CivilRetsDirektoratet
Æbeløgade 1
2100 København Ø
København, den 3. maj 2004
Sag: j. nr. 04-5014-00033 /LTG – bemærkninger til Socialforskningsinstituttets rapport ”Samvær til barnets bedste”.
Rapporten bekræfter i sine grundkonklusioner den kritik, som vi har rettet mod sagsbehandlingen i samværssager.
Landsforeningen Børn og Samvær er således først og fremmest enig i, at der på et langt tidligere tidspunkt i sagerne bør foretages en vurdering af langtidsprognoserne for samværet i den konkrete sag.
Den konkluderende diskussion på siderne 218-221 dækker vore oplevelser af tilstanden på området i øjeblikket.
Tilliden er efter vores bedømmelse stærkt svækket hos de brugere, som kommer i kontakt med statsamternes sagsbehandling.
Den første alvorlige hurdle består for os at se deri, at modtagelsen af rapporten af repræsentanter for det administrative system indikerer, at man har utrolig svært ved at forstå og indse problemet.
Den svækkede tillid fornemmes imidlertid udbredt hos såvel bopælsforældre som hos samværsforældre. Fundamentalt giver dette et problem, som alle gode kræfter må kæmpe for at få afhjulpet så hurtigt som muligt.
Korte ønsker til lovændringer.
Det er helt afgørende, at enhver tvivl forsvinder om, hvorvidt det er barnet, som står i centrum. Derfor ville det være en afgørende styrkelse af området, såfremt det i selve lovgrundlaget slås fast, at det er barnets ”ret”, som går forud for forældres ret.
De tanker, som ligger bag flere lovforslag gennem de seneste år fra henholdsvis Kristeligt Folkeparti og SF, burde derfor nyde langt større bevågenhed såvel politisk som fagligt. Hermed ville man også leve op til FNs børnekonvention.
Mange af de principper, som er udtrykt i vejledningerne fra CivilRetsDirektoratet, er rigtige på det nu foreliggende lovgrundlag. Deres faktiske efterlevelse ville derfor i sig selv kunne forbedre retstilstanden.
Efter vores bedømmelse er ressourceproblemerne i dag af stor betydning på området. I SFI-rapporten p. 42 omtales i forbindelse med de børnesagkyndige undersøgelser, at det fra udvalget under lovforberedelsen var foreslået at indføre en særlig bevilling, således at ordningen ville svare til, hvad der gælder for domstolene.
Vi vurderer, at en ændring, der medfører, at omkostninger til fremskaffelse af oplysninger i sagerne, herunder børnesagkyndige undersøgelser, overvågede samvær og lignende bliver lovbundne udgifter, vil styrke retssikkerheden.
Rapporten rejser herudover nogle meget interessante problemstillinger, som ikke løses hurtigt og uovervejet. ”Det teoretiske spørgsmål er, hvordan psy-professionernes rationaler om, hvad der er gavnligt/skadeligt for børns velfærd, harmonerer med og bliver inkorporeret i retlige rationaler om ret og uret. Formår de to kommunikationssystemer at komme i tale og føre en ligeværdig dialog?”, SFI-rapporten p. 20.
Det spørgsmål bør danne grundlag for indgående tværfaglige drøftelser og overvejelser.
Herunder bør det kritisk overvejes, om forvaltningslovens sagsbehandlingsmodel er hensigtsmæssig, eller om sagerne burde behandles ved en særlig procesform enten i egentlig domstolsregi eller ved en særlig forvaltningsdomstol med eventuel inddragelse af særligt fagkyndige (psy-folk, som de udtrykkes i SFI-rapporten) og egentlige lægdommere.
Den nuværende sagsbehandling indeholder kimen til langsommelighed og den ansvarsforflygtelse, som vi oplever SFI-rapporten som udtryk for, når det på side 103 anføres: ”Ser man hen over den måde, hvorpå sagsbehandlingsprocessen forløber, kan det virke, som om statsamtet prøver at forhale sagen, måske i håb om, at parterne selv kan løse problemerne”.
En anledning til endnu en partshøring pakket ind i en retssikkerhedsbetragtning, udskyder den uafvendelige afgørelse, som vi ser det. For nylig udtalte formanden for landets socialchefer til JyllandsPosten (25. april 2004) i forbindelse med sagsbehandlingen af sociale sager, at såvel myndigheder som borgerne er begyndt at gå mere på, om formalia er overholdt, end om indholdet i afgørelserne er rigtig. Det udsagn dækker meget godt vores oplevelse af sagsbehandlingen på samværsområdet.
