Landsforeningen Børn og Samværs oprindelige grundholdninger fra stiftelsen i 2000 er ikke ændrede. Det er fortsat afgørende for os, hvad der er bedst for barnet, og at verden ses fra barnets perspektiv.

I fremtiden vil du på dette sted finde mere aktuelle holdninger, som tidligere kom til udtryk i vores nyhedsbrevs leder.

Forældreansvarsloven skal revideres i løbet af 2011, og det er derfor på sin plads, at vi her fortæller, hvad vi grundlæggende tænker om de mere aktuelle spørgsmål.

Forældreansvarsloven til revision i 2011.

Det virker som om debatten endnu engang kører i ring om forældreansvarsloven. Vi, der arbejder med problemerne, bliver så let grebet af en ”hvor svært kan det være”-holdning. Forældrene skal da bare samarbejde.

I virkelighedens verden er det ikke ”bare” så let. Konflikterne er der fortsat. Måske er de endda blevet værre efter 2007. Antallet af sager er med sikkerhed ikke faldet, og konflikt-niveauet ses ikke svækket.

Kamppladserne flytter rundt.

Der er grundlæggende brug for, at sagerne afklares hurtigt og effektivt men også på en måde, hvor parterne oplever, at de er undersøgt og afdækket relevant.

Den formelle forældremyndighed.

Tvungen fælles forældremyndighed mod den enes ønske er ikke en god løsning. Selv om det er en gammel floskel, fastholder vi, at ligesom fornuften fortæller os, at man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, giver det ikke mening at dømme til fælles forældremyndighed.

Selve forældremyndighedsbegrebet er så udvandet, at betydningen af forældremyndigheden er langt mindre, end forældrene gør sig klart.

Indflydelsen bruges erfaringsmæssigt som et led i kampen mellem forældrene, der måske i virkeligheden ikke har frygtelig meget med børnene at gøre. Det er forbløffende så meget og længe, forældrene er optaget af deres voksenkamp. Vi er sikre på, at langt de fleste børn ville profitere af, at forældrene netop ikke skulle diskutere alverdens emner omkring børnene.

De reelle kampe med indhold handler om bopæl og skolevalg (mest som et delelement i bopælskampen). Også udstedelse af pas giver mange konflikter. Der er tilsyneladende ikke noget så fornøjeligt som at få barnets pas væk – eller forsøge at forhindre pasudstedelse, når barnet skal på ferie med den anden. Det er nogenlunde risikofrit men har maksimal effekt.

Selv om det kan forekomme, at der er reel uenighed om forældremyndighedsspørgsmål, handler kampene mellem forældrene sjældent om indholdet i det berømte kompetenceskema.

Den fælles forældremyndighed har enorm psykologisk betydning. Man kan blot spørge, om det er godt for børnene.

Vi kan diskutere i timevis, om det så skal hedde noget andet. Forældremyndighed eller forældreansvar diskuteres. Spørgsmålet er, om man skal gå skridtet fuldt ud og nedtone den reelle betydning helt, så man slår fast, at forældrene har fælles ansvar for barnet i en vid gummiagtig forstand ”altid” men uden realindhold.

Konkret kan § 2 formuleres sådan:

”Forældrene har et fælles ansvar for barnet og skal drage omsorg for dette ud fra barnets interesse og behov.

Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende adfærd.”

Det vigtige for børnene er, at de oplever så lidt kamp om dem som overhovedet muligt.

Vi undgår aldrig ”engangskampen” om bopælen, men jo mere vi kan nedtone de daglige uenigheder, jo bedre vil det være for børnene.

Beslutningskompetencerne skal så ligge ret ensidigt hos den, barnet bor hos vedrørende stort set alle forhold omkring barnet, der kan træffe afgørelse om stort set alt, som forældremyndighedsindehaveren i dag bestemmer.

Fælles forældreansvar i en vattet udgave og bopælsforælderbeslutning vil skåne os for mange af de retssager, hvor kræfterne bruges på at gå til bunds i, hvor umulig den ene forælder er. Der skal meget mindre til end at være kropumulig for at få afgjort bopælsspørgsmålet.

Bopælsspørgsmålet.

Bopælsspørgsmålet fylder meget. Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt for barnet, om det skal bo hos den ene eller anden forælder.

