Beretning Landsforeningen Børn og Samvær

generalforsamling 17. marts 2007

2006 har været et spændende år for Landsforeningen Børn og Samvær. I en beretning som denne er det på det formelle plan kalenderåret 2006, beretningen omfatter. I praksis er det perioden fra den forrige generalforsamling til i dag, man må fokusere på.

Overskrifterne vil i tilbageblikket være betænkningen Barnets Perspektiv, forslaget til lov om forældreansvar og høringen på Christiansborg, som vi var medarrangør af sammen med Børns Vilkår.

Den foreløbige sejr – betænkningen Barnets Perspektiv

Vores forening blev stiftet i januar 2000. Der er sket meget siden dengang.

Vores stiftelsesgrundlag var en dyb frustration over, at samvær var noget, der foregik på forældrenes præmisser. Det var efter loven en forældreret principielt løsrevet fra, hvad der er bedst for barnet.

Gennem årene har vi argumenteret for, at meget ville være nået, hvis bare vi kunne få ændret lovens tekst, således at man ændrer det fra en ret for forældrene til en ret for børnene. Vi har argumenteret ud fra et børneperspektiv. Menneskerettighederne og FNs børnekonvention har fyldt pænt i vores argumentation.

Flere gange har vi håbet, at resultatet var nær. Kristeligt Folkeparti og SF havde begge for et par år siden lovforslag, der havde til formål at sætte barnet i centrum. Der blev gennemført en undersøgelse af SocialForskningsInstituttet, der i 2004 konkluderede, at alt ikke er, som det burde være.

I 2006 fik vi så betænkningen Barnets perspektiv, der var resultat af en af ministeriet nedsat arbejdsgruppes overvejelser.

I vores høringssvar[i] til betænkningen skrev vi til indledning, at Landsforeningen Børn og Samvær har to meget modsat rettede reaktioner på betænkningen. På den ene side er vi meget tilfredse med, at barnets perspektiv sættes så højt på dagsordenen, at det ligefrem er blevet selve titlen på betænkningen.

Heroverfor står den alvorlige bekymring, at de meget generelle formuleringer kan føre til udhulning af enhver forudsigelig retstilstand på området, ligesom den fortsatte manglende domstolskontrol af forvaltningens afgørelser giver meget vide muligheder for at skabe ret i overensstemmelse med den til enhver tid gældende politiske korrekthed på bekostning af, hvad der børnefagligt set er bedst for barnet.

Betænkningen tog et bestemt afgørende skridt derved, at man så at sige opfyldte vores ønske om at bringe barnet i centrum. Det skete med et forslag i lovteksten om, at alle afgørelser efter loven skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Vi burde hermed være ovenud lykkelige og erklære foreningen for overflødig, fordi vores mål er nået.

Det er vi imidlertid lige knap nok klar til.

Betænkningen foreslog endvidere, at man kan dømme til fælles forældremyndighed i undtagelsestilfælde.

Vi er grundlæggende tilhængere af, at samarbejde mellem forældrene er vigtig, rigtig og nødvendig. Ligeledes finder vi det rigtigt, at man skal ofre rigtig megen energi også i det offentlige system på at hjælpe mennesker, der er kommet i klemme. Børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling skal understøttes.

På vores debatside var der på et tidspunkt en, som skrev, at dom til (tvungen) fælles forældremyndighed svarer til at dømme til fred i Mellemøsten.

Jeg må indrømme, at det er en sammenligning, som vi har brugt ganske meget siden.

Vi ønsker alle en ideel verden, hvor forældre kan samarbejde. Men det er naivt at tro, at det altid lader sig gøre.

Det virker som om man glemmer, at langt de fleste forældre finder ud af at samarbejde. Man glemmer, at de tunge konflikter kun er i et fåtal af de sager, som kommer op omkring samarbejdet mellem forældrene.

Med hensyn til samværet ser vi som udgangspunkt positivt på, at barnet skal i centrum. Men det har det hele tiden skullet, og det har ikke altid virket.

Efter vores opfattelse er der to alvorlige forhold, som gør sig gældende.

Det ene forhold er, at de relativt store materielle ændringer, man forsøger at lancere med den nye forældreansvarslov kommer i kølvandet på de store organisatoriske ændringer, som sker i forbindelse med strukturreformen. Det virker på os som om man vil spare og effektivere på administrationen. Det lader sig ikke gøre, samtidig med, at man skal forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen.

