Mors tanker midt i det hele - far negligerer børnene

Min historie starter allerede sidste sommer, 2005, hvor min mand og jeg røg ud i en ægteskabelig krise. Den havde været længe undervejs, idet min mand er utrolig god til at ignorere mig, købe sig til mit gode humør, lade mig klare husholdningen alene og andet i samme stil. Han mangler enhver form for almindelig pli. Sidste sommer var der så pludselig noget, der krakelerede indeni – som et spejl der blev slået i 1000 stykker – og jeg kunne ikke kæmpe mere.

De næste måneder prøvede vi at redde ægteskabet, men krisen tog en tand op i oktober, hvor vi begyndte at tale deling af børnene – dreng 5 år og pige 3 år. Min mand valgte desværre den hårde linie og sagde med det samme, at han ville have vores søns folkeregisteradresse og at børnene skulle deles ligeligt, ellers ville han hive mig i retten.

Det var en meget hård pille at sluge og med alt det stress, jeg havde været udsat for i forvejen i mit dårlige ægteskab, så gik jeg ned med flaget. Jeg var sygemeldt i 3 uger og har siden fået 1 såkaldt lykkepille om dagen. Min mand hjalp mig dog over min nedtur, og vi prøvede igen at redde stumperne, men det gik hurtigt ned ad bakke. Jeg fik det dog heldigvis bedre og bedre og er kun blevet stærkere hele tiden.

Sidst i januar 2006 bestemte vi os så for, at vi skulle skilles, og da brød helvede løs. Min mand nægtede at lade mig flytte med børnene, selvom det altid er mig, der har taget mig 90 % af børnene, og det klart er mig, de er mest knyttede til. Han ville stadig kun gå med til at dele dem ligeligt, som midlertidig ordning, men det går jeg under ingen omstændigheder med til. Af 2 grunde – jeg tror ikke på, at det er godt for børnene, og desuden kunne jeg risikere, at det dannede præcedens, og at Statsamtet dermed ville vælge, at den ordning skulle fortsætte.

Min mand pudsede en advokat på mig, og jeg var derfor også nødt til at få mig en advokat. Jeg fik heldigvis en rigtig god en, som har været en fantastisk hjælp. Hun fortalte mig, at jeg ikke rent lovligt kunne flytte med børnene, idet de har folkeregister adresse i vores fælles hjem. Ergo måtte jeg blive boende, indtil jeg kan flytte MED børnene. Jeg nægter at flytte UDEN dem.

Min eks-mand, som han er nu, har ingen hæmninger overhovedet og har gjort mit og børnenes liv til et rent helvede. Jeg fandt ud af, at han havde hævet en masse penge fra vores fælleskonto og lukket den uden at fortælle mig det; han har haft en gps til at ligge i min bil, så han kunne se, hvor jeg kørte hen; han har aflyttet huset for at høre, hvem jeg talte med; han prøvede at sælge bilen, selvom jeg er afhængig af den i mit arbejde; han beskylder mig for pillemisbrug!!! osv osv.  

Det værste er dog klart de ting, han udsætter vores stakkels børn for. Han kommer med mange negative kommentarer om mig lige foran børnene, selvom børnepsykologen på Statsamtet har fortalt, at det må man absolut ikke gøre; han mener børnene skal deles, så han får drengen, og jeg får pigen – af samme grund fedter han utrolig meget for drengen og laver aldrig noget med pigen – han tænker åbenbart ikke over, hvordan vores datter har det med at blive ignoreret; han truer mig med skifteretten lige foran børnene; han tager vores fælles bil på arbejde, selvom jeg kun har den, og han har firmabil – og tænker igen ikke over, hvad børnene tænker, når mor er nødt til at leje en bil for at komme på arbejde; han bruger drengen som talerør; siger til dem, at mor ikke kan tage sig ordentligt af drengen, som så derfor skal med far osv osv osv.

Derudover gør han andre tåbelige ting, som ikke har noget med skilsmissen at gøre. Han mener fastelavn er tiggeri og ignorere vores egne børn, når de kommer med raslebøssen; han gider ikke deltage i vores søns første tur med skolen; han lægger sig 5 m væk fra alle andre, når vi er til sommerfest i børnehaven…..… Jeg kunne komme med mange flere eksempler.

 Vi blev skilt sidst i marts, men kom ikke i Byretten før i starten af september!! Det er rystende, at der kan gå så længe. Vi har boet sammen hele tiden!!! og det har bestemt ikke været morsomt. Heldigvis vandt jeg den fulde forældremyndighed over begge børnene i Byretten, men ex-en har naturligvis anket dommen. Igen-igen tænker han ikke på børnene. Han er ligeglad med, at vi i børnehaven har fået at vide, at pigen tit græder og er mere pjevset, og vi kan jo selv se derhjemme, at hun tisser mere i bukserne, på trods af at hun faktisk er renlig.

Hvordan kan en far ignorere sine egne børn på den måde? Han træder på dem og deres følelser og er ligeglad med at blande dem ind i vores problemer. Jeg gruer for, hvordan børnenes samvær med ham skal gå. Om de kommer hjem hver gang med ondt i maven eller lignende. Jeg håber, at vi kommer i Landsretten rigtig hurtigt, og når jeg så – forhåbentlig – har vundet igen, kan børnene og jeg endelig flytte. Det bliver fantastisk at få fred i hverdagen. Håber på, at Statsamtet vil hjælpe mig med at få ex-en til at falde til ro, så han er i stand til at sætte sine egne sårede følelser til side og sætte børnene først. Det er så skræmmende, når man regulært mener, at ex-en har psykopatiske tendenser, og når man føler, at man er nødt til at beskytte sine børn mod deres egen far.

 Venlig hilsen

 En MOR

p.s. Jeg kunne utrolig godt tænke mig at få kontakt med andre, som har været i samme situation og håber, at I vil formidle evt. mails videre til mig. Det vil være rart at tale med nogen, som forstår mig. Jeg har heldigvis et fantastisk netværk, som har været uvurdelig støtte, men andre er måske ikke lige så heldige, og jeg vil meget gerne hjælpe andre, hvis jeg kan.