I dag afgøres bopælsspørgsmålet i mangel af enighed af domstolene. Kompetencen bør fortsat ligge der.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der skal være hovedkriteriet.

Overordnet er kriteriet, som vi fik i forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet) rigtigt. Kriteriet er imidlertid en smule luftigt. Det bliver vendt i flæng afhængig af, hvad man vil opnå – eller hvis interesser, man varetager.

Det er overordnet tiltalende, at barnet har kontakt til begge forældre. Mængden af tid er imidlertid ikke nødvendigvis et bopælsanliggende men vedrører samværet. Samværshindring kan have betydning for bopælens placering.

Det afgørende for bopælens placering ved uenighed bør være, hvem af forældrene, der efter rettens vurdering vil have det bedste potentiale for udøvelse af den primære forældrerolle.

Lykkeligvis oplever vi ganske mange sager, hvor begge forældre har et godt forældrepotentiale. I de sager må man selvfølgelig træffe et valg, som kan være rigtig svært.

Men det vil næppe gå helt galt, hvis dommeren hver dag med god samvittighed kan gå fra sit arbejde og overbevise sig selv om, at i dag har hun truffet en børneafgørelse, hvor hun er helt overbevist om, at barnet får det bedst muligt, samtidig med, at dommeren ved, at afgørelsen er truffet efter at begge parters synspunkter og bekymringer er vægtet og om nødvendigt undersøgt til bunds.

De helt små børn udgør et biologisk problem i den sammenhæng. Men ser vi bort fra dem, vil vi måske kunne komme langt ad samarbejdets vej, hvis det bliver mere almindeligt, at de gode fædre oftere får bopælen.

Skolespørgsmål.

På Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside ligger en lang artikel (skolevalg, bopæl og fælles forældremyndighed), der illustrerer, hvor meget skolespørgsmålet er kommet til at fylde i sagerne ved siden af bopælsspørgsmålet.

Ligesom med det overordnede forældremyndighedsspørgsmål, er det sjældent realindholdet af skolevalget, der fylder. Det er derimod typisk selve kampen om barnets opholdssted, man søger at påvirke ved at protestere mod en skole.

Skolespørgsmålet må afklares ved lovens revision og foreslås afklaret via omdefineringen af forældreansvaret og bopælskompetencen.

Flytteproblematikken.

Ligeledes på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside findes en lang artikel om flytteproblemerne (er skilsmisseforældre stavnsbundne?)

Spørgsmålet er måske blevet ”det største” efter forældreansvarsloven i situationer, hvor der i øvrigt er et nogenlunde almindeligt forhold med forældrene. Lovens udgangspunkt er som bekendt, at det er bopælsforælderen, der bestemmer, hvor i landet barnet skal bo (§ 3, stk. 1). Den bestemmelse er i praksis bragt meget i spil.

Vi finder, at lovens udgangspunkt bør bibeholdes. Udgangspunktet bør være, at når det en gang er fastslået, hvem barnets fremtidige primære omdrejningsperson skal være, skal vedkommende også kunne tilrettelægge sit og barnets liv på en måde, der sikrer en vis tryghed i valgsituationerne.

Flytning indenlands kan have mange fornuftige bevæggrunde.

Kriterierne i § 11 og § 14.

Det har været diskuteret, om forskellen på kriterierne i § 11 og §§ 14 giver mening. Efter § 11 skal der tungtvejende grunde til at ophæve fælles forældremyndighed. Efter § 14 kan retten bestemme fælles forældremyndighed eller overføre forældremyndigheden, hvor der hidtil har været eneforældremyndighed. Her er kriteriet alene ”bedst for barnet” efter § 4.

Ophæves forældremyndighedsbegrebet som foreslået, giver bestemmelserne ikke mening.

Fastholdes forældremyndighedsbegrebet, er det relevant at se på kriterierne. Forskellene er så juridiske, at forældrene vanskeligt forstår forskellene. Selv om de to artikler om emnet i TFA 2009 på side henholdsvis 103 (Svend Danielsen og Dorrit Sylvest Nielsen om §11) og 111(Lis Frost og Svend Danielsen om §14) er et par år gamle, illustrerer de afgrænsningens vanskelighederne.