Endvidere anser vi den ”menneskeløse” sagsbehandlingsform, som systemet med sin skriftlighedsbehandling lægger op til, for problematisk.
Den manglende bevisumiddelbarhed som menneskelig kontakt
gennem forhandling og mundtlig procesform giver, svækker afgørende
sagsbehandlerens mulighed for at få en måske afgørende dimension med. Det
beror på tilfældighed, om sagsbehandleren har fået skabt et indtryk af
personerne direkte – og dermed af deres troværdighed.
Ændringer uden lovændringer vedr. de tunge sager.
Den enkelte sagsbehandler – og systemet som sådant – bør hver eneste gang, man stilles over for en begrundet påstand om, at et samvær er skadeligt for barnet, overveje og udtrykke, hvorfor sagsbehandleren/systemet konkret anser det fortsatte samvær for værende god for barnet, uagtet der måtte foreligge misbrug, vold, incest eller andre forhold, som mange anser for problematiske. Systemet bør i de tilfælde, hvor der er tvivl, helt kontant forholde sig til, hvorfor man vælger at undlade at tilsmile barnet den tvivl.
Alene en så banal ændring må formodes at få en positiv
betydning.
Definitionen af ”tunge sager” kan i sig selv forekomme vanskelig. I det følgende omtales nogle sagstyper, som efter vores opfattelse kan henregnes blandt disse, ligesom vi giver nogle bud på ændringer, som umiddelbart kunne foretages.
Incestsagerne – grænseoverskridende adfærd.
Den formentlig værste gruppe blandt de tunge sager er sagerne, hvor – typisk faderen – anklages for grænseoverskridende adfærd af incestlignende karakter. Sagstypen er alvorlig på mange leder. Det er forfærdeligt, såfremt et barn udsættes for seksuelle krænkelser i almindelighed. Undersøgelser viser, at de fleste overgreb mod børn begås af folk, som er nærtstående.
Sagernes alvor kræver, at der tages hensyn til barnet, til moderen og til faderen. Men først og fremmest til barnet.
Efter vores opfattelse behandles disse sager afgørende fejlagtigt i den nuværende sagsbehandling. Men vi erkender, at det ikke er lette sager.
Øjeblikkelig suspension af samværet ved mistankens opståen og politianmeldelse er normal praksis og tilfredsstillende.
Derimod er det langt fra tilfredsstillende, at man ret ofte forholdsvis automatisk genoptager samværet, såfremt politimæssig efterforskning strander på bevisets stilling, hvilket meget ofte vil være tilfældet i disse sager.
Ligeledes finder vi det utilfredsstillende, at statsamterne er yderst tilbageholdende med at foretage noget selvstændigt. Der ses en tendens til, at man fuldstændig forlader sig på den politimæssige efterforskning. Denne har et fundamentalt andet sigte, som næsten udelukkende tager hensyn til den sigtede. Formen og omstændighederne omkring videoafhøringer diskuteres meget i straffeprocessen og skal ikke diskuteres her.
Da netop denne sagstypes ”opklaring” – eller ”afklaring” forudsætter hurtig opfølgning og indblanding af så få som muligt, er det vores opfattelse, at statsamtet må igangsætte en børnesagkyndig undersøgelse, så snart politiets ”teknikere” har afsluttet deres første undersøgelser og videoafhøring.
Man bør ikke afvente den strafferetlige vurdering. Undersøgelsen, som statsamtet skal iværksætte, bør ved denne sagstype være målrettet mod en undersøgelse, der foretages af eksperter på specialområdet med henblik på en vurdering af, om der er baggrund for ophør af eller begrænsning af samvær som følge af de foretagne observationer. For os er det vigtigt at slå fast, at det ikke handler om ”skyld” – og slet ikke i strafferetlig forstand.
Det er vort grundsyn, at den tvivl, som skal komme barnet til gode, skal gå forud for den tvivl, som skal komme den mulige krænker til gode. Begge har krav på beskyttelse.
