Han rev børnene væk fra mig.

Denne historie handler om

 Jeg havde aldrig en ærlig chance mod hans løgne og intriger. Alle hans problemer med sig selv projicerede han over på mig. Han kunne ikke drage omsorg for børnene, ikke tolke deres signaler,

Ikke forholde sig til når de græd, ikke være kærlig og trøstende. Nej i retten hed det sig at jeg projicerede alt over på ham, og derved røg min troværdighed sig en tur.

 Vi blev skilt i 96 og jeg forsøgte at opretholde fælles forældremyndighed, da jeg ikke ønskede at tage børnene fra ham. De var på det tidspunkt kun 8 mdr. gamle, og jeg gav ham lov til at se børnene i mit hjem. Han kom hver dag, og var ikke til at slippe af med igen. Når jeg bad ham om at gå, nægtede han, og jeg måtte praktisk talt smide ham ud hver gang. Jeg begrænsede derfor i samråd med Statsamtet samværet. F havde ikke noget sted at bo, og lånte derfor min campingvogn, men efter 3-4 mdr. fik han egen lejlighed. Han skulle da have børnene på samvær et døgn, men tog kun børnene hvis jeg tog med. På det tidspunkt var det en nat, og børnene var 1 år gl. Han havde dem hver anden søndag uden overnatning samtidig, og kom stadig i vores hjem, så han kunne se børnene så ofte som muligt.

 Efter megen uenighed omkring børnene, blev det mig for meget, og jeg fik ham frivilligt til at give mig den fulde forældremyndighed. Han kørte meget hårdt på mig og børnene psykisk, og mente at vi skulle finde sammen igen, og friede til mig. Jeg havde blankt sagt nej til at vi nogen sinde skulle finde sammen igen, og jeg smed ham ud, og bad ham holde sig væk. Børnene hentede han i børnehave og afleverede dem hos mig. Jeg kontaktede Amtet, og forhørte mig om han kunne trække sin underskrift tilbage, hvilket der blev svaret NEJ til. Jeg var rolig en tid, og forsøgte at få fat i F og give besked om at samværet var uændret, men han tog aldrig sin telefon.

En uge senere modtog jeg et brev fra Amtet, pålydende at F havde trukket sin underskrift tilbage med den begrundelse at M igen er ustabil.

 Så startede kampen om forældremyndigheden.

Børnene var da 3 år. Min advokat mente at vi helt sikkert ville vinde, alene på børnenes alder. F fik via Amtet tildelt udvidet samvær 5/9 således at de var hos ham i 5 dage og hos mig i 9. Børnene ændrede langsomt humør. Deres selvtillid faldt drastisk, og de blev indadvendte, frustrerede og ”vilde”. Jeg kontaktede Amtet, for at få samværet sat ned igen, men uden held. Sagen blev trukket i langdrag, og F udsatte alle møder og samtaler i sidste øjeblik. Børnene begyndte at se anklagende på mig, og en aften efter jeg havde lagt dem i seng, siger S: mor, du er dum. Jeg siger: nå hvem siger det? Hvorpå S svarer: det siger far. Jeg forstod pludselig børnenes mistroiskhed, men var ikke i stand til at gøre andet end være en god mor over for dem, som altid.

Under hele sagen skaber F mistillid og intriger blandt min omgangskreds, og holder børnene fra deres storebror, som har en anden far. F kommer hos min veninde, og den store plejede at spille fodbold med hendes sønner. Chikaneriet fortsætter, og jeg ringer i afmagt til socialforvaltningen for at få hjælp. Der bliver så lavet en observation af børnene i børnehaven, men kun fremsigtet. Så der kommer ikke noget med fra sagen startede og børnenes ændrede adfærd. Nej i stedet bliver der lavet en indberetning på M for at have taget S i armen og sat ham ned på bænken, for at få sko på. S græder og kaster derved op, hvilket han ofte gør. Også når han spiser. Jeg vælger at lade indberetningen stå åben i sagen, og forklarer S’s problem.

Nå men nu skal der laves en børnesagkyndig undersøgelse, og jeg ser håb forude. Psykologen har først talt med F og taler hele tiden om hvad F har sagt, og jeg må forklare mig i forhold til hans påstande. Og så kom den igen. Jeg projicerede alt over på F, og den fangede psykologen hurtigt. Endvidere blev der kun lavet 10 min. observation af mig sammen med børnene, for de faldt i søvn. Resten af tiden i alt 1 1/5 time sad vi i køkkenet og snakkede.  Jeg ringede efter aftale til psykologen for at få et vink om hans vurdering. Men han sagde at det var fifty fifty og at han ikke kunne anbefale nogen frem for den anden. Så jeg var nogen lunde rolig.

Men da rapporten kom, stod der at hvis børnene skulle bo hos mig, ville jeg få brug for hjælp, fra de sociale myndigheder. Og at F manglede erfaring. Er det fifty fifty? Jeg var knust.

Han vandt sagen og jeg ankede. Under ankesagen var psykologen i medierne, for at tage den ene forældres parti, og stoppede med at lave børnesagkyndige undersøgelser. Jeg appellerede til at få en ny undersøgelse, men det blev afslået. I retten fik F’s advokat hurtigt brugt den at jeg projicerede alt over på F, og da jeg gik derfra, havde jeg en fornemmelse af at det hele var et spil for galleriet. Jeg havde siddet med tre konkrete beviser på at F lyver og at psykologen ikke havde været optimal at bruge.