Diskussionen forudsætter en accept af den tvungne, idømte fælles forældremyndighed, som vi  ikke grundlæggende er med på.

Selv Barnets Perspektiv-betænkningens resultat undtagelsesvis tvungen fælles forældremyndighed var vanskelig acceptabel.

Kriterierne i såvel §11 som §14-situationerne bør være, at barnets bedste skal have primær vægt i en fremadrettet prognose baseret på vurdering af familiens forhold historisk set.

Det skærpede ændringskriterium (§39).

Der ses mange eksempler på, at sagerne ingen ende vil tage. Vi ser to hovedårsager hertil.

Den ene er selvfølgelig, at forældrene ikke accepterer en afgørelse og derfor hele tiden søger efter argumenter for at få prøvet sagen på ny.

Den lidt mindre åbenlyse grund er, at statsforvaltningerne gør meget ud af i det praktiske liv at understrege, at en afgørelse ikke er udtryk for, at sådan skal det så være, til barnet bliver voksen. Tværtimod påpeger man efter vores erfaring næsten altid, at f. eks. en samværsafgørelse er ”for tiden”, og man siger til parterne, at den kan genoptages, når der er en ny situation, og at alder indebærer nyt.

Det traditionelle juridiske begreb retskraft er objektivt derved, at en sag om et emne, der tidligere har været for retten, ikke kan komme det igen. Forældreansvarslovens ændringskriterium siger, at en sag om samvær eller kontakt kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Afklaring heraf kræver således selvstændig sagsbehandling.

Det er indlysende, at bare eksistensen af en ny henvendelse, indebærer en stresspåvirkning af barnet og den forælder, der inddrages igen. Lige så indlysende er det, at tingene faktisk kan ændre sig på en måde, hvor det vil være godt for barnet, at forholdet mellem barn og forældre kan revurderes.

Det nuværende ændringskriterium gælder kun samvær og anden kontakt.

Vi finder, at det skærpede ændringskriterium bør udvides til at gælde alle afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær.

Antallet af nye sager om samme substans vil kunne begrænses, såfremt afgørelsesmyndighederne allerede i første omgang er opmærksom på muligheden og tilkendegiver en vurdering af, om den konkrete sag bør gælde for en længere periode. Endvidere kunne det overvejes, om en part i visse situationer vil kunne pålægges at betale omkostninger under sag nummer to.

Særligt om ændring af indgåede aftaler i relation til ændringskriteriet.

Der indgås mange aftaler vedrørende børnene i perioden omkring opløsningen af parforholdet.

De gode forældre tager en grundig snak om mulighederne og finder en løsning, som de kan blive enige om. Det er hele forældreansvarslovens princip. Måske bliver de også enige.

Forældreansvarsloven har som altovervejende princip, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet og at lære forældre at samarbejde og træffe aftaler sammen.

Vi har i dansk ret et almindeligt princip om, at man kan indgå aftaler, der binder aftaleparterne.

Udgangspunktet bør derfor være, at hvis begge forældre er forældreegnede, og hvis barnet må antages at få det godt uanset dets bopæl hos den ene eller den anden, bør en aftale binde de voksne.

Det må selvfølgelig erindres, at aftaler i opbrudsfasen ofte indgås under et betydeligt pres. Situationen er kaotisk for parterne, der har de bedste intentioner og forhåbninger om, at det i al fald ikke skal gå ud over børnene, at forholdet ophører.

Indbringes en sag om børnene kort tid efter, at der er indgået en aftale mellem parterne, bør sagen vurderes til bunds uden fastholdelse af aftalen og således uden iagttagelse af et ændringskriteriumsynspunkt.

Står det imidlertid klart under sagen, at forudsætningerne har været klare for parterne på aftaletidspunktet, bør aftalen lægges til grund og efterleves.

Samvær. Faste rammer vigtig.

De nugældende formelle regler om samvær indeholder en forbedring i forhold til tidligere, når vi ser bort fra omfanget.

Det er rigtigt at holde fast i, at det er barnet, der har ret til samvær. At det bruges i en kønskamp for ligestilling har ikke voldsomt meget med lovens ord at gøre.

