Som det fremgår af nedenstående beretning har vores sag kørt gennem mange år. Der har været mange følelsesmæssige op-og nedture, især nedture. Som følge af systemets måde at behandle sagen på, må jeg nok erkende, at vores tiltro til dette system har lidt megen overlast. Vores historie er skrevet kronologisk. Der ud over har jeg rent teknisk benyttet mig af den sarkastisk/ironiske overlevelsesmetode, for at kunne forholde mig bare nogenlunde til de oplevelser vi gennem tiden har måttet stå model til. Jeg håber dette vil blive forstået og tilgivet.

INCEST - NEJ, DET MÅ MAN GERNE.

Vores sag i offentligt regi varede nøjagtig 8 år. Om det er fordi der er langt mellem fornuftige mennesker i de forvaltninger, der siges at skulle varetage børnenes tarv, skal jeg lade være usagt, men faktum er, at der er noget galt i Danmark i relation til den måde, børnesagerne varetages på.

Det hele begyndte i 1987, hvor jeg mødte Olfert. Olfert var en skikkelig, rar, varm og stabil fyr. Det var han lige indtil den dag, jeg meddelte, at nu var ønskebarnet - også hans ønskebarn - i vente. Så forvandlede Olfert sig til et trodsigt toårigt barn. Udadtil var han stadig Olfert - indadtil var han Skrækkelige Olfert, og med disse to Olferter begyndte en lang dags rejse mod nat.

Det første år gik det nogenlunde - vel nok mest fordi han ganske ofte "fik sin vilje". Det fik han af flere grunde; dels boede vi ikke sammen, dels bevirkede hans arbejde, at jeg skulle udvise stor fleksibilitet, men det vigtigste var jo, at der blev et godt far - barn forhold og det andet vidste jeg jo på forhånd, så det gav ikke mig problemer. Det, der gav problemer, var hans konstante dobbeltaftaler og svigt i de allerede indgåede aftaler. ALT brød han, hvis det alligevel ikke passede han, og det VILLE jeg ikke leve med, så herefter kunne han hente barnet en gang om ugen, som aftalt, tage til babysvømning - som han gerne ville, sagde han, som han betalte, men som han alligevel ikke gad, og som jeg så hidindtil havde gjort. Følgen var, at barnet kun var til svømning een gang i resten af sæsonen .

Vi skriver nu forår 1990, Skrækkelige Olfert er rasende, og henvender sig til Statsamtet for at få fastslået og udvidet sin samværsret, og jeg gør det dummeste, jeg nogensinde i mit liv har gjort. Jeg henvender mig til Mødrehjælpen - en fatal brøler skulle det siden vise sig. Mødrehjælpen råder mig først til at afbryde samværet og senere til samvær ml. Olfert og barn hver 14. dag. Som sagt så gjort. Olfert havde skrevet i sin ansøgning til Amtet, at han havde haft samvær ca. hver 3. dag, en oplysning der allerede på daværende tidspunkt kunne bevidnes som værende ukorrekt, hvis Amtet blot ville have gjort sig den ganske lille ulejlighed at undersøge sagen, men det gjorde de ikke, og mine beviser f.eks. udskrift af mødebogen vedr. babysvømning ønskede de bestemt ikke, hverken at se endsige forholde sig til. Tværtimod antog de på forhånd, at jeg var fuld af løgn og kun ude på at ødelægge et efter Olferts udsagn godt forhold ml. far og barn.

Skrækkelige Olfert fik af Amtet samvær en gang ugentlig med lovning om en udvidelse. Mødrehjælpen rådede mig til at flytte, hvilket jeg gjorde i efteråret 90, og samværet fortsatte så i Mødrehjælpens regi, blot i et andet amt, og Mødrehjælpen her lagde bestemt ikke skjul på "hvem de holdt med", hverken mundtligt eller holdningsmæssigt. Jo, du læser af denne beretning har gættet rigtigt - Skrækkelige Olfert.

Efter et års tid på denne måde begyndte barnet at blive bange for møderne med sin far. Hun var nu 2½ år og fortalte, at han ville tage hende hjem til sig. Jeg anmodede Mødrehjælpen om at forklare Skrækkelige Olfert, at dette var uhensigtsmæssigt, men de meddelte mig blot, at Olfert havde bedt om, at jeg blandede mig udenom hans samvær, hvorefter jeg så måtte love barnet, at jeg ikke forlod stedet uden hende.

