40-årig dansk kvinde taget som gidsel i København.
En frygtelig historie med alle ingredienser, som endte godt – og som sagtens kan fortsætte forfærdeligt.
Af Viggo Bækgaard, talsmand Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)
fra Børn og Samvær nr. 3/2006 p. 3

 En dengang 34-årig dansk kvinde forelskede sig til et mareridt, der foreløbig kulminerede med, at hun blev bortført og taget som gidsel midt i København. Bortførerne krævede som modydelse for hendes frigivelse, at hun udleverede sin nu 6-årige datter til hendes far, der stammer fra balkanområdet.

Politiet ville ikke hjælpe. Det var nemlig dem, der var bortførerne, og kvinden var blevet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel.

Hvordan i alverden kunne det gå til?

Kvindens basale forbrydelse har bestået i, at hun efter længere tids chikanerier og voldelig adfærd fra eksmanden – barnets far - valgte at flytte ud af landet uden at efterlade sig en adresse, så faren kunne fortsætte sine chikanerier.

Parret boede sammen et par år og gik fra hinanden, da datteren var 2 år. Moderen fortæller, at eksmanden stort set ikke var nærværende, da barnet var lille. Han arbejdede fra midt på eftermiddagen til midnat i sin virksomhed og sad derefter ved computeren nogle timer om natten, inden han gik til ro.

Når han endelig var vågen, stillede han krav til ægtefællen. Barnet måtte ifølge moderen ikke komme i institution, og moderen måtte ikke arbejde for faderen. Manden var ifølge kvinden fysisk voldelig, og parforholdet endte med, at hun blev kastet rundt i stuen og måtte forskanse sig i badeværelset, hvorfra hun via mobiltelefon kunne tilkalde sin bror, som kom til stede og reddede hende og datteren ud af lejligheden.

Dermed var problemerne imidlertid ikke slut. Manden ville ikke lade hende i fred, og han opsøgte hende fysisk utallige gange, mens hun opholdt sig hos sine forældre. Endvidere udøvede han telefonchikane over for hende derved, at han visse dage ringede op til hendes mobil og til forældrenes telefon langt over 100 gange.

Manden fik polititilhold, og en enkelt af de voldelige episoder førte til politianmeldelse og straffesag. I byretten blev han idømt en betinget straf, men han blev frifundet i landsretten. Sådan ender ifølge juridiske fagfolk mange sager af den karakter, hvor en kvinde påstår sig udsat for vold af ægtefælle eller tidligere ægtefælle. Det er ikke let at komme til bunds i disse sager, fordi der sjældent er vidner til den påståede vold. Enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Gid det også gjaldt for børnene!

Endvidere fik kvinden adressebeskyttelse.

Hvordan kan det dog udvikle sig katastrofalt?

Kvinden var skræmt fra vid og sans. Hun turde ikke udlevere barnet til barnets far. Statsamt og Civilretsdirektorat havde ingen medynk med hende. Hun havde bare at udlevere barnet til far’en.

Man satte en psykolog til at se på under et overværet samvær, og hun kunne skam ikke se noget galt. Far kunne både se uskyldig ud og få det lille barn til at smile i ny og næ. Så samvær skulle der skam være.

Mor’en turde ikke udlevere barnet, så hun stred imod. Systemet sagde samvær. Fogeden havde en helt ny afgørelse fra Statsamtet og Civilretsdirektoratet, så hun turde selvfølgelig ikke andet end at kræve barnet udleveret.

En udgående fogedforretning viste en tom lejlighed. Mor var gået under jorden.

Far’en satte herefter en overførelsessag i gang. Mor var taget til udlandet og turde ikke møde op i byretten. Så blev far’en tilkendt forældremyndigheden til et barn, han ikke havde set i mere end to år, selv om ingen havde nogen ærlig fornemmelse af, at han overhovedet havde forældrekvaliteter. Dansk kunne han knap nok tale.

Mor havde ikke mødt op i byretten grundet angst, men hendes far var i kontakt med hendes advokat, og der blev anket til landsretten.

Under ankesagen tilkendte landsretten forældremyndigheden midlertidigt til faren, da moren jo var en fæl skurk, der ikke havde vist mod til at stå imod og frem. Nu blev hun i stedet af far’ens advokat anmeldt for overtrædelse af straffelovens §215.

Mor’en var tvunget til at møde i landsretten, og sandelig om ikke mandens engagerede advokat fik tvunget politiet ud af busken, så de tilbragte Skt. Hansaftens eftermiddag i landsretten, mens kvinden forsvarede sin sag. Da retten ikke havde truffet afgørelse under mødet, blev hun anholdt for overtrædelse af straffelovens § 215.

Således gik det til, at hun kom til at tilbringe Skt. Hansaften og 5 døgn i varetægtsfængsel efter at have været i et grundlovsforhør.

Den endelige afgørelse i landsretten tilkendte hende forældremyndigheden, og hun blev straks løsladt.

Hvad går galt i systemet?

Denne sag er et eksempel på noget af det mest groteske, man overhovedet kan forestille sig.

Formelt er problemet stadigvæk det, som vi i Landsforeningen Børn og Samvær hele tiden har forfægtet helt generelt. Der er et samfundskrav om samvær for enhver pris. Det er fuldstændig lige meget for systemet, hvor hårdt konflikten er spidset til. Det er ligegyldigt, om der har været optræk til vold eller basis for polititilhold. En kvinde skal bare rette ind. Helt galt kan det måske gå, når man i al sin politiske korrekthed oven i det hele står med en far fra et andet miljø. Racismens spøgelse toner frem, fornemmer man i en sag som denne.

I sidste ende vinder fornuften, fordi landsrettens flertal formår at holde fokus på barnet.

Men betyder det så, at samværet stoppes? Tjae, vil jeg sige. Man kan være i tvivl men håbe, at mor og barn får den fornødne ro.

Det spørgsmål kender ingen svaret på i dag.

Hvis du vil have en mere dybdegående gennemgang af sagen, kan du finde denne artikel i en betydelig længere udgave på vores hjemmeside.

Viggo Bækgaard