Det er for så vidt slemt nok. Værre er det, at man stort set ikke har indset, at den eksisterende sagsbehandling er kritisabel. Efter vores opfattelse skyldes det udvalgets sammensætning. Systemets egne folk med direktøren i styrelsen i spidsen kan og vil ikke forstå kritikken. Man skal kende systemet godt gennem mange sager for at se det mønster, der eksisterer. Ikke engang de få i udvalget, som med sikkerhed ved, at det er galt – og hvad der er galt - kommer for alvor igennem i betænkningen.

Samlet var vi således behersket tilfredse med betænkningen. Men den var et skridt i den rigtige retning.

Høringen på Christiansborg.

Den 19. september holdt vi sammen med Børns Vilkår en høring om barnets perspektiv på Christiansborg. Det er en høring, som vi er fagligt stolte af at have været medarrangør på. Vi fik gennemgået barnets perspektiv på et gedigent fagligt niveau både børnefagligt og juridisk. På vores hjemmeside kan man finde såvel referat fra høringen som henvisning til de enkelte indlæg¦[ii].

Når jeg nævner, at vi var fagligt stolte af høringen, skal det ses i det perspektiv, at alle de politiske partier excl. enhedslisten var repræsenteret ved deres ordførere på området, ligesom daværende familieminister Lars Barfod kom med et indlæg.

Politikerne signalerede, at de havde snakket sammen, og at de ville gå videre end udvalget bag betænkningen. Indlæggene bar præg af politiske korrekthed (som alle er enige om) og en grundlæggende mangel på forståelse på dybden i de problemer, der eksisterer.

Politisk var vi derfor skuffede over høringen.

I politik er det vist desværre ikke sådan, at sagligheden nødvendigvis sejrer.

Forældreansvarslovforslaget.

Den foreløbig seneste udvikling er, at der er fremsat forslag til en forældreansvarslov, der som varslet på høringen går videre end betænkningen, idet man nu stiller forslag om, at man kan dømme til fælles forældremyndighed, med mindre der er tungtvejende grunde for andet.

Lovforslaget er således meget vidtgående. Så vidtgående, at man ud fra et børnefagligt perspektiv må være betænkelig. Vore betænkeligheder er selvfølgelig kommet til udtryk i et høringssvar.[iii]

Sandheden om lovforslaget er vist, at det indeholder rigtig mange kønne ord. Men vores skepsis er stor. Vi tog derfor initiativ til at rette en ”upolitisk” politisk henvendelse til politikerne i form af et åbent brev den 8. februar 2007.

Vi var meget forsigtige i formuleringerne for på den ene side ikke at støde nogen – og på den anden side fortælle vores bekymring. Teksten lød sådan:

”En række fremtrædende børneorganisationer ønsker i fællesskab at gøre lovgivere og embedsværk opmærksom på at Familieministeriets oprindelige intention med at revidere lov om forældremyndighed og samvær er at styrke børneperspektivet.

Det er vi alle enige i. Vi mener at:

- Barnet og barnet alene skal være centrum for loven.

- Barnets egne rettigheder går forud for forældrenes rettigheder

- Barnet lovmæssigt sikres mulighed for en tryg, kærlig og frihedsfyldt barndom

- Tvivlen skal komme barnet til gode, ikke de voksne

- Tillid kan ikke tvinges

- Loven ikke bør vedtages med afsæt i voksenbegreber som ligestilling,  politisk korrekthed og normtænkning

- Børn har ret til deres forældre og retten til at vælge dem fra 

Vi finder ikke at lovforslaget tager realt hensyn til disse krav.”

Brevet har naturligvis affødt et svar fra ministeren den 14. marts (altså 3 dage gammelt på generalforsamlingstidspunktet). Det svar kan ses på Folketingets hjemmeside[iv]. Ministerens relativt lange svar konkluderer følgende:

” På den baggrund er jeg ikke enig i organisationernes opfattelse af, at forældrenes rettigheder går forud for barnets, og at lovforslaget tager afsæt i voksenbegreber.”

Svaret overrasker ikke, men det forhindrer ikke, at vi fortsat er betænkelige.

Samvær.

Vi er fortsat meget fokuserede på de samværsproblemer, der aldrig synes at kunne løses. Der skal altså ikke være samvær for enhver pris.

Vi finder det åbenlyst, at der er situationer, hvor man må standse samværet, fordi det ikke er til gavn for barnet. Vi kræver igen og igen, at enhver tvivl skal komme barnet til gode, og at samvær er en børneret og ikke en voksenrettighed.

Men børn er omvendt ikke er ting, som man kan have ejendomsret over.

I den offentlige debat fylder begrebet samværschikane uendelig meget.

Urimelige og udokumenterede hindringer af samvær finder sted og bør hindres. Vi ser bestemt også sager, hvor det er det fremherskende indtryk.

