Hvad så med forældremyndigheden?
Dette er historien om en "lykkelig" skilsmisse og en besværlig delt forældremyndighed, skrevet af et af vores medlemmer, der af hensyn til sin ekskone og den verserende sag ønsker at være anonym.
af Anne Lise Marstrand Jørgensen - Fra Børn og Samvær nr. 1/2004 s. 5

 For 5 år siden gik min daværende kone og jeg fra hinanden. Vi havde to børn sammen, som på det tidspunkt var hhv. 2 og 6 år. Forholdet havde igennem længere tid skrantet, og vi blev uden den store dramatik enige om at gå hver til sit. Vi blev også enige om at blive ved med at bo sammen, indtil hun havde fundet en anden lejlighed. Jeg var den, der havde bedst råd til at blive boende på vores hidtidige bopæl. Vi boede sammen et halvt år, før hun fik en lejlighed meget tæt på.  Da vi flyttede fra hinanden blev vores børns tid delt med 7 dage til hver af os. Vi aftalte som en naturlig ting, at have fælles forældremyndighed. Selv om det ikke havde været en særlig sjov tid, og jeg i hvert fald var glad da det var overstået, og bruddet var en realitet, blev alt afviklet og ordnet uden så meget som et knubbet ord i mellem os. Vi var faktisk selv stolte over at vi havde klaret det så godt.

Det skulle senere vise sig, at der ikke var så forfærdelig meget at være stolte af, for vi havde bare skubbet de uløste konflikter foran os, og ikke taget os af de problemer der var, når de var der. Selv om vi flyttede fra hinanden, blev vi ved med at spille en underlig uafgrænset rolle i hinandens hverdag. Selvfølgelig var konflikterne og forskelligheder til stede – ellers var vi vel ikke gået fra hinanden – det var bare aldrig noget, der blev sagt højt. Måske netop derfor udviklede børnene forskellige symptomer på stress. Den ældste blev meget bl.a. overvægtig og overfølsom overfor lyde og kunne slet ikke sove, hvis hun kunne høre den mindst lyd. Vi havde også jævnligt seancer hvor hun skreg og hylede, nat såvel som dag. Vi opsøgte alle hånde eksperter, men var ikke i stand til at se det som et udtryk for, at der var en stor usagt konflikt imellem os forældre.

Efter et par år mødte jeg min nuværende kone, og så skal jeg ellers nok love for at de undertrykte konflikter mellem min eks og jeg steg betydeligt. Min nye kone og jeg tænkte meget over at gøre det så godt som muligt for børnene og give dem tid til at vænne sig til hende. Heldigvis var de gensidigt glade for hinanden, og den sammenbragte børneflok så heller ikke ud til at give problemer. Min ekskone fik også lejlighed for at møde min nye kæreste på neutral grund uden børnene var med. Alligevel steg konfliktniveauet hurtigt og støt. Børnenes mor udvandrede grædende fra den ældstes fødselsdag, svinede mig til i telefonen, løj om dagligdags ting, og nægtede pludseligt at tale om mig i telefon såvel som ansigt til ansigt. Pludselig var kommunikationen reduceret fra almindelig og hyppig telefonkontakt til korte skriftlige meddelelser i børnenes tøjsæk. Ændringen var betydelig og dramatisk i børnenes hverdag. Min nye kæreste, som især min ældste datter var meget glad for, kunne heller ikke længere komme med til teaterforestillinger og arrangementer på skolen. Den ældste reagerede ved at vise stor bekymring for sin mor, tro hun var død hvis ikke hun kunne få kontakt med hende i telefonen osv.

Deleordningen med syv dage hos hver fungerede ikke længere optimalt. Børnene blev forvirrede og kede af det. Jeg tog en lang snak med min ældste datter og hun gav udtryk for at hun gerne ville være et par dage mere hos sin mor og dermed et par dage mindre hos os. Selvom jeg var bekymret for den overansvarlighed hun udviste i forhold til sin mor, kunne jeg godt se hun havde brug for fred og ro. Da hun er en pige, tænkte jeg også at det var vigtigt at hun var mere sammen med sin mor. Da jeg vurderede at min søn ville blive snotforvirret hvis de havde forskellige ordning på det tidspunkt, valgte jeg at foreslå min ekskone at vi gik over til en 9-5 ordning i stedet for. Jeg skulle ydermere have min søn en eftermiddag indtil sovetid. Jeg var ked af at skulle ”afgive” dem, men ville dem bare det bedste. Der kom også mere ro på. Min datter begyndte ret hurtigt at tale om at hun nu gerne ville være mere hos mig igen, men jeg forklarede hende at jeg syntes det var vigtigt med lidt stabilitet. Jeg blev naturligvis ved med at deltage aktivt i deres liv – følge dem til fritidsinteresser, lægen, skolemøder, tage initiativer osv. Deres mor blev ikke specielt begejstret for den nye ordning. Hun sagde at jeg ”tørrede børnene af på hende” m. m. og konflikterne blev ikke mindre.

I begyndelsen troede jeg det drejede sig om jalousi fra min ekskones side. Jeg regnede med at det ville gå i sig selv igen, når hun havde vænnet sig til tingenes tilstand og evt. fundet en ny kæreste selv. Desværre blev det ikke sådan. Nu, snart tre år efter at jeg mødte min nuværende kone, er min eks stadigvæk meget vred på mig. Vi kan ikke gennemføre en samtale om børnene uden at det fra hendes side kommer til at handle om at jeg angriber hende, ikke stoler på hende, eller bare vil bestemme alting hele tiden. Jeg har gransket det jeg siger, forsøgt at skære ned på kommunikationen, gransket alle mine emails for om de på nogen måde kunne være stødende. Alt sammen ud fra idéen om, at det godt kan være, jeg synes hun bærer det meste af ansvaret, men selv hvis jeg kun bærer en lille del, kan jeg jo altid arbejde med den.

