Kærlighed under ansvar
Ved Astrid Søe, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 4/2006 p. 7

For de fleste er ordene frihed under ansvar, et vilkår vi opdragelsesmæssigt har mødt igen og igen. Ansvar er for enhver at man frit kan påtage sig en opgave.

Det er nemt at dele ansvar ud, men kun den enkelte selv kan påtage sig ansvaret eller kaste det fra sig.Man kan ikke tvinges til ansvarsfølelse.

 Sådan er det også med forældreansvar.

Når vi I den kommende tid skal lovgive om forældremyndighed og samvær på ny, må enhver have for øje at vi med loven skal møde alle former for skilsmissebørn og forældre. Den svære kunst er at lovgive så de, der frivilligt og selvstændigt tager et ansvar, ikke føler denne fine frivillighed trampet på ved at tvinge dem til det de allerede magter.

Samtidig skal vi lovgive, så de, der virkelig er i klemme får den fornødne hjælp. Der er, som virkeligheden, debatten og statistikkerne så tydeligt viser, forældre der ikke kan tage et ansvar.Og også forældre der gerne vil tage ansvar, men som ikke for lov til at tage det. Balancen er svær at finde.

 Når vi skal lovgive (håndgribeliggøre) om det uhåndgribelige, er opgaven så meget sværere end almindelig lovgivning. Loven forekommer i al sin sproglige enkelthed at være loven om kærlighed under ansvar.

Hvor fokus i denne tids debat er voldsomt projekteret mod konflikt, tvang, chikane, ligestilling og andet rallende gods, glemmer man rent i debatten at lytte til de gode forlydender. Til høringen den 19. september 2006, på Christiansborg, fik de indbudte gæster et indblik i procenterne på skilsmisseforældrenes ansvarsbeviste handlemåder.

Seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet Mai Heide Ottosen, kunne fortælle, at i 67 % af tilfældene foregår skilsmisse og aftaler om samværet i fordragelighed. I 20 % af tilfældene er der en neutral/forretningsmæssig tone. Altså nogenlunde 87% af forældrene håndterer ansvaret for barnet på bedste måde. De 87% af børnenes forældrene finder selv ud af fordeling af forældremyndighed, de finder selv vej i samværet og i det hele taget, finder de selv vej ad frivillighedens vej, uden system eller lovgivnings krav. Det ligger naturligt for, at glædes ved de mange der selvstændigt tager hånd om ansvaret for barnet. Frivillighedens vej er bedste løftestang for at tage et ansvar på sig.

Når det så er sagt, er der stadig tilbage de få procent af børn der har brug for hjælp. Brug for at loven er med til at tage ansvar for hvad de udsatte børn møder i deres opvækst. Ord der understreger at barnet har krav på og ret til, på lige fod med de voksne, at blive behandlet som mennesker.  En lov der magter at værne barnet mod både socialt udsatte forældre, syge forældre, misbrugsforældre, krænkende forældre, psykopatiske forældre mfl. En lov der udelt er på børnenes side.

Meget af rådgivningsarbejdet i forbindelse med skilsmisser, børn og samvær, kommer uvægerligt til at handle om hvordan de voksne der henvender sig, føler sig overhørt, af myndigheder og af loven. For de forældre der står med et barn der lider overlast under samværet, kan oplysningsprocessen og bevisbyrden være grufuld svær at fremskaffe og svær at få set og hørt af systemet. De forældre bør man naturligt møde ved at lade barnet blive hørt.

 Til den debat hører tankerne omkring høring af børn. Hvad kan man høre barnet i? Og hvilken fare er der for at et hørt barn efterfølgende lider overlast på grund af de udtalelser barnet er kommet med?  

I en samtale med nogle amtsjurister under høringen på Christiansborg, var den klare fornemmelse at juristerne bliver nød til først at vurdere om barnets forældre er egnede til at børnene kan høres eller om forældrene er for uligevægtige. En uheldig faktor, da det oftest er netop de børn af uligevægtige forældre der trænger til at blive hørt. Barnet kan efter en samtale i amtet blive udsat for at forældre på skift fryser dem ud eller pumper dem for oplysninger om samtalen.

