Kan
kommunen hjælpe, når statsamtet svigter?
af Viggo Bækgaard
advokat (H) - talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 1 2006/7
Hvis
nu alting går skævt i samværet, håber mange, at kommunen kan gribe ind. De
sociale myndigheder skal passe på os alle sammen, hvis noget går galt. De skal
hjælpe os. Men det er noget, vi tror. Sådan virker det ikke i praksis. Papir
er taknemmelig.
Der er for nylig gennemført en forsøgsordning med henblik på at vurdere samarbejdet mellem statsamterne og kommunerne. Der er også kommet en fin rapport ud af det for ca. et år siden. Den er tilgængelig på Familiestyrelsens hjemmeside.
I det følgende sammendrager jeg meget kort, hvad det er, kommunerne kan gøre, ligesom jeg forsøger at forklare, hvordan virkeligheden ser ud.
I den pæne rapport citerer man fra socialministeriets
vejledning om støtte til børn og unge blandt andet, at ”en afgørelse om
samvær ophæver eller indskrænker ikke kommunens tilsynspligt over for det pågældende
barn eller den pågældende unge. Hvis kommunen bliver opmærksom på, at et
barn eller en ung, der har fastsat samvær, kan have behov for støtte, må
kommunen undersøge sagen gennem indhentelse af oplysninger fra parterne og
eventuelt andre myndigheder, herunder fx statsamtet.”
Rapporten konkluderer i sammendragsafsnittet, at ”erfaringerne fra forsøgsprojektet har vist, at der som udgangspunkt ikke er behov for at ændre den familieretlige eller sociale lovgivning for at kunne etablere og/eller udbygge det tværfaglige samarbejde mellem statsamt og kommune.”
Konkret om samværssager har rapporten et vurderingsafsnit på side 42f, hvorfra citeres i udpluk:
”Det har i
forbindelse med forsøgsprojektet vist sig, at reglerne i forvaltningsloven og
retssikkerhedsloven er velegnede til at regulere udvekslingen af oplysninger i
samarbejdet. Der er således ikke behov for at foreslå ændringer i
regelgrundlaget.
…..
Som oplyst ovenfor
har kommunerne dog i en række tilfælde været tilbageholdende med at
videregive oplysninger for at beskytte forældremyndighedsindehaveren.
…..
Statsamtet oplever
ofte en lang sagsbehandlingstid hos kommunen, hvilket kan skyldes manglende
ressourcer. Der har også ind imellem hersket tvivl hos kommunen om, hvad det
var for oplysninger, statsamtet ønskede udleveret. Disse forhold har dog ikke
gjort sig gældende for de aftalte samarbejdssager.
Med henblik op at opnå
indsigt i barnets samlede situation, vil det ofte være relevant, at kommunen
orienteres om statsamtets afgørelse i sagen.”
Umiddelbart herefter anføres i anbefalelsesafsnittet bl. a. følgende (p. 43):
”Det anbefales, at
sagsbehandlerne i kommunen får bedre kendskab til forvaltningslovens og
retssikkerhedslovens regler om videregivelse af oplysninger til statsamtet -
herunder reglerne om tavshedspligt og aktindsigt.
Det anbefales
endvidere, at statsamtets anmodning om oplysninger fra kommunen udformes således,
at det klart fremgår, hvilke oplysninger der efterspørges, og hvad
oplysningerne skal bruges til.
Endelig anbefales det
som et led i et forbedret samarbejde, at statsamtet pålægges en
tilbagemeldingspligt i de situationer, hvor kommunen vurderer, at afgørelsen om
samvær (eller forældremyndighed) efter et samarbejdsforløb vil have betydning
for det videre arbejde med familien. Kommunen kan i disse situationer anmode
statsamtet om en kopi af afgørelsen i forbindelse med kommunens videregivelse
af oplysninger, jf. bestemmelserne om videregivelse af oplysninger i
retssikkerhedsloven”.
Endelig citeres fra anbefalelsesafsnittet på side 53 følgende:
”Det anbefales, at
statsamtet og kommunen(-erne) i de samværssager, hvor statsamtet skønner, at
der kan være behov for at iværksætte støtteforanstaltninger i forhold til
barnet i tilknytning til et samvær, i fællesskab vurderer, hvilken støtte,
der er behov for, og hvordan denne støtte praktisk gives. I den forbindelse
skal det tydeliggøres, at kommunen har pligt til at undersøge, om barnet har
behov for særlig støtte under samværet. Et barns samvær og samværsforælderens
forhold skal således i højere grad inddrages i det helhedsorienterede arbejde
omkring barnet, som foregår i kommunens regi”
Kommunens og
statsamtets muligheder.
