Fædre har rettigheder, men ingen forpligtelser!

Jeg blev alene med mit barn allerede før fødslen. Jeg valgte det selv og forlod den biologiske fader, fordi jeg havde oplevet uansvarlighed og et personligt og økonomisk svigt fra hans side. Det lyder simpelt og lige til, men forud herfor er mange ulykkelige oplevelser sket og tusind overvejelser og spekulationer har gennem en lang og sej tid fyldt i tankerne. Faderen kunne ganske enkelt ikke leve op til de forpligtelser som det indebærer at blive forælder, at gøre en pige gravid. Jeg kompenserede langsomt mere og mere for hans svigt og uansvarlighed, for til sidst at stå alene tilbage, ulykkelig, højgravid, fysisk og psykisk slidt ned og uden at kærligheden længere eksisterede.

Fødslen tog lang tid. Det gik fint, men efterfødselsforløbet var følelsesmæssigt en turbulent og stressende tid. Ét er at blive Mor og at være naturligt påvirket efter en fødsel, at være alene med et lille barn, som man skal lære at kende og som skal ammes og drages omsorg for, mens hormonelle forandringer i kroppen sker og følelserne sidder uden på tøjet. Noget andet er midt i denne omvæltning i livet at skulle forholde sig til trusler fra en biologisk fader om forældremyndighedssag, trods det at han endnu ikke havde anerkendt faderskabet, samt det endelige brev fra Statsamtet indeholdende en ansøgning om samvær. Samvær mellem den svigtende fader og mit lille barn.

Sagsbehandlingen i Statsamtet tænker jeg tilbage på med kuldegysninger. Uvidende og med en naturlig forventning var jeg sikker på, at Statsamtet ville behandle sagen om samvær, som de skrev i deres første henvendelse, men til mit store chok blev det tværtimod mødet med myndighedernes magt, kold jura, paragraffer og oplevelsen af systematisk at blive placeret i en kasse. Udgangspunktet var og er overordnet, at faderen har ret til. Jeg stillede spørgsmål ved, at der i brevet stod, at Statsamtet ville behandle sagen. Jeg spurgte om, hvorledes det foregik – om det var en tværfaglig gruppe af jurister, psykologer, sundhedsplejersker, jordemødre og socialrådgivere, som diskuterede sagen, for at sikre barnets tarv og interesser? Sagsbehandleren mødte mig med svaret: "Nej, det har vi sandelig ikke tid til. Det er mig, der træffer afgørelsen og kan I ikke blive enige, vil den blive godkendt af min kontorchef"!

Jeg skrev således mange og lange breve til Statsamtet, indeholdende alle de faglige og personlige argumenter, som jeg så selv kunne bidrage til sagen med, herunder beskrivelser af, hvor massivt konflikten om samværet påvirkede mit barn, jeg selv og mor-barn forholdet generelt.  Jeg oplevede ingen forståelse fra hverken faderen eller sagsbehandlerne i Statsamtets side. Mit barn forsvandt i et den kolde jura og faderens glæde over at have "sejret" i sagen. Barnet blev glemt. Jeg selv blev efterladt i et følelsesmæssigt kaos, hvor jeg ikke kunne kontrollere angst og frygt for at skulle aflevere et lille barn på 9 måneder til en ukendt fader, en fremmed mand.

Angsten og frygten var mere eller mindre konkret. Angsten for det uvisse, angsten for at mit barn ville blive svigtet igen, frygten for at faderen ikke kunne tage vare på barnet og aflæse dets behov, spørgsmål om, hvordan jeg skulle kunne amme mit barn under samværet? Men uanset hvad angsten indeholdt, så var den altid utrolig smertefuld.

Jeg var så bange. Jeg følte mig så stresset og psykisk presset, at jeg fik en naturlig bekymring for mit eget fysiske- og specielt psykiske helbred. Jeg opsøgte min læge, som flere gange i sagsbehandlingsforløbet skrev lægeerklæringer, som jeg sendte ind til Statsamtet i håb om, at de ville forstå alvoren og give mit barn og jeg lidt ro. Desuden i mit ønske om at udsætte opstarten af samværet til barnet blev lidt ældre, for eksempel til mit barn var 1 år gammelt eller alternativt endnu ældre, så det var i stand til at forstå lidt om samværet og etablering af kontakt til en ukendt fader. Vi havde virkelig brug for ro. Statsamtet så fuldstændig bort fra min anmodning og mine forslag.

