Når drømme ikke bliver til virkelighed, og virkeligheden er værre end mareridt.

Som ganske ung mødte jeg en spændende mand med nogle spændende interesser. Han var godt nok næsten 7 år ældre end mig, og havde nogle andre erfaringer end jeg. Han signalerede en meget anderledes livsform, end den jeg havde valgt og levet efter. Så jeg oplevede ham som meget spændende, og en åbning til en verden jeg slet ikke kendte. Der var noget ved ham som tiltrak mig – i bagklogskabens lys kan jeg dog godt se, at det nok mere var hans interesser, der var tiltrækkende og ikke så meget ham. Hans interesser vidnede nemlig om frihed. En form for frihed, der vakte en slumrende længsel i mig, og som jeg forbandt med lykke.

Man siger ofte, at modsætninger mødes – og modsætninger var vi. Alligevel følte vi os tiltrukket af hinanden, og i løbet af de første fire måneder, vi kendte hinanden, besluttede vi at dele avis og morgenkaffe. Det endte også med, at jeg hurtigt blev gravid. Før jeg havde set mig om, var jeg både mor og hustru. Ægteskabet blev dog ikke noget, der lignede min drøm om frihed og lykke ret meget. Heller ikke min drøm om ægteskab.

Ægteskabet udviklede sig hurtigt til mit livs skuffelse, til mit livs mareridt.

For 4 år siden flyttede jeg fra mine børns far efter næsten ti års samliv og et, som jeg oplevede det, meget ubehageligt ægteskab med en del ydmygelser bl.a. af mig i mine børns eller families nærvær. Mine børns far har altid haft svært ved at styre sit temperament. Han er "kortluntet"- har ødelagt mange ting, revet sine skjorter itu i arrigskab foran os andre, smækket med døre, smidt med ting, kørt hjemmefra i vrede og har utallige gange truet med at ville hænge sig selv, begå selvmord eller lægge sig til at dø; når hans blødkogte æg ikke havde den konsistens han forventede. Alt imens han har bandet og svovlet, råbt og skreget. Ofte har han forsøgt at manipulere sine omgivelser ved at være selvdestruktiv, true med sin død.

Alt skulle foregå på hans præmisser, efter hans vilje ellers blev der ballade. Jeg blev således hurtigt bundet på både hænder og fødder, alle mine interesser blev hurtigt kvalt – enten i mangel på tid og overskud eller ved manipulation og hån fra min mands side.

Alt, hvad der havde givet mig min identitet, blev hånet og nedgjort – ja, næsten ligefrem kriminaliseret, idet jeg blev straffet ved at gøre de ting. Alt imens han fortsatte det uforpligtende ungkarleliv, han altid havde levet.

Han tog ikke noget ansvar, hverken for sig selv, for os andre, for husstand eller økonomi. Når han ikke tog ansvaret, gjorde jeg, da jeg tænkte "nogen må jo taget det, det kan da ikke bare ligge der". Så jo mere ansvar jeg påtog mig, jo mindre påtog han sig. Det viste sig desværre også, at han var meget jaloux både på mit udseende og på mine evner, min livskvalitet og på mine fremtidsdrømme.

Alt, hvad jeg gjorde, blev kritiseret. Intet var godt nok. Mine øjne havde den forkerte farve, mit hår den forkerte farve og længde, mine bryster den forkerte størelse, mine ben var ubarberede og skulle være barberede. Jeg klædte mig pænt og praktisk i bukser, men skulle sminkes og klædes feminint i kjole – sådan fortsatte han. Jeg var slet ikke god nok – til noget. Jeg læste de forkerte bøger, så de forkerte film, lyttede til den forkerte musik, og tegnede forkerte og grimme tegninger. Og værst havde de forkerte meninger. En hyppig tanke i mit hoved var "så dårlig kan jeg da ikke være, så dårlig er intet menneske da". Min ellers sunde fornuft blev langsomt erstattet af en nagende tvivl vedrørende mine egen aktivitet, evner og vurderinger og andres hensigter. Et andet fænomen, jeg ikke kunne forstå, var, at hver gang jeg refererede til en hændelse eller et udsagn, så var det ikke sådan, det hang sammen. Lige meget hvad, så havde jeg altid misforstået situationen. Uanset om jeg i den enkelte situation havde sikret mig, at jeg havde forstået den rigtigt. Til sidst var jeg ved at blive skør i hovedet, af aldrig at vide noget, forholde sig til en konkret hændelse.