Det opleves,  at der oftere end tidligere træffes afgørelse om, at der ikke skal være samvær. Det er ikke noget, som vi har statistisk belæg for, men vi er ret sikre på, at det er rigtigt. Til gengæld kan vi opleve, at der stoppes samvær i situationer, hvor man burde ændre bopæl for at sikre et samarbejde. Endelig må vi erkende, at der fortsat er situationer, hvor der fastsættes et samvær, som man kan undre sig over.

I Landsforeningen Børn og Samvær oplever vi fortsat en del, som er udsat for årelange kampe om samvær, hvor man undrer sig over, at kampen får lov at vare så længe.

Vi finder grundlæggende, at det er vigtigt, at der fastsættes et samvær, som er lagt i faste rammer. Samværsrammerne skal efterleves. Det skal således kunne have konsekvenser, om der ikke udveksles i overensstemmelse med afgørelsen. I dag er der al for lidt konsekvens knyttet til svigt af aftaler eller fastsatte rammer.

Vi vil ikke her gå i detaljer med sådanne konsekvenser. Men det kunne f. eks. være, at der i en periode skal udveksles i et familiehus, der vil kunne registrere overholdelse. Overholdes reglerne ikke, kan det få konsekvenser for samværet. Det barn, som ikke hentes, føler sig jo svigtet, og det kan ikke gå i længden.

Det må huskes, at langt de fleste får tingene til at fungere. Regler gælder som altid først og fremmest for dem, der har behov for sådanne for at agere hensigtsmæssigt.

Samværets omfang.

Fokus må holdes på, hvad der er bedst for barnet.

Vi savner en ærlig børnefaglig bedømmelse af barnets situation.

Man behøver ikke en psykologuddannelse for at forstå, at en skilsmisse gør ondt på børnene. De er næsten uanset hvad ofrene i skilsmissen. Hverdagen forandres drastisk både socialt og økonomisk.

Så godt som alle børn ønsker, at samlivet mellem forældrene fortsætter. Kan det ikke lade sig gøre, udtrykker de et ønske om, at de vil være lige meget hos begge forældre.

Vi ser ikke det formulerede ønske som sandt udtryk for, hvad der er bedst for barnet. Vi tror, at en ægte fast base med god og kærlig kontakt til begge forældre, vil sikre skilsmissebarnets naturlige opvækst i et nærmilljø, hvor børnekontakt til egne selvvalgte kammerater fylder lige så meget for skilsmissebarnet som for andre børn.

Egentlige deleordninger bør forbeholdes de familier, der dels bor så tæt på hinanden, at børnene kan have det samme nærmiljø uden for familien begge steder, dels er så ideelle samarbejdspartnere, at blot tanken om at inddrage myndighederne i en eventuel uenighed ligger fjernt.

Der savnes grundlæggende kvalificerede oplysninger om samværsbørns livskvalitet.

Samværschikane.

Vi anbefaler, at man overvejer at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven, der svarer til rpl. § 536, stk. 6 i fogedsagerne men betinger anbefalingen af, at man for alvor sikrer sig, at der er tale om egentlig samværschikane.

Endvidere reflekterer vi over dommernes fokus på barnets bedste i samværschikanesagerne men negligering af samme i børnebortførelsessagerne. Forskellen skyldes formentlig lovteksternes forskellighed i forældreansvarsloven, i retsplejeloven og børnebortførelsesloven.

Der ligger en  lang artikel om samvæschikane på hjemmesiden.

Forarbejderne lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker ikke.

Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at tage den konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.

Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.

Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.

Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ønske om ikke-samvær?

Det er tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne.

I en nyere afgørelse skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I en anden sag skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. En tredje sag handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.

Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.

Vores pointe er, at i ingen af de tre afgørelser, er det åbenlyst bedst for børnene at blive bragt tilbage til det andet land. Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger, der klart siger, at det skal have konsekvens, hvis der foreligger samværschikane.

Fysisk og psykisk vold.

Også om det emne har ligger der en længere artikel på Børn og Samværs hjemmeside.

Fysisk vold tages alvorligt i dag, men der er en tendens til at kræve egentlig domfældelse, før man overhovedet lader det indgå i sagen. Psykisk vold negligeres, nedtones og bagatelliseres efter min opfattelse for meget.

Om både psykisk og fysisk vold finder jeg, at det bør indskærpes, at emnet skal tages alvorligt og gerne må indgå i en psykolog- eller lægefaglig undersøgelse i sagen omfattende adfærdens eksistens og mulige indflydelse på børnene.