På samme tid var jeg nødt til at få Sundhedsplejersken til at skrive en erklæring om, at jeg passede mit barn til punkt og prikke, på trods af en naturlig påvirkning som følge af sagsbehandlingen i Statsamtet og situationen generelt. Uforskyldt var jeg havnet i det dilemma, at jeg på denne ene side måtte forsvare mit barn og være en god Mor, men på den anden side risikerede at miste forældremyndigheden, hvis jeg fortalte sandheden om, hvor påvirket jeg var som følge af konflikter med barnets fader. Angsten for at miste forældremyndigheden var  enorm – en stor psykisk belastning. Jeg forsøgte alligevel at bevare roen og værne om overskuddet til at være en god Mor.

Jeg husker, hvordan jeg i desperation ringede til sagsbehandlerne (juristerne) i Statsamtet, men aldrig blev hørt eller forstået. Der blev altid henvist til faderens rettigheder, lovgivningen på området, samt tilbuddet om børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling, hvor man som Mor får oplevelsen at "to mod en – princippet", hvor man af en psykolog og faderen forsøges overtalt og tvunget til et samarbejde om barnet, som man som Mor hverken er klar til eller har lyst til. Det var helt urimeligt og ikke særlig ligeværdigt.

Statsamtets afgørelse i sagen om samvær kom med posten. En opremsning af en række overordnede paragraffer og lovgivning på området, uden at særlige hensyn til barnet var beskrevet. Således måtte jeg, dikteret af myndighederne, aflevere mit lille barn til en ukendt fader i den periode og alder, hvor barnet er allermest følsomt overfor adskillelse fra sin Mor, i forbindelse med flytning til ny bolig, opstart i nyt job og ganske få dage efter, at jeg havde afleveret mit barn til pasning i vuggestue for første gang. Jeg kunne simpelt hen ikke begribe, at det kunne være rigtigt. Var det barnets tarv?

Jeg indbragte en klage for Familiestyrelsen, som stadfæstede afgørelsen. Herefter fandt jeg i vejledning til "Lov om Forældremyndighed og Samvær" en direkte beskrivelse af, at Statsamterne ved førstegangsfastsættelse af samvær med en ukendt fader, bør tage hensyn til netop disse omstændigheder – barnets alder og dermed separationsangst fra moderen, opstart i pasningsordning uden for hjemmet, forandringer i barnets liv, forhold omkring graviditeten eller fødslen, en særlig sårbarhed hos moderen, samt konflikter mellem de biologiske forældre.

Der stod direkte i vejledningen, at "…Man bør tage i betragtning, at barnet i almindelighed i den sidste tredjedel af det første leveår ofte har angst for fremmede, således at det ikke vil være hensigtsmæssigt, at barnet i denne periode skal stifte bekendtskab med en ukendt fader. Særlige omstændigheder kan imidlertid efter en konkret vurdering føre til, at der først fastsættes samvær på et endnu senere tidspunkt. Som eksempler kan nævnes forhold omkring graviditeten eller fødslen, en for tidlig fødsel af barnet, eller en særlig sarthed hos barnet eller moderen. Det bør desuden tages i betragtning, at det kan være en stor belastning for barnet, at lade samværet begynde i nær tidsmæssig sammenhæng med, at barnet begynder i pasningsordning uden for hjemmet. Også faderens forhold kan føre til tilbageholdenhed med at fastsætte samvær. Er spørgsmålet om udlevering af barnet til faderen konfliktfyldt, eller er moderen særlig sårbar, således at samværet vil påføre moderen en sådan belastning, at det forstyrrer hendes forhold til barnet, vil der normalt ikke blive fastsat samvær før barnet er et år gammelt. I ganske særlige tilfælde kan det være påkrævet, at kontakten første etableres, når barnet har den fornødne forståelse for, hvad der skal foregå, hvilket først er tilfældet, når barnet er godt 3 år gammelt..."