På mit initiativ, har vi været til to forskellige terapeuter sammen, vi har være til børnesagkyndig rådgiving i Statsamtet (to gange) og til mediation i statsamtet. Vi har afprøvet alle hånde regler for hvordan vi skal kommunikere med hinanden - mødtes på cafe for at tale om børnene face to face (det gik overhovedet ikke. Vi gik derfra i hvad jeg troede var enighed - der tog jeg fuldstændig fejl), vi har mailet og talt i telefon, mødtes hvor hun havde en bisidder med osv.

Hvis det stod til min eks. blev mail og telefon kun brugt til små praktiske og /eller akutte beskeder. Hun har klart givet udtryk for, at det er vigtigt for hende, at vi slet ikke udveksler overvejelser om hvad der vil være bedst for vores børn, deres trivsel, almindelige velbefindende osv.

Alt dette gør det selvsagt noget besværligt, når vi har fælles forældremyndighed og skal til at tage nogen vigtige beslutninger.

Nu er vi i den  situation, at et af vores børn skal til at starte i skole. Barnet har problemer som efter min bedste overbevisning vil gøre det meget svært for ham at komme i skole - i hvert fald hvis det er en helt almindelig skole, der ikke er gearet til at tage sig af elever der måske skal have indlæringen på en lidt anden måde.

Vi har haft møder med en psykolog i børnehaven, som gav mig ret i min bekymring og han er blevet henvist til et hospital hvor han skal gå i ergoterapi. Alt i alt gode tiltag der hjælper ham meget, men i morens forståelse af situationen er læger, psykologer og ergoterapeuter blevet groft manipuleret af mig til at komme med konklusioner og diagnoser, der er frit opfundne. Hun har modsat sig enhver videre testning af drengen, ud over det ergoterapeutiske forløb han er i - desuagtet at ergoterapeuten anbefaler en psykologtest med henblik på mulige indlæringsvanskeligheder.

Hun har valgt at den eneste skole hun vil være med til at skrive ham op i er den lokale kommuneskole - ingen andre. Selv har jeg foreslået to andre lidt mindre skoler, alle indenfor overkommelig afstand af såvel hendes som mit hjem.

Det har vist sig, at den fælles forældremyndighed intet er værd, når den ene part nægter at samarbejde. Som det ser ud nu, kan jeg end ikke få afklaret, hvad der er bedst for vores dreng, fordi hans mor ikke vil være med.

Umiddelbart ser det ud til, at jeg har to muligheder. Enten at anlægge en forældremyndighedssag, eller acceptere at der er en stor mulighed for, at vores søn ikke får det skoleforløb han har fortjent og han ikke får chancen for at blive set som det menneske han er, med de styrker og svagheder han måtte have.

Min fornemmelse er, at hvis jeg anlægger forældremyndighedssag, vil vi komme til at opleve et konfliktniveau, der vil være tårnhøjt og meget, meget svært for begge børn at leve med (for slet ikke at tale om de andre, der er med i de mange familiestrukturer der væver sig sammen på vores adresse).

Hvis jeg der i mod ikke anlægger en forældremyndighedssag, vil konflikten stadigvæk rulle frem og tilbage med den skrækkelige følge at jeg reelt står uden indflydelse på noget som helst. Stridighederne vil fortsat spænde ben for børnenes trivsel, ve og vel.

Endelig er der jo også den mulighed, at jeg ville miste forældremyndigheden ved en eventuelt retssag og så er jeg for alvor sat uden for indflydelse!

Ofte bliver der i debatten talt om at forældremyndigheden ikke betyder det store. Det gør den heller ikke i den daglige kontakt med børnene, men der er de her meget vigtige valg man tager på børnenes vegne - skolevalg, trosretning, behandlingsformer. Det kan næsten blive til en slags absurd teater, når den man formodes at skulle samarbejde med, ikke synes at kunne skelne egne frustrationer fra børnenes behov og benytter de fleste lejligheder til at køre endnu en konflikt af med sin gamle partner.

Som sagt er vi nu i en situation hvor den delte forældremyndighed gør det hele ganske vanvittigt.

Jeg spekulerer indimellem på hvordan det Hvordan det hele ville have set ud, hvis min eks havde haft forældremyndigheden alene. Jeg tænker på, om hun ville have haft nemmere ved at tage ansvar for børnene, hvis hun ikke samtidig hele tiden følte hun skulle angribe mig. Jeg tror det egentlig ikke. På en måde er den delte forældremyndighed en dør, der er åben for mig til at påvirke en beslutningsproces. Det er selvfølgelig positivt, men det rykker ikke på det faktum at det ville være klart det bedste hvis vi havde taget vores konflikter rettidigt. Det rykker heller ikke på det faktum at den delte forældremyndighed ikke nødvendigvis er den løsning der er det bedste for børnene når de voksne ikke kan finde ud af at være voksne. Lige nu synes jeg, at jeg skal vælge mellem pest eller kolera og at valget vil få stor indflydelse på ikke bare mit liv, men også på det dyrebareste jeg har – nemlig mine børn.