Bestyrelsens beretning 2009-2010 (genrealforsamling den 27. marts 2010)

af Astrid Søe, formand for Landsforeningen Børn og Samvær.

Forældreansvarsloven virker nu på sit tredje år og det kan vi i landsforeningen børn & samvær mærke i vores telefonrådgivning.

Telefontiderne er blevet udvidet i 2009 og 2010 med flere timer og flere rådgivere.

Der er hårdt brug for rådgivende virksomhed, da mange er forvirrede og føler sig tvunget ud i et samarbejde, som de ikke kan men under tvang skal honorere.

Følgerne af forældreansvarsloven er fortsat, at mange af vores medlemmer og andre,, der bruger vores telefonrådgivning, bliver sat i nogle menneskeligt umulige dilemmaer.

Vi oplever stadig den tragikomiske problematik, hvor forældre må ”gå med til hvad som helst” i samarbejdets navn, for at få lov at være sammen med sit barn.

Når et menneske presses ud i ”hvad som helst” mister det muligheden for at tage ansvar.

Vi kan ikke bede forældrene tage ansvar for barnet liv og barnets bedste, når forældrene via loven er tvunget til at gennemføre samvær, der skader barnet.

Mange fortæller, at de ikke tør gøre indsigelser mod statsforvaltningens beslutninger. Gør man indsigelser,  mister man muligheden for at være forælder. Det betyder, at mange forældre går tvungent ind i aftaler, som de ved vil skade barnet. Men hellere det end at miste muligheden for i det mindste at gøre barnets liv en smule tåleligt baren lidt af tiden.

Måske har den nye forældreansvarslov skabt et diktatur, hvor loven dikterer, at samarbejde er vejen frem, koste hvad det vil. Og ja, det koster, for børnene og for forældrene.

Vi hører om mange forskellige problemstillinger i telefonrådgivningen. Skolevalg, ferier, manglende overtøj ved samvær om vinteren, for små sko. Altså mange mindre problemer – der dog for barnet er betydelige.

Og så er der de mange indviklede sanger, hvor forældre og bedsteforældre ringer og har mistet muligheden for at tage ansvar og værne barnet mod druk, stoffer, overgreb, vold mishandling. Nogle tør slet ikke sige, hvad de ved, for siger de, at den anden forælder gør skade på barnet, risikerer de at blive kaldt konfliktskabende og risikerer at miste retten til barnet. Så her får vi skabt forældre, der tier og samtykkende ser til mens børn udsættes for mistrivsel.  Rigtigt mange beretter, at de er stavnsbundne og ikke kan flytte når de har fået nyt job. Det kan de ikke, fordi de ikke kan få lov at tage deres barn med. Flytter de, så bliver der en overførselssag om barnets bopæl. Og det er trods alt sjældent at forældre vælger job frem for barnet. I vores regi oplever vi selvsagt mest de ulykkelige sager, hvor loven giver et negativt udbytte og hvor barnet reelt er klemt.

Vi er ikke længere i tvivl om, at den nye lov har betydet, at den del af befolkningen i Danmark der er skilt, er blevet stavnsbundne. Rigtig mange tør end ikke overveje en flytning.

Landsforeningen Børn & Samvær ser altså lovgivnings skyggeside. Vi ser, hvor den virker værst, og vi ser børn og familier smuldre og tilliden falde bort. Børn tvunget til umulige ting med følgevirkninger langt frem.

Det er dyrt for samfundet at tvinge mennesker. Børnene mistrives, i institutionerne, i skolen og videre i voksenlivet. Forældrene mister troen på samfundet, på almen opførsel og på det politiske system. Ja på selve retssamfundet.

På sin vis er det ikke så meget anderledes end før forældreansvarsloven. Vi har altid været forening for dem, hvor det gik galt, for de der kom i klemme i loven. Når man laver nye love, skulle det gerne betyde, at noget bliver bedre, det mener vi slet ikke er tilfældet med forældreansvarsloven.

