Medlemsaktivitet – Aarhusmøde – kritik af BSV’s ledelse.
af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 4/2005 p. 6

I denne artikel fortælles lidt om, hvor meget vi egentlig når med ubeskrivelig få ressourcer; hvor meget vi har brug for hænder og hjerner – og hvor godt vi forstår den frustration, som nogen sidder med!

Landsforeningen Børn og Samvær har eksisteret siden januar 2000. Jeg har ikke siddet og talt medlemmerne gennem tiden op, men jeg vil tro, at vi hen over årene har haft 1.500 medlemmer ”igennem”. Der er til stadighed mellem 250 og 300 medlemmer, som vi betragter som aktuelle medlemmer. Ledelsen består dels af en bestyrelse på 7 medlemmer, dels af et antal forholdsvis aktive på forskellige niveauer. Vores telefonrådgivere er måske de mest centrale overhovedet. Alt i alt har vi aldrig været over 20 rigtigt aktive af gangen, og tallet er nok mere konstant omkring 15.

Jeg har heller ikke til brug for denne lille artikel talt de aktive gennem perioden op. Men af de, der var med til at stifte landsforeningen, er kun vores sekretær Lorna Davis og jeg selv stadig aktiv. Jeg ser tilbage på 5 fantastisk inspirerende år med rigtig mange sprudlende og spændende personligheder omkring mig.

Landsforeningens grundsyn og eksistensberettigelse – og om kritikken af os på vores hjemmeside.

I Landsforeningen Børn og Samvær har vi det grundsyn, at det er vigtigt, at forældre kan samarbejde om de børn, de har sat i verden. Forældresamarbejde er alfa og omega, og hvis ikke det virker, stiller vi langt hen af vejen spørgsmål ved, om man skal lade børnene lide hele deres barndom bort i den kamp, som nogle forældre så idealistisk gennemfører over for hinanden. Vores svar er ret kontant, at det skal ikke gå ud over børnene, og hvis eneste mulighed for at undgå det er, at der ikke er standardsamvær, er vi parate til at tage den konsekvens.

Vi blev stiftede på baggrund af en helt horribel sagsbehandling i statsamterne og CivilRetsDirektoratet omkring de tunge samværssager. Der skulle være samvær for enhver pris. Det var en forældreret og ikke en børneret. Forældreegoismen stod foran alt andet. De forrige to sætninger er skrevet i datid. Desværre kan du godt rette datidsformerne til nutidsform. Det er stadig stort set som beskrevet. Forbedringerne er uendelig små, selv om jeg ikke helt vil nægte, at jeg ind imellem ser små bitte tegn på forbedringer.

Vores eksistensberettigelse består alene i at sikre, at børnene tilgodeses i konflikten mellem de biologiske forældre. Vi er i modsætning til så mange andre organisationer ikke til for vores egen skyld. Vore aktiviteter er reelt ulønnede, og vi har så lille et budget, at vi bare kan stoppe, når der ikke længere er brug for os. Det er der desværre stadigvæk.

For det er stadig sådan, at systemet ikke for alvor vil lade tvivlen komme børnene til gode. Man vil ikke genkende krænkelser som et problem, med mindre de er bevisfaste, og man vil ikke genkende psykopaten, når han viser sit værste ansigt, (der desværre ret typisk er charmerende og veltalende over for dem, hvor det kan betale sig). Jeg kunne fortsætte længe med det, man ikke vil – eller magter.

De forældre, som støder panden mod muren, og som oplever et system, som overhovedet ikke reelt lytter til forældre – og først og fremmest børnene, bliver selvfølgelig dybt frustrerede. De bliver vrede i deres afmagt. Vreden rettes mod systemet med betydelig rette. Men den rettes undertiden også – og især på vores debatside på nettet – mod os i ledelsen af Landsforeningen Børn og Samvær.

Vi er dem, som råber højest op om urimelighederne. Vi er det naturlige samlingspunkt for de forældre, som er mest pressede af en samværsforælder, der chikanerer groft og ødelægger børnene, hver eneste gang, de er hos vedkommende. Hvordan i alverden kan vi dog sige, at samvær er godt?

Af alle i Børn og Samværs ledelse er jeg vist den, som får mest skældud. Jeg er træt, og jeg yder sikkert kun min indsats for at sikre, at systemet bliver ved med at være, som det er. For jeg lever jo af det som advokat og ønsker derfor nok konflikterne, som de er. Men også de andre – og især den aktuelle formand – skældes pænt ud med mellemrum.

Det kan til tider være fantastisk frustrerende at høre på. Det er imidlertid til stor trøst, at man indenfor i systemet ikke helt opfatter os som nogen, der logrer med halen for systemet. De hører bestemt vores kritik, som rettes ved enhver lejlighed, der gives. Nogen gange får jeg selvfølgelig også lejlighed til at fremføre den i form af helt konkrete ”situationer”, som jeg kan demonstrere i en egentlig sagsbehandling.

Men det er forståeligt, at nogen i baglandet kan være fantastisk frustrerede. Et indlæg på en halv side i en debat på hjemmesiden, og som er skrevet i dyb frustration med tanker på ens egen sag, er imidlertid aldrig så nuanceret, at man får det hele med. Vi, som tager os tid til at svare, vil være nødt til at tage alle mulige forbehold og forsøge at nuancere tingene, så de bliver lidt mere generelle.