Brodden af det kunne tages ved, at de mange samtaler med forældrene og derefter en enkelt samtale med barnet, udskiftes med at lade barnet følge et forløb med legeterapi. Her kommer man nærmere barnets egen mening, der er mulighed for at afdække langt mere end hvad voksensamtaler udretter. I et forløb som det, ville det være børnepsykologen der ville komme til at fremstå som modpart, over for den forurettede forældre. Økonomisk ville denne form også være en gevinst. Barnets egen mening kan være klemt, men kommer oftest frem hvor der er tid og virkelig fornemmelse for at barnet selvstændigt har lov til at mene hvad det vil, også om sine egne følelser og omgivende verden.

Det fremgik klart af ordene fra amtsjuristerne at de langvarige konflikter gik voldsom ud over både børnene og i særdeleshed også de voksne. Almindelige gode ansvarsfulde forældre kan miste forældre-evnen hvis de ikke bliver hørt og troet i tide. Et fåtal af forældrene bliver så sags-optagede at det bliver en leveform, uden skelen til at barnet bliver klemt i konflikten og hårdheden der følger med.  

I højkonfliktsagerne bruger amterne umådelige resurser på samtaler med de voksne, og når lige vidt. Hvis vi styrkede oplysningsbrugen myndighederne imellem ville nogle af de sager, sammenblandet med høring af sagens omdrejningspunkt, børnene, hurtigere blive afgjort. Det er svært at kende forskel på solskin og lyn. Men vi må, som samfund, forpligte os til at gøre forsøget. For børnenes skyld.   

Når de mange foreninger der beskæftiger sig med børn, samvær og forældremyndighed i denne tid banker voldsomt på politikernes og pressens døre, er det ikke et særligt udtryk for armod i forældreansvaret. Forældreansvaret har det godt, det viser de tørre tal.

Foreningerne repræsenterer fåtallet af skilsmissebørn eller deres forældre. Repræsenterer de mennesker hvor frustrationerne er store.

Foreninger der klart fornemmer at systemet til tider, delvist grundet den nuværende lov, lukker øjnene for de voksne der reelt tager et ansvar når barnet lider overlast, men ikke får lov at håndhæve ansvaret i realiteten. De repræsenteres også af nogle af de forældre der har gjort deres skilsmisse og samværssag til en leveform og dermed forbitret har mistet fornemmelsen for udgangspunktet, nemlig barnet.  

Debatudgangspunktet op til den kommende lovgivning bør på det bestemteste være de børn, for hvem den daglige ramme er alvor, trusler, overlast, overgreb, misbrug og terror. Til tider kan man frygte at debatten fortsat drukner i voksenret, ligestilling og normforherligelse.  

Fra landsforeningen Børn og Samvær må vi ubøjeligt holde fast i at debatten bliver børnenes rettigheder. Nok forsøges det fra politisk side at opdrage de voksne, men vigtigere er det at sørge for at de voksne der er uden for pædagogisk rækkevidde, ikke får lov til at trænge børnenes mulighed for en god barndom i baggrunden.  

Til høringen på Christiansborg, sad folkevalgte Lissa Mathiasen, socialdemokraterne, og lavede en sammenligning mellem skilsmissebørnene og sommerhuskatte. Hendes sammenligning kom ud fra den tanke at vi på ferier får os en dejlig hyggelig kat, som vi glade leger med i sommerhuset hele sommeren. Når vi så bryder op og skal videre med hverdagen smider vi katten ud og overlader den til sig selv. Om Lissa Mathiasen med sine ord mener at børn af skilsmisseforældre er blevet en del af brug og smid væk mentaliteten, skal stå hen i det uvisse. Men sikkert er det, at loven, som den ser ud nu med fokus på den voksnes ret, til tider selv er udsmider og lader børnene være overladt til en uværdig opvækst med utrygge kår under samvær.

Ønskeligt er det hvis hver enkelt politiker, der påtager sig et medansvar for denne lov, ser i øjnene at de har et PERSONLIGT ansvar for de børn der er i klemme.