Forlad os vor skyld
kommentar af anonym, navnet kendt af redaktionen.

15 marts. 2006

Som så mange andre sad jeg i aften og så udsendelsen på DR-1 om Farsø-sagen.

På skærmen tonede en ung kvinde frem, der nu hævdede, at hun for år tilbage havde løjet over for retten under pres eller rettere manipulation fra myndighedspersoner.

Der er nu formodning om, at sagen bliver genåbnet, ikke at det hjælper den dømte far meget, da han begik selvmord i fængslet, men for at finde frem til en kerne af sandhed.

DR1 Dokumentar udlagde sagen sådan, at sagsbehandlere og plejefamilien havde presset børnene til at lyve. Til at begå falsk anklage mod både far og mor.

Dokumentaren satte stærk fokus på, at myndighederne manipulerer med børn og unge.

I Farsø-sagen mener to ud af familiens tre børn i dag, at der intet overgreb har været, den sidste, en dreng, er overbevist om, at det er hændt.

Hvem der har ret ved ingen, men ét forsøgte DR1 at slå fast; sagsbehandlere og plejefamilien havde skylden og dette var ikke den eneste sag af slagsen i Farsø forlød det. Selve sagen er svær at fatte og synes på mange punkter svagt belyst i Dokumentaren.

Den nærmeste fremtid vil måske, måske ikke, kaste mere lys over sagen. Hvad der egentligt er hændt får vi nok aldrig svar på. Børnene skulle have været afhørt øjeblikkeligt, som vejledningen foreskriver. Men selvom man handler hurtigt, kan man ikke være sikker på at få de ord, der frifinder eller dømmer.

Med aftenens udsendelse vil nogle igen fremture, at man ikke kan eller skal lytte til børnene.

Det kan blive den konsekvens DR1 udsendelse får. Det sås allerede tydeligt i den efterfølgende debat på DR1 debatside på Internettet.

Sagen i Farsø skal undersøges, den skal forfølges og udredes så godt det nu lader sig gøre.

Men lad ikke Farsø-sagen få konsekvenser for de mange børn, der er i klemme rundt i Danmark.

Børnene sidder som de eneste med nøglen til sandheden og myndighederne er ene om at kunne hjælpe de børn.

Vi seere ved ikke hvilke motiver, der ligger bag kommunens handlinger, familieplejens eller børnenes nyeste forklaringer. Men et står helt klart, enhver form for pres eller manipulation er forkastelig. Det være sig fra myndigheder, forældre, medier eller børn.

Du SKAL elske din næste!

Efter udsendelsen om myndighedernes manipulation gik mine tanker tilbage til en dag, hvor mit barn på 5 skulle på overvåget samvær i Statsamtsregi.

Jeg blev efter flere års sagsforløb i statsamtet indkaldt til informationsmøde ved familieplejen, hvor det overvågede samvær skulle foregå. Dagens usynlige overskrift viste sig, med korte ord, at være: Manipulation.

Mit barn har efter flere fagfolks mening sandsynligvis været udsat for overgreb af sin far.

Der har været tre anmeldelser til politiet fra tre forskellige offentlige instanser om overgreb på barnet. Politiet måtte gang på gang henlægge sagen, da barnet var for lille til at kunne finde voksenord og tidsfornemmelse for det hændte.

Det har vist sig at være en umulig opgave at få ørenlyd i statsamtet vedrørende samvær, trods de heftige forlydender der er i barnets sag. Og de sandsynlige overgreb er ikke de eneste fortrædeligheder, barnet har mødt. Som forældre sad jeg heller ikke med et klart synligt bevis på overgrebene, men de mange udsagn, reaktioner, og fysiske tegn bar alle i samme tydelige retning. Men retning er ikke nok i retten, og det har jeg forståelse for. Der skal helt klare beviser til for at blive dømt. Overgreb er nok den sværeste forbrydelse at opklare og blive dømt for.

Statsamtet ville, grundet den manglende dom, gennemtvinge et samvær, for samværsretten er på de voksnes side, ikke barnets. Den voksne råber jo pr. definition højere end barnet og vinder derfor "de stærkestes sejr".

Gennem tiden har jeg valgt i mit samliv med barnet at være neutral omkring forholdet til faren, en stærkt tilkæmpet måde at lade barnet finde sig selv på - sin egen mening og egne ord. Jeg er til tider blevet klandret for at være for neutral. Mit barn vidste ganske enkelt ikke, hvad jeg mente om barnets krampagtige forhold til sin far, vidste ikke om jeg "holdt med" barnet eller faren.

Jeg har kæmpet med denne neutralitet gennem årene, haft lysten til at sige til barnet, at jeg var på barnets side, men har holdt fast i neutraliteten for ikke at kunne tillægges nogen skyld i barnets udtalelser. Og det er jeg den dag i dag glad for. Jeg har nøje fuldt psykologers råd om aldrig at spørge barnet om noget og aldrig svare. På den måde holder man sig selv fri af det, de måske i Farsø gik galt i byen med.

