Marionetternes magt - uhyggelig realistisk fiktion
en boganmeldelse  af Viggo Bækgaard
talsmand, landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 4/2005 p. 10

Jeg faldt over en spritny bog, som jeg alene på bogomslaget kunne se, at jeg måtte læse. Det blev en af de bøger, som jeg slugte i næsten en mundfuld. "Marionetternes magt" hedder bogen, som er skrevet af forfatteren  Rie Osted.

Historien  foregår i nutidens Danmark. Bogen har to sideløbende historier, som selvfølgelig sammenvæves. Hovedpersonen  Annalena har giftet sig med den karismatiske David, med hvem hun får datteren Emilie. Alt er lutter idyl på overfladen, men idyllen krakelerer. Den tilsyneladende omsorgsfulde mand spinder et net, i hvilket Annalena skal placeres i centrum på en sådan måde, at David bliver den eneste i Annalenas liv. Iintet middel er for lille til at sikre det. Herunder spredes et væld af løgne om Annalena, som giver hende kamp på mange fronter.

Efterhånden går det op for hende, hvad hun er udsat for, og hun beslutter at forlade David. Herefter opstår en grusom kamp om Emilie både med hensyn til samvær og forældremyndighed. På bogens salgsomslag anføres, at det mest katastrofale er, at de myndigheder som skal træffe beslutninger om forældremyndighed og samvær, optræder som marionetter med David som dukkefører. Tydeligere kan det ikke siges, hvad bogen beskriver.

Romanen er ifølge omslaget en "frysende beskrivelse af den magt, som samfundets vilkårlige repræsentanter kan have over det enkelte menneskes liv og lykke." Heller ikke det kan skrives bedre.

Sidehistorien  handler om Annelenas jagt på sin biologiske far, som hendes mor går i graven uden at røbe identiteten af.

Om det er bevidst fra forfatterens side at kæde de to problemstillinger sammen, kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men det indgår i al fald i den politiske korrektheds verdensbillede, at samværet netop har til formål at holde forbindelsen til de biologiske rødder, uanset hvad der sker. Her præsenteres så en mor, som af grunde, man objektivt kan forstå, når man læser bogen, vil begrænse samværet til barnets biologiske far, men som samtidig drages af netop sine egne biologiske rødder. Jeg synes, at det er en begavet usagt sammenstilling.

Litteraturens magt.

Fiktionen, den spændende historie om menneskers liv og færden, har til alle tider draget os. Det er ikke bare underholdningen, som fascinerer os i den skrevne bog. Forfatteren har mulighed for at beskrive det, som man kunne kalde "den objektive sandhed". I det ene kapitel kan man følge den ene persons oplevelser, tanker og handlinger for i næste at vende vrangen ud og se det i skikkelse af de andre agerende. Bare det, at man kan gå ind i menneskets tanker og derved blive bevidst om baggrunde for handlinger, drager mig hver gang, jeg læser en roman.

En roman som denne giver et uhyggeligt billede af verden. Man læser bogen og må sige til sig selv, at man ikke bare kan se situationen for sig. Jeg kender så at sige både Annalena og David. Også Kaja Andersen (sagsbehandleren i bogens statsamt), hendes kontorchef Birgit Wilmer for slet ikke at tale om sagsbehandleren i CivilRetsDirektoratet Simone Steensen er personer, der samlet gør, at Marionetternes magt bliver en nøgleroman i min bevidsthed. Men en nøgleroman, hvor jeg kender flere af hver figur. 

I romanen er der ikke tvivl om, hvem der er skurken. Men man kan også via romanens beskrivelse forstå, at det slet ikke er så let at gennemskue sandheden. Den nok så samvittighedsfulde jurist kan ikke lige se det. Hun farves af sym- og antipatier. Også kvinderne i børnehaven charmeres af David i en sådan grad, så de ikke ser sandheden. Men de kan nok slet ikke se den, fordi den er skjult for dem.

Annalenas reaktioner kommer til at virke negative, fordi hun reagerer i sin afmagt.

Romanen  er anskuelsesundervisning i, hvordan virkeligheden er.Emilie er det egentlige offer for den magtsyge fars handlinger.Et offer, der ganske enkelt skal lide, fordi de voksne bestemmer. Ikke fordi nogen ønsker det, men  lidelsen er nødvendig, fordi ingen ser og opfatter, hvad der sker. I romanen illustreres meget konkret hvor svært det er at se tingene. Vi ved objektivt, at noget er galt - også hvad der er galt. Ingen gør noget, fordi systemet ikke er indrettet til beskyttelse af barnet.

På side 112 er Annalena kommet igennem til sagsbehandleren i statsamtet,  Kaja Andersen og beder om et personligt møde. De snakker frem og tilbage om et sådant møde, som sagsbehandleren ikke vil tilbyde. Kaja Andersen siger, at hun har ret let ved at skaffe sig overblik over sagen. "Den slags sager følger stort set samme mønster. Så jeg ved udmærket, hvad der er bedst for barnet."

"Jeg vil alligevel bede dig om at nedsætte Emilies samvær med David i hvert fald et års tid, bare til hun fylder fem år. Hun kan slet ikke klare alle de overnatninger. Men det har jeg jo skrevet til jer flere gange...

- Ja, det har du. Og jeg har meddelt dig, at jeg ikke deler dit synspunkt.

- Du er jurist, ikke sandt? Annalena holdt med besvær en neutral tone. - Så de kender selvfølgelig loven. Men hvad nu hvis en børnepsykolog testede Emilie, så I kunne se, at hun lider under samværet? Hvis I ikke vil bevilge en, så betaler jeg gerne selv.

- Det kan der slet ikke blive tale om på dette grundlag. Der skal meget mere til. Og hvis du laver en privat undersøgelse, så kan vi ikke lægge vægt på den. I øvrigt har børn de følelser, som mødrene indgiver dem, så det bedste, du kan gøre for barnet er at holde op med at obstruere hendes samvær med faderen".

Bogens sag bliver aldrig undersøgt, nøjagtig som det ofte ikke sker i det virkelige liv. I bogen lider Emilie - og Emilies ulykkelige mor, som ser barnets lidelser.

Emilie er en romanfigur, som jeg kender utallige lidende søskende til.

Bogen bør være tvangslæsning i statsamterne og i Familiestyrelsen. Der vil de sikkert sige, at det netop er fiktion og at deres virkelighed slet ikke er sådan. Men de lyver - for sig selv.

Viggo Bækgaard

Marionetternes magt,
roman af Rie Osted
Høst & Søn, 2005
ISBN: 87-638-0085-3
pris: 299 kr.