Skjult misbrug af børn - Det dobbeltmoralske samfund
af Viggo Bækgaard, advokat (H)
talsmand i Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 1/2006 p. 6

Første vers:

Så har vi igen haft sager fremme i pressen om seksuel misbrug af børn. Vi reagerer alle med kraftig væmmelse hver eneste gang, sådan en historie dukker op.

Socialministeren er ude med påtale til kommunerne over, at de ikke har grebet ind i tide. Privatfolk laver folkeindsamling af underskrifter, der kræver strengere straffe til de mennesker, der foretager seksuelle krænkelser af børn.

Alle bortset fra de egentlige pædofile er forargede: Der må gøres noget! Vi må tage affære! De pædofile mener vist, at de gør en god gerning over for børnene. Til gengæld holder de nok lav profil i debatten.

Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Andet vers:

Hver eneste gang, emnet er oppe i pressen, gør det ondt i mit hjerte på de børns vegne, som der netop ikke tages hensyn til hverken i debatten eller i det kolde system, hvor forældrenes ret i det virkelige liv går forud for børns sikkerhed.

Det er klart for enhver, der beskæftiger sig med krænkelser af børn, at langt de fleste af den slags overgreb begås over for børn, der kender den voksne krænker. Jeg husker helt tydeligt, at vi på en konference, vi holdt for et par år siden, blev fortalt, at engelske undersøgelser viser dette. Mange overgreb finder endda sted inden for den helt nære familie, hvor uhyggelig tanken end er.

Det vil ”vi” (læs statsamter og Familiestyrelsen) ikke forstå. Man er fuldstændig tonedøve over for de faktiske forhold. Man synes heller ikke at forstå, at krænkede børn også har gode stunder med krænkeren. De fatter heller ikke, at krænkere truer børn til tavshed på de mest besynderlige måder.

Hvis et barn reagerer på en måde, som bare med lidt god vilje kan tolkes positivt under f. eks. et overvåget samvær, er statsamtets konklusion helt typisk, at samværet er godt. De synes heller ikke at forstå, at de mennesker, de sætter til at overvåge et samvær, stort set aldrig har specialviden om, hvad det i virkeligheden er, de skal være opmærksomme på.

Dobbeltmoralen består derfor i, at vi alle synger med på første vers. I andet vers er stemmen blevet rusten og øjnene klistret til.

Efter min opfattelse, burde den eller de systemansvarlige personligt drages til ansvar for de overgreb, de stiltiende udsætter børn for i de ikke helt sjældne tilfælde, hvor der er en rimelig tvivl, som de ikke lader komme børnene til gode.

Der er overhovedet ikke tvivl om, at der sker et stort skjult misbrug af børn. Det er alle med kendskab til området vist enige om.

I mange sager lader myndighederne lang tid gå, hvor de i tvivlssagerne udsætter børn for mulige fortsatte overgreb. Hvis man en sjælden gang virkelig kunne bevise overgrebene, ville vi alle stå med forargelse og synge hele første vers.

Men da er de ansvarlige gået på pension. Hvad er langtidsvirkningerne for børnene? Muligvis førtidspension. Så kan børnene og sagsbehandlerne mødes til peddigrørsfletning i pensionistklubben.

Viggo Bækgaard