Mor mister forældremyndigheden efter fars postulater og løgne ved forældremyndighedssag i landsretten.

4-årig pige er tydeligt mest knyttet til M, som altid har tilbragt mest tid sammen med pigen. Ved skilsmisse ønsker F fælles forældremyndighed og udvidet samvær. På baggrund af et meget højt konfliktniveau ønsker M ene-forældremyndighed og normalsamvær. M anlægger forældremyndighedssag og vinder i byretten. F anker og M taber forældremyndigheden i landsretten, da F i retten giver udtryk for at være bedst til at samarbejde samt at han vil give M udvidet samvær hvis han får forældremyndigheden. Pigen bor nu hos sin far og både mor og datter lider under den ordning.

M og F’s ægteskab og 13 år lange forhold, slutter efter M opdager at F har været hende utro. Forud for skilsmissen går en periode med parterapi. Terapien indledes på begges foranledning, men afsluttes da det viser sig, at F lyver om meget vigtige ting. Det går op for M at F lyver ekstremt meget og når hun ser tilbage på hele deres forhold indser hun, at de aldrig har været istand til at løse en konflikt i fællesskab. F har ikke på noget tidspunkt vist interesse for at løse problemer. Konfronteret med vanskelige situationer har han konsekvent valgt at tie eller fjerne sig. Endvidere er F ofte meget voldsom når han føler sig presset. På baggrund af disse forhold ønsker M skilsmisse, F ikke. Sammen har de en datter som på daværende tidspunkt er knap 4 år. Hun er nu næsten 6 år.

M har i hele datterens levetid arbejdet på nedsat tid og har haft forældreorlov . F har været meget væk fra hjemmet i forbindelse med studie og arbejde. Datteren har som en naturlig følge heraf, tilbragt mest tid sammen med M og er mest knyttet til hende.

Efter skilsmissen ønsker F ikke at tale med M. Han smider røret på hvis hun ringer og nægter at møde hende. M skønner, at det vil være meget vanskeligt at opretholde fælles forældremyndighed over datteren, når F er så uvillig til at tale med hende, endsige samarbejde. På baggrund af den aktuelle situation og Ms erfaringer fra deres forhold, beslutter M sig for at søge om at få forældremyndigheden alene.

Umiddelbart efter forholdets afslutning foregår samværet sådan, at pigen er 4 eller 5 dage hos sin far efterfulgt af 10 eller 9 dage hos sin mor. Pigen er meget påvirket af skilsmissen. Hun er glad for sin far, men oplever flere gange at han lyver for hende om vigtige ting.

M stævner gennem sin advokat F til byretten for at få en afgørelse af hvor forældremyndigheden skal placeres. I mellemtiden modtager M og F børnesagkyndig rådgivning, da M håber det kan bringe en dialog i stand. Samværet er i denne periode ændret efter en midlertidig samværsresolution udformet af Statsamtet, til at omfatte 5 dage hos F efterfulgt af 9 dage hos M. M er imod denne samværsordning og ønsker en 10/4-ordning istedet for - dvs i realiteten der der almindeligvis kaldes normalsamvær. M anker Statsamtets midlertidige afgørelse til Civilretsdirektoratet, men får afslag. M mener 10/4-ordningen vil være bedre for datteren pt, ikke mindst fordi F ofte lader datteren passe af andre, når han har hende, for selv at gå på arbejde eller deltage i sociale arrangementer. Endvidere mener M at den samværsordning vil bevare den eksisterende kontakt mellem datteren og F og mindske relationstabet til M yderligere. Derudover mener M det vil give pigen ro i hverdagen. Før udformelsen af den midlertidige resolution nægter F at udlevere datteren til M efter 4 dage på trods af deres klare aftale om dette. Han beholder hende således et døgn yderligere uden M ved hvor hun opholder sig. M har udelukkende udtrykt ønske om at ændre samværet, men har på intet tidspunkt tilbageholdt pigen e.l.

