Når børn ”tilpasser sig”. 
af  Lorna Davis
fra Børn og Samvær nr. 1/2005 p. 7

 

Det er et velkendt faktum, at børn, trods mange svigt og skuffelser fra forældrenes side, forbliver meget loyale overfor dem.. Barnet vil også i mange tilfælde altid føle et vis tilhørsforhold til - , samt en slags kærlighed og bekymring overfor ”den svigtende” mor eller far. Disse fakta er vigtige at ”holde sig for øje”, når kernefamilien splittes, - selv på den mest uhyggelige og traumatiserende måde.

 

Som loven om samvær er i dag, hvor samvær mellem barnet og den af forældrene som barnet ikke bor fast sammen med, er den faste regel, frem for undtagelsen, og hvor en fastsat statsamtslig resolution er så godt som umulig at ændre på, når den én gang er implementeret, sker der netop i forbindelse med de tvungne og totalt ufleksible samværsregler, alt for ofte meget store ”psykiske overgreb” på børn, som bliver ubønhørligt låst fast i systemets paragraffer og regler. 

Alt for sjældent belejligere myndighederne sig ind i ”barnets verden”, og tager de menneskelige hensyn der bør tages, overfor et menneske/barn i en tilspidset situation. Systemet lytter primært,  desværre oftest kun til de voksne parters argumentationer, - og forsøger så efterfølgende at lave en resolution, der rent praktisk er mest mulig ”køns-retfærdig” overfor forældrene.

Systemet af i dag er indirekte skyld i, at mange børn af ren og skær nødværge, må tilegne sig nogle ret uhensigtsmæssige overlevelsesstrategier, for ”at overleve” samværssituationerne samt deres  splittede og uregelmæssige hverdag.

Underordnet hvad kerneproblemet er i en problematisk samværssag, føler børnene ofte en enorm indre splittelse, frustration og afmagt. Netop i disse situationer udvikler mange børn en slags ”overlevelses-strategi,” hvorved barnet kan få det ”tåleligt” i en meget svær og ubehagelig situation.

Barnet er i disse situationer ret klar over, at ” nu skal jeg klare mig selv, - der kommer ikke en anden voksen og hjælper mig, så jeg må tilpasse mig så både mor og far kan li´mig, og ikke bliver sure på mig, eller kede af det..”

Her er et selvoplevet ret sigende bevis på ovennævnte:

 

Sidst på sommeren var jeg en sen søndag eftermiddag på vej hjem til Fredericia med toget fra København. På hovedbanegården møder jeg en bekendt af min familie og hans 6 årige datter. De venter også på toget mod Fredericia, da pigen nu skal hjem til mor igen, efter en samværsweekend hos far i København. Faderen rejser altid sammen med pigen på disse weekendture.

Pigens forældre blev skilt for ca. 4 år siden, og konflikterne forældrene imellem har altid været både mange og voldsomme. Jeg kender begge forældre ganske godt, og ved derfor, at de trods deres store personlige forskelligheder, hver især er gode og kærlige forældre, som ønsker det bedste i livet for deres datter. Begge forældre er veluddannede og fornuftige mennesker, men når det kommer til samarbejde omkring deres datter, hvilket betyder et vist  kommunikationsniveau, så ophører det meste af fornuften, og de mange års gensidig mistillid, frustration, beskyldninger, vrede og decideret had, overtager styrelsen i deres samtale. Samtalen bliver således ret hurtigt en slags indforstået magtkamp om ret og uret og diverse principper. Oftest går bølgerne så højt, at forældrene ikke tænke over, at der er andre personer omkring dem, f.eks naboer, forbipasserende, familier, bekendte, jurister/sagsbehandlere eller datteren.

 

Denne søndag eftermiddag, så den lille pige både meget glad og veltilpas ud, mens hun stod og holdt sin far i hånden på perronen. I toget satte jeg mig ved siden af far og datter, så vi kunne holde hinanden lidt ved selskab på rejsen. Det var tydeligt, at pigen nød at være sammen med sin far. Hun kravlede hele tiden op på skødet af ham, lagde sine arme om hans hals og krammede ham.  Ind imellem når hun syntes, at vi to voksne talte for meget sammen, afbrød hun os og sagde: ” det er altså min far, så I skal ikke snakke så meget, for han skal kun snakke med mig!”. Jeg spurgte pigen, om hun havde haft en go´weekend hos far, og det bekræftede hun i ”et 20 minutters langt foredrag ”, hvor hun igen og igen fortalte om, hvad de havde lavet, hvor de havde været henne, hvad de havde set, spist og snakket om, og endelig viste hun mig, alle de gaver hun havde fået af far, disse lå   i en stor Fætter BR pose ved siden af hende. Under turen skiftedes vi to voksne til at tegne og læse højt for pigen.