Noget andet uforklarligt og uforståeligt var, at alle tingene gik i stykker. Jeg har altid kunnet passe på mine ting, derfor har jeg en del ting i dag – også fra min tidligste barndom. Pludselig gik alt i stykker omkring mig. 17 glas gik i stykker i løbet af de første to måneder, vi boede sammen. Der blev tegnet på mit tøj med blå kuglepen, når jeg ikke havde det på. Altid på lyse stoffer, hvor det kunne ses. Alle spidserne på mine køkkenknive var knækket af to til tre centimeter inde på knivene, en af mine store grønsagsknive havde fået nappet en hel stribe huller i æggen. Hjørnet på sofaarmlænet var knækket skråt af. Der var klippet hul i mine stuegardiner, og slået en stjerne midt i fjernsynsskærmen. Og en cremedunk havde fået stukket et hul igennem plasticcylinderen, således at cremen kunne løbe ud på hylden. Hver gang jeg købte en voksdug, kunne den ikke blive liggende på plads på bordet. Den blev altid skubbet næsten ned af bordet, indtil jeg begyndte at sætte den fast med tegnestifter. Så kom der små flænger i dugen, og de blev større næsten dag for dag. Indtil dugen næsten var revet midt over tre steder. Jeg vidste, at jeg ikke havde ødelagt tingene, og forstod ikke, hvordan det var gået til. Der var ingen, som indrømmede at have gjort noget - og børnene var for små til at kunne lave ødelæggelse af den karakter.

Det typiske mønster i ægteskabet var, hver gang jeg byggede op, brød han ned. Hver gang jeg samlede til familien, spredte han til "venner". Og jeg kunne slet ikke forstå, at det var blevet sådan – men ændringerne skete gradvis næsten som i forsøg på at nedbryde og stjæle mit selvbillede. Det viste sig nemlig, at den mand, jeg havde giftet mig med, havde svært ved at forholde sig til sig selv og andre. Han kunne ikke rigtigt håndtere ansvar, åbenhed, intimitet, nærhed og ærlighed. Alligevel følte han sig tiltrukket af disse karaktertræk. Han oplevede også savnet af dem, men forsøgte at kompensere ved at kritisere, ødelægge og flygte. Og efter devisen: det bedste forsvar er et angreb, forsøgte han at beskytte sig selv imod følelsen af tomhed, mangel og utilstrækkelighed. Han flygtede ikke blot fra sin egen følelse af utilstrækkelighed, men også fra børnene, mig, ansvaret og sig selv.

Efter næsten ti års samliv med ham, kunne jeg næsten ikke kende mig selv mere, og oplevede meget voldsomt, at nu måtte der ske noget anderledes. Mine ressourcer var ved at være brugt op. Jeg orkede ikke længere at forsøge at skjule eller dække over hans unormale adfærd. Min sunde fornuft var erstattet med tvivl og mistro mod næsten alt og alle. Mine børn var begyndt at reagere voldsomt på det usunde ægteskab, min økonomi var fuldstændigt ødelagt, og omgivelserne var begyndt at reagere på hans destruktive adfærd. Alligevel havde jeg forsøgt at kæmpe for mine idealer om en familie bestående af både en mor, en far og nogle børn. Men jeg var flov og skammede mig over min mand, over at have giftet mig med ham, og nok aller mest over at have give mine børn denne mand til far. Til sidst indså jeg dog, at prisen for de idealer og den mand var for høj, når det var på bekostning af mine børns og min egen trivsel. Ægteskabet fik efterhånden for store konsekvenser for børnenes og min trivsel. Og jeg besluttede mig for skilsmisse af hensyn til børnene og mig selv.

Tiden umiddelbart før og omkring skilsmissen var en hård tid for alle parter. Børnenes far reagerede mere aggressivt, mere sygt og opfarende end tidligere. Han brugte børnene på en ganske uforsvarlig måde i denne sammenhæng. Fx fortalte han min søn, at hans mor ikke var rigtig klog. Men det tog desværre til i styrke og omfang.

Da jeg var gift med børnenes far, gad han sjældent være tilstede i hjemmet eller lave nogle ting sammen med børnene og mig.