En anden tendens, som synes at gå igen i disse sager er, at man gennemfører overvågede samvær ved personer, som i denne sammenhænge er uprofessionelle. Man skal ikke have læst mange sider om pædofili for at vide, at den pædofile typisk har et naturtalent for at skabe en symbiose mellem den voksne og det krænkede barn. (”Vores hemmelighed” o.s.v.). Det er derfor udtryk for utilgivelig naivitet, når systemet forestiller sig, at man kan aflæse noget som helst ud af et overvåget samvær.
Årsagen til denne type ”afdækning” af sagerne kan formentlig kun findes i økonomiske betragtninger. Vores fantasi strækker ikke til, at kvalificerede børnepsykologer med speciale i pædofili vil blåstemple fremgangsmåden.
Vi mener, at en hurtig iværksat børnesagkyndig undersøgelse, der tager barnets signaler alvorligt, således som de beskrives i forbindelse med de foretagne observationer, vil give mulighed for at få afmystificeret de tilfælde, hvor der virkelig ikke er noget om mistanken. En afmystificering, som kan være helt afgørende for retablering af den tryghed, som mor nødvendigvis må have, hvis barnet skal kunne udleveres til far.
Også for den far, som er under mistanke, vil sådan en undersøgelse være mere tryg.
Ligeledes er det vor opfattelse, at man straks bør rette henvendelse til de sociale myndigheder, institutioner, skoler og andre, som har kendskab til barnet for at få afdækket, om der i barnets generelle adfærd er tegn, som kan be- eller afkræfte mistanken.
Ingen kan fortænke en mor i at nægte at udlevere et barn, hvis hun føler sig sikker på, at der er risiko for grænseoverskridende adfærd. Det er vores opfattelse, at statsamternes manglende undersøgelser medfører en langvarig konflikt med de værste af alle fogedforretninger til følge.
Idet vi tillader os at afvise det synspunkt, at det skulle være almindeligt som en særligt raffineret ondskab fra mødres side at postulere incest vil selve sagsbehandlingens overfladiskhed ofte føre til en sådan uløselig konflikt, at samvær aldrig kan genoptages på acceptabelt grundlag.
Det bør mane til dyb eftertanke, når det i SFI-rapporten på side 167 anføres:
”Vurderet ud fra undersøgelsesmaterialet
– og med de metodiske forbehold, som dette indebærer – var der således
meget få eksempler på, at bopælsforælderen ensidigt og helt umotiveret
hindrede barnet og samværsforælderen i at bevare kontakten, hvilket må være
et væsentligt kriterium for, om hindringen kan karakteriseres som chikanøs.”
Disse linjer henviser ikke kun til den sagstype, vi omtaler her. Men bestemt også her.
Uagtet vort ovennævnte udgangspunkt, hvorefter bevidste urigtige beskyldninger er absolutte undtagelser, kan det ikke afvises at forekomme.
Det er meget alvorligt at blive mistænkeliggjort og sigtet i en strafferetlig sammenhæng i almindelighed og i en sag om incest i særdeleshed.
Man kan ikke tage stærk nok afstand fra den forælder, som mod bedre vidende måtte beskylde en anden for noget så alvorligt. Det bør der slås hårdt ned over for. Strafferetlige bestemmelser har blandt andet til formål at virke præventivt.
I de tilfælde, hvor statsamtet får bestyrket mistanke om, at der foreligger en grundløs anklage, bør konsekvensen være, at den pågældende bopælsforælder anmeldes for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kap. 17, formentlig oftest § 164. Alene bevidstheden om, at der slås hårdt ned med anmeldelse vil formentlig have en præventiv effekt over for de ganske få, som kunne finde på noget sådant. (På samme måde som tilstedeværelsen af en overvåger sikkert vil afholde en pædofil fra at foretage overgreb under overvågningen).
Afslutningsvist bør der formentlig sættes ressourcer ind på at få klargjort i almenheden, at der sagtens kan være situationer, hvor tvivlen for barnet medfører, at en uskyldig ikke har samvær. Det burde være enkelt – men er det helt åbenlyst ikke.
Vold mod barn – og
mod den anden forælder.
Vi er ikke så meget i tvivl om, at samvær suspenderes, når der foreligger vold udøvet over for barnet. Mange af de betragtninger, som er anført i afsnittet om incest, gør sig analogt gældende her.
Hovedsynspunktet er, at det ikke kun er den politianmeldte – og straffede vold, som kan begrunde indskrænkning eller standsning af samvær. Der påhviler derfor statsamterne en undersøgelsespligt i disse sager, som har samme karakter som ovenfor anført.
