F har samvær trods tilsyneladende mangel på interesse for barnet

B var sygt kort efter fødslen - F viste kun sporadisk interesse for B men mere for M. F får børnesagkyndig undersøgelse, der opleves ensidigt af M - overvåget samvær - og "trussel om fast samvær", når B fylder 2.

Efter at have kendt hinanden et par år får M og F sønnen A. M har i forvejen to særbørn, på hhv 15 og 9 år. De to ældste børn har normalt og velfungerende samvær med deres far og der har aldrig været problemer i den henseende.

M og F har aldrig boet sammen. F er ekstremt opmærksomhedskrævende, hypokonder og lystløgner. Han bedrager alt og alle og er økonomisk fuldstændig uansvarlig. Desuden er han ekstremt manipulerende i sin adfærd. Forholdet går istykker mens M er gravid. M synes, at F skal have lov til at være far trods alt. F er med til fødslen.

A er syg fra fødslen og indlægges på neonatalafdelingen med hjerteproblemer. Det er en meget hård periode for M og et meget stort psykisk pres, ikke mindst fordi hun har et langt forløb med indlæggelser mm bag sig i forbindelse med sit mellemste barn, der er handicappet. M har naturligvis brug for opbakning, men F vælger på dette tidspunkt kun at være på hospitalet en halv time sent hver aften. Endvidere ønsker F ikke, at deltage da A skal have foretaget en hjerteundersøgelse. Efter otte dages indlæggelse kom M hjem igen med A. A viser sig fortsat at være syg. Han sover stort set ikke i de første 10 måneder af sit liv, han skriger 16 timer i døgnet og kaster op en gang i timen. Der er en del udredningsvanskeligheder mht drengens sygdom, men da diagnosen endelig stilles er drengen over et halvt år. I denne periode går og kommer F som det passer ham. Det er tydeligt for M, at det først og fremmest er hende han ønsker at besøge og kun i ringe grad A. Han viser næsten ingen interesse for drengen, men spørger derimod ofte til Ms følelser for ham etc. F yder ingen praktisk eller følelsesmæssig hjælp. Der er også perioder hvor M ikke ser noget til ham i et par måneder. Efter en længere periode uden nogen form for kontakt indlægges A på børneafdelingen da han er ca 6 måneder. Her dukker F pludselig op igen og fører sig frem over for alle ansatte på afdelingen som Ms mand. Heller ikke i forbindelse med denne indlæggelse viser M særlige tegn på interesse eller ønske om deltagelse i As liv.

Et par måneder efter modtager M et brev fra Statsamtet med oplysning om, at F ønsker samvær med A. M modtager en kopi af Fs brev til Statsamtet. Her skriver F, at han elsker M, men hun hader ham. At M er psykisk ustabil og at han ikke kan leve et sekund uden sin søn!

I denne periode er M i kontakt med en psykolog ved det hospital hvor A er indlagt, for at få hjælp til at bearbejde de belastende oplevelser i forbindelse med As sygdom. Denne psykolog arbejder også som børnesagkyndig rådgiver. Hun mener, at en dårlig far er bedre end ingen far - en iøvrigt ganske u-underbygget påstand uden belæg i virkeligheden. Det lykkes hende at overbevise M om, at et par timers samvær om ugen mellem F og A, vil være godt for alle parter. Derfor laver M, udenom Statsamtet, en aftale med F om at han kan se A et par timer en gang om ugen, mens M er tilstede. Igen er det Ms klare indtryk, at F udelukkende kommer pga hende. Han viser intet initiativ i forhold til drengen, ingen glæde ved at se ham og har slet ingen fornemmelse for hvordan han skal tackle den lille. F fortsætter med at udspørge M om hendes følelser for ham osv. På et tidspunkt foreslår M, at F går en tur alene med drengen i barnevognen. Han indvilliger, men vender tilbage efter fem minutter. Efter en periode uden ændringer, beder M derfor F om at holde sig væk. Derpå hører M intet fra F i fire måneder. Kun modtager hun et meget langt håndskrevet brev fra ham. Her fortæller han hende om sine varme følelser for hende og lover at lade hende og drengen være i fred såfremt M ikke svarer på brevet. Det gør M ikke.

M modtager igen et brev fra Statsamtet om, at F har ønsket fastsættelse af samvær. Hun indkaldes sammen med F til børnesagkyndig rådgivning hos en psykolog. M har bisidder med og er ganske afbalanceret og rolig da hun ankommer. M fremfører sit synspunkt overfor psykologen. Hun siger, at hun ikke ønsker samvær mellem A og F på nuværende tidspunkt. Hun fortæller om As sygdomsforløb og temmelig turbulente start på livet. Hun understreger at hun ikke ønsker at forhindre en eventuel kontakt mellem A og F på et senere tidspunkt - når drengen er blevet større - men at både A, hans søskende og hun selv har brug for ro og fred til at opbygget et stabilt familieliv ovenpå den voldsomme periode. Endvidere er A stadigvæk en sart dreng. M gør derudover rede for Fs manglende interesse og opbakning hidtil. Hun giver også udtryk for, at hun ikke mener F på nogen måde vil være istand til at drage omsorg for et barn. M har tidligere skrevet og sendt det samme som hun fremfører ved mødet, men hun har ikke indtryk af, at den børnesagkyndige har læst dette.

