historie 12

Denne historie handler om

Til foreningen Børn og Samvær

Jeg er gennem et radioprogram blevet gjort bekendt med jeres hjemmeside. Det har været dejligt at læse tekster der handler om det, som er så svært at leve med. Dejligt at se, at jeg ikke er alene (hvor deprimerende dette faktum end er) og dejligt at læse overvejelser og litteraturhenvisning, som giver en forhåbning om, at det ikke skal være sådan for evigt. At selv om jeg taler for døve øre, så kan jeg se, at der er flere der taler. Og det må da på et tidspunkt have en effekt.

Jeg har nogle personlige erfaringer, som jeg gerne vil have lov at bidrage med. (Til den ellers meget gode belysning af de problemstillinger der er når børnenes behov/følelser/livsvilkår nedprioriteres . Tak for det. )  

Jeg tænker på den megen snak om at høre barnet. 

Jeg er naturligvis enig i, at det er vigtigt, - hvordan kan man være andet?- og at det er en måde at sikre barnets bedste. Men det er min oplevelse at statsamterne ikke er ”gearet” til at høre barnet (måske af de grunde som nævnes: uddannelse mv.)

Konkret, så henvendte jeg mig til statsamtet i foråret 99, for at få nedsat samvær, fordi mine børn (to piger, dengang 9 og 5 år)  havde en voldsom modvilje mod at skulle af sted ( fik ondt i mave, hoved, gemte sig, græd og bad for at slippe, holdt fast i dørkarme og sengestolper når de alligevel blev båret ud). Den ældste fortalte at far slog, og at far holdt lillesøster og maste mad ind i munden på hende, når hun ikke kunne spise.

Inden jeg henvendte mig på statsamtet, havde jeg naturligvis talt med faderen, som indrømmede, at han slog når børnene var ”komplet umulige”. Og som ikke ville have, at jeg blandede mig i hans forhold.

Jeg havde desværre også gennem lang tid "oversamarbejdet" om samkvem ud fra en forhåbning om, at hvis han havde dem nok til at komme til at kende dem, så ville han ikke kunne gøre dem ondt. Ja sådan en naiv forhåbning, som jeg ikke kan forsvare i dag, men som måske er menneskelig, fordi vi har så svært ved at se igennem, hvad der foregår. Og vi ønsker så inderligt, at vore børn skal have det godt og lide mindst muligt skade af en skilsmisse. Den rådgivning, jeg har fået, har stort set enslydende fremhævet faderkontakten som et ubetinget gode.

Nå, men statsamtet tilbød at se på sagen. Det foregik ved et møde med en sagsbehandler, hvor faderen fremhævede alle sine fortrin og gode intensioner og lo højt og hånligt af, at han skulle have slået. En adfærd, som jeg også selv tidligere havde ladet mig besnære af.

Sagsbehandleren foreslog et møde med en børnesagkyndig. Først for det ældste barn og derefter for os. For at opklare sagen.

Min datter var voldsom utilpas af at skulle afhøres. Men jeg mente dengang (efter rådgivning fra alle jeg kunne komme i tanke om som forventedes at have erfaring med den slags), at det var nødvendigt. Hun fortalte flere gange, at far havde sagt, at hun ikke måtte fortælle, at han slog. Hun var stille, indesluttet, bekymret og havde ondt i mave og hoved i dagene op til. Faderen ringede forinden og talte med hende.

Jeg kørte hende derhen. Hun var alene med en mandlig børnesagkyndig (hun var dengang meget bange for mænd) mens jeg ventede udenfor. Hun virkede synligt lettet, da det var overstået, og vi gik ud og købte trøste-is og gik i BR og snakkede om alle de legesager hun ønskede sig.  Jeg havde det så skidt med det, jeg udsatte hende for, men dengang troede jeg at det ville føre til noget bedre.

Da vi kom hjem ringede hendes far. Jeg kunne se hende stå og blive mindre og mindre med telefonen i hånden (jeg skammer mig over, at jeg ikke greb ind og hjalp hende væk fra tlf. , men det gjorde jeg altså ikke) mens hun sagde med lille tynd stemme ”far, det vil jeg helst ikke snakke om”, flere gange.

Hun fortalte senere, at hver gang hun var alene med sin far i tiden fremover, spurgte han hende, hvad hun havde sagt. F.eks. fortalte hun om en episode, hvor de trak deres cykler op ad en bakke mod hans hus, ”og han hele tiden spurgte, hvad jeg havde sagt, og til sidst vidste jeg slet ingenting. Jeg tiede bare stille”. (Igen skammer jeg mig voldsomt, fordi jeg indtil da havde haft sådan en talemåde, hvor jeg sagde, ”det mindste man kan gøre er at svare” Jeg havde ikke haft fantasi til at børnene skulle komme i en situation, hvor det kunne være skadeligt for dem at svare)  

Jeg har senere flere gange beskrevet dette på statsamtet.

