Lappeløsning under flotte overskrifter.
af Viggo Bækgaard, talsmand Landsforeningen Børn og Samvær
fra Børn og Samvær nr. 1/2005 p. 3
”En samlet løsning på familieproblemer”. Så flot er overskriften på den pressemeddelelse, som familieministeriet udsendte, da man for nylig offentliggjorde det lovforslag om en familieretlig strukturreform, som regeringen vil fremsætte umiddelbart efter nytår.
Forslaget er i øjeblikket i høring hos diverse organisationer. Vi er ikke så langt endnu, at vi har færdigbehandlet vores endelige mening om forslaget. I denne artikel gennemgås forslagets hovedpunkter med en foreløbig kommentar.
Pæne ord men risiko for ren darwinisme.
Den stærkeste overlever. Det er den filosofi, darwinismen bygger på. Det er vel også den filosofi, som i dag er politisk fremherskende i vort samfund. Konkurrence er sundt og fremmer meget sundt. Staten skal ikke blande sig i alt. I mange sammenhænge er det utvivlsomt rigtigt. Men gælder det også ubetinget, når emnet er vore børn? Tendensen er, at regeringen med et flertal i folketinget bag sig mener det.
I ly af den politiske beslutning om en kommunalreform har et politisk flertal reelt indgået en aftale, der også dækker hele det familieretlige område. Familieministeren nedsatte i september en arbejdsgruppe, der skulle overføre den reelle politiske beslutning til lovforslag. Arbejdsgruppen, der bestod af embedsmænd og enkelte gidsler fra forskellige faglige grupperinger så som psykologer og familieretsadvokater, er barslet med en rapport på godt 100 sider med tilhørende lovforslag. Det ses tydeligt af rapporten, at det er systemets repræsentanter, der har styret processen.
Den politiske hovedbeslutning er, at alle familieretlige sager skal starte i statsforvaltningen. Sagsområderne er både separation, skilsmisse, forældremyndighed og samvær. En stor del af sagsbehandlingen skal foregå i de nye statsforvaltninger.
Lad mig straks sige, at der i oplægget afgjort er positive elementer. Men bekymringerne over det dårlige overskygger det positive.
Familieministeren bruger fine ord om, at man vil tilbagegive ansvaret til familien. Staten, systemet, skal ikke blande sig i – eller blandes i – alt.
Hovedelementerne i forslaget.
Det er tanken, at forslaget skal have virkning fra 1. januar 2007.
Der er i dag 14 statsamter. De skal skifte navn til statsforvaltninger, og de skal reduceres til 5. Den geografiske placering bliver i Aalborg, Ringkøbing, Aabenraa, Nykøbing Falster og København med afdelingskontorer i Aarhus, Ribe, Odense, Roskilde og Rønne. Det er dybt hemmeligt i rapporten, hvilken forskel der er på en statsforvaltning og dens afdelingskontor.
Alle sager om forældremyndighed og samvær skal starte i statsforvaltningen med en anmodning fra en af parterne, hvis de ikke er enige om forældremyndighed eller samvær. Statsforvaltningen indkalder parterne til et møde, og man vil ikke kunne indbringe en sag om forældremyndighed til retten uden om statsforvaltningen i fremtiden.
Det er ideen med den nye sagsbehandling, at parterne skal kunne få en helhedsløsning af deres sag behandlet i princippet et sted. Man skal holde sig for øje, at der stort set ingen ændringer ligger i forslaget om de såkaldt materielle regler.
Der er således ingen ændringer i reglen om, at det er forældrene, som har ret til samvær. § 16 er fuldstændig uændret. Der er stadig intet formelt børneperspektiv i reglerne. Børnekonventionen tages fortsat ikke alvorligt i lovgivningen. Eventuel afgørelse om samvær skal stadig træffes på baggrund af, hvad der er bedst for barnet. Der er ingen ændring i betingelserne. Det er ligeledes stadigvæk kun, hvis det er ”påkrævet” af hensyn til barnet, at samvær kan afslås eller ophæves.
Statsforvaltningen skal ifølge lovforslaget tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling med det formål at hjælpe parterne til at løse konflikten selv. I bemærkningerne til lovforslaget nævnes, at konfliktmægling til børn nok står i lovforslaget, men det er ikke tanken, at man vil tilbyde børn konfliktmægling i virkeligheden. De er ”jo” ikke part i konflikten.
Konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning får tilsyneladende en pæn styrkelse i det nye system, hvilket må hilses med stor tilfredshed.
Den største bekymring, som man må rejse i den sammenhæng er, at erfaringerne med statsamternes sagsbehandling ikke har været alt for gode, og at det forekommer usikkert, om statsforvaltningerne virkelig vil kunne magte at stille den fornødne troværdighed bag løsningerne.
