Kunsten
at græde i kor
kort filmanmeldelse
v/Viggo Bækgaard
talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)
(artiklen nåede ikke med i maj-nummeret af Børn og Samvær, da jeg først så
filmen efter deadline.
Kunsten at græde i kor er en ny dansk film. Temaet er incest. Filmen fortæller en trist historie på en måde, som på en gang er tankevækkende, dybt sørgelig og til tider rigtig morsom.
Humor er altid godt, når ting rigtig skal sættes på plads. Overdrivelse medvirker også til fremme af forståelsen. Begge disse banale og velkendte kendsgerninger dokumenteres i filmen.
Desværre er det hverken udtryk for sjov eller overdrivelse, når filmens mest krænkede barn ender på psykiatrisk hospital og i familiepleje.
Filmen er særdeles seværdig. Den minder os om, at der er børn, som har det svært. Omgivelsernes lukkede øjne er heller ikke ukendt for os, der arbejder med børn i problemer.
Jesper Asholt spiller på fremragende vis den krænkende far med en selvmedlidenhed af kolossale men ikke utroværdige dimensioner.
Det vil ikke overraske, om Jannik Lorentzen, der spiller en 11-årig dreng i filmen, henter sig en Bodil for bedste birolle. Han var intet mindre end fantastisk i rollen som en dreng, der lader sig indhylle i faderens selvmedlidenhed.
Jeg så filmen den sidste lørdag i april. En af dagens hovedhistorier var, at Mette Frederiksen fra socialdemokraterne i sit sædvanlige nordjyske indignerede tonefald bebrejdede socialministeren, at hun gør for lidt for at komme krænkelsesproblemer omkring børn til livs. Det er den samme skingre stemme, som jeg har hørt bjæffe op om ligestilling som det bærende element omkring skilsmissebørns situation.
Det kan derfor godt være, at det er banalt stof for os, som arbejder med det – eller som har det inde på livet i dagligdagen i forbindelse med for eksempel statsforvaltninger, der ikke vil høre på signalerne om problemer for børnene.
Men politikerne hører kun det, de vil høre.