Vold udøvet mod den anden forælder udgør en betydelig andel af de henvendelser, som vi modtager i vores telefonrådgivning. Det er indlysende, at den vold, som har været udøvet, vil have afgørende betydning for konfliktniveauet.
Hvis der har været udøvet vold under omstændigheder, som barnet har overværet, bør det næsten undtagelsesfrit føre til indskrænkning eller ophør af samværet.
Disse sager lægger naturligt op til, at man bruger en del kræfter på at få parterne til at indgå i et – formentlig længere – mediationsforløb.
Det er også sager, hvor korte overvågede samvær over længere perioder kan have god mening.
Vi har endvidere indtryk af, at sagerne, hvori der indgår vold og trusler som en del af problematikken, hører til dem, hvor sagsforløbet forlænges til skade for børnene.
Det siger sig selv, at det kan være vanskeligt at fortælle om de virkelige forhold i og med at alt bliver skrevet ned og med det samme udsendt til den der udøver vold og trusler. Det er netop truslernes væsen, at de skal få andre til at holde mund med de faktiske forhold og makke ret, da der ellers er trusler om endnu værre ting.
Et særligt problem i voldssagerne knytter sig dertil, at den krænkede ofte undlader at politianmelde volden. Man bør på grund af forholdets karakter være meget lidt fokuseret på, om der er anmeldt eller dømt for vold. Den generelle erkendelse i samfundet af problemets omfang og karakter bør føre til, at undersøgelserne – og bedømmelsen - bør have en anden karakter end strafferetlig. Vi negligerer ikke, at der skal foreligge en vis dokumentation og sandsynliggørelse, men man må virkelig vurdere prognosen for et harmonisk samvær.
Vi ser både i incestsagerne og i voldssagerne en uforståelig modsat rettet tendens. I det almindelige samfund er der stor fokus på, at pædofili finder sted i alle kredse og i et uacceptabelt stort niveau. Man kan ifølge forskerne næsten sætte procenter på, og man kan dokumentere, at det oftest er blandt de nærmeste, det udøves. I den del af samfundet, som statsamterne repræsenterer, negligerer man problemet som ubetydeligt.
På samme måde med vold særligt rettet mod partneren. I det almindelige samfund tager man det dybt alvorligt. Man diskuterer grundigt og nuanceret, hvilke konsekvenser, det skal have, og hvordan man kommer det til livs. I statsamternes verden forekommer det ligegyldigt i relation til samværet.
Misbrugssagerne.
En tredje gruppe blandt de tunge sager er dem, hvor samværsforælderen er misbruger, hvad enten det er stofmisbruger eller alkoholmisbruger.
Også her oplever vi, at der er meget stor forskel på, hvad man siger, og hvad man gør. Fra høj til lav i systemet siges det, at man ikke skal udlevere et barn til en misbruger. SFI-rapporten skitserer det ret klart.
På side 53 gennemgås, hvordan det bør foregå: Det kan være svært at gennemskue, men statsamtet skal undersøge. ”Bopælsforælderen skal orienteres om, at der ikke er pligt til at udlevere et barn til samvær, hvis samværsforælderen ved samværets start er påvirket af alkohol e..l.”
Det reelle problem er bevisbyrden. På side 103 anføres i forbindelse med gennemgang af en konkret sag følgende:
”Denne iagttagelse aktualiserer spørgsmålet om, hvem der bærer bevisbyrden. Er det moren, der skal fremskaffe beviser for, at faren faktisk er alkoholiseret, når han har børnene, er det faren, der skal bevise, at han ikke er det, eller er det statsamtet, der har ansvar at fremskaffe indsigt heri, og i givet fald med hvilke midler? At dømme ud fra denne sag og andre med tilsvarende problemstillinger i datamaterialet er det svært at se, hvem der reelt har bevisbyrden.”
Efter vores opfattelse er der en betydelig berøringsangst
omkring emnet. Man må simpelthen tage
misbrugsproblemer mere alvorligt.
Det ville være en
stor fordel, hvis der i de sager, hvori der indgår alkoholmisbrug eller anden
form for misbrug hos en eller begge forældre i sagsbehandlingen og i rådgivningen
var tilknyttet fagfolk indenfor misbrugsområdet, som ved, hvad man kan forvente
af en misbruger og hvilke ændringer af psyken, et misbrug medfører – f. eks.
blot i forhold til overholdelse af aftaler. Det ville måske styrke mulighederne
for, at der kan stilles relevante krav og iværksættes konsekvenser ved overtrædelse.
