Blev den børnesagkyndige charmeret - og gennemskuede retten det ikke? - en historie fra en frustreret far. Børn og Samværs kommentar følger nedenfor.

....

Jeg kunne da godt tænke mig at bidrage med min historie, der viser hvor grotesk systemet er.

Jeg har boet sammen med en dame i 15år og vi har to piger på nu 11 og 13år.

For 4-5 år siden begynder moderen at arbejde efter at have gået hjemme i 10-11år. Det går straks galt for hende og hun kommer hjem og fortæller at hun nu er blevet forelsket i en gift mand med to børn, og nu skal hun være hans elskerinde.

Vi har fælles forældremyndighed over det store barn og der bliver også lavet det over det mindste barn, godt hjulpet på vej af en psykolog, der nærmest tvang moderen til at søge fælles forældremyndighed.

Vi fik altså fælles forældremyndighed over begge børn, og vi bliev enige om en ordning, hvor børnene er en uge hos hver, hvilket børnene er udmærket tilfreds med.

Men selvfølgelig har denne kvinde også hørt at det er en simpel sag at lægge sag an mod faderen, da hun i 90% af tilfældene vil vinde.

Så hun anlægger selvfølgelig også en retssag. Vi kommer i byretten, og der kommer en kvindelig børnesagkyndig på, og resultatet bliver at den store pige skal bo hos hendes mor efter eget ønske, og den lille skal bo hos mig, også efter eget ønske.

Nu skulle tingene så være afgjort, og der skulle forhåbentlig begynde et konstruktivt samarbejde omkring de børn.

Dette sker imidlertid aldrig, det næste jeg oplever er at moderen åbenbart ønsker at straffe den lille psykisk, da hun åbenbart efter hendes formening har været uartig, ved at vælge at bo hos mig, så nu skal hun straffes psykisk.

Dette bliver bl.a. gjort ved totalt at afvise hende, når hun er på samvær, og i et tilfælde lover moderen hende at komme med på ferie, for derefter at ringe over to timer senere, for at fortælle hende at hun for resten har fortrudt. Hun kommer ikke med alligevel.

Endvidere er moderen flyttet ud lige ved siden af mig i samme bebyggelse, med den begrundelse "at så kan børnene komme og gå som de vil"

Dette sker i meget kort tid, og så en dag ringer den lille over til sin mor og får at vide i telefonen, at hun kan ikke komme på besøg mere, det skaber for meget ballade.

Nu begynder der at komme alarmerende meldinger nede fra skolen omkring den lille. Hun er så meget involveret i denne konflikt så hun ikke kan overholde sine sociale forbindelser til andre børn. og desuden har hun mareridt næsten hver nat, hvor drømmene går ud på, at hun kommer over til sin mors hus, og så har moderen forladt hende.

Jeg synes ikke at dette kan blive ved at gå, og jeg oplever at moderens ondskabsfuldheder eskalerer i en grad så man tror at det er løgn.

Så jeg opsøger en advokat og beder om et godt råd.

Advokaten mener at vi bør anlægge en retssag med den påstand, at forældremyndigheden over den store bliver tillagt mig. Vi håber så at der kommer en god børnesagkyndig ind og kigger grundigt på moderen.

Men, som hun selvfølgelig siger, kan man jo tabe en retssag, så hun mener i første omgang at jeg bør henvende mig i kommunen, med en anmeldelse af psykisk mishandling af den lille og så se, hvad der sker.

Kommunen "lader" som om de går seriøst ind i problemet, hvilket senere skal vise sig at være bar løgn.

Kommunen udarbejder en psykolograpport, som jeg modtager i censureret udgave, hvilket vil sige at halvdelen er streget ud, og jeg mener i min naivitet, at det de har streget ud, jo nok omhandler konflikten mellem den lille og moderen, men jeg skulle blive klogere.

Advokaten ser rapporten og siger at nu må vi gå rettens vej og tilskriver statsamtet for at få fri proces, hvor hun opregner en lang række af de svinske episoder moderen har lavet overfor den lille.

Sagen kommer i byretten og det er samme dommer som sidste gang, og der bliver udmeldt en ny børnesagkyndig rapport, som denne gang skal laves af en mand.

Denne børnesagkyndige er efter min mening under al kritik, og er da også en af de psykologer der har flest klager over sig, nemlig 6.

Desuden snakker jeg bagefter med en anden advokat, som siger, at når han har sager, vil han ikke have ham som sagkyndig, fordi han har hørt flere klager over denne person, der går ud på det samme, nemlig at hvis moderen smører lidt læbestift på og tager en nedringet kjole på, ja, så har manden ikke en chance.

Og denne måde opfatter jeg også hans sagsbehandling på.

I mit tilfælde tog han kun en samtale med moderen, så mente han at sagen var fuldt opklaret, for hun så jo sød ud.

