København, den 31. juli 2006
Familiestyrelsen
Stormgade 2-6
1470 København K
Vedr. j.
nr. 04-5014-00045 – høringssvar betænkning nr. 1475/2006, Barnets Perspektiv.
Landsforeningen Børn og Samvær har to meget modsat rettede reaktioner på betænkningen.
På den ene side er vi meget tilfredse med, at barnets perspektiv sættes så højt på dagsordenen, at det ligefrem er blevet selve titlen på betænkningen.
Heroverfor står den alvorlige bekymring, at de meget generelle formuleringer kan føre til udhulning af enhver forudsigelig retstilstand på området, ligesom den fortsatte manglende domstolskontrol af forvaltningens afgørelser giver meget vide muligheder for at skabe ret i overensstemmelse med den til enhver tid gældende politiske korrekthed på bekostning af, hvad der børnefagligt set er bedst for barnet.
Overordnede
overvejelser.
Vi oplever en høj grad af konsensus på det meget overordnede plan; på overskrifterne.
Alle er således enige om, at det afgørende er, hvad der er bedst for barnet. Der er også stort set enighed om, at det er fundamentalt vigtigt, at der er forbindelse mellem et barn og begge dets biologiske forældre.
Også vigtigheden af, at forældrene formår at samarbejde omkring børnene, når hele vejen rundt i det politiske spektrum – og i udvalget. Betydningen af selve forældremyndighedsbegrebet synes imidlertid at give problemer.
Et barn, der udsættes for vold af den ene forælder, skal selvfølgelig have mulighed for ikke at blive tvunget i samvær. Det samme gælder et barn, der har været udsat for incest eller anden grænseoverskridende adfærd. På det allerseneste midt i høringsfasen omkring betænkningen poppede en lille politikerdebat op omkring situationer, hvor den ene forælder har været udsat for vold fra den anden forælder. De fleste syntes at være enige om, at også i de situationer bør der være mulighed for at standse eller begrænse et samvær.
Ligeledes er de fleste enige om, at det må bekymre, hvis en forælder uden grund obstruerer den andens samvær med barnet.
De rene situationer giver sjældent anledning til de helt store uenigheder. Usikkerheden opstår i de mange situationer, hvor det ikke bliver afdækket, hvad der gemmer sig bag påstande om alle de mulige problemer, der kan være i samarbejdet mellem de biologiske forældre.
Efter Landsforeningen Børn og Samværs opfattelse er det uhyre vigtigt, at man virkelig får dykket ned i den konkrete sags substans og får endevendt og afdækket de problemer, som er i de mere alvorlige konflikter, således at man får truffet afgørelser, som også af parterne kan opleves som udtryk for en gennemarbejdet og konkret gennemtænkt konkret afgørelse.
Når det først er gået galt for børn, og alle kan se det, er der i almindelighed ingen grænser for den efterkritik, der bliver over, at ingen har set noget før. (Eksempler fra det seneste år er Tønder-sagen og dødsvoldssagen i Vanløse).
På side 224 i betænkningen anføres: ”Udvalget
mener, at der i sager om afslag på fastsættelse af samvær samt om ophævelse af
eksisterende samvær fra myndighedernes side skal foretages en grundig
sagsoplysning samt grundige overvejelser i forhold til vægtningen af de hensyn,
der er karakteristiske for den enkelte sag. Det er udvalgets opfattelse, at
dette også
er tilfældet i dag.
Vi er enige i ønskeudsagnet men uenige i, at det altid er tilfældet i dag, hvorfor vi er bekymrede for fremtiden med de løsere formuleringer fra betænkningen.
Den politiske korrekthed er gennemsyret af det synspunkt, at forældrene skal samarbejde for enhver pris. I konsekvensen heraf finder udvalgets flertal, at man skal kunne dømme til fælles forældremyndighed, og at man skal kunne gennemtvinge samvær, med mindre det er bevisfast, at der foreligger så alvorlige forhold, at det er utvivlsomt for enhver, at der ikke skal være samvær.
Et af vore medlemmer skrev for nylig på vores hjemmeside, at den tankegang ført ud i sine yderste konsekvenser er rigtig. Det var længe før den højkonflikt omkring Libanon, der pludselig opstod i midten af juli 2006, at pågældende skrev, at man jo bare kunne dømme til fred i mellemøsten – eller til permanent verdensfred for den sags skyld. Så ville alle verdens problemer være løst!