Vi har haft en markant stigning i bedsteforældre, der ringer til vores rådgivning. De ringer for at tale deres børnebørns sag. Udviklingen peger på, at forældrene mangler kræfter og er ved at give op, i modsætning til bedsteforældrene ,der rejser sig og giver lyd.

I sidste ende undrer det altid, at vi er nød til at lovgive om børn. Børn er en gave vi har til låns en tid, en kærlighedsgave. Vi har indbygget i vores biologiske forståelse, at børn er sårbare og skal værnes og passes på. Vi er, trods det at vi kalder os moderne mennesker, ikke længere udviklingsmæssigt, end at vi stadig er mennesker med en biologisk arv.

Den arv kan vi ikke rende fra eller lovgive mod. Biologien har sit eget skjulte sprog, der sætter forældrerollen før loven. Forældrerollen har det nedgroede virke, at enhver voksen forælder vil kæmpe for barnets bedste og barnets overlevelse.

Historisk er der intet nyt i dårligt forældreskab, for vi er ikke ens sat sammen og ikke ens i vores måde at forvalte forældreskabet. Men som folk er flest, er mennesket gode forældre. Deraf de mange såkaldt lykkelige skilsmisser.

Når vi ser på de ulykkelige skilsmisser med høj konflikt, er det dels biologien der sætter ind. Vi reagere menneskeligt på det, vi oplever. Barnet ligeså. I forældreansvarsloven udfordrer vi biologien og siger den ret imod og kræver samarbejde også der, hvor biologien siger os at, vi skal bryde ud af sammenhængen og vælge at værne barnet. Samarbejde er et herligt ord, der fortæller om det gode, vi indeholder og viljen til andre. Når vi oplever, at viljen eller tilliden til et menneske er ophørt, kan man ikke kalde det samarbejde. Det hedder tvang og det bør ikke pakkes ind politisk, fordi vi vil agere moderne samfund.

Tvang er udansk, men trods alt hvad vi oplever med loven. Sådan har vi valgt det i vores samfund i de her år. At tvinge mennesker til opgaver, de ikke kan overskue, stå inden for eller magter. En del af de mennesker er end ikke myndige endnu.

Statsforvaltningerne prøver at undersøge sagerne, men ofte er det svært for både de børnesagkyndige og sagsbehandlerne. Ja selv for naboer og venner kan det være svært at gennemskue, hvad sagerne handler om.

De fleste forældre oplever i barnets liv, at mange bekymringer fortælles, når barnet om aftenen er puttet og skal sove, der fortæller børnene om oplevelser, om tanker og bekymringer. Men vi kan ikke agere dyneløftende samfund og møde barnet på sengekanten. Det betyder, at det er virkeligt svært at vide, hvad barnet tænker og oplever, særligt når barnet er tynget af loyalitetsproblematikken. Kun de der går i barnets hverdag og barnet selv kender den egentlige kerne i sagen.

Som forening mener vi stadig, at man skal gribe sager an på en helt anderledes måde end nu. Hvis en forælder mener, at der er noget galt, bør man imødegå den bekymring og gå dybere ind i den. Vi har før foreslået at man i de virkeligt grelle sager, lod barnet komme til en børnepsykolog 10-12 gange, for at få en sandhedsværdi. Vi mener også, at man skal inddrage de daglige vidner i sagerne.

Lærere, pædagoger mv. Jo mere man belyser barnets reelle hverdag og virkelighed, jo bedre bliver vi til at fastsætte de rammer, der skal være om barnet. Vi skal politisk og statsligt blive meget dygtigere end vi er nu, og det er en del af vores arbejde i Landsforeningen Børn & Samvær.

I Landsforeningen Børn & Samvær arbejder vi fortsat på at mindske de trange kår, skilsmissebørnene har, når konflikter, misbrug, overgreb, vold, lovgivning, stat og politik truer deres opvækst.

Vores opgave er at gøre indsigelser politisk og også i det forløbne år har der været mange drøftelser på tvære af foreninger og interesseorganisationer.

Landsforeningen Børn & Samvær har nu eksisteret i 10 år.

