Historien fra en mor, der IKKE fik forældremyndigheden.

Min histrie er nok en af de mere moderne.

Vi er ikke så forfærdelig mange kvinder, der har mistet forældremyndigheden over vores børn, og jeg har opdaget, at endnu færre af os har lyst til at fortælle om det. Der er stor skam og afmagt forbundet med at være en mor, der har "mistet" sine børn på denne måde. Selv får jeg eksempelvis en umådelig trang til at tilføje i de sammnehænge hvor jeg må forklare, at mine børn ikke bor hos mig, at det ikke skyldes, at jeg er en dårlig mor, eller at jeg har gjort noget somhelst forkert, endsige forsømt eller mishandlet mine børn.

Det har være et chock at opdage, at jeg reelt har uendelig lille indflydelse på mine børns hverdag, og det piner mig som kvinde, fordi det betyder vældig meget for mig at kunne give den daglige omsorg til mine børn i form af fx. rent, pænt tøj. Mit ex. er jo en bagatel i forhold til barnets trivsel i øvrigt. Jeg ved det, men det piner mig voldsomt ikke at have en føling med mine børn i de små ting, og det præger selvfølgelig mit overskud og evne til at være den gode mor, jeg så brændende fortsat ønsker at være.

Jeg forlod min mand i håbet om at slippe for daglig psykisk terror, hvor blandt andet truslen om, at jeg aldrig ville få mine børn hvis vi blev skilt var en del af billedet. Jeg frygtede manden i en sådan grad, at jeg var overbevist om, at det han sagde var sandt, og jeg betragter næsten vores historie som selvopfyldenede profeti. For han endte jo med at få tilkendt forældremyndigheden, på baggrund af nogle meget vage omstændigheder, på trods af, at vi begge blev erklærede egnede forældre (jeg er sikker på, at landets fædreforeninger her vil juble).

Problemet er bare, at han fik børnene, fordi han talte usandt om den mindstes tilknytning til ham, hvorpå retten besluttede, at da man ikke skal skille søskende ad, måtte man hellere tage en lille på 4 år fra sin mor, hvilket helt sikkert ikke var sket, hvis barnet på nogen måde var blevet oplevet sammen med os.

Jeg må sige, at min tillid til retssystemet har lidt et uopretteligt knæk. Før troede jeg helt naivt, at det aldrig kunne gå galt, når man holder sig til sandheden og retfærdigheden. Jeg er dybt rystet over, at et vildt fremmed menneske, som hverken har kendskab til mig eller min familie endsige nogen somhelst indsigt i børnepsykologi, kan dømme min datter væk fra mig fordi hendes far er god til at lyve. Det her handler jo om kød og blod. Børn er ikke puslespilsbrikker. Hvorfor kan nogle børnesagkyndige mennesker med evne/uddannelse til at vurdere menneskeligt samvær bare lidt nøjere, ikke bruge tid på dette?

Jeg vil aldrig tilgive systemet denne ligegyldighed overfor mit barn!

Jeg har søgt råd i øst og vest og blandt andet fået at vide på amtet, at jeg skulle da være glad for, at jeg havde udvidet samkvem. Tænk at bede en mor være glad selv om hun ikke kan give sit barn de optimale levemuligheder hun ønsker for dette barn. Være glad! Jeg synes det var en hån. Jeg fik også det gode råd, at jeg nok skulle lade være med at søge om forældreretten nu, for så risikerede jeg bare at blive stemplet som ballademager, og måske kunne det så ende i en indskrænkning af samværet.

Jeg er ikke ballademager, men selvom mit barn ikke lider, så vil jeg stadig gerne give hende det, hun ønsker, men jeg har ikke en chance. Systemet bestemmer, at min mand bestemmer, jeg kan føje, eller risikere at forværre situationen for mig og mine børn. Det mest forfærdelige er afmagten, og min mistede tro på retfærdigheden og på at kvaliteten af menneksers liv betyder noget, osse i det store spil.

Det, jeg ikke fatter, er, at alle de mænd der har været igennem denne umyndiggørelse og forklejnelse af din mulighed for at have indflydelse på dine børns livskvalitet ikke har skreget det ud i aviserne og TV! Mænd har lavet revolutioner på grund af dårlige økonomiske forhold, men hvad er det i forhold til, at systemet stjæler din ret til at have indflydelse på dine børns liv? Jeg er vred og bitter. Jeg kan ikke lave revolution. Men jeg vil heller ikke gemme mig, som så mange andre ulykkelige og skamfulde kvinder i min situation, der tror, at det er deres skyld, at de ikke har deres børn. Selv om også jeg føler skyld.

Det er synd for mændene, når konen får børnene, men hvis det er omvendt, så er det jo nok fordi der er noget galt med kvinden, hun kan nok ikke tage sig af børnene af en eller anden grund, for det er jo godtnok ikke normalt, vel?

Men sådan forholder det sig altså bare ikke venner. Desværre tror jeg osse, at vi kvinder har et omsorgshandicap, som gør, at det rammer os endnu hårdere end det rammer mændene at miste vores børn. Og jeg siger ikke dermed, at det ikke er hårdt for mænd! Ved I, der sidder og laver nytænkning og ligestilling og alt det der, at der rent faktisk er forskel på mænd og kvinder i deres måde at omgåes deres børn? Personligt tror jeg, at moren giver basis og det er faren der bygger på basis.

Barnet har brug for begge dele, javel, men alt i mig skriger: forkert, forkert! når en lille pige på 4 bliver taget fra mig! Er det til at forstå. I putter mig i helvede, og siger: nu har du bare at være en rigtig god mor!

Jeg håber, at dette kan åbne nogle øjne. Jeg har endnu ikke set en mor med stjålne børn, deltage i nogen form for skilsmissedebat, og jeg føler, at I må og skal høre os, inden I bevæger jer ind i den totale fejltagelse. Man kan ikke blande lideret og børneopdragelse. Ligestilling er en voksenting, og vi kommer f..... til at vente længe på at se mænd føde!

Med venlig hilsen