Forældremyndighed & menneskelig integritet
en ny bog af lektor i familieret ved Københavns Universitet, Anette Kronborg
Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2007, ISBN 978-87-574-142-8
anmeldt af Viggo Bækgaard, advokat (H), talsmand Landsforeningen Børn og Samvær
Børn og Samvær nr. 2, april 2007

 Lektor i familieret ved Københavns Universitet, Anette Kronborg, har lige udgivet en ny bog om forældremyndighed og samvær under samme titel som denne artikels overskrift. I bogen gennemgås den historiske udvikling på området fra 1920erne til i dag. Man får en fremragende indføring i den samfundsmæssige udvikling og i de til enhver tid brugte begrundelser for de regler og den praksis, som man aktuelt har haft op gennem årene.

Anette Kronborg hører til den klassiske juristtype, som argumenterer blændende for det synspunkt, hun forfægter. Man kan i passager i hendes artikler og også i denne bog som læser tabe tråden, netop fordi hun er så seriøs og intellektuel klog i sin argumentation.

Det er på en gang bogens styrke og svaghed. Styrke fordi bogen qua argumentationen fremstår så åbenbart rigtig. Svaghed fordi særligt de politikere, som burde læse bogen og forstå argumentationen, må frygtes at stå af længe før, de har fanget pointerne. Bedre bliver det ikke af, at disse ikke er i overensstemmelse med herskende politisk korrekthed og tankegang.

Et sted i bogen skriver forfatteren, at det er så meget lettere at følge den herskende tankegang for politikerne, at hendes løsning sikkert vil have en svær gang på jorden og i al fald vil tage tid. Det er et af de steder, som jeg desværre ikke har fået markeret op, da jeg læste bogen, og som jeg ikke lige kan finde til direkte citat nu.

I det følgende vil jeg citere nogle af de mange guldkorn, som Anette Kronborgs bog er fyldt med.

Bogens grundsyn.

Bogens hovedkonklusion er, at den eksisterende regulering af forældremyndighed og samvær lader de mest udsatte i stikken. Der stilles spørgsmål ved, om det er så rigtigt, som det umiddelbart lyder, at fokusere så indædt på biologien.

Der argumenteres for, at grænsedragningen skal ske ved samlivsophævelsen på grund af uenighed i den forstand, at man ser på familiens situation efter samlivsophævelsen og fokuserer på den familie, som barnet primært skal befinde sig i efterfølgende.

”Formålet er at modvirke, at de forældre, der ikke bor sammen, men befinder sig i et konfliktfyldt forhold, fastholdes i konflikten ved familieretlige processer om deres børn” (p. 208). På den afsluttende side anføres, at det efter forfatterens opfattelse ”er ladet med betydning, om et fællesskab udfoldes inden for samme husstand, eller dette ikke er tilfældet”.

Nogle citater fra bogen til eftertanke.

Den stadig stigende tendens til at lovgive ud fra et synspunkt, der fastsætter lovgivningen som en læring over for forældrene fører med sig, at processen bliver lang, og at man i systemet hele tiden ønsker at opdrage på forældrene. Herom skriver Anette Kronborg på side 43:

”En forælder (typisk moderen), som har brug for samfundets støtte til at opfostre sit barn, ved at hun beskyttes mod faderen, skal først genopleve samfundets genopdragelse af sig selv ved at opleve normplejen af det fælles forældreskab som modstand, før hun som en afviger fra denne kan opnå beskyttelse. Hun støder så at sige ind i fællesskabsprojektet, som hun som socialt individ ikke kan undsige sig”.

Om lovforslaget om tvungen fælles forældremyndighed, der jo nu gennemtvinges af politikerne, siger forfatteren følgende på side 119:

”En tvungen ordning, der på grundlag af forhandlingsspillet, der bæres oppe af staten, må forstås som, at familien betragtes som under dannelse. Blikket på familien forskydes herved i loven fra, hvordan den ”er” til, hvordan den ideelt set ”kunne” blive ved forhandling”. Prøv at læse den sætning igen! Det er tankevækkende. Husk at det er situationen på det tidspunkt, hvor forældrenes kærlighed er blevet til alt andet end kærlighed. Det kræver meget af den enkelte.

I et afsnit, der handler om den problemstilling, som ofte benævnes samværschikane, finder man på side 169 følgende betragtninger.

”Respekten for relationen bør ligge i, at retsordenen respekterer, at den primære omsorgsgiver vægrer sig mod en samværsordning.

