Kære læsere
af Morten Nitschky Smidt
formand Landsforeningen Børn og Samvær
Leder i Børn og Samvær nr. 1/2006 p. 2

Så har det igen været jul. Forhåbentlig en rigtig god oplevelse for langt langt de fleste.

For de børn hvis talerør vi gerne vil være i Landsforeningen Børn og Samvær er julen ofte det tidspunkt på året, hvor tingene måske spidser allermest til. Alle de voksne vil jo gerne fejre højtiden sammen med barnet, om ikke andet så fordi sådan gør man jo. Jeg tror mange skilsmissebørn oplever julen som en stresset tid. Og selv om man måske som skilsmissebarn oplever flere fester og måske får lidt flere gaver, så sætter julen også fingeren på det, man ikke har. Julen er jo en rigtig familiehøjtid. Så godt som alle reklamer, film og fortællinger om julen som man kan relaterer sig direkte til (i modsætning til eventyr som den lille pige med svovlstikkerne etc) handler om far, mor og gerne to børn, som regel en dreng og en pige. Alt det som børnene fra de hårde skilsmisser måske både frygter og ønkser på en gang. Jeg tror, at julen for mange, midt i hyggen, cacaoen og gaverne, kan være en noget uhåndterlig størrelse.

Julen har også i medierne bragt diskussioner frem om familie eller mangel på samme. Diskussion og meningsudvekling er altid godt, men hvor ville det dog pynte på alle disse debatter om familiestrukturer på den ene eller anden måde, hvis der var flere, der så det fra børnenes side. Næsten alle de udsendelser jeg har hørt, næsten alle de artikler jeg har læst, der har omhandlet jul og familie, har beskrevet julen som en børnenes fest og så derefter gennemskrevet alle de trakasserier man som voksen kan have på på julekontoen. Det har selvfølgelig sin egen logik i og med, at indlæggene er skrevet af voksne, og ens verden går jo som regel fra egen næsetip.

Men alligevel. Vi ser det også ofte i debatten generelt. Det er svært at få det til at handle om børnene på børnenes præmisser. Jeg tror et grundlæggende problem er, at når der er problemer, der ikke lige lader sig løse, så er vores primære værktøjskasse den juridiske. Nede i den ligger alle de fuldstændigt firkantede og for voksne let forståelige skruetrækkere og hamre med navne som udkørende fogedforretning, dagbøder, frakendelse af forældremyndighed etc. De virker måske i den voksne verden. De virker ihvert fald på de voksnes præmisser. Et barn kan nemlig ikke være en juridisk part, så hvis man holder på at disse tunge skilsmissesager langt overvejende er jura, så ender man der, hvor samfundet kommer til at bidrage til listen af overgreb mod disse børn. Det var vel ikke det der var meningen, men det er det der sker!

Statsministeren har i sin nytårstale fortalt, at det går fuldstændig forrygende godt. Det ville være rart, hvis 2006 kunne blive året, hvor det danske samfund vågnede op og så, at denne gruppe af børn, der i bund og grund uforskyldt hører til samfundets allersvageste, tit ikke har en beskytter i systemet – desværre ofte tvært i mod.

Mange hilsner og rigtig godt nytår