Vi kunne imidlertid ønske os, at et så grundigt gennemarbejdet materiale som en betænkning og et lovforslag tydeligt gjorde opmærksom på, at Socialforskningsinstituttet i 2004 i en rapport om samvær til barnets bedste konkluderede, at der var meget få eksempler på, at bopælsforælderen ensidigt og helt umotiveret hindrede barnet og samværsforældrene i at bibeholde kontakten, rapportens side 167.

Man kan have en positiv forventning til, at den ændrede praksis, der efter forslaget skal bygge på langt grundigere materiale og undersøgelser end i dag, bedre kan afdække de dybereliggende årsager til samværsproblemer.

Vi er som udgangspunkt enige i, at man må anlægge et fremtidsorienteret perspektiv men frygter, at rettens bevisbedømmelse ikke vil gå så dybt, som det kræves for at afdække graden af ”påviselig grund” for hindringen. Derfor bør der opstrammes i bemærkningerne på det punkt.”

Telefonrådgivningen.

Landsforeningen Børn og samværs virke består i øjeblikket af det arbejde , som kunne kaldes politisk påvirkning i bred forstand – og af vores telefonrådgivning.

Begge dele er vigtig, men det kan ikke tydeligt nok fremhæves, at netop rådgivningen er så fundamental, fordi den giver almindelige, frustrerede forældre mulighed for at få en gratis hjælp i form af en vidende skulder at græde ud ved.

Vi er i ledelsen af Børn og Samvær meget kede af at måtte indrømme, at vores kapacitet slet ikke står mål med efterspørgslen på den ydelse. Vi ved, at det er svært at komme igennem.

Forklaringen er såre enkel. Vi har alt for få telefonrådgivere. Dybest set er det ikke forkert at indrømme, at situationen nærmest er katastrofal.

Vores pengekasse er meget slunken.

I perioder har vi kunnet aflønne telefonrådgiverne, selv om aflønningen har haft karakter af ren symbolik. De har fået et lille beløb pr. vagt men kun i en størrelse, der berettigede til, at de i ny og næ kunne købe en pizza til familien for beløbet.

Lige nu har vi ikke midler til at betale noget.

Det er imidlertid næppe hele forklaringen på vores manglende muligheder.

Baglandet.

Vi oplever en meget stor efterspørgsel efter vores ydelser i telefonrådgivningen. Vi kan på vores debatside se, at der hele tiden er nye, der søger informationer og erfaringer.

I december havde vi 17.000 besøgende, januar 18.000 og februar godt 11.000. Det er altså et besøgstal, som vidner om et betydeligt behov.

Vores medlemstal ligger relativt konstant på et par hundrede. Det er karakteristisk for medlemmerne, at man melder sig ind, når man har problemer omkring emnet og kun er medlem i et par år eller 3. Der er med andre ord en pæn udskiftning i medlemskredsen.

Tendensen er naturlig.

Vi må desværre konstatere, at der er en stigende tendens til, at alle på debatsiden vælger at være fuldstændig anonyme. Det giver et reelt problem i vores rekruttering af personer til vores ledelse.

Deltagerantallet til vore møder, herunder generalforsamlingen er ligeledes yderst behersket.

Problemet er reelt for os.

Vores ”målgruppe” er en stærkt belastet del af befolkningen. Det er svært at have overskud til at deltage i møder. F. eks. kræver det for mange en hel dag at tage til generalforsamling. Børneproblemer og pasning kræver sin forælder.

Vi er også nødt til at være ærlige omkring vores ledelse. Det er ikke helt uhørt, at vi slår lid til personer, som melder sig men som hurtigt viser sig at svigte. Det har vi desværre været ramt noget af gennem de seneste par år.

Alt sammen er det en belastning for de få, der yder en overordentlig stor indsats til gavn for de forældre og børn, der kommer i samværsklemme.

Den typiske aktive i en forening som vores er en enlig forælder, som er belastet af en aktuel sag eller lige kommet ud af en sådan. Hverdagen er fyldt til bristepunktet med arbejde, supplerende uddannelse, karriere og ikke mindst dejlige, men lidt klemte børn. Det kræver sin mand/kvinde, og det er yderst forståeligt, at overskuddet kan være svært at finde.

De, der sidder udenfor og ser på vores trods alt pæne aktivitetsniveau, sidder måske med en oplevelse af, at deres indsats ikke er nødvendigt. Det er ikke rigtigt!

Vi må derfor opfordre alle, som mener at have overskud til at yde en indsats til at melde sig.

Afsked med flere bestyrelsesmedlemmer.

På denne generalforsamling tager vi afsked med flere bestyrelsesmedlemmer, som har ydet en stor indsats gennem flere år.

Tak til alle for Jeres indsats.

Bestyrelsen