Børn og Samværs høringssvar til forældreansvarsloven

Familiestyrelsen

Stormgade 2-6

1470 København K

København, den 1. januar 2007

Vedr. j. nr. 06-5014-00073 – høring over udkast til lov om forældreansvar og udkast til ændring af retsplejeloven m.v.

Landsforeningen Børn og Samvær afgav den 31. juli 2006 høringssvar over betænkningen Barnets Perspektiv. Man kan stort set konstatere, at de betænkeligheder, som vi gav udtryk for ved den lejlighed er blevet forstærket derved, at den politiske aftale og ministeriets bemærkninger forværrer forholdene for en række børn, der må forventes at komme i en betydelig klemme med det nye regelsæt.

Barnets perspektiv – hvad der er bedst for barnet – og ligestillingskønskampen

Selv om dette høringssvar indeholder en række meget kritiske bemærkninger til forslaget, må vi overordnet erklære os enig i en række vigtige signaler og ændringer i forhold til den gældende retstilstand.

Vi er således glade for, at lovteksterne tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet. Barnets perspektiv indgår både i de generelle betragtninger og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser med stor gentagen vægt. I forhold til lovordene i dag, hvor der tales om forældrenes ret, er der således en betydelig landvinding i forslaget.

Alligevel er det politiske forløb og bemærkningerne gennemsyret af en ligestillingsproblematik, der ikke nødvendigvis er til gavn for børnene.

Ligeledes er vi meget tilfredse med de intentioner, der ligger i forslaget om at forsøge at forbedre det tilbud, der gives forældrene i den indledende fase af en separation, eller aftale om samvær. Vi mener dog fremdeles, at konfliktmægling bør være tilbud, ikke tvang.

Svagheden i forslaget ligger deri, at man i al for ringe grad forholder sig til, hvorledes man faktisk skal tackle situationer, hvor samarbejdet notorisk ikke lader sig gennemføre.

Vi kan overordnet tiltræde det hovedsigte, der ligger bag forslaget, hvorimod vi mener, at der er betydelige svagheder på enkelte vigtige punkter i forslaget.

Trods de mange fine og rigtige ord, sidder man med en fornemmelse af, at det alligevel ikke har været børnenes bedste, der har været den grundlæggende præmis men ønsket om at tilgodese voksen-rettigheder og et ønske om at bruge loven til at få indført fuldstændig ligestilling mellem de biologiske forældre.

Det er som om man vil lovgive for dem, for hvem det går godt og på en måde sælge dem, der har større problemer.

For Landsforeningen Børn og Samvær er det overordentligt vigtigt at fastholde, at selv om langt de fleste skilsmisseforældre i det store og hele samarbejder fornuftigt, gælder det ikke alle – og i al fald i betydelig grad ikke for den kreds, vores arbejde er koncentreret omkring.

Enhver forælder, der i dag henvender sig til myndighederne med tvivlsspørgsmål eller konflikter vedrørende forældreansvar, er en del af et mindretal. Som debatten fremtoner, får man indtryk af, at hele forældremyndigheds og samværsområdet er vældigt forrådnet og råt. Det er på ingen måde i pagt med fakta på området.

vi henstiller, at der samles op på den viden, man har om forældreansvar og mangel på samme. Vi må insistere på, at det bliver mindretallet med de enkelte børns problematiske sager. der kommer i fokus.

Med betænkningen barnets perspektiv og en lovtekst, der sætter centrum aldeles i børnehøjde, har vi meget at forvente og meget at holde fast i. Det er vores håb at barnet får lovændringen at mærke i dybeste konsekvens. Men vi frygter, at bemærkninger og lovtekst drukner i ligestillingen, der er alt for central i debatten. Også i den ”rigtige politiske debat”.

Slutteligt bør loven og bemærkningerne give et svar på hvem tvivlen bør komme til gode, da den med ordene: barnet har ret til to forældre, slukker og lukker for tvivlen, der altid bør komme barnet og ikke forældrene til gode.

Kunne det tænkes at barnet i stedet stod selv og havde ret til en god barndom, trods det, at det desværre ikke altid indebærer to forældre? Barnets perspektiv har ikke faste løsninger, som politisk kan indeholdes i en politisk slagordslinie. Barnet bør slet og ret have ret til at føle, og stå som rettesnor for – som centrum i - sit eget liv.

Tvungen fælles forældremyndighed.