Et ½ år gik på denne måde, men så begyndte Mødrehjælpen at presse mig til samvær med overnatning, og som de sagde - bare på forsøgsplan, og hvis det ikke gik, kunne forsøget jo standses. Eftersom det var en frivillig aftale mellem Olfert og mig, fastholdt Mødrehjælpen, at Amtet så ville være forstående, hvis det ikke gik, idet jeg jo havde vist mig velvillig. Det gik selvsagt ikke, faktisk blev det en ren katastrofe på alle måder, og stik modsat Mødrehjælpens ord.

Jeg havde fundet et sted ca. 17 km fra vores bopæl, hvor der kunne være samvær, idet Skrækkelige Olfert og jeg nu boede langt fra hinanden. Men Olfert gemte Skrækkelige Olfert og familien her lod sig besnære på samme måde, som jeg i sin tid havde gjort, som Mødrehjælpen og Statsamtet nu gjorde, og som kommunen, børnerådgivningen, politiet, de børnesagkyndige undersøgere samt dommere alle senere skulle komme til. Nu er det jo ikke særlig svært - det kræver blot lidt psykopatisk snilde - at løbe om hjørner med alle disse veluddannede mennesker, (Alf Dahl: Charmør og Tyran) idet disse på ingen måde skal undersøge noget som helst, blot henholde sig til den gængse opfattelse, at hvad fatter gør er altid det rigtige - UANSET HVAD. Det kniber gevaldigt for dem at stå for en bønfaldende far, der med tårer i øjnene fortæller, hvor meget han dog elsker sit barn, også selvom dette "elsker" foregår på et fysisk plan, mellem en voksen mand og et lille barn. Nu er der jo heller ingen af alle disse veluddannede mennesker, der skal gå i dybden, eller bare forholde sig til et lille barns udtalelse om at: "han stak også tissemanden ind i tissekonen." Næ, her kan de blot henholde sig til, at hun fortæller en dyrefabel, der omhandler drengemus. Og nu skal alle disse veluddannede mennesker selvfølgelig ikke stilles overfor et krav om også at være tænkende, reflekterende mennesker, hvorfor enhver tanke om også at være lyttende mennesker turde være overflødig, hvilket den altså også er, i hvert fald når det drejer sig om, hvad barn og mor har at berette i disse incestsager. Men hvornår og hvordan drengemus har fået tissekoner, har jeg stadig ikke fundet ud af, men det kan jeg jo også roligt overlade til disse veluddannede mennesker.

Tilbage til beretningen. Barnet bliver nu overladt til Skrækkelige Olfert den første weekend. Hun VIL ikke, men jeg siger, hun SKAL. Havde jeg dog bare holdt min mund, men det gjorde jeg ikke, så jeg sendte hende altså afsted. Et velfungerende barn på knap 3 år. Hvad fik jeg tilbage ? Et barn i totalt chok. Hun var deprimeret og apatisk undtagen om natten, hvor hun nu indledte en årrække med voldsomme mareridt. Hun fik svamp i skedeindgangen og urinvejslidelse, men ingen lærde tog notis af dette, men Olfert skrev jo også, at 5 % af alle kvinder har disse lidelser. Man bliver hurtigt voksen nu om stunder. 3 år. Efter denne 4 mdr.s forsøgsperiode, hvor barnet havde udviklet sig fra en rimelig harmonisk og glad pige til en totalt fremmed, konfliktsøgende og meget bange pige, stoppede jeg samværet.

Jeg kunne ikke få ud af barnet, hvad der foregik, kun reaktioner. Jeg vidste, at reaktionerne ikke var fra et glad og sundt barn, men ikke hvad de var et udtryk for, og børnerådgivningen overlod ansvaret for, hvad der var galt til mig. Godt nok spurgte psykologen mig, om jeg troede, hun var udsat for incest, men hvor pokker skulle jeg vide det fra, jeg kendte ikke småbørns reaktioner på incest, og noget så grufuldt forestillede jeg mig overhovedet ikke. Da jeg ikke troede, det var incest, så var hun nok bare et sårbart barn, der skulle have pandekager, når hun kom hjem fra weekend. Jo, go’dav’do.