Forældremyndighedsudvalget besidder en høj grad af naivitet, når man tilsyneladende tror, at man kan tvinge til samarbejde altid.
Er der fundamentale, overordnede
problemer?
Placeringen
af forældremyndigheden hos mor pr. automatik.
Da det er vigtigt, at forældrene kan samarbejde, må det være et hovedspørgsmål, hvordan man bedst opnår, at samarbejde vil opfattes som attraktivt for begge parter.
Udvalget og dermed betænkningen synes at forudsætte, at man kan undervise eller forhandle sig til alt via børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling. Vi støtter de forøgede muligheder, der tilstræbes på disse områder.
Man bør generelt være opmærksom på, at antallet af børn og unge under 18, der ikke bor sammen med begge biologiske forældre (”skilsmissebørn”), udgør ca. 270.000. Det er et voldsomt stort tal. Selv om der til stadighed er mange problemsager om forældremyndighed og samvær, vedrører disse en forsvindende lille procentdel af det samlede antal skilsmissebørn.
Men for de enkelte børn, der kommer i klemme, er problemerne ofte store og for nogle uoverstigelige og traumatiserende. Nogle af disse børn lever en hel barndom i skyggen af forældrenes problemer, blot fordi den ene part har fastholdt et krav på indflydelse og samvær, som konkret har været menneskelig umulig – og fordi myndighederne har ladet sådanne krav fylde meget gennem børnenes opvækst.
Vi mener, at det er helt afgørende at få udsondret de familier, hvor samarbejdet kan bringes til at fungere, så vi kan få fokus i sagsbehandlingen på de alvorlige tilfælde, hvor børnene mistrives.
Efter Landsforeningen Børn og Samværs opfattelse er det vigtigt, at der arbejdes for, at børnene får gode relationer til begge forældre gennem opvæksten. Det er vigtigt, at begge parter medvirker til dette samarbejde.
Det er vigtigst, at børnene forskånes tidligt fra en konflikt eller fra overgreb, som kontakten med begge forældre kan medføre.
Børn er individualister og skal behandles som sådanne. Børn har et berettiget krav på, at deres problemer også på hjemmefronten tages alvorligt og behandles.
Børn er mennesker og ikke ting, som man kan eje og behandle efter forgodtbefindende.
Barnet skal ikke lære at færdes i tilværelsen ved at værge for sig men styrkes i at de voksne er med til at værge for dem.
Børnene skal mødes med samme udgangspunkt i menneskerettighederne, som enhver voksen borger forventer af samfundet.
Vi mener fundamentalt ikke, at dom til fælles forældremyndighed i sig selv vil gøre nogen forskel overhovedet.
Det er imidlertid formentlig et større problem, end man har villet vedkende sig, at der er en så udpræget tendens til, at mor næsten pr. automatik får forældremyndigheden, når spørgsmålet sættes på spidsen. Det fører formentlig til en attitude, der indikerer, at hun vil bestemme suverænt, og at hun derfor agerer, som om barnet er hendes ejendom. Måske er det et af de største dilemmaer på området. Børn er ikke ting, som man kan have ejendomsret over.
Vi er enige i, at ”alle afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet” (forslagets § 4). Problemet er, at netop dette begreb ”bedst for barnet” fremstår meget diffust og kan drejes i stort set alle retninger.
Biologien spiller en rolle. Den biologiske forbindelse mellem moderen og barnet ligger så dybt i de menneskelige gener, at den menneskelige hjernens evne til at tænke nok fører til et filosofisk fornuftsmæssigt og aktuelt politisk korrekt ligestillingsresultat men netop ikke vil være i overensstemmelse med, hvad genetikken - biologien - siger. Det gælder således for de små børn, at man ofte(st) må nå til det resultat, at børnene skal være hos moderen.