Det er på denne baggrund, at konflikten som normaltilstand kan kritiseres. Processens belastning af familierne taler for i højere grad at værne om det, der er. Den ene af forældrene bør derfor retligt set være uden for familien, når forældrene ikke kan klare deres konflikter selv. Dette kræver en samfundsmæssig stillingtagen til familieformerne, som ikke kan rummes i en retorik om lighed, rettigheder og barnets bedste”

Samværshindringsproblematikken er et af de vanskeligste på hele området. Det er et af de meget få steder i bogen, hvor jeg personligt har det lidt for og imod forfatterens argumentation. Normalt formulerer jeg selv problemstillingen sådan, at samværschikanen er sjældnere, end den forekommer i debatten. Men den findes, og jeg har personligt set flere tilfælde, hvor bopælsforælderen billedligt talt burde bankes på plads. Men man må hver gang overveje oplysningerne med barnet i centrum. Derfor har hun måske ret. Men det gør ondt i de mere rene chikanesager at affinde sig med den løsning.

Dømmekraft i samværssager.

De absolut stærkeste betragtninger i bogen findes i afsnittet om dømmekraft i samværssager på side 193ff. Det er således næppe tilfældigt, at det blev netop det afsnit, der blev udskilt til en særskilt artikel i et netop offentliggjort festskrift i anledning af FAF (foreningen af familie- og arveretsadvokaters) 25 års jubilæum.

I det afsnit får den model, som man har valgt at behandle de familieretlige sager efter i dag, en ordentlig velargumenteret opsang, som fik mig til at hoppe i stolen, da jeg læste det første gang. De følgende løsrevne citater må alt andet lige inspirere dig til at læse bogen i sin helhed.

”Set fra sagsbehandlerens perspektiv – som myndighedsrepræsentant – indebærer de dårlige vilkår for dømmekraften, at det er nødvendigt at ruste sig med en kynisme i forhold til denne gruppe af mennesker (de konfliktfyldte forhold, vb),da det er de vilkår, den enkelte sagsbehandler har for sit virke.”

 Over mange afsnit beskriver forfatteren det problem, der består i, at barnets velfærd beror på, om de nærmest ansvarlige voksne er velfungerende, og at forældrene skal lære at samarbejde, fordi det er bedst for barnet efter gældende tankegang.

”Det er det urealistiske krav om at kunne betragte barnet isoleret fra sine forældre i familieretten, som svækker sagsbehandlerens dømmekraft”, p. 197.

Et særligt problem er i den herskende sagsbehandlingsform, at sagsbehandleren både skal være opdrager og afgørelsesmyndighed. Hvorledes skaber sagsbehandleren ”tilstrækkelig afstand til den konkrete sag til at kvalificere sin dømmekraft?”, p. 201.

Om den lange sagsbehandling, der hersker i statsforvaltningerne siger forfatteren på side 102, at ”(da) dømmekraften farves af en forståelse af samfundet karakteriseret som aftalefamilien, vil en rammende beskrivelse af retspraksis være, at vurderingen af barnets bedste ikke kan få et større spillerum end, at der også er plads til en offentlig forvaltning af individuelle rettigheder i familien. Myndighederne kommer herved til at fremstå som blinde over for den skade, processen kan forvolde barnet. I nogle familier er der fastsat samvær i årevis, før forvaltningen vurderer, at idealet bag loven må opgives, o at det af hensyn til barnet er påkrævet at ophæve ordningen”.

I afslutningsafsnittet om dømmekraften funderer Anette Kronborg dels over, hvor vigtigt det er for børn at have kontakt med begge forældre, men også over, at det forhold indebærer en begrænset indsigt, ”for så vidt som den ikke er uafhængig af barnets forældre og deres indbyrdes forhold.2”

”Viden om, at det er godt for børn at have to forældre, kan således ikke hæve sig op over den konkrete kontekst og bredes ud som almen viden, der gælder generelt for børn. Billedligt talt kan man sige, at det er godt at være inde i et varmt hus, når det er koldt uden for. Men det er det ikke, når huset brænder” (p. 204. Fremhævningen er min, vb).

Afslutning.

Bogen er fremragende og anbefalelsesværdig. Hvor ville det være dejligt, om lovgivere, beslutningstagere, sagsbehandlere og afgørelsesmyndigheder af enhver art læste en bog som denne, inden de udfoldede deres magt.

Tiden er ikke for alvor til eftertanke. Desværre. De flest er de flest og derfor de bæst, som Niels Hausgaard siger om demokratiet.

Anette Kronborg har også nogle afsnit i bogen om forskellen på den måde, som man tænker på i forhold til børn på socialrettens og på familierettens område.

Jeg ser det sådan, at børnene lider under forældrenes mange konflikter og de krav, forældrenes egen egoisme stiller til børnene.

Børnene er trængt. I dag er der ikke nok fokus på, om der er nogen, der har myndighed til at afværge deres skæbne. Jeg er bange for, at det ikke bliver bedre med strukturreform og ny forældreansvarslov.

Læsning af Anette Kronborgs velargumenterede bog bekræfter mig i min frygt.

Viggo Bækgaard