Børn og misbrug hører
ikke sammen.
Hvis
misbrugsproblemet blev taget alvorligt, ville det give en meget større mulighed
for, at et for barnet godt samvær ville kunne komme i stand.
Endelig mener vi,
at der i misbrugssagerne bør være en ”omvendt bevisbyrde” forstået sådan,
at det er misbrugeren, som skal bevise, at pågældende er ædru/clean under
samværene.
Psykopaten
i samværssagen.
Som overgang til de
generelle betragtninger om voldsomt konfliktniveau må vi bemærke, at en hel
del tunge samværssager med højt konfliktniveau har udspring i, at den ene part
har psykopatiske træk. Det er langt fra alle psykopater, der er kriminelle.
Psykopatens
verdensbillede er ofte overvejende ”vrang”. Psykopatens evne til at fremstå
korrekt, overbevisende og charmerende er efterhånden almen kendt.
Det er vores
oplevelse, at sagsbehandlerne i al for ringe grad er i stand til at gennemskue
psykopaten – og reelt ikke gør noget for det.
Også i den sammenhæng
er det vigtigt, at man lytter til sagens signaler og handler adækvat ud fra dem
– herunder med en eventuel bedømmelse via en børnesagkyndig undersøgelse
(reelt forældre-undersøgelse).
Voldsomt
konfliktniveau.
SFI-rapporten anfører
på side 220 følgende, som vi er helt enige i:
”Set
i et anvendelsesorienteret perspektiv peger undersøgelsen derfor for det første
i retning af, at det i forvaltningen af de komplekse sager kan være formålstjenligt
– på et tidligt tidspunkt i sagsforløbet – at nedtone rationalet om det
generaliserede barns behov for samvær til fordel for et mere helhedsorienteret
perspektiv, der vurderer konflikten og prognosen for et fremtidigt samvær med
udgangspunkt i det konkrete barns sociale og historiske, dvs. biografiske
kontekst.”
Vi har ovenfor anført,
at selve sagsbehandlingen og dens form samt ofte svigtende imødekommelse af at
foretage relevante undersøgelser i sig selv er medvirkende til at skabe et
voldsomt konfliktniveau.
Hvis en part ikke
oplever at blive hørt eller taget alvorlig, svigtes tilliden til systemet, og
”hadet” til den anden part stiger. Små problemer vokser større.
En mor vil ikke
udlevere et barn, hvis hun tror, at der finder grænseoverskridende adfærd
sted, som ikke bliver taget alvorligt og undersøgt. En far, som objektivt
urimelig er blevet beskyldt for det samme men kun har fået sin
”frifindelse” i form af en påtaleopgivelse efter en videoafhøring, føler
sig konkret med rette så frifundet, at han selvfølgelig ikke vil finde sig i,
at moderen nægter.
Begge parter ville
have langt større forståelse for slutresultatet, hvis man havde sagsbehandlet
”til bunds”. Nu opstår der blot forøget konflikt, som næsten kun kan føre
til ophør af samværet, der aldrig kommer til at fungere. Det er efter vores
opfattelse et af de helt store problemer i dag.
De fleste kan være enige i, at forældrene har et fælles ansvar over for deres børn. Det burde alt andet lige føre til, at man tager sig sammen til at samarbejde. Man synes at glemme, at sådan er det også i langt de fleste sammenhænge. Der er relativt få samværssager i almindelighed set i forhold til det samlede antal børn omfattet af samvær. Der er meget få rigtig tunge sager.
Et af de første spørgsmål, man bør stille – og finde svaret på – er derfor, hvad der i grunden er årsagen til den voldsomme konflikt. Ud fra det spørgsmål med tilhørende svar bør man kunne opstille en prognose, så samværssagen ret hurtigt kan finde en afklaring.
Et højt konfliktniveau bør helt åbenbart føre til ophør af samvær.
Afsluttende dilemma.
Det er kun retablering af tilliden til statsamterne og CivilRetsDirektoratet, som kan løse problemerne.
En tillid, som alene består af formel legitimitet, er på sigt uholdbar.