På samme måde viser mange fædres daglige adfærd sammen med børnene, at de handler i overensstemmelse med kønslige traditioner snarere end rationelt korrekte ligestillingsnormer, selv om tendensen i den unge familie utvivlsomt går i den retning, at fædrene er langt mere aktive i familien end tidligere også omkring børnene. Den faktiske anvendelse af barselsorlov og sygefravær som følge af f. eks. børns sygdom viser dog fortsat, at fædre generelt ikke udnytter samværet omkring børnene optimalt.
Imidlertid er det mere problematisk, at forældremyndigheden over også lidt større børn i så stor udstrækning, som det er tilfældet i dag, tildeles mødrene. Vi kunne ønske os en grundig undersøgelse af den faktiske placering af forældremyndigheden ved domstolene samt en vurdering af, om det virkelig så ofte er bedst for barnet, at forældremyndigheden placeres så relativt automatisk, som det synes at være tilfældet i dag.
En grundigere sagsbehandling og en mere konkret vurdering også hos domstolene ved placering af forældremyndigheden kunne muligvis få afgørende betydning. det er efter vores opfattelse en altafgørende forudsætning, at domstolsbehandlingen tilpasses almindelige retsprincipper med en langt friere bevisførelse og almindelig bevisbedømmelse, end tilfældet er i dag.
Der er efter vores bedømmelse en vis sammenhæng mellem forældremyndighedsproblematikken og samværsspørgsmål. Med større nuancer ved placering af forældremyndighed tror vi, at man vil få udskilt de virkelige konfliktsager på samværsområdet, således at der bliver mere plads til løsning af dem.
Vi er opmærksomme på, at selve domstolsbehandlingen af forældremyndighedssager ikke har været en del af udvalgets kommissorium, hvorfor disse bemærkninger skal være en opfordring til at tage emnet op snarest.
Om dom
til fælles forældremyndighed som undtagelse – og om barnets bopæl.
Vi finder det meget problematisk at indføre muligheden for dom til fælles forældremyndighed. Forslaget om fælles forældremyndighed ved dom skal ifølge betænkningen være en absolut undtagelse og nærmest kun gælde situationer, hvor det kun er ganske enkelte forhold, som forældrene ikke kan blive enige om.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med en anden nydannelse, nemlig reglen om, at hvis forældre har fælles forældremyndighed og ikke er enige om, hos hvem af dem, barnet skal bo, skal dette afgøres af retten. Endvidere skal den ses i sammenhæng med præciseringen i det indledende kapitel i loven om beslutning om bopæl, hvor det fastslås, at den, barnet har bopæl hos, afgør, hvor i landet bopælen skal være.
De to bestemmelser virker direkte modstridende og illustrerer de mange pæne ord men også de vanskeligheder, som virkeligheden vil indeholde.
Hovedreglen synes i forslaget at være, at hvis man en gang har bestemt, hvor barnet skal bo, er det bopælsforælderen, som bestemmer bopælens nærmere placering inden for landets grænser. Det virker logisk og konsekvent. Det virker som en pil igennem den tendens, nogen har haft til at forestille sig, at vi skal have genindført stavnsbåndet for skilsmisseforældre. Vi helt enige i forslaget på det punkt, idet det bør være undtagelsen, at bopælsforælderens flytning bevirker ændring af barnets bopæl i relation til forældrene.
Men over for den hovedregel står, at domstolene ifølge forslaget særskilt skal kunne træffe afgørelse om bopælsspørgsmålet – og at sådan en afgørelse kan ændres.
Det fremstår herefter usikkert, hvad gældende ret egentlig skal være efter udvalgets mening.
Landsforeningen Børn og Samvær er enig i, at bopælsforælderen som afgørende hovedregel bestemmer, hvor barnet skal bo inden for landets grænser. De problemer af praktisk og økonomisk art, som den eventuelle større afstand mellem bopæls- og samværsforælder betyder for udøvelsen af samværet, bør reguleres i den konkrete afgørelse af samværet.
Der er dog nok ikke den store tvivl om, at netop bopælsspørgsmålet i mange situationer er årsag til en sag om forældremyndighed i dag. Det spørgsmåls konkrete løsning vil sandsynligvis i mange tilfælde kunne få forældre til at acceptere fortsat fælles forældremyndighed.
Set i det perspektiv er løsningen med ”tvungen fælles forældremyndighed” tilforladelig.
Generelt er vi meget skeptiske over for tvungen fælles forældremyndighed, selv om vi samtidig mener, at selve forældremyndighedsspørgsmålet er opreklameret og i virkeligheden mindre betydningsfuldt end det helt nødvendige fælles forældreansvar, som man har uanset den formelle placering af forældremyndigheden.
Børns Vilkårs repræsentant i udvalget har
sammen med mødrehjælpens repræsentant og forsker
”Et
flertal i udvalget mener, at der undtagelsesvist skal kunne idømmes fælles
forældremyndighed, hvis man vurderer, at forældrene har ”samarbejdspotentiale”.
Vi
mener, at dette er en rest af den gammeldags tankegang, hvor børnenes bedste må
underlægge sig systemets moralske krav til forældrene: Hvis forældrene burde
kunne finde ud af at tale sammen, så bliver de dømt til at dele
forældremyndigheden, og så må barnet finde sig i at leve i et spændingsfelt
mellem to forældre.
Den
forskning, der findes på området, viser utvetydigt, at det værste for børn er,
når forældre har store konflikter. Børn kan trives med varierede
samværsordninger, hvis forældrene kan finde ud af det indbyrdes. Men når et
forældrepar er nået derhen, hvor de går til en domstol for at få fastlagt
forældremyndigheden, så er det et meget klart signal om, at de ikke kan finde
ud af at samarbejde. De har smidt handsken. Derfor mener vi, at det vil være
til stor skade for børn, at man dømmer til fælles forældremyndighed, for man
kan ikke juridisk dømme folk til at samarbejde.
Derfor
risikerer vi med dette forslag, at et antal børn vil komme til at leve i et
meget usundt konfliktfelt mellem to forældre, der har lige stor ”ret” til
barnet, men som overhovedet ikke kan enes.”
Overførelse
af forældremyndighed.
Ifølge forslaget skal der ikke længere knyttes særlige - skærpede - betingelser til overførelse af forældremyndighed. Det virker ikke hensigtsmæssigt, fordi det må frygtes at give basis for idelige konflikter i videre omfang end i dag. Begrundelsen er, at det for fremtiden kun skal være afgørende, hvad der er bedst for barnet.
Sager om forældremyndighed er som bekendt ikke undergivet sædvanlige principper om retskraft, fordi forholdene hele tiden kan udvikle sig, men den grundlæggende ændring, som der lægges op til med afskaffelse af kravene til overførelse (navnlig på grund af forandrede forhold), indebærer en betydelig risiko for, at børnene aldrig får ro i deres barndom. Hvis udvalgets forslag ophøjes til lov, må man håbe, at domstolene i den praksis, der danner sig, vil bibeholde et kriterium, der ligner det nuværende.
Samvær
Det skal ikke længere være forældres ret til samvær men barnets ret til samvær, der er det afgørende kriterium for samvær. Vi har gennem hele vores forenings eksistens været talsmænd for at få indført denne sproglige ændring i forældremyndighedsloven. Det er vort håb, at denne ændring også vil få en realitetsbetydning for børn i samværssager.
Men det bekymrer os, at betænkningen er meget lidt kritisk omkring den eksisterende praksis på området.
Ovenfor i indledningen citeredes fra side 224 i betænkningen udvalgets ønske om, at der i sager om afslag på fastsættelse af samvær foretages en grundig sagsoplysning samt grundige overvejelser i forhold til vægtningen af de hensyn, der er karakteristiske for den enkelte sag. Udvalget mener, at det også er tilfældet i dag, hvilket vi er uenige i.
Når man diskuterer disse forhold, er det uhyggelig let at forholde sig til det overordnede og vægte efter generelle synspunkter om, hvad der burde være rigtigt. Vi kunne fra vores telefonrådgivning tage mange sager som eksempler på de problemer, som vi mener, der er på området. Vi har imidlertid valgt at vedlægge 3 anonymiserede sagsbeskrivelser fra helt konkrete sager, som forfatteren til dette høringssvar har et indgående kendskab til. I forbindelse med hver enkelt sag beskrives, hvori vi ser det mere generelle problem. De konkrete eksempler vedlægges i den form, hvori de ligger på vores hjemmeside.