Og ganske rigtigt:  Han han ikke finde noget på børnene, så nu siger han pludselig at han hellere må få fat i den undersøgelse på den lille nede fra kommunen, og det gør han så.

Han skriver så i sin rapport at han finder de negative ting der står i denne undersøgelse, yderst relevant, uden yderligere at forklare sig.

Vi kommer nu tilbage i retten og dommeren skriver så at nu er der to rapporter der siger det samme, så den lille skal over til sin mor efter at have boet hos mig i 3 år.

Den lille er meget ulykkelig da hun er meget tæt knyttet til mig, men det blæser man på.

Jeg har så i mellemtiden klaget til psykolognævnet over den børnesagkyndige, og han får besked på at sende de ting han har fået til nævnet som så sender det til mig.

Jeg opdager nu pludselig at jeg har fået psykolograpporten nede fra kommunen fuldstændig ucensureret, og jeg bliver fuldstændig chokeret over at opdage, at der ikke står et ord omkring moderens andel i denne konflikt.

Der har sagsbehandleren og psykologen nede i kommunen fundet ud af at moderen da var så sød, så hun skulle da ikke rodes ind i dette, på trods af at det var en klar anmeldelse om psykiske overgreb mod et barn. Så de har altså siddet og svinet med det nede i kommunen.

Sagen bliver nu anket til landsretten, og i mellemtiden er den lille begyndt at gå hos en psykolog, der nu bliver bedt om at komme med en udtalelse, hvilket hun gør.

Hun skriver bl. a. " det vigtigste tema i samtalerne var ønsket om at få bedre adgang til sin moder og storesøster", " hun har tit stillet spørgsmålstegn ved sin egen person "er det fordi mor ikke kan lide mig"

Til sidst skriver hun " det er min overbevisning at (den lille) ønsker at hendes liv kun ændrer sig på et punkt, nemlig at hun må få mere adgang til sin mor og storesøster. Hun ønsker ikke at flytte væk fra sin far, som hun oplever som det stabile element i sit liv. Forældremyndighedsændring vil ikke løse (den lilles) problemer, men man kan frygte, at den vil skabe nye. En bedre samværsordning vil kunne imødekomme (den lilles) behov og samtidig balancere forældrenes indflydelse på hende".

Endvidere blev landsretten bedt om at afholde en samtale med den lille.

Både samtalen og udtalelsen fra psykologen som datteren havde gået hos for at have nogen at snakke med alene om sine problemer, blæste man højt og flot på i landsretten, man skulle da nok vise mig at man var meget klogere.

Så man stadfæstede byrettens dom.

Det seneste der er sket i sagen er at man så fandt ud af i statsamtet at den lille, der nu er 11år, skulle indkaldes til en samtale med en psykolog derude.

Den lille går derud og siger klokkerent at hun vil bo hos sin far og hvis hun ikke kan det vil hun være der så meget som muligt.

Så sker der igen det chokerende, at i stedet for at tage hendes udsagn til efterretning, begynder psykologen at argumentere mod hendes ønsker med nogle fuldstændig uunderbyggede påstande.

Ser blev klaget over denne psykolog og han fik en "næse" for ikke at have overholdt §12 i psykologloven.

Så blev sagen sendt til civilretsdirektoratet, som nu har sendt sagen tilbage til statsamtet og sagt at de skal indkalde den lille til en ny samtale.

Det er altså sådan de involverede myndigheder arbejder i Danmark. En total arrogance og legegyldighed over for barnets tarv.

Man kunne let forledes til at tro at det var en bananstat, bl.a. fordi Danmark har tiltrådt F.N., s børnekonvention, hvori det bl.a. hedder at børn skal have en stor medindflydelse på deres egen sag.

En frustreret far

Kommentar:

Denne historie har vi fået tilsendt via vores hjemmeside. Den frustrerede far sendte nogle bilag med, som viser, at hans advokat forgæves har forsøgt at få tredjeinstansbevilling for at få forældremyndighedssagen for Højesteret.

Historien er desværre ikke fuldstændig utypisk. Det ER et problem, at det kan være svært at gennemskue, hvorfor retterne kommer til de resultater, man gør. Selv om man må være bevidst om, at sådan en historie kun er den ene side af sagen, må jeg erkende, at jeg kan genkende situationen fra sager, jeg selv har et indgående kendskab til.

Systemet bør meget mere nøje overveje, hvordan man ønsker sagsbehandlingen - og dermed bevisførelsen - gennemført ved domstolene.

De børnesagkyndige er udmærkede til at "hjælpe" domstolene til vurderinger, men det er afgjort ikke en ægte garanti for retssikkerhed at benytte børnesagkyndige undersøgelser.

Der er i høj grad behov for en grundig debat om retssikkerheden i familieretssager.

Viggo Bækgaard
talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær