Min datters far er alkoholiker

Jeg har to børn. En søn på tre et halvt og en datter på næsten ni måneder. Lige nu har jeg to glade, harmoniske og velfungerende børn. Sammen har vi en helt almindelig, god og tryg lille familie.

Mine børn har ikke samme far. Min første mand og jeg blev skilt da min søn var 14 måneder. Vi har hele tiden haft og har stadig fælles forældremyndighed. Min søn bor hos mig, men har reglmæssigt og hyppigt samvær med sin far. Vi har aldrig været i Statsamtet og der har aldrig været nogen problemer med fastsættelse og afvikling af samvær.

Min datters far er alkoholiker. Jeg har aldrig oplevet perioder hvor han ikke drak. Selvom der er forskelle i hvor meget han drikker, drikker han altid MEGET. I perioder (som godt kan strække sig over flere måneder) veksler han mellem søvn og druk, i andre drikker han mere "kontrolleret" - dvs "kun" omkring 10-12 genstande mellem fyraften og (tidlig) sengetid. På fridage drikker han stort set altid fra morgenstunden. Han er selvstændig og der er ingen til at kontrollere om han arbejder eller ej. Med alkoholmisbruget følger meget negativ adfærd. Derfor var vores forhold præget af løgn, bedrag, tiltagende aggression, psykisk terror og enkelte gange har han også slået mig. Han var udadtil glad for min søn, men han har aldrig haft noget selvstændigt eller meningsfuldt forhold til ham. Jeg insisterede på at vi kun kunne ses i mit hjem, når min søn var hjemme. Det betød at min datters far ankom en halv til en hel time før min søn skulle i seng. I den tid var han relativt ædru. Han har dog aldrig taget del i min søns liv - har aldrig taget del i almindelige praktiske opgaver, aldrig læst en godnathistorie e.l.

Da jeg havde kendt min datters far i et år, blev jeg uplanlagt gravid. Jeg valgte at beholde barnet (en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har taget!!!). Jeg har aldrig boet sammen med min ekskæreste. Graviditeten gjorde bestemt ikke vores forhold bedre. Tværtimod. Både drikkeri og aggression, løgn og bedrag tog til. Efter en episode hvor han slog mig, mens jeg var gravid og min søn lå sovende i samme værelse, valgte jeg at forlade ham. På det tidspunkt var jeg halvvejs i graviditeten. Det var ikke særlig sjovt, men dog en absolut forandring til det bedre. Ironisk nok kunne jeg nu slappe af og genvinde kræfterne. Resten af graviditeten koncentrerede jeg mig om at bygge et trygt og godt hjem for mine børn og mig selv. Da jeg blev klar over, at mit valg af mand måtte hænge sammen med problemer med mit eget selvværd, gik jeg også intensivt igang med et terapiforløb for pårørende til misbrugere.

Jeg er overbevist om at alkoholisme er en sygdom. Derfor tror jeg heller ikke min datters far er "et dårligt menneske". Til gengæld ved jeg, at han er meget syg. Derfor gjorde jeg ham det helt klart at jeg ikke ville have noget med ham at gøre, medmindre han gik i behandling for sit misbrug. Det gjorde han få måneder inden jeg skulle føde, men sprang desværre fra efter ganske kort tid.

I min naive tro på, at myndighederne senere ville beskytte min datter, valgte jeg at følge loven og opgive ham som far.

Jeg meddelte ham også, at jeg havde født. Kort tid efter dukkede han uanmeldt op og blev lukket ind af en anden besøgende. Dette gentog sig endnu en gang. Sammenlagt har han altså set vores datter i ca. én time. Jeg gentog mit budskab om ,at jeg ikke kunne acceptere, at han blev en del af hendes liv, før han har været i behandling. Og siden har han, bortset fra enkelte telefonopkald med forskellige trusler, holdt sig væk. Da hun var to måneder, søgte han så om samvær. Statsamtet gav afslag på at behandle sagen, før hun var fire måneder. Da hun var fire måneder, søgte han igen og vi blev indkaldt til møde i juni 2000. Jeg bad om at få udsat mødet til august pga sommerferie mm. Dette blev accepteret. I august var jeg så til det første møde i Statsamtet. Jeg havde valgt at gøre brug af retten til bisidder og havde en advokat med. Det blev min datters far så fornærmet over, at han valgte at udskyde mødet til slutningen af oktober. Dog nåede den sagsbehandlende jurist at udtale, at vi ligeså godt kunne lære at samarbejde, da der ville blive fastsat samvær uanset hvad. Denne udtalelse vakte min, såvel som min advokats forundring, da juristen endnu ikke havde undersøgt sagen eller talt med nogen af parterne. Selvfølgelig havde jeg inden mødet skrevet min begrundelse for, ikke at kunne acceptere samvær. Ligeledes havde jeg skrevet, at jeg er mere end villig til at samarbejde, i det øjeblik min datters far har gennemført en behandling for sit alkoholmisbrug. Det sidste er, på en måde, at spille hasard. Jeg har jo ingen garanti for, at en afvænning vil gøre ham egnet som far, men på den anden side er det en chance. Jeg ville selvfølgelig helst at min datter havde, ligesom min søn har, en velfungerende og god far. Det er bare langt fra realiteten som sagerne står. Hvis hun en dag udtrykker ønske om at møde sin biologiske far, vil jeg gerne hjælpe hende med det. Men jeg vil ikke lade et lillebitte barn være sammen med en vildtfremmed mand med alvorlige misbrugsproblemer, alene af den grund at han er hendes genetiske ophav. Indtil videre er der ingen afgørelse i sagen, eftersom vi ikke har været til det næste møde endnu. Med mit voksende kendskab til praksis frygter jeg det værste fra myndighedernes side.