Mødrehjælpen krævede, at jeg fortsatte samværet, mens jeg krævede en undersøgelse af, hvad der foregik. Det ville de ikke, så "samarbejdet" sluttede meget brat. Børnerådgivningen ville heller ikke undersøge barnet, så vi endte i fogedretten, sådan ca. hver 14. dag. Det var økonomisk dyrt, men billigere end et totalt ødelagt barn. Statsamtet afslog også en børnesagkyndig undersøgelse. Hvad begrundelsen herfor var vides ikke, men det er sikkert, at faderen modsatte sig undersøgelsen, så måske skal man bare lægge denne nægten sammen med den gængse holdning, så har man muligvis årsagen til resultatet. Trods mine og dagplejens beretninger om et dårligt fungerende barn,

Skrækkelige Olferts fortsatte løgne, der med rimelig lethed kunne tilbagevises, kvitterede Statsamtet med at udvide samværet, og Civilretsdirektoratet, der i lighed med de øvrige, også lukkede øjne og øre, stadfæstede Statsamtets beslutning - og igen uden reel forklaring, så vi måtte altså fortsætte møderne i fogedretten.

På et tidspunkt måtte disse jo slutte og det gjorde de i august 93, hvor dommeren foreslog faderen en tvangsudlevering. Det var der jo ikke rigtig noget at gøre ved, så jeg tog hjem for at pakke det mest nødvendige og "gik under jorden".

Gud ske lov er der utrolig mange mennesker, også ukendte, der står med åbne arme, når samfundet på alle måder svigter, og det blev vores held. Under vores "under jorden"ophold , får jeg at vide, at disse reaktioner er set før hos børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. I den mellemliggende tid, havde jeg fået fat på en psykolog, der indvilligede i at foretage en undersøgelse af barnet samt en advokat, der gerne ville tage vores sag. Undersøgelsen af barnet viste klare tegn på grænseoverskridende handling, og advokaten fik os efter 4 mdr. "op af jorden".

Vi kom atter til møde i Fogedretten, der nu udmeldte en børnesagkyndig undersøgelse. Det samme gjorde Statsamtet pludselig, og kommunen gav ligeså pludselig - godt nok efter en del skriverier i pressen - tilladelse til psykologisk hjælp til barnet og mig.

Vi fik tilbudt en "hanpsykolog". Et ganske uacceptabelt valg eftersom barnet var skrækslagen for mænd, så vi foreslog et andet valg.

Ikke fordi det var bedre i relation til den almindelig holdning, eller fordi "officielle" specialister er mere neutrale - men fordi den ene undersøger var af hunkøn, så der ville måske være en større mulighed for barnet til at åbne sig.

Nu er det altså meget svært for et barn at åbne sig, når modtageren lukker totalt af for, hvad barnet har at meddele. Ud over det allerede nævnte sagde hun f.eks.: "far er dum". Dette udsagn gik man ikke efter i sømmene. Hun måtte heller ikke få dukker: " så jeg kan vise, hvad far gjorde ved mig.". Det ville man åbenbart ikke vide. Eller "selv under pres vil hun ikke se sin far". Man spurgte hende ikke om, hvorfor hun dog ikke ville det.

Det må konstateres, at alt, hvad barnet har gjort for at meddele sig til undersøgerne, har undersøgerne totalt lukket af for, på samme måde som intet af det, jeg har fortalt, har påvirket dem til at nå blot 1cm.s dybde. Derimod har undersøgerne foretaget nye, blot psykiske overgreb på barnet, så nu skal vi herhjemme ikke blot tage os af de skader, Skrækkelige Olfert udøvede, men også dem chefpsykologen og overlægen udøvede i den hellige lovs navn.

De havde jo forklaret mig, at det er fløjtende hamrende ligegyldigt, hvad faderen havde gjort, jeg måtte jo tænke på, at det var af yderste vigtighed for barnets udvikling at se sin far, at få et forhold til sin far.