 Jeg indbragte på grundlag af vejledningen en klage over afgørelsen til Folketingets Ombudsmand, som beder Familiestyrelsen om at besvare min klage. Familiestyrelsen giver mig da principielt medhold i, at tidspunktet for opstart af samvær kunne have været mere hensigtsmæssigt for mit barn, at Styrelsen sjældent ændrer et Statsamts afgørelse og at samværet nu var startet op, hvorfor det var for sent. Jeg fik den oplevelse, at der faktisk eksisterer en vejledende lovgivning, som burde beskytte barnet, men at den aldrig anvendes i praksis. Desuden blev jeg bekræftet i det faktum, at jeg reelt ingen klagemulighed havde.

Efter Familiestyrelsens besvarelse afviste Folketingets Ombudsmand at undersøge sagen yderligere.

På samme grundlag forsøgte jeg igen at appellere til faderens forståelse, men forgæves.

I desperation ringede jeg til sagsbehandlerne i Statsamtet og Familiestyrelsen og bad endnu engang inderligt om deres hjælp og forståelse. Juristerne henviste mig til politikerne, som jo er ansvarlige for lovgivningen. Jeg skrev således to breve til Familieminister – "Børnenes Minister",  – Lars Barfoed, som aldrig blev besvaret, men blot sendt videre til Familiestyrelsen med anmodning om en besvarelse. Mine personlige breve indgik således blot som en del af den kolde jura og afgørelsen i sagen. I stadfæstelsen af Statsamtets afgørelse stod der således nederst på siden: "Deres henvendelse til Ministeren har indgået i vores behandling af sagen".

Samværet, som dog var begrænset til få timer ad gangen, var forbundet med massive problemer og konflikter. Jeg forsøgte flittigt at rapportere om disse konflikter til Statsamtet, i takt med at der opstod flere og konkrete konflikter omkring samværet. Det kunne, eksempelvis, dreje sig om at faderen beskyldte mig for planlagt samværssabotage, hvis mit barn på 9 måneder sov til middag i barnevognen, når han ankom til samvær. Havde jeg omvendt holdt mit barn vågen, hvilket i øvrigt strider mod det lille barns tarv, blev jeg beskyldt for overlagt at have kørt barnet træt. Statsamtet foretog sig intet. Det var en enorm belastning for mit barn og jeg. Oplevelserne omkring det påvirkede os helt urimeligt. Jeg blev i barnets faders vrede beskyldt for at gøre mit barn fortræd forud for samværet med den begrundelse, at barnet græd. Faderen truede med at indberette dette til myndighederne. Jeg blev anklaget som værende upædagogisk og uden begreb om børn. Truslen om at gøre barnet fortræd og indberetningen herom til myndighederne modtog jeg på en telefonsvarer. Jeg fik simpelt hen nok og var efterhånden desperat efter, at Statsamtet skulle lytte og forstå. Jeg optog truslen på bånd, lavede et afskrift heraf og sendte begge dele ind til Statsamtet. Siden har Statsamtet aldrig kommenteret episoden.

Mit barn var i en lang periode desuden konstant syg med mellemørebetændelse, konstant gråd og høj feber, hvorfor jeg var nødt til at aflyse samværet med denne, for barnet, totalt ukendte mand. Det resulterede i gentagne stævninger i fogedretten, hvor jeg til sidst blev dømt til enten at aflevere mit syge spædbarn til en fremmed fader eller at få tilset mit barn af en vagtlæge, som skulle skrive en lægeerklæring, som bevis for mit barns sygdom. Modsat ville jeg blive dømt til en pengebøde af et ret betydeligt beløb. Det drejer sig om op til flere tusinde kroner. Jeg var altså tvunget til at transportere et lille barn med høj feber til vagtlægens venteværelse, hvor man ofte venter i timevis, blot for at stille faderen og en dommerfuldmægtig i fogedretten tilfredse. Jeg tvivler på, at det er barnets tarv, koste hvad det vil, at skulle tilses af en læge eller, for den sags skyld, at blive afleveret til en ukendt fader ved sygdom. Det er vist faderens behov, frem for barnets!