Landsforeningens 10 års fødselsdag fortæller selvsagt også om et stadigt behov for at råbe op og blande sig i debatten og de politiske vinde, der blæser hid og did, når det kommer til ansvaret for børnene.

Love er udmærkede øjebliksbilleder af et samfund. Forældreansvarsloven er et sådant øjebliksbillede af Danmarks fornemmelse og tiltro til forældrene og også et billede på mangel af samme.

I landsforeningen Børn & Samvær mener vi fortsat at det er børnene, vi som lovgivende samfund skal finde fornemmelse for. På vores fødselsdag lå der sne over hele Danmark. Driverne sender tankerne mod bogen: Smillas fornemmelse for sne. Hvad Smilla kan, er at skelne den ene slags sne fra den anden. Det er svært, hvis ikke man er opvokset med en indbygget fornemmelse for, hvad sne er, og hvad sne kan forme sig til. Smilla fornemmer, hvad vi andre overser.

Vores lovgivere og systemet, der skal arbejde med med lovene, skal alle have en særlig fornemmelse for børn. Børn er ikke bare børn. De er helt forskellige individer, som hver især former sig på sin måde, ser forskellige ud, fortæller forskelligt, fornemmer forskelligt, oplever forskelligt. Alligevel lovgiver vi ens. Det er trods alt hele kernen af deres liv vi lovgiver om.

Derfor er der er fortsat brug for Landsforeningen Børn & Samvær og som det ser ud lige nu vil vi stadig være her i år frem trods vore vanskeligheder med at finde engagerede frivillige, som vil indgå i arbejdet.  

Vi har i det forgangne år modtaget økonomisk støtte fra fonde, og vi siger af hjertet tak for de, der ser Landsforeningen Børn & Samvær som et vigtigt talerør for de klemte børn.

Landsforeningen Børn & Samværs Bestyrelse retter også en stor tak til vores frivillige telefonrådgivere, der dag efter dag samtaler med mennesker der står i mismod.

Telefonrådgivningen er vores vigtigste organ og dermed en stor del af vores virke.

Vi søger altid nye rådgivere og opfordrer her enhver, der har tid, indsigt og overskud til at melde sig som rådgiver.

Landsforeningen Børn & Samvær arbejder for øjeblikket på en fornyet struktur og arbejdsgang, overvejer vores tiltag og vores nyhedsblad, der er meget dyrt for os. Vi vil i fremtiden gå mere og mere over til elektroniske medier, da det gør vores virke betydeligt billigere. Også vores hjemmeside vil vi kaste os over, da den trænger til en revidering og modernisering.

Vores bidrag til et åbent styre og indblik i dagens Danmark ses især ved vores talsmand Viggo Bækgaards opsamling af afgørelser i statsforvaltninger og retssale over hele landet. Det er vigtigt at synliggøre sagerne for alle, så vi kan få et overblik over problemstillingernes væsen og lovens virke. Læs gerne med her på vores hjemmeside.


Også i år har vi fået en en del skrivelser, hvor folk fortæller om deres oplevelser med lov og system. Vi er i den forbindelse i øjeblikket ved at lave et lille hæfte, der samler voksne samværsbørns fortællinger fra deres barndom som skilsmissebørn. Vi tager med glæde imod flere. Man kan være anonym, hvis navn og adresse er bestyrelsen bekendt.

Landsforeningen Børn & Samvær består af frivillige der bruger tid og kræfter på at arbejde for foreningen. Det er givet i al frivillighed at der er svingende arbejdsmulighed, men vi gør hvad vi kan hver især. Foreningens arbejde er selvsagt præget af at vi ikke har en lønnet medarbejder til at tage sig af de daglige opgaver og vores håb frem i tiden er at kunne have en eller flere medarbejdere der kan varetage flere opgaver, for der er meget at gøre på så stort et område som skilsmisse børn og deres liv og levnet.

Vi håber på flere friske kræfter i de kommende år.

Landsforeningen Børn & Samvær ser fremad og håber på bedre kår for børnene i det kommende år.

Tak for i år til vores medlemmer og frivillige.

På bestyrelsens vegne

Landsformand Astrid Søe