Jeg mindes ikke at have set nogen afgørelser, der i domsbegrundelsen refererer til psykisk vold. Der er mange sager, hvor en af parterne refererer til eller påberåber sig at have været udsat for psykisk vold, og hvor denne psykiske krænkelse angives at påvirke forælderens forhold til børnene.

Efter min opfattelse er den psykiske vold langt alvorligere end den fysiske vold i relation til forældreansvarslovens emneområde. Fysisk vold kan parterne og børnene på et eller andet plan forholde sig til.

Der er desværre en tendens til, at emnet latterliggøres - også af de professionelle aktører.

Det gælder både dommere, sagsbehandlere og psykologer i statsforvaltningerne og advokater.

Et af problemerne er, at her kan man for alvor sjældent ”bevise” noget. Et andet problem er, at man udover at sandsynliggøre den psykiske vold kan have svært ved at afgøre, hvilken betydning det har for børnene.

Den psykiske volds allestedsnærværende hovedmand er den psykopatiske forælder.

Det er ikke rimeligt at negligere og nedtale fænomenet. Det eksisterer og i langt videre grad end anerkendt i familiesagerne. Der findes megen litteratur om psykopati (der vist i øvrigt i dag har en andet og finere klinisk betegnelse). Det står fast, at lidelsen er temmelig udbredt men i varierende styrke. Det er lige så klart, at ikke alle med psykopatiske træk er uegnede som forældre eller samværsforældre. Man må blot gøre sig klart, at den, som har været offer for den pågældende og måske oplevet vedkommendes pres på børnene, vil være i panisk angst for påvirkningen af børnene.

Når man er derude i en sag, hvor en beskyldning om psykisk vold, psykopati eller lignende er på banen, bør man vurdere validiteten af beskydningen. Man må prøve at bore i, hvad der reelt ligger bag. Der må være noget galt med den ene eller den anden. Vi kan som jurister ikke vurdere, hvad der er sandt eller falsk. Man kan heller ikke bare vælge, at lade den på overfladen charmerende forælder få børnene.

I disse sager bør man tage konsekvensen fuldt ud og foranstalte de nødvendige oplysninger fremskaffet.

En børnesagkyndig undersøgelse er ikke tilstrækkelig. Spørgsmålet er, hvordan man får gennemført en undersøgelse af de voksnes forælderevne og adfærd. En sådan undersøgelse og vurdering af hver af forældrene gennemføres uhyre sjældent. J

Transportafgørelser – økonomi generelt.

Det ses, at transportafgørelser har fyldt en del i statsforvaltningerne.

Økonomispørgsmål fylder formentlig langt mere på området end godt er.

Det virker egentlig som et godt princip, at man henter barnet til samvær og tilbage fra samvær på en måde, hvor byrderne deles fysisk og økonomisk. Reglen bør være mere undtagelsesfri, end det er tilfældet i dag. For eksempel vil en flytning også medføre udvidede udgifter for den flyttende, hvorfor det ikke nødvendigvis bør medføre forøgede byrder at flytte længere bort.

Konfliktniveauet påvirkes altid af, om der er mulighed for at presse hinanden i en konflikt. Regler, som er så objektive som muligt, gør det forudsigeligt, hvad konsekvensen af en given adfærd (f. eks. bopælsmæssigt) vil være. Samtidig fjernes incitamentet til at gøre problemerne til en sag.

Økonomi generelt.

Økonomispørgsmål fylder uendelig lidt i debatten om bopæl og samvær. Alle taler om, at barnet har ret til to forældre og om, hvad der er bedst for barnet.

Sandheden er derimod nok, at økonomispørgsmål fylder rigtig meget hos forældrene.

Vi ser desværre ingen tegn på, at spørgsmålet om skilsmisseforældres økonomi kommer på den politiske dagsorden.

Spørgsmålet er os bekendt ikke undersøgt. Betragtningerne her er derfor baseret på de fornemmelser, man får gennem samtaler med forældrene.

I dag udbetales de offentlige børnetilskud til bopælsforælderen, der også i mange tilfælde kan få forhøjet tilskud.