Derefter blev vi forældre indkaldt, og der er ikke noget at sige den børnesagkyndige på. Han udleverede ikke noget om barnet. Han forsøgte at tale til fornuften. Sagde at alle børn ønsker fred, ønsker at deres forældre kan forliges osv.

Konflikterne fortsatte. Ja de blev nærmest trappet op efter den tid, som om jeg skulle straffes for at have brudt tavsheden. Jeg blev ofte indkaldt til møde på statsamtet med krav om fastsættelse af ferier etc. Noget jeg oplevede som hans forsøg på at sikre sig mest muligt samkvem. Og flere gange blev det bestemt, at min ældste datter skulle høres, da man ikke havde taget notat ved det første møde, og den børnesagkyndige i øvrigt havde orlov.

Hver gang nægtede hun.

Også da det blev bestemt, at en sagkyndig skulle komme her hjem og høre hende.

Jeg har med den voldsomme skam, jeg føler over at have oversamarbejdet om at få dem på samkvem, lovet mig selv, at jeg aldrig igen vil bære et ulykkeligt, sparkende og grædende barn, der hager sig fast i alt, ud af døren mod hendes vilje. Jeg har også fortalt dette på statsamtet.

Derfor har jeg efter flere overtalelsesforsøg måttet ringe og aflyse, at pigen blev hørt.

Det har vagt voldsom modstand hos den sagsbehandler, der behandler alle de sager faderen rejser.

Flere gange er afgørelser til mere samkvem blevet begrundet i ”at moderen flere gange har nægtet at barnet bliver hørt”. ”Moderen har ikke været indforstået med at barnet bliver hørt”. ”Der er ikke oplyst omstændigheder, hvorefter samtale kan antages at være til skade for barnet”

Jeg har hver gang, jeg har måttet aflyse, beskrevet min datters voldsomme angst og vægring.

Jeg har også flere gange spurgt, hvordan man konkret mener, jeg skulle handle i den situation med barnets store angst. Det har man ikke svaret på. Blot næste gang igen nævnt, at jeg forhindrede, at barnet blev hørt.

Jeg har også spurgt, hvordan man kan beskytte mit barn. Jeg tænker på, at voksne vidner, så vidt jeg ved, kan få beskyttelse, hvis de er bange for at afgive vidneforklaring. Det har man heller ikke svaret på.

Mine børn er helt almindeligt begavede børn, og derfor meget bevidste om at de skal leve med samkvem efter en samtale.

Begge børn er tydeligt konfliktsky og reagerer ofte med voldsom vrede og gråd over, at jeg i konkrete tilfælde har sagt/gjort dit eller dat, når deres far farer op over et eller andet. Det er meget vigtigt for dem, at forhindre hans aggressioner. Eksempelvis er de ofte på grådens rand over, at deres sager skal stå klar til lynhurtig afgang når han kommer, og jeg skal have pakket en returpose når han afleverer dem ellers græder og raser de. Han får altid farvelkys, selvom den store pige nu har en alder, hvor hun over for alle andre er blevet mere genert og ikke har lyst til kysseri (der er naturligvis ingenting i vejen med kys, det er det samlede billede, der bekymrer mig). Det er meget vigtigt for dem at være velfriserede og f.eks. have en gulerod med til hans kaniner. Derudover har de ofte ondt. Ofte voldsomme humørsvingninger. Ofte bekymringer om aftaler og præcision.

Den fortsatte konflikt (vi har nu været skilt i 8 år) og skaderne deraf for os alle tre, ligner det som er godt belyst af teksterne på Børn og Samvær hjemmeside.

Men problemet med at inddrage børn, der ønsker fred for enhver pris, synes jeg kunne belyses bedre.

Mennesker er forskellige, nogle børn er indadvendte, nogle udadvendte. Udadvendte børn kan måske formulere en modvilje mod det, der skræmmer dem – jeg ved det ikke. Jeg har kun et nært kendskab til mine egne børn.- Og jeg kan se, at de kommer i klemme i den nuværende praksis. Også selvom Vejle statsamt ofte roses for at høre børnene. Og jeg kan se, at den klemme bliver brugt mod os alle tre.