I sager som disse er det vores generelle opfattelse, at børnene lider både under sagerne og under det pres, som samværene i praksis udsætter dem for. Det er for alles vedkommende sager, der ville kaste en flodbølge af vrede over systemet, hvis de blev projekteret i pressen. Imidlertid er det meget, meget vanskeligt at projektere konkrete børn i pressen. Det gør man først, når det er gået helt galt og slet ikke, hvis en sag efter 3 års pinsler fører til en smule fred.
Sagerne er nok enkeltsager, men det problematiske efter vores opfattelse er, at de ikke er udtryk for enkeltstående sager, hvor det efter vores mening går galt i sagsbehandlingen både i statsamterne og i styrelsen. Der er mange, mange flere.
Man kommer overhovedet ikke tættere på en løsning af sådanne problemsager med betænkningens løsninger.
Sandheden er, at betænkningen overhovedet ingen løsninger har på de alvorlige samværssager. De rene sager, hvor der dømmes for incest eller for vold, giver aldrig problemer. De bliver løst.
Men sager, der handler om børn og deres forældre, er specielle. Strafferetssystemet kræver beviser, før der dømmes. Enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Det er godt og rigtigt. I straffesager inden for familien er der ofte ingen vidner. Hustruvold anmeldes ofte slet ikke, og indgivne voldsanmeldelser trækkes tilbage, hvilket ikke altid skyldes, at de var opdigtede. Voldsmænds undskyldninger og løfter om ”bod og bedring” virker i praksis.
Derfor er det vores meget vigtige grundsyn, at enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Det efterleves efter vores opfattelse i for ringe grad i det nuværende system, og det løses ikke af betænkningens forslag.
Vi har sympati for betænkningens umiddelbart fascinerende løsning, der tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet. Men vi har ikke tillid til, at statsforvaltningerne kan leve op til de krav, som børnene har til at blive beskyttet.
Efter vores opfattelse er der to alvorlige forhold, som gør sig gældende.
Det ene forhold er, at de relativt store materielle ændringer, man forsøger at lancere med den nye forældremyndighedslov kommer i kølvandet på de store organisatoriske ændringer, som sker i forbindelse med strukturreformen. Det virker på os som om man vil spare og effektivere på administrationen. Det lader sig ikke gøre, samtidig med, at man skal forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen.
Det er for så vidt slemt nok. Værre er det, at udvalget stort set ikke har indset, at den eksisterende sagsbehandling er kritisabel. Efter vores opfattelse skyldes det udvalgets sammensætning. Systemets egne folk med direktøren i styrelsen i spidsen kan og vil ikke forstå kritikken. Man skal kende systemet godt gennem mange sager for at se det mønster, der eksisterer. Ikke engang de få i udvalget, som med sikkerhed ved, at det er galt – og hvad der er galt - kommer for alvor igennem i betænkningen.
Domstolskontrol
med forvaltningens afgørelser.
I dansk ret er der efterhånden ikke mange eksempler på såkaldte endelighedsbestemmelser i lovgivningen, hvor forvaltningernes afgørelser ikke kan indbringes for domstolene.
Familiestyrelsens afgørelser efter den nugældende lov om forældremyndighed og samvær er endelige i den forstand, at man ikke kan indbringe afgørelserne for domstolene som en traditionel ankesag. Domstolene kan på samme måde som ombudsmanden efter gældende ret principielt alene kontrollere, om der foreligger formelle sagsbehandlingsfejl. Det er sjældent tilfældet, da forvaltningen erfaringsmæssigt hellere foretager en ekstra høring for at være på den sikre side. Domstolene har i intet tilfælde blot været i nærheden af at tilsidesætte det skøn, som Familiestyrelsen har udøvet.
På området for tvangsanbringelser gælder, at børne- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Afgørelserne derfra kan indbringes for landsretten.
Landsforeningen Børn og Samvær finder, at det vil indebære betydelige retssikkerhedsmæssige fordele, om der indføres et tilsvarende system på samværsområdet.
Man må nære principielle betænkeligheder til det nuværende system.