Udover de offentlige ydelser spiller børnebidraget en rolle. Disse fastsættes efter den bidragspligtiges indkomst. Det spiller herudover en rolle, om pågældende reelt opfylder sin forsørgelsespligt. Udover fysiske bon’er træffes afgørelserne så vidt ses på baggrund af parternes (ofte meget forskellige) påstande om bidragene samt af den faktiske samværsordning.

Af samme grunde som anføres vedrørende de øvrige forhold, vil det være ønskværdigt med så objektive regler som muligt – og dermed med så få kamppladser som muligt.

Vi vil se det som en fordel, om de offentlige ydelser udbetales til den formelle bopælsindehaver. Det er vanskeligt at argumentere for, at børnebidrag skal betales efter en indtægtsskala hos den bidragspligtige. Satsen bør være ens for alle. Bopælsforælderens forpligtelser bør stort set være som nu. Samværsforælderens eventuelle øgede muligheder bør så komme til udtryk ved de facto af egen fri vilje ydede bidrag til barnet. Vi er opmærksom på, at det i visse tilfælde vil opleves som et forsøg på at ”købe barnet” med dyrt tøj og store gaver. Men vi tror, at en objektiviseret model nedtoner konflikterne.

Oplysningsniveauet - forældreevneundersøgelser.

Tendensen i statsforvaltningerne er, at man helst ikke vil se tilbage. Livet synes at starte med skilsmissen, og fortidens spøgelser har ingen betydning for synet på eller forventningerne til fremtiden.

Synspunktet svækker tilliden til systemet og bekræfter den udbredte opfattelse, hvorefter vi bare skal have fastsat et samvær så tæt på ligedeling som forsvarligt.

Jeg ser lovens hovedproblem sådan, at ligesom man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, må det være oplagt, at tvungen fælles forældremyndighed ikke giver generel mening. Det kunne løses ved at følge anvisningerne foran om forældreansvar og beslutningskompetencer.

Alle er teoretisk enige om, at der er situationer, hvor der ikke bør være samvær. Det kan skyldes vold, incest eller såmænd bare et tårnhøjt konfliktniveau, der påvirker børnene.

Stort set alle, som i det daglige arbejder med loven, er enige om dens svagheder. Bortset fra systemets egne folk, er de fleste enige om, at loven hverken administreres godt nok i statsforvaltningerne eller hos domstolene. Men det er også en utaknemmelig og vanskelig opgave at træffe de rigtige afgørelser.

Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt.

Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte.

Hensynet til barnet vejer tungt.

Alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor.

Men for at nå til den rigtige afgørelse, skal sagen oplyses.

Strukturerede forklaringer fra parterne baseret på fortid, nutid og fremtid hører til. Vi kan ikke nøjes med hyggesnak, der fejer det vigtige ind under gulvtæppet.

Relevante oplysninger fra institution og skole bør indgå, og der bør etableres en pligt til at svare. Nu glider svarene af i lyset af ønsket om at være gode venner med begge forældre. Men det oplyser ikke sagen.

Børnesagkyndige undersøgelser udvandes til begrænsede undersøgelser og i et nyt fænomen kaldet observationsrapporter. Det er bedre end ingenting, men der bør ikke skulle meget til en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.

Da det i virkeligheden ikke er børnene, der skal undersøges men forældrene, ville det være på sin plads at erstatte børnesagkyndige undersøgelser med egentlige forældreevneundersøgelser med voksenpsykologi i fokus.

Inddragelse af barnet – børnesamtalen

Ingen kunne formentlig drømme om at drage i tvivl, at barnet skal være centrum i sit eget liv. Det samme gælder, at afgørelser om børn skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, endsige at barnet skal inddrages i enhver sag, der handler om det. Som det fremgår af dokumentationen i artiklen, omhandler FNs børnekonvention flere af de nævnte forhold.

Men de tendenser, vi ser omkring skilsmissebørnenes situation, fører til, at man kunne drage i tvivl, om vi overhovedet skulle have en myndighedsalder, eller om det er rigtigt af os som samfund at afholde spædbørn fra at udøve valgret.

Børn synes at være blevet en del af forældrenes kamp om deling af alting efter en skilsmisse, hvad enten denne er ægteskabelig eller såkaldt papirløs. Børnene deles efterhånden efter samme principper som pladesamlingen: Halvdelen til dig og halvdelen til mig.