Men da jeg meddelte ham min beslutning om at ville skilles, "fik piben en anden lyd", først forsøgte han at "købe" mig med guld og grønne skove. Dernæst med massive selvmordstrusler. Da det ikke hjalp, ramte han mig økonomisk. Han ville ikke holde sine forpligtelser over for banken eller betale det bidrag han havde aftalt på statsamtet til børnene. Da jeg ikke reagerede, som han ønskede, gik det ud over børnene. Han ville nemlig ikke skilles. Begrundelsen var, at skilsmisser ikke eksisterede i hans familie. Vanviddet tog til for at få mig presset tilbage i "folden", hvilket ikke skete. Ifølge ham var jeg jo bare rendt af pladsen i utide.

På det tidspunkt jeg flyttede, var mine børn lige fyldt 7 + 8 år, og det var på høje tide for deres chancer for videre sund udvikling. Men jeg havde haft mange overvejelser omkring det at bryde en familie op. Børnene reagerede heldigvis meget positivt på flytningen; men desværre negativt på samværet med deres far. Han manipulerede børnene under sit samvær. Fortalte dem, at vi skulle flytte sammen igen. Truede dem med at han ville løbe ned på gaden for at blive kørt ihjel, hvis de ikke spiste deres kartofler. Ved et tilfælde stod han med en brødkniv i hånden, vendte den imod sig selv, spurgte børnene, om han skulle stikke den i sig selv, om han skulle tage sit eget liv. Ved flere lejligheder har han krænket min søn psykisk med hård kritik af hans person. Ligesom han har pålagt dem ikke at fortælle det til nogen.

Min søn fik nogle meget alvorlige tics omkring øjnene. Hele hans ansigt blev sammentrukket i heftige, ufrie, tvangsmæssige grimasser. Hvilket resulterede i jeg i samråd med min læge fik foretaget en EEG (elektro-encefalogram, scanning af hjerneaktivitet) for at diagnosticere/ udelukke evt. begyndende epilepsi. Drengens hjerneaktivitet var normal for hans alder. Ingen tegn på epilepsi eller lignende. Trækningerne var meget voldsomme og langvarige. I særdeleshed min søns adfærd; men også min datters påvirkedes i negativ retning. Bekymret kontaktede jeg PPR (pædagogisk- psykologisk rådgivning); skolepsykologen vil ikke tale med mine børn. Der var ikke noget i vejen med dem, eftersom han aldrig havde hørt om dem fra skole eller SFO, sagde han. Men de var tydeligvis "fanget" i skilsmissen. Han tilbød at komme og besøge mig for evt. at kunne give mig nogle redskaber. Skolepsykologen erkendte, at redskaberne havde jeg. Jeg gjorde opmærksom på, at min besiddelse af redskaber ikke kunne forhindre, at børnenes far lavede psykiske overgreb på dem i sit samvær. 3 gange havde jeg fat i PPR; først 4. gang , hvor jeg sagde: "jamen, min søn kan heller ikke læse eller kende forskel på bogstaverne" (slutningen af 2. Kl), lykkedes det mig at få psykologen til at tale med min søn, for at han kunne få ekstra undervisning. Min søn har siden han var 7 truet mig og min datter med at ville tage sit eget liv, med at løbe langt hjemme fra og med at rive sin skjorte i stykker. En adfærd, jeg genkender meget tydeligt fra hans far, og som bekymrer mig meget.

Foråret 1997 nægtede jeg at udlevere børnene i 4 mdr., indberettede ham mundtligt for omsorgssvigt af mine børn i hans varetægt på min daværende kommune. Min eksmand henvendte sig til en advokat. Efter børne-psykologisk rådgivning på X Statsamt reduceres samværet til hver 3. weekend. Samværet fungerede stadigt dårligt. Sommeren 1998 flyttede børnene og jeg til en lille by i Y. Min eksmand var imod flytningen og forsøgte at sabotere, at børnene etablerede sig i nærmiljøet. Min søn reagerede ekstremt voldsomt på samværet. Min datter græd næsten hver dag i 4 mdr. Hvorfor jeg søgte X Statsamt sætte samværet midlertidigt i ro for at børnene kunne få ro og slå rødder her.

X Statsamt overgav sagen til Y Statsamt. Min søns henvistes af skolen til klinisk psykolog. Nye oplysninger fremkom. Bl.a. at børnenes far havde truet dem med en brødkniv. Jeg indberettede igen min eksmand for omsorgssvigt af børnene under samvær. Denne gang skriftligt både til min kommune, Y Statsamt og hans hjemkommune, og jeg gjorde opmærksom på, at et særbarn eksisterede. Min eksmands hjemkommune returnerede sagen til min kommune. Denne beklagede, de var underlagt amtet, og intet kunne stille op.