Vi er fundamentalt enige med mindretallet i udvalget i, at tvungen fælles forældremyndighed er meget problematisk, selv om intentionerne er tilforladelige.

Det er fortsat vort fundamentale synspunkt, at fælles forældremyndighed som tvang svarer til at dømme til fred i Mellemøsten. Vi erkender imidlertid, at der er en betydelig grad af åbenbart tværpolitisk politisk-korrekthed i at kunne dømme til fælles forældremyndighed. De følgende forslag har derfor først og fremmest til formål at opbløde på den efter vores opfattelse meget problematiske udvikling, lovforslaget er udtryk for i forhold til en relativt velargumenteret betænkning.

Subsidiært i forhold hertil mener vi, at udvalgets forslag bør anvendes, hvorefter der kan dømmes til fælles forældremyndighed som en undtagelse.

Mere subsidiært bør forslagets §11 stk. 1 sidste punktum ændres, så det får denne formulering:

”Retten kan træffe afgørelse om at ophæve den fælles forældremyndighed, hvis det må antages, at være bedst for barnet”.

Denne ændring indebærer en imødekommelse af den politiske aftale, hvorefter hovedreglen skal være fælles forældremyndighed. Ændringen svarer langt bedre til de bemærkninger, der følger lovforslagets nuværende formulering. Ordene ”kun” og ”tungtvejende” i en lovtekst vil erfaringsmæssigt i praksis have en tendens til at overskygge de bemærkninger, der har fulgt en lov.

Samværschikane som element ved bedømmelse af forældremyndighed.

Familieretlige konflikter har en meget udbredt tendens til at være sort-hvid i parternes synsfelt. Erfaringsmæssigt er man ofte i situationer, hvor påstand står mod påstand, og hvor det objektivt er umuligt, at begge har ret.

Der er en betydelig forbedring i sigte, hvis myndighederne tager forslagets generelle og konkrete bemærkninger om et forøget undersøgelsesniveau til efterretning. Nedenfor knyttes nogle særlige bemærkninger til domstolsbehandlingen.

I bemærkningerne fylder begrebet ”samværschikane” urimeligt meget. Vi er opmærksomme på, at samværsproblemer fylder meget på politikernes enkeltsagsborde. Ligeledes ved vi positivt, at ”far-organisationer” direkte har lagt skabeloner på hjemmesider indeholdende forslag til politikerhenvendelser og til læserbreve, hvilket vi principielt er afstået fra, da det altid i vores optik handler om, hvad der konkret er bedst for barnet.

Endelig bør det haves for øje, at forældre, der ikke har børnene boende og dermed har den daglige omsorg, har langt mere tid og dermed overskud til at beklage sig over deres egen situation i forhold til børnene.

Urimelige og udokumenterede hindringer af samvær finder sted og bør hindres.

Vi kunne imidlertid ønske os, at et så grundigt gennemarbejdet materiale som en betænkning og et lovforslag tydeligt gjorde opmærksom på, at Socialforskningsinstituttet i 2004 i en rapport om samvær til barnets bedste konkluderede, at der var meget få eksempler på, at bopælsforælderen ensidigt og helt umotiveret hindrede barnet og samværsforældrene i at bibeholde kontakten, rapportens side 167.

Man kan have en positiv forventning til, at den ændrede praksis, der efter forslaget skal bygge på langt grundigere materiale og undersøgelser end i dag, bedre kan afdække de dybereliggende årsager til samværsproblemer.

Vi er som udgangspunkt enige i, at man må anlægge et fremtidsorienteret perspektiv, således som det er beskrevet i pkt. 3.2.3. i de generelle bemærkninger, men frygter, at rettens bevisbedømmelse ikke vil gå så dybt, som det kræves for at afdække graden af ”påviselig grund” for hindringen. Derfor bør der opstrammes i bemærkningerne på det punkt.

Det bør også erindres, at der ganske hyppigt foreligger samværshindringer fra den forælder, som ikke har barnet boende.

Sat på spidsen frygter vi, at det fremtidsorienterede perspektiv kunne føre til, at en psykopatisk forælder får alle rettigheder i forhold til barnet, fordi det vil være det eneste, der giver barnet ”fred”. En psykopat erkender intet, fordrejer sandheden, giver aldrig op, medmindre vedkommende stoppes konkret derved, at samværet stoppes. En sådan personlighed belønnes efter forslaget men må ikke belønnes efter vores opfattelse. Det må der altså sættes nogle kommentarer ind til i bemærkningerne! Løgn belønnes af det nye system.

