Man kan være så heldig, at der til sidst findes en acceptabel løsning. Men børn, der er i klemme i samværssystemet, skal gå gruelig meget igennem først, og det er langt fra sikkert, at enden virkelig bliver god.
Skilsmissebørn trives, hvis forældrene kan tale sammen.
Så kort og så lidt overraskende kan man beskrive det resultat, som Socialforskningsinstituttet i hele to rapporter på tilsammen godt 300 sider offentliggjorde den 26. marts 2004. Undersøgelserne er blevet til på justitsministeriets foranledning på baggrund af den sønderlemmende kritik, der fra mange sider har været rettet mod behandlingen af samværssager.
Rapporten om samværssagerne tager udgangspunkt i 75 tilfældigt udvalgte sager, som er gennemgået alene på baggrund af det skriftlige materiale, som findes i sagerne.
Udgangspunktet er taget i det såkaldte børneperspektiv og dermed hvordan verden – og afgørelsen – ser ud fra et barns perspektiv. Derimod udelader rapporten andre spørgsmål, som kunne være relevante, herunder forældrenes retssikkerhed, fejl og mangler omkring sagsbehandlingsprocessen eller styrkeforholdet mellem parterne.
Sagernes grundighed i centimeter.
Rapporten kommer vidt omkring. Den fremstår for mig som én lang videnskabeligt dokumenteret bekræftelse på de empiriske oplevelser, jeg har fra mit daglige virke både som advokat og som aktiv i Børn og Samvær.
Et enkelt forhold fremstår dog som umiddelbart overraskende. Det konkluderes, at der er en sammenhæng mellem social udsathed og risiko for at blive at involveret i en samværskonflikt.
”Det er en pointe, som det er overordentlig vigtig at få fremhævet, fordi der synes at herske en almindelig forståelse af – også i juridiske/familieretspolitiske kredse – at det er almindelige gennemsnitsbørn, der omfattes af samværskonflikter”, rapportens p. 76.
Den ”forståelse” har jeg selv været offer for – sandsynligvis fordi man ikke kan få fri proces til samværssager. Det har selvfølgelig betydet, at jeg i mit daglige virke først og fremmest har set de stærkeste – både menneskeligt og økonomisk.
Ikke overraskende var der en sammenhæng mellem sagernes tykkelse i cm, antallet af afgørelser mellem de samme parter, tidsforløbet og konfliktintensiteten mellem parterne. Undersøgelsen anfører endvidere, at man på det skriftlige materiale ikke kan indfange intensiteten, stemninger og non-verbale udtryk i sagerne men alene ordene, som de er skrevet ned.
Hertil kunne føjes, at det samme i mange sager gør sig gældende for sagsbehandlerne i de konkrete sager, der i mange tilfælde afgøres på skriftligt grundlag og sjældent på baggrund af forhandlinger i statsamtet, hvor begge parter er til stede samtidigt. Bevisumiddelbarheden mangler, uden at det omtales i rapporten.
En af hovedbetænkelighederne er den ofte særdeles langstrakte sagsbehandlingstid. Den tilsyneladende grundighed er ikke nødvendigvis udtryk for, at tingene foregår hensigtsmæssigt.
I sager om suspension af samvær er der en tendens til særlig forsigtighed, som jeg i den grad kan genkende.
”Statsamtets indstilling bærer præg af, at man helst vil undgå at træffe så vidtgående beslutninger og holde døren åben, så kontakten mellem samværsforælderen og børnene opretholdes. Ser man hen over den måde, hvorpå sagsbehandlingsprocessen forløber, kan det virke, som om statsamtet prøver at forhale sagen, måske i håbet om, at parterne selv kan løse problemerne.”, p. 103.
Barnets bedste.
Spørgsmålet om, hvad der er gavnligt/skadeligt for et barn vurderes forskelligt, og det kan være vanskeligt at se, hvordan psykologfaglige vurderinger harmonerer med og inkorporeres i retlige rammer om ret og uret.
Rapporten har nogle særdeles interessante og tankevækkende vurderinger af dette meget vanskelige emne uden at der fremstår en indlysende løsning.
Den drivende styringshensigt er som oftest funderet i synspunktet om det generaliserede barns behov for at bevare kontakten med begge forældre, hvilket forudsætter, at der er en samarbejdsvilje mellem forældrene.