Det er min erfaring, at det der forhold ml. far og barn nu ikke havde en speciel gavnlig effekt på mit barn eller på hendes udvikling. og, hvis det er så væsentlig for barnet, hvorfor pokker er incest så forbudt iflg. straffeloven? Hvis det er så væsentligt for barnet, hvorfor i alverden blev undersøgernes konklusion så, at faderen ikke skulle have forældremyndigheden endsige samværsret, når de erklærede, at der ikke var tale om incest, selvom de skrev, at de ikke havde undersøgt det. Hvorfor gør myndighederne så ikke så meget som en dyt for de børn, der gerne vil se deres far, men hvor det er faderen, der ikke vil . Hvorfor er samvær i disse situationer ikke vigtig for barnet ???

Så var det jo nok væsentlig flere sager end de ca. 4000, der ville ende på Statsamternes skriveborde, og endelig skal man jo ikke glemme, at det, der for faderen er en RET til både at sige ja og/eller nej, til enhver tid, er en PLIGT for barnet, uden mulighed for at sige nej - endsige mene et nej. Men selvom man er et lille barn, har man, trods myndighedernes manglende tilladelse og forståelse herfor, altså en mening og man har som et lille barn krav på at blive hørt - især i et demokratisk samfund, der udtrykkeligt ønsker demokratiske medborgere.

Det var så lidt af den børnesagkyndige undersøgelse, nu kom turen så til selve retssagen. Heller ikke her blev vi mødt med den store forståelse. Dommeren havde på forhånd givet udtryk for, at han ikke ville høre eet ord om incest, han ville ikke have, at der blev ført vidner, ikke efter at Mødrehjælpen først havde givet tilsagn om at møde i retten til fordel for faderen, men siden trak tilsagnet tilbage med begrundelsen: "af hensyn til hemmelighedsholdelsen". Ja, jeg undrede mig også.

Nu var det ikke, som man måske skulle forvente Skrækkelige Olfert der skulle bevise sine bedre evner som forældre - han fik 3 spørgsmål stillet af dommeren. Næ, det var mig, der skulle bevise mine evner som mor, så jeg sad i vidneskranken i ca. 6 timer for at besvare dommerens mere eller især mindre kloge spørgsmål. Nu synes jeg imidlertid ikke dommeren skulle bestemme, hvad jeg skulle tale om, og jeg ville tale om det, der var galt, incest, for hvordan kan en dommer dømme, når han ikke ville høre, hvad det egentlig drejer sig om. Så da dagen gik på hæld, klokken nærmede sig 1800, fandt dommeren langt om længe ud af, at jeg ikke agtede at give mig, så endelige udmeldte han en incestundersøgelse. Her går Olfert fuldstændig i opløsning, han råber og skriger til stor undren for os alle. Han kunne jo i og for sig bare slappe af, fordi dommeren fastslår, at det er de samme undersøgere. som allerede har undersøgt barnet og som jo allerede har benægtet, at der var tale om incest, skønt de ikke havde undersøgt det, der på ny skulle undersøge sagen.

Dette vil for den erfarne være ensbetydende med, at de fortsat ville nægte, at der skulle være tale om seksuelle overgreb. Selvom dommeren ser, hvad der sker lige for øjnene af ham, lader det ikke til, at han overhovedet drømmer om at overveje muligheden af, at der rent faktisk kunne være noget galt. Nej, begrundelsen for at fastholde synes snarere at være, at så kan manden da endelig blive frikendt for denne absurde anklage, for som han sagde: "der er ikke noget værre end at blive anklaget for incest". Jeg kunne ikke lade være med at svare: " Jo, hr. dommer, det er værre at blive udsat for det".

Retssagen sluttede for denne gang, og faderen fik på forunderlig måde forpurret endnu en undersøgelse, så efter et halvt år var vi så igen i retten, denne gang til procedure. Herefter tog det dommeren 5 mdr. at fastslå, at da faderen jo alligevel ikke var interesseret i forældremyndigheden, men kun i samværsretten, bliver forældremyndigheden hos moderen, og faderen må henvende sig til rette instans for at få gennemført samværet. Den rette instans var så fogedretten – igen

Vi var i mellemtiden flyttet til et andet amt, barnet var begyndt i skolen, og samværsresolutionen var efterhånden 4 år gammel. Dette samt det faktum, at vi har hemmelig adresse forhindrede dog ikke de kommunale skolemyndigheder i at oplyse faderen om, hvor barnet går i skole, så vi var næsten lige vidt, hvad angår det at kunne slappe af, så vi bad om en ophævelse af samværet, og Olfert anmoder om et møde med Statsamtet.

