Har de helt små børn ret til gode relationer til begge forældre?
Leder Børn og Samvær nr. 4/2006 p. 2
v/Morten Nitschky Schmidt

Det danske samfund har heldigvis for længe siden anerkendt at psykologien er en videnskab, man både kan blive klog af og bruge praktisk i mange af livets mere eller mindre svære situationer.
 
Folkeskolen har et stort og forgrenet net af psykologer tilknyttet via PPR, pædagogiske arbejdspladser tilbyder psykologisk supervision til deres ansatte, der er arbejdspsykologer ansatte i stat amt og kommuner, der psykologer i studievejledninger på højere læreranstalter, privat går folk i terapi som aldrig før, virksomheder på alle niveauer bruger organisationspsykologer i deres jagt på at blive så store og gode som muligt. Har du det uheld at sidde fast i en ny og meget høj karrusel i Tivoli, bliver du tilbudt krisehjælp – af en højt uddannet og specialiseret – ja du har gættet rigtigt – psykolog, og man kunne blive ved og ved.
 
Der skal, som det nok er de fleste bekendt indenfor den nærmeste fremtid vedtages ny lovgivning om forældremyndighed og samvær. I den anledning var Landsforening i samarbejde med Børns Vilkår arrangør af en høring afholdt på Christiansborg tirsdag 19/9. Med deltagelse af både familieministeren og alle de politiske partier, undtagen enhedslisten.
 
Der er meget godt i de nye tiltag, der ser ud til at komme, men tillad mig i denne leder, at fokusere på noget af det, der kan komme til at gå meget meget galt.
 
Jeg tænker her på de helt små børn (under tre år). Oplægget i betænkningen ”barnets perspektiv” (bet.nr. 1475) er, at der også i konfliktsager skal være et mere udvidet samkvem med samværsforælderen, end der er i dag. Man skal holde sig for øje, at det handler om de forhold, hvor forældrene ikke kan finde ud af det selv. Sager hvor de er så meget i krise, at de har bedt statsamter eller domstole om hjælp til at arrangere deres privatliv – og så er man altså i krise!!
 
Spørgsmålet er om det lille barn, i en situation med et meget højt konfliktniveau mellem forældrene har bedst at få ro med bopælsforælderen. Eller om det har bedst af at kunne opbygge relationer til begge forældre allerede fra starten af sit lille liv.
 
Der er for os at se ingen tvivl om, at i den almindelige velfungerende kernefamilie og i den velfungerende skilte familie, hvor der ikke er det høje konfliktniveau, peger alle kvalificerede pile mod, at begge forældre skal og kan tage del i opdragelsen af børnene. Alle politiske initiativer i nyere tid synes også rettet mod det.
 
Mig bekendt kan man kun finde modstandere af dette i stærkt religiøse eller stærkt højreorienterede miljøer.
 
Ideen er jo klart og rigtigt, at disse børn skal have gode og givtige relationer til begge forældre. Det må siges at være vigtigt!
 
Den mulighed skal det lille barn fra en konfliktfyldt skilsmissefamilie også have!
Med mindre selvfølgelig, at der er tale om voksne, der er dybt sindsyge, voldsudøvere, pædofile, eller folk, der af andre årsager ikke kan leve op til ansvaret som forælder.
 
Hvis vi som på alle andre områder i samfundet også her skal læne os op ad psykologien, så er der nogen grundlæggende ting vi skal tage hensyn til.
 
Det er sådan, at i det første halvandet år af barnets liv dannes blandt andet dets evne til at knytte relationer. Det er ikke noget vi bare kan, men noget vi alle sammen har skullet lære. Ikke bare til naboen og bageren, men også til dem, der skal stå os nær.
 
Forstyrres denne periode for det lille barn af krise, usikkerhed og stress forstyrres også evnen til at danne relationer. Det er grundlæggende psykologisk viden. Det er også grundlæggende psykologisk viden, at selv de helt små børn opfatter, kopiere og lever sig ind i de stemninger, der omgiver dem. For 50-60 år siden troede man ikke børn følte noget før de kunne udtrykke det i ord. Det må siges at være et veldokumenteret psykologisk faktum, at det kan de, lige fra de bliver født.
 
Hvor mange forældre til flere børn kender ikke ”sympatigråden”. Lille Peter på 5 år falder og slår sig så meget, at han må fælde en tåre. Næsten samtidig begynder lillesøster på 1 år at græde i vuggen.
 
Så de er også modtagelige overfor dybe kriser deres forældre imellem, for skift i omgivelser, for sorg og ulykke, også selvom de ikke har et sprog for det.
 
Fortalerne for det udvidede samvær for de helt små børn læner sig langt hen af vejen op nyere forskning, der siger at også helt små børn godt kan knytte flere end en relation. Det er fuldstændigt rigtigt, men den forskning baserer sig på børn med en normal opvækst, IKKE på børn fra stærkt konfliktfyldte miljøer.
 
Meningen må være, at disse børn på en sund og god måde skal lære at danne relationer. Det er vigtigt at give dem ro til at lære det. Hvis ikke de får lært det ordentligt, så opnår de ikke at kunne danne ordentlige relationer heller ikke til deres forældre. Så er alt for meget tabt, og hvilket liv venter så det barn?
 
Det er vigtigt at påpege, at der jo ikke er nogen ved deres fulde fem, der vil børnene noget ondt. Men mange af disse diskussioner føres i det offentlige rum af voksne mennesker, der har følelserne i klemme på så mange måder. Der er alt for meget følelsesporno og slet skjult vrede i debatten om de helt små børns tarv. Men heldigvis findes der forskning og fakta, som taler sit klare sprog.
 
Det er vores håb, og det vi vil arbejde for, at politikerne får så nøgternt et grundlag som muligt at tage deres beslutninger på, og konferencen på Christiansborg, var et godt første skridt.