Skilsmissebørnene – en ny stor tabergruppe?
af Morten Nitschky Schmidt
Formand for Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 1/2006 p. 3 

 Her ved indgangen til videnssamfundet ser det ud som om en relativt stor gruppe børn og unge er ved at blive tabt i uddannelsessystemet. Årsagen og store dele af løsningen skal dog nok findes et helt andet sted end i skolerne.

 En undersøgelse af 25åriges uddannelsesgrad, lavet for ugebrevet A4, viser at 30,6% af alle skilsmissebørn ikke får nogen længere uddannelse end folkeskolen – mod 13,8 % for børn, hvis forældre ikke er skilt. Der er ikke nogen social slagside i dette. Det er ikke fordi der eksempelvis er flere i socialgruppe 5, der bliver skilt. Skilsmisser fordeler sig faktisk jævnt i hele samfundet, og der er umiddelbart ikke andre vægtige parametre, der kan forklare denne undersøgelses resultat, end det at forældrene er skilte. Det er samtidig også sådan at antallet af skilsmisser de sidste tre år, hvert år har sat ny rekord. Sidste år blev ca 16.000 par skilt, og man regner med at ca 4 ud af 10 børn inden de fylder 18 år oplever en skilsmisse. Antallet af skilsmisser er steget 10% de sidste 5 år og tendensen er som sagt for opadgående.

 Børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår John Halse er i medierne i forbindelse med denne undersøgelse citeret for at sige, at forældrenes fokus på egne konflikter gør, at de ikke har overskud til at følge med i, hvordan det går i skolen. Professor i psykologi ved Roskilde universitetscenter Lars Dencik siger også at skilsmisser kan slide på børnenes tillid til de voksner og til samfundet og dermed på deres selvtillid og lysten til at passe skolen.

 Det er ikke alene sådan, at der bliver flere og flere skilsmisser, men det ser også ud somom en større procentdel af skilsmisseforældrene vælger at gå rettens vej for at få løst problemet om forældremyndigheden. Det er der sikkert flere årsager til. En vægtig en af slagsen er, at det ikke længere er nogen selvfølge, at det kun er moderen, der tager sig af barnet. Ligestillingen har sneget sig ind, og rollerne i familien ændres (langsomt) både mentalt og praktisk. Også i medierne ses det ganske ofte, at debatten om barnets bedste (desværre) bliver til en kønsrolledebat. Så ud fra et isoleret far/mor perspektiv kan man sige, at der rent faktisk er noget at slås om. Det er der så som sagt flere og flere, der gør. Det er aldrig for ”sjov”, at man går rettens vej. Jeg tror ikke, jeg hverken privat eller i Landsforeningen Børn og Samværs regi har mødt en eneste, der ikke har været dybt mærket af en retssag om forældremyndigheden over deres børn.

 Med andre ord, er der en stor del af de danske skolebørn, der er skilsmissebørn. Hvis den førnævnte undersøgelse af uddannelsesgraden af folk, der nu er 25 år gamle holder stik, og hvis der ikke bliver gjort noget andet, end det man har gjort indtil nu, så kan man vel kun forvente, at der fremover  stadig er 30 % af skilsmissebørnene, der ikke kommer længere end til folkeskolen – tilgengæld bliver denne gruppe større og større!

 I Landsforeningen Børn og Samvær beskæftiger vi os primært med de helt tunge skilsmissesager. Men ud fra de mange samtaler, vi har haft med både børn og deres forældre og fra den voksende litteartur, der findes om og af skilsmissebørn, er det klart for os, at det vi voksne kalder ”lette” skilsmisser ofte tærer utroligt på barnets kræfter, selvværd og livslyst. Børn i dette land forventes langt hen ad vejen at skulle klare forældrenes skilsmisse og deraf følgende sorg og ulykke, deres skolegang og livet i al almindelighed, uden den store hjælp fra andre end deres forældre. Eksempelvis viser en netop offentliggjort undersøgelse (Børns Vilkår), at meget få skilsmissebørn har talt med deres skolelærer om forældrenes skilsmisse. Så hvis mor og far ikke har overskud/indsigt/mulighed for at hjælpe, kan man frygte, at børnene langt hen ad vejen bliver  overladt til at klare sig selv.