Ved mødet udspørger den børnesagkyndige M, mens F stort set ikke bliver bedt om at gøre rede for noget. M bliver gjort opmærksom på, at et barn har krav på to forældre, at de skal snakke og finde ud af tingene, at de skal lære at kommunikere og at det skal se fremad og glemme alt hvad der er sket før. F er ved mødet meget afdæmpet og har tårer i øjnene. M får en klar fornemmelse af, at hun kæmper en kamp der er tabt på forhånd og beder derfor om foreløbigt overvåget samvær. Dog siger hun, at hun ikke ønsker at have nogen form for kontakt med F i forbindelse med aflevering/afhentning o.l. Ved mødets afslutning siger den børnesagkyndige til M, at hun, hvis hun er utilfreds med beslutningen og mener at F vil udsætte A for omsorgssvigt under samværet, "bare kan melde ham til de sociale myndigheder". M er naturligvis rystet over den måde den børnesagkyndige indirekte fralægger sig ansvaret og giver bolden videre.

Der bevilliges støttet overvåget samvær 4 lørdage i træk á halvanden time. M indvender, at dette bevirker at hun er nødt til at finde en barnepige hver anden gang til sin handicappede datter - som er hos sin far hver 2.weekend. Hun får den besked at det er hendes eget problem!

Samværet overvåges af pædagoger et sted hvor der er to familier samtidig. M oplever at der ingen reel overvågning er. F.eks opholder F og A sig en af gangene alene i gården i en halv time. Da M bemærker dette overfor pædagogen siger denne, at F også har ret til privatliv! M beslutter sig, af hensyn til A, for alligevel selv at bringe og hente drengen. Dog oplever hun F som anmassende og grænseoverskridende, og laver den aftale, at de kommer forskudt af hinanden.

M stiller flere gange afklaringsspørgsmål om procedure etc til personalet der hvor overvågningen foregår. I denne forbindelse oplever hun at blive misinformeret. F.eks får hun ved én lejlighed at vide, at hun selv styrer hvor længe overvågningsforløbet skal vare, mens hun ved en anden lejlighed bliver gjort opmærksom på, at hun ikke har noget at skulle have sagt. M opdager endvidere at F hver gang opholder sig en time udover samværet på overvågningsstedet for at tale med personalet og har en fornemmelse af, at dette også har haft indflydelse på rapporten.

M er utryg ved situationen og oplever selve overvågningen som noget nær en farce. Ved en lejlighed giver hun udtryk for at have det meget dårligt med situationen.

Rapporten er mildest talt ikke fyldestgørende og bekræfter Ms dårlige fornemmelse af den mangelfulde overvågning. F.eks står der i rapporten, at F er meget opmærksom på barnets behov om sult og søvn. Dette uanset, at drengen kun er på stedet i halvanden time, hvor han ikke sover og at det er personalet der stiller saftevand frem til ham osv.

I rapporten nævnes også, at M var nervøs og havde brug for støtte (?!), mens der om F blot står at der er et godt forhold mellem ham og A.

M beklager sig til den sagsbehandlende jurist over overvågningen og får til dels medhold i sine indvendinger, uden det dog får nogen indflydelse på det videre forløb.

I den efterfølgende resolution bevilliges samvær mellem F og A en hverdag i lige uger kl 15-18 og en lørdag i samme uge kl. 14.30-18.30. Ms udtalelser og frygt for Fs manglende omsorgsevne tillæges ikke betydning i afgørelsen. M er på dette tidspunkt så påvirket af hele forløbet, at hun ikke har overskud til at klage over afgørelsen.

Samværet iværksættes den første dag A er i vuggestue efter en lang sommerferie. M gør Statsamtet opmærksom på, at det i forvejen kan være svært for et lille barn at finde sig til rette i institutionen efter en ferie, og at hun derfor mener det er uhensigtsmæssigt at samværet indledes den dag - da A kun kender F ganske overfladisk. Den sagsbehandlende jurist kan godt se det rigtige i det M siger, men konstaterer at det ikke kan laves om.

Samværet har nu kørt stabilt i knap et halvt år. På hverdagene foregår afhentningen i institutionen. Aflevering og lørdagsafhentning foregår i opgangen, da hverken M eller de ældre børn ønsker at F skal komme ind i deres hjem. Ved aflevering er A meget passiv og viser ingen gensynsglæde når han ser F. M oplever ham som resigneret.

Hver gang han kommer hjem efter samvær er A meget aggressiv og udadreagerende. Han kaster med tingene og sparker efter de andre familiemedlemmer. Denne side af A kender M og hans søskende slet ikke. Det tager hver gang min 2-3 timer for A at falde til ro. Derudover har han hver eneste gang diarré ved hjemkomsten. De ældre søskende er også påvirkede af og chokerede over situationen og M oplever samværet og forløbet af dette som et stort indgreb i hele familien.

M har fra fælles bekendte hørt, at F siger han vil søge om normalsamvær med overnatning fra A om kort tid fylder to år.