I november 1999 møder F og M i byretten. F har udskudt dette møde og trukket sagen i langdrag. Ved denne lejlighed lyver F om flere forhold vedrørende skilsmissen mm. F.eks siger han at M ikke ville skilles, selvom parret blev separeret ved dom i byretten da F ikke ønskede separation/skilsmisse. Han postulerer endvidere at han aldrig har givet M tilladelse til at flytte datterens adresse med til sin egen nye adresse.

De er endnu ikke blevet skilt, da F forhaler skilsmissen såvel som bodeling. F hævder endvidere, at have tilbragt mere tid sammen med datteren, end det i realiteten er tilfældet. Ved den efterfølgende afgørelse erklæres begge forældre særdeles velegnede som forældremyndighedsindehavere, men forældremyndigheden tilfalder M. F anker, så den fælles forældremyndighed fortsætter som midlertidig ordning og samværet fortsætter som før (9/5). M har på et tidligt tidspunkt indført en kommunikationsbog der følger datteren. Det er den eneste mulighed hun har for at kommunikere med F om datteren. F skriver kun i denne i perioder.

Inden mødet i landsretten prøver M fortsat at tale med F, for at finde en løsning på det høje konfliktniveau. F erkender at situationen er meget anspændt, men ønsker ikke at gå ind i det overhovedet. Aflevering og afhentning af pigen foregår i institutionen. F ønsker fortsat fælles forældremyndighed selvom han giver M ret i at de overhovedet ikke taler sammen.

I april 2000 mødes F og M i landsretten. Her bliver F taget i at lyve om forhold vedrørende omfanget af hans arbejde. Endvidere lyver F fortsat om omfanget af samvær mellem ham og datteren mens de boede sammen. F påstår endvidere at M har nægtet ham jule- og nytårs-samvær, selvom det ikke var tilfældet. I det hele taget postulerer F gentagne gange, at M nægter at samarbejde. F postulerer også at han aldrig har givet tilladelse til at M flyttede datterens adresse med sig. F forlader retssalen grædende. F’s advokat siger i retten, at ved at give M forældremyndigheden vil hun have magt til at indskrænke samværet yderligere. Fs usandheder kommer til at stå uimodsagte, da M afvises af dommeren, da hun ytrer ønske om at udtale sig om hvilke forhold hun ikke er enig i. F siger at han vil give mere samvær til M (9/5)hvis han får forældremyndigheden. M holder fast i normalsamvær. Datteren høres på intet tidspunkt af børnesagkyndig e.l. og hendes tilknytning og mening bliver på intet tidspunkt inddraget.

Bagefter har M en god fornemmelse. En uge efter mødet i landsretten kommer afgørelsen. Her tilfalder forældremyndigheden F. Samværsordningen vendes om, således at pigen nu skal bo hos F og være hos sin mor 5 dage efterfulgt af 9 hos sin far. Landsretten begrunder afgørelsen med, at F antages at være bedst til at kunne sikre samarbejdet mellem forældrene, at sikre at barnet bevarer den bedste kontakt til begge forældre og at han bor i den tidligere fælles bolig. (I parentes bemærket havde parret kun boet sammen i det pågældende hus i et halvt år). M stiller sig helt uforstående overfor begrundelsen af afgørelsen. Umiddelbart efter afgørelsen fortæller F M at han aldrig har ønsket at få forældremyndigheden, bortset fra da han sagde det i hhv by- og landsretten. Hans ønske var og er, at bibeholde det hidtidige 5/9-samvær, hvor datteren bliver boende hos M. Efter få dage ændrer F dog holdning til nu at mene, at det er den bedste ordning for datteren at hun er 9 dage hos ham og 5 hos M, samt at datterens adresse flyttes til hans bopæl. F begrunder sit holdningsskift med, at det er en blanding af jura og følelser.

