Tivoli-forældre.
af Viggo Bækgaard, advokat (H), talsmand i
Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 2/2006 p. 8
Forleden mødte jeg i landsretten en far, der brugte en stor del af sin forklaring på at fortælle, hvor sjovt han og børnene havde det sammen, når der var samvær. Far’en var som type i sit kropssprog og sproghastighed hyperaktiv.
Han fortalte om alle de helt fantastiske ting, han foretog sig med børnene, når de var i samvær. Det blev detaljeret udpenslet. Ja han fortalte endda, at han hver gang inden samværet lavede en bruttoaktivitetsliste, som de sammen kunne vælge ud fra, mens de kørte i bil fra mor til far på samvær. Så var weekenden ligesom på plads, når de nåede frem.
Konkret stod forklaringen i nogen grad i kontrast til det faktum, at de to børn på 10 og 12 år sagde relativt klart fra over for faren, idet de over for statsamtet havde givet udtryk for, at faren var psykisk hård over for dem. Forklaringen stod om ikke i kontrast så dog i paradoks til det faktum, at faren i sit nuværende ægteskab også havde børn, nemlig en på 6 år og en på få måneder. Hvordan pokker får han tid til at opfylde sådan en bruttoaktivitetsliste, hvis hans forklaring er rigtig og ikke blot et luftkastel?
Mens jeg sad og hørte på den forklaring slog flere tanker mig. Den ene var, at jeg i den selv samme retssal for nogle år siden oplevede en far, som også fortalte detaljeret om sine aktiviteter med barnet, når han havde samvær. Da moren i den sag blev spurgt om, hvad hun lavede med barnet, når det var hos hende, sad hun et øjeblik og så lidt forvirret ud. Så svarede hun, at det egentlig var svært at svare på, for ”jeg er jo bare mor.”
I 70erne og 80erne, da jeg selv havde den alder, hvor de jævnaldrende blev skilt. mødte jeg som advokat relativt ofte den beklagelse fra især mødrene, at det ikke var til at leve op til fars tivoli-adfærd. Der skulle altid foregå noget helt særligt, når barnet var hos ham. Det var netop tivoli, biograf og alt det, som mor ikke havde overskud til, som skulle foregå.
I dag er det langt sjældnere, man hører netop den indsigelse, at samværsforælderen ”stjæler alt det sjove”.
Når jeg funderer over forklaringen, søger jeg den dels i tiden, dels i det forhold, at der i dag er mere samvær end dengang.
Med vores tid følger, at forældrene etablerer nye parforhold med nye børn. Men tiden er også paradoksal derved, at vi formelt sagt har mere fritid og alligevel mindre tid både på job og i fritid. Det betyder vel også, at der er mindre tid til de børn, som er i samvær.
Jeg tror, at den nuværende tendens til, at samværsforældrene har mere samvær end tidligere, har den positive effekt, at tiden med barnet – eller omvendt sagt tiden med forældrene, bliver lidt mere naturlig og hverdagsagtig end tidligere. Det er vel egentlig meget sundt.
Det er vel derfor ikke helt forkert at sige, at mere samvær betyder, at barnet får en mere naturlig og hverdagsmæssig plads både hos mor og far. Alt andet lige er det positivt, som jeg ser det.
En anden vinkel på næsten den samme problemstilling viser imidlertid, at der stadig er noget rivende galt for børnene. Mange voksne er som bekendt fokuserede på, at børnene skal være ”lige meget” hos dem begge. Det er bestemt ikke et børnebehov men et voksent.
Når jeg tænker på mine egne børns opvækst – eller min egen for den sags skyld – og sammenligner med nutidens pendlerbørn, skræmmes jeg. Børnene får slet ikke lov til at være børn på ægte børnepræmisser, synes jeg. Måske er det, bortset fra det retssikkerhedens paradoks, som jeg i hjernen giver grunden til, at jeg engagerer mig så stærkt i skilsmissebørns vilkår.
Børn i dag er i institution langt mere end tidligere. Hverdagen er meget mere stressende for børnene end tidligere. I ”gamle dage” havde børn en hverdag, hvor deres legekammerater var i centrum. Hvornår har vi sidst set børn hinke ude på vejen – eller lege gemmeleg i kvarteret? Jo, jeg er urgammel, og jo: jeg ved godt, at de skam er sammen med andre børn foran komputeren.
For børns opvækst er det naturligt og vigtigt, at de er sammen med andre børn også i fritiden. Vores opgave som forældre er efter min opfattelse at være rollefigurer og at være det naturlige, centrale midtpunkt for vores børns hverdag. Vi er der bare, når der er brug for os. Vi er det sted, hvor de lige skal komme ind og spise. De skal vide, hvor vi er, og så skal vi egentlig blande os så lidt som muligt i deres liv.
Samværet betyder, at børnene er mindre i deres egentlige hjem og dermed mindre sammen med de børn, som er en del af hjemmebanen, nemlig legekammeraterne fra gaden og skolen.
Bedstevennerne forsvinder, fornemmer jeg. For bedstevenner er nogen, der er der hele tiden.
Det er min oplevelse, at mange forældre – og det gælder selvfølgelig først og fremmest samværsforældre – har den grundopfattelse, at de kan tilbyde børn en fuldstændig normal børnehverdag, når blot børnene er hos dem rigtig meget.
Det kan de også. For normal er bare udtryk for det, som rigtig mange oplever. Og der er jo en kvart million pendlerbørn i vores samfund. Så det er normalt.
Men de kan det jo ikke helt alligevel, fordi de rodløse børn netop ikke får lov til at slå rod.
Det er vel derfor heller ikke helt forkert at sige, at mere samvær giver mere rodløse børn, som ikke får en helt naturlig hverdag med kammerater. Er det godt, bare fordi det er ”normalt”.
For mig er det tanker som disse, der er med til at forme det grundsyn hos mig, at samvær er godt, men at det også er vigtigt, at børn har en base, hvor de er det meste af tiden.
Uanset hvad betyder samværet for samværsforælderen, at den tid, man får med barnet, alt andet lige er lidt mere ”kvalitetstid” end den tid, bopælsforælderen har med dem. Tivoli eller ej. Der er ikke i helt samme grad kammerater og bedstevenner, der trækker. Så børnene er nok lidt mere indstillet på at spille skak med forældrene.