Af en eller anden årsag støder vi denne gang ind i en sagsbehandler, der formår at rådgive på en sådan måde at lovgivningens ordlyd: " af hensyn til, hvad der er bedst for barnet" går op for alle, og Skrækkelige Olfert har herefter trukket sagen tilbage.

I dag, ½ år efter, kan vi leve uden frygt for nye overgreb både fra Skrækkelige Olfert, men så sandelig også fra mennesker ansat i offentlig tjeneste, hvis formål er at varetage barnets tarv.

Men med en Justitsministers markante holdninger i sager som disse og med en fortsat oplevelse af at opfyldelsen af hjernedødskriteriet er en afgørende kvalifikation for ansættelse i den offentlig forvaltning, der har med disse sager at gøre, er der lang vej endnu til, at den formelle varetagelse af barnets tarv også bliver til en reel varetagelse.

Men vi er på vej. Af og til finder vi i systemet mennesker, der har formået at smutte udenom den afgørende kvalifikation - hjernedød - og disse mennesker, der tør se lovgivningen fra den anden side, er af altafgørende betydning for børn udsat for en samværsforældres overgreb.

Dette er selvsagt ikke hele beretningen. Hele beretningen vil nok fylde en stor, tyk bog. De mange besværligheder, vi har haft med de forskellige instanser, er for omfattende at medtage her, men tro mig læser, vi har med få undtagelser prøvet det hele.

Epilog. OM IGEN.

Vi har nu været "løsladt" i knapt 3 år. For mig har der aldrig været tvivl om, at mit barn havde brug for psykologisk behandling til at lære at leve med de dybe sår hun fik, i to- treårs alderen .

Hovedproblemet i overhovedet at få hende med til en behandler, lå i hendes absolutte NEJ. Hendes argument herfor, "de ( de børnesagkyndige) troede ikke på mig, og de troede ikke på dig, så det gider jeg ikke en gang til", var svær at komme uden om. Ikke desto mindre fik hun det til stadighed dårligere og dårligere, så noget måtte jeg gøre. Jeg måtte prøve at få hende til at forstå, at vi, både hun og jeg, havde brug for nogen at tale med, så vi kunne komme videre i livet. Det lykkedes efter 5 år.

Og inden jeg fortæller, hvem jeg henvendte mig til – igen, vil jeg spørge, om der er nogen, der har en gummihammer, for min den gamle er blevet slidt op for længe siden, og i en lykkelig drøm troede jeg ikke, jeg fik brug for en ny.

JEPS, rigtig gættet – det offentlige. Nu vil den skarpsindige læser jo nok spørge, hvorfor gjorde du dog det, har du da ikke haft bøvl nok med dem ??? Hertil kan jeg kun svare, jo, jo og atter jo, men grundet alt det foranstående var bunden af min økonomi højt hævet over mig, og barnet havde umådelig meget brug for hjælp og sidst, men ikke mindst - i ovennævnte lykkelige drøm eksisterede mareridtet ikke længere.

Jeg kan betro jer, det er vendt frygteligt tilbage.

Selvom alle disse nye offentlige eksperter er vældig søde, rare, tilsyneladende meget oprigtige og yderst professionelle, jeg ville virkelig lyve, hvis jeg påstod andet, så mangler de altså stadigvæk noget. Jeg har set, at de har ører, så måske er det den offentlige evne til virkelig at høre, evnen til virkelig at forstå, hvad det drejer sig om, når man er -og har et barn udsat for extremt dårligt samvær.

Jeg er hammer træt af alle disse offentlige eksperter, der fortsat ikke hører, der fortsat blot tromler hen over overfladen, der fortsat tilsidesætter et af menneskets mest fundamentale rettigheder, nemlig retten til at blive hørt og taget alvorligt, også selvom man ikke er psykopat, (Alf Dahl – igen), men "blot" er en mor. De fortsætter i den velkendte skure, og hermed fortsætter de med at lægge deres gips på de forkerte ben, men så bliver de privat praktiserende behandlere jo heller aldrig arbejdsløse, så noget godt er der da at sige.