Forestillinger
– om øjnene, der ser.
af Viggo Bækgaard, advokat (H)
talsmand, Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 2, april 2007 p.9
Mange har fulgt Per Flys TV-serie ”Forestillinger” over 6 episoder. I hver episode beskrev han den samme virkelighed, som den tog sig ud fra 6 hovedpersoners verdensbillede.
Godt fjernsyn får os til at tænke. Selv om vi godt ved det der med, at det sete afhænger af øjnene, der ser, er det sundt at få sat tingene i relief. Både som advokat og via min funktion som talsmand for Børn og Samvær er jeg stødt på nogle oplevelser, som får mig til at mane til besindighed og eftertanke.
Mon ikke vi alle både som børn og som forældre har oplevet at spille vore forældre ud mod hinanden, eller at blive spillet ud af børnene? ”Må jeg være ude til klokken 9 i aften? – Jeg må godt for mor!” Får barnet belagt ordene rigtigt og talt til forældrene i den rigtige rækkefølge samt vurderet det gunstigste tidspunkt over for dem begge, behøver det ikke at være usandt.
Børn er blændende dygtige forhandlere.
Men er vi også bevidste om, at de hører til blandt verdens allerbedste psykologer? De kan høre og forstå almindeligt sprog. Men længe før de behersker sproget til fulde, har de lært den unikke betydning af et udviklet kropssprog. Tænk bare på virkningen, når barnet sidder i indkøbsvognen ved slikreolerne. Det er ikke altid, mor siger nej. Ro betyder nemlig en hel del for hende.
Børns politiske bevidsthed starter også tidligt. Det liberalistiske, egoistiske, er nok den biologiske og naturlige grundform i det lille barn. Jeg vil have – og du må ikke dele med mig attituden står også klart for os. ”Det er miiiiiin bil”.
Men den egoisme går hurtigt over. Det sociale barn tager tidligt over. Det sociale barn er meget synligt i skilsmissesammenhænge.
Verden styrter i grus for barnet, når det bliver klar over, at mor og far ikke længere skal bo sammen. Selv om du har gået og hvisket i skænderiet, ved barnet det længe før, bruddet bliver fortalt.
Barnet behersker kropssproget, som er det første sprog, vi har lært. Det er også det sprog, vi taler med vores hunde. Så selv det meget lille barn ved krystalklart, hvad der foregår. Der er heller ikke hos barnet tvivl om, hvem af forældrene, der har det sværest.
Vi ved godt, at børn er loyale over for begge forældre. Derimod har jeg indtryk af, at mange forældre ikke forstår eller i al fald er bevidste om, at barnet er så loyal, at det tilsidesætter sine egne behov bare for at gøre både far og mor glade. Derfor vil barnet, når det bliver spurgt, med ret stor sikkerhed sige, at det gerne vil bo lige meget hos dem begge.
Hvad
er sandt? Hører vi det, vi vil høre – eller…?
Når jeg hører historier fra den virkelige verden tænker jeg somme tider, at det er fantastisk, at jeg selv er sluppet igennem tilværelsen uden at ende på anklagebænken i forhold til mine egne børn eller andre i nærmiljøet.
Børneopdragelse er vanskelig. Man må ikke slå børn. Selvfølgelig ikke. Men hvad må man egentlig? Hvad skal man gøre, når barnet bliver urimelig? Hvornår overtræder man grænserne? Eller rettere hvis grænser overtræder man hvornår?
Jeg synes, at spørgsmålene er mange og svære.
Hvad gør du, når du efter en lang arbejdsdag lige har nået at hente Victor i børnehaven og skal have købt ind i ISO på vejen hjem, og Victor bliver himmelråbende urimelig, mens du går rundt derinde for at få fundet aftensmaden. Han skriger og viiiilllll have et eller andet.
Ja hvad gør du? Giver du ham, hvad han kræver? Siger du nej – og skriger han så endnu højere. Du er træt. Han er træt.
Den gode og altid tålmodige forælder hvisker bare til ham, at nu skal han være stille og lige vente, til det bliver vores tur i køen. Det hjælper selvfølgelig, og alt er idyl.
Men hvis nu det ikke hjælper? Taler du lidt hårdt til ham? Smutter der et lille men hårdt og irriteret bandeord ud af munden? Kommer du lidt for tæt til hans øre, så han bliver forskrækket?
Hjælper det ikke at tale lidt bestemt til ham må jeg hviskende spørge, om du kan sige dig helt fri for at tage lidt bestemt fast i hans arm, mens du betyder over for ham, at det faktisk er dig som voksen, der bestemmer, hvornår han skal have hvad.
Disse retoriske spørgsmål kunne fortsættes i en uendelighed.
Jeg vil æde min gamle hat på, at det er de færreste forældre, der kan sige sig fuldstændig fri for at have udtrykt sig klart og forståeligt i et kropssprog, som kan have en snert også af fysisk magtanvendelse. Her tænker jeg ikke på fysisk adfærd på niveau med, hvad vi så i filmen Drømmen eller i Oliver Twist.
Bare sådan lige et stærkt greb om armen f. eks. Eller har du måske prøvet at løfte Victor op og ruske lidt i ham og tabe ham som en far fortalte mig.
Er du samforælder med fælles bopæl og et kærligt forhold både til ægtefælle og barn, går det godt. Ja du kan være lige så heldig som jeg, der stadig får besøg af børnene på nu omkring de 30 trods alt det, de har været ude for.
Det er såmænd ikke så længe siden, vi over en flaske rødvin grinede hjerteligt af den gang, hvor jeg blev ladt alene med den dengang 3årige søn, mens ”vores mor” var på hospitalet for at føde lillebror. Knægten ville ikke i seng, og faren valgte på et tidspunkt i dyb frustration at låse døren ind til værelset, hvorefter døren gik i baglås. Panikken bredte sig, og den 3-årige søn, der havde skreget øredøvende, fattede pludseligt alvoren, hvorefter han som på kommando ophørte sine krigsskrål og påbegyndte en konstruktiv coaching af den vanvittigt upraktiske far, der efter nogle minutters sved fik åbnet døren – og lod knægten sove sammen med ham i soveværelset. Historien er 100% sand og 28 år gammel, men den står lysende klar som var det i går.
Der var ikke andre vidner end han og jeg. Historien kom ud til gud og hvermand dagen efter – af mig, og vi fik hverken besøg af naboer eller børneværn. Selv mor tog det pænt.
Men hvis nu jeg havde været samværsfar, og hvis nu knægten havde fortalt den historie til mor’en dagen efter, ville Fanden kunne være løs i Laksegade.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg jævnligt hører historier, hvor dramatikken får førsteprioritet, og hvor jeg sidder med en fornemmelse af, at nutidens idealforældre må få helgenstatus hinsides. Til gengæld vil helvede være fyldt af børnenes anden forælder.
Det er helt sikkert ikke sjovt at være skilte forældre, hvad enten man er bopæls- eller samværsforældre. Den anden part har indstillet øjnene på skepsis og søgeren på kritik.
Børnene er blændende dygtige forhandlere og psykologer. De ved, hvad de voksne gerne vil høre, og de holder sig ikke tilbage for at please også det behov hos de voksne. Så det lille rusk i armen i ISO kan sagtens være fjeren, der bliver til fem høns.
Opgaven i samværssagerne består i at finde ud af, hvad der er sandt og falsk – så vi får fanget ”de slemme”. Helt let er det ikke altid.