Skolepolitik og skilsmissebørn
leder i Børn og Samvær nr. 4/2005 p. 2
af Morten Nitschky Schmidt

Skolepolitik er oppe i medierne og på den politiske dagsorden for tiden. PISA undersøgelsen har i manges forståelse dømt os ude og noget må gøres. Videnssamfundet står og banker på og man er bange for, at en stor del af de unge, der ikke bliver uddannet ordentligt, tabes på gulvet – om man så må sige. Talen falder så logisk nok på det, der foregår i skolen. Men set fra vores synsvinkel kunne man måske løse mange af problemerne et helt andet sted.

Statistikken taler et tydeligt sprog når det påpeges at 30 %  af alle skilsmissebørn aldrig kommer længere end folkeskolen. Det er ikke fordi der er en overvægt af skilsmisser blandt folk med lavere eller ingen uddannelse, det fordeler sig tværtimod meget jævnt. Der er ikke tale om social arv eller andre vægtige fælles træk ved disse børn, der betinger den lavere udannelsesgrad – kun, at de er skilsmissebørn. Det så også sådan, at mængden af skilsmisser år for år forøges støt. I 2004 var der næsten 16.000,- skilsmisser. Man regner med at 4 ud af 10 børn oplever en skilsmisse i løbet af deres barndom. Det er mange børn der er tale om!!

Mange af disse børn oplever en eksistentiel krise, hvor det kan være rasende ligegyldigt om 2 +2 bliver 4 eller 300, for de ved ikke, om de har et trykt og sikkert hjem at komme hjem til, eller også er forældrene så optaget/medtaget af deres konflikt, at de ikke overkommer at følge med i, om der er lektier, der skal laves, eller hvordan det egentlig går i skolen.

I anledning af at ugebrevet A4 havde fået lavet en undersøgelse (den vi har de ovenstående tal fra) om uddannelsesgraden af skilsmissebørn i det danske uddannelsessystem, udtalte Professor i psykologik ved Roskilde Universitet Lars Dencik for noget tid siden til MetroXpress, at skilsmisser kan slide i en sådan grad på børnenes tillid til de voksne og til samfundet, at det går ud over selvtilliden og lysten til at passe skolen.

Landsforeningen børn og samvær har igennem sit relativt korte liv haft overvejende fokus på børnene i de aller tungeste skilsmissesager, men der er ingen tvivl om, at børnene i de lettere sager, ofte lider meget mere end vi umiddelbart har forestillet os.

Det stigende antal skilsmisser er nok en samfunsudvikling, der ikke umiddelbart lader sig lave om. Men det samfundet kan gøre noget ved, er at tage sig ordentligt at sine svageste medlemmer og det er i dette tilfælde så klart børnene.

Det er ikke fordi der mangler viden om hvad der kan gøres for disse børn, men så længe at systemets indfladsvinkel til dem og deres dybe problemer er primært juridisk så sker der ingenting!!! Og i forhold til lille Jens hvis forældre lige er gået fra hinanden kan man formentlig teste ham i stavning her fra og langt ind i det næste årtusinde uden, at det vil have nogen stor effekt på hans stavning. Måske vil det bare gøre ham endnu mere stresset og ulykkelig.