I dag træffes afgørelser i statsamterne med rekurs til Familiestyrelsen. Statsamterne er underlagt Familiestyrelsen på en sådan måde, at Familiestyrelsen har generel instruktionsbeføjelse i forhold til statsamtet. Samtidig er Familiestyrelsen ankeinstans i forhold til statsamtets konkrete afgørelse. Endvidere er Familiestyrelsen underlagt instruktion fra ministeren. Denne organisationsstruktur ændres ikke med de kommende statsforvaltninger. I virkeligheden bliver instruktionsvejen kortere, når der kun er 5 statsforvaltninger, der skal indpasses.
Når man husker, at lovens eneste rettesnor efter betænkningens forslag bliver, hvad der er bedst for barnet, fører den formelle struktur meget let til denne teoretiske tankegang: Ministeren finder ud af, hvad han synes er bedst for barnet, hvilket han fortæller direktøren i styrelsen, som straks giver beskeden videre til statsforvaltningerne med en besked om, at for fremtiden skal man skønne i overensstemmelse hermed.
Den opmærksomme læser vil selvfølgelig sige, at sådan fungerer statsforvaltning selvfølgelig ikke i et retssamfund. Vores svar er, at sådan blev der med sikkerhed administreret fra 1995 og i al fald 5-7 år derefter. Værre er, at virkningerne af tankegangen stadig eksisterer og illustreres af de sager, vi har vedlagt.
En egentlig domstolsprøvelse af forvaltningens afgørelser ville være en betydelig sikkerhed og indebære en betydelig forøgelse af retssikkerheden på området.
Den grundlovssikrede uafhængighed, som domstolene besidder, har et betydeligt realindhold.
Vore principielle betænkeligheder mindskes ikke af den meget generelle formulering af retningslinjerne ”barnets bedste” i lovgivningen. Med det eksisterende system frygter vi en betydelig blafren afhængig af tidens helt aktuelle trends. Vi frygter i høj grad populistpolitikeres konkrete indflydelse på sagsbehandling.
Skulle domstolene forfalde til usaglige vurderinger af, hvad der er bedst for børnene, vil det kunne rettes gennem opstramninger i loven på baggrund af en sædvanlig politisk proces. Det er vores opfattelse, at domstolene ikke vil kunne forfalde til politisk sagsbehandling som forvaltningen.
Man skal huske, at den betænkelighed, vi fremfører, ikke er rettet mod den enkelte sagsbehandler men mod selv systemet og systemets struktur og natur.
Domstolsprocessen.
Selve procesformen ved domstolene i disse sager er ikke behandlet i betænkningen.
Alligevel skal vi ikke undlade at henlede opmærksomheden på, at retsplejelovens kapitel om familieretlige sager trænger til revision.
Sagerne er ikke underlagt samme partsautonomi, som gælder i civilprocessen i øvrigt. I de fleste andre lande behandles sagerne på linje med andre sager.
Tankegangen her i landet har f. eks. i forhold til vidneførelse været, at man ikke skal grave dybe grøfter mellem forældre, der også i fremtiden skal samarbejde. Vidner vil også være enten rose- eller risevidner, og det medvirker ikke til sagsoplysningen. Vi er ikke enige heri.
Alene det forhold, at en sag om børnene når til domstolene er udtryk for, at problemerne er så store, at de skal afklares. Under de omstændigheder bliver det ikke bedre af, at man i retsprocessen afskærer en part fra at dokumentere det, som vedkommende finder relevant og afgørende i spørgsmålet om, hvor forældremyndigheden skal placeres. Begge parter kender hinandens postulater i forhold til den anden. Alligevel afskærer domstolene bevisførelsen.
Vi har stor tillid til domstolenes afvejning af beviserne og dermed til deres bevisbedømmelse.
Vores konklusion er derfor, at det vil indebære en betydelig samlet forbedring af retssikkerheden på området, såfremt vi får domstolskontrol med forvaltningens afgørelser og får gennemført ændringer i retsplejeloven, så reglerne nærmer sig procesgangen i andre civile sager.
Opgaven består i samtidig at sikre den hurtige sagsbehandling, der er i øjeblikket hos retterne i forældremyndighedssager i begge instanser.
Særlige
samværsforhold
a: den
passive samværsforælder.
Udvalget har valgt ikke at lade bopælsforælderen kunne bede statsamtet fastsætte en samværsordning i situationer, hvor der ikke eller kun i begrænset omfang er samvær.