Fra december 1998 nægtede jeg at udlevere børnene. Samtidig skrev jeg til en flok politikere på Christiansborg. Uden større succes. Børnene indkaldtes på min foranledning og på baggrund af psykolog erklæringer til § 29 samtale på statsamtet maj 1998. Konklusionen derpå ignoreredes. Statsamtet spurgte min eksmand, om han ville deltage, såfremt de besluttede at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse. Han nægtede. Statsamtet besluttede derpå ikke at ville gennemføre undersøgelsen (uanset svaret). Og udvidede hans samvær til hver 2. weekend.

Via min advokat ankede jeg til CivilRetsDirektoratet. I sept. 1999 foretog min eksmands særbarn et ulykkeligt selvmordsforsøg, og endte med at skyde en anden ung mand, som døde. Min eksmand råbte i fogedretten: "Jeg skulle i stedet have skåret halsen over på dig". Jeg anmeldte det til Politiet. Dette var Civilrets Direktoratet bekendt med, før de afgjorde, at børnene skulle udleveres; men pålagde statsamtet at observere samværet på afstand; hvilket ikke forhindrer min eksmand i at lave overgreb.

Min eksmand indkaldte mig løbende i fogedretten flere gange. Jeg er blevet idømt tvangsbøder svarende til 40 dages fængsel – det var dog før jeg hørte om rabat ordninger på fængselsområdet. Men det var først sidst i okt. 1999 fogeden truede med at afhente børnene personligt. Det lykkedes alligevel mig at beskytte og holde mine børn væk fra samvær i ti mdr., indtil fogeden havde bestemt, hvornår hun ville tvangs eksekvere samværsordningen. Da var de hos deres far en dag. Min søn havde voldsomme tics i hele ansigtet, da han kom hjem. Og var ubehageligt påvirket af samværet i lang tid. Han klyngede sig meget til mig, og ville helst røre ved mig hele tiden. Han tissede også i sengen om natten.

Begge børnene har tydeligvis fået det langt bedre i den tid jeg nægtede at udlevere dem til samvær. Min søn har efter det sidste samvær skrevet til sagsbehandleren på statsamtet, at han ikke ønsker samvær – med en mand, der har lavet voldsomme psykiske overgreb på ham; men også at han er bange for at sige det til ham, da hans far måske bliver ked af det.

Jeg ser en klar sammenhæng imellem min eksmands adfærd, selvmordstrusler, hans søns selvmordsforsøg (også at det kunne have været undgået) og min egen søns reaktioner incl. selvmordstrusler. Fagfolk og jeg oplever min eksmand som havende stærke psykopatiske træk. Han er meget fjendsk overfor psykologer, pædagoger, fagpersoner mm., men er mig bekendt endnu ikke blevet diagnosticeret. Dog ved jeg, at han har været i kontakt med en privat praktiserende psykiater i X, men afbrød behandlingen, fordi det var dyrt. Den manglende sygdomserkendelse og behandlingsbehovet er ikke tilstede, og måske er det nok snarere et personlighedstræk fremfor et sygdomstegn. Et bestemt personlighedstræk kan jo heller ikke sidestilles med fx en sindssygdom. Man kan ikke behandle eller medicinere det væk. Det gør situationen mere kompleks, idet prognosen for behandling eller bedring er ret dårlig. At udradere et personlighedstræk kan nemt udradere personen. Det er vist de færreste, der tåler det – ligesom det er de færreste, der virkelig forandrer sig som voksne. Derfor bør man nok passe ekstra på med, hvem man vælger at få børn med. Jeg er i hvert fald alvorligt bekymret for mine børns udvikling og trivsel, når de tvinges i samvær. Jeg finder børns retsstatus utilstrækkelig og systemets håndtering af sagerne meget kritisabel. Men jeg må dog vedkende mig, at jeg trods alt fik børn med denne mand. En handling jeg bittert fortryder i dag, men en handling jeg ikke kan løbe fra. Dog vil jeg afslutte med at sige, det bedste jeg har gjort for mine børn og mig selv, var at lade os skille fra denne mand med de destruktive adfærdsmønstre foruden at rumme og støtte så meget op omkring børnenes oplevelser og udvikling som muligt, at være modvægt til det skøre og ubehagelige. Samtidig med at jeg forsøger at huske, at denne mand dog trods alt er deres far, den eneste biologiske de får af slagsen, og at de skal have lov til at elske ham, hvis de ønsker det – på trods af alt.