En meget frugtbar diskussion i denne sammenhæng er, hvor grænsen går for, hvornår vi som samfund skal gribe ind/ aktivt tilbyde hjælp og vejledning. Jeg synes, det burde ske langt tidligere og i langt mere omfattende grad, end det er tilfældet idag.

 Vi kan se mange forskellige ting -  vi kan se hvordan mange børn bliver perifere personer i deres eget liv, når alt kommer til at handle om mors og fars ulykke. Vi ser børn, der lever en nomadetilværelse mellem mors og fars hjem og måske egentlig ikke finder ro nogen steder. Vi ser børn der – også med systemets velsignelse skal stå model til mors og/eller fars misbrug. Vi ser børn, der mister en stor del af kontakten til deres venner, fordi den ene forælder bor lang pokker i vold og de derfor ikke kan være med i det sociale liv (på håndboldholdet, fødselsdagsfester etc). Vi ser børn, der skal forholde til meget forskellige norm og regelsæt hos far og mor – ud fra devisen om, at det kan de godt klare. Det kan de stensikkert også, men er det det, der er det bedste for dem. Hvor mange kræfter skal de bruge på ikke at have gennemgående værdier og sikkerhed i deres liv.

 Vi ser desværre også meget meget ofte, at rådgivningen og vejledningen til forældrene i forhold til at få livet til at fungere bedst muligt for børnene er yderst sparsom og ofte grænsende til det direkte dårlige. Man kan få børnesagkyndig rådgivning i statsamtet. Det er som oftest kun enkeltstående rådgivninger. Vi ser, at der i systemet tit er en rystende ringe indsigt i børns reaktionsmønstre i krise (skilsmisse)situationer, og et ikke særligt nuanceret billede af eller skarpt fokus på børns behov. Har man en samværssag i statamtet, er man indrulleret i et system, hvor der for hver tilknyttede psykolog er ansat 9 jurister!! Dette sidste er et klart tegn på, at selvom lovgivningsteksten og praksis bevæger sig i retning af, at børn skal høres mere og tidligere, så anser man grundlæggende stadig skilsmisser og børns vilkår i forhold til det, som et juridisk problem med de voksne som parter.

 Der er fra ministeriets side afsat flere penge til rådgivning og der skeles helt klart efterhånden meget til den norske model med ”tvungen” rådgiving til forældre der skal skilles. Men en let skelen er slet ikke nok i forhold til disse børn. Så længe, den grundlæggende indfaldsvinkel er, at det er forældrenes behov, der skal dækkes før børnenes, så er det kun lappeløsninger. Dette er nok bedst eksemplifiseret i det faktum at FN s menneskeretskonvention i Danmark har en klar forrang for FNs børnekonvention. I menneskerettighedskonventionen står der i artikkel 8 at: ”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv”. I Børnekonventionen står der i artikel 3 stk 1: ” I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række”. Der er en væsensforskel i dette, og det ville klæde det gamle velfærdssamfund at tage de svagestes parti. Det er i denne sammenhæng så klart børnene. Danmark har modsat de fleste andre lande, vi plejer at sammenligne os med ikke emplimenteret Børnekonventionen i vores lovgivning. Både i Sverige og i Norge har de en børneombudsmandsinstitution og FN børnekonvention spiller en langt mere aktiv rolle end den gør i Danmark.

 Skilsmisser, tunge som lette har en enorm indvirkning på de involverede børns liv. Ikke kun som mange tror i tiden lige efter skilsmissen, men faktisk nok på hele barnets vej mod voksenlivet og også et stykke ind i det. Der er efterhånden meget litteratur der underbygger dette. Specielt den amerikanske psykolog Judith Wallersteins arbejde med en relativt stor gruppe skilsmissebørn, som hun har fulgt igennem snart 30 år, taler sit ganske tydelige sprog. Skilsmisser, eller rettere måden de bliver taklet på, er noget, der kan have en stor og negativ indflydelse på børns og unges senere valg/muligheder. Undersøgelsen af 25åriges uddannelsesgrad i Danmark er kun et af tegnene på dette, men til gengæld ganske skræmmende her på tærsklen til videnssamfundet.

 Meget ville kunne vindes på mange planer, hvis vi kunne begynde at handle ud fra at skilsmisser set fra samfundets og systemets synsvinkel handler om børnene, og egentlig ikke særligt meget om de voksne.

 Sådan er det nemlig ikke nu.