Det anføres som formålstjenligt så tidligt som muligt at nedtone dette til fordel for et mere helhedsorienteret perspektiv, der vurderer konflikten og prognosen for et fremtidigt samvær med udgangspunkt i det konkrete barns sociale og historiske forhold.
Børnenes egen mening.
Der efterlyses en øget synliggørelse af børnene og et tydeligere børneperspektiv i sagsbehandlingen, således at barnets bedste også i højere grad – og langt hurtigere end nu - tager udgangspunkt i, hvordan de konkret involverede børn oplever samværet.
Det påpeges, at det kan virke absurd, at to børn i samme sag bliver lyttet forskelligt til. Det store barn, som tilkendegiver ubehag ved samværet, slipper for dette, mens det mindre barn i samme sag – og med de samme tilkendegivne ønsker fortsat sendes i samvær.
Når samvær hindres.
Der er nogenlunde lige mange tilfælde, hvor samvær ikke gennemføres på grund af forhold hos samværsberettigede og forhold hos bopælsforælderen. Undersøgelsen viser, at det uanset hos hvem er vanskeligt at anskue det som et isoleret konflikttema. Når samværsforælderen ikke overholdt aftalen, kunne det anskues som en følgevirkning af dennes livssituation, mens bopælsforælderens modstand måtte anskues som en reaktion på noget andet.
Det udtrykkes så stærkt i rapporten, at der i de fleste tilfælde kunne siges at være forståelige grunde og i nogle tilfælde endog gode grunde til bopælsforælderens manglende samarbejdsvilje.
Her må man altså være opmærksom på, at der i alle disse tilfælde alene er tale om situationer, hvor der har foreligget en aftale eller afgørelse om samvær.
Tekstbehandlingsteknik
Et af de lidt morsommere afsnit i rapporten bekræfter
manges oplevelse af, at det på trods af den tilsyneladende grundighed er
tekstbehandlingen, som mekanisk afgør sagerne. På side 32 anføres: ”Generelt
var formsproget og det stilistiske niveau meget ensartet i sagerne, ligesom der
på tværs af sager, sagsbehandlere og statsamter var en homogenitet i den måde,
hvorpå der blev argumenteret.”
Rapportens styrker og svagheder.
Rapporten tager udgangspunkt i beskrivelse af sagsakter. Den efterlader et indtryk af, at sagsbehandlingen er udtryk for ikke altid rationel grundighed og et i virkeligheden konfliktsky afgørelsessystem. Rapporten beskriver og reflekterer, men den munder ikke ud i klare forslag til løsninger.
Barnet skal ifølge rapporten centraliseres. Så meget står klart, men det er så også det.
Det ligger snublende nært at starte med at tage SFs lovforslag om styrkelse af barnets rettigheder 2003-04 L 102 alvorligt. Forslaget ændrer samværet fra at være en forældreret til at være en børneret nøjagtig, som vi i Børn og Samvær har foreslået.
Som nævnt i indledningen udelader rapporten en række forhold, som også kunne være interessante. Det ville have styrket rapporten og formentlig fremmet den kommende beslutningsproces, om man også havde sat fokus på retssikkerhedsspørgsmål, ressourceforbrug, undersøgelsesniveauer med mere. En række af de alvorlige kritikpunkter, som er fremsat fra forskellig side, herunder fra Børn og Samvær, står dermed fortsat som supplement til rapporten, der ellers i sig selv må anses som meget belastende for systemet.
Samvær og børns trivsel.
Den anden rapport er noget mindre og beskriver mere generelt samværsordninger blandt danske skilsmissebørn. Rapporten er meget blød og må siges at bekræfte almindeligheder. Alligevel er den interessant læsning netop fordi der sættes tal på de oplevelser, som vi måtte have generelt.
Selv om det kan virke selvfølgeligt og banalt, sættes der tal på, så man kan konstatere, at børn trives bedre, jo mindre ballade, der er mellem forældrene. At det kan bruges til noget, også når de mere tunge problemstillinger skal behandles, er der til gengæld heller ikke tvivl om.
Vi glæder os i Børn og Samvær til den debat, som må komme i den nærmeste fremtid under rapporternes behandling.
Viggo Bækgaard
28. marts 2004
Du kan se rapporterne her i pdf-format
Samvær til barnets bedste - 2,2 megabyte - tager lidt tid at hente
Samvær og børns trivsel 1,2 megabyte - tager lidt tid at hente