Der gennemføres en del fogedforretninger med tvangsbøder ud fra en forestilling om, at man kan tvinge en bopælsforælder til at udlevere på den måde. Men fogedforretningerne bygger endvidere på den forestilling, at statsamterne og CivilRetsDirektoratet er specialister på området, samt at deres sagsbehandling må formodes at være så objektiv korrekt – og med et objektivt korrekt resultat til følge til barnets bedste.
Vi anfægter, at denne forestilling er rigtig. I nogle tilfælde medfører det, at tvangsbøder får karakter af, at man afkræver bopælsforældrene beskyttelsespenge, som vi ser det. Det er fuldstændig i overensstemmelse med vores opfattelse, som vi har udtrykt meget ofte, når det i SFI-rapporten på side 167 anføres om situationer, hvor bopælsforælderen vægrer sig ved at udlevere barnet til samvær:
”Når sagerne blev anskuet i en kontekst, der inddrog betydningen af barnets familiehistorie og forholdene hos samværsforælderen, måtte der i de fleste tilfælde siges at være forståelige grunde og i nogle tilfælde endog gode grunde til bopælsforælderens manglende samarbejdsvilje”.
Det er helt afgørende for retablering af tilliden, at systemet selv indser problemet – og handler ud fra en sådan erkendelse.
Det er imidlertid også en tillid, som må opnås både fra brede kredse, som arbejder med børn og samvær, hvad enten det er rent fagligt, partsorienteret – eller som os og flere andre ud fra børneperspektiv.
Vi oplever som nævnt kritikken som værende generel fra alle sider. Det er et problem, som måske er dybere og mere relevant end som så.
Vi oplever i de tunge sager mange afgørelser, hvor der er givet samvær, som efter vores bedømmelse ikke burde være givet først og fremmest, fordi der ikke er foretaget tilstrækkeligt grundige undersøgelser. Men vi kender bestemt også til eksempler, hvor det virker ganske overraskende og forkert, at der faktisk er standset et samvær – eller sket indskrænkninger heri.
Kun ved fuld anerkendt bred tillid til, at der generelt træffes rigtige afgørelser, kan vi få retableret et sagsområde, hvor afgørelserne kan gennemtvinges med almen anerkendt autoritet.
Udgangspunktet skal tages fra børneperspektiv.
Første hensyn er til barnet. Andet er til forældrene.
Samvær er rigtigt og godt, når det virker. Vi kan ikke acceptere en retstilstand, hvor børn skal udleveres til samvær, når det ikke er til deres bedste. Men vi kan heller ikke acceptere en retstilstand, hvor børn tingsliggøres på en sådan måde, at den ene af parterne kan få held til at optræde, som om børnene var vedkommendes fulde ejendomsret.
Styrkelse af
konfliktmægling – og neutral børnesagkyndig rådgivning.
Vi er ikke afklarede på, om der bør gennemføres obligatorisk konfliktmægling, som det er tilfældet i f. eks. Norge. Det er i al fald et problem, hvis den ene part reelt ikke ønsker en løsning. Man kan også fundere over, hvorvidt en positiv optræden under mæglingen – eller for den sags skyld under sagsbehandlingen eller forældremyndighedssagen, er udtryk for reel vilje til løsning. Der er vel også mennesker, som mentalt slet ikke magter den dialog, som konfliktmægling nødvendiggør.
Det er imidlertid afgørende, at der sker en styrkelse af mulighederne for konfliktmægling, ligesom vi ser en styrkelse af den børnesagkyndige rådgivning som nødvendig. Den nuværende form, hvori den integreres i den egentlige sagsbehandling er imidlertid særdeles problematisk.
Vi opfordrer til, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal have til formål hurtigt at få gennemdrøftet hele samværsområdet. En sådan arbejdsgruppe burde bestå af repræsentanter fra ”systemet” (CivilRetsDirektoratet og statsamterne), børnesagkyndige (både de ”ansatte” børnesagkyndige i statsamterne og de uafhængige), familieretsadvokater, Børnerådet foreningerne Børns Vilkår, Foreningen Far, Mødrehjælpen – og selvfølgelig Landsforeningen Børn og Samvær. Skulle relevante foreninger være glemt, har det ikke været tanken fra vor side at udelukke nogen.
Landsforeningen Børn og Samvær vil deltage konstruktivt i det videre arbejde i det omfang, vi får lejlighed til at være med. Vi stiller således med glæde op til egentlige drøftelser i en konstruktiv atmosfære.
Med venlig hilsen
Landsforeningen Børn og Samvær
v/Viggo Bækgaard
talsmand