I forbindelse med indkaldelse til en af de mange fogedretssager, har jeg oplevet at blive stævnet af politiet på min arbejdsplads. Politiet gjorde blot deres arbejde ved at aflevere en retsstævning personligt til mig, men det sætter i perspektiv, hvor forstyrrende et indgreb den biologiske fader og samværet er i vores liv. At man ikke længere kan bevare privatlivets fred og offentligt ligefrem skal føle sig som en kriminel og må afbryde arbejdet, fordi man i virkeligheden blot ønsker at være en god Mor og beskytte sit barn, specielt ved sygdom.

I et tilfælde har faderen og dennes families tilbageholdt mit barn og ikke bragt det hjem efter endt samvær. Selvom det overvejende var trusler herom, blev jeg selvfølgelig nervøs og indbragte selv en sag for fogedretten, som afviste at behandle sagen, fordi jeg nu havde fået mit barn hjem igen. Den ukendte fader har altså ret til fogedrettens bistand i tilfælde af, at et samvær aflyses, som følge af et barns sygdom, mens moderen har først ret til fogedrettens bistand i de tilfælde, hvor faderen stadig har barnet hos sig, når fogedretten åbner mandag morgen! Jeg tør ikke tænke på, hvilket traume det så allerede vil være for barnet og syntes i øvrigt ikke, at den retssikkerhed er særlig ligeværdig eller på nogen måde varetager barnets tarv!

Samværet blev yderligere kompliceret af, at mit barn ikke ville kendes ved den biologiske fader. Jeg oplevede, at mit barn strittede imod ved fysisk at kæmpe imod, at græde og gemme sig under et bord eller bag sin moder. Jeg oplevede, at mit barn var bange, utryg og ængsteligt, samt at det ikke forstod, hvad der skulle ske og hvorfor det skulle med en fremmed. Jeg oplevede, at mit barn reagerede kraftigt efter samværet. Jeg kan ikke beskrive den smerte det er at opleve, at myndighederne tvinger en sådan belastning – et overgreb – ned over ens barn. Faderen havde ingen forståelse for situationen og var tydeligvis slet ikke hverken følelsesmæssigt påvirket eller den mindste i tvivl om, at dette var det rigtige og barnets tarv. Jeg fik klart den oplevelse, at barnet slet ikke betyder det samme for faderen, som det gør for mig. Faderen kunne umuligt nære de samme dybe følelser, siden han kunne byde barnet dette. Det var umenneskeligt. Det var synd. Det var en smerte.

Jeg indberettede det beskrevne som et overgreb mod mit barn til De Sociale Myndigheder ved Kommunen, men måtte endnu engang erfare, at Statsamtets jurister alene sidder på magten og afgør, hvad der skal ske med mit barn. Min henvendelse blev blot besvaret med det faktum, at Statsamtet bestemmer, og at socialrådgiverne ved Kommunen ikke har myndighed til at ændre et Statsamts afgørelse.

Siden er der gået år… Den biologiske fader er langsomt blevet tiltagende passiv i forhold til samværet. Han forsømmer samværet, har ingen samvittighedsfølelse og tager intet ansvar. I flere perioder af måneders varighed er han udeblevet fra samværet – enten ved at ringe afbud få minutter før afhentningstidspunktet og sige, at han er blevet syg eller ved blot at blive væk. Således har mit barn sammenlagt set sin biologiske fader mindre end ét døgn i indeværende år (vi skriver september).

For nylig modtager jeg så brev fra den biologiske fader om, at han nu vil søge Statsamtet om fuldt normalsamvær hver anden weekend, hver anden juleaften, efterårsferie, vinterferie, påskeferie og to uger i sommerferien. Det var et enormt chok at læse brevet og jeg oplevede at blive direkte fysisk og psykisk utilpas. Jeg kontaktede Statsamtet og adspurgt fik jeg det svar, at den biologiske fader får netop det samvær, som han beder om.

