Vi mener

Landsforeningen Børn og Samværs oprindelige grundholdninger fra stiftelsen i 2000 er ikke ændrede. Det er fortsat afgørende for os, hvad der er bedst for barnet, og at verden ses fra barnets perspektiv.

I fremtiden vil du på dette sted finde mere aktuelle holdninger, som tidligere kom til udtryk i vores nyhedsbrevs leder.

Forældreansvarsloven blev revideret i 2012. Ændringerne trådte i kraft den 1. oktober 2012. Vi fik det bestemt ikke, som vi gerne ville på alle punkter. Du kan se vores grundige overvejelser, som de kom til udtryk i forbindelse med vores høringssvar. Dem kan du læse under fanebladet artikler.

Her får du nærmest i overskriftsform vore reaktioner og bekymringer i relation til forældreansvarsloven, som den er lige nu.

Den formelle forældremyndighed.

Tvungen fælles forældremyndighed mod den enes ønske er ikke en god løsning. Selv om det er en gammel floskel, fastholder vi, at ligesom fornuften fortæller os, at man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, giver det ikke mening at dømme til fælles forældremyndighed.

Selve forældremyndighedsbegrebet er så udvandet, at betydningen af forældremyndigheden er langt mindre, end forældrene gør sig klart.

Indflydelsen bruges erfaringsmæssigt som et led i kampen mellem forældrene, der måske i virkeligheden ikke har frygtelig meget med børnene at gøre. Det er forbløffende så meget og længe, forældrene er optaget af deres voksenkamp. Vi er sikre på, at langt de fleste børn ville profitere af, at forældrene netop ikke skulle diskutere alverdens emner omkring børnene.

De reelle kampe med indhold handler om bopæl og skolevalg (mest som et delelement i bopælskampen). Også udstedelse af pas giver mange konflikter. Der er tilsyneladende ikke noget så fornøjeligt som at få barnets pas væk – eller forsøge at forhindre pasudstedelse, når barnet skal på ferie med den anden. Det er nogenlunde risikofrit men har maksimal effekt.

Selv om det kan forekomme, at der er reel uenighed om forældremyndighedsspørgsmål, handler kampene mellem forældrene sjældent om indholdet i det berømte kompetenceskema.

Det må erkendes, at den fælles forældremyndighed har enorm psykologisk betydning.

Efter den nye § 11 i loven kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Det er således formentlig blevet lettere at få ophævet fælles forældremyndighed.

Alligevel er vi ikke rigtig fornøjede.

Lovens hovedintention er at være adfærdsregulerende i den forstand, at den skal få forældre til at opføre sig bedre over for hinanden.

Med det nye kriterium ser vi i virkeligheden, at loven nu animerer i al fald den forælder, der umiddelbart står bedst i relation til bopælen, til at holde forældrekrigen i kog, hvis man gerne vil have fuld forældremyndighed.

Økonomi generelt.

Økonomispørgsmål fylder uendelig lidt i debatten om bopæl og samvær. Alle taler om, at barnet har ret til to forældre og om, hvad der er bedst for barnet.

Sandheden er derimod nok, at økonomispørgsmål fylder rigtig meget hos de enkelte forældre.

Vi ser desværre ingen tegn på, at spørgsmålet om skilsmisseforældres økonomi kommer på den politiske dagsorden.

Spørgsmålet er os bekendt ikke undersøgt. Betragtningerne her er derfor baseret på de fornemmelser, man får gennem samtaler med forældrene.

I dag udbetales de offentlige børnetilskud til bopælsforælderen, der også i mange tilfælde kan få forhøjet tilskud.

Udover de offentlige ydelser spiller børnebidraget en rolle. Disse fastsættes efter den bidragspligtiges indkomst. Det spiller herudover en rolle, om pågældende reelt opfylder sin forsørgelsespligt. Udover fysiske bon’er træffes afgørelserne så vidt ses på baggrund af parternes (ofte meget forskellige) påstande om bidragene samt af den faktiske samværsordning.

Af samme grunde som anføres vedrørende de øvrige forhold, vil det være ønskværdigt med så objektive regler som muligt – og dermed med så få kamppladser som muligt.

Vi vil se det som en fordel, om de offentlige ydelser udbetales til den formelle bopælsindehaver. Det er vanskeligt at argumentere for, at børnebidrag skal betales efter en indtægtsskala hos den bidragspligtige. Satsen bør være ens for alle. Bopælsforælderens forpligtelser bør stort set være som nu. Samværsforælderens eventuelle øgede muligheder bør så komme til udtryk ved de facto af egen fri vilje ydede bidrag til barnet. Vi er opmærksom på, at det i visse tilfælde vil opleves som et forsøg på at ”købe barnet” med dyrt tøj og store gaver. Men vi tror, at en objektiviseret model nedtoner konflikterne.

Bestyrelsen

januar 2013