Der mangler basalt kriterier for, hvad samværschikane (samværssabotage) er, og hvordan bevisførelse og domfældelse skal foregå i disse tilfælde.

Bopælsspørgsmål og den foreslåede varslingsbestemmelse.

Bopælsspørgsmålet indtager en central plads i de konflikter, der ofte er mellem forældre.

Betænkningens forslag bygger på det princip, at det er bopælsforælderen, der bestemmer, hvor bopælen skal være inden for landets grænser. Denne hovedregel stemmer med en generel tendens i samfundet, hvor fleksibiliteten er i centrum.

Reglen om, at domstolene selvstændigt kan tage stilling til bopælen vil sammen med varslingsreglen i praksis komme til at betyde, at forældre næsten naturnødvendigt vil få konflikt ved enhver flytning, der blot medfører et skoleskifte.

Den udvikling vil styrke en tendens til, at forældre, der ikke længere bor sammen, bliver stavnsbundet. En sådan udvikling vil være til generel skade i samfundet, og den tager ikke højde for, hvad der er bedst for børn.

Der er intet, der tyder på, at børn tager skade af at flytte med skoleskift til følge.

Varslingsbestemmelsen er en helt klar trusselsbestemmelse, der vil virke alvorligt imod fleksibilitet. Bopælsforældre vil i det praktiske liv ikke turde søge nye jobmæssige udfordringer, såfremt de indebærer flytning.

Vi foreslår, at varslingsbestemmelsen i § 3a udgår først og fremmest fordi, den vil have konfliktskabende karakter.

Der kan være fornuft i at bibeholde domstolenes mulighed for at tage stilling til bopælsspørgsmålet særskilt. I den forbindelse bør det i bemærkningerne nævnes, at flytning over afstande ikke i sig selv skal begrunde, at barnets bopælsforælder ændres, men at det alene er lovens hovedregel om, hvad der er bedst for barnet, der afgør også det spørgsmål.

Overførelse af forældremyndighed.

Ifølge forslaget skal der ikke længere knyttes særlige - skærpede - betingelser til overførelse af forældremyndighed. Det virker ikke hensigtsmæssigt, fordi det må frygtes at give basis for idelige konflikter i videre omfang end i dag. Begrundelsen er, at det for fremtiden kun skal være afgørende, hvad der er bedst for barnet.

Sager om forældremyndighed er som bekendt ikke undergivet sædvanlige principper om retskraft, fordi forholdene hele tiden kan udvikle sig, men den grundlæggende ændring, som der lægges op til med afskaffelse af kravene til overførelse (navnlig på grund af forandrede forhold), indebærer en betydelig risiko for, at børnene aldrig får ro i deres barndom.

Det bør i bemærkningerne indarbejdes, at man ikke har haft til hensigt at ændre afgørende på de kriterier, der i dag gælder.

Samvær.

Delebørn:

Vi foreslår, at bestemmelsen i forslagets § 18 stk. 3 om delebørn udgår.

Forslaget har intet børnefagligt grundlag og er alene udtryk for, at hele lovforslaget som nævnt i indledningen af dette høringssvar har en undertone af ligestilling kønnene imellem.

Der vil utvivlsomt være situationer, hvor en deleordning vil kunne fungere. Men en påtvunget deleordning vil efter vores bedømmelse aldrig være til gavn for barnet.

Enhver voksen bør stille sig selv det – for den voksne – teoretiske spørgsmål, hvordan pågældende selv ville have det med at skulle bo en uge ad gangen to forskellige steder. Svaret er indlysende, men vi skammer os ikke generelt for at udsætte vore børn for denne idelige omvæltning i dagligdagen.

Begrænsninger i samværet:

Vi læser bemærkningerne om samvær sådan, at man i virkeligheden (igen) ønsker at stramme op, således at man faktisk nægter eller begrænser samvær i tilfælde, hvor samværet er belastende for barnet.

Det havde efter vores opfattelse været en styrke, såfremt man havde præciseret disse ønsker i lovteksten og ikke nøjedes med bemærkninger af mere generel karakter.

Det burde måske i bemærkningerne præciseres, at man sagtens kan forestille sig situationer, hvor der er fælles forældremyndighed, men hvor samværet desuagtet indskrænkes eller bortfalder.