 Afgørelsen.

Jeg ringede til min advokat for at få svaret, og frygten klang i min stemme. F havde vundet. Jeg spurgte om der ikke var noget vi kunne gøre, men svaret var nej. Det føltes som om jeg gik i stykker inden i, og jeg brød sammen. Senere da den store kom fra skole, gav jeg ham den tragiske nyhed. Vi græd sammen. Jeg havde en uge med børnene inden de skulle på samvær hos deres far, og skulle flytte i den forbindelse. F ville ikke have nogle af deres ting med, og de skulle bare afleveres i børnehaven. Så alt de fik med var noget tøj, og deres ynglings bamser.

 Samværet.

Jeg kontaktede F og aftalte weekend som svarede til tidligere samvær, men kun fra fredag til søndag. Han insisterede på at aflevere og hente dem hos mig. Det var i starten en lettelse, for skammen var uudholdelig. Efter et stykke tid, hvor børnene ikke ville med deres far når han hentede dem, begyndte et sandt mareridt. Jeg mente at de skulle have noget tid til at omstille sig, og selv om det gjorde ondt at se de græd og ikke ville med F hjem, så jeg tiden lidt an. Men det blev værre. F lavede hele tiden om på samværet, og nægtede mig selv at hente dem. Han kom altid for sent ud og afleverede dem. Mange gange har F slæbt børnene grædende ud af døren, og i et helt år prøvede jeg et kontakte foreninger og advokater. Men der var ingen hjælp at hente. Så prøvede jeg at kontakte de sociale myndigheder, men de tog ikke hånd om sagen. Børnene fortalte selv at F siger mor og storebror er dumme, og det gjorde ondt, særligt for den store som var så glad for sine søskende. Men børnene begyndte at sige til F at de ikke ville med ham hjem, og at de ville bo hos M altid. F reagerede ikke og snakkede ikke med dem om det. Det tog til, og en dag sagde S : jeg vil ikke hjem til dig F 5 gange hvor F bare ignorerede det. Da var vi i hans hjem da jeg havde fået lov at køre dem hjem.

Tiden iler og børnene er nået at blive 6 år, og har nu boet hos F i 2 år. Situationen var forværret, og november 99 kontakter jeg Amtet for at få fastsat samværet, i det F hele tiden laver det om, og afleverer dem for sent til ferie. Der er nu gået 6 mdr. og der er stadig ikke truffet nogen afgørelse.

Efter sidste samvær, får jeg besøg af min veninde, som overværer F’s afhentning hvor S gemmer sig i skabet og ikke vil med og de begge to siger de vil blive hos M (se bilag)

Efter at have råbt at jeg fandeme selv kunne hente dem næste fredag, kører han af sted.

 Børnene kommer ikke.

Jeg venter at han vil komme med børnene da vi ikke har nogen aftale andet end hvad han har sagt på Amtet: at han bringer og henter, af hensyn til børnene. Kl. 15.55 ringer F og jeg spørger hvor han bliver af, og han siger at vi aftalte at jeg hentede dem. (Se bilag) Efter noget tid, vælger jeg at køre ud for at hente dem, da jeg jo ellers ikke får dem at se.

Søndag sender F en sms at jeg skal aflevere dem kl. 15, og jeg sms’er tilbage, at aftalen på Amtet var at han hentede, og at jeg ikke kørte dem ud til ham. Jeg hører ikke yderligere fra F og næste morgen kl. 10 ringer jeg til Amtet, som ringer tilbage. Jeg får den besked, at jeg skal aflevere, når han siger det, da han sidder med det længste strå, og at reglen i øvrigt er at den der har samvær selv henter og bringer. Så det var en service fra F’s side. Og det var da ikke det hele. Endvidere havde F nu ret til at stoppe samværet, da jeg i princippet ikke havde overholdt aftalen. Forstår du min frustration i dette her???

Jeg bevarer håbet om at han ikke vil stoppe samværet, og kører ud med børnene. Da jeg skal gå siger S at jeg ikke må gå og han vil med mig, men jeg forklarer at det ikke kan lade sig gøre. Jeg siger så til F at jeg henter dem igen fredag om 14 dage, hvilket han svare at det må vi jo se. Jeg siger at børnene har ret til at vide hvornår de ser deres mor igen, og slutteligt siger han så at det kan jeg ikke. Jeg siger roligt til børnene at F siger de ikke må komme næste gang, men at vi ses en anden gang.  Den store var med, og vi kører hjem, i yderst nedtrykt tilstand. Hjemme græder vi og jeg siger at han ikke kan holde dem fra os for altid, så vi får dem snart at se igen.

Er du rystet??? Jeg er fuldstændig rystet, målløs og har ikke en brik tiltro til systemet længere. Alt jeg ønsker er at børnene har det godt, men jeg kan/må ikke hjælpe dem, trods de appellerer så kraftigt til mig. Jeg savner dem så forfærdeligt………………………….…….…. 

 Vi er to mødre her i Odense, som har dannet en støttegruppe for mødre i min situation, og vil gerne i kontakt med andre, som kunne være interesseret. Skriv til os via foreninger her, og at brevet må sendes til mig på min privatadresse. Jeg kontakter dig så snart jeg modtager dit brev.

 Hilsen en hjerteknust mor.