Leder - om den faglige kritik af ny forældreansvarslov
April 2007 Børn og Samvær.
v/Astrid Søe
formand Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 2, april 2007 p. 2

Vi nærmer os tiden, da den nye lov om forældreansvar vedtages.

I landsforeningen Børn og samvær har det sidste halvår i meget høj grad været præget af den kommende lov og arbejdet omkring den.

Det har været en kamp om ord, holdninger, perspektiver og oplevelser af problemerne med den gamle lov og håbet mod den nye lov.

Der er mange lyspunkter undervejs, men hele tiden mest en oplevelse af et stadigt manglende øje for de forholdsvis få men vigtige børn, der er i klemme i samværs problematikker, særligt set i forhold til den nemme opgave, det er at lovgive for de mange, der har et fint og afbalanceret samværs-samarbejde.

Vi har i Børn og samvær på linie med mange andre foreninger og faggrupper givet vores besyv med, hvor vi havde særlig viden på området. Viden, der fra alle de forskellig rettede grupper, trods uenighed, burde være vigtig at lytte til for at muliggøre en lov, som skal vedtages af politikere, der for de flestes vedkommende efter demokratiets skik ikke er fagfolk, men som netop derfor burde have øre for det væld af indsigelser, der er kommet fra folkelig side oven i den faglige kritik af lovforslaget.

Da betænkningen om barnets perspektiv kom for godt et år siden, sad vi med en samling af tanker fra meget forskelligt rettede mennesker. Et langt og svært arbejde var til ende, og udgangen på udvalgets arbejde var i korte ord at styrke børneperspektivet.

Med i udvalget var mange børnefaglige folk med indsigt i netop det familieretslige område eller vigtigere: fagfolk med viden om børns egentlige behov.

Hvad der må undre enhver i dette forår er, hvorfor politikerne har valgt at sidde betænkningen overhørig på nogle af de vigtige områder.

Det er en gåde, hvordan man som politiker i et bredt forlig kan finde rigtighed i at ”overtrumfe” de børnefaglige mennesker, der har brugt så megen tid til at se og opveje, hvad barnets perspektiv er, og hvad man børnefagligt kunne enes om i udvalget. Med mindretals undsigelser selvsagt, men dog alligevel.

Videregående politik.

Politik bliver på ingen måde flottere eller bedre af at ”gå videre” end det anbefalede.

I denne lov er det anbefalede nedfældet og udarbejdet af et politisk nedsat udvalg.

Altså nøje udvalgte mennesker, der ved bedre og mere om lovområdet, end politikerne selv.

Alligevel finder et bredt politisk flertal, at de ved bedre end fagfolk, og at det er det, vi har politikere til, vel at mærke på et bredt holdnings-grundlag i folket, men ikke som følge af en modestrømning.

Politikerne sprudler tilmed i en plus-meddelelse om, at de er gået videre end udvalget. Der mangler blot aldeles belæg for, at politikerne går videre end erfaringerne landet over tilsiger. Politikerne har i vanetænkning ladet kønsrolle-politik vinde over hensynet til barnets bedste.

Det er nærliggende at forestille sig det udvalg, der skrev betænkningen om barnets perspektiv, som et udtalt billede på et barn i klemme.

Og når man først har det billede på nethinden, kan det være umådeligt svært at forestille sig en ny lov der hører barnet, når politikerne end ikke hører det udvalg, der er deres eget afkom.