Bopælsforælderen får alene en ”initiativret” i den situation, idet han kan anmode statsforvaltningen om at indkalde den anden forælder til et møde om samværet.
Vi ved, at mange børn oplever svigt fra samværsforælderen, og vi ved, at mange bopælsforældre gør store anstrengelser for at få samværsforælderen på banen i forhold til børnene.
Vi er i vid udstrækning enig i udvalgets konklusion på dette område. Men vi kunne samtidig godt ønske os, at samværsforælderens passivitet i højere grad får til konsekvens, at børnene ikke igen og igen skal stille op i de få perioder, hvor forælderen viser vilje.
b:
samvær med andre end forældre
Vi har ingen indvendinger imod, at der skal kunne fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, når en eller begge forældrene er døde, eller hvis en forælder i øvrigt er stærkt fraværende.
Vi må i den forbindelse understrege, at der som nævnt i betænkningen ikke skal være tale om supplerende samvær i forhold til forældrene. Børn skal med andre ord ikke via samværet tvinges ud i endnu flere voksenkontakter, end de i forvejen kastes ud i i de moderne familiestrukturer.
c:
samvær med mindre børn
Landsforeningen Børn og Samvær deler mindretallets betænkeligheder vedrørende samværet med mindre børn.
Børnefagligt mener vi, at betænkeligheden knytter sig til de ovennævnte mere generelle betragtninger om genetik i forhold til forældremyndighed over de små børn.
Vores organisation besidder imidlertid ikke en sådan børnefagkyndig ekspertise, at vi selvstændigt føler os kompetente til at argumentere for spørgsmålet, hvorfor vi vælger at læne os op af det høringssvar, som Børns Vilkår afgiver, og som vi ved i høj grad vil berøre det spørgsmål.
Kun et enkelt punkt finder vi anledning til at kommentere. De af flertallet nævnte sammenligninger til indkøring i daginstitutioner, er ikke relevante. Den konfliktfyldte skilsmissesituation kan ikke sammenlignes med en institutionsindkøringssituation. En institution er ikke en primær familiær relation. Den postulerer ikke at være et hjem og endelig er der meget sjældent de sammen konflikter forældre og personale imellem, som der kan være skilte forældre imellem; thi i modsætning til relationerne mellem forældrene har forældremyndighedsindehaveren mulighed for at skifte institution.
Vi kan erklære os enige i Børns Vilkårs synspunkter på området.
c: Overvåget samvær – kendesamvær.
Landsforeningen Børn og Samvær er bekymrede over den tendens, der kan være i debatten til at fokusere overdrevent på behovet for kontakten mellem børn og begge biologiske forældre. Kontakten er generelt væsentlig, men den må aldrig overskygge, hvad der konkret og aktuelt er bedst for barnet.
Vi mener derfor for det første, at der bør åbnes mulighed for overvågede samvær gennem længere perioder end nu. Men også de egentlige kendesamvær, hvor der er samvær meget sjældnere end nu og igennem størstedelen af barndommen, bør anvendes hyppigere.
Kendesamværet giver barnet ro aktuelt, men det giver også såvel forældre som børn mulighed for at holde en kontakt ved lige, som kan blive af stor betydning for kontakten i barnets voksenliv, hvor forældrenes voksenkonflikt ikke længere har betydning for relationerne mellem barn og forælder.
Tillid
kan ikke tvinges.
Den danske familiestruktur har historisk ændret sig, men alligevel står meget fast forankret, ikke i det politiske, i tidens trend, det moderne samfund, men modsat forankret i selve dette at være menneske og at høre til hos hinanden.
Al lovgivningsdebat og arbejde omkring familieopløsningsproblematikken bør erkende som udgangspunkt at samhørighed ikke må være tvang men lyst.
For børnene er det altoverskyggende hvis den lyst trædes under fode. På samme vis er det umuligt at være til, hvis voksne forvalter ens barndom på en sådan måde, at man tvinges til at høre sammen med et menneske, man ikke føler samhørighed med.
I samme øjeblik et barn får prædikatet skilsmissebarn, mister det retten til at blive taget alvorligt i sammenhænge, hvor systemet almindeligvis ville reagere, hvis ikke lige biologien og politisk korrekthed tog magten.