Man skal måske tænke på, at det tager et minut eller to at læse et indlæg. Inden for den tid kan man helt umuligt få en hel sag rullet op. Jeg har næsten aldrig et førstemøde med en kunde under en til to timer – med øjenkontakt og mulighed for at stille spørgsmål. Jeg håber, at det sætter tingene i relief.

Noget andet, som man måske ikke lige tænker på er, at vi efterhånden har set og hørt rigtig meget. Øjnene er ved at trille ud af hovedet – og ørerne ved at falde af. Vi har efterhånden vænnet os til det faktum, at enhver sag har flere vinkler. Det sete afhænger af øjet, der ser.

Derfor har vi også en vis ydmyghed over for de personer, som i systemet skal dele sol og vind. Det er bestemt ikke så let, som det lyder. Men det ville være meget, meget lettere, hvis man lod enhver rimelig tvivl komme barnet til gode. Og til gode betyder ikke, som man mener i nogle andre foreninger og hos visse politikere, at barnet skal fordeles mellem forældrene altid.

Medlemsmøde i Aarhus.

I foråret var kritikken af os på vores hjemmeside meget stærk. Der er en tendens til, at alle – stort set alene med undertegnede som undtagelse – er fuldstændig anonym på debatten. Den anonyme kan pr. definition ytre alting fuldstændig risikofrit.

Der var også deltagere i debatten, som var fantastisk velformulerede, og som jeg helt ærligt gerne så ”indfanget” til vores ledelsesarbejde. Men hvordan får man lige fat i folk, som er helt anonyme? Kritikerne ville have mig ud og en anden ind, som de i øvrigt ikke vidste, hvem var.

Da det var længe siden, at vi havde holdt et egentligt medlemsmøde i det jyske, besluttede vi os til at gøre det i august. Det blev udbasuneret på debatsiden og hjemmesiden i øvrigt. Det stod i vores medlemsblad. Kritikerne kunne ikke undgå at se det.

Ideen med et medlemsmøde er altid mangesidet. Konkret ville det give kritikerne mulighed for ansigt til ansigt med formanden og undertegnede at fortælle os, hvad de mener, vi gør forkert. Det ville også give dem mulighed for at mødes for eventuelt at etablere en selvstændig gruppe eller endda en egentlig forening, som kunne stå op mod os nu, hvor vi i deres øjne er blevet for moderate, for nuancerede.

Mødet ville også give os mulighed for at få en helt almindelig og generelt, gerne konstruktiv debat. Det ville måske give os mulighed for at se nye kommende ledere i landsforeningen an. Kort og godt ville vi få mulighed for at kapre hænder og hjerner.

Vi fik et rigtig godt møde, og der kom konstruktive forslag, som vi håber at få kræfter til at føre ud i livet.

Fremmødet var imidlertid lidt skuffende. Mest skuffende var det dog, at ikke en af de højtråbende kværulanter fra nettet mødte op. Skuffende, fordi de nu fremstår som netop kværulanter for mig. Men jeg er sikker på, at de i virkeligheden ville have været meget velkomne også i det mere daglige arbejde. I den rigtige verden, som de sidder i, er de sikkert bare i den fase, som de fleste af stifterne var, da vi startede foreningen.

Det er helt forståeligt, at fremmøde til et fysisk møde i vores forening oftest er ret begrænset. Vores medlemmer er enlige forældre med børn, som er i klemme hver eneste dag. De færreste bor lige op af det mødelokale, vi har valgt. Transporten dertil koster, barnepige skal skaffes og så videre. Nogle er decideret bange for at stå frem.

Kom ud af busken – vær med i det aktive arbejde.

I indledningen nævnte jeg, at vi kun er to i den nuværende ledelse, som har været med fra starten. Vi har aldrig haft problemer med at få tilstrækkeligt med aktive til at holde det aktivitetsniveau, som vi stort set har haft hele tiden.

Lad mig lige repetere, hvad vores kerneaktiviteter er: Vi har en telefonrådgivning, som er åben et par timer alle hverdage næsten hele året rundt. Men der er kun en på vagt af gangen, og der nås sjældent mere end 2-3 samtaler på en aften. Medlemsbladet, som du sidder med i hånden lige nu (hvis ikke du læser artiklen fra hjemmesiden), er et vigtigt informationsmedium for os både i forhold til medlemmer og omverden. Hjemmesiden er i vores egen selvforståelse fantastisk informativ, og den giver også mulighed for debat som omtalt ret grundigt foran.

Hertil kommer vore konferencer og det lobbyarbejde, som vi til stadighed forsøger at udføre, og som er uhyggeligt tidskrævende og dermed ressourcetungt.

Det er vigtigt for at nå vore mange mål, at vi er så mange som overhovedet muligt i det arbejde, der skal udføres.

Vi forstår godt, at det kan være svært at være aktiv i foreningsarbejde, når ens barn er klemt dagligdagen river i ressourcerne. Vi kan sådan set også godt forstå, at det kan være svært at bevare gejsten, når ens eget problem måtte være stilnet af.

Men det er nødvendigt, at også du deltager! Derfor skal du kontakte os og fortælle, hvad du er god til, og hvad du har lyst til at yde i forhold til vores arbejde.

Viggo Bækgaard