Da vi kom til Fredericia og stod ud af toget, ringede faderens mobiltelefon. Det var pigens mor, som meddelte at hun ikke kunne komme og afhente pigen på banegården som aftalt, for hun havde forstuvet sin fod dagen forinden, og derfor ville hun nu bede faderen, om at følge pigen hjem i en taxi. I denne sags resolution fremgår det, at moderen skal aflevere og afhente pigen på Fredericia banegård før og efter hvert samvær. Faderen har nemlig altid kun et 12 minutters ophold på banegården i Fredericia, før han skal med det næste tog tilbage til København. Moderens opringning affødte nu endnu et højlydt skænderi (over telefonen) mellem forældrene, og som sædvanligt stod pigen som tilhører hertil. Da jeg ret hurtigt forstod problemstillingen, afbrød jeg skænderiet, og tilbød at jeg kunne køre pigen hjem til mor (lille tur på 7 km) da det ikke var den store omvej for mig. Begge forældre blev meget glade for mit tilbud og takkede for hjælpen. Efter at have taget afsked med sin far på perronen (med mange kys og kram) tog pigen mig i hånden da vi gik ud til min bil.

På køreturen ud til lejligheden fortalte pigen igen om sin dejlige weekend hos far. Straks vi stoppede foran boligkomplekset, hvor den lille familie bor, blev pigen umiddelbart meget stille.

”Jeg kan godt selv gå op til mor nu”, sagde hun, da hun steg ud af bilen. Jeg insisterede dog på, at følge hende helt op til mor, hvilket hun ikke virkede helt glad for. Fem minutter senere stod vi foran lejlighedens dør, og pigen ringede på. Da moderen åbnede døren, blev der igen kysset og krammet meget og længe. Gensynsglæden var stor og gensidig. ”Hej min skat, - har du haft en go´weekend hos far?”, spurgte mor i en munter tone. Pigens ansigt forvandlede sig i samme øjeblik spørgsmålet lød, til et lidende og vredt lille ansigt. ”Nej jeg har ej, - det var en rigtig dårlig weekend”, nærmest hulkede pigen, mens hun trodsigt smed sin jakke på gulvet i entreen. ”Jeg vil aldrig besøge min Far igen, han er rigtig dum”. Jeg stod ganske målløs og iagttog denne ret bizarre situation, og blev endnu mere overrasket, da pigen tilføjede: ” – og ved du hvad mor…….Far  ville heller ikke følges med mig i toget…………jeg er helt selv rejst med toget sammen med Lorna (undertegnede). Far satte mig kun ind i toget i København”. Pigen udtrykte stor vrede, mens hun talte. Moderens reaktion på alt hvad pigen netop havde sagt, udløste straks en prompte vrede og frustration. I stedet for roligt at ”spørge ind til” det pigen havde sagt, godtog moderen straks pigens udsagn, og var så godt som på vej hen til telefonen, for at ringe faderen op, og opstarte endnu et højlydt skænderi.  Lige præcis her, så jeg mig nødsaget og forpligtiget til at ”træde til”. Jeg fik stoppet moderen, før hun ringede op til faderen, og med stille stemme forsikrede jeg hende om, at faderen bestemt havde fulgt pigen helt tilbage til Fredericia, og at hun havde været meget glad og livlig på hele turen. Derudover bad jeg moderen om straks at ringe mig op, når pigen var kommet i seng den aften. Jeg har efterfølgende talt med begge forældre om denne oplevelse, og min holdning til- og teori om situationen. De er begge meget meget overraskede over hændelsen, og over at pigen umiddelbart i mange år, har ytret stor utilfredshed med h.h.v. far, når hun er hjemme ved mor, og over mor når hun er hos far. De er nu begge meget klar over grundene og det fakta, at pigen har det uhyggeligt svært ved denne ”konstante og ubehagelige balancegang”, for at skulle gøre begge forældre tilpasse, og passe på sig selv.

 

Forældrene (begge) bærer uvilkårligt og primært skylden i ovenstående tragiske situation, men som jeg ser det, bærer myndighederne som er indblandet i sagen, også en stor andel af skylden, da man fra deres side ikke har forstået, at en sag med et højt  konfliktniveau vil skade barnet - måske ikke rent fysisk, men i aller højeste grad psykisk. Nogle gange oplever jeg, at kun gentagende ret voldsomme legemlige læsioner på et barn, kan få myndighederne til at kigge lidt nærmere ind i en sag, mens de psykiske mén og traumer, som børn tilføres i visse samværssager, ikke øger nogen form for særlig opmærksomhed og handlekraft. Det er dybt tragisk og uansvarligt, - for man overlader derved børn til at ”forsvare sig selv, på en for dem hensigtsmæssig måde”. Disse ”overlevelsesstrategier” og handlemønstre kan på længere sigt blive en del af  barnets/den unges livs-strategi, hvilket bestemt vil være ikke blot meget uheldigt men også dybt tragisk.