Reelt betyder det, at nogle børn i årevis skal kæmpe sig igennem misrøgt, misbrug, svigt og overgreb – bare fordi de er skilsmissebørn og dermed automatiske, nærmest legitime ofre. Reaktionerne bliver ikke taget alvorligt eller tillagt andre årsager vedrørende forældrenes samarbejde eller konflikt. Reagerer forældrene naturligt og ansvarligt på børnenes reaktioner, mistænkes de for samværschikane og risikerer at miste del i forældremyndigheden.
De børn har systemet pligt til at hjælpe, værne og se. Vi synes ærlig talt ikke, at man lever op til denne pligt.
Der bør altid tages udgangspunkt i barnets
egne oplevelse af samhørighed og tryghed. Her står vi alt for ofte fattigt i
systemet og skal forsøge at afdække det sprogløse barn, det krænkede barn, det
frygtsomme barn, det manipulerede barn, barnet i loyalitetskrise, barnet truet
til tavshed.
Systemet folk, der forvalter barnets liv, er selv mennesker, med hver deres
oplevelse af sager. I pressen, i bekendtskabskredsen, i erfaringen, i den
politiske moderetning. Hvert menneske er farvet af summen af oplevelser de har
været i berøring med. Professionalisme underordnet.
Barnet er underlagt skiftende regeringer, skiftende modekrav for de pædagogiske retninger. Ligestillingsdebat, der fejlagtigt tror sig vedkommende i børneperspektiv. Men barnets egen rolle er ukrænkelig men bliver alligevel krænket. Børn er børn og skal værnes, uanset skiftende luner. Det er lovens opgave at sikre det.
Det sætter hårde krav til lovgivningen. Vi må lovgive så vi på alle måder finder en lovgivningsform, der fastsætter barnets ret. Retten til at blive hørt, men vigtigere, retten til at blive forstået ret.
I Landsforeningen Børn & Samvær møder vi de børn, der er i klemme ikke bare mellem forældrene, men hvad værre er, i det system og den lovgivning der skulle værne dem. Vores holdninger er præget af, hvad vi ser – ikke mindst af svigt fra systemet i forhold til børnene.
Systemets opgave er at se gennem de, der råber højest og i stedet se på det faktuelle. Det er nemt at snuble i debattens mange opråb fra fløjene. Ikke mindst fra kønsfløjene, ligestillingsfløjne.
Børnene har ingen stemme, skulle man tro. De fine ord om barnets perspektiv i denne betænkning er vi som sagt meget glade for, men vi er bekymrede over netop de brede, let bøjelige ord. Alt bør foregå fuldstændig på børnenes præmisser, når vi taler om forældremyndighed og samvær.
Vi håber med den nye lov at blive overflødige. At systemet med den nye lov virkelig vil sikre barnets bedste og barnets ro.
Det er en forsvindende lille del af skilsmissebørn der ender som omdrejningspunkter i problematiske samværssager. Men fordi de er få skal de, der virkelig er i klemme, ikke overhøres.
Ingen forældre med almindelig livsførelse går frivilligt i gang med at forsvare
sit barns lyst og glæde uden at have en reel bekymring. For forældrene, der
kæmper barnets sag, er omkostningerne menneskeligt så store, at mange liv
bliver revet i stykker på lige vis med børnenes. Det kan undre hvordan udvalget
ofte fremhæver den stedlige forvaltning som god nok. Var den det, var der ikke
brug for en ny lovgivning, med nye forvaltnings procedurer.
Landsforeningen Børn & Samvær tilslutter sig en samfundsdrejning der ikke sætter barnet under tvang, men modsat møder barnet med mulighed for at vokse op på menneskelige vilkår.
En samfundsdrejning der understreger at hverken voksne eller børn, kan tvinges til at nære tillid, når tilliden er brudt.
Ole Wivel skrev i 1959 digtet, Der truer os i
tiden.
Digtet møder på mange måder barnets håb i en tid hvor det er udsat for
svære svigt.
Håbet om at blive hørt forfra.
En Adam i os alle
Hver stormfuld jævndøgnstid
Kan høre nogen kalde
Langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt –
Alt er igen uprøvet
I dine hænder lagt.
Med venlig hilsen
Viggo Bækgaard
Talsmand
Bilag: