofte er mennesker, der ikke har mulighed for at komme hjemmefra, eller har de mentale kræfter til at være specielt udadvendte. Også selvom det måske kunne hjælpe dem. Noget af det vi har været rigtig glade for sidste år er, at vi havde muligheden for have en børnegruppe, hvor en lillegrupe børn fik muligheden for sammen med cand. Mag. Pæd Lenette Vacher, at få arbejdet sig igennem noget af det de, hver især måtte have med sig fra dybt besværlige skilsmisseforløb. Vi har desværre ikke midlerne til at starte endnu en børnegruppe, men er meget glade for, at vi havde mulighed for at have dette tilbud indtil Lenette kunne sige god for at børnene kunne slippe gruppen.

Vi holdt i efteråret et møde i århus for at se om vi kunne samle lidt flere af de jyske medlemmer. Vi havde en god dag med dem, der kom, men det var også her klart, at vi er en forening for mennesker, der af mange forskellige årsager kan have svært ved at komme til den slags arrangementer.

Ud over dette er der arbejdet med at holde os ajour med den sidste nye lovgivning, med de sidste nye sager fra domstolene, arbejdet med at skrive høringssvar til lovforslag, fundraising, politisk lobbyarbejde, samarbejdet med andre organisationer – specielt Børns Vilkår og endelig arbejdet med  at skrive artikler, snakke med journalister i det hele tage at forsøge at komme igennem i medierne.  

Til  sidst i denne arbejdsgennemgang skal også nævnes, at vi har besluttet at have kræfter til – sammen med Børns Vilkår - at afholde en konference i slutningen af august/starten af september. Det er der vi regner med at behandlingen af den lovpakke omkring skilsmisse, der skal efterfølge det udvalgs arbejde, der forventes afsluttet i midten af maj – skal behandles. Vi har med stor succes afholdt to konferencer i vores levetid. Vi glæder os meget til den tredje og er meget glade for at kunne dele den (og arbejdet med den) med Børns Vilkår.

Den politiske virkelighed er en broget en, og det kan i vores sammenhæng nogen gange være svært at  finde ud af hvem, der egentlig mener hvad. Alt for ofte har debatten en tendens til at blive en kønspolitisk debat i stedet for en reel debat om, hvad der er barnets bedste. Måske kan det være en lille trøst, at det ikke er særligt lang tid siden, at det var utænkeligt at børn overhovedet skulle høres om noget somhelst. Der er faktisk over relativt kort tid sket markante skift i det fokus børn har i den politiske debat. Det hjælper selvfølgelig ikke nødvendigvis det lille barn, der sidder med problemet lige nu, og det aflyser ikke at Danmark på nogen punkter er lysår bagud i forhold til til lande vi ellers er glade for at sammenligne os med. Men det giver dog en fornemmelse af fremgang. En fremgang som vi godt kan tage vores del af æren for, Vores konstante pukken på det dybt forkerte, der kan ske i behandlingen af de meget hårde skilsmissesager har klart vundet gehør. Det er vi glade for, men det er ikke laurbær, der skal hviles på for det er langt fra godt nok endnu!

Vi er meget spændte på hvad det af ministeren nedsatte udvalg barsler med, og arbejder på at få de bedst mulige politiske kontakter inden det hele skal diskuteres i folketingssalen og i koridorerne og inden der skal lovgives.

Som sagt er vi ikke så mange aktive, og det har nok sin naturlig forklaring i, at dem der virkelig har brug for os nok også er dem, der har det mindste overskud til frivilligt arbejde. Når man så ikke har brug for foreningen mere, fordi ens sag er sluttet (forhåbentlig godt), ja så har det ofte været så hårdt, at det bare er noget man har lyst til at lægge bag sig – og det er jo meget forståeligt. Vi kan dog kun opfordre til at folk melder sig til aktiv tjeneste – om man så må sige. Der er meget arbejde, der skal gøres og vi er ikke særligt mange aktive. Så hjælp vil blive modtaget med kyshånd.

Helt personligt vil gerne sige til de andre aktive i foreningen, at det igen i år har været en stor glæde at arbejde sammen med jer. Der venter nytilkommere en stor og varm oplevelse. Jeg synes vi har haft rigtig mange gode stunder sammen og ser frem til at have det igen det næste år.

Tak skal vi også her til sidt sige til de fonde vi sidste år har fået støtte fra. Det drejer sig om PUFmidlerne fra socialministeriet, Det warburgske legat, Konsul, grosserer Osvald Christensens Mindefond, Marie og M.B. Richters Fond og Lars Thylander, der også har sponseret foreningen. Sidst men ikke mindst selvfølge tak til alle dem, der er betalende medlemmer af foreningen.

Til allersidst skal nævnes at foreningens sekretær med et medlem som sparringspartner, har fundet tid til at skrive en virkelig god bog om det at være skilsmissebarn – set fra barnehøjde. Hvor hun har fundet tiden ved vi ikke, men bogen er virkelig god og der forhandles nu med forlag. Vi glæder os meget til den kommer.

Morten Nitschky Schmidt