Rapporten konkluderede, at der ikke var behov for regelændringer. Rapporten bærer præg af at være skrevet i den selvforståelsesramme, som man har i Familiestyrelsen og statsamterne. De vedtagne lovændringer i tilknytning til strukturreformen indeholder da heller ingen realitetsændringer på det overlapningsområde, som ligger mellem statsamternes kompetence til fastsættelse af samvær og kommunernes formelle inkompetence på samme område. (Med formel inkompetence mener jeg, at kommunen ikke har nogen magt på området. Den ligger i statsamtet).
Rapporten taler om udveksling af oplysninger i en kontekst, som kan lyde fornuftig. Papir er taknemmeligt. Sandheden er imidlertid, at statsamtet er den myndighed, som har afgørelsesbeslutningen, hvorimod det er den kommunale myndighed personificeret ved dagpleje, daginstitution, børnehave, skole og socialforvaltning, der har den umiddelbare mulighed for at iagttage og vurdere. Formelt sagt ligger afgørelsen hos en myndighed, hvis resultatskema skal føre til samvær, hvorimod den myndighed, der har mulighed for at se i den virkelige verden, at der bør siges fra, ingen kompetence har hertil.
Det praktiske problem er, at statsamterne er meget tilbageholdende med at efterspørge relevante informationer. Det allerværste, der kan ske i praksis er, hvis en kommunal person kommer til at fortælle statsamtsjuristen, hvad kommunepersonen skønner omkring samværet. Det skal statsamtets jurist nok selv vurdere. Statsamterne skal nok vide at fortælle kommunen, hvem der bestemmer. Statsamterne har en meget høj selvagtelse. De mener, at de ser bedre på virkeligheden gennem papir end læreren, der ser barnet dagligt.
Hvis man forestiller sig en situation, hvor bopælsforælderen er meget bekymret over barnets reaktioner på samværet, og socialforvaltningen vurderer, at den bekymring er relevant, sker det, at statsamtet alligevel dekreterer samvær. Juridisk set er det derfor mors ansvar at medvirke til at gennemføre samværet. Gør hun det ikke, er hun genstridig. Hun udøver samværschikane eller samværssabotage, eller hvordan man nu vil udtrykke sig.
Det er efter den erfaring, vi samlet har i Landsforeningen Børn og Samvær i praksis yderst sjældent, en samværskommune advarer.
Bopælskommunens muligheder er tragikomiske i de situationer, hvor det virkelig er samværet, der er årsag til problemer for barnet. Statsamtet fastsætter ofte samvær på trods af bopælsforælderens protest og advarsler om, at det er til skade for barnet.
Hvilke muligheder har bopælskommunen så? Den skal ifølge loven alene vurdere, om der er behov for hjælpeforanstaltninger til forældremyndighedsindehaveren og barnet.
Kommunen kan efter servicelovens § 40 beslutte,
at yde konsulentbistand med hensyn til barnets forhold,
at yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet
at yde familiebehandling eller lignende støtte.
at tilbyde døgnophold jf. §40
at tilbyde en aflastningsordning på en døgninstitution el. lign.
at udpege en personlig rådgiver for barnet.
at yde økonomisk støtte til udgifter, der følger af fornastaltningerne.
at anbringe barnet uden for hjemmet.
Ovennævnte er den samlede vifte af tilbud, som en kommune kan give børn og unge. Der er ikke mange af de muligheder, som lige klinger relevante for samværsbørn. Kommunens handlemuligheder er med andre ord stærkt begrænsede.
Det mest groteske er næsten, at kommunen kan tvangsfjerne et barn fra bopælsforælderen, men den har ingen kompetence overhovedet i forhold til samværsforælderen. Den kompetence ligger et helt andet sted.
Spørgsmålet er, om den fordeling er rigtig, og om ikke der burde være et meget tættere samarbejde mellem kommuner og den myndighed, der skal fastsætte samvær.
Viggo Bækgaard