Ny vejledning om samvær i udlandet og pas.
af Viggo Bækgaard, advokat (H) – talsmand i Landsforeningen Børn og Samvær.
Børn og Samvær nr. 2 2005 p. 8

Familiestyrelsen har udstedt en ny vejledning om samvær i udlandet og om pas til børn. Vejledningen er udstedt den 8. februar 2005 men er hemmeligholdt i den forstand, at den ikke er offentliggjort. Man kan således ikke finde den på styrelsens hjemmeside, og den er ikke tilsendt os som organisation.

Et statsamt har fundet anledning til at tilsende mig vejledningen i anledning af, at jeg i en konkret sag har kritiseret den hidtil gældende praksis om samvær i udlandet.

Det er hidtil fremgået af såvel styrelsens som justitsministeriets hjemmeside, at samvær generelt ikke kan gives uden for Norden. I de standardiserede afgørelser, som vi alle kun kender så godt, lyder det typisk således:

”Det er statsamtets praksis, at samvær kun kan udøves i Danmark og de øvrige nordiske lande. Det begrundes med usikkerhed om, på hvilken måde myndighederne i lande uden for Norden vil reagere, hvis en samværsafgørelse ikke respekteres efter sin ordlyd, således at børnene f. eks. ikke kan bringes tilbage.

Afgørelse af, om der i det enkelte tilfælde bør fastsættes ret til samvær i udlandet uden for Norden, træffes efter en konkret vurdering.”

Teksten er imidlertid ikke i overensstemmelse med tidens generelle trend – og den er ikke i overensstemmelse med f. eks. ombudsmandens udtalelser på området.

I Landsforeningen Børn og Samvær udtrykker vi os stærkt kritisk over for samvær, der ikke er godt for børnene. Samtidig er vi kritiske over for bopælsforældre, som opfører sig som om børnene er forældremyndighedsindehaverens ”ejendom”.  De to problemstillinger kan desværre kun afklares gennem særdeles grundig konkret sagsbehandling, hvor man forholder sig indgående til forældrenes respektive synspunkter og forklaringer – og ikke bare lader den ene forældres ord stå for pålydende.

Det må forekomme besynderligt, at samværsstedet i sig selv skulle være problematisk. Det afgørende bør alene være, om samvær er godt for barnet helt generelt.

Hvad er det f. eks., der skulle begrunde, at en samværsforælder skulle have mindre samvær med sine børn, hvis han bor i Skagen, og de bor i København, end den forælder, der bor i Madrid, mens børnene bor i København – og det er den eneste forskel? Transporttiden er vel dybest set længere og mere besværlig til Skagen end til Madrid.

I den konkrete sag, som gav mig den nye halvhemmelige vejledning i hånden, var det situationen, og der var tale om pæredanske forældre, der blot efter deres samlivsophør under bopæl i udlandet var blevet splittet med bopæl i Danmark og Spanien.

Ombudsmandsudtalelse fra 1995 fører nu til vejledning – eller har man negligeret hans kritik i 10 år?

Der er i øjeblikket i al fald to nye tendenser i samfundet, der kan have betydning for en problemstilling som denne. Dels er det utvivlsomt, at vi bliver mere internationaliserede i den forstand, at det nu og i fremtiden vil være langt mere almindeligt end tidligere, at den ene forælder vil være bosat i udlandet. Dels er det et led i den såkaldte forenklingsreform, som blev gennemført i efteråret 2004, at man skal tilbagegive konflikten i højere grad end tidligere til forældrene. Konkret betyder det, at statsamterne skal detailregulere mindre end tidligere.

Der er som nævnt nu kommet en ny vejledning på området. Det er påfaldende, at denne vejledning fremkommer i 2005, når sandheden er, at Ombudsmanden så tidligt som i 1995 udtrykte sig kritisk om den hidtidige praksis.