Mens pladesamlingen ikke gør hverken oprør eller samtykker, gælder det samme ikke for børnene. De samtykker næsten altid.

Det må undre, at psykologer og andre fagfolk omkring børnene ikke råber op og forklarer os alle men først og fremmest børnenes forældre, at det ikke nødvendigvis er en sund udvikling.

Vi må sikre en tilstand, hvor barnet inddrages kvalificeret, men hvor børnekonventionens krav om, at barnets synspunkter "tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed", bliver det afgørende. Man har i forældreansvarslovens forarbejder og i vejledning om samvær givet barnets indflydelse en drejning i retning af, at barnet nærmest "skal bestemme". Det har efter min opfattelse aldrig været meningen. Hvis det har, bør det ændres hurtigst muligt.

Barnet skal være barn på dets egne præmisser, og det skal tillægges så lidt ansvar som overhovedet muligt for beslutningen om, hvor det skal bo, og hvor meget det skal være hos de to forældre. Det er en voksenbeslutning, og hvis de voksne ikke kan enes, skal andre afgøre det ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Alene det forhold, at der efterhånden er en stærk mytedannelse om manipulation af børn under børnesamtaler gør, at der bør indføres en ”barnets advokat” under sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Pågældendes opgave skal være at hjælpe barnet neutralt igennem den del af processen, hvor barnet skal inddrages. Herunder skal pågældende have mulighed for at overvære de samtaler med barnet, som skal gennemføres af eller for de myndigheder, der skal træffe afgørelse.

Selve børnesamtalen forekommer i dag ikke fuldt betryggende – uden jeg af gode grunde kan formulere min skepsis konkret. Samtalen har karakter af en småhemmelig proces, som parterne ingen indflydelse har på.

Også dette emne ligger der en  længere artikel om på (Inddragelse af barnet ved samtaler med barnet).

Bisidder – eller barnets advokat?

Vi bliver ofte spurgt, om børnene kan få en bisidder med til samtalen. Spørgsmålet om bisidder er reguleret i vejledning om samvær pkt. 20.3. Ifølge pkt. 3.5 er inddragelse af barnet ikke er at betragte som en bevisregel. Samtalen har til formål at sikre barnets retssikkerhed. Desuden skal det som altovervejende hovedregel respektere, hvis forældrene ikke ønsker, at barnet skal deltage i en børnesamtale. Hvis en forældremyndighedsindehaver er meget imod samtalen, kan vedkommende meddele, at man ikke ønsker samtalen gennemført.

Sandheden er imidlertid også, at nægtelse af at lade barnet deltage i en børnesamtale også sender et signal, og at det signal let kan misforstås.

Hvis den ene forælder ønsker en bisidder til barnet, vil den anden næsten automatisk protestere eller – selvfølgelig – kræve, at det bliver en utvivlsom neutral person, der skal være bisidder.

Videoafhøringsmodellen med parternes advokater i ”kontrolrummet” ville give tryghed hos de voksne, der på den måde har en slags vagthund, der holder styr på, at der ikke manipuleres.

Men det giver ikke nødvendigvis barnet den tryghed, som det har brug for.

Det er vores bedømmelse, at barnet i virkeligheden har brug for en ”ægte neutral”, som kan udpeges som ”barnets advokat” i disse sager. Det kan være en advokat, en psykolog eller anden med børnefaglig baggrund. Det vigtige er, at pågældende har indsigt både i barnets behov og i de mekanismer, der hersker på området, herunder retssikkerhedens fundament.

Vi kunne forestille os, at der udpeges nogle personer i hver retskreds, der beskikkes som ”børneadvokat” både til brug for retssager og statsforvaltningssager.

Kompetencespørgsmål.

De nugældende kompetenceregler giver som bekendt i visse situationer en dobbeltkompetence.

Vi finder det bedst, at bopæls- og forældremyndighedsspørgsmål afgøres af domstolene som i dag.

Samværsspørgsmål bør derimod behandles i statsforvaltningen, dels fordi samværet er meget sammensat og mindre egnet til behandling i civilprocessens form. Samværet vil også være et emne, som i højere grad behandles som ny sag et par gange i barnets barndom uafhængig af de store børnespørgsmål.

December 2011

Bestyrelsen