Det jeg her har beskrevet i marts 2002, er jo et forløb over flere år. Jeg har løbende skrevet konkrete episoder ned. Og hvis man mener, at en helt nøje og mere tids- og handlings-eksakt fremstilling er nødvendig for at bidrage til den i øvrigt meget gode belysning af vilkårene for børn og samvær, så er det muligt at lave det.

En anden overvejelse jeg gør mig, når jeg læser teksterne, er om psykopatibegrebet.

Først: ”Chamør og tyran” er guld værd, fordi den sætter fokus på psykopatens adfærd og at personer med udprægede træk findes i hverdagen, uden at de nødvendigvis har en diagnose påhæftet. Det giver en opmærksomhed på, at det er op til den enkelte at være på vagt. Og ”Det bliver sagt” er nærmest smuk i al sin gru, bl.a. fordi den er så forløsende mht. skyld, ansvar og manipulationsproblematikken.

Men de karakteristika man i s.17 i brev til Frank Jensen nævner har desværre det problem, at de ikke er  operationelle i forhold til et dansk system. Måske igen pga. uddannelsesniveauet hos de mennesker i statsamterne, der skal kunne reagere. Eks. er promiskuøsitet problematisk fordi det er svært at afdække og fordi en af skaderne af mødet med psykopaten er at offeret har mistet al tillid og kan have svært ved at knytte sig. Psykopaten derimod har ikke svært ved at indgå i et nyt forhold, hvor det nye offer i hvert fald for en tid lader sig manipulere. Det kan være meget svært for en udenforstående at gennemskue. Ligeledes er de øvrige karakteristika mangelfulde i statsamts-sammenhæng fordi det er nødvendig at kunne observere lang tids adfærd for at gennemskue at ord og overflade ikke stemmer overens med adfærd f.eks. mht kold ligegyldighed, manglende reel empati, ansvars- og skamfølelse eller mht. bortforklaring og skyldsplacering. Og disse karakteristika er  netop gavnlige for hans/hendes evner til at blive hørt og tilgodeset af systemet, bl.a. fordi det er baseret på samtaler.

Samtidig med at det mønster, som offeret og psykopaten væver sammen, er til hinder for offerets evner til at blive hørt og tilgodeset af systemet. Offeret kan komme til at virke usympatisk og utroværdig i en samtalesituation.

Dertil kommer at både mediation og konfliktmægling kan risikere at være så påvirket af psykopat-offer forholdet, at resultatet i højere grad er et produkt af dette fremfor til barnets bedste. Offeret kan længe efter forholdets ophør (i ”det bliver sagt” skal der et par dekader og x mængde psykologisk behandling til først) være fanget af psykopatens manipulation, hvilket kan være svært at gennemskue, bl.a. fordi man antager at begge forældre er frie og lige og at separationen har bragt manipulationen til ophør.

Den del af offer-problemstillingen er bl.a. behandlet i følgende to bøger:

”Hverdagens skjulte ondskab” af  Marie-France Hirigoyen

”I voldens kølvand” af Judith Lewis Herman

Det er min påstand, på baggrund af mine erfaringer, at systemet ikke er egnet til at gennemskue og reagere på psykopatiproblemet. Og at man kunne komme det nærmere med at have en skærpet opmærksomhed, når det drejer sig om konfliktfyldt samvær. Og derefter fokusere på at få udviklet en operationel procedure på baggrund af videnskabelige undersøgelser.

Der mangler både erkendelse af problemet og, så vidt jeg ved, ordentlige undersøgelser af problemet i et dansk perspektiv.

Hvad ville der f.eks. ske hvis det var en forudsætning for samkvem, at det var konfliktfrit? Hvis man erkendte, at man ikke kunne hverken hindre konflikter eller gennemskue dem, og man derfor gav samkvemsforælderen et motiv til at minimere konflikter. Og bopælsforælderen ligeledes fik dette motiv, da jeg antager, at alle der elsker deres børn, har et ønske om at børnene er hele og glade med en kontakt til det, de kommer fra, hvis blot denne kontakt på nogen måde er til at holde ud. Den store sorg over det børnene udsættes for, mener jeg også er et motiv.

Til slut, og igen:

Hvor er det dejligt at finde et sted hvor seriøse mennesker arbejder seriøst med det, der er så svært at leve med. Nemlig når børnene ikke trives, og man ikke har lov og mulighed for at rette på det der giver vantrivsel. Hvilket man netop i enhver anden situation ville gøre.

Det er trøstende.

Og netop trøsten falder på et tørt sted, når man ikke kan hente hjælp hos den offentlige instans, som man, indtil man havnede i situationen, havde stor tillid til ville hjælpe til barnets tarv.

Venlig hilsen