Ombudsmanden udtalte blandt andet:

”… Civilretsdirektoratets praksis hvorefter der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet, medmindre der er fuld sikkerhed for at det pågældende lands myndigheder vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark, kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger. På baggrund af Haagerkonventionen som både USA og Danmark har tilsluttet sig… må der være en formodning for at betingelsen – ”fuld sikkerhed for medvirken til tilbagegivelse” ved udøvelse af samværsret i udlandet – er opfyldt… I mangel af holdepunkter for det modsatte må man derfor i en sag som den foreliggende gå ud fra at USA som kontraherende stat vil medvirke i en eventuel sag om tilbagegivelse…”

I et senere brev til klager udtalte ombudsmanden bl.a.:

”Det er et af formålene med Haagerkonventionen at forbedre mulighederne for samvær med børn hvor den samværsberettigede bor i et andet (konventions)land. Efter Danmarks tiltrædelse af konventionen må udgangspunktet være at en samværsberettiget efter anmodning skal kunne udøve samværet i udlandet.

Som anført må det på baggrund af konventionen formodes at der er sikkerhed for at en konventionsstat vil medvirke til tilbagegivelse af et barn hvis der sker tilbageholdelse efter samvær, jf. herved konventionens artikel 7. Hvis der imidlertid er en konkret risiko for at den samværsberettigede vil tilbageholde barnet, må udgangspunktet om ret til samvær i udlandet efter min opfattelse fraviges… Men jeg må fastholde mit synspunkt om at en risiko for tilbageholdelse skal være konkret begrundet. De – i forhold til tidligere – betydeligt forbedrede muligheder der efter konventionen er for at få barnet udleveret til den der har forældremyndigheden, støtter efter min opfattelse i sig selv dette synspunkt.”

 Den nye vejledning.

 Hovedtendensen i den nye vejledning er, at man som udgangspunkt godt kan have samvær i udlandet.

 Statsamtet skal selvfølgelig konkret tage stilling til, om samværsforælderen overhovedet skal have mulighed for at lade samvær foregå i udlandet.

 Hvis det spørgsmål besvares bekræftende, skal der tages stilling til, i hvilke lande eller områder, samværet skal foregå, og om der skal være tale om et enkeltstående samvær eller en generel mulighed for at lade samværet foregå i de omhandlede lande eller områder.

 ”Statsamtet bør derfor som udgangspunkt imødekomme en ansøgning om at kunne lade samværet foregå i udlandet, medmindre hensynet til barnet taler for at afslå dette”.  

 Her skal forskellige forhold indgå i bedømmelsen. Det kan være barnets alder eller om det har været vant til det tidligere.

 ”Hvis der er risiko for, at samværsforælderen vil bortføre barnet, fastsættes der aldrig samvær i udlandet”.

 Samværsforælderen skal som udgangspunkt senest en uge – ved rejser uden for EU – senest 2 uger – inden rejsens start give bopælsforælderen sædvanlige oplysninger om rejsen, herunder rejsemål, transportform, eventuel kontaktadresse m.v.

 Generelt kan siges, at udgangspunktet for samvær i udlandet med den nye vejledning er vendt om i forhold til tidligere. En sådan ændring må efter min opfattelse hilses med tilfredshed.

 Selvfølgelig vil der fortsat være situationer, hvor det er absolut uacceptabelt, at samvær foregår i udlandet. Men udgangspunkter er i virkeligheden ganske væsentlige. Det er med dette eksempel næsten det samme, som når vi i Landsforeningen Børn og Samvær hele tiden gør opmærksom på, at man bør ændre hele det fundamentale udgangspunkt for samvær fra at være en forældreret til at være en børneret. Det synes af så lidt men betyder så meget i det virkelige liv.

 Men altid, altid, altid skal det afgørende være, om samværet er godt for barnet. Uanset udgangspunktet.

 Barnets pas

 Barnet skal fra 1. oktober 2004 have eget pas. Det er klart, at det også har betydning for samværssituationer. Efter den nye vejledning kan politimesteren udstede midlertidigt pas, hvis passet er blevet væk – eller påstås at være det, hvis der i samværsresolutionen er ret til samvær i udlandet. Ligeledes kan politimesteren udstede pas til  barnet, hvis ganske særlige grunde taler derfor.

 Viggo Bækgaard