For mig – i min verden – er det mig fuldstændig ubegribeligt, at en biologisk fader, uden betænkeligheder, får alt det samvær, som han beder om. For mig er det logik og helt naturligt, at svigter en fader det allerede eksisterende samvær og kan han ikke leve op til de forpligtelser, som det indebærer at have samvær med et barn, ja, så kan han ikke være berettiget til yderligere samvær. I hvert fald ikke før han har udvist stabilitet og bevist, at han kan klare det allerede eksisterende samvær.

Men sådan er loven ikke indrettet. Loven har kun fædrenes rettigheder som fokus – ikke deres forpligtelser! Loven stiller på ingen måde krav til en fader, som den gør til en moder. Jeg har adskillige gange stået skoleret i Statsamtet og Fogedretten, er dømt og tvunget til at samarbejde om et fælles forældreskab, som aldrig har eksisteret, dømt og tvunget til at nære tillid til en person, som for mit barn er fremmed og som jeg har mistillid til. Faderen kan svigte og forsømme – præcis som det passer ham, men han vil altid kunne gøre krav på samvær med et barn, uden at der stilles den mindste betingelse eller kræves den mindste forpligtelse af ham som fader. Der er intet i loven, som beskytter barnet.

Jeg er alene med mit barn, men føler mig endnu mere alene i en tid, hvor det er tabu at tale om, at fædrene har for mange rettigheder. Jeg har selv mærket og oplevet, hvilke omkostninger lovgivningen har for mig som barnets primære og eneste omsorgsperson, som forælder og Mor. Jeg har selv mærket og oplevet, hvilken smerte det er for barnet, at skulle betale prisen for fædrenes rettigheder. At et barn forpligtes til et samvær med en biologisk fader, som det ikke engang kan genkende på et billede. At et barn udsættes for det overgreb, som det er, at blive afhentet af en fremmed mand, som barnet ikke har set i månedsvis. At et lille barn skal forpligtes til en svigtende faders ret til og krav på samvær, frem for at prioritere forholdet til mindst én god og ressourcestærk forælder – at styrke forholdet mellem mor og barn. Kan det virkelig være rigtigt? Er det ikke på tide, at der kommer mere fokus på barnets tarv og bedste?

Samværsresolutionen hviler som en forbandelse over mit barns og mit liv. Samværet medfører fortsat angst, smerte og uvished. Det hindrer os i sociale aktiviteter og samvær med andre mennesker, fordi det som en tilbagevendende begivenhed og psykisk mareridt hver anden uge forpligter os til, ved myndighedernes magt, at være forberedte og klar til et samvær, som overvejende ikke eksisterer. Det stiller mig i et enormt dilemma som Mor, at jeg på den ene side ønsker at forberede mit barn til et samvær, men på den anden side skal have en følelse af, at jeg lyver for mit barn og at barnet får mistillid til mig i de mange tilfælde, hvor den genetiske fader så alligevel ikke møder op. Hertil at forberede sig på, at snart kan den stort set ukendte fader, trods samværssvigt, gøre krav på mit barn i hele weekender og til alle højtider – præcis som den aktive og ansvarlige fader, som helt fra graviditeten og fødslen har været en stor og vigtig del af barnets liv. Jeg frygter samværet på mit barns vegne. Jeg frygter at sende mit barn på weekend med en fader, som han stort set ikke kender og jeg frygter de oplevelser, som mit barn vil blive udsat for i forbindelse med det. Jeg frygter min egen reaktion. Jeg er bange. Jeg kan intet stille op. Jeg har forsøgt alt og kan ikke hente hjælp nogen steder. Realiteten er, at befinder barnet og jeg os ikke på det fastsatte tidspunkt, det fastsatte sted til det fastsatte samvær og faderen for første gang skulle gå forgæves, ja, så kan jeg møde op i Fogedretten og betale ved kasse 1. Men – ét er penge, noget andet er mit barns liv! Jeg syntes det er ulykkeligt og yderst beklageligt, at mit barn i dagens Danmark skal betale så høj en pris for den biologiske faders svigt og rettigheder!