M får ny advokat, som gør M opmærksom på, at man ikke må lade spørgsmålet om hvem der bor i tidligere fælles ejer-bolig indgå i afgørelsen, ejheller hvem der tilbyder mest samvær. Ms advokat søger derfor procesbevillingsnævnet om lov til at få sagen for Højesteret. Sagen tages med det samme, men der gives alligevel afslag på at få sagen for Højesteret. Begrundelsen er, at sagen ikke anses for at være ad principiel karakter.

Efter M gennem sin advokat har indgivet ansøgning til procesbevillingsnævnet, indkaldes M & F til børnesagkyndig rådgivning i deres eget statsamt på M’s foranledning. Efterfølgende får M tildelt én samværsdag mere om måneden.

Afgørelsen er derfor uændret og pigen bor hos sin far. Mor og datter savner hinanden meget og pigen giver meget ofte udtryk for helst at ville bo hos sin mor. Selvom F fortsat arbejder meget - med mange skæve vagter - får M ikke lov til at passe hende imens. F har uden at rådføre sig med M inddraget nogle af Ms samværsdage, uden at give erstatning for disse. F har også egenhændigt valgt, at datteren skal gå på en skole han ved M ikke synes om. I denne forbindelse har han også sagt til M, at hun ikke må deltage i et orienterende møde på skolen. Dialogen mellem F og M er, som det fremgår, stadigvæk ringe. Pigen giver også overfor sin far udtryk for at hun helst vil bo hos sin mor. Han siger at det er ham der bestemmer. Pigen lider tydeligt under den voldsomme, og for hende uforståelige, ændring i hendes liv. Flere (pædagoger og legekammeraters forældre) i pigens nærhed bemærker at hun ikke trives med den nye ordning. Senest har nogle af M og Fs fælles venner tilbudt at forsøge at fungere som isbrydere, så M kan få F i tale og skabe en konstruktiv dialog om datterens bedste. F synes ikke at være interesseret.

M har også henvendt sig til Statsamtet (i slutningen af november) og udtrykt ønske om at få råd og vejledning til hvordan hun kan hjælpe sin datter. Endvidere beder hun om fastsættelse af julesamvær, da F ikke ønsker at M skal have samvær med datteren hverken juleaften ELLER nogle af de efterfølgende juledage. F har lovet M samvær i juledagene, men ændrer pludselig holdning, så M slet ikke får julesamvær.

Endelig beder hun også om hjælp til at få F til at underskrive skilsmissepapirerne. Statsamtet meddeler hende at de udelukkende vil gå ind i fastsættelse af julesamvær, samt skilsmissepapirer. Mht julesamvær får M den besked - efter at de har spurgt F - at tidspunktet er for sent og at forældremyndighedsindehaveren tilgodeses.

Da M direkte spørger hvornår barnet så stilles i centrum, er svaret fra den sagsbehandlende jurist, at det ikke er det det drejer sig om. M bliver oplyst, at Statsamtets opgave ikke er at stille barnet i centrum, men derimod at finde en løsning på forældrenes konflikt. Alligevel har den børnesagkyndige rådgiver på intet tidspunkt ønsket at gå ind i netop denne konflikt ved rådgivningsmøderne, på trods af Ms opfordring.

Det umiddelbare indtryk er, at pigens hidtidige livsomstændigheder, dagligdag og tilknytning overhovedet ikke tages i betragtning, ved placeringen af forældremyndigheden. Det er et meget stort indgreb i et barns liv, ikke mindst et så lille barn, at blive "tvangsflyttet" - mod eget ønske. Det er svært at lade være med at få den tanke, at dommen - til trods for dens betydning og konsekvenser - er foretaget af folk der ikke har indblik i den type sager. Endvidere synes det, at det alene er evnen til verbalt at give udtryk for at være god til at samarbejde, fremfor den reelle vilje og evne til dette, der vægtes.

.