I landsforeningen Børn og Samvær foretrækker vi, at man lægger særligt konfliktmæglingerne uden for statens regi. Outsourcet (privatiseret) disse funktioner, således at parterne selv i fællesskab kunne vælge deres konkklitmæglere. Det ville i virkeligheden være i god overensstemmelse med de tanker, regeringen i øvrigt lægger til grund for reformen.
Et andet delvist positivt element i det nye forslag er, at børnene for fremtiden skal undgå at blive kastet rundt i flere forskellige børnesagkyndige undersøgelser. Statsforvaltningen skal i forbindelse med sagsbehandlingen kunne gennemføre – eller påbegynde – en børnesagkyndig undersøgelse. Denne skal i tilfælde af, at parterne ikke bliver enige, medsendes til retten, der fortsat skal være den myndighed, som skal træffe egentlige forældremyndighedsafgørelser.
Vi har gennem de seneste år ofte påpeget det bekymrende i, at børnesagkyndige undersøgelser i statsamterne er budgetbelagte udgifter og ikke såkaldte lovbundne udgifter. I praksis har det betydet, at man måtte vælge mellem en børnesagkyndig undersøgelse eller at fyre medarbejdere, hvis budgettet var nået. Med forslaget lægges der op til, at man endelig gør disse udgifter lovbundne. Det er en lille styrkelse af retssikkerheden på området. Selv små forbedringer må vi glæde os over.
Det er fortsat statsforvaltningerne, der skal bestemme, hvad der skal undersøges, og hvilke oplysninger, der skal fremskaffes. Meget generelt må jeg gentage, at det er statsamternes navn og ”bopæl”, der indebærer den største ændring. Reglerne bliver ændret så lidt, at det ikke på nogen måde kan karakteriseres som en reform – endsige en forbedring.
Farerne ved den samlede løsning.
Som nævnt er en samlet løsning et selvstændigt mål i oplægget. Er der uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet, skal statsforvaltningen videresende sagen til retten. Retten kan i forbindelse med forældremyndighedsspørgsmålet tage stilling til samværet også. Det gælder kun første gang, der skal fastsættes samvær. Hovedreglen skal fortsat være, at det er statsforvaltningen, der fastsætter samværet.
Efter min bedømmelse ligger der en fantastisk stor fare i tankegangen bag den samlede løsning, skønt det lyder så rigtigt.
Økonomiske og praktiske problemer i den fase, hvor parforholdet er i opløsning, fratager mange evnen til at handle rationelt. Man handler ikke med børn i den situation. Men jeg tvivler på, at man kan se helt bort fra, at det sker. Intentionerne kan være gode. Optimismen kan præge situationen. Troen på, at man kan få tingene til at fungere, hvis bare man lige laver en deleaftale med den anden part, kan være fremherskende.
Den samlede løsning får en opblomstring i fokuseringen på, at det er vigtigt at sende de politisk korrekte signaler ud om det fremtidige samarbejde.
Man skal bare være opmærksom på, at ”bordet fanger”. Ændring af afgørelse om samvær er allerede nu (fra 1. oktober 2004) blevet vanskeligere end før, idet der ”navnlig” skal foreligge væsentligt forandrede forhold.
Det nye forslag indeholder som nævnt nogle positive tiltag, men hovedindtrykket er, at det er en kosmetisk lappeløsning, hvor ordene er langt større end realiteterne.
Vi mener, at man ville komme et betydeligt skrid i den rigtige retning, hvis man kombinerede de bedste elementer i det fremlagte forslag med gennemførelse af de væsentligste elementer i de to lovforslag, som SF og Kristendemokraterne har fremsat de seneste par folketingssamlinger. De to forslag sætter barnet i centrum, og der fokuseres på de problematiske fogedforretninger.
Endelig tror jeg, at man bør se nøjere på retsplejelovens bestemmelser om gennemførelse af selve forældremyndighedssagerne i retten. Som det foregår i dag, er det stort set umuligt at gennemføre nogen form for bevisførelse i en forældremyndighedssag. Det er efter min opfattelse et fantastisk stort retssikkerhedsmæssigt problem.
Der er gennem de seneste år fokuseret rigtig meget på forældremyndighed og samvær. Debatten i samfundet udvikler sig på området, og der tages altså også lovgivningsmæssige initiativer.
Regeringen ser ud til at putte de reelle problemer i en syltekrukke og lulle os alle sammen ind i en forestilling om, at bare vi får færre statsamter og mange ord, går det nok alt sammen.
Man synes bevidst at overse, at der i den virkelige verden er forældre, som bestemt ikke kan få tingene til at fungere sammen. Det kan der være mange grunde til, at de ikke kan. I nogle tilfælde er det forhold hos den ene forælder, som giver de største skadevirkninger. Det er man fortsat indstillet på at straffe børnene for.
Og det er synd for dem.
Viggo Bækgaard