Orientering
om barnet, forældremøder og skolefester efter forældreansvarsloven
Af
Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)
Børn og Samvær nr. 4/2007 p.
8
En del af
”magten” omkring børnene har hidtil handlet om, i hvilket omfang den forælder,
der enten ikke har del i forældremyndigheden, eller som ikke bor sammen med
barnet, har ret til informationer fra institution, skole, læge m.v. Endvidere
har det hidtil kunnet give anledning til kiv, når forældrene ikke har været
enige om, hvem der måtte deltage i forældremøder, fester på skolen o.s.v.
De juridiske
problemer er måske nok blevet klarere, men jeg er ikke sikker på, at det
bliver sjovere at være barn i fremtiden på disse punkter.
Bedst
for barnet i mange sammenhænge i lovens tankegang det samme som lige ret til
barnet.
Forældreansvarslovens
absolutte udgangspunkt er, at alle afgørelser efter loven skal tages efter,
hvad der er bedst for barnet. En hovedbaggrund for loven var, at man i mange
situationer stod med skilsmisseforældre, som var meget frustrerede over, at
det kunne være så svært at følge med i barnets situation.
”Han
interesserede sig ikke for barnet, da vi var sammen. Hvorfor så nu?” Den sætning
har jeg hørt utallige gange. Uanset årsag og virkning er virkeligheden, at
forældre, der ikke længere er sammen, udvikler en forøget og oftest ærlig
interesse for børnene.
Alle er vist
enige om, at idealsituationen må være, at begge forældre er fuldt
orienterede om deres børns situation, og at forældrene kan samarbejde og
snakke om alting på en måde, der gør, at alle afgørelser omkring børnene
er udtryk for fælles afvejninger af fordele og ulemper efter, hvad der tjener
børnene bedst. Mon nogen overhovedet er i tvivl om, at børnene vil elske, at
begge deres forældre OG nye papforældre kunne sidde sammen i gymnastiksalen
og høre ungerne fremføre skolekomedien?
Sådan fungerer
det bare ikke i det virkelige liv. Informationer bruges, misbruges, vendes og
drejes, og den anden forælder mistænkeliggøres i uhyggelig grad.
Elektriciteten i lokalet kan vokse til uanede styrker, bare fordi far og mor
er til stede i det samme rum på samme tid. Skolekomedien kan simpelthen ødelægges
af det.
Om
orientering og forælderdeltagelse omkring institution og skole.
Tidligere var
det meget begrænset, hvad myndighederne måtte orientere den forælder, der
ikke havde del i forældremyndigheden om. Indehavere af fælles forældremyndighed
havde derimod som altovervejende udgangspunkt fri informationsret og fri
adgang til alle aktiviteter omkring barnet. Dette er der ikke lavet om på med
de nye regler.
I fremtiden kan
man som bekendt få dom til fælles forældremyndighed mod den ene forælders
ønske. Det betyder selvfølgelig, at der vil være forøget risiko for, at
der opstår problemer på ovennævnte områder, når der er fælles forældremyndighed.
Der er imidlertid næppe tvivl om, at det altovervejende udgangspunkt er, man
ved fælles forældremyndighed har ret til fuld information og til aktiv
deltagelse i ”alt”. Man kan formulere det sådan, at forældrene har disse
rettigheder. Det bliver så op til institution og skole at få forældrene til
at opføre sig ordentlig til samtalerne eller festerne. Der er ingen regler,
der regulerer det. Også i dag skal folk opføre sig ordentlig, og skolen kan
formentlig kun smide folk ud, hvis de også ville kunne det efter de gamle
regler.
Da forældremyndighedssager
i dag er en overordentlig langvarig proces med indledende sagsbehandling i
statsforvaltningen og – tilsyneladende forlænget – tid gennem domstolene
også også, kan der gå lang tid, inden en forælder kan få sat en effektiv
stopper for de chikanerier, som ovennævnte kan give anledning til.
Reglerne om
orientering over for den, der ikke har del i forældremyndigheden, er blevet
udvidet ganske betydeligt. Lovens § 23 er central og lyder sådan:
”
§ 23. En forælder, som ikke har forældremyndigheden, har ret til
efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner,
social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger
og tandlæger. Denne forælder har desuden ret til at få udleveret dokumenter
om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Der
må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 2. En
forælder, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få
orientering om generelle sociale aktiviteter på barnets skole og børneinstitution
fra den pågældende skole og institution og har adgang til at deltage i disse
aktiviteter.
Stk. 3. De
i stk. 1 og 2 nævnte institutioner m.v. kan nægte at give konkrete
oplysninger og udlevere dokumenter om barnets forhold og kan nægte
orientering om og deltagelse i aktiviteter, hvis det må antages at være til
skade for barnet.
Stk. 4. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller fra en af de i stk. 1 eller 2 nævnte institutioner m.v. fratage den forælder, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1 eller orientering om og deltagelse i aktiviteter efter stk. 2. Afgørelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse om afgørelsen. ”
De to første
stykker (afsnit) handler om forælderens ret til oplysning og deltagelse. De
sidste to om mulighederne for at indskrænke oplysningerne.
Bestemmelsen i
§ 23 vedrører kun tilfælde, hvor der ikke
er fælles forældremyndighed. Domstolene kan tage stilling til bopæl.
Statsforvaltningen kan tage stilling til samvær og anden kontakt end samvær.
Der findes ingen regler om
orientering og kontakt i situationer, hvor der er fælles forældremyndighed.
Tankegangen er
jo, at forældrene skal indrette sig og finde ud af tingene. Når de opdager,
at der ingen muligheder er for at regulere det, vil de sikkert indrette sig
efter det, synes filosofien at være.
En af mine
kolleger siger ofte, at den kloge trækker sig. Hun siger det på en måde,
som ikke skal efterlade tvivl om, at det så er godt og rigtigt. Jeg giver
hende ret med et lille pip om, at det måske ikke er helt i orden, at den
ufornuftige på den måde tiltvinger sig noget, som ikke er rigtig i orden.
Jeg tænker mere, at barnets frirum, der tidligere netop
var skole og fritidsaktiviteter, fjernes og inddrages i forældrenes krigszone
i de tilfælde, hvor konfliktniveauet er højt, men ikke højt nok til
at indskrænke orienteringspligten.
Under alle omstændigheder
er det barnet, det går ud over.
Nå ja – så
ligger der også lige en ekstra opgave hos institutioner og skoler, som skal
leve med de krigene forældre inden for deres rammer også.