Tilbage ved mødet i familieplejen havde Statsamtet ikke tænkt sig at hjælpe barnet, endsige lade tvivlen komme barnet til gode. Så der sad vi, Statsamtets sagsbehandler, faren til barnet, familieplejens leder, overvågeren (der viste sig at være en socialrådgiver i handicap-afdelingen, altså ikke en decideret børnesagkyndig) og jeg selv.

På mødet blev det pålagt os hvordan vi skulle forholde os til barnet.

Der var ikke tale om et informationsmøde, som vi havde fået oplyst i indkaldelsen, men et møde hvor det offentlige dikterede formen og hvilke ord vi skulle bruge over for barnet.

Jeg fik besked på at sige til barnet at "det blev hyggeligt". At "barnet skulle glæde sig", og at det "blev rart at se far". For første gang i de år skulle jeg manipulere med barnet, fordi det offentlige ville have barnet til at elske den far, barnet frygter og derpå have et normalt samvær med ham.

Jeg fik endog besked på at det var en hjælp for barnet at sige til det, at det blev hyggeligt og rart at være sammen med far, trods barnet egne ord om det modsatte.

Jeg fik sagt meget direkte til dem alle, at jeg ikke ønskede at manipulere mit barn, at et barn ikke skulle eller måtte påduttes ord eller meninger om andre. Et barn har ret til selv at vælge, hvem det har det rart med, hvad det skal glæde sig til, og hvad der er hyggeligt.

Jeg var og er aldeles uforstående over, at myndigheds personer ønskede at manipulere med et barn.

Myndighedernes opgave må til enhver tid være at møde barnet, hvor det står, og lytte til barnet som det er. Neutralitet er en stor opslidende opgave, men vi må mestre den og magte den, for at give barnet luft og mulighed for at være centrum i eget liv.

Få dage efter informationsmødet var barnet og jeg til ”kende hus”-møde i familieplejen.

Barnet skulle lære huset at kende, inden barnet skulle være der med far og lære at glæde sig til at lege med alt det legetøj, der var i husets rum. End ikke det mest genstridige barn ville kunne observeres gennem alt det lokkemad, der var lagt ud for at få far og barn bragt sammen i offentlighedens navn.

Ved formødet havde vi voksne været på rundtur i samværs-huset. Der var endog soveværelse, hvor far og barn efter familiepleje lederens udsagn, kunne ”putte sammen”. En grotesk udtalelse, set i forhold til noget af sagens omdrejningspunkt.

Den udpegede overvåger af samværet viste barnet rundt i huset, viste legetøj frem, og så snart barnet fattede interesse for det, blev legetøjet taget væk fra barnet med ordene, det kan du lege med, når du skal være sammen med far herinde. Give-tage, give-tage. Overvågeren blev ved med at gentage: Om to dage skal du være her med far. Barnet svarede ikke, heller ikke femte gang. Men overvågeren blev ved. Da overvågeren sagde, at mødet var slut, løb barnet fra stedet uden afsked. Ved bilen sagde barnet halvt højt og forskræmt henvendt til overvågeren: ”Jeg har det ikke så godt med far”. Men hvad betyder det, når det offentlige er besluttet på samvær?

Det offentlige system ville, med min medvirken i ord om det kommende samværs fortræffelighed, forsøge at få barnet til at glemme, hvad det havde oplevet selv. Systemet ville lære barnet, at det var barnet selv, der var forkert, og den voksne der havde lov til at gøre med barnet, hvad den voksne ville.

Man kan i Farsø-sagen se, hvordan det offentlige måske, måske ikke, har manipuleret med tre børn, med deres fars død til følge.

I kredsen omkring Børn og Samvær er det nok modsatrettede forløb, der er mere kendt, nemlig at systemet, statsamterne, vil manipulere barnet til at være i et samvær, det ikke magter. Og i de helt hårde sager, gennemtvinge samvær med nye krænkelser til følge. Når barnets ord ikke har ført til dom i en krænkelsessag er systemet tilbøjeligt til at lade tvivlen komme den voksne til gode.

Som forældre til et sandsynligt krænket barn, endnu uden domsfældelse i sagen, må man gør sig klart at barnet nu står, om muligt, meget ringere.

Hvor systemet før var berøringsangst, det være sig kommuner, amter, dommere og undersøgere, så er de nu efter DR1 udsendelsen om Farsø sagen endnu mere angste. Det bliver for fremtiden meget meget svært at finde en myndighedsperson, der tør tage det store ansvar, det er at være på barnets side.

Man kan nemt forestille sig, at børnene i de svære krænkelsessager igen vil møde systemets døve øre.

Kun troen på, at myndighederne husker deres egen pligt til at lade tvivlen komme barnet til gode, er sidste håb. Men det er svært at fæste lid til de myndigheder der, som i dette eksempel, forvalter børns vilkår ud fra en virkelighed, myndighedspersoner selv ”opfinder” til barnet, med manipulationen som våben.