BORTFØRELSESTRUSLER……OG HVAD SÅ ?

D. 16 / 4 viste TV Danmark 1, dokumentarprogrammet : 48 timer. Netop denne udsendelse havde titlen : Mit barn er blevet kidnappet. Det handlede om en ung dansk mor, som sammen med tv-holdet bag programmet rejste til Pakistan for at forsøge at finde sin 5-årige søn, som 2 år tidligere var blevet kidnappet af drengens far og dennes familie. Programmet var især barskt og uhyggeligt for mig at se, da jeg selv kæmper en indædt kamp for at hindre, at min 8-årige søn og jeg skal komme i akkurat samme situation.

Min søns biologiske far som er iraner, har flere gange truet med at bortføre ham til Iran, primært fordi han derigennem ønsker at straffe mig ultimativt, idet jeg har krænket hans personlige, maskuline ære ( jeg forlod ham efter 10 års samliv ) De fleste muslimske mænd tager æres og skams begreberne langt mere alvorlige, end vi danskere kan forstå. En mand hvis ære er blevet krænket ( især hvis krænkeren er en kvinde ) SKAL hævde sig overfor "krænkeren" dobbelt så hårdt, for at opnå genoprejsning af den krænkede ære, og for atter at kunne leve " et anstændigt og respekteret liv".

Selvfølgelig husker jeg godt min familie og vennekreds´store bekymring, da jeg for over 10

år siden indledte et forhold til en ung iransk flygtning, men kærlighed gør som bekendt blind ! Grundet en blanding af naivitet, idialisme og stædighed gik der desværre alt for lang tid, før jeg begyndte at forstå, hvilket helvede jeg og mine to særbørn ( dengang 5 og 3 år) var ved at blive viklet ind i.

Den iranske mand udviklede sig langsomt til et meget voldeligt, dominerende og besidderisk menneske, som både jeg og børnene frygtede. Den psykiske vold bestod i trusler om grov fysisk vold og bortførelse af fællesbarnet. Jeg og børnene skulle adlyde, for ellers…….. ! Hvis man begynder at tænke lidt på bogen og filmen : " Ikke uden min datter ", vil man have et nogenlunde billede af, hvordan vores hverdag formede sig. Den fysiske vold blev grovere, både imod mig selv og mine særbørn. Især min ældste søn fik mange "hug", grundet sit psykiske handicap ( autist ) som iraneren fandt skamfuldt og flovt.

Min datter blev imellem sit 8. – 10. år, gentagende gange udsat for seksuelle krænkelser fra denne mands side. Noget hun først turde fortælle om, da vi var fraflyttet fælleshuset. Begge mine særbørn har været i behandling på Vejle sygehus´ børne psyk. afd. , grundet de barske oplevelser de har haft. Jeg har flere gange forsøgt at flygte / gå under jorden fra denne mand, men han har gentagende gange fundet os og truet os og de personer der forsøgte at hjælpe os, så vi til sidst ikke turde andet end endnu engang at "danse efter hans pibe ". Endelig i oktober 98 lykkedes det mig og børnene at flygte ( via en meget omfattende plan ) med stor hjælp fra venner, familie og myndighederne / politiet. I den mellemliggende periode der nu er gået, har jeg gentagende gange modtaget trusler om hævn "i alle afskygninger". De værste er dog truslerne om, at min yngste søn snart vil forsvinde. Jeg har vidner på disse trusler. Politiet og myndighederne er fuldt ud informerede om de overgreb jeg og mine børn

har været udsat for samt bortførelsestruslerne og endelig det faktum, at manden rent faktisk nu er i besiddelse af to pas ( et iransk og et dansk pas) Jeg har den fulde forældremyndighed over fællesbarnet, og han er kun skrevet ind i mit pas, men faderen har flere gange ytret, at han "bare" selv vil påføre drengen i sit pas, når det passer ham. Jeg har før været vidne til, at han begik dokumentfalsknerier, uden at han af den grund fik nogen som helst moralske skrupler herved.

Både det lokale politi og min bopælskommune har forsøgt at støtte og hjælpe mig, da man her har indset hvor grel og paradoks min problemstiling er. Men som i så mange samværssager, skal der helt konkret "være lig på bordet", før statsamtet, Civilretsdirektoratet og fogedretten griber ind og omstøder en dom / resolution. Jeg har direkte fået at vide i statsamtet, at man ikke her vil ændre noget, før manden rent faktisk har "forsøgt" at bortføre barnet. Med hensyn til mandens voldelige adfærd mener statsamtet ikke, at det har nogen betydning, da han jo ikke har slået sin egen søn så særlig meget ! Min søn har desværre været vidne til langt de fleste voldelige episoder, og han har set og hørt langt mere, end hvad godt er for et barn. Han er særdeles bange for sin far, og har aldrig haft et normalt far- søn forhold til ham. Derudover kan han ikke forstå hvad faderen siger, idet denne insisterer på, at de kun skal tale persisk sammen. Min søn hverken forstår eller taler persisk. Faderen taler normalt udmærket dansk. Jeg har både min læges og en børnepsykologs udtalelser om ( dokumentation) at min søn lider både fysisk og psykisk under de påtvungne samvær hver anden weekend. Jeg frygter meget både for min søns fysiske og psykiske ve og vel, men i allerhøjeste grad også for hvor han rent faktisk opholder sig, når jeg ikke har kontakt til ham. Jeg har fået afslag fra statsamtet på telefonisk kontakt til min søn i samværssituationer. Ligeledes har jeg fået afslag på at vide, hvor min søn opholder sig

under samvær ( det er velkendt at faderens adresse kun er fiktiv )

Jeg har kendt den iranske mand længe nok til at vide, at han ikke "bare bluffer" for at skræmme mig, dertil har jeg for mange ar på krop og sjæl. Jeg er 100 % sikker på, at hans bortførelsestrusler er reelle, og at det blot er et spørgsmål om tid. Han har flere gange ret detaljeret fortalt mig, "hvor let" det er, at føre sin plan ud i livet og hvor lette de danske myndigheder er at narre. Når jeg ser på de danske myndigheders manglende forståelse, realitetssans og sanktionsmuligheder, kan jeg kun give ham ret heri.

Selvom disse bortførelsestruede børn er danske statsborgere, og ifølge FN´s børnekonvention

skal beskyttes mod bortførelse, tages der p.t. ingen særlige forholdsregler i samværssager, hvor det drejer sig om et barn der trues med bortførelse af en udenlandsk far (primært )

Tvivlen burde altid komme barnet til gode, men sådan er det slet ikke på nuværende tidspunkt.

Der bliver bortført imellem 30 – 40 børn fra Danmark hvert år. De børn som bortføres til et muslimsk land, hverken kan eller vil de danske myndigheder hjælpe, trods barnets danske statsborgerskab . Den danske forældremyndighedsindehaver,

( ej heller myndighederne , for den sags skyld ) har nogen som helst chance for at få barnet udleveret igen ( på lovlig vis ) da der ingen udleveringspligt er imellem Danmark og de fleste af disse lande. Derudover har især de muslimske lande også deres helt egne regler og kulturnormer m.h.t. familieforhold.

Skulle det dog ske, at barnet atter kommer tilbage til Danmark inden det er over 12 år, vil der atter tilkendes barnets far samvær ( hvis han bor i Danmark ) på normal vis, hvis han ønsker dette.

Hver gang jeg afleverer min søn til samvær, føler jeg, at dette måske er sidste gang, at jeg

ser ham. Jeg føler mig både psykisk og fysisk utilpas ved udleveringen, og det samme gør min søn.