Vi er på trods af de pæne ord betænkelig ved, at ændringerne ikke giver løsninger på de alvorlige samværssager. De rene sager, hvor der dømmes for incest eller for vold, giver aldrig problemer. De bliver løst.

Sager, der handler om børn og deres forældre, er specielle. Strafferetssystemet kræver beviser, før der dømmes. Enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Det er godt og rigtigt. I straffesager inden for familien er der ofte ingen vidner. Hustruvold anmeldes ofte slet ikke, og indgivne voldsanmeldelser trækkes tilbage, hvilket ikke altid skyldes, at de var opdigtede.

Bemærkningerne indeholder en række vigtige – og vægtige – betragtninger, der samlet har til formål at skærpe statsforvaltningernes sans for, at sagerne skal oplyses grundigt.

Det bør imidlertid i bemærkningerne påpeges, at enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Det efterleves efter vores opfattelse i for ringe grad i det nuværende system, hvorfor det bør præciseres særskilt.

Lovforslaget er alt for vagt på hele det område, der handler om de vanskeligere samværssager. Lovteksten bør konkretiseres og strammes op. Som nævnt ovenfor har lovteksten erfaringsmæssigt en tendens til at overskygge bemærkninger. Erfaringsmæssigt ligger det ligefor at sammenligne med 94-loven, der jo ifølge bemærkningerne tilstræbte en udvidet mulighed for at indskrænke samværene – men førte til det modsatte administrative resultat.

Forslaget mangler klare retningslinjer for, hvordan man beskytter børn, der er udsat for omsorgssvigt under samværet.

Selv om vi således anerkender, at såvel de generelle som konkrete bemærkninger taler om øget oplysning af sagerne, bør det være et krav, at statsforvaltning og domstole pålægges at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse, når der er påstand om alkoholmisbrug, vold, psykisk ustabilitet og omsorgssvigt hos en forælder.

Erstatningssamvær.

Erstatningssamværsproblematikken er vanskelig. Det er på den ene side (selvfølgelig) så uacceptabelt, hvis et barn ikke udleveres til samvær, at man må overveje, hvordan man håndterer en sådan situation. Heroverfor står imidlertid det fundamentale, som skulle bære hele den nye retstilstand: nemlig at det skal være barnet, der kommer i centrum.

Bemærkningerne til § 20 viser desværre, hvor svært det er at holde fokus på barnet. Bemærkningerne emmer tydeligt af, at det ikke er børnene, der er i centrum – men forældrene.

Vi anerkender problemet – men beder om, at bemærkningerne gennemgås grundigt, så der ikke er tvivl om, at hensynet til barnet er i centrum.

Domstolskontrol med forvaltningens afgørelser.

I dansk ret er der efterhånden ikke mange eksempler på såkaldte endelighedsbestemmelser i lovgivningen, hvor forvaltningernes afgørelser ikke kan indbringes for domstolene.

Familiestyrelsens afgørelser efter den nugældende lov om forældremyndighed og samvær er endelige i den forstand, at man ikke kan indbringe afgørelserne for domstolene som en traditionel ankesag. Domstolene kan på samme måde som ombudsmanden efter gældende ret principielt alene kontrollere, om der foreligger formelle sagsbehandlingsfejl. Det er sjældent tilfældet, da forvaltningen erfaringsmæssigt hellere foretager en ekstra høring for at være på den sikre side. Domstolene har i intet tilfælde blot været i nærheden af at tilsidesætte det skøn, som Familiestyrelsen har udøvet.

På området for tvangsanbringelser gælder, at børne- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Afgørelserne derfra kan indbringes for landsretten.

Landsforeningen Børn og Samvær finder, at det vil indebære betydelige retssikkerheds-mæssige fordele, om der indføres et tilsvarende system på samværsområdet.

Man må nære principielle betænkeligheder til det nuværende system.

I dag træffes afgørelser i statsamterne med rekurs til Familiestyrelsen. Statsamterne er underlagt Familiestyrelsen på en sådan måde, at Familiestyrelsen har generel instruktionsbeføjelse i forhold til statsamtet. Samtidig er Familiestyrelsen ankeinstans i forhold til statsamtets konkrete afgørelse. Endvidere er Familiestyrelsen underlagt instruktion fra ministeren. Denne organisationsstruktur ændres ikke med de kommende statsforvaltninger. I virkeligheden bliver instruktionsvejen kortere, når der kun er 5 statsforvaltninger, der skal indpasses.

Når man husker, at når lovens eneste rettesnor efter forslaget bliver, hvad der er bedst for barnet, fører den formelle struktur meget let til denne teoretiske tankegang: Ministeren finder ud af, hvad han synes er bedst for barnet, hvilket han fortæller direktøren i styrelsen, som straks giver beskeden videre til statsforvaltningerne med en besked om, at for fremtiden skal man skønne i overensstemmelse hermed.

Den opmærksomme læser vil selvfølgelig sige, at sådan fungerer statsforvaltning selvfølgelig ikke i et retssamfund. Vores svar er, at sådan blev der med sikkerhed administreret fra 1995 og i al fald 5-7 år derefter. Alene det forhold, at man kan drage sagsbehandlingen i tvivl indikerer behovet for en egentlig domstolsprøvelse.

En egentlig domstolsprøvelse af forvaltningens afgørelser ville være en betydelig sikkerhed og indebære en betydelig forøgelse af retssikkerheden på området.

Den grundlovssikrede uafhængighed, som domstolene besidder, har et betydeligt realindhold.

Vore principielle betænkeligheder mindskes ikke af den meget generelle formulering af retningslinjerne ”barnets bedste” i lovgivningen. Med det eksisterende system frygter vi en betydelig blafren afhængig af tidens helt aktuelle trends. Vi frygter i høj grad populistpolitikeres konkrete indflydelse på sagsbehandling.

Skulle domstolene forfalde til usaglige vurderinger af, hvad der er bedst for børnene, vil det kunne rettes gennem opstramninger i loven på baggrund af en sædvanlig politisk proces. Det er vores opfattelse, at domstolene ikke vil kunne forfalde til politisk sagsbehandling som forvaltningen.

Man skal huske, at den betænkelighed, vi fremfører, ikke er rettet mod den enkelte sagsbehandler men mod selve systemet og systemets struktur og natur.

Orienteringsretten.

Forslaget indeholder nogle ændringer i orienteringsretten til den forælder, som ikke har del i forældremyndigheden.

Som udgangspunkt er det altid vigtigt for både barn og forældre, at begge forældre er orienterede om barnets dagligliv. Intentionen med forslaget er på overfladen fint tænkt, men forslaget vil for nogle børn føre til næsten daglig konflikt.

Børn af forældre med konfliktfyldt kommunikation vil blive sat i dilemmaer ved fællesarrangementer. Man kan forestille sig børn, der ikke vil deltage i skolefester, teater eller andre forældre arrangementer, bare for at undgå, at begge forældre møder op og barnet klemmes mellem to parter. Man kan ligeledes forestille sig bopælsforældre, der bliver hjemme med barnet ved fællesarrangementer for at undgå yderligere konflikt. For skilsmissebørn kan institutionen i nogle tilfælde være barnets fristed, hvor barnet ikke oplever et konfliktfelt. Dette bør sikres fortsat.

Med det nye tiltag, er der ikke øje for barnets perspektiv.

Vi er meget ambivalente i netop spørgsmålet om orienteringsretten.

På den ene side er det utvivlsomt, at manglende orientering skærper en samværsforælders frustration og mistillid til såvel bopælsforælder som til institution, socialforvaltning, læge m.v. Samværsforælderen, som på afstand relativt magtesløst ser på, at barnet mistrives hos forældermyndighedsindehaveren, uden at nogen tager affære, kan på grund af manglende information intet stille op over for mistrivslen. Samværsforælderen har end ikke mulighed for at afdække omfanget heraf for med den konkrete viden – og dermed bevis – at kunne rette op på forholdet.

Heroverfor står imidlertid, at den typisk småpsykopatiske skalpejæger med idelige henvendelser til institution m.v. sikrer, at forældremyndighedsindehaver, institution, socialforvaltning m.v. aldrig får fred. At barnet aldrig får fred, fordi selve orienteringsretten er et selvstændigt våben i den konflikt, vi alle så gerne vil undgå.

Det centrale må være, at hver enkel sag tages op og behandles med det særpræg den har, og ikke behandles med fællesnævner.

Sagsbehandlingen i retten – bevisførelsen

Der er i Danmark en traditionel berøringsangst i forhold til sagsbehandlingen af familieretlige sager i domstolssystemet.

I dansk ret har vi et generelt og relativt fundamentalt retsplejeprincip, hvorefter det som altovervejende udgangspunkt er parterne, der tilrettelægger sagsgangen og bevisførelsen i civile sager. Det princip er fraveget i familieretlige sager, uden at det står lysende klart, hvad den reelle baggrund er for denne afvigelse.

Tankegangen er vist for børnesagernes vedkommende, at man er bekymret for, at der graves grøfter, såfremt der i højere grad sker en tilrettelæggelse af sagerne gennem parterne. Endvidere er det et ofte sagt argument, at vidner ”i disse sager” typisk er ”rosevidner”, hvis udsagn man ikke kan tillægge vægt.

Begge disse synspunkter mister efter vores opfattelse vægt, når man gør sig klart for det første, at alene det forhold, at man står i en retssag om børnene er udtryk for, at uenighederne (grøften) er stor. Med hensyn til vidneproblematikken gælder generelt, at domstolene er i stand til at skelne og vurdere vidners udsagn og baggrund.

Efter vores opfattelse vil man nå rigtig langt med en styrkelse af retsbevidstheden og tilliden til retssystemet fra borgerne også i disse sager, såfremt man tillemper procesgangen til den proces, som i øvrigt er kendt i retssystemet.

Den største opgave i den sammenhæng ligger deri, at man fortsat må sikre en hurtig sagsbehandling i retssystemet af forældremyndighedssagerne. Det er imidlertid en opgave, der kan løses, hvis der er politisk vilje til det.

De rejste spørgsmål kan efter vores opfattelse løses, såfremt man ændrer ordlyden af § 450 b i forslaget, således at den kommer til at lyde således:

”Retten kan i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl eller for at kunne afgøre et spørgsmål om samvær eller anden kontakt træffe bestemmelse om yderligere bevisførelse end den, der er foranstaltet efter bestemmelserne i kap. 32, herunder om at tilvejebringe børnesagkyndige erklæringer. Om nødvendigt kan retten pålægge en part at give møde og afgive forklaring efter samme regler, som gælder for vidner.

Bevisførelse, der vil sinke sagen unødigt, kan kun undtagelsesvis finde sted.”

Retsplejelovens § 341 sikrer generelt, at bevisførelse, der ikke har betydning for sagen, ikke kan finde sted.

Efter forslagets § 450 c kan retten bede en børnesagkyndig om at deltage i børnesamtalerne. Dette bør ændres til, at en børnesagkyndig skal deltage i børnesamtalerne. Jurister (dommere) er ikke uddannede til at tage samtaler med børn. Menneskets selvforståelse er stor og deres selverkendelse er tilsvarende lille. Dommere er mennesker, så den vigtige ændring af ordet kan til ordet skal sikrer blot, at der altid også vil være en børnefaglig vinkel på samtalen med barnet.

Fogedsagerne.

Vi er generelt yderst betænkelige ved overhovedet at anvende fogedretterne i børnesagerne men erkender heroverfor, at afgørelser, der ikke kan eksekveres, i visse situationer vil have ringe betydning.

Fogedretterne bør derfor få en udvidet beføjelse til at være bagstopper for barnet. Foran har vi omtalt bekymringen over, at der ikke er domstolskontrol med myndighedernes afgørelser. En udvidelse af fogedrettens beføjelser vil derfor være udtryk for accept af, at vi i det mindste bør have en ”mini-domstolsprøvelse” af forvaltningens afgørelser.

Foran har vi anført, at der altid bør være en børnesagkyndig til stede, når der gennemføres dommersamtaler med børn under en forældremyndighedssag. Tilsvarende mener vi, at man ikke bør kunne gennemføre en fogedsag om børn, uden at børnene er direkte inddraget. Vi finder derfor, at der bør indsættes en bestemmelse om, at børnene altid skal høres – enten direkte eller gennem en børnesagkyndig undersøgelse - i forbindelse med en tvangs- fuldbyrdelse.

Desuden har det altid undret os, at den nugældende § 536 anfører, at fuldbyrdelse ikke kan ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. Forslagets § 537 stk. 6 gentager denne formulering.

I et lovkompleks, hvis ledetråd er, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, forekommer det derfor tankevækkende, at man åbenbart godt vil tillade, at en fogedforretning om børn gennemføres, selv om barnet derved udsættes for fare – bare den ikke er alvorlig.

Dette høringssvar kan med foranstående afsnit passende afsluttes med en gentagelse af et af de indledende afsnit:

